fbpx

Polarized - Western Hypnosis

Omkring 2011 begyndte guitaristen Daniel Botti at arbejde på nyt materiale, og samtidig samle et nyt band til at spille det. Resultatet er Polarized, som har medlemmer fra begge sider af Atlanten, og nu debuterer med “Western Hypnosis”.

I presseteksten gøres der meget ud af, at Polarized ikke spiller klassisk Thrash Metal, men Thrash Metal med klasse. Det er da også korrekt, at numrene ikke følger de traditionelle opskrifter blindt, så albummet er ikke skåret over en Big 4 eller Kreator skabelon. Godt nok lægges der ud med 3 klare Thrash numre, som drøner fint afsted på duga-rytmer og med en aggressiv vokal, men der er også groove i indholdet. Samtidig skiftes der stil i de næste 3 skæringer: Mens ”Black Loyalty” og ”Permanent War” er i den melodiske ende af skalaen, hamrer ”Rise” løs med tunge guitarer. Mod slutningen vendes stilkompasset igen mod Thrash, og her illustreres tydeligt, at Polarized klarer sig bedst i den hårde ende af musikken; det melodiske flyder ikke så godt.

Så klassisk eller ej, det er numrene med Thrash Metal, som har den største fremdrift, og hvor tingene rykker mest. Og selv om de melodiske elementer giver albummet en udmærket bredde, tilføjer de ikke noget spændende; det er alene på power-siden, der scores point.

Tracklist:
1. The Seventh Sin
2. Wish ‘Em Well
3. Recipe for Death
4. Black Loyalty
5. Rise
6. Permanent War
7. Listen
8. Western Hypnosis
Samlet spilletid: 38:00

 

Læs mere...

Faceshift - All Crumbles Down

I 2007, da Faceshift udsendte deres debutalbum, havde bandet eksisteret i 2 år. Det betyder, at det andet album, som har fået titlen ”All Crumbles Down” har været 8 år undervejs. Tiden er ikke kun brugt på nyt materiale; der har også været plads til at få to nye medlemmer på plads.

Melodisk Metal er en genre, hvor numrene ofte sovses ind i keyboards og guitarerne drosles ned til et absolut minimum, men Faceshift viser at man sagtens kan gøre det med stil. ”The Lie” viser vejen: En rigtig god melodi, som hurtigt fænger, en fremførelse med flotte vokaler og guitarer, som har bid. Okay, det er ikke brutalt, men har så absolut fortjent betegnelsen Metal.

Det er de samme ingredienser, der kendetegner resten af albummet, og så kunne man frygte den totale ensformighed. Men den udebliver, for det lykkes at variere melodierne pænt meget. Og så hjælper det både med ekstra gang i guitarerne som i ”Someone to Be” og ”Stand Alone”, og den stille sejhed, der kendetegner titelnummeret.

Så selv om musikken ikke er vild og voldsom, har de enkelte numre alligevel tilstrækkelig styrke til, at albummet får bid. Derfor behøver der ikke at gå 8 år igen, før Faceshift udsender nyt.

Tracklist:
1. Betrayed
2. The Lie
3. Pieces
4. A New Beginning
5. Someone to Be
6. Of Dignity and Shame
7. Awaken
8. Painted Life
9. Stand Alone
10. On the Inside
11. When All Crumbles Down
Samlet spilletid: 52:57

 

Læs mere...

Unsafe - Enter Dark Places

”Enter Dark Places” er det nyeste album fra franske Unsafe, og dermed fortsætter deres hidtidige plan med udgivelse af albums hvert andet år. Selv om bandet har eksisteret siden 1998, kom det første album i 2009, hvilket gør det senest tilkomne til nummer fire i rækken.

Musikalsk bevæger franskmændene sig i grænseområdet mellem Thrash- og Death Metal, og dén kombination er en garanti for tempo og power. Begge dele finder man i rigt mål på udgivelsen, og når det bare gælder om at komme fremad, som det sker i ”Watch Out” og ”The Final Stage” , er det ikke svært at synes om Unsafe – en tendens som topper i det ekstra fede ”Intentional Homicide”, der er albummets bedste nummer.

Generelt får musikken et udmærket modspil fra sangerinden Stéphanie Nolf; hendes maskuline brøl er så absolut godkendt, dog uden at hun når op blandt de bedste på dét punkt. Noget af det samme kan man sige om de resterende numre, for selv om energien er til stede, virker rigtig mange ideer som halvlunken genbrug af noget, man har hørt før et eller andet sted. Jeg venter på noget spændende og overraskende, som virkelig rykker, men det kommer aldrig på ”Enter Dark Places”. Selv om der er godt gang i musikken, ender albummet derfor som en blød mellemvare – desværre.

Tracklist:

1. Enter Dark Places
2. Watch Out
3. The Final Stage
4. Negativity
5. Intentional Homicide
6. A Better World
7. Virtual Jail
8. Shores of Infinity
9. On the Edge of a Precipice
10. Stimulate My Mind
11. Dark Side
12. Wasted Years
13. Half-Wit
Samlet spilletid: 48:44

 

Læs mere...

Celestial Son - Saturn's Return

Celestial Son var ikke et navn der sagde mig det store, da jeg fik denne skive til anmeldelse, men jeg har faktisk anmeldt bandet før. Det var albummet ”Doors Of Perception” fra 2011, som blev udgivet under navnet Drone. Men nu er bandet klar med nyt navn, nyt album og nyt pladeselskab.

På det indholdsmæssige plan er der i første omgang ikke så meget nyt; musikken er præget af den samme lidt dystre alvor, som kendetegnede det foregående udspil. Det er igen Grunge, der er den primære ingrediens, men den suppleres med elementer fra andre afarter af Rock, som rækker fra den mere traditionelle slags over den progressive udgave til Post Rock. Det progressive høres bl.a. i ” Sea Of Failure”, hvor guitarerne giver nummeret ekstra dybde, uden at det overdrives. Og flere steder, f.eks. i ”Not A Choice” og ”The Pits” bliver Grunge-stemningen forstærket, godt hjulpet på vej af en vokal, der minder meget om Kurt Cobains.

Der er samtidig gjort meget ud af CD’ens indpakning, bl.a. indgår der en meget flot booklet, og samtidig er der planlagt hele 4 videoer til at supportere albummet. Det er meget ambitiøst, og afstedkommer spørgsmålet om musikken kan bære den store opsætning? Det kan den sagtens, for selv om jeg ikke falder for alle ideer, er ”Saturn's Return” en topprofessionel skive, der lover godt for Celestial Son.

Tracklist:
1. Nothing In Excess
2. All I Ever Wanted
3. Holy Cycle
4. Open Wound
5. Sea Of Failure
6. The Flow Of Creation
7. Caress The Soul
8. The Fortress
9. Headlong
10. Not A Choice
11. Death Wish
12. The Moon
13. The Pits
Samlet spilletid: 57:42

 

Læs mere...

See The Sky - Ego Rehab

Efter EP’en “We’re Alone” og albummet "NWODOA”, som begge udkom i 2012, er See The Sky klar med deres andet album. Bandet bliver i presseteksten omtalt som excentrisk, eksperimenterende og med modet til at gå egne veje, og det viser de ved valg af tema for albummet. Inspireret af filmen ”Sucker Punch” fortæller det om hvordan alt i samfundet efterhånden er forudbestemt. Det sker ved hjælp af en metafor om en mand, som skridt for skridt bliver skubbet mod vanvid.
Det lyder meget højtravende, men heldigvis har det ikke smittet af på musikken. Det betyder ikke, at den er almindelig, for selv om musikken er Metal, følger den ikke gængse opskrifter ret længe ad gangen. I stedet skifter den ofte stil, godt hjulpet på vej af vokalerne: en ren kvindestemme, som Miriam Gardner er mester for, og en grum growl, som Bjarne Mathiesen leverer. De ligger langt fra hinanden, og skaber på den måde spænding i numrene. Det samme gør musikkens vekslen mellem Metal og mere nedtonet Post Metal.

De mange forskellige elementer er både en styrke og en svaghed ved albummet: Styrken ligger i, at der ofte dukker en spændende sekvens op i lydbilledet; enten skiftende vokaler eller tilsvarende nye impulser i musikken. Svagheden ligger i, at tingene ikke bliver rundet af, så den røde tråd forsvinder. Derfor sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at See The Sky ikke har udnyttet materialets potentiale fuldt ud.

Tracklist:
1. The Narcissist
2. Therapy
3. Legion
4. Isolated
5. Delusion Vs. Reality
6. A Flicker Of Light
7. Battle For The Mind
8. Remedy
9. Relapse
10. Manipulation Malpractice
11. Damaged Beyond Repair
Samlet spilletid: 62:36

Læs mere...

Tomb Of Finland - Below The Green

Masser af tremologuitarer og en hvæsende vokal er sikre tegn på, at man har fået fat en Black Metal skive, og så skal det absolut være mørkt og depressivt, ikke sandt? Hvis man regner med det, tager man fejl – i hvert fald hvis man lytter til Tomb Of Finland. Bandet har eksisteret siden 2009, og navnet taler sandt; de kommer fra de 1000 søers land. ”Below The Green” er deres debutalbum, og her viser de 4 medlemmer, at Black Metal ikke nødvendigvis behøver at være sortere end selve Darth Vaders sjæl.

Årsagen kunne være, at finnerne havde valgt en Folk-inspireret udgave af genren, og at der derfor ikke var så mange brutale elementer i musikken, men det er ikke tilfældet. Nej, der mangler bestemt ikke power i numrene; både guitarerne og rytmesektionen leverer varen som det hører sig til: Hårdt og kontant. Nej, den meget imødekommende stemning, der hersker på albummet, skyldes primært det meget åbne lydbillede, som nærmest inviterer lytteren indenfor i stedet for at spærre vejen. Samtidig indeholder guitararbejdet nogle virkelig flotte melodier, som trækker i samme retning, også selv om de afløses af noget mere barske passager. Hovedparten af disse leveres i pænt højt tempo, men mod slutningen skiftes der til tungere rytmer, der flirter en del med Doom. Det er med til at gøre ”Below The Green” til et rigtig godt debutalbum, som vil være et godt sted at starte, hvis man er ny i forhold til Black Metal.

Tracklist:
1. Below the green
2. End of God
3. Death of the sun
4. In the heart of winter
5. The autumn rain
6. Life & slavery
7. Sunfader
8. Damnation
9. Dead forever
10. Kaira
Samlet spilletid: 37:01

 

Læs mere...

Sounds Of Fury - Mediocracy

I 2011 gik starten for Sounds Of Fury, og 2 år senere udgav bandet selv deres debutalbum med den meget passende titel ”1.0”. Nu har Schweizerne fået kontrakt hos Mighty Music, som har udsendt deres anden skive.

Stort set alle numre indledes med nogle guitarsekvenser, som indeholder nydelige hooks og glimrende samspil, men frem for alt tekniske detaljer af den fede slags. Det er både spændende og varieret, og giver hvert track en stærk åbning. Desværre fortsætter stilen ikke, for så snart man har indstillet sig på flere tekniske finesser, skifter bandet til gammeldags Death Metal med tunge hug i guitarerne og growlende vokal. Det lyder trivielt, og det er det desværre også. Den del af musikken er nemlig HELT efter bogen, og byder derfor ikke på noget nyt.

Stilen er gennemgående vred og hård, så Sounds Of Fury er et meget passende navn. Albummets titel er heldigvis ikke helt så rammende, for bandets energi og tekniske kunnen hæver dem over det middelmådige. Alligevel er de ikke i stand til at rive mig med, for selv om stort set alle numre indledes med lækre og spændende guitarsekvenser, så ender de alle som meget traditionel Død, som man har hørt til hudløshed. Det trækker oplevelsen ret så meget ned, for i den del af numrene keder jeg mig pænt meget. Derfor er albummet for de fans, som på forhånd headbanger til traditionel Død med et teknisk pift.

Tracklist:
1. Pedagogy Fuckfest
2. The Art Of Avoidance
3. Sidewalk Business
4. Mediocracy
5. Neighbour Agression
6. Learning Process Missing
7. Pain Through Procrastination
8. Captain Obvious
9. Disregard
Samlet spilletid: 37:58

Læs mere...

Egonaut - Deluminati

I året hvor svenske Egonaut kan fejre deres 10 års eksistens, udsender de deres tredje album. Det markerer på flere måder en fortsættelse af deres tidligere arbejde, idet stilen igen er Stoner Rock, og at der igen er skiftet pladeselskab.

Nå, det vigtigste er selvfølgelig musikken, og her lægger svenskerne en frisk stil for dagen: Anført af Fredrik Jordanius’ guitarer skrider numrene fremad i et pænt tempo, og der er samtidig udmærket tyngde i dem. Oveni kommer Dennis Zielinskis orgel, som kører parløb med den seksstrengede og samtidig sørger for, at der konstant er en troværdig old school stemning over hele albummet. Den betyder også, at vi ikke bliver snydt for en masse guitarsoli, som det sker i Rock med et mere moderne tilsnit. Jordanius står også for vokalen, men backes op af de 3 øvrige medlemmer; det giver et flot resultat i omkvædene.

Der afviges kun fra den beskrevne stil 3 gange: I ”Pariah” og ”Hex” og sænkes tempoet, og rytmerne er tungere; det giver i begge tilfælde en mere dyster stemning. Det samme sker i slutnummeret ”Waypoints”, som længe kun holdes igang af guitar og vokal, men hvor resten af bandet falder ind og gør nummeret både eftertænksomt og indtrængende.

Alt i alt må ”Deluminati” siges at være en stilsikker og gennemført Stoner-skive, og Egonaut har givet en udmærket jubilæumsgave – ikke blot til sig selv, men også til bandets fans.

Tracklist:
1. The Declaration
2. From The Coals
3. Pariah
4. The Beholder
5. Iustitia Infernalis
6. C
7. Threescore And Ten
8. Acheron
9. Waypoints
Samlet spilletid: 47:00

Læs mere...

The Vision Ablaze - Youtopia

Da jeg i sin tid anmeldte bandets debut EP ”Nova”, opfordrede jeg kraftigt de danske pladeselskaber til at signe bandet. At det først er sket nu flere år senere, kan betyde at selskaberne ikke lytter til anmeldere (meget sandsynligt) eller også er der bare en vis træghed i processen (mindst lige så sandsynligt).

Nå, nu er bandets første album klar, og jeg kan konstatere, at musikken stadig er delt ret skarpt op i en melodisk og en mere hårdtslående afdeling. Heldigvis har man også fastholdt den glimrende vokal og en kompetent instrumenthåndtering. Alligevel er der sket en lille justering af kursen, for de hårde elementer indeholder ikke så meget Rock og groove som på debut’en. Om det er produceren Jacob Hansen, som har trukket i den hårdere retning, kan jeg kun gisne om. Faktum er, at

The Vision Ablaze nu lyder mere som melodiske Metalbands gør generelt.
Det lægger et vist pres på materialet, men her står bandet stærkt. De går all-in, uanset om det er hårdt eller melodisk, så begge dele får markeret sig. Flere steder, f.eks. i ”Fall From Grace” og ”Into My Brain” er den hårde side knap så interessant, men det gør blot kontrasten til det melodiske større, og får denne side til at fremstå endnu stærkere. Og det er her, der scores flest point – melodierne er virkelig iørefaldende og stærke, og når de suppleres med den hårde kant, skaber bandet nogle virkelig fede numre. Det gør ”Youtopia” til en debut, hvis forventning om succes langt fra er utopi.

Tracklist:
1. Absent
2. Under The Killing Moon
3. Dreaming Awake
4. Subversion
5. Fall From Grace
6. Into My Brain
7. Fear
8. Monster
9. Utopia Calling
10. A Jaded Miracle
Samlet spilletid: 48:20

 

Læs mere...

Chabtan - The Kiss of Coatlicue

Moderne Melodisk Dødsmetal. Det er denne genre som det franske band Chabtan befinder sig i. Med inspiration fra bands som Arch Enemy, In Flames, Lamb Of God og Chimaira så ligger deres inspirationskilder mere op ad den nyere scene end den gamle. Bandet, der blev dannet tilbage i 2011, er nu klar med deres første udspil.

Åbneren på pladen ”The Nahual's Omen” starter ud med lidt akustisk guitar før hele braget bliver skudt i gang. Det hele virker til at starte godt ud, men alligevel at mangel på variation gør det ikke særlig mindeværdigt. Trommerne varierer ikke særlig meget, og det samme kan siges om guitaren. ”Ixtab” er andet nummer på pladen, hvor det i starten virker til at trommerne styrer showet med et trommefill, som sætter nummeret i gang. Nummeret er fyldt med blastbeats og masser skrig og skrål. Desværre er dette nummer præget af de samme problemer som åbneren, og det er mangel på variation. Numrene på pladen er ikke særlig varierende og man mister interessen rimelig hurtigt. Chabtan har udgivet en plade som er præget af gentagelser, og som får lytteren til at kede sig efter noget kort tid. Lad os håbe at det ændrer sig på de fremtidige udgivelser.

Tracklist:
1. The Nahual's Omen (04:30)
2. Ixtab (02:44)
3. Born from Vucub Caquix (05:45)
4. Astral Monsters (03:58)
5. Anthropomorphic Beast (03:28)
6. The Kiss of Coatlicue (04:50)
7. Follow the Darkest Way (04:44)
8. Ah Puch Reign (04:57)
9. Reptile (04:27)
10. Obsidian Butterfly (03:48)
11. Visions of the Snake (03:26)

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed