fbpx

Black Swamp Water - Interview med Bjørn Bølling Nyholm

Det danske hard rock band Black Swamp Water udgave den 20. august deres tredje album "Awakening" igennem Mighty Music. Vi har taget en lille snak med sangeren Bjørn Bølling Nyholm om det nye album.

Hej! Først og fremmest stort tillykke med jeres nye album. Kan du starte med at introducere dig selv og fortælle os om din rolle i bandet?
Tusind tak… og jeg er forsanger i bandet og skriver alle tekster og næsten alle melodier

Hvorfor har i valgt denne titel til albummet?
Som så meget andet i vores band var det en 100 % demokratisk proces, hvor alle skulle være tilfredse med titlen… og det var ikke den nemmeste sag i verden- I sidste ende var det her en titel, som alle kunne stå inde for… og jeg synes også selv, at der ligger nogle fede konnotationer i den.

Hvornår begyndte du at arbejde på dette album, hvor lang tid tog processen fra det første trin til det endelige produkt?
Vi fik ny guitarist for lidt over to år siden (Thomas) og startede ret hurtigt med at skrive sange med ham… og sangskrivningsmæssigt har han også sat et kæmpe aftryk på albummet.

Var det svært at skrive nyt materiale til denne plade, eller faldt det naturligt for dig?
Det faldt meget naturligt… og Thomas var som sagt en stor drivkraft i sangskrivningen.

Hvor er albummet indspillet og hvem har produceret det? Hvordan var samarbejdet?
Det er indspillet på Djursland i Antfarm Studio hos Tue Madsen, der også har produceret… han producerede også vores første album, Chapter One, og han er fantastisk at arbejde sammen med!

Prøver i at udtrykke/fortælle noget med jeres musik? Er der en dybere mening med jeres sange?
Både og… Teksterne er ikke ligegyldige, og jeg prøver hver gang at indfange en stemning eller en situation med dem… og det samme gælder musikken… men vi har ikke et udtalt budskab med nogen af delene.

Vi har allerede fået lov at høre lidt fra albummet, hvordan har responsen været hidtil?
Responsen har generelt været god, om end det heller ikke er verdens ottende vidunder, vi har lavet (I har jo også selv givet den 3½ af 6 ;)).

Hvem har lavet jeres artwork og hvad var ideen bag?
Claus Reinhold fra Division 666… han fik frie tøjler og kom op med et (efter vores mening) super fedt cover, der er ret dystopisk i udtrykket.

Hvordan vil i sammenligne sangene på det kommende album til jeres tidligere materiale?
Jeg synes, at vi udvikler os i en naturlig og god retning… vi har en lyd og en måde at skrive sange på, men vi prøver ikke at begrænse os til kun at lave én slags musik… og jeg synes, at albummet afspejler den modenhed i udtrykket.

Hvilke slags musik er du opvokset med og hvilke nyt musik høre i disse dage?
Da jeg for alvor blev bidt af musik i slut-firserne gik jeg i 8. klasse og begyndte at høre AC/DCs Back in Black… hvilket hurtigt blev efterfulgt af Metallica og Pantera… og derefter ’90’er grunge-bandsene og 70’er proto-metal… Senere fulgte Lamb of God… og nu om dage prøver jeg stadig at tage til koncerter med bands, jeg ikke kender ret meget til… f.eks. var jeg til Jinjer på Train for en måneds tid siden, hvilket var en super fed oplevelse.

Er nogle af disse bands en inspiration til albummet?
Indirekte ;)

I din tid som musiker, hvad er din største musikalske bedrift indtil videre og hvad har været den største oplevelse indtil nu?
At udgive 3 albums med det her band… og at spille nogle forholdsvis store koncerter i f.eks. Amager Bio og på Atlas i Århus.

Kan vi forvente en tour fra jer, måske i Danmark eller en tur rundt i europa?
Vi har desværre ikke tour-planer p.t…. men vi håber da, at der kommer nogen.

Hvis i kunne vælge, hvad ville være den største koncert oplevelse for jer?
Roskilde Orange Scene, selvfølgelig :)

Det var alt for denne gang, har du noget du gerne vil tilføje?
Ikke andet end tusind tak for interviewet.

Tak for din tid og vi ønsker jer alt muligt held og lykke med jeres udgivelse og jeres fremtid som band!
Selv tak og anytime

 

Find Black Swamp Waters nye album på Spotify her.

Læs mere...

Black Swamp Water - Awakening

Efter debutalbummet "Chapter One" fra 2016, og opfølgeren ”Distant Thunder”, der kom i 2018, er Black Swamp Water nu klar med deres tredje album, ”Awakening”. Som bandets første album er det nyeste skud på stammen produceret og mikset af Tue Madsen.
Genkendelse er der også, når det gælder musikken, for Black Swamp Water fastholder deres version af Hardrock, som spænder vidt. På albummets første halvdel præsenteres lytteren for stilen i både traditionel (”Roll Over”) og radiovenlig udgave (”Showdown”), men der bliver også plads til regulær Metal med glimrende hug i trommerne og godt med power. ”Better Days” markerer en tilbagevenden til Hardrock i en meget DAD-inspireret udgave.
Herefter følger 3 numre, hvor stilen sættes på ”retro”, og tager os tilbage i tiden: To egne kompositioner af middel kvalitet flankerer et cover af Black Sabbath klassikeren ”Children Of The Grave”. Det er som sådan en udmærket version, men det er letkøbt bare at spille den efter bogen; et personligt twist havde pyntet!
Det kommer i det afsluttende ”Hammer You Down”, som med sydstatsagtig, blueset feeling og en smøg i mundvigen sørger for et cool afslutning på et album, som ligger i middelklassen, men hvor et par highlights tager stikket hjem for Black Swamp Water.

Tracklist:
1. Roll Over
2. Showdown
3. Endless War
4. Send Me Away
5. Better Days
6. Disappoint Me
7. Children Of The Grave
8. Now That I Know
9. Hammer You Down
Samlet spilletid: 40:05

Læs mere...

Sacred Reich - Awakening

I musikkens verden er 23 år pænt lang tid – mange bands når slet ikke at eksistere så længe inden de løber tør for ideer og splittes for alle vinde. Set i det lys er det imponerende, at det i år er netop 23 år siden, at Sacred Reich udsendte deres seneste studiealbum. Siden 2006 har bandet været gendannet, men kun i live sammenhæng. Nu har de så igen været i studiet, denne gang med Dave McClain tilbage bag trommerne, mens Joey Radziwill er ny guitarist ved siden af Wiley Arnett.

Sammen med bassisten og frontmanden Phil Rind fastholder teamet deres bud på, hvordan Thrash Metal skal lyde, og her er den lange pause fra studiet ikke til at overhøre. Godt nok afvikles numrene i et friskt tempo, men de fremstår upersonlige og hæver sig kun sjældent op over det middelmådige. Årsagen er, at man fastholder gammelkendte opbygninger og elementer. Her klarer omkvædene sig udmærket, godt hjulpet af Rinds vokal – den er ikke særlig markant, men passer alligevel fint til musikken. Alligevel er det kun ”Revolution”, der byder på noget af den aggressivitet, som jeg forbinder med sej Thrash Metal.

Som helhed lever ”Awakening” ikke op til sit navn, for albummet viser et band, som er noget rustent i leddene. Derfor håber jeg, at Sacred Reich får en gang WD40 inden deres næste udspil.

Tracklist:
1 Awakening
2 Divide and Conquer
3 Salvation
4 Manifest Reality
5 Killing Machine
6 Death Valley
7 Revolution
8 Something To Believe
Samlet spilletid: 31:24

Læs mere...

Frosttide - Awakening

Med 4 år på bagen er Frosttide et relativt nyt band fra Finland, som efter 2 demo’er nu er klar med det første album. Bandets debutskive er et konceptalbum, som fortæller historien om en gruppe krigere, der tager ud for at redde en landsby fra en fjendtlig invasion – en perfekt historie til den genre, bandet spiller. Det er Pagan / Folk Metal, som giver masser af plads til melodiske indlæg og hymner, der priser historiens helte. Numrenes opbygning og indhold er således lige efter bogen, og hele fremtoningen er til den pæne side, da Metal-elementerne er skubbet i baggrunden.

Det sker til fordel for et keyboard, som ikke bare skaber melodierne i næsten samtlige numre, men også står for de store og filmagtige orkestreringer, som giver en storslået stemning i de mere episke numre. Meningen er go’ nok, for det koster kassen at hyre et symfoniorkester, men andre bands slipper betydeligt bedre fra opgaven end den fesne lyd, som Frosttide præsterer. Den bliver hurtigt irriterende uanset hvilken sammenhæng, den optræder i.

”Awakening” er en udmærket og meget sigende titel til denne debut, for den viser et band, som endnu ikke har fundet sin rette plads. Hvis Frosttide skal kunne markere sig, skal de skærpe deres profil – det vil kræve mere markante numre, mere Metal … og mindre keyboard!

Tracklist:

1.         Winter's Call (Intro)                              

2.         Awakening                      

3.         Quest for Glory                                     

4.         No Turning Back                                  

5.         Dawn of Despair                                  

6.         Siege                                

7.         Ruins of Defeat                                    

8.         Unwritten (Engraved in the Stars)                          

Samlet spilletid: 48:22

Læs mere...

Horse Latitudes - Awakening

Man kan ikke ligefrem beskylde de 3 medlemmer i Horse Latitudes for at være dovne; siden bandet startede i 2009 er det blevet til en enkelt demo, 2 split-CDer og 2 albums, hvor ”Awakening” er det nyeste.
Da vi her har med Doom at gøre, er det ikke overraskende, at tyngde er nøgleordet for albummet. Med dette ene tema som musikalsk omdrejningspunkt er der selvfølgelig begrænset plads til udfoldelse, men Horse Latitudes giver alligevel ret så forskellige vinkler på det i løbet af de 6 numre.
De første skæringer må siges at være i den mere let tilgængelige del af stilen, her er tempoet lavt, men der er pæn fremdrift i musikken alligevel. Efterhånden som albummet skrider frem, bliver numrene tungere og tungere, ligesom anslag på guitar og bas bliver mere og mere truende. Det hele kulminerer i slutnummeret ”Along The Circles”, hvor rytmerne hele tiden truer med at gå i stå – her er vi helt ovre i Funeral Doom afdelingen. I alle numre akkompagnerer musikken en udmærket vokal, som er klar og ren uden at virke kedelig eller for højtidelig.
Selv om ”Awakening” er opbygget indenfor ret snævre rammer, skal Horse Latitudes roses for at frembringe en hæderlig variation hen over albummet. Til gengæld mangler tingene lige det sidste for at være rigtig seje – trods massiv tyngde og udmærket stemning.

Tracklist:
1.Preparation
2.Dissolution
3.Profane Awakening
4.Decline of the Ages
5.Into the Deep
6.Along The Circles

Samlet spilletid: 47:25


 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed