fbpx

Killing - Interview med Jesper F. Skousen

Killing - Interview med Jesper F. Skousen

Det danske thrash metal band Killing udgav i august deres nye album "Face the Madness" igennem Mighty Music. Vi har taget en snak med trommeslageren Jesper om albummet.

 

Hej! Først og fremmest stort tillykke med jeres nye album. Kan du starte med at introducere dig selv og fortælle os om din rolle i bandet?

Hej og tak for interviewet. Mange tak. Jo, jeg hedder Jesper Skousen og jeg spiller trommer i Killing.

Hvorfor har i valgt denne titel til albummet?

Jamen titlen udspringer egentlig af en brainstorm i øveren, vi havde. Vi havde længe drøftet, hvad titlen skulle være og snakken kørte på, at det skulle passe til vores image, musik og ikke mindst vidne om, hvad vi var mest kendt for. Vi blev enige om, at vores liveshows som regel altid bliver nævnt som værende energiske og lige på og derfor skulle vi finde en titel som kunne opsummere en eller anden ting omkring vores koncerter. Det skulle samtidig lyde old school og pludselig havde vi titlen ”Face the Madness” på papiret. Det syntes vi passede fint til vores ni sange og som navnet på vores debutalbum.

Hvornår begyndte du at arbejde på dette album, hvor lang tid tog processen fra det første trin til det endelige produkt?

Sangene på ”Face the Madness” er skrevet hen over en periode på omkring tre år. Da vi udgav EP’en ”Toxic Asylum”, havde vi skrevet et par af sangene som er med på vores album. Bl.a. ’Kill Everyone’ og ’Don’t Get Mad’, Get Evil’. Vi er måske ikke så hurtige til at skrive sange, da vi ofte ender med at fluekneppe opbygninger, men det lønner sig som regel i den sidste ende. Vi kan godt lide at afprøve alle muligheder for at få det mest optimale ud af en sang, og eftersom vi arbejder ud fra en kollektiv proces, så skal vi alle være med på, hvilken retning sangen skal hen imod. Så svaret på dit spørgsmål må være at sangene har taget omkring tre år at skrive, og så har vi hen imod slutfasen valgt at skrive et par sange, som vi mente, ville kunne klæde albummet som helhed og gøre det mest fuldendt. Vi skrev bl.a. en tungere sang hen imod indspilningerne, det er nummeret ’Killed In Action’, da vi mente albummet manglede noget i den stil for at være helt komplet.

Var det svært at skrive nyt materiale til denne plade, eller faldt det naturligt for dig?

Det var en meget naturlig proces. Vi havde færdiggjort en del af materialet, da vi besluttede os for at indspille albummet, og resten blev skrevet ret målrettet i slutfasen. Vi kan godt lide at arbejde med nye numre. For os er det en af de sjove ting ved at have et band. Som sagt er vi ikke de hurtigste, men så længe resultatet er gennemarbejdet og lyder færdigt i vores ører, er det sgu fedt.

Hvor er albummet indspillet og hvem har produceret det? Hvordan var samarbejdet?

Albummet er indspillet hos Jacob Bredahl i hans Dead Rat Studio. Han fandt frem til en passende old school lyd som ikke var alt for poleret. Den passede afsindig godt til vores musik og var det, som vi gerne ville have. Albummet er produceret af Bredahl og os, han har drejet på knapper og mikset pladen og så har hans makker Brad Boatright masteret den. Jeg tror, de fleste i bandet havde et fint samarbejde med Jacob under indspilningerne.

Prøver i at udtrykke/fortælle noget med jeres musik? Er der en dybere mening med jeres sange?

Ja, det gør man vel altid. Men for os er det ikke et decideret talerør for egne personlige holdninger og meninger om livet og så videre. Vi spiller old school thrash metal, og det er vi meget beviste om, så derfor ligger vores tekster også indenfor de klassiske temaer. Så det er krig, vold, had, ondskab, sindssyge og monstre. Hvis vi finder på at smide lidt holdninger ind her og der, er det som regel altid pakket godt ind, men det er ikke noget vi som sådan går efter. Snare tværtimod.. Vi er ikke et politisk band som mange andre thrash metal bands og tænker heller ikke vi ender med at blive det mere end til husbehov, hvis det nogensinde skulle gå den vej. Vi vil hellere skrive om vold, mord og psykopater.

Albummet har været ude nogle måneder nu, hvordan har responsen været hidtil?

Responsen har været over al forventning! Vores første musikvideo til albummet, ’Kill Everyone’ har på nuværende tidspunkt nået næsten 40.000 afspilninger og vi har op til og efter udgivelsen af ”Face the Madness” modtaget et hav af anmeldelser. De fleste af dem ligger i den gode ende, så vi kan bestemt ikke klage. Fans, venner og bekendte har også ytret sig ret positivt om albummet. Vi er bare glade for, folk kan lide det, vi har arbejdet på. 

Hvem har lavet jeres artwork og hvad var ideen bag?

Endnu engang er det artisten Mario Lopez som står bag vores artwork. Manden er genial og vanvittig dygtig til at tegne! Tankerne bag coveret går tilbage til snakken omkring titlen. Vi havde titlen på plads og skulle så have noget artwork som kunne passe sammen. Vi gik igen i tænketank og pludselig opstod idéen med denne her præst som stod ved en døbefont så. En baby i den ene hånd og et våben, som så endte med at blive en økse, i den anden hånd. Bag ham skulle være et kors af TV skærme som viste al muligt af verdens ondskab. I henhold til titlen handler det om, at præsten har mistet sin tro på sit virke grundet al den ondskab som sker i verden. Symbolet på dette blev så babyen og øksen.

Hvordan vil i sammenligne sangene på det kommende album til jeres tidligere materiale?

Det en klar udvikling af hvad vi tidligere har lavet. Alt er en kende mere gennemarbejdet end tidligere, men man burde sagtens kunne høre den røde tråd fra vores EP og til det her album.

Hvilke slags musik er du opvokset med og hvilke nyt musik høre i disse dage?

Vi er alle fire opvokset med bl.a. gammel thrash metal i højtalerne. Metallica, Slayer, Exodus, Kreator osv. Derudover har vi hver især også haft forskellige andre rock og metal orkestre inde over som inspirationskilder. Men i Killing drager vi udelukkende på de gamle thrash bands, som vi voksede op med på teenageværelset. Vi lytter også hver især til forskellige bands den dag i dag. For mit vedkommende går det fra gammel 70’er og 80’er hegn over til harsk black metal og støjende død. Det afhænger af humøret. Jeg elsker naturligvis også thrash metal, og et par af de nyere bands indenfor genren som jeg er oppe og køre over er bl.a. Evil Invaders, Bütcher, Vulture, Reaper og Evilcult.

Er nogle af disse bands en inspiration til albummet?

Kun af de gamle navne. Vi er musikalsk inspireret af det, vi lyttede til som unge indenfor thrash metal.

I din tid som musiker, hvad er din største musikalske bedrift indtil videre og hvad har været den største oplevelse indtil nu?

I forhold til Killing er der mange fede oplevelser at trække på. Vi åbnede bl.a. Copenhagen Metal Fest som første band nogensinde. Vi har også åbnet Viborg Metal Festival, hvilket var megafedt. Har spillet i Polen, Sverige og Tyskland og fået en masse minder med hjem derfra. Spillet på Metal Magic, i en kirke i Århus, til Crocells releaseparty, som opvarmning for de gamle danske thrash legender Lipid en del gange, til Tornvang Open Air, Raise Your Horns Festival osv. Vi har på nuværende tidspunkt allerede oplevet meget mere end vi turde drømme om, da vi startede. Det hele har været fedt! På hver sin måde. Det meste af det ha ha.

Kan vi forvente en tour fra jer, måske i Danmark eller en tur rundt i europa?

Vi er lige pt. ved at have færdiggjort vores DK tour i forbindelse med udgivelsen af albummet. Vi har tre koncerter tilbage. Vi arbejder lige pt. på at komme til udlandet næste år. Så håber vi, det kan lade sig gøre.

Hvis i kunne vælge, hvad ville være den største koncert oplevelse for jer?

Det kunne være fedt at være support for et af de gamle legendariske thrash metal bands, som man selv har set op til.

Det var alt for denne gang, har du noget du gerne vil tilføje?

Ikke udover at vi takker for interviewet og for at folk har læst med hertil. Tak for supporten derude og tak til alle som har købt vores album eller andet fra vores shop. Vi ses derude i landet!

Tak for din tid og vi ønsker jer alt muligt held og lykke med jeres udgivelse og jeres fremtid som band!

Tusind tak. Vi ses til en bajer.

 

Tjek bandet ud på Bandcamp og Facebook

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Killing
  • Interview med: Jesper F. Skousen
  • Interview dato: Onsdag, 03 November 2021
  • Samarbejdspartner: Mighty Music

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.