fbpx

9000 John Doe - Interview med snaps drikkende hillbillies! Fremhævet

9000 John Doe
9000 John Doe

Du kender dem højest sandsynligt fra den Nordjyske snapsevædede metalscene. Revolution Music tog en snak med Aalborgs største Hill Billies, 9000 John Doe om deres plade 'Redneck Is The New Black', livet på landevejen, Aalborg, og selvfølgelig snaps.

 

I siger selv at 'Redneck Is The New Black' er mørkere og tungere end 'Roll With It Or Get Rolled Over'. Hvad er det for nogle temaer I tager hånd om på pladen?

Tommy: Ja for helvede det er mere mørkere end før. Vi ville lave et album, der var beskidt, og ikke lyder som alle de andre overproducerede metal- bands, der vinder frem for tiden.

Mikkel: Det handler om at have fuld knald på - som en tunet Puck Maxi med mælkekasse bagpå!

Tommy: Jep! For os os handler det om, at lave musik du kan køre bil til, drikke til, feste til, og gå fucking amok til!

Morten: Der er stadig masser af rock og rul, fest og bajere. Men vi kommer også omkring nogle mere dystre ting på den her plade, hvor det bliver rigtig tungt og ondt!

 

Hvorfor ville I gerne gå i netop den retning?

Morten: Vi gør sgu bare, hvad der passer os. Vi tænker ikke så meget over retninger, for så sætter vi bare os selv i bås og begrænser os selv... Den skal bare have fuld ild, og hvis vi synes, det er fedt, så synes folk det måske også. Og hvis ikke.. Roll with it or get rolled over!

 

Har det resulteret i en anden arbejdsprocess for jer?

Mikkel: Vi gør bare som vi lyster! Vi drikker stadig lige så meget snaps, prøver at ramme strengene og svinger dilleren mod stortrommen. Samme arbejdsproces som altid...

 

Hvordan var det at arbejde sammen med Jonny Hefty på sangen 'Country Zombie'? og hvordan gik det til?

Tommy: Da vi var i studiet for at indspille 'Roll With It Or Get Rolled', var videon til Johnny Hefty's 'Gamle Dreng' lige kommet ud. Vi snakkede om, at det kunne være fucking fedt at få Hefty med på et nummer, fordi han er han er fra Aalborg/Gug Town, og har spillet metal i gamle dage i Geronimo. Og så er han bare en heavy rocker i tennissokker og en bonderøv som os! Så hver gang vi mødte ham i byen, sagde vi til ham, at han skulle være med på vores næste album. Så sagde han "Ork satme!" og så drak vi snaps. Da vi var i studiet igen for at indspille 'Redneck Is The New Black', ringede vi til ham. Det tog ham nok 10 minutter at skrive teksten til hans vers i 'Country Zombie' og "BOOM!", vi har et pisse fedt nummer. Da vi skulle skyde musik video til 'Country Zombie' ringede vi til ham igen, og han havde tømmermænd haha!

Morten: Det var pisse skægt, og skal man fange Aalborg-ånden kommer man jo ikke rigtig uden om Jonny Hefty og banevis af snaps!

Tommy: Det kan godt være han havde tømmermænd, men som vi siger i Aalborg: "DET SKAL DRIKKES VÆK!". Og hold nu kæft det gjorde vi også. Jøden kom også forbi, og så tog det overhånd. Vi skulle spille med Aphyxion om aftenen. Jeg kan kun huske, at jeg hang ned fra loftet med hovedet ned af i et jernrør, og fik stød hver gang jeg råbte i mikrofonen. Super sjov dag.

Thomas: Tommy skvattede oppe på scenen, og det hele var ret kaotisk. Men i en efterfølgende anmeldelse kunne vi læse, at vi var velspillende og sørgede for at få folk i feststemning.... det er sgu John Doe!

 

 

Haha, heftige sager! Hvordan føltes det at blive signet på Mighty Music?

Tommy: For mig var det en drøm, der gik i opfyldelse. Da jeg var en 10-12 år og for første gang hørte AC/DC, D:A:D, Iron Maiden, Metallica og Pantera ville jeg være "Rockstar". Da jeg så spillede i band første gang, ville jeg bare signes så hurtigt som muligt, så alle i verden kunne gå ned og købe vores album. Da jeg så Panteras home-video, kunne jeg ikke vente med at komme på en tour. Ja, det var stort for mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse tilbage i tiden, til da jeg var 10 år, og sige til mig selv, at i 2014 sker det. Ti-årige mig ville nok bare kigge op på mig og råbe: "FAR!!!! Der står en voksen mand ved min seng!!!!"

Morten: Det har helt sikkert også gjort det nemmere for os at få pladen frem. De får os eksponeret de rigtige steder, så flere hører om os. Hvis vi selv skulle gøre det hele, så var Mikkel nok faldet i søvn!

Mikkel: Hahaha!

 

I har fået meget positiv omtale på jeres albumtour. Hvad var det fedeste gig at spille for jer?

Mikkel: Vi har da ikke fået positiv omtale, haha! Det var vel enten Viborg Metal Festival, udklædningsfestgig i Roskilde eller vores gig på Lygten.

Morten: Klart Viborg Metal Festival! Folk gik helt amok, og vi fik holdt en snapsefest med de andre bands.

Tommy: Ja Viborg, Lygten, KulisseLageret i Horsens og udklædningsfest i Roskilde AKA Friday 13th. The Absent havde black metal makeup på, vi havde Panda makeup på. Og Psy:code var udklædt som en flok gamle mænd, haha! Vallis Mortem lokkede os  til at drikke Rød Aalborg. Fuck, jeg elsker at være på tour!

Thomas: En anden fantastisk oplevelse var på Kulisselageret i Horsens. Vi fik besøg af Morten Møller Jørgensen fra Spectral Mortuary på scenen, som growlede med på 'Never Corner A Cobra'. Folk gik helt amok. Jeg tror det klip ligger på YouTube et sted.

Tommy: Nårh ja det var fucking fedt!!!! Steven fra Billy Boy In Poison var også med på 'Never Corner A Cobra' i Aalborg. Der var én, der hed Mikkel fra hver band den aften, som ville lave et nyt band, der skulle hedde noget med Mikkel... haha!

 

Snaps har alle dage spillet en stor rolle i 9000 John Does univers. Hvorfor er I så glade for snaps?

Tommy: Der er godt nok blevet sagt snaps mange gange i det her interview, haha! Vi laver musik i en by, hvor der er en bodega om hvert gadehjørne. Man bestiller altid en øl med krave og en sidevogn. Aalborg er snapsens by. Og vi er vilde med det. Og så er det bare blevet en ting, vi deler med vores Hill Billy Hardcore fans. YEAH! Skål!

 

Har I en god snapse-relateret historie I vil dele med Revolution Music's læsere?

Thomas: Jeg kan kun huske de første par snaps!

Morten: Jeg kan huske chili-snapsen, som vi drikker i musikvideoen til 'Redneck Is The New Black'. Den var brygget i Helvede og sparkede sgu røv! Var der ikke en, der besvimede af at drikke den?

Tommy: Haha! Jeg kan sku heller ikke huske noget. Men når vi bliver kaldet 'Snapse-Bandet fra Aalborg' og jeg bliver kaldet 'Den Ukronede Snapskonge af Aalborg' i metalmedierne, så må vi sku ha festet igennem! Jeg har kun et spørgsmål: Aalborg kommune! Hvor er min kongekrone?!

 

Hvad er næste skridt for 9000 John Doe?

Tommy: Vi er faktisk lige nu i gang med at skrive nye numre til en ny plade med 10-11 numre på. Vi tager den her plade to the next level, I kan godt begynde at glæde jer, for det bliver fucking fedt!!!

Thomas: Ja vi har mange jern i ilden. På kort sigt vil vi lave en video mere fra 'Redneck'. Og vi arbejder hårdt på både at lave nyt materiale og booke nye shows i ind- og udland. Det er for tidligt at sætte et konkret tidspunkt på udgivelsen og show på nuværende tidspunkt, men vi garanterer, at vi pukler for det! Vi kan dog afsløre lige nu, at vi spiller til Vintermetal på Skråen i Aalborg senere på året.

Tommy: It's rock, it's metal, it's brutal, it's 9000 John Doe....

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: 9000 John Doe
  • Interview med: 9000 John Doe
  • Interview dato: Fredag, 28 August 2015

Medie

{youtube}{/youtube} 9000 John Doe/Emil Vinther/Mighty Music

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.