fbpx

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Dækning af Northside 2016

Vi er i fuld gang med årets festivals sæson, i disse dage er det Copenhell og Tinderbox som brager løs i henholdsvis København og Odense.

Men i den forgående weekend var det i Aarhus festen var på sit højeste med årets udgave af Northside.

Vores skribent Gabriel var med for at dække festivalens hårdere ende af programmet og det blev derfor til 6 flotte anmeldelser.

Læs om hans oplevelser af Deftones, Refused, Iggy Pop, Puscifer, Sigur Rós og Bloc Party

Læs mere...

Mono Goes Metal 2014 - Lørdag

Der er bogstaveligt talt ikke ankommet en eneste besøgende ud over mig, da Monorama slår dørene op lørdag kl. 18. Folk har muligvis tømmermænd. Eller også er aftenens åbningsbands omdømme ilet dem i forvejen...

 

The Amandas

Fænomenet The Amandas er muligvis nationens mest usandsynlige størrelse. Idéen til konceptet - et rendyrket Rock Nalle-coverband kun bestående af metallere - opstod en aften i en kollektiv brandert, der talte samtlige medlemmer in spe, som dog på daværende tidspunkt alle befandt sig forskellige steder, men blot kommunikerede via telefon. Alle var stadigvæk med på idéen dagen efter, og den blev ført ud i livet som for nærmest at håne alle de potentielt gode bands, der aldrig forlod stadiet "idé-opstået-i-brandert". Ydermere er The Amandas nu gudhjælpemig blevet husorkester på en metalfestival, - også selvom halvdelen af bandet tilmed er mere eller mindre umusikalske (ja, undskyld, kære venner, men I ved det jo godt selv). - Og på trods af dét har de ydermere rent faktisk oppet sig så meget, at deres fremførsel af numrene langt fra er lige så uduelig, som sidst jeg overværede dem på Mono.

Det er faktisk lige før, det tværtimod hænger lidt for godt sammen og slet ikke er dårligt nok sunget i aften. Men heldigvis består der rigelig underholdning i forsangerens hjælpeløse famlen med et par drilske seler og et åbenbart lige så drilsk placeret nodestativ med tekstark, som man selvfølgelig ikke har valgt at hæfte sammen.
Og så er der en dåse torskerogn på scenen. Bare fordi.
[ingen karakter]

 

Gestapolis
Okay. Jeg er nødt til at komme ud med det: Grindcore er ikke min genre. Jeg kan slet ikke høre, hvad det er, der er så fængende ved de alt for forvrængede og nedstemte guitarer i et alt for højt tempo og den - ligesom resten af musikken - alt for udechifrerbare vokal. Hvis man antager, at "Hvor infernalsk er det?" tæller som et kvalitetsparameter, kan grindcore sagtens siges at være "godt", men om jeg fatter, hvordan man skulle kunne have lyst til at genhøre nogen numre, der ikke så meget har karakter af deciderede sange snarere end bare bevidst overdrevne, auditive aggressionsudladninger, der ofte er helt foruden dynamik, variation og hooks. (Og jaja, det skal selvfølgelig nok være nogenlunde sådan hér, visse udenforstående opfatter hele fænomenet metal.)

Når det så altsammen er ude af verden, så overrasker Amager-konstellationen Gestapolis faktisk enormt positivt. For deres musik indeholder nemlig gerne antydninger af førnævnte sangskrivningsvirkemidler, og dét parret med en yderst tight performance vidner om et band, som til trods for dets relativt unge alder besidder en masse både teknisk og kreativt overskud.
Fundamentet er naturligvis en ganske vanvittig energi i et højt tempo og med en helt manisk skrigevokal. Men der gøres relativt flittigt brug af breaks og midtempostykker, og selvom jeg normalt hurtigt kommer til at kede mig til grindcoreshows, må jeg sige, at Gestapolis i højere grad end andre bands indenfor genren formår at fastholde min opmærksomhed igennem deres 14 numre, - som da også kun bliver spillet i løbet af 20-25 minutter. Og ydermere kommer musikken absolut mere til sin ret live; det lyder organisk og netop levende. Det er fedt at blive mindet om, at det rent faktisk er mennesker, der står bag, og ikke bare en masse partisansøm og glasskår i en centrifuge.
4/6

 

Lily and the Wicked Strings

Lige så meget som Gestapolis får fyret op under aftenens efterhånden fuldtallige publikum, lige så meget falder den utaknemmeligt placerede efterfølger, Lily and the Wicked Strings, til jorden. Selvfølgelig siger det for så vidt noget meget positivt om programmets diversitet, at et grindcoreband efterfølges af et gotisk metalband, - hvis udtryk rent faktisk lever op til den ellers så misbrugte betegnelse, - som endda har sin helt egen lille, levende tre-mands strygersektion. Men det er ikke kun placeringen efter Gestapolis, der er problemet. Langt fra.

For det første er lyden elendig. Der er alt for lidt guitar, alt for meget trommer og vokal, og strygerne kan somme tider ikke rigtig høres. Lige netop denne type musik skal have klokkeklar akustik, for at den bombastiske teatralskhed skal kunne bære, og i dette modsatte tilfælde braser illusionen fuldstændig sammen.

Det er selvfølgelig muligt, at festivalens lydmand bare ikke er så vant til genren. Men først og fremmest synes der dog at være lidt for forskelligrettede interesser blandt bandets kreative kræfter. Brugen af dynamik er nogenlunde tilpas, men ligesom lyden bør være skarp, ligeledes må man indenfor et spiseligt lydbillede med rette også netop kunne forvente et vist antal spiselige hooks. Dem er der ingen af. Sangskrivningen virker tværtimod lidt rodet og til tider ufokuseret.

Publikum klapper kun pligtskyldigst mellem numrene, og min egen trang til både at tanke en fadøl op og komme af med den forrige overskygger hurtigt min interesse i den ellers ret hotte operasyngende og renæssance-stylede "Lily" og hendes måske ellers nok så "wicked strings". Så jeg skal gerne lade mit lange fravær fra koncerten komme bandet til gode og trække en karakter op. Det skal heller ikke være for dét.
3/6

 

Faithful Darkness
Så er festivalens andet udenlandske navn, de svenske melodødsmetallere Faithful Darkness, straks langt mere professionelle, både hvad angår sound og performance. Forsangeren kan sine stemningsoppiskningsklichéer på rygraden, og man får indtrykket af, at selv headbangingen er instuderet. Lidt ligesom med Caro i går, men i langt højere grad. Faktisk alt, alt for høj, når musikken tages i betragtning.

Se, når jeg siger "melodødsmetallere", er det kun, fordi det er således på papiret. Faithful Darkness kan for så vidt sagtens spille metal, men de fleste af omkvædene er så'n noget moderne high school-pop, som det kendes allermest sukret fra bands som Killswitch Engage, og nærmest hvert eneste nummer ender i en mere eller mindre uoriginal variant af den for det 21. århundredes moderne metalscene efterhånden mest voldtagede kliché, breakdownet. Det hele hænger mig i forvejen langt ud af halsen, og det bliver ikke bedre af, at jeg ikke kun har hørt det alt for mange gange før, men også langt mere opfindsomt komponeret.

Bandet er som sagt yderst overbevisende som performere; publikum tilsyneladende bravt underholdt. Genren i sig selv er i sagens natur faktisk enormt live-venlig. Men jeg efterlades med en ganske tom fornemmelse indvendigt, som jeg absolut ikke længere kan forklare med utilstrækkeligt ølindtag. Og når jeg således stadig ikke står oppe foran og kaster hæmningsløst rundt med garnet, er forklaringen, at det netop ikke kun er mig, der er noget galt med.
3/6

 

Vanir
Desværre er der også store skønhedsfejl hos vikingemetallerne i Vanir, som jeg ellers havde set frem til at se, ihukommende deres ganske fede opvisning til den forrige udgave af Total Carnage Fest nu i efteråret. Deres energi er for så vidt fed, men lyden er alt for skramlet, og det hele lugter lidt for meget af et koncept, der med lidt for stor kraft bliver sat i værks uden at være 100% skudsikkert og frem for alt på bekostning af de virkeligt mindeværdige sange, som der bare ikke rigtig er nogen af. Det dalende antal publikummer siger ikke bare noget om, at genren ikke er for alle, men at Vanirs musik generelt bare er meget skrevet og ikke særligt inspireret, og derfor bliver ensformig i længden.

Jeg er ked af at være så relativt hård ved et band, der får folk til at råbe "BACON!", og som jeg ved har meget bedre live-dage. Jeg vil hjertens gerne se dem igen og opfordre alle til at gøre det samme, for et band som Vanir når så afgjort bedre ud til folk live end gennem anlægget. Mig når de desværre kun delvist ud til i aften.
3/6

 

Eldjudnir
Nu sagde jeg ganske vist i gårsdagens reportage, at Bersærk stod for at være årets mest positive overraskelse, men der skal så afgjort også gå en stor honorable mention ud til festivalens eneste reelle black-indslag, københavnske Eldjudnir. Jeg har haft det stramt med black i mange år, men er fortsat i færd med en gradvis opblødning, som ikke mindst Solbruds magtopvisning på samme festival sidste år har hjulpet til at fremskynde.

Eldjudnirs performance i aften er mindst lige så dragende og tryllebindende. Bandet, der alle er iført kutter og indhyllet i røg, består af flere medlemmer fra føromtalte Gestapolis, så både det tekniske og kreative niveau er upåklageligt. Ikke mindst sidstnævnte. Eldjudnirs musik er mørk, den er storladen, den er fucking visionær. Jeg finder mig selv stående med lukkede øjne flere gange i løbet af koncerten. Musikken strømmer igennem mig og tager mig med ind i et på én gang skræmmende og fascinerende univers. Og ja, det lyder garanteret som noget prætentiøst pladder at fyre af, men det bliver det heldigvis ikke mindre sandt af. Bandet mestrer både det dissonante og det harmoniske samt både ildevarslende langsomme doom-passager og nær-ultrasonisk grind. Visse af trommerytmerne er decideret lækre; der er adskillige kreative breaks; flere numre er opbygget på måder, jeg slet ikke havde set komme.

Der er rigtig meget godt at sige om det hér band, men jeg har p.t. ikke mere at tilføje uden at komme til at gentage mig selv. Ovenstående burde dog forhåbentlig også være rigeligt.
5/6

 

Crocell
Det er sjovt, som en af festivalens mest professionelle grupper ikke kommer fra det store udland, men er et lokalt foretagende, der tilmed er lige så dåske og fordrukne, og hvis musik er lige så bøvet som hos kollegerne og bysbørnene i Illdisposed.
Ingen af delene ændrer dog på, at Crocell sateme har smidt deres ham et par gange siden bandets spæde start. Jeg tror efterhånden, at lydmanden på Monorama er bedst vænt med dødsmetal; samtlige instrumenter går noget nær perfekt igennem. Men mindst lige så meget af skarpheden må nødvendigvis tilskrives bandets tæt sammenspillende rytmesektion. Jeg har set Crocell adskillige gange, men i aften synes de at have mærkbart mere overskud.

Selvom jeg godt kan savne den tidligere vokalist, Magnus Jørgensen, må jeg blankt erkende, at der rent teknisk ikke er en finger at sætte på dennes afløser, Asbjørn Steffensen, (selvom han trods alt mangler førnævntes hårpragt). Også den forholdsvist nyligt tilkomne guitarist, Rasmus Henriksen, fuldender med sit imponerende korpus bandets visuelle fremtoning: Crocell er ikke længere bare tungt rent musikalsk, men består nu i så meget desto højere grad af nogle ordentlige bøffer, der behandler deres instrumenter som Mike Tyson behandlede sin ekskone, og som virkelig udstråler at gøre det, de er bedst til, når de står på en scene. Det er skudsikkert; det er gennemført; det er en fornøjelse at være vidne til.

Crocell har dog naturligvis en anden stor force i og med selve musikken, der i høj grad formår at ramme den magiske kombination af både at være catchy uden at være decideret poppet, og samtidig rå og brutal uden at være decideret ekstrem. Aftenens show byder på en del nye numre, som jeg desværre ikke er bekendt med, men det bliver trods alt showlukkeren "Winter Is Coming" fra debutskiven, der på passende vis trækker det største stik hjem på denne is- og snerige 1. februar.
5/6

 

Du har muligvis aldrig været på Mono Goes Metal før, kære læser, og du har sandsynligvis også læst første halvdel af denne reportage. I så fald har du læst helt rigtigt: Ja, samtlige disse weekendens koncerter overværede de betalende gæster for den sølle pris af 150,- kr. Og som sagt er selve koncerterne kun halvdelen af dén - trods de skuffende musikalske indslag - ovenud positive oplevelse, der er Mono Goes Metal.

Jeg har været på adskillige danske metalfestivaler i tidens løb: Med sin beskedne størrelse er Mono så afgjort den hyggeligste, og til prisen er dens program mindst lige så velvalgt, varieret og valutagivende som på f.eks. Royal Metal Fest eller - jo, fandme - Copenhell. Hermed mine varmeste anbefalinger til alle, der endnu har festivalen til gode, samt en lige så varm tak til Leifur Nielsen og co. for endnu et alletiders arrangement.

Vi ses til Mono Goes Metal #10 næste år!

 

Hvis du ikke allerede har gjort det, så husk også at læs vores reportage fra fredag aften på Mono Goes Metal! Læs den her

 

Hvad var din bedste oplevelser lørdag aften på Mono Goes Metal? Kommentere nedenfor. 

Læs mere...

Mono Goes Metal 2014 - Fredag

Det er højt, det er hårdt, og det er hurtigt. Men det er frem for alt hyggeligt.

Til de læsere, der ikke måtte vide det, er Mono Goes Metal en årligt tilbagevendende begivenhed, der finder sted i øvelokalekomplekset Monorama lidt uden for Aarhus. Og lad det endelig være sagt med det samme, at dette mit andet besøg på landets vel nok mindste metalfestival absolut ikke bliver det sidste.

Se, selvom den gæve arrangør Leifur Nielsen gang på gang faktisk formår at sammensætte et både spændende, vidtfavnende og mættende program, er musikken på Mono Goes Metal ikke nødvendigvis den primære årsag til at deltage - heller ikke for mit eget vedkommende. For med sin beskedne kapacitet på kun, hvad, 2-300 mennesker, har arrangementet i mindst lige så høj grad, som det er en festival, karakter af at være en regulær fest. Der snakkes, drikkes, grines, krammes og rockes. Gamle ven- og bekendtskaber plejes; nye opstår. Og alt dét er mindst lige så vigtigt og vitalt som selve musikken.

Men hvorom alting er, har jeg trods alt tiltusket mig et reportergig, så naturligvis skal der anmeldes bands til en værdi af de dermed sparede 150 bobs.
Fredagens program følger hér:

 

Bersærk
Det fede ved sådan et arrangement, hvis formål er at pleje den danske græsrodsscene, er de musikalske overraskelser. Bands, man aldrig har hørt om, men som så meget desto mere ta'r røven på én. Sidste år blev jeg således helt blæst omkuld af den unge doom-trio Woebegone Obscured, og i denne omgang tilfalder æren som årets overraskelse bestemt fredagens første band, Bersærk.

Bersærk spiller noget så eksotisk som dansksproget stoner-metal. Der er klare, konkrete tråde til Queens of the Stone Age, men selve musikkens fundament er mere hen ad det gamle, rockede Cathedral. Forsanger Casper Roland Popp minder mig da også lidt om en yngre Lee Dorian. Med sin utroligt selvsikre attitude, karismatiske stage prescence og ræsonnerende whiskystemme er han bandets absolutte midtpunkt i så høj en grad, at jeg gerne ser imellem fingre med den manglende headbanging, der ellers havde været så oplagt med hans velvoksne manke og musikkens rockende tyngde.

En mindst lige så stor del af bandets personlighed består dog i de danske tekster. Det er et moment, der meget nemt kunne have været faldet til jorden, men så meget mere overbevisende er det kun. Lortet fungerer simpelthen vanvittigt godt. Guitarist og tekstforfatter Lars Evers har tilsyneladende en helt naturlig fornemmelse for fonetik; ordene klinger simpelthen sejt. Og selvom sangenes tematikker, så vidt jeg kan fornemme, gerne er centreret om okkultisme og mysticisme, er der stadig overskud til tekstlig variation numrene imellem. Hvor er det fantastisk, at man kan være så gode til noget, som ingen andre laver, og hvor er det opsigtsvækkende, at et dansksproget undergrundsband af denne beskaffenhed kan have så meget mere starquality end hele den nuværende bølge af dansksproget reggae og dancehall tilsammen.

Ca. halvvejs er bandet plaget af lidt sløvhed, og generelt kunne jeg godt savne noget mere nærvær og live-energi fra rytmegruppen. Men hold kæft, hvor har de hér gutter dog potentiale, og hold kæft, hvor jeg dog gerne så dem blive den næste store ting. Den danske metalscene kunne efter min mening netop godt trænge til en saltvandsindsprøjtning af lige præcis denne kaliber.
5/6

 

Caro
Det næste band, Caro, (er det ikke noget, man døber en golden retriever?), spiller dødsthrash af den yngre skole. Bandets gennemsnitalder ser ikke ud til at transcendere midten af 20'erne, og dét taget i betragtning er de enormt overbevisende. Energien er oppe i det røde felt fra start til slut, lyden er knivskarp, og der er vindmøller af garn på begge sider af scenekanten. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Hatesphere i deres velmagtsdage med Jacob Bredahl i front, og det skyldes ikke mindst den forfriskende kække og sympatiske vokalist Michael Olsson, hvis rent tekniske evne til afveksling ydermere er imponerende. Han growler fandme fedt.

Måske virker Caro i virkeligheden lidt for professionelle. Somme tider synes den nærmest synkrone headbanging næsten instuderet, og der spekuleres så meget i de for genren allestedsnærværende half-time-stykker, at numrene til tider tenderer stiløvelser. Jeg kunne godt tænke mig at høre bandet inkorporere noget mere variation og dynamik i deres sange.
Men den hidsige riffing kører på alt andet end automatpilot, og alt i alt hænger lortet upåklageligt sammen og får losset godt gang i publikum.
4/6

 

The Surfing Henchmen
Førnævnte arrangør Leifur Nielsen spiller selv bas i konceptbandet The Surfing Henchmen, hvis genre bedst kan betegnes som instrumental, surf-baseret hård rock'n'roll. Det er svært at beskrive deres musik mere præcist end dét, og under alle omstændigheder vil jeg gerne tale for at se dem live, når muligheden en sjælden gang imellem byder sig. De er nemlig et mægtigt underholdende liveband, der har godt fat i dén klassiske, uhøjtidelige ånd, som selveste rock'n'roll'en i høj grad er funderet på.

Netop det, at musikken er så godt som rent instrumental, er dog efter min mening desværre også bandets akilleshæl. Ikke forstået på den måde at medlemmerne ikke spiller ordentligt, men fordi jeg i dén grad savner noget vokal. Det ville virkelig være fedt at høre, hvad bandet kunne udrette med den rette stemme til at komplementere og fuldende udtrykket. Som det er nu, virker det somme tider amputeret. Ihvertfald for mig at høre.

Men alt andet lige er The Surfing Henchmen som sagt enormt entusiastiske, og alene deres sceneshow og spilleglæde smitter af på publikum. Også på mig selv, selvom jeg fortsat kan høre mere kuriositet end decideret kvalitet. Jeg kan på godt og ondt ikke få mig selv til at give bandet en middelmådig karakter, så det vil jeg helt undlade. De er nemlig nogle pisseflinke gutter. Og så kan jeg jo bruge som undskyldning for manglende bedømmelse, at jeg netop kender dem personligt. - For det er jo sjovt nok overhovedet ikke tilfældet med et eneste andet band på dennehér festival...
[ingen karakter]

 

Bone
Iflg. plakaten for dette års festival spiller fredericianske Bone speed metal. Og selvom denne genrebetegnelse ligesom bandets musik er af den gamle, sande skole, tænker jeg selv, at det måske er det hersens "blackened thrash", vi er ude i.
Det går stærkt, mand. Og frem for alt er det bistert og profant som ind i helvede; det kan man høre, selvom man ikke nødvendigvis fatter et eneste ord af den snerrende, vrængende vokal.

Bone lyder som en rundsav i en massiv stålplade. "Your worst fucking metal nightmare", skriver bandet selv på deres Facebook-profil, og det er ikke meget galt. Ordet "sygt" går igen adskillige gange i mit noteshæfte under Bone, både i forskellige konkrete sammenhænge og om musikken og udtrykket helt generelt. Bandet har bevidst skrevet sig ind i en niche, der for så vidt faktisk både er ganske original og personlig, men som på den anden side ikke nødvendigvis levner dem de helt store variationsmuligheder. Men det, de gør, gør de forbandet overbevisende, og selvom tempoet gerne er højt, er de også i stand til at spille hamrende tungt. Og med aftenens første relle moshpit er de fremmødte endegyldigt overbevist - ikke mindst jeg selv, der endnu har haft til gode at opleve bandet live. Føj for en svovldunstende helvedesild, hvor er det dog fedt, mand.
5/6

 

Unspoken
For at være ganske ærlig har jeg aldrig så meget som hørt om fredag aftens hovednavn, norske Unspoken. Men de er aftenens absolut mest professionelle act, både hvad angår lyd og performance, og de formår at overraske mig ret positivt med deres dødsmetal, selvom man ikke ligefrem kan kalde den original.
Nu jeg er i gang med at være ærlig, vil jeg også hjertens gerne indrømme, at min mentale forfatning på dette tidspunkt er mere i "øl-og-headbanging"-modus end i "stå-og-koncentrere-sig"-modus, og mine ganske få noter fra Unspoken er derefter. Men blandt alle de komplet ubrugelige fuldemandskruseduller kan jeg lige nøjagtigt tyde et "JAAAA!" og et "4/6?", så dén karakter får de da bare.
4/6?

 

Ja, det er ikke altid lige taknemmeligt at være reporter. Især ikke når der kan fås fadøl og white russians til 25,- kr. og der render 200 feststemte metalheads rundt og skåler med én hele tiden. Men sådan er Mono som sagt: Stemningen er hjertelig; humøret højt og vennerne talrige. Det er sgu egentlig ret utroligt, at det er sådan noget ondt, ekstremt og brutalt noget, vi forenes om. Men det er en helt anden diskussion.

Nå. Efter en god gang backstagehygge (ja, det lød knapt så forkert, inden jeg skrev det ned), vælger jeg i et overraskende fornuftigt øjeblik at tage relativt tidligt hjemad. Der er hele syv bands på plakaten i morgen; det kan ikke nytte noget at drikke hele natten.
Som sagt: Det er ikke altid lige taknemmeligt at være reporter.

 

Fortsættelse følger... læs vores reportage fra lørdag her.

 

Hvad var din bedste oplevelser fredag aften på Mono Goes Metal? Kommentere nedenfor.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed