fbpx

Royal Metal Fest 2019 - Nye navne!

Royal Metal Fest 2019 i Aarhus præsenterer nye navne!

Foreningen Metal Royale kan for 12. gang præsentere Royal Metal Fest i hjertet af Aarhus! Datoerne er 5.- 6. april 2019, begge dage vil byde på masser af tonstung metal på Voxhall, Atlas og Radar!

"Så bliver det satme brutalt!

Vi kan med stolthed præsentere endnu to navne til Royal Metal Fest 2019!

Få bands kan tage æren for at skabe en lyd, som utallige efterfølgere verden over har kæmpet for at replikere! Men de legendariske New York’ere SUFFOCATION har gjort netop det, og placeret sig som den standard, hvorved vi dømmer alt ekstremt.

Gennem en lang karriere har bandet forfinet og udviklet sammensmeltningen af teknisk groove, komplekse sangstrukturer og ren ufortyndet brutalitet, der altid har været deres signaturlyd. Suffocation lader sig ikke rive med af strømninger og tendenser, men er derimod den brutale bastion, som et væld af de sidste tre årtiers nye ekstremmetalbands er rundet af.

Hollandske GOD DETHRONED spiller blackened death nænsomt krydret med fede melodiske hooks.

Efter et par års pause i start-10’erne vendte de tilbage i 2015 og udgav i 2017 albummet The World Ablaze, det tredje og sidste album i en trilogi omhandlende Første Verdenskrig. GOD DETHRONED har gennem karrieren spillet utallige af de store europæiske metalfestivaler, og været på tour med bands som Marduk, Immortal og Deicide.

Line-up’et ser indtil videre således ud: Asphyx, Decline Of The I, God Dethroned, Implore, Incantation, Rotten Sound, Suffocation, Taak, Tribulation, Urkraft, Vomitory, Xenoblight.

Flere navne bliver tilføjet løbende!

Partoutbillet kan ellers erhverves for 595 kr. (inkl. gebyr)"

Læs mere...

Venom Inc, Suffocation mfl - Voxhall

En utrolig barsk kulde havde ramt landet, men i aften skulle vi stirre dybt ind i ondskabens øjne. Venom Inc der består af to af de originale fra Venom. Med sig havde de Suffocation, Nervosa og Aeternam. Der var ikke den største menneskemængde at finde på Voxhall i aften, men alligevel var der mødt en mellemstor men dedikeret fanskare op for at høre noget fed hegn. Udover de ovennævnte bands, så var Survive fra Japan også lige blevet hevet ind som ekstra opvarmning.

Survive
Jeg lærte Survive at kende tilbage i 2013, hvor de spillede et fedt set med masser af energi. De var nemlig det eneste band på festivalen der havde rejst så langt for en enkelt koncert. Spilleglæden var total smittende, og deres energi var for vanvittig. Vi spoler lige frem til 2018, hvor det nøjagtige samme band står på scenen og mit håb om genskabelsen af den samme koncert blev knust indenfor 30 sekunder. Bandet spillede absurd utight, og de virkede utrolig usikre på sig selv. Halvvejs inde i sættet blev den utrolig dårlige "skønsang" for meget at lytte til. Utrolig dårlig start på aftenen, og resten kan kun godt blive bedre.

Karakter
1 ud af 6

Aeternam

Efter den store fiasko som Survive leverede, var det blevet tid til opvarmningsband nummer to. Aeternam er et band jeg ikke har stiftet bekendtskab til, og de er blevet beskrevet som symfonisk ekstremt metal med mellemøstlige inspirationer. Bandets havde alt det som det første band manglede. Bandets teknikalitet var et show i sig selv, og her åbnede publikum sig lidt mere op i forhold til det første band. Kompositionerne var velskrevet og storslåede, specielt under visse øjeblikke hvor det var operapassager i baggrunden, hvilket passede perfekt. Jeg har måske den ene kritik, at når bassisten synger back up vokal, er det måske smart at skrue højere op. Det virkede lidt til at forsangeren havde et vokalstykke mere over PA'en når han sang rent, hvilket virkede lidt kikset i mine øjne. Aeternam leverede en god opvarmning som det første band ikke leverede, også selvom der var et par ting som trak ned, så var det en ganske udmærket opvarmning.

Karakter
3½ ud af 6

Nervosa

Nu var det blevet tid til noget helt andet, faktisk helt andet da næste band kun har kvindelige medlemmer. Nervosa fra Brasilien var klar til at spille op til dans, og nu var der ikke kun et par mennesker i salen, men nu var der faktisk en menneskemængde inde i salen. I forhold til de to førnævnte bands, så er de også helt anderledes, da dødsmetal var nu blevet udskiftet med hårdkogt Thrash af den baske skuffe. Bandet skabte en fest i salen, og det var langt mere voldsomt end de tidligere opvarmningsbands. Bassist/forsanger Fernanda Lira stirrede skræmmende ind i øjnene på publikum, imens hun skreg sig igennem sange om verdens undergang. Det virkede faktisk utrolig oprigtigt og faktisk en anelse skræmmende når man så hende oppe på scenen. Intensiteten var ikke noget at tage fejl af, og spilleglæden var over det hele. Disse kvinder formåede at levere en fest, og fik publikum med på festen. Uden tvivl et navn jeg skal holde øje med i fremtiden.

Karakter
4 ud af 6

Suffocation

Aftenens højdepunkt for mit vedkommende var Suffocation. Dødsmetal bandet gik på til tonerne af Thrones Of Blood, og standarden var allerede sat meget højt. Originale forsanger Frank Mullen har siden ikke været med på de længere tours, og hans plads har været fyldt af sangere såsom Bill Robinson (Decrepit Birth) og John Gallagher (Dying Fetus). Begge to fra prominente dødsmetal bands, men på denne tour var det Ricky Meyers fra Disgorge som sanger, og det var absolut ikke et dårligt valg. Bandet spillede utrolig tight, og selvom de virkede lidt trætte, så gav de den stadig gas. Fantastiske sange som Funeral Inception, Pierced From Within og Effigy Of The Forgotten. Selvom de gode klassikere altid holder, så var de nyere numre som As Grace Descends og Clarity Through Deprivation lige så godt taget imod af publikum som de nyere materiale. Der var ikke tid til særlig meget snak imellem numrene, måske lige engang imellem spurte Meyers om vi ville have mere og tak for at vi gad at møde op. Mit personlige højdepunkt var Catatonia, hvilket også er det første Suffocation nummer der blev skrevet tilbage i sin tid. Infecting The Crybts satte et fantastisk punktum for en fuldstændig fantastisk koncert. Suffocation leverede varen fuldstændig, og jeg skriver min anmeldelse i smerter. Tak for denne gang, Suffocation!

Karakter
6 ud af 6

Venom Inc

Nu var det blevet tid til aftenens sidste navn. Venom er ofte betragtet som et af de bands, der var med til at starte Black Metal på verdensplan. Dog hedder de Venom Inc, men alligevel har vi to af de originale medlemmer fra det oprindelige band. Bandet gik i gang med at spille, og publikum virkede tændte, med en blandet sætliste der spredte sig over begge bands bagkataloger. Oprindelige trommeslager Abaddon var hjemme pga af en familierelateret situation, så havde de en stand-in trommeslager. Det var ret fedt da de spillede Venom klassikeren Welcome To Hell, men alligevel her følte jeg lidt at det blev lidt halv kedeligt. Selvom spilleglæden var til stede, og de gamle hits også gik direkte ind hos de forreste rækker, så synes jeg at det blev en anelse kedeligt i længden. Vi fik selvfølgelig nogle sjove historier og anekdoter imellem numrene. Et af genrens største sange Black Metal blev spillet til sidst,og folk gik tilfredse hjem. Venom Inc gav deres fans som de ville have. Tre mænd på scenen der spiller deres version af hvordan Metal skal lyde- En ganske udmærket afslutning på en lang aften. Måske lidt ensformigt for min smag, men så forskellige er vi alle jo.

Karakter
3 ud af 6

Læs mere...

Suffocation - ...Of The Dark Light

De fire år der er gået siden New York veteranerne udsendte ”Pinnacle of Bedlam” er blevet brugt på turneer, arbejde på nyt materiale og indlemmelse af to nye musikere i flokken - Eric Morotti på trommer og Charlie Errigo på guitar.

De har nu ikke haft ret meget indflydelse på musikken, for som vanligt er guitaristen Terrance Hobbs hovedmanden her. Det har resulteret i samme slags teknisk betonede Dødsmetal, som Suffocation har leveret i mange år, men lidt usædvanligt for en Death Metal skive er det produktionen, der først fanger min opmærksomhed. Her har produceren Joe Cincotta virkelig ramt plet: Han har ikke blot skabt et gennemsigtigt lydbillede, hvor alle instrumenter går rent igennem, men også udstyret hvert enkelt af dem med en virkelig lækker lyd. Uanset om det er guitar, bas, trommer eller Frank Mullen growlende vokal, så lyder det hele som det skal. Det er bestemt ingen selvfølge, men lader i dette tilfælde musikken komme til sin ret. Havde lyden været mindre fokuseret, havde det været let at rubricere albummet som standard hyldevare, give det en middel karakter og komme videre. I stedet bliver jeg nu trukket ind i begivenhederne og kan anerkende det høje tekniske niveau, amerikanerne bevæger sig på. Der spilles uhyre tight, men musikken kræver noget af lytteren, for der er fokus på kernen i Death Metal – det melodiske og andet, som gør tingene imødekommende, er holdt på et absolut minimum.

Albummet slutter af med en genindspilning af ”Epitaph Of The Credulous”, som originalt var på bandets andet album ”Breeding The Spawn” fra 1993. Nummeret passer perfekt ind i rækken af nye numre, hvilket viser, at Suffocation ikke har ændret deres grundkoncept, men bare forfinet det til noget nær perfektion over tid.

Tracklist:
1. Clarity Through Deprivation
2. The Warmth Within The Dark
3. Your Last Breaths
4. Return To The Abyss
5. The Violation
6. Of The Dark Light
7. Some Things Should Be Left Alone
8. Caught Between Two Worlds
9. Epitaph Of The Credulous
Samlet spilletid: 36:17

 

Læs mere...

Slayer guitarist Jeff Hanneman afgået ved døden, inkl. udtalelser

Som de fleste metal fans nok allerede har set, så døde Slayer guitaristen Jeff Hanneman i går (2. maj) omkring klokken 11 (lokal tid) i et hospital nær hans hjem i syd Californien, Hanneman dahan havdeleversvigt. Hanneman blev kun 49 år.

Slayer skrev følgende om deres Facebook profil:

Slayer is devastated to inform that their bandmate and brother, Jeff Hanneman, passed away at about 11AM this morning near his Southern California home. Hanneman was in an area hospital when he suffered liver failure. He is survived by his wife Kathy, his sister Kathy and his brothers Michael and Larry, and will be sorely missed.
Our Brother Jeff Hanneman, May He Rest In Peace (1964 – 2013)”


Diverse musikker og folk fra musik branchen har selvfølgelig reageret på dette, her er nogle af deres udtalelser:

Dave Mustaine: "We send our condolences and deepest sympathies to the family, friends, and fans of Jeff Hanneman. Our hearts go out to his brothers in SLAYER. Tonight one less star will be shining and sadly, the stage got just a little bit darker. Jeff Hanneman 1964-2013."

Slash: "Tragic & shocking news about Jeff Hanneman. He is going to missed by so many. What a sad day for metal. RIP man."

David Draiman (DISTURBED, DEVICE): "RIP to a titan of metal."

PAPA ROACH: "We're saddened by the death of SLAYER guitarist, Jeff Hanneman. Our prayers and best wishes to SLAYER and Jeff's family."

TESTAMENT: "R.I.P. Jeff Hanneman, brother in thrash."

METALLICA: "R.I.P. Jeff Hanneman"

HATEBREED: "We are extremely saddened by the news of Jeff Hanneman's passing. Our deepest condolences to his family, friends, fans and the entire SLAYER camp and their road crew. We would not be the band we are today without him and SLAYER. Rest in peace, Jeff!"

Dan Spitz (ex-ANTHRAX): "Changing the world through music isn't easy... Mission accomplished. Glad to be a part of all we did together through the years. RIP Jeff Hanneman."

DOWN: "Our brother Jeff Hanneman, may he rest in peace (1964 - 2013)"

ANVIL: "ANVIL send their condolences to the SLAYER and the Jeff Hanneman family. R.I.P."

SUFFOCATION: "Rest in peace, Jeff Hanneman. You will surely be missed."

Ex-NASHVILLE PUSSY bassist Karen Cuda: "Jeff Hanneman — I'm at a loss for words. Thanks for always laughing at my dumb jokes, thanks for your generosity in donating a bunch of signed SLAYER stuff to help me with my neck surgery costs, thanks for making my bandmate so happy. I'm so sad to hear you're gone! RIP buddy. (And for anyone inclined please stop by the NASHVILLE PUSSY page and send Ruyter some love. Her heart is no doubt broken to pieces.)"

David Ellefson (MEGADETH): "My condolences to SLAYER and the Jeff Hanneman family today."

HELLYEAH: "Our thoughts and prayers go out to the Hanneman family and SLAYER. R.I.P. our friend"

IN FLAMES: "We are so devasted to hear about the passing of Jeff Hanneman. One of the greatest have passed on and please, stop for a moment and pay your respect to this fantastic man. This is a tragedy."

Todd Kerns (SLASH):"Sad news about Jeff Hanneman. He was a good man."

A PALE HORSE NAMED DEATH: "Our thoughts are with the Hanneman family! #Slayer #GodSpeed"

Neil Portnow(President/CEO, The Recording Academy): "Two-time Grammy winner Jeff Hanneman was an intense and powerful guitarist and a force to be reckoned with on stage. A founding member of the legendary metal band SLAYER, he was a key architect in their ferocious and uncompromising sound, which earned the band legions of loyal followers, tremendous respect among their peers, and a lasting impact on the genre. The music industry has lost a true trailblazer, and our deepest sympathies go out to his family, his bandmates and fans around the world who mourn his untimely passing."

Læs mere...

Suffocation offentliggør lyrik video til "Cycles of Suffering"

De amerikanske death metal legender i Suffocation har offentliggjort en lyrik video til den nye sang “Cycles of Suffering”, videoen kan ses nedenfor.

Sangen er taget fra ”Pinnacle Of Bedlam” som for nyligt udkom igennem Nuclear Blast Records.

Suffocation vil kunne opleves live på Pumpehuset, København, den 22. maj i selskab med Cephalic Carnage, Havok og Fallujah.

 

SUFFOCATION - Cycles of Suffering (LYRIC VIDEO)

Læs mere...

Suffocation offentliggøre artwork

  • Udgivet i Nyheder

New York death metal veteranerne Suffocation har offentliggjort coveret til det nye album “Pinnacle of Bedlam”, coveret kan ses nedenfor og er lavet af Raymond Swanland. Gruppens bassist Derek Boyer har givet følgende kommentar:

“This artwork is a perfect portrayal of our music. The cover depicts lyrical content like "scales tip in degradation" and "hooded messenger of death is now set forth, punishment for all". Raymond is an absolute BEAST of an artist!”

Guitarist tilføjer:
“The artwork for Pinnacle brings another element to an already brutal album. Raymond knew exactly what we were looking for and delivered!”

“Pinnacle of Bedlam” udkommer den 15. februar via Nuclear Blast.

 

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2011

Siden 2002 har Aalborg Metal Festival været toneangivende for den aalborgensiske – ja, danske – metalscene, og dannet rammerne for den ene fede koncertoplevelse efter den anden; The Haunted i 2002 (og i 2005 og i 2009), Deicide, Hypocrisy og Six Feet Under i 2005, Enslaved og Entombed i 2006 (og i 2011), Dismember og Kreator i 2007, Opeth i 2008, Satyricon i 2009 og Amorphis i 2010, samt et væld af både nye og gamle danske bands. På de senere år har heavy metal dog desværre været en mangelvare i Aalborg, og byen har for alvor tabt terræn til Århus, Fredericia og København. Sørgeligt, men sandt! Én ting er dog sikkert; Aalborg Metal Festival har siden dens etablering i 2002 været garant – og er – for utallige gode oplevelser for folk med hang til heavy metal. Og årets festival – den tiende af slagsen – var ingen undtagelse.

Traditionen tro var festivalens første dag, torsdag, pæredansk! Således kunne man opleve så forskellige bands som Process, Vanir, Cold Night For Alligators, Diamond Drive, Aloop, Aphyxion og Illdisposed. Med andre ord; en bred vifte af nye(re) bands og én af scenens mest garvede samling selvproklameret bad boys til at slukke og lukke!


Vanir (JMNS)
”Vi hedder Vanir og den første sang handler om at slå ihjel!”. Iført brynjer og pels, og med førnævnte replik indtog det seks mand store – normalt syv – folk metal-band scenen på Studenterhuset foran et talstærkt og festhungrende publikum. Fest var hvad de fremmødte fik og det var det eneste, der betød noget, da torsdagen gik ind i aftentimerne. Med den nordiske mytologi som grundingrediens serverede Vanir en god halv times mikstur af fest, folk, kampråb og kitsch, med et skotsk islæt! Bandet er ét af de få udøvere af stilarten herhjemme, og at bedømme på størstedelen af de fremmødte, så var de det rette band til at sparke festivalen i gang på så tidligt et stadie. Personligt var jeg dog nærmere urolig end underholdt, for da koncerten var ovre, kunne jeg ikke få den tanke ud af hovedet, at jeg netop havde oplevet heavy metals svar på Sweethearts! Uhyggeligt!
Karakter: 3

Cold Night For Alligators (JMNS)
Aftenens næste band, Cold Night For Alligators, skulle vise sig at være noget af en mundfuld! Hvor Vanirs set var letfordøjeligt, var Cold Night For Alligators ditto en sej omgang at komme igennem! Med to intense og legesyge guitarister skar kvartetten igennem med kirurgisk præcision, men manglen på en regulær bas, resulterede i en bundløs og skinger musikalsk udladning. Energien manglede dog ikke. I alt fald ikke oppe på scenen. Publikum derimod stod dog en anelse måbende og overværede de fire unge mænds eksplosive eksekvering af mangt en besynderlig stilart. Alt i alt var koncerten en udefinerbar og usammenhængende oplevelse af et band, der udfordrede de fremmødtes forståelse af heavy metal – og musik, som helhed – men bestemt ikke gik rent ind hos undertegnede. Holder min teori om bandets navn stik, kan jeg dog – hvis ikke andet – blive enige med dem om, at Roky Erickson er fuckin’ awesome!
Karakter: 2

Aloop (JMNS)
Der har efterhånden været stille i Aloop-lejren noget tid, men denne torsdag på Studenterhuset gav den lokale kvintet hørbart livstegn fra sig. Lyden var i det store hele med bandet, og de var de første der – rent musikalsk – virkelig bragede igennem til koncertsalens bagerste væg. Forsanger Bo Larsens rene vokal druknede dog lidt i bandets tonser-tunge bombardement. Men hvad Bo manglede i gennemslagskraft, hev han hjem i mod. Det var nemlig et modigt træk, da han for et øjeblik gik ned i det dybe toneleje og gik solo Johnny Cash-style, iført cowboyhat og siddende på en taburet med en guitar. Modigt og rigtigt godt. Set i det store sammenhæng nærede det dog også min tvivl om, hvor bandet ville hen rent stilmæssigt, men denne aften i hjembyen ville de i alt fald langt ud over scenekanten, og det kom de.
Karakter: 4

Aphyxion (JMNS)
Aftenens sidste koncertoplevelse for undertegnedes vedkommende stod fem af scenens yngste aktører for. Bevares, de findes dog yngre, men når man tænker på ingen af de fem unge fyre i Aphyxion har rundet de tyve, så er det sgu imponerende, at de er næstsidst på programmet, kun overgået af veteranerne i Illdisposed. Mere imponerende er det, at de har været nede og vende i Wacken, og man kan kun tænke, at med det niveau bandet har lagt for dagen, hvor langt er de så ikke nået om fem år?! Hvor gode er de så?! De var i alt fald gode denne aften. Okay, gode er en underdrivelse! Aphyxion satte uden tvivl deres præg på årets festival med et energisk, brutalt og velleveret set, der i den grad hævede det musikalske niveau. Om man er til Aphyxions stil er af sekundær betydning. Bandets evne til at komponere holdbare og interessante numre, samt deres evne til at optræde med dem, er ikke til at komme udenom. Imponerende, drenge!
Karakter: 4,5

Blood Label (KEV)
De unge gutter i Blood Label havde fået tjansen, at åbne ballet fredag eftermiddag. Ikke en let opgave, men ikke desto mindre var der godt gang i møllehjulene og ligeledes en god energi fra scenen. Det havde ikke helt den ønskede effekt på publikum, der virkede en anelse trætte/ligeglade/vælg selv. Dette virkede i starten ikke til at gå Blood Label på, men der var en kort periode i settet, hvor der var lidt stilstand. Dette havde dog en hurtig ende.
Blood Label har lavet oprydning i deres materiale, og debuten ”Existence Expires” er således en form for streg i sandet; nu skal der udgives nyt materiale. Koncerten bestod af samtlige numre fra skiven, og det fungerer på skive.,.. Men sandelig også live. Sprødt guitarspil, svulstigt basspil, imponerende trommer fra den unge Bastian og tjekket vokal, om end lidt stillestående optræden fra Kenneth. Blood Label lukkede bestemt ingen døre denne eftermiddag, selvom publikum virkede uimponerede.
Karakter: 4

Corpus Mortale (KEV)
Københavnske Corpus Mortale er et af de bands, jeg langt hen ad vejen foretrækker at se live. De er nemlig en del federe på de skrå brædder, og får leveret numrene med mere potens og virilitet end på skive. Martin Rosendahl er super sej som frontmand, og har et rigtig fedt og ondt growl. Andreas Lynge spiller en overfed spade, og viser gang på gang hvor skabet skal stå, og den nye(ste) trommeslager (som jeg ikke lige fik navnet på) spiller rigtig fedt og afvekslende. Numrene fra bagkataloget blev eksekveret med vanlig systematisk seriemorder-præcision, men det var alligevel de nye numre, der skilte sig ud; Corpus Mortale går en god tid i møde, hvis samtlige numre på det kommende album holder klassen og stilen hele vejen igennem!
Rutineret men overbevisende præstation fra KBH’s finest!
Karakter: 4

Essence (KEV)
Unge men fremadstormende Essence havde fået tjansen, efter det blev klart, at polske Decapitated ikke kunne nå festivalen pga. en flyulykke. Ingen kom til skade, men med bandets tidligere historie i mente, blev man en anelse ængstelig.
Nå, men Essence er efterhånden et halv-garvet liveband, og de står ikke tilbage for en god fest. Debuten ”Lost in Violence” er blevet rost til skyerne, og det er slet ikke ufortjent. Stilen er thrash som de lavede det i 80’erne, og det indbyder samtidig til fuldstændig hensynsløst indtagelse af øl og diverse andre alkoholiske drikkevarer. Bandets nye bassist virker til at være faldet til, og selvom den ultrafede basintro til nummeret ”Blood Culture” virkede til at volde en anelse besvær, så gik det. Lost In Violence” blev også fyret af, og Essence klarede det rigtig godt, til trods for den korte forberedelsestid. Spilleglæden er nærmest fantastisk, og en koncert med Essence er altid en fornøjelse.
Karakter: 4

As We Fight (METALMORFAR)
Så var det tid til As We Fight, som entrede årets festival til noget, som endte med at blive en lidt trist affære – og det var ikke fordi dagens performance var dårlig, tværtimod.
Nej, bandet fik vist hvorfor de har været et toneangivende navn indenfor den danske Metal / Hardcore-scene igennem de seneste 10 år: Masser af drive i guitarerne, super meget energi og en god kontakt til salen, som trods det tidlige tidspunkt var pænt fyldt.
Men hvor kommer det triste ind i billedet? Det triste er, at As We Fight stopper med udgangen af 2011, så for de fleste blandt publikum markerede koncerten en afsked med bandet.
Selvom Hardcore ikke er min favoritgenre, er det tydeligt at se hvorfor det er et tab for scenen – forhåbentlig ser vi medlemmerne igen i andre sammenhænge. Karakter: 4

The Psyke Project (KEV)
Der er ingen tvivl om, at The Psyke Project kræver meget af lytteren. Fra gulvet ser det ikke særligt koordineret ud, og det kan virke til, at de fire instrumentalister på scenen har hver deres dagsorden. Det har de dog SLET ikke, og faktisk er The Psyke Project i mine øjne/ører et af DK’s bedst sammenspillede bands. Hold da kæft for en energi, de lægger for dagen. Synergien, overskuddet og energien er smittende, og man drages ind i det dissonante, kaotiske og frem for alt øredøvende univers, som The Psyke Project åbner op for koncertgængerne.
Det er ikke så vigtigt hvad de spiller, for når de spiller, er nærmest alt andet ligegyldigt. Det er tæt på at være af terapeutisk karakter for undertegnede, og jeg er såmænd også sikker på, at bandet får lukket en del ting ud af posen under sådan en koncert.
TPP stod klart (!!) for fredagens højdepunkt, og det skulle eddermame blive svært at toppe den… Især med en lukker som ”Stockholm Bloodbath”… gåsehuden kom krybende i ”We scream together”-stykket, og blev hængende længe efter. Tak, Martin, Bonne, Rasmus, Jeppe og Mikkel!!
Karakter: 5,5

Valkyrja (METALMORFAR)
Tiden var nu kommet til aftenens første Black Metal outfit, svenske Valkyrja. Med corpse paint og anden make up var man ikke i tvivl om stilen, inden den første tone havde lydt. Det visuelle indtryk blev fulgt op med en gedigen gang Metal fyldt med genrens traditionelle opbygninger. Der var udmærket energi på scenen, hvor sangeren desværre ikke viste ret meget variation, så vokalen blev ret ensformig.
Desværre blev lydbilledet skæmmet af, at vokal og trommer var meget dominerende på bekostning af strengeinstrumenterne. Det gik især ud over de guitarmelodier, der udgør den melodiske del af musikken, og numrene fik derfor slagside mod det mere brutale. Mod slutningen blev forholdene bedre, men rigtig god blev lyden aldrig. Derfor viste musikken ikke den vanlige bredde, og man skulle kende numrene på forhånd, for at få det hele med.
Samtidig blev den monotone vokal lidt anstrengende i længden, men trods denne modgang lykkedes det for Valkyrja at give en udmærket og overbevisende opvisning i Black Metal, som blev vel modtaget af publikum i salen.
Karakter: 4

Vader (JMNS)
Med kun to titler hjemme i privatsamlingen, hvoraf den nyeste er fra 1993, må snart 30-årige Vader siges at have hægtet mig af. Men med deres optræden på årets festival, gav d’herrer mig al mulig grund til at indhente dem igen. Allerede fra første færd – til tonerne af ”Return To The Morbid Reich” fra seneste opus (”Welcome To The Morbid Reich”) – imponerede særligt Peter og Spider med deres overlegne guitarspil, og James’ trommespil var af nærmest maskinelt og militaristisk karakter. Koncerten var mest af alt en overlegen lektion i prima death metal, uden udtrykket på noget tidspunkt blev sværtet til af arrogance og selvforherligelse. Man kunne dog have tilgivet en grad af arrogance, for Vader havde virkelig noget at have det i, og deres optræden efterlod ikke meget tilbage at ønske. Landsmændende i Decapitated må stå for tur en anden gang, men det bliver en kamp uden lige, at hamle op med Vader!
Karakter: 5

Gorgoroth (METALMORFAR)
Fredag aften blev afsluttet med Sort Metal fra et af de store, gamle navne på den norske scene, nemlig Gorgoroth. Med ekstra store pigge på arme og ben, ekstra meget corpse paint i ansigterne og ekstra meget attitude var der lagt op til noget stort. Det kom dog aldrig, idet man for anden gang denne aften kunne bruge ordet trist om en koncert; men hvor det ved As We Fight var i betydningen vemodig, kunne aftenens møde med Gorgoroth desværre bedst beskrives vha. ordet i dets egentlige mening.
Koncerten startede frygtelig monotont med ekstremt lidt variation i musikken, og absolut ingen hos sangeren Pest. Han kunne ikke andet end at trampe rundt på scenen og hvæse, mens han forsøgte at se truende ud. Det gjorde han uden stil og overbevisning, og overskred derfor den hårfine grænse mellem sej performance og latterlighed. Imens stod de øvrige musikere næsten som forstenede, og viste meget lidt engagement – det virkede heller ikke som om de selv var tændte. Resultatet blev, at Gorgoroth slet ikke kom ud over scenekanten, så den stort anlagte performance løb ud i sandet.
Halvt inde i koncerten begyndte numrenes indhold at blive mere varieret, men på dette tidspunkt havde mange fået nok, og en del tilskuere forlod salen. Samlet set markerede koncerten en skuffende afslutning på en ellers udmærket anden dag på årets festival - indsatsen levede langt fra op til det, man med rette kan forvente af et hovednavn. Karakter: 2



Ferocity (JMNS)
Den – per definition – sure tjans at åbne festivallens tømmermændsplagede lørdagsprogram tilfaldt i år lokale Ferocity, og fra arrangørernes side, var det nu nok et godt træk. Aldrig før har jeg set så velbesøgt en lørdag eftermiddag til Aalborg Metal Festival, og den aalborgensiske death metal combo nærede tilsyneladende på de mange fremmødtes support. Det var i alt fald et stærkt Ferocity, som leverede en overbevisende optræden på dette års festival. Lyden var med dem, og det var tydeligt at høre, at ny trommebasker Nikolaj ingen problemer havde med at fylde Jonas’ sko ud. Bandet fik en kolossal opbakning denne lørdag, og det var fuldt fortjent. Af alle de gange jeg har oplevet Ferocity, tangerer denne optræden til at være den bedste.
Karakter: 4,5

The Cleansing (JMNS)
Anderledes var scenariet da københavnske The Cleansing indtog scenen. Sidst bandet gæstede Studenterhuset (som support for Dawn Of Demise), vandt de tilsyneladende ikke det store indpas hos aalborgenserne. I kontrast til Ferocitys netop overståede set, så situationen ud til at gentage sig. Bandets manglende interaktion med publikum gjorde intet for at ændre på det, men deres kompromisløse og altødelæggende eksekvering af death metal Morbid Angel-/Hate Eternal-style var ikke til at tage fejl af. The Cleansing er ikke til at forbigå når snakken falder på ren og skær musikalsk brutalitet, men bandets optræden denne lørdag matchede desværre ikke deres tekniske formåen.
Karakter: 3,5

The Kandidate (KEV)
Det er egentligt lidt svært at sætte et prædikat på The Kandidate’s musik. Vi er nok mest ovre den halv-punkede/crustede/thrashede udgave af metallen, men hey… svinger det, så svinger det!
The Kandidate er nok ikke det, der har roteret mest herhjemme, og det var derfor med spændt mine jeg stillede mig klar til at opleve dem. Det gik meget hurtigt op for mig, at The Kandidate har én ting, de andre ikke har: Jacob Bredahl!
Kæft, den mand er en tornado på scenen. Han var simpelthen over det hele og gjorde virkelig sit til, at publikum ikke bare stod og glanede. Det var nu ikke fordi, at Allan og Kasper stod stille… Det virkede det bare til, med den tasmanske djævel på scenen. Den mand har stage-presence for ti!
The Kandidate havde en fed lyd, spillede en flok nye og meget spændende numre og gjorde en rigtig god figur. Hvis deres cd havde været til salg i merchandiseboden, havde jeg købt den!! Ser frem til at opleve dem igen på scenen (og anlægget)
Karakter: 4,5

Mnemic (JMNS)
Lokale Mnemic har været genstand for en noget kun omskiftelig tid på det seneste. Ude er trommeslager Brian ”Brylle” Rasmussen, guitarist Rune Stigart og bassist O’Beast. Med er i stedet for Brian Larsen og Victor-Ray Salomonsen fra Vira og italienske Simone Bertozzi. Det var derfor med forventninger om nyfundet energi undertegnedes øjne var rettet mod scenen. Til trods for tekniske problemer med Mnemics varierende og visuelt levende banner og deres lidt for OTT forsanger, franske Guillaume Bideau, indfriede bandet alle forventninger. Ikke mindst grundet super veloplagte Victor-Ray og Simone, der om nogen beviste deres værd. Personligt er jeg ikke fan af Mnemic, men da det visuelle blev udnyttet til dets fulde, og en sand horror-kavalkade kørte i sammenspil med bandets musik, var jeg alligevel imponeret. Mnemic trak i høj grad point hjem i sidst i deres set.
Karakter: 4

Entombed (JMNS)
Svenske Entombed har været en højtelsket del af min metalverden, siden første gang jeg hørte den tørre duga, guitaren med den umiskendelige Entombed-lyd og det indledende skrig i nummeret ”Living Dead” fra mesterværket ”Clandestine” i 1992. Søreme så, om ikke de efterhånden kvabsede svenskere starter med lige netop den!!!
Jeg har sjældent stået til en koncert, hvor jeg kunne synge med på godt 90 % af sangene der blev spillet, men det kunne jeg altså her: ”Demon”, ”Chief Rebel Angel”, ”Blessed Be”, ”Out of Hand”; ”Drowned” og ”Serpent Saints” er blot lidt af de perler de diskede op med, og min lykke var stort set gjort. De spillede møgstramt og LG er jo bare en frontmand som ingen anden. Den lille glade svensker havde højt humør denne aften og man finder vitterligt ikke større spilleglæde end her! Ved et lille kig rundt i salen, stod stort set alle tilskuere med et smil på læben, og jeg talte en stor håndfuld prominente metal-kendisser fra den danske scene, der stod og gav den gas… Ingen tvivl om, at Entombed har inspireret og til stadighed inspirerer folk og fæ i det danske land.
Entombed var uden tvivl festivalens højdepunkt for mit vedkommende!
Karakter: 5,5

Suffocation (JMNS)
Tiden var kommet til festivalens co-headliner, mægtige Suffocation fra New York, og med minimal tid brugt på lydtjek startede kvintetten lige på og hårdt. Få kan matche Suffocation når det gælder sammensmeltningen af musikalsk brilliance og monstrøs brutalitet. Det manifesterede newyorkerne i høj grad til årets Aalborg Metal Festival. Koncerten overgik ikke de to jeg så med dem på deres ”Kill Or Be Killed Tour”, men den er dælme tæt på! Suffocations optræden var i særklasse og bandet lod ikke meget tilbage at ønske. Med den super veloplagte og karismatiske Frank Mullen i front, leverede Suffocation Aalborg Metal Festival 2011s næstbedste koncert (ingen overgår Entombed). Settets højdepunkter var titelnummeret fra bandets seneste opus, ”Blood Oath” fra 2009, nyklassikeren ”Entrails Of You” og den store finale med ”Infecting The Crypts” fra ”Effigy Of The Forgotten”. Fantastisk!
Karakter: 5,5

Arch Enemy (METALMORFAR)
Traditionen tro var der afsat ekstra tid til omstilling for festivalens hovednavn, og som vanligt blev denne overskredet – denne gang dog kun med et kvarter. Tiden var dog brugt fornuftigt, for den afsluttende koncert blev belønnet med den suverænt bedste lyd af alle de koncerter, jeg overværede. Og hvor fredagens hovednavn floppede, levede Arch Enemy fuldt ud op til det, man kan forvente af et hovednavn: En supertight og professionel performance, masser af energi og god kontakt til publikum.
Hvis man kom til koncerten med en opfattelse af, at bandets musik ikke er rigtig Metal, blev den godt og grundigt manet i jorden! Anført af Daniel Erlandssons bragende trommer og Sharlee D´Angelos tunge basspil blev der virkelig frembragt et perfekt fundament for brødrene Amotts guitararbejde. Dette indeholdt både hårde riffs og de melodiske elementer, der næsten hører lige så meget til Sverige som Dalarheste og surstrømning. Det hele blev mesterligt bundet sammen af Angela Gossow, hvis fantastiske vokal imponerede mig endnu mere live, end den gør på bandets studiealbums.
5. november er Angelas fødselsdag, som blev markeret 2 gange fødselsdagssang. I anden omgang blev den anført af den lokale helt Mikkel Sandager, som foruden at overrække en lagkage med lys og sang med på det efterfølgende nummer. Det var et fint indslag i en koncert, som havde masser af professionel attitude, men hvor jeg til tider gerne ville have kunnet mærke en smule mere spilleglæde.
Samlet set betyder det dog mindre, for selv om jeg ikke kom helt op at ringe, leverede Arch Enemy varen, og de sørgede for, at AMFs 10 års jubilæum blev afrundet på bedste vis.
Karakter: 5

Og ja... VI GLÆDER OS TIL NÆSTE ÅR!!!!

Til sidst besøg vores galleri (tryk på galleri eller find linket i venstre side) og se alle billederne fra årets jubilæums fest.

Artiklen er skrevet af: JMNS / MetalMorfar / Kev

Læs mere...

Napalm Death, Suffocation, Warbringer

Jeg frygtede lidt denne aften. The rock er jo ikke stedet, der er kendt for at have den bedste livelyd. Lyden sparkede heller ikke helt vildt røv, men det var rent faktisk den bedste lyd, jeg har været vidne til i løbrt af mine utallige gange på klippen.

Efter adskellige guldbajere på en fee bette cafe gik jeg og drengene ind til hegn. Warbringer var godt i gang, da vi ankom. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke fulgte så meget med, da de spillede. Jeg havde nemlig travlt med at skaffe forsyninger i baren. Det blev da til 3½ nummer, og det var rent faktisk rigtig godt. Stilen, som man kan høre på deres nyeste (og eneste) skive, blev også udført fint live. Oldschool US thrash i stil med Exodus, Slayer og lidt Forbidden er hvad drengene fra Warbringer spiller, og det virkede fee live. Jeg troede det ville virke påtaget, dog tog jeg meget fejl. De lever og ånder sgu for det gamle hegn. Stor ros skal gå til lead guitaristen og forsangeren, der begge gjorde et stort indtryk på mig. De var fandeme begge indbegrebet af oldschool t(h)rash. Warbringer får sgu 4 stjerner fra mig af.

Efter en kort pause og tre guldbajere mere var det så tid til Long Islands Suffocation. Ingen intro, ikke noget pis, bare lige i gang med ”Liege of Inveracity” fra ”Effigy of the Forgotten”. Der var lidt kedelig lyd i starten, men det fik deres lydmand Joe Cincotta rettet inden for 20 sekunder. Han kender sgu Suffocations lyd, som altid virker fee live. Joe har også været deres faste lydmand siden gendannelsen. Nå, men videre i programmet. Folk gik amok til ”liege of Inveracity”, og man kunne allerede nu se, at Suffocation var aftenens egentlige hovednavn. Frank Mullen var så tændt, at man skulle tro, det var løgn. Jeg har set bandet live 8 gange, og dette var den aften, hvor ”muld-dyret” var mest tændt. Der blev fandeme gået til vaflerne fra hans side – giftige håndhug, tungen fremme, horn, pumpe-næven og hans helt nye maskingevær blast med hænderne, blev alle fyret af konstant. MEGAFEE!!!!!! ”New Yorks Finest” gjorde det fantastisk denne aften. Sættet var kortere, end man er vant til fra deres side. Folk har bitchet meget over det på div fora, men jeg vidste jo det ville være kort, det har jo været offentliggjort længe. De spillede kun ca 35-40 minutter, men det var nogle hede minutter. Mike, Terrance, Frank, Derek og Guy gav den fuld hammer i det korte sæt, der bestod af blandt andet – ”Liege of Inveracity”, ”Catatonia”, Pierced from within”, ”Brood of Hatred”, ”Thrones of Blood”, ”Bind, Torture, Kill” og ”Entrails of you”. De spillede vist en eller to mere, men jeg kan desværre ikke huske dem. En kanon koncert, en god lyd, en Frank Mullen i hans bedste form nogensinde, og et band der sparker alle andres røve – BASTA!!!!!! Suffocation får fuldt hus. Alle 6 stjerner herfra.

Fosyninger, forsyninger og ja, flere endnu. Med 4 bajere i hænderne var jeg nu klar til at se Napalm death. Jeg var ellevild med dette band da jeg var knægt. Sidste gang jeg så dem, til AMF for nogle år siden, var de mega ringe, så jeg glædede mig til at se, om det var slut med dem, eller om den aften i Aalborg bare var en ”fluke”…. Og det var det så. Denne koncert var af en helt anden kaliber.

Napalm Death var tændte, og spillede et brag af en koncert. Der var desværre utroligt mange numre, jeg ikke kendte, da jeg hoppede fra efter ”Utopia banished”. Ikke at bandet blev dårligt. Jeg synes bare, de lige havde nogle uinteressante år. Men numre som ”Suffer the Children” og ”Unfit Earth” rykkede fandeme! Fee oldschool grind død af den allerbedste skuffe. Barney var tændt, og Shane er blevet endnu mere skaldet. Det var en lektion i olschool grindcore, og det virkede fandeme på The Rock denne aften. Napalm Death er ikke færdige. Langt fra! Den sidste plade er egentlig også meget god, og hvis de opper sig og bliver endnu mere oldschool på den næste, så kan de sgu sagtens vende tilbage til toppen af den ganske populære dødsmetal verden. En rigtig god koncert, og et friskt pust af fee simpel smadder dødsgrind. Alle skal være så hurtige og tekniske disse dage. Napalm Death beviste, at det simpleste af simple stadig sparker røv. 5 stjerner fra mig af.

Læs mere...

Suffocation, The Arcane Order, Dawn of Demise

Jeg garanterer for, at mange dødshoveder i det ganske land har set frem til den dag, Suffocation atter ville betræde vores lille land. Tiden er kommet, og så ovenikøbet 2 gange inden for få dage. Stort!

Som det har kunnet læses på vores side, var Heavybear tilstede på the Rock, da Suffocation spillede der, og naturligvis var han også tilstede i Aalborg, og hvis man har opholdt sig i umiddelbar nærhed af den kære bamse, har man ikke været i tvivl om, at hans store (STOOOOOORE) idoler ville spille koncerter i hans nærhed.

Opvarmningstjansen var tilfaldet Bjørn og hans samling af lystige spillemænd. Det er efterhånden 4. gang jeg ser dem live, og de har endnu ikke skuffet. De har vist længe haft en skive indspillet, men der var ikke udsigt til at kunne købe den endnu, så vi måtte nøjes med at høre dem live.

Dawn of Demise har for nylig spillet nogle shows med As We Fight, og det skinner igennem at de er blevet bedre musikere. Bedre på en scene og fremfor alt, så holder deres materiale stadig i mine ører. De spillede alle hitsne, ”Degrading the Worthless”, Regain Our Masochist”, …And Blood Will Flow”, “Impurity” og min helt nye favorit “Beyond Murder”. Den er blevet rykket frem i geleddet, efter den er blevet sat mærkbart op i hastighed. Generelt synes jeg også, at DOD spiller hurtigere, men det klæder deres musik, og de kan sagtens magte det. Ikke så meget pis der... Og når nu vi berører emnet, pis, er Scott altså en pissefed frontmand. Han kommer langt ud over scenekanten og har publikum lige hvor han vil have dem. Uforfalsket og direkte er hvad han er! Lyden som DOD havde denne aften var til formålet suveræn. Alle gik rent igennem og niveauerne, musikerne imellem, var helt perfekt i mine ører. Jeg manglede i hvert fald ikke noget. Efter koncerten viste det sig, at DOD langt fra var på toppen: Kim var/havde været syg i dagene op til og Martin havde døjet med en dårlig arm, og hvis det så er standarden, at man spiller op til sit bedste når man er halvskidt, så bliv ved med at trække med småskader, drenge! DOD leverede det bedste show jeg har set dem spille, og det belønnes sgu med en håndfuld. 5/6 (Og se så at få den cd på gaden, ikke?! Det er sgu ved at være kriminelt!).

The Arcane Order er et band som jeg personligt rigtig godt kan lide, men som jeg måske finder en anelse malplaceret i denne sammenhæng. Stilen, de spiller, er jo ikke helt i tråd med de 2 andre bands denne aften, men alligevel blev det fedt at se Flemming og drengene trykke den af foran et tændt og næsten fyldt studenterhus.
På cd er TAO’s musik jo nærmest afhængig af samples, og de skal jo også med live. Problemet denne aften var bare at man næsten ikke kunne høre dem. Virkelig synd, for man kan ikke betvivle TAO’s musikalske kundskaber. De spiller jo superfedt (Også ham den langhårede guitarist, som jeg ikke aner hvem er). De 2 mest fremtrædende er Morten bag tønderne og Flemming på guitar. Og generelt synes jeg ikke der var noget galt i TAO’s levering af numre som: ”In a Hail of Deadly Bullets”, ”Bloodlust”, ”Breathe the Poison” og ”Infinite Ghost Anathema”. Lyden svigtede dem bare fælt denne aften, og deres sæt kom ikke særlig godt fra land. Kasper på vokal gjorde ellers sit til det, og når nu vi er ved Kasper, føler jeg sgu med manden. De der idioter der kommer med tilråb til ham og alt det der… Der er vel for fanden ikke nogen der tvinger jer til at høre på musikken. I kan da altid bare gå… Fæhoveder!!!
Nå… TAO gik godt til makronerne på trods af lyden og nogle åndssvage trommepedaler der strejkede midt i et nummer. Bandet virkede måske heller ikke helt tight sammenspillet, men det kan vel forklares ved, at de alle sammen spiller i andre bands og vel egentlig ”kun” har sideprojekt stauts for alle undtagen Flemming. Lidt synd for TAO for deres hegn er fee, deres lyd (På skiven) er fee, og bandet har jo et kæmpe potentiale. Det kom bare aldrig ordentligt ud denne aften, og derfor kan karakteren ikke blive højere end 3½/6.

Da The Arcane Order gik af scenen stimlede folk sammen oppe ved scenekanten, for der var sgu royalt besøg, denne aften. Kongerne af US deathmetal var i byen, og de havde ikke tænkt sig at tage fanger.

Suffocation er velsagtens kendt af alle. Personligt har jeg sgu aldrig haft den helt store fidus til dem, til trods for heftige forsøg fra Bjørnens side, på at hjernevaske mig.
De gik på til heftige klapsalver og lagde ud med ”Infecting the Crypts”, som verden hørte allerførste gang på deres ”Human Waste” ep, men som er blevet genindspillet i en langt bedre version. Herefter kom alle slagerne, og min personlige jubel ville ingen ende tage da Frank Mullen erklærede, at de ville spille ”Prelude to Repulsion”. Jeg stod sammen med DOD gutterne, og selv de gloede åndssvagt på mig og min nyfundne glæde. Det ER bare nummeret for mig!
Jeg havde kigget på setlisten fra The Rock og havde set, at de ikke spillede den der… Men julen kom altså tidligt i år. Udover de nævnte numre spillede de blandt andet også: ”Tomes of Acrimony”, ”Entrails of You”, ”Bind Torture Kill”, ”Surgery of Impalement” plus en masse andre. 13 numre fik vi i alt og det var alt for lidt! Lyden de havde, indbød til minimum 20 numre… Den var perfekt og gav Frank Mullen og de andre hoveder på scenen optimale arbejdsforhold, og Frank Mullen er jo en dynamo på scenen. Hvis Scott fra DOD havde scenetække, så ejede Frank M. scenen! Terrance Hobbs må vel et eller andet sted være en af de bedste death metal guitarister på scenen, og Mike Smith som, jeg har fået at vide, opfandt blast beatet var sgu også fed!
De andre i bandet styrede også, men de 3 jeg hiver frem er jo de originale medlemmer, og at de stadig kører showet efter næsten 20 år som professionelle musikere, skal vi jo bare være glade for!

Det tekniske niveau, overordnet set, er intet i forhold til F. eks. Origin eller Necrophagist, men der er så meget mere energi og catchyness i deres musik, at jeg denne aften fladt pladask for disse 5 New Yorkere. Det blev aldrig kedeligt.
Ikke derved sagt, at musikken ikke er teknisk minded, det er bare på et andet plan end de der navlepiller bands. Dog var guitararbejdet ikke helt ueffent!

Jeg har altid set Suffocation som et halvkedeligt band på cd. Har prøvet i flere tilfælde at blive venner med dem, men det er aldrig lykkedes mig. Nu, nogle dage efter koncerten og min oplevelse med dem, er jeg erklæret fuldtidsfan. Der er intet at gøre: Jeg er bukket under for Bjørns utallige forsøg på hjernevask. I fik mig, Motherfuckers. Og for det, får I fuldt hus! 6/6


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution.

Læs mere...

Volbeat, Suffocation, Invocator

Dette var en dag jeg havde glædet mig utrolig meget til. Mit yndlingsband igennem 15år, Suffocation, skulle spille. Udover dem fik jeg chancen for at gense DK's thrash legender Invocator, og den danske groove maskine Volbeat på hjemmebane. Det hele foran et udsolgt vega. 1500 publikummer - Det kunne ikke blive andet end et brag.

Dagen startede på Istedgade 66 = Skipper bodegaen. Dagens slæng bestod af: 3/5 af Dawn Of Demise, 3/4 af The Burning, Mircea (Mnemic), Franz (ex - Volbeat) og undertegnede. Efter mange bajere og intense Suffocation diskussioner gik turen nu til Vega.

Grundet alkoholiske årsager og tidsmæssig fejlbedømmelse, gik jeg glip af Gang Green, aftenens første band. Jeg havde dog hørt et nummer hjemmefra, så jeg tror sgu ikke at jeg gik glip af noget.

INVOCATOR:
Tiden var nu kommet til Invocator. De danske thrash konger har igennem mange år været mit yndlingsband herhjemme, så jeg så virkelig frem til denne koncert.

Efter en fee, uoriginal, heavy intro gik bandet så igang. Lyden var rigtig god (courtesy of Mads Lydpik). Åbneren var "Through The Flesh To The Soul" fra deres seneste udspil. Jacob H. og resten af bandet var i deres es. Deres tekniske kunnen er sublim, og det viste de igen denne aften. Det groovede under hele koncerten, og energien nede i salen var i top. Det var tydeligt at se, at mange var kommet for at se Invocator. Deres bragende sæt bestod af: "Through The Flesh To The Soul", "Dying To Live", "Astray", "Desert Sands", "From My Skull It Rains", "The Afterbirth", "Doomed To Be" og "Through The Nether To The Sun". De sidste 2 numre var med den gamle guitarist Perle på tredje guitar. Endnu et glædeligt gensyn. Og det må man fandeme da kalde et sæt. En masse af de gode gamle fra "Weave The Apocalypse". Det var en sand fornøjelse at lægge ører til.

Selvom Invocator har været væk i nogle år nu, så hersker der ingen tvivl i mit store runde hoved - Invocator er, og vil altid være - DK's metal konger.

Karakter: 5½ ud af 6 stjerner

SUFFOCATION:
Efter et hurtigt og komplet sceneskfit på blot tyve minutter, var det så tid til New Yorks dødskonger Suffocation. Bandet havde ingen lydprøve fået, så lydmæssigt frygtede jeg det værste. Det blev dog hurtigt gjort til skamme. Drengene fra Long Island havde nemlig monsterlyd. Joe Cincotta, bandets faste tekniker på plade og live, kan åbenbart sit lort. Det lød ihvertfald af en million. Det hele var blevet rettet perfekt til inden for 2 minutter - meget imponerende!!!!!!

Frank Mullen og co. stod nu på scenen. Ingen intro, ikke noget pis - bare ren brutalitet. Åbneren var "Infecting The Crypts" fra "Effigy Of The Forgotten". Folk gik totalt amok og jeg stod bare gloede. Det var simpelthen så fedt at det ingen mening gav. De spillede så godt, lyden var perfekt, Frank Mullen er verdens sejeste frontfigur og alt dette foran 1000-1200 mennesker. Hold kæft en oplevelse!!!!! Anden sang i sættet var "Thrones Of Blood" fra "Pierced From Within" Nu må de fandme styre sig!!!! To kæmpe hits lige efter hinanden. Det var næsten ikke til at bære. Folk gik amok, Suffocation gik amok og alt var bare perfekt. Der er ingen tvivl om at Suffocation er det bedste liveband i verden. Det er der fandeme ingen andre der kan matche. Den brutalitet, den lyd og den udstråling - Alle andre bands må nøjes med at kæmpe om andenpladsen.

Suffocations sæt bestod af: "Infecting The Crypts", "Thrones Of Blood", "Liege Of Inveracity", "Catatonia", "Surgery Of Impalement", "Abomination Reborn", "Bind Torture Kill", "Entrails Of You", "Pierced From Within" og sidst men ikke mindst "Funeral Inception". WOW!!!!!!!!! Sikke et sæt!!!!! Det giver ingen mening!!!!! Det eneste der manglede var nogle flere numre. HAHAHA!!!! Glæder mig sindssygt til Onsdag!!!!

Karakter: 6 ud af 6 stjerner

VOLBEAT:
Efter et langt, kedeligt scenskift, var det nu tid til KBH's Volbeat. Bandet er så populært for tiden. Deres radio-hit "The Gardens Tale" høres overalt. Salen var også fyldt til bristepunktet nu. 1500 publikummer stod nu klar til at modtage Michael Poulsen og co.

Lyden var igen rigtig fee, og igen var det Mads Lydpik bag pulten. Den mand kan altså bare sit pis!!! Det lyder altid godt når han står deromme.

Bandet spillede fedt, lyden var god, folk var utrolig godt med, sing-a-long'en var i top og det hele var tiptop under Volbeats 19 numre lange sæt. Michael Poulsen er simpelthen så cool at se og høre på. Manden besidder nok DK's fedeste vokal. Jeg er en "sucker" for det der Elvis-agtige pis. Og han kan det live. Det lød nøjagtigt som på pladerne. Volbeat får "thumbs up" fra mig, selvom det er blevet populært for dødshoveder som mig, at synes de er for "poppede", eller hvad det nu er folk siger? Jeg synes de er cool på plade, men endnu mere live.

Volbeats sæt bestod af: "Pool Of Booze", "The Human Instrument", Danny & Lucy", "Soulweeper", "I Only Wanna Be With You", "Mr & Mrs. Ness", "The Gardens Tale" (og ja, Johan Olsen var ude og synge med), "Devil Or The Blue Cats Song", "Sad Mans Tongue" (det var så fee live!!!), "River Queen", "Always Wu" og "Caroline nr. 1". Jeg kan sgu ikke huske resten, men ved at bandet spillede 19 stk. På det tidspunkt var jeg nemlig ved at være godt ristet... hehe.

PS: Bandet havde været endnu sejere, hvis Michael Poulsen ikke var den eneste på scenen, man gad kigge på. De andre passer deres job, men er godt nok lidt kedelige at se på. Hr. Poulsen er en energi bombe, og en fee frontmand... De andre er sgu desværre lidt anonyme deroppe.

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Det var en mega fee aften på Vega!!!! Gode bands, god lyd, god stemning og gode, men alt for dyre bajere.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed