fbpx

Headbangers Ball: Illdisposed, Hatesphere, Dawn Of Demise

Aftenens bandopbud bestod af de 2 nok største metalnavne i Danmark, Hatesphere og Illdisposed, og som opvarmning også danske Dawn of Demise.

Dawn of Demise:
Første band denne aften var New Yorker-deathmetallerne Dawn of demise. Dem havde jeg set meget frem til at se live. Dette var dog min fjerde gang, men det skulle dog ikke ændre på min holdning til deres liveshow. Dette band er og bliver det mest tighte danske metalband. De har fin energi på scenen og deres numre er gode, hvis altså man er til den genre. Deres første nummer var et af deres første og, efter min mening, største: ”Beyond Murder”. Det rummer nogle geniale tekniske elementer, som man en gang imellem glemmer at rose netop dette band for. Vi blev under hele koncerten underholdt af bandets helt egen ”Scott Jensen”, som fyrede sjofle jokes af om ”Patter, Bajere og hvad der ellers hører til”, men folk nyder det. Vi fik sågar lov til at se hans yderst veltrænede overkrop. Her kommer bajerne virkelig til udtryk! Generelt rigtig fed koncert, god stemning, fede numre, skide godt liveshow, og bandet er tight som aldrig før. Dette band tager igen i år prisen som det bedste liveband til DMeA:
5/6

Hatesphere:
Herefter var det blevet Hatespheres tur. Disse drenge har efterhånden været fremme i lang tid, men bandets medlemmer er efterhånden også alle blevet skiftet ud. Kun leadguitarist Peter Lyse Hansen er tilbage af de oprindelige medlemmer. Hatesphere, også kendt som DK’s bedste coverband, leverede en overbevisende optræden. De spillede tight, men desværre var der en stor mangel på klassikere. De spillede stort set kun numre fra det nye album, dog fik vi lov til at høre ”The Sickness Within” og ”The Coming of Chaos”, så det var jo dejligt. Jonathan Albrechtsen, som stadig kun er en meget ung mand, har den mest brutale stemme, jeg længe har hørt komme ud af så ung en mand. Det skal lige siges, at jeg har fulgt Hatesphere i lang tid, men dog er faldet lidt af på den efter deres udspil fra 2007 ”Serpent Smiles and Killer Eyes”. Deres seneste udspil ”To the Nines” viser dog, at de stadig kan spille fee og hurtigt. Denne koncerts højdepunkter var uden tvivl de to ældre numre ”The Coming of Chaos” og ”The Sickness Within”, ”To the Nines” og ”Backstabber”. Peter Lyse (også kendt som Pepe) har evnen til at få de mest simple ting til at lyde genialt. Tag f.eks. soloen i ”Backstabber”. På grund af det dårlige valg af numre får de:
4/6

Illdisposed:
Dette band går nok for at være et af de absolut største danske metalbands. Med Bo Summer i spidsen og et ”forholdsvis” tight band til at bakke op, kan det ikke så let gå galt. Jeg uddyber straks her: Jeg har 2 gange før oplevet Illdisposed live, og hverken første eller anden gang kunne Jakob Batten spille soloerne live, og det er begyndt at irritere mig en del, da det er nogle ret fede indspilninger de har, og generelt superfede soloer som så desværre går lidt i sig selv live på grund af en lidt uerfaren liveguitarist. Første gang kan jeg huske at jeg tænkte, at det nok bare var lyden der hakkede, men efter at have set det samme ske til samtlige koncerter med dem, er jeg begyndt at skyde skylden på bandet i stedet. De skal dog ikke høvles totalt pga. nogen enkelte soloer. Bandet er tight, og de skal rent faktisk roses denne gang for at have lidt mere kontakt til publikum og for at være lidt mere energiske på scenen. Bo Summer osede af overskud, da han begyndte at kalde os for nogle svin pga. vores sejr over det århusianske fodboldhold AGF. Det var sgu meget sjovt. De spillede ikke så mange klassikere, men mest numre fra de 4 seneste albums. Der kom dog lige nogle enkelte fra alles yndlingsplade fra ”posen”: ”There’s Something Rotten in the State of Denmark”. Under nummeret ”Throw Your Bolts” måtte vi stå model til en optræden fra et andet, efterhånden, kendt ansigt indenfor dansk metal: Johnny Haven. Jeg får dette til at lyde som en dårlig ting, men nej nej… Tværtimod. Det var genialt. På scenen hyggede de sig, og det samme gjorde man iblandt publikum. For at samle op var koncerten generelt god, men denne koncert led desværre også under et lidt dårligt valg af numre, som det dog var til at overleve. De har lavet mange andre fede numre.
3/6

Til sidst vil jeg gerne rose arrangementet i sig selv: Det er et super fedt initiativ, folk på touren er erfarne og her menes der både bands og crewet. Denne aften var specielt lyden og lyset virkelig godt. Der var mange mennesker, stemningen var god, og så var prisen på bajere også til at overkomme.

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2008

Siden starten i 2002 har Aalborg Metal Festival vokset sig større og større, både i udstrækning og størrelsen af navnene på plakaten. I år var ingen undtagelse, for festivalen var udvidet med en ekstra dag. Samtidig var hovednavnet, Opeth, det suverænt største band, der nogensinde har optrådt på AMF. Det har åbenbart resulteret i, at der ikke har været råd til at booke så mange af de udenlandske kunstnere, som man plejer. I diverse internetfora har det givet anledning til en del knurren, men det kunne ikke afholde Revolution Music‘s udsendte fra at dække begivenheden.


Crocell
Karakter: 5 / 6
Efter en lidt sløj dag torsdag, bød fredagen endelig på et mere spændende program. Og her var det århusianske Crocell, som åbnede festen. Bandet har netop fået pladekontrakt, og deres debut cd ”The God We Drowned”, udgives senere på måneden, og denne aften var selvfølgelig en mulighed for gruppen til at præsentere folk for deres nye cd og dens materiale. Og som en lille ekstra ting, fik folk mulighed for at købe albummet før tid på metal markedet - hvilket blev pointeret en del under showet. Med en flaske snaps på hånden var de fem herrer, som består af tidligere og nuværende medlemmer af Compos Mentis, Adversary, Demolition Inc., Slugs, Mare Crisium og Nurse, klar til at fyre den af for et vel mødt publikum. På trods af, at folk først var ved at lade op til weekendens metalfest og endnu ikke havde indtaget nok alkohol til at gå amok foran scenen, gav bandet den fra start til slut alt hvad den kunne trække. Front brøler Magnus Jørgensen var at finde over hele scenen og udover scene kanten, en dejlig energi og så sur han kan se ud (Haha).
Skide god koncert i de omkring 40 minutter de spillede, så var festivalen sat ordentligt i gang!

Lipid
Karakter: 2 / 6
Det første band, jeg oplevede på dette års festival, var Lipid. De trodsede det begrænsede fremmøde i salen, og fyrede op for deres Thrash Metal. De virkede lidt tilbageholdne, og musikken fik aldrig rigtig fat i mig. Den virkede ensformig, og kun et par melodiske guitarsoli pegede i positiv retning.
Med tiden viste bandet større overskud, men de kom aldrig ud over scenekanten. Fremmødet blev ikke meget bedre efterhåden som koncerten skred frem, og det blev anmelderhumøret heller ikke. Jeg var skuffet over, at Lipid ikke kunne leve op til det niveau, de viser på CD, så det blev til en bedømmelse under middel.

Eminence
Karakter: 0 / 6
Festivalens brasilianske indslag faldt desværre sammen med de udsendtes spisepause, så vi nåede kun lige at det allersidste af deres set med. Det er naturligvis for lidt til en fair bedømmelse, så Eminence må undvære en karakter i denne omgang.

Last Mile
Karakter: 4 / 6
Så var det tid til det første af de bands, jeg havde set frem til. Med deres debutalbum har Last mile nemlig formået at skærpe min interesse for en genre, der ellers ikke rangerer højt på den personlige hitliste.
Og de skuffede heller ikke, for fra starten var der maksimalt gang i den på scenen: masser af bevægelse, og et band, der i dén grad virkede tændt. Korte pauser mellem numrene holdt energien oppe, musikken har et fedt drive, og energien fra albummet fik lige en tand ekstra, hvilket var rigtig godt. Desværre skete det samme med Laurits stemmeføring, som var mere råbende, og derved overskred min tærskel for den slags vokal. Det trak dog kun begrænset ned i bedømmelsen af en performance, der var meget ærlig og ligetil. Ægte Hardcore fans ville nok bedømme indsatsen højere, men jeg var mere end tilfreds.

Exmortem
Karakter: 4 / 6
Allerede under lydprøven stod det klart, at det her ville blive HØJT. Og det blev det, i et sæt, der med hovedvægten lagt på det nye album, var meget mørkt og dystert. Stemningen var så mørk og dyster, at jeg kom til at tænke på Mayhems koncert i Århus – uden sammenligning i øvrigt. For første gang denne aften var publikum virkelig oppe på tæerne, og forsangeren Simon havde folk i sin hule hånd fra koncertens start. Exmortem leverede en meget velspillet omgang Dødsmetal, som var klart bedst i de numre, hvor tempoet enten var helt oppe eller helt nede. Den nye stil, som ligger et sted midt imellem, er ikke lige mig – jeg har svært ved at begejstres over den. Det lod ikke til at gælde hovedparten af de fremmødte, for publikumsresponsen var virkelig go’. For det musikalske vil jeg give bandet 3½ stjerne, men Exmortem fortjener en halv ekstra for deres meget flotte kontakt med publikum.

HateSphere
Karakter: 5 / 6
Ingen tvivl om, at Hatesphere som band har været igennem deres sværeste periode siden 4/5 af bandet smuttede, men denne aften var tiden til at overbevise eventuelle non-believers og vise, at de så sandelig stadig mener det ramme alvor! Der blev spillet numre fra alle skiverne, og de fremstod som meget energiske og stramme, og jeg må til stadighed forbavses over Joller’s scene-karisma. Han er gået ret uimponeret til opgaven og han er helt sikkert jobbet som frontmand værdig!
Noget som de fleste nok havde set frem til, var at høre de nye numre som Hatesphere lige har indspillet, og det blev til tre af slagsen, hvoraf ”Oceans of Blood” lige umiddelbart i mine ører var fedest, men alle tre tracks umiskendeligt havde ”pæren’s” aftryk på sig. Derudover var numre som ”Deathtrip”, ”Coming of Chaos” og ”Drinking with the King of the Dead” som altid sikre træffere. Lyden var ret god, og bandets performance var som vanligt energisk, højt og publikumsorienteret, og jeg glæder mig virkeligt til at høre den nye skive.

Illdisposed
Karakter: 4 / 6
Aftenens sidste band, var de ukronede konger af dansk dødsmetal, Illdisposed fra Århus (Ligesom 4 af de andre bands denne aften), og de var nok at regne som dagens hovednavn. Desværre synes jeg ikke helt, at de var dette prædikat værdige. Bo Summer virkede store dele af koncerten, som om han ikke rigtig gad. Jeg ved godt at manden nogle gange har lidt svært ved at holde sine meninger inde, men at det denne aften var det fedeste der skulle komme fra hans mund, havde jeg alligevel ikke regnet med. Gamle bandmedlemmer og andre danske metalbands fik på puklen, og det er ærlig talt en smule fortærsket efterhånden. Hans stemme er stadig fed, men når han virker uoplagt og kun har åndssvage ting at ytre, så falder respekten fra min side.
Illdisposed gav den dog fed gas, især trommerne var fede, og leverede de numre man kunne forvente af dem. Dog er det stadig de gamle numre fra ”Submit” der holder mest i min bog, men sådan er der jo så meget. Illdisposed leverede et fedt show, men jeg var en anelse skuffet.

Dødning
Karakter: 2½ / 6
Åbningsbandet lørdag var Dødning fra hovedstaden, og de sparkede dagen igang med Metal, der har klare rødder i den gamle Rock. Jeg tænkte på bands som Led Zeppelin og Down under sættet.
At musikken ikke var særlig tight spillet kunne man se gennem fingre med, men desværre var bandets performance præget af en del usikkerhed. De to forsangere gjorde deres for at komme ud i salen, men virkede ikke som om, at resten af bandet havde overskud til at støtte dem i den mission. Derfor endte Dødnings indsats som en skuffelse.

Chaoswave
Karakter: 2 / 6
Chaoswave havde taget turen fra det sydlige Europa, og på papiret har de rigtig gode kort på hånden til at præsentere en ordentlig gang Melodisk / Gothmetal; i front har de nemlig en sanger af hvert køn.
Desværre eksisterer denne fordel kun på papiret, for jeg har sjældent hørt nogen få mindre ud af dén konstellation. Stemmerne ligger ret tæt på hinanden, så det var ikke muligt at opnå noget spændingsfelt der. Desuden sang de ofte teksten sammen – hvorfor have 2 sangere, hvis man ikke bruger dem til noget?
Desværre var musikken ikke mere spændende. Alt for ofte manglede jeg en ekstra guitar i et lydbillede, der heller ikke bød på mange highlights. Samlet set var det en meget tynd performance, Chaoswave præsenterede det danske publikum for.

Mugshot
Karakter: 3 / 6
Der var vist ingen, der var i tvivl om, at disse københavnerdrenge var kommet til Jylland for at give den gas. De lagde ud med cool attitude og masser af bevægelse på scenen, hvor især de to guitarister støttede forsangeren Kim rigtig godt. Samtidig var der godt med knald på musikken, så starten var meget positiv.
Desværre begyndte musikken efter et stykke tid at blive ensformig, og jeg begyndte at småkede mig; glæden over den gode start begyndte at aftage.
Selv om musikken indeholder meget Metal, så giver den råbende vokal helheden et skud Hardcore, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Last Miles indsats dagen før. Her kommer Mugshot til kort, for selvom de gjorde rigtig meget for at presse deres musik ud til publikum, lykkedes det slet ikke i samme omfang. Derfor ender det med en bedømmelse til godkendt, men ikke meget mere.

Svartsot
Karakter: 0 / 6
At Svartsots koncert skule falde sammen med interviewforpligtelser er selvfølgelig uheldigt, men ikke desto mindre var det tilfældet, og derfor vil jeg på ingen måde give en karakter, men i stedet bare sige, at under de tre numre jeg så med Randers-krigerne, gjorde de en ganske fin figur, og skuffede ikke. Det var dog alt, det kunne blive til i denne omgang.

Keep of Kalessin
Karakter: 5 / 6
Næst efter Opeth var Keep of Kalessin det band, som jeg knyttede de største forventninger til på årets festival. Deres meget selvstændige Black Metal stil med rigtigt fængende omkvæd, havde jeg set frem til at opleve live.
Umiddelbart virkede det som om, at publikum ikke kendte bandet, men det kom de til! Med numre fra deres 3 seneste udspil leverede Keep of Kalessin et virkelig gennemført sæt. Især var det imponerende så helstøbt et lydbillede, de byggede op med kun 1 guitar på scenen.
En helt speciel indsats leverede trommeslageren Vyl; den var intet mindre end fantastisk! Manden præsterede det kunststykke at sidde fuldkommen afslappet med ubevægelig overkrop, mens han blastede og grindede løs i et fuldkommen vanvittigt tempo. Damn, det var fedt!
Samtidig er det helt sikkert, at der ikke var så meget som ét støvkorn tilbage på scenen efter koncerten, for med de voldsomme møllehjul, nordmændene lavede, kunne det ikke lade sig gøre. Der blev rystet garn til den store guldmedalje ved enhver given lejlighed.
En virkelig overbevisende performance, hvor Keep of Kalessin til fulde indfriede mine forventninger og viste, at de er et meget spændende band på den mørke side af Metal scenen.

Coldworker
Karakter: 3½ / 6
Svenske Coldworker har for et lille halvt år siden udgivet deres andet album, ”Rotting Paradise”. For dem som ikke kender de gæve svenskere, er der tale om rimeligt simpelt deathmetal, dog med en del charme og hurtighed. Svenskerne gjorde således fin figur på de skrå brædder… I hvert fald i mine ører i starten, men jeg tror måske man skal kende numrene før man kan blive rigtigt fanget af Coldworker’s musik, for ærlig talt, så smeltede de en smule sammen og det blev hen mod slutningen en kende kedeligt. Desværre, for de gav dem rimeligt med gas på scenen; især Oscar’s fingre på den 4-strengede var på overarbejde. Nummeret ”Reverse the Order” og covernummeret ”Necromancer” af Sepultura, var dog højdepunkterne i en lidt træg, men absolut godkendt koncert.

Konkhra
Karakter: 0 / 6
Konkhra måtte ligesom Svartsot lide under den fæle interviewforpligtelses-tort, men ifølge vores medbragte kammesjukker, gjorde DK-Deathmetal’s grand old man, Anders Lundemark, og hans kumpaner ganske fin figur, og de nye numre, der figurerede på setlisten, gav gode forhåbninger til det snarligt kommende album fra Konkhra.

Opeth
Karakter: 5½ / 6
Hovednavnet på AMF ’08 var ingen ringere end mægtige Opeth, der siden debutalbummet har rykket sine musikalske grænser flere mil end de fleste bands. Opeth var noget nær det eneste internationale topnavn på årets program, så forventningerne til dem var fra starten store.
Efter en forsinkelse på ca. 40 minutter (Mere om den senere) gik bandet i gang, og første nummer denne aften var, ikke overraskende, ”Heir Apperant” fra den seneste ofring, ”Watershed”. Denne aftens setliste bestod nærmest kun af de sikre hits; altså ingen overraskelser, eller sats fra bandets side, og det var nok fornuftigt nok i og med at aftenens koncert kun måtte vare 75 minutter, frem for de normale 90 minutter, et Opeth show varer. Det kunne dog have været fedt med både et længere set, men også nogle af de lidt mindre spillede numre. Sådan er det bare…
At Opeth er professionelle musikere, er der bestemt ingen tvivl om, og det var superfedt at se dem i aktion. Lyden var dejlig sprød, bandet besad et overskud af en anden verden på scenen og virkede meget glade og i stødet. Mikael Åkerfeldt jokede en hel masse på scenen og generelt var showet med Opeth den koncert, man havde håbet på kunne slutte dette års festival. At karakteren ikke helt rammer toppen, skyldes simpelthen bare, at jeg synes at Martin Axenrot havde lidt problemer til tider, hvilket mest kom til udtryk i ”Deliverance”, hvor stortrommerne ikke helt sad i skabet. Resten var dog helt til UG!

Afrunding: Nedgangen i antallet af udenlandske bands havde en negativ indvirken på årets festival, som tilstedeværelsen af et kæmpenavn som Opeth ikke kunne udligne. I stedet måtte vi ”nøjes” med navne fra toppen af den danske metalverden. Nøjes skal her ikke forståes rent kvalitetsmæssigt – den danske top holder et meget højt niveau. Problemet ligger i, at publikum har rig mulighed for at opleve disse navne på de danske scener ”til daglig”. Dermed udvandes et at de træk, der har gjort AMF til noget særligt, nemlig muligheden for at opleve udenlandske navne.
Til fremtidige udgaver af AMF bør man nok overveje hvilken vej, man ønsker at gå. En anden småting, der kunne ændres eller justeres, var den måde folk stod klemt sammen i forgangen, inden koncerten med Opeth. Det var ikke optimalt!
Det var en stor oplevelse at se Opeth på scenen, men det havde givet en bedre festival helt overordnet set, hvis man havde haft flere af de knapt så store udenlandske kunstnere på plakaten.

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Carsten

Læs mere...

Baby Woodrose

Det var første gang jeg skulle opleve danske Baby Woodrose live, og mit kendskab til dem begrænsede sig til pladerne When Love Comes Down og Chasing Rainbows, men det forhindrede mig ikke i at glæde mit til at skulle blive en erfaring rigere!
Opvarmingsbandet, Thee Attacks, vil jeg springe let og elegant hen over, da deres musik absolut intet sagde mig; deres 50’er-60’er-rock synes at være noget der var hørt før, og der var ærlig talt ikke meget gang i deres show – måske skyldtes det til dels, at deres bassist under lydprøven havde fået en højttaler i hovedet, og derfor var bundet ind i en turbanlignende bandage.
Derimod var der anderledes gang i hovednavnets koncert. Trods en lidt skidt start, hvor Lorenzo kæmpede med at få lyd ud af sin guitar … han prøvede at skifte mellem nogle forskellige guitarer, men lige lidt hjalp det, til sidst lykkedes det dog at få lokaliseret problemet og han kunne genoptage både sang og spil sammen med de øvrige to, der i øvrigt reddede det rigtig godt, ved at jamme videre, da Lorenzo havde udfald!
Det fik tilsyneladende bandet til at blive fandenivoldske, i hvert fald blev der sparket noget seriøst rock af, i løbet af de næste omkring halvfems minutter. Det blev blandt an-dre til et par sange fra deres nye album, eksempelvis ”A Good Day To Die” og ”Chasing Rainbows” (som i øvrigt lige blev serveret med en sidekommentar til det forhenværende Ungdomshus) der blev leveret i en endnu mere rocket udgave end på pladen – hvilket sandsynligvis har skyldtes fraværet af hammondorglet som så levnede mere plads til guita-ren. En plads der blev godt og grundigt udfyldt af Lorenzos blændende guitarspil – han leverede i ”Chasing Rainbows” en afskyeligt fed guitarsolo.
Derefter blev vi præsenteret for en sang, der handler om det at sidde i en HT-bus, ”Den der fucking klaustrofobi over ikke at kunne kontrollere, hvor man kommer hen eller hvor man står af”, som Hr. L. Woodrose præsenterede ”Let Yourself Go”. Det kan godt være, at man ikke kan kontrollere forholdene i en bybus, men jeg skal ellers love for, at Baby Woodrose – og i særdeleshed Lorenzo – formår at kontrollere publikum; sjældent har jeg oplevet så god kontakt til publikum! Han var især god til at præsentere sangene med en lille anekdote: ”Nogen gange kan man godt undre sige over, hvad der sker omkring én, men man har bare brug for kærlighed ”(ja, det er jo lidt noget hippie-musik), og så gik ”Someone To Love” i gang.
Således fortsatte resten af koncerten; med god kontakt, gode punchlines og ikke mindst fantastisk musik, indtil de sluttede i ren Black Sabbath-stil med nummeret ”I Wanna Take You Higher”, hvor Lorenzo tilsyneladende havde taget sig selv så højt, at han vælte-de mikrofonstativet med sin guitar inden soloen klingede ud og musikken forstummede.
Men kun for en stund, for der gik ikke længe, førend Baby Woodrose kastede sig ud i det første ekstranummer, ”Volcano”, der straks blev afløst af ”Disconnected” inden ballet blev lukket med en enlig Lorenzo Woodrose, der med sin tolvstrengede guitar og fængs-lende vokal, fik publikum gelejdet lempeligt fra den psykedeliske verden og ud i virkelig-heden igen ved at synge ”Dark Twin”
Alt i alt var det en helt fantastisk koncert, men der manglede en lidt bedre lyd, og problemet i starten trækker også lidt ned i den samlede vurdering. Dog lod jeg mig fortæl-le, at Baby Woodrose ikke var helt så fede som de plejer at være, så jeg må bare konklu-dere, at når de er helt på toppen må de saftsuseme være helt fantastiske!!


Revolution Music vil gerne takke Bad Afro Records.

Læs mere...

Gorgoroth, Tyrant, Horned Almighty

Aftenens koncert bød på flere debut’er: det var første gang jeg skulle opleve de 4 navne på plakaten: Gorgoroth, Enthroned, Nox og Horned Almighty. Og det var min første koncert på Studenterhuset i Århus.
Foruden debut’erne, skulle aftenen også komme til at byde på flere skuffelser. De to første ramte os i køen foran spillestedet: at programmet var forsinket et halv time var en lille en af slagsen, men at Enthroned var aflyst, var slemt. Jeg havde nemlig glædet mig specielt meget til at se dette belgiske band. At svenske Tyrant skulle overtage pladsen var kun et lille plaster på såret.

Efter at vi var blevet lukket ind i meget små hold af høflige men bestemte vagter, kunne jeg endelig tage spillestedet i øjensyn: rimelig stort og overskueligt lokale med scenen i det ene hjørne og et par sofagrupper. Meget hyggeligt og indbydende.

Hjemmefra havde jeg fået arrangeret et interview med King fra Gorgoroth. De nærmere detaljer skulle blot aftales med tourmanageren, så jeg ringede ham op. Efter en stribe forgæves opkald over en rum tid, var det blevet tid for aftenens første band.

Horned Almighty (uden bedømmelse)
De lokale Horned Almighty gik på scenen ca. 50 minutter efter det planlagte tidspunkt. Med corpsepaint over hele linien var der lagt op til en ordentlig gang Black Metal, og det fik vi så. De 2 første numre var noget rodede, og ikke særligt interessante, hvilket delvis skyldtes en temmelig dårlig lyd.
Herefter annoncerede forsangeren et nummer fra bandets nye plade, som udkommer næste år. Så steg kvalitetsniveauet betragteligt, for dette nummer var virkelig fedt, og jeg begyndte at skrue op for mine forventninger til resten af settet. Og så, efter kun 3 numre, var det hele pludselig slut. Til alles overraskelse måtte bandet meddele, at ” Det var alt fra os, ellers er der nogen det ikke kan nå deres færge hjem til Norge”.
Trist for både publikum og Horned Almighty, der ikke nåede at vise meget af deres kunnen, hvorfor det ikke ville være fair at bedømme dem efter vores normale skala. Det bliver der forhåbentlig mulighed for ved en senere lejlighed.

Herefter skyndte jeg mig tilbage for at få mit interview, og det lykkedes at få fat på manageren. Desværre dukkede han aldrig op, hvilket holdt mig i venteposition under hele det næste bands optræden.

Tyrant (3/6)
Det var Tyrant, som jeg oplevede fra en position bagest i salen, og derfor mere hørte end så. Det gjorde mindre, for det jeg hørte var aftenens eneste positive overraskelse. Hvor deres album, som jeg anmeldte for et stykke tid siden, var ensformigt og trist, var det anderledes denne aften. Tyrant leverede et sæt, som var meget direkte og meget thrashet. De enkle riffs fungerede rigtig fint, og kunne også live lidt op i publikum. Først mod slutningen meldte en vis ensformighed sig, men det ændrer ikke på, at Tyrants indsats bestemt var godkendt.

Efter endnu et par forgæves telefonopkald gav jeg op, og skrev Gorgoroth interviewet på tabslisten.

Hvorfor det ikke var muligt at få kontakt, fik jeg svar på lidt senere, da det gik op for mig, at vi kun skulle se 3 bands denne søndag. Nu var det nemlig tid til hovednavnet.

Gorgoroth (3½ /6)
Gorgoroth kom på scenen med corpsepaint samt nitte- og pigarmbånd, som så ud til at kræve våbentilladelse. Og så bombarderede de ellers publikum i godt 3 kvarter med noget af det mørkeste og vildeste Metal, man kan forestille sig. Det var som at møde en mur af musik, hvor kun små sprækket tillod et kig indenfor.
Generelt var der ikke meget bevægelse på scenen; der blev kun sporadisk skiftet pladser. Derfor var der kun 2, der skilte sig nævneværdigt ud. Bagest leverede Nick Barker en solid indsats, der viste hvorfor han er en flittigt brugt session trommeslager.
Og forrest styrede forsangeren Gaahl begivenhederne med sikker hånd. Det vil sige, det var ikke fordi han gjorde ret meget. Mandens sceneshow begrænses stort set til at vise horn og nidstirre publikum. Det lyder banalt, men det var meget effektfuldt. Kombineret med meget rolige bevægelser, gav det ham en meget dæmonisk fremtoning, der virkede meget stærkt, og alene er ½ stjerne værd i min bedømmelse.
Musikalsk var der ikke noget imponerende over Gorgoroth. Om det skyldes, at mit kendskab til deres udgivelser er begrænset, ved jeg ikke, men det lykkedes på intet tidspunkt at komme ind under huden på mig og rive mig med. I betragtning af bandets position på metalscenen var det lidt skuffende.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at min samlede karakter for koncerten ikke er et gennemsnit af bedømmelsen af de enkelte bands. Bedømt på musikken alene, var der tale om en præstation på det jævne, der er godkendt.
Men bedømt som koncertoplevelse, var aftenens niveau under godkendt: Der var kun 3 bands i stedet for de annoncerede 4; der var en voldsom forsinkelse, så det reelt kun var de 2 som fik lov at spille, og musikken var uden rigtige highlights. Alt dette gjorde, at jeg måtte vende skuffet hjem fra Århus.

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2007

2007 udgaven af Aalborg Metal Festival var den sjette i rækken, og selvom Chimaira havde meldt afbud, var der nok spændende navne på plakaten til, at redaktionen måtte rykke talstærkt ind på Studenterhuset for at dække begivenheden.
Da vi lige skulle have overstået den del af fredagen, der giver penge (også kaldet arbejde), nåede vi desværre ikke frem i tide til at høre fredagens to første bands, Broadmoor og Ferocity.

Sonic Syndicate
Karakter: 4 / 6
Derfor var vores første band på festivalen Sonic Syndicate. Bandet kommer fra Sverige, og har eksisteret i sin nuværende form siden 2005. De 6 medlemmer ser da heller ikke ret gamle ud, men det forhindrede dem ikke i at give en meget professionel og gennemført koncert. Musikken er Metalcore tilsat lidt melodier. De brugte den sædvanlige vekslen mellem skrigende vokal og ren sang. Det fungerede fint, og i kombination med musikken gav det af og til helheden et stænk af nu-metal.
Musikken var lige til den pæne side efter min smag, men det var lige i øjet for resten i salen. For et kig rundt viste, at der var rigtig godt gang i publikum, specielt når man tager det tidlige tidspunkt i betragtning. Det skal Sonic Syndicate have ros for, for med et meget levende sceneshow og en virkelig god kontakt til salen, gav de os en god start på festivalen.

Nightrage
Karakter: 3½ / 6
Til det næste band på scenen bliver vi i Sverige, idet ¾ af bandet kommer herfra. Efter en båndet intro gik de på og leverede en voldsom gang Death Metal. Fra starten var lyden meget ujævn med dominerende trommer og guitarerne alt for langt tilbage. I løbet af sættet blev det lidt bedre, men aldrig rigtig godt.
Desværre kan man sige næsten det samme om musikken. Der manglede hverken tempo eller energi, men det var en kedelig samling numre, vi blev præsenteret for. Omkring midten af settet fandt Nightrage så pludselig et par fede numre med lækre double leadguitar frem, og jeg tænkte, at ”nu er de blevet varme”, men ak nej. De faldt tilbage til linien fra starten, og blev der settet ud.
At bandet samtidig havde svært ved at komme ud over scenekanten, fik vi en mulig forklaring på: der var tale om trommeslagerens 2. Koncert, mens både sangeren og bassisten stod på scenen for første gang med Nightrage. Samlet set var det ikke helt overbevisende, idet Nightrage kun i glimt viste spændende musik.

Caliban
Karakter: 3 / 6
Så kom turen til det tyske metalcore band “Caliban”, som var en del af den igangværende turne ”Eastpak Antidote Tour 2007”, som også bestod af aftens to andre navne Sonic Syndicate og Soilwork. Caliban’s nye album, ”The Awakening”, kom på gaden i maj måned. Koncerten startede med lidt knas i lyden, men det blev der hurtigt rettet op på. Deres sæt bestod hovedsagligt af sange fra deres nye album, men der kom også et par af de gamle.
De havde godt fat i publikummet og fik da presset hele to såkaldte ”Wall of Death” ind (altså hvor publikummet skulle dele sig i to, og derefter voldsmadre hinanden i en kæmpe moshpit). Selve bandets show var lidt halv-kedeligt, og deres musik virkede ikke så specielt original. Ud fra alle de gode kommentarer jeg har fået om dem, havde jeg hvert fald forventet mere af deres koncert.
Og til sidst, lignede bandet da et boyband i deres matchende ”uniformer”.

Dismember
Karakter: 4 / 6
Aftenens “semi-hovednavn”, svenske Dismember, har efterhånden været på banen i en menneskealder. Personligt havde jeg (Forinden deres formidable ”The God That Never Was” album) afskrevet de gæve blodtørstige svenskere, men selvsamme album viste et rutineret band, der igen havde fundet gnisten. Selvfølgelig var jeg spændt på at høre de gamle slagere, og se om den nye trommeslager kunne løfte arven fra den lidt stive, men ganske solide Fred Estby.
Bandet lagde ud med et par numre fra det seneste album, og havde en rimelig mawer lyd i starten, men der blev dog rettet op på dette. De blandede posen upåklageligt, og gamle numre som ”Pieces”, ”Skin Her Alive” og ”Override of the Overture” gik deres sejrsgang, og virkede til at tage større kegler end det nye materiale.
Bandets optræden var måske ikke så tight og sammenspillet, men de gjorde alligevel deres til, at vi sent glemmer Dismember.

Soilwork
Karakter: 5½ / 6
Ved midnats tid drog aftens hovednavn på scenen, og det var ikke mindre end et af Sveriges fedeste melodisk metal bands (efter min mening), Soilwork. Og da undertegnede har været stor tilhænger i længere tid og ikke mindst efter udgivelsen af det geniale nye album, ”Sworn to a Great Divide”, var der store forventninger, og det med god grund; gruppen fremførte et tight fem kvarters show, med stort set alt hvad man kunne ønske sig. Settet bestod af sange fra hele gruppens bagkatalog, helt tilbage til debuten ”Steelbath Suicide” fra ’98. Og selvom gruppen netop har udgivet det syvende album, var der kun at finde en eller to sange derfra, men i stedet blev der lagt mest vægt på ”Stabbing The Drama”, ”Figure Number Five” og ”A Predator's Portrait”.

Avarice
Karakter: 3 / 6
Avarice fra Århus havde fået tjansen som det første band lørdag. Og som om det ikke var hårdt nok at skulle skyde dagen igang, blev bandet også ramt af tekniske problemer, som udsatte starten, men det tog drengene i stiv arm. Drengene? Ja, bandets medlemmer hører bestemt til i den yngre kategori – det var lige før man følte sig hensat til en skolekoncert ved synet af dem.
Så meget større var overraskelsen over det musikalske niveau, da de begyndte at spille. For det var en udmærket omgang dødmetal, Avarice leverede. Ganske vist var der små skønhedspletter hist og her, men de kunne ikke ødelægge det gode indtryk, som bandet efterlod. Dem kommer vi til at høre mere til!

Spectral Mortuary
Karakter: 3½ / 6
Odense-drengene fra Spectral Mortuary gik på efter festivallens eneste boyband, og gik til stålet fra starten af. Deres lille halve time skulle udnyttes til fulde, og med Morten Siersbæk bag tønderne, blev de 4 andre pisket frem med en nærmest naturstridig speed og teknisk kunnen. Et nummer som ”Choked in (Anal) Soil”, og et nyt, der vist hed ”Manic Altar” blev leveret med top præcision, og selvom jeg fandt Spectral Mortuary’s debutskive rigtig fed, var det som om deres liveshow manglede et eller andet. De 4 i front stod egentlig ret stille, og det havde lidt en øv-effekt på mig, for det virkede til, at de ikke var interesserede i at stå på scenen. Når det er sagt, har Spectral Mortuary stadig en fed sound (Igen ødelagde lyden oplevelsen. Det blev dog bedre hen ad vejen), men de skal arbejde lidt på at sælge sig selv.

Thorium
Karakter: 4 / 6
Hvor oplevelsen af foregående band var en kende kedelig, var Thorium opsat på at få folk med. Med en særdeles oplagt Michael H. Andersen i front, leverede Thorium deres old-school dødsmetal med overskud og glimt i øjet. Bandet pløjede sig igennem flere gamle tracks, men jeg synes måske de bedste numre denne eftermiddag var de nye, som er på albummet ”Feral Creation” der udkommer næste år. Om det er fordi disse numre er mere velskrevne, eller om den nuværende konstellation af bandet måske mere føler det er deres numre end de ældre er, skal jeg ikke kunne sige, men det var klart at mærke forskel i leveringen, synes jeg. Nu har jeg jo også altid haft et blødt punkt for Thorium, og jeg må sige at de leverede det man kunne forvente. Hverken mere eller mindre, men det var klart, at det var det næste band på plakaten, folk ventede på….

Dawn of Demise
Karakter: 5½ / 6
Forventninger til Dawn of Demise var fra kampens start ret høje, da de altid er garant for en fuldfed indsats. Deres debutalbum, som vi stadig venter på, er endnu ikke kommet, men alligevel var det vel nok DOD der trak det 5. største publikum på festivallen, set over hele koncerten; Godt gået af et band uden et eneste fuldlængde album på gaden! Nå…. Lyset sænkede sig, og ud af højtalerne havde man vel forventet den sædvanlige ”uh-så-uhyggelige-nu-bliver-vi-bange” intro…. Der blev publikum rimelig meget taget i røven, for bandet startede med ”Rocksteady Crew” fra starten af 80’erne. Mega cool gjort, og pisse uhøjtideligt! Dette understreger dog bare, at drengene ER bonderøve fra Danmarks bil-by nr. 1.
De lagde for med ”Within the Flesh”, og drengene fra Silkeborg var virkelig på! Som en sidemakker sagde, så gik de ikke på scenen… De indtog scenen, og med en showman i Scott’s (vægt) klasse, er man altid garanteret underholdning af høj klasse. Scott siger nok bare hvad han tænker, og denne aften kom vi omkring kvinde-onani, bajere, metalmusik, fisse og de andre sædvanlige anekdoter.
Numre som ”Impurity”, ”Beyond Murder”, ”Regain Our Masochist”, ”Domestic Slaughter” og titelnummeret fra deres kommende skive, “Hate Takes Its Form” bliver numre, der på cd virkelig vil sparke røv og blæse trommehinder, men live er det bare SÅ forbandet fedt og stramt leveret. Ingen smalle steder!
Bandet har på de 2 år jeg nu har kendt dem, udviklet sig med høj hastighed, og er blevet et utroligt velspillende ensemble, der fik alle andre bands på festivallen til at blegne. I hvert fald i min bog. Under koncerten var overskuddet på scenen enormt, og de har en rigtig god kontakt med deres publikum.
Ingen tvivl om, at Dawn of Demise nok skal komme langt, og at de pt. er Danmarks fedeste band.

Severe Torture
Karakter: 5 / 6
Efter Dawn of Demise’ set skulle publikum lige sunde sig, så salen var kun halvfuld, da hollandske Severe Torture gik på scenen. Og det var synd for dem, som gik glip af koncerten, for det var efter min mening festivalens bedste! Severe Torture leverede den fedeste gang teknisk dødsmetal, jeg længe har hørt. Det hele foregik i meget højt tempo, og der blev spillet med en overlegen præcision. Numrene var rigtig fede og varierede, og et par gange blev tempoet skruet endnu højere op, uden at der blev skåret ned på præcisionen – vanvid!
Samlet set en gedigen overraskelse fra disse hollændere, som bestemt er værd at kigge efter i sømmene.

Dew Scented
Karakter: 4½ / 6
Efter eftermiddagens mange døds metal bands, var det tid til at få lidt afveksling, i første omgang en dosis thrash metal fra Tyskland i form af Dew-Scented. Et band som er forholdsvist ukendt for mig, men ikke desto mindre et band jeg havde set frem til at opleve. For selvom jeg først har hørt om dem indenfor de sidste par år, har gruppen spillet siden ’92 og udgivet 6 cd’er, den første i ’96. Men det er først i år, gruppen er kommet forbi Danmark, og dette er 3 gang på et år. Da alle sangene var ukendte kan jeg ikke udtale mig om setlisten. Men alt i alt en spændende koncert, god energi på scenen, god kontakt til publikum. Dem skal jeg bestemt høre mere til.

Sirenia
Karakter: 2 / 6
Efter at Sirenia meldte afbud til Godzzfest i september pga. storm og høje bølger, var jeg spændt på om vi endnu engang blev snydt for en oplevelse af det norske metal-band med dansk front(e). Det gjorde vi ikke; bølgerne havde lagt sig mellem de norske fjorde og de danske strande, men nu i skrivende stund, kan vi så læse på Sirenia´s hjemmeside, at bølgerne har gået højt om end på at andet plan, da Forsangerinden Monika har valgt at forlade bandet. Nå men andre bølger gyngede livligt under koncerten på Ålborg Metal-festival, men det kommer vi tilbage til, for lige nu gælder det den musikalske oplevelse af koncerten.
Jeg må tilstå, at jeg ikke kender ret meget af Sirenias bagkatalog, men jeg syntes generelt, at genren er fed nok, så jeg havde glædet mig til at se og ikke mindst høre bandet, for Monika har jo en køn stemme. Desværre blev det ikke den oplevelse, jeg håbede på! Det første der irriterede mig, og som skulle komme til, at blive et stadigt voksende incitament for at gå i baren, var nok at bandet, på trods af at være 4 medlemmer, manglede en bassist. Nu ved jeg ikke om det er min musikalske stolthed som bassist, eller jeg bare er old-fashion, men i mine øjne, skal der fandme være en bassist på scenen med mindre det er en solokoncert med Michala Petri! At dubbe bassen ind fra et DAT-spor er sgu godt nok billigt! Det er da kun Me & My og Justin Timber”fake”, der kan finde på det. Nå men sådan er det, og vi må leve med det. Dernæst bruger Sirenia også akustisk guitar op til flere gange i numrene, men den vælger man også at hente fra DAT-maskinen bag mixeren på trods af, at de er to guitarister på scenen. Mon ikke det også kunne bidrage positivt til et lyst-forladt sceneshow, hvis enten Morten eller Bjørnar greb en akustisk spade engang i mellem. Som en slags muggen kirsebær på toppen af den hårde kransekage, syntes jeg også op til flere gange, at det lød som om, der suste en 3 – 4 guitarer rundt i periferien af lydbilledet. Det er sgu da live det her! Er det ik? Nu er det så sådan at ”Nine Destinies And A Downfall” er det første album med Monika på vokal, men det virkede som om hun ikke måtte synge så meget, for Morten Veland havde mindst ligeså så meget lead tid ved mikrofonen som hende; kunne man ikke have sneget hende ind et sted eller to? Generelt set var lyden ikke tilfredsstillende, men til Sirenias fordel skal det da lige nævnes, at det faktisk kun var under Dawn of Demise og Kreator, at jeg syntes lyden var værdig til at få stemplet ”fed nok” om lørdagen.

Med et lydbillede der mildest talt ikke imponerede, og et sceneshow der mest af alt mindede mig om en 80 årig gammel kone i coma, må jeg sige, at denne koncert ikke får noget kryds i min cool-bog. Monika kan få et lille et, men kun fordi hun ser flink ud. Denne koncert får altså ikke mere end 2 og hvorfor lige netop 2, må I selv regne ud, men jeg vil da gerne runde af med lidt ros! Lækker ”dress-code”, Monika!!

Belphegor
Karakter: 4½ / 6
Så var det tid til det band jeg personligt havde glædet mig mest til. Belphegor var ene om at repræsentere Black Metal på AMF, og det skulle blive spændende at se, hvordan de holdt skansen mod de mange death Metal bands.
Og det var jeg ikke ene om: jeg tror, at det var festivalens bedst besøgte koncert; salen var nærmest proppet med folk, som ville se og høre Belphegor.

Bandet lagde ud i et tempo, som var helt vanvittigt, og der blev grindet til den store guldmedalje. Desværre var lyden, som det var tilfældet for de fleste af festivalens koncerter, meget domineret af bas og trommer. Guitarerne kunne slet ikke gøre sig gældende.
Og på trods af, at bandet var kommet ”to do Satans work”, kom der ikke rigtig Black stemning over lydinfernoet. Det hjalp lidt i de numre, hvor belphegor slog over i tunge rytmer, men også kun lidt. Publikum var begejstret; under hele koncerten var de oppe i det røde felt. De så ikke ud til at dele den lille skuffelse, der sneg sig ind hos undertegnede. For selvom det var vildt imponerende at der blev spillet SÅ hurtigt og SÅ præcist, manglede jeg noget: den vare Belphegor leverede var mere Grind end den Black Metal, jeg var kommet for.

Dream Evil
Karakter: 2 / 6
Aftens andensidste band var Göteborg bandet Dream Evil, som skulle omtræde med en god gang Power Metal, eller Gay Metal, som sangeren Niklas Isfeldt selv sagde. Selv havde jeg set frem til at opleve sangene fra ”The Book Of Heavy Metal” live. Efter blot 3 - 4 sange, valgte jeg at melde fra, da lyden var af h... til. Vokalen var alt alt for lav. Mark Black’s guitar ALT for lav, det var nærmest umuligt at høre ham, alt imens at trommerne var alt for høje. Jeg ved at mange desværre havde det på sammen måde, men har ladt mig fortælle at lyden i sidste del af settet blev noget bedre.

Kreator
Karakter: 5½ / 6
“The Kreator is here!!!” Jep! det er de og om de ikke sparker røv! Ålborg Metal Festival, lørdag aften og et afslutningsband, der er kommet for at fortælle danskerne, at på trods af de sidste 6 år uden en koncert på dansk jord, så kan Kreator stadig banke en fest-stemning op, hvor end de spiller.

Efter en lørdag der bød på både gode, men også mindre gode koncerter bla. i form af dårlig lyd, var jeg da spændt på hvordan min første Kreator-koncert skulle forløbe. Mht. lyden syntes jeg, der havde været markante fejljusteringer i løbet af dagen, med blandt andet for høje trommer og for lav vokal i forhold til resten af musikken. Det problem havde Kreator ikke, De skruede bare op for alt andet og så var det problem løst. Mht. vokalen! Tja så har ”Mille” jo en rimelig markant vokal med masser af diskant, så heller ingen problemer med at høre ham. Og så startede festen!

Der blev lagt hårdt ud med ”Violent Revolution”, og når man så Mille stå og skrige igennem i en mikrofon, der var sat 30 centimeter højere op end de øverste rynker i hans pande, ja så kom jeg i hvert fald i stemning, for det var tydeligt at se Kreator var tændt. Flere gange var jeg bekymret for om Mille´s arm ville gå af led, for jeg har aldrig set en mand være så entusiastisk med at få folk op på tæerne og hugge igennem med armene. Folk kom med, og efter flere klassikere som bla ”Pleasure To Kill” og ”Enemy of God”, fik vi en lille tale om racehad inden ”Europe After The Rain”. Flere gange inviterede Mr. Petrozza også til en ordentlig omgang moshing i pittet, og det blev der rigelig anledning til da ”Behind The Mirror” bragede ud af højtalerne efterfulgt af ”Extreme Aggression” og ”Betrayer”

Det virkede også som om publikums energi skinnede igennem på scenen, for Mille tilbød med åbent hjerte at vende tilbage til Danmark noget mere, hvis vi havde lyst til at opleve flere koncerter med ”The Kreator” og mon ikke om publikum havde det. Så for et kort øjeblik fik Mille hurtigt omskrevet det legendariske nummer ”Reconquering the Throne” til ”Reconquering the Floor” og indbød endnu engang til beserkergang hos de danske vikinger! Og det fik han.

Men alting har en ende, og ”The Kreator” er nogle gamle fyre, der ikke kan spille evigt! Eller fløj tiden bare fordi det var så fedt? Måske, men pølseenden var nået, og på ægte metal-manér, skulle publikum selvfølgelig med på afslutningen og hjælpe de tyske metalkæmper med at hejse ”The Flag of Hate” og efter den klassiske opskrift, skulle vi jo skrige for lungers fulde hals før klimaks fra 70 min. Thrash-lir ramte publikum frontalt i hovedet. Fantastisk!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Dan The Man / Carsten

Læs mere...

Kataklysm, Behemoth, Aborted

Yes, så kom sgu endelig den dag, jeg havde set frem til i et par måneder. Nemlig dagen, hvor Kataklysm atter ville gæste Danmark, og da det er et af mine favorit Death Metal-bands, måtte jeg selvfølgelig op og se dem! Så mine venner og jeg satte kursen mod Århus, nærmere betegnet Studenterhuset deroppe. Vi kom lidt sent afsted, så vi missede det første band: Lyfthrasyr... Men efter hvad vi hørte fra andre, der havde set dem, var vi bestemt ikke gået glip af noget! Fik at vide af en gut, at under de 30 minutter de spillede, var der kun 2 riffs, der var noget værd!!!

Nu var det første gang, at jeg stiftede bekendtskab med Studenterhuset, så jeg tjekkede lige stedet ud, inden næste act skulle på scenen. Det er meget hyggeligt sted med caféborde tæt ved scenen og små sofagrupper rundt omkring. Stedet er faktisk pænt stort bortset fra scenen, som ikke er så stor, og som kun er hævet ca. ½ meter over gulvet. Efter at jeg havde set mig lidt omkring og fået snakket med dem, man kendte, gik jeg op i den yderst vel-assorterede bar for at købe øl. Og de har alverdens øl... Udenlandske såvel som danske og næsten alt slags sprut. Og til fair priser endda! 30 kr. for en stor fadøl og 20 kr. for en shot. Det er helt andre priser i forhold til nabo-spillestedet Trains sindsyge høje priser! Apopos Train, så var dørmændene her på Studenterhuset meget høflige og venlige imodsætning til de ofte arrogante og aggressive fjolser af dørmænd, der arbejder omme på Train!

Så gik det næste band på scenen: Aborted fra Belgien. De er tydeligt inspireret meget af Carcass. Hvilket i sig selv ikke er dårligt. Og vi fik da også en hel del numre fra deres ellers udmærkede "The Archaic Abattoir"-cd. Men live-mæssigt var bandet kun ok, altså hverken helt dårligt eller helt godt! Men man kan ikke komme udenom, at forsanger Sven har total fed vokal!!! For det har han altså!!! Ca. halvvejs i deres set gik jeg ud for at ryge og fik i den forbindelse en snak med folkene, der sad i indgangen og fik spurgt hvor mange, der var kommet den aften. Svaret var, at der var kommet ca. 350 metalfreaks. Og det må siges, at være meget flot på en alm. hverdagsaften!

Efter Aborted var færdige og kort pause, hvor vi kunne få røget, drukket og pisset af, var det nu blevet tid til det, vi var kommet for at se... Nemlig de mægtige Death Metal-konger fra Canada: Kataklysm!!! Nu blev det jo spændende at se, om de kunne leve op til sidste års store succes fra Ålborg Metal Festival. De lagde hårdt og brutalt ud med "Like Angels Weeping", komplet med den superonde intro, som sangen også starter med på deres cd. Og derefter stod den på rene øre-orgasmer som "Crippled & Broken", "As I Slither", "Let Them Burn" osv. osv. Og der blev headbanget for hårdt og moshet for vildt... Ja, faktisk så vildt at en dørmand måtte bede nogle af dem i pitten om at slappe lidt af med deres slam-dancing!!! Men igen på en venlig og høflig måde, så der var ingen sure miner over det. Hvis det havde været omme på Train, var de sgu nok blev taget i en brutal "head-lock" og slæbt med ud til et alvorsord! Så en rigtig STOR ros til dørmændene for at tackle et energisk metal-publikum på en god og professionel måde! Flere af den slags dørmænd, tak!!!

Det, mht. at scenen ikke var så høj gjorde at der var en rigtig fed "connection" med bandet og publikummet... Ja, man skulle næsten tro, at forsangeren var fra et Metalcore-band, sådan som han stak mikrofonen ned til folk, så de kunne skråle med!!! Det er jo ikke hverdagskost, at se folk i Death Metal-bands gør sådan. Men det var satme fedt at se!!! Nu har alting jo desværre en ende, også en Kataklysm-koncert... Så det blev tid til den sidste voldsomme nakke-knuser, den evigt onde "In Shadows & Dust"!!! Og med den sluttede en superfed koncert, som sagtens kunne matche deres koncert året før, ihvertfald med den energi, der var i salen... Lydmæssigt kom de ikke op på samme stadie, men lyden var sgu af høj klasse alligevel!

Ryge- og øl-tid igen inden sidste navn på plakaten gik på: Behemoth fra Polen. Og der var her i pausen, at jeg rendte ind i forsangeren fra Kataklysm, han hedder forøvrigt Maurizio Iacono, der lige skulle ud og lure lidt af Behemoths koncert. Han viste sig at være en megaflink og cool fyr, fuldstændig blottet for alt, hvad der hedder "stjerne-nykker" og den slags primadonna-taberlort; som desværre en del metalmusikere får, ligeså snart deres musik får succes!!! Men han fortalte, at det var meget vigtigt for ham og resten af Kataklysm, at de havde en god "connection" med deres fans. Respekt til den mand for hårdt!!! Vi fik os en god snak over et par øl om deres koncert denne aften og året før i Ålborg, tatoveringer, metalscenen i Canada og Danmark og meget andet. Han fortalte mig også, at han elskede sgu at spille i Danmark pga. vores gode øl, og fordi vores piger er nogle af verdens kønneste... Og her kan man vel næppe være uenig med ham, kan man vel? ;-)

Så gik de corpse paintede-polakker på scenen. Nu har jeg aldrig været den store fan af deres Black/Death. Sidst jeg så Behemoth var i foråret på Godset i Kolding. Der sparkede de sgu røv; men her virkede deres musik rodet og kedeligt! Det hænger højst sandsynligt sammen med, at Kataklysm lige lavet en total dræberkoncert!!! Så efter et par numre blev mine venner og jeg enige om at vende næsen hjemad mod postnummer 7000. Vi tog pænt afsked med Maurizio og resten af Kataklysm og ønskede dem en fortsat god turné. Og således forlod vi Studenterhuset med et smil på læben over endnu en rigtig fed koncertoplevelse. :-)

 

Gæsteanmeldelse: Danish Road Crew - Daniel

Læs mere...

Baby Woodrose, On Trial

12. Maj 2007
Som mangeårig fan af både Baby Woodrose og On Trial har jeg ventet længe på, at de skulle spille sammen her i Aalborg. Begge bands elsker at være her, og de er jo nærmest to alen ud af det samme stykke. Guf Lorentsen var trommeslager i On Trial da han dannede Baby Woodrose, og forlod siden bandet for at hellige sig frontmandrollen i et band, der hurtigt blev større og mere populært end On Trial. I hvert fald inden for Danmarks grænser. Nok om det. On Trials seneste album ”Forever” på Bad Afro er måske deres bedste til dato, så mine forventninger var skruet godt i vejret, og gutterne leverede varen fuldt ud. Der var ikke mange mennesker i forhold til de tidligere Baby Woodrose koncerter. Man tør næsten ikke tænke tanken til ende, at der var mange der var blevet hjemme for at se den russiske mafias nyeste hobby, Melodi Grand Prix i TV, men dem der var mødt op fik en forrygende aften i hippierockens navn. Vi fik en times solid Monster Magnet krydret med lidt Doors og MC5 i fremragende lyd og med sanger Bo Morthen Pedersen i fin form. On Trial ligger lige på vippen mellem hård kontant stenerrock og tilbagelænet psykedelia, og de mestrer det som få andre. Med 6 albums i bagagen er der masser af materiale at tage af, og der var ikke et svagt øjeblik. Det blev faktisk bare bedre og bedre som settet skred frem. Se dem hvis du får chancen! Det eneste der kunne have gjort det federe, var hvis det havde været på 1000Fryd.
5½ ud af 6

Jeg har set Baby Woodrose så mange gange efterhånden, at det er ved at være pinligt. Men de er altid go’e, og som Guf startede koncerten med at proklamere, så er Aalborg det sted de har spillet flest fede koncerter. De var også fede i aften, og siden sidst er settet blevet noget mere strømlinet. Bandet spillede et par nye numre, der begge var meget korte og kontante, og i det hele taget var de længere, mere psykedeliske numre, der findes på alle tre Baby Woodrose albums, udeladt. Så vidt jeg husker, var der en del af dem sidste gang, og det var forrygende. Bandet valgte måske at holde sig til en mere direkte stil som følge af den halvtomme sal. De leverede den til dato mest direkte tilgængelige og rockede optræden, jeg har set. Først til sidst begyndte Guf at glide længere og længere ud i guitarsoloerne, og det passede perfekt med at de, efterhånden mange Palm Dubbel øl jeg havde drukket, for alvor var begyndt at virke. Selvom jeg har set dem bedre, var det i det store hele rigtigt godt, og de fleste andre danske rockbands er tyndarmede wanna-bees i sammenligning. Til sidst blev scenen invaderet af et par On Trial medlemmer, og bandet kastede sig ud i åbningsnummeret ”Borderline” fra projektbandet Dragontears’ debutalbum ”2000 micrograms from Home”. Det har ellers været slået fast, at Dragontears var et studioprojekt med On Trial og Baby Woodrose medlemmer, og at de aldrig ville optræde live. Det var imidlertid lykkedes for Studenterhus-folkene at overtale bandet, nu de var samlet i en live situation. Næste nummer var Spids Nøgenhat sangen ”Giv Slip” fra bandets ”En Mærkelig Kop The” album, og det tredje og sidste var ”Hobbittens Drøm”, der oprindeligt var et Spids Nøgenhat nummer, men som blev droppet til deres album og i stedet inkluderet på Dragontears albummet. Forvirret? Pyt med det. Hvorom alting er, så var det go’ lir med en omgang superpsykedelisk rock med mest danske tekster at slutte aftenen af på. Folk var ved at være godt fulde og stenede, så det passede perfekt. Man kan heller ikke lade være med at a studse over, om den korte optræden vi så, måske bliver den eneste nogensinde. Så har man det at fortælle til de kommende generationer…det af det man kan huske i hvert fald.
5 ud af 6

Læs mere...

Suffocation, The Arcane Order, Dawn of Demise

Jeg garanterer for, at mange dødshoveder i det ganske land har set frem til den dag, Suffocation atter ville betræde vores lille land. Tiden er kommet, og så ovenikøbet 2 gange inden for få dage. Stort!

Som det har kunnet læses på vores side, var Heavybear tilstede på the Rock, da Suffocation spillede der, og naturligvis var han også tilstede i Aalborg, og hvis man har opholdt sig i umiddelbar nærhed af den kære bamse, har man ikke været i tvivl om, at hans store (STOOOOOORE) idoler ville spille koncerter i hans nærhed.

Opvarmningstjansen var tilfaldet Bjørn og hans samling af lystige spillemænd. Det er efterhånden 4. gang jeg ser dem live, og de har endnu ikke skuffet. De har vist længe haft en skive indspillet, men der var ikke udsigt til at kunne købe den endnu, så vi måtte nøjes med at høre dem live.

Dawn of Demise har for nylig spillet nogle shows med As We Fight, og det skinner igennem at de er blevet bedre musikere. Bedre på en scene og fremfor alt, så holder deres materiale stadig i mine ører. De spillede alle hitsne, ”Degrading the Worthless”, Regain Our Masochist”, …And Blood Will Flow”, “Impurity” og min helt nye favorit “Beyond Murder”. Den er blevet rykket frem i geleddet, efter den er blevet sat mærkbart op i hastighed. Generelt synes jeg også, at DOD spiller hurtigere, men det klæder deres musik, og de kan sagtens magte det. Ikke så meget pis der... Og når nu vi berører emnet, pis, er Scott altså en pissefed frontmand. Han kommer langt ud over scenekanten og har publikum lige hvor han vil have dem. Uforfalsket og direkte er hvad han er! Lyden som DOD havde denne aften var til formålet suveræn. Alle gik rent igennem og niveauerne, musikerne imellem, var helt perfekt i mine ører. Jeg manglede i hvert fald ikke noget. Efter koncerten viste det sig, at DOD langt fra var på toppen: Kim var/havde været syg i dagene op til og Martin havde døjet med en dårlig arm, og hvis det så er standarden, at man spiller op til sit bedste når man er halvskidt, så bliv ved med at trække med småskader, drenge! DOD leverede det bedste show jeg har set dem spille, og det belønnes sgu med en håndfuld. 5/6 (Og se så at få den cd på gaden, ikke?! Det er sgu ved at være kriminelt!).

The Arcane Order er et band som jeg personligt rigtig godt kan lide, men som jeg måske finder en anelse malplaceret i denne sammenhæng. Stilen, de spiller, er jo ikke helt i tråd med de 2 andre bands denne aften, men alligevel blev det fedt at se Flemming og drengene trykke den af foran et tændt og næsten fyldt studenterhus.
På cd er TAO’s musik jo nærmest afhængig af samples, og de skal jo også med live. Problemet denne aften var bare at man næsten ikke kunne høre dem. Virkelig synd, for man kan ikke betvivle TAO’s musikalske kundskaber. De spiller jo superfedt (Også ham den langhårede guitarist, som jeg ikke aner hvem er). De 2 mest fremtrædende er Morten bag tønderne og Flemming på guitar. Og generelt synes jeg ikke der var noget galt i TAO’s levering af numre som: ”In a Hail of Deadly Bullets”, ”Bloodlust”, ”Breathe the Poison” og ”Infinite Ghost Anathema”. Lyden svigtede dem bare fælt denne aften, og deres sæt kom ikke særlig godt fra land. Kasper på vokal gjorde ellers sit til det, og når nu vi er ved Kasper, føler jeg sgu med manden. De der idioter der kommer med tilråb til ham og alt det der… Der er vel for fanden ikke nogen der tvinger jer til at høre på musikken. I kan da altid bare gå… Fæhoveder!!!
Nå… TAO gik godt til makronerne på trods af lyden og nogle åndssvage trommepedaler der strejkede midt i et nummer. Bandet virkede måske heller ikke helt tight sammenspillet, men det kan vel forklares ved, at de alle sammen spiller i andre bands og vel egentlig ”kun” har sideprojekt stauts for alle undtagen Flemming. Lidt synd for TAO for deres hegn er fee, deres lyd (På skiven) er fee, og bandet har jo et kæmpe potentiale. Det kom bare aldrig ordentligt ud denne aften, og derfor kan karakteren ikke blive højere end 3½/6.

Da The Arcane Order gik af scenen stimlede folk sammen oppe ved scenekanten, for der var sgu royalt besøg, denne aften. Kongerne af US deathmetal var i byen, og de havde ikke tænkt sig at tage fanger.

Suffocation er velsagtens kendt af alle. Personligt har jeg sgu aldrig haft den helt store fidus til dem, til trods for heftige forsøg fra Bjørnens side, på at hjernevaske mig.
De gik på til heftige klapsalver og lagde ud med ”Infecting the Crypts”, som verden hørte allerførste gang på deres ”Human Waste” ep, men som er blevet genindspillet i en langt bedre version. Herefter kom alle slagerne, og min personlige jubel ville ingen ende tage da Frank Mullen erklærede, at de ville spille ”Prelude to Repulsion”. Jeg stod sammen med DOD gutterne, og selv de gloede åndssvagt på mig og min nyfundne glæde. Det ER bare nummeret for mig!
Jeg havde kigget på setlisten fra The Rock og havde set, at de ikke spillede den der… Men julen kom altså tidligt i år. Udover de nævnte numre spillede de blandt andet også: ”Tomes of Acrimony”, ”Entrails of You”, ”Bind Torture Kill”, ”Surgery of Impalement” plus en masse andre. 13 numre fik vi i alt og det var alt for lidt! Lyden de havde, indbød til minimum 20 numre… Den var perfekt og gav Frank Mullen og de andre hoveder på scenen optimale arbejdsforhold, og Frank Mullen er jo en dynamo på scenen. Hvis Scott fra DOD havde scenetække, så ejede Frank M. scenen! Terrance Hobbs må vel et eller andet sted være en af de bedste death metal guitarister på scenen, og Mike Smith som, jeg har fået at vide, opfandt blast beatet var sgu også fed!
De andre i bandet styrede også, men de 3 jeg hiver frem er jo de originale medlemmer, og at de stadig kører showet efter næsten 20 år som professionelle musikere, skal vi jo bare være glade for!

Det tekniske niveau, overordnet set, er intet i forhold til F. eks. Origin eller Necrophagist, men der er så meget mere energi og catchyness i deres musik, at jeg denne aften fladt pladask for disse 5 New Yorkere. Det blev aldrig kedeligt.
Ikke derved sagt, at musikken ikke er teknisk minded, det er bare på et andet plan end de der navlepiller bands. Dog var guitararbejdet ikke helt ueffent!

Jeg har altid set Suffocation som et halvkedeligt band på cd. Har prøvet i flere tilfælde at blive venner med dem, men det er aldrig lykkedes mig. Nu, nogle dage efter koncerten og min oplevelse med dem, er jeg erklæret fuldtidsfan. Der er intet at gøre: Jeg er bukket under for Bjørns utallige forsøg på hjernevask. I fik mig, Motherfuckers. Og for det, får I fuldt hus! 6/6


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution.

Læs mere...

Rotting Christ, Malevolent Creation, Rotten Sound, Sardonic

En gang influenza var lige ved at koste mig turen til denne koncert. Jeg havde kun lige formået at komme på højkant til at møde på arbejde onsdag, så det var ikke koncerten, der stod højst på ønskesedlen fra morgenstunden. Heldigvis gik det bedre op ad dagen, og udsigten til at opleve 4 bands live blev mere og mere tillokkende. Samtidig var jeg også temmelig nysgerrig: på nær et positivt møde med det seneste udspil fra Rotting Christ, var alle navne ukendte for mig. Og da jeg heller ikke havde været på Studenterhuset før, var sagen klar; ind i bilen med mine musikkammerater og afsted mod Ålborg.

Studenterhuset gjorde straks et positivt indtryk: super beliggenhed midt i byen, udmærkede lokaler og meget attraktive priser i baren.

Sardonic (3/6)
Da klokken blev 20, var der ikke mange til stede i salen, og en bevidst forsinkelse på 10 minutter kunne ikke rette meget op på det.
”Fire walk with me” lød det fra PA anlægget, og med denne intro gik tyske Sardonic på scenen. Vi fik 25 minutters dødsmetal af den gamle skole med numre, som generelt holdt et pænt middelniveau. Et par ægte lyspunkter var der dog; ”Stalking the Dead” var fedt og havde et godt drive, ligesom der i et senere nummer (hvis titel jeg ikke lige fik fat i) pludselig blev slået over i Iron Maiden-agtigt double lead.
Ellers var jeg ikke imponeret over guitaristernes soli; de var lidt tynde. Samspillet mellem musikerne haltede også ind imellem, ved temposkift blev det hele utight og mistede drive.
Bandet er med på touren for at lære, og set i det lys var indsatsen bestemt godkendt. Og da det kun var deres anden optræden på turen, er der mulighed for, at de får spillet sig op henad vejen.

Rotten Sound (2/6)
Så var turen kommet til det finske band Rotten Sound. Hvor alle fyrene i Sardonic var langhårede, gik man her over i den anden grøft: forsangeren og guitaristen var pilskaldede; bassisten og trommeslageren korthårede.
Blev der sparet på hårpragten, var det lige modsat med energi, fart og punket attitude. Rotten Sound spillede en uhyre præcis omgang Grindcore. Og det var virkelig vildt at se bassisten og guitaristen lade hånden fare op og ned ad gribebrædtet! Og jeg var ligeledes imponeret over, hvor godt det hele hang sammen, på trods af det høje tempo.
Til gengæld var jeg ikke imponeret over musikken. Det hele flød sammen i én stor grå masse, hvor det var nærmest umuligt at skelne de enkelte sange fra hinanden. Efter 10 minutter keeeeedede jeg mig helt vildt, og blev glad, da der fra scenen blev meldt, at der var 4 numre tilbage.
To stjerner afspejler ikke Rotten Sounds musikalske kunnen, men den her genre er bare slet ikke mig!

Malevolent Creation (4½ /6)
Næste band på scenen var de amerikanske Death Metal-pionerer fra Malevolent Creation. Der var nu kommet noget mere publikum, og bedømt ud fra aktiviteterne foran scenen var det dette band, de var kommet for at høre.
Musikken gik igang, og efter nogle minutter tog jeg mig selv i at stå og glo med åben mund. Årsagen til denne mindre prangende aktivitet sad bag trommerne og bærer navnet Dave Culross. Hvad den mand leverede grænsede simpelthen til det naturstridige!! Ikke bare spillede han afsindigt hurtigt med både hænder og fødder; han formåede også at variere sit spil, så han på intet tidspunkt blev reduceret til en slagmaskine. Og så falder hvert slag med en præcision, så man kunne stille Jens Olsens Verdensur efter dem. Helt igennem imponerende, og for mig hele turen til Ålborg værd.
Ved hjælp af den ene trommetsunami efter den anden, drev denne trommewizard sine bandkolleger frem. Ikke at de havde brug for hjælp til at komme ud over stepperne, for også her var tempoet skruet vældigt i vejret. Og de tekniske fejl, jeg bemærkede hos Sardonic, var der slet ingen spor af her; bandets kunnen og erfaring dannede basis for en præstation af en helt anden klasse. Vi fik en gedigen gang klassisk dødsmetal, og alt blev leveret supertight og knaldhårdt – sådan!
Forsangeren og bassisten holdt hele sættet igennem en god kontakt til folk i salen. Disse takkede med aftenens største bifald, som indikerede, at Malevolent Creation for mange var aftenens højdepunkt.

Rotting Christ (4½ /6)
Inden vi fik aftenens sidste band på scenen, blev fornemmelsen af, at hvem der var det reelle hovednavn bekræftet; en synlig del af publikum havde forladt Studenterhuset, inden Rotting Christ gik igang.
De som blev, fik en omgang af bandets specielle blanding af melodiøs Thrash/Black Metal. Dette mix fungerede i det store og hele rigtig godt. Blandingen af de fræsende guitarer og melodiøse soli tilsat båndet kor gav en flot og meget stemningsfuld cocktail.
Desværre kneb det lidt, når korelementerne ikke var til stede. Det var ikke helt så medrivende og interessant. Medvirkende hertil var også lydbilledet, som var lidt mørkt pga. for lav vokal og for kraftig bas. På scenen er der ingen tvivl om, at Sakis er bandets hovedfigur. Han tiltrækker sig opmærksomhed; ikke kun pga. vokalen, men også pga. hans udstråling.
Når det gælder præcision og publikumstække, leverede Rotting Christ ikke en performance, der var på niveau med Malevolent Creations ditto. Men musikalsk stod de for den blanding, som bedst falder i min smag – derfor giver jeg samme karakter til de to bands.

Koncerten var som helhed vellykket, med Malevolent Creation og Rotting Christ som de forventede højdepunkter. Det havde dog været bedre, hvis der havde været byttet om på rækkefølgen af de to navne – så havde man holdt længere på publikum. Det havde absolut ikke gjort noget, hvis der havde været flere mennesker i salen, men det må man vel regne med på en hverdagsaften.

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2006

Så blev det endnu engang tid til årets metal begivenhed i Jylland, Aalborg Metal Festival, som er på sit 4. år, og større end nogle sinde. Igen i år varede herlighederne over 2 dage, med masser af fee hegn, metal marked, bajere og whisky!!
Med årets festival fulgte endnu en udvidelse; Jägergrotten, som var et lille loftsrum på studenterhuset, hvor der var sat en scene op på gulvet blandt publikum. I grotten var der også mulighed for at mødes og snakke med Entombed, Destruction, Kataklysm og Volbeat, samt at få en lytter til de nye cd’er fra Mercenary, As We Fight og Barcode. Og så var der selvfølgelig koncerterne, som hvis jeg skulle sige det, ikke var helt perfekt planlagt; de fleste koncerter i grotten fandt nemlig sted samtidig med andre koncerter på hovedscenen.

Fredag stod hovedsageligt i metalcore/hardcore’s tegn, hvor de 6 bands bestod af årets line-up på Hell On Earth turen.
Årets åbning band var A Perfect Murder, som jeg faktisk havde håbet på at se, men nåede desværre ikke ind i tide. ØV ØV for mig, det skulle efter sigende havde været en fed koncert.

Cataract - Main Stage, 17.15 – 18.00
Karakter: 4 / 6
Så blev det endelig tid til Schweiziske Cataract, som virkeligt satte festen i gang for mig; gruppen var tændt, og selvom de var ved slutningen af deres tur, og gav den alt i sig i deres 45 minutter. Publikum var ligeledes ved at vågne op, og små moshpits tog form.

As We Fight - Main Stage, 18.30 – 19.15
Karakter: 5 / 6
Kort tid efter deres listening party i grotten på deres nye album ” Midnight Tornado”, indtog danske As We Fight scenen. Selvom jeg har set dette band mange gange, er det altid en fed oplevelse at opleve dem, da de jo, i hvert fald efter min mening, er et af Danmarks absolut fedeste livebands. Og ud fra de mange gæster der nu havde begivet sig ind foran scenen, kunne man nemt se, at jeg ikke var den eneste der ville overvære disse drenges koncert.
Både bandet og publikumet var tændt, og der blev formet stor moshpit og hvad ellers hører til, i bedste hardcore stil. Det kunne Laurits, gruppens ene forsanger ikke stå få, og måtte flere gange stagedive med sin mic i hånden, for at gå amok med publikum.
Bandet brugte også muligheden for at præsentere deres nye trommeslager, som virkede til at have godt styr på tønderne. Endnu engang, fedt show!!

Heaven Shall Burn - Main Stage, 19.45 – 20.45
Karakter: 4½ / 6
Disse kære tyskere står mit hjerte nær, og den ene gang jeg tidligere har oplevet bandet live, var der dæleme knald på, så jeg forventede endnu en røvsparkende koncert fra deres side. Og det fik jeg! Til trods for at dette var den næstsidste koncert på Hell On Earth Tour’en virkede de i hvert fald ikke til at have problemer med motivationen, for de gik ganske godt til makronerne. Nøjagtigt som på plade, står live-udgaven af Heaven Shall Burn for en rigtig mørk, brutal og tung omgang metalcore, og denne aften slap gutterne for tekniske problemer, så intet stod imellem publikum og musikken. De mest entusiastiske tilhørere på forreste række fik endda fornøjelsen af at brøle lidt i mikrofonen ved flere lejligheder, og der var i det hele taget fin kontakt mellem band og publikum. Naturligvis spillede bandet både nye og ældre numre, men koncertens højdepunkt var uden tvivl, da de spillede ”The Weapon They Fear” fra superalbummet ”Antigone”.

Purified In Blood - Jägergrotten, 20.15 – 20.45
Karakter: 4 / 6
Midt i Heaven Shall Burn begyndte norske Purified In Blood. Heldigvis var bandet lidt forsinket, så det var muligt at se det meste af Heaven Shall Burn, før turen gik til det lille loftsrum. Gruppen på 6 mand stod en smule klemt på den lille scene, men det hindrede dog ikke bandet i at give den alt de havde i sig. De 2 forsangere bevægede sig blot ned blandt publikum, og publikum elskede det. Hvis man ikke fik chancen for at se disse gutter, eller ikke fik nok, spiller de i Aalborg igen til februar på 1000fryd.

Volbeat - Main Stage, 21.15 – 22.-15
Karakter: 5 / 6
Jeg så Volbeat da de besøgte Studenterhuset tidligere på året, og det var en oplevelse af de store. Deres CDer har ikke imponeret mig synderligt, men hold kæft de sparker røv live. I aften var ingen undtagelse. Forsanger Michael Poulsen er noget af det mest energiske og karismatiske man kan forestille sig. Man kan se han elsker at være på scenen, og med hans forrygende Elvis inspirerede vokal og evne til at komme langt ud over scenen, kan det næsten ikke gå galt. Publikum var også helt med på noderne, og der blev, råbt og danset det bedste folk havde lært. Men, men, men Volbeat er lige på grænsen til at det bliver for tegneserieagtigt med Poulsens Elvis og Johnny Cash inspiration. Midt i det hele var det ved at gå op i hat og briller med skiften mellem elektrisk og akustisk guitar, og Cash-agtige breaks blandet med trashmetal. Det holdt lige, men ret meget mere af det, og Volbeat kører sig selv ud på et sidespor hvor de slet ikke hører hjemme. De spiller fed, tidlig Slayer inspireret trash med helt deres egen lyd og stil, og det ville være en skam at ødelægge det glimrende koncept. Som Niles Karl Sanders siger om hard metal i Terrorizer: ”If you played a blastbeat with a heavy guitar riff and sang Elvis Presley words, it would not have the same effect. It would be comedy”. Jeg kan kun give ham ret. Men så langt her holder Volbeat 100%.

Maroon - Jägergrotten, 21.45 – 22.15
Karakter: 4 / 6
Tyske Maroon gik på scenen midt i Volbeat. Maroon er ikke bare nogle udmærkede musikere, men det viste sig også, at der er gemt en lille komiker i forsangeren Andre Moraweck. Efter åbningsnummeret sagde sangeren straks tak og at de blot havde 2 sange igen. Det undrede mig lidt at de skulle være ved at være færdige, for efter at havde anmeldt deres album ”When Worlds Colide”, mindes jeg ikke at deres sange var så lange. Men gruppen blev dog ved med at fyre den af på scenen, og havde flere komiske indslag. Moraweck lavede bl.a. gentagende gange grynte lyde i sin mic. Men alt i alt en yderst underholdende koncert, som fik et smil frem på læben.

God Forbid - Main Stage, 22.45 – 23.45
Karakter: 4 / 6
Så gik turen til et af de bands jeg havde set mest frem til, amerikanske God Forbid, som med deres mange år på scenen er en af forfædrene, som har været med til at forme metalcore genren til hvad den er i dag. Og på trods af størrelsen af dette band, er disse gutter nogle af de mest nede på jorden musikere, jeg har set. En af de første jeg så, da jeg ankom til festivalen, var forsangeren Byron Davis. Han gik stille og roligt rundt blandt publikum for at opleve musikken og snakke med gæsterne. Jeg fik da også selv æren af at hilse på ham, og lavede senere et interview, som kan findes her på siden.
Men nok om det, videre til koncerten. Desværre startede koncerten ikke helt på toppen, da der var lidt knas med lyden, men det blev der heldigvis senere rettet op på. Og da gruppen begyndt at spille nogle hits fra deres hit cd ”Gone Forever”, som bl.a. Force-Fed, Better Days og Antihero, satte det virkeligt gang i publikum. En fuser var når Dallas sang ren sang i baggrunden; det lød lidt mawert, men ellers en ganske god koncert.
Davis sluttede af med at invitere alle gæsterne, der havde lyst til at komme og få en snak med ham, til at komme op til ham, og så ville han da samtidig give en Jägermeister.

Entombed - Main Stage, 00.15 – 01.30
Karakter: 6 / 6
Jeg havde været på arbejde det meste af fredagen og var hovedsagligt kørt den lange vej fra det centrale, mørke midtvendsyssel for at se Entombed. De er for fede! De måtte undvære den ene guitarist pga sygdom, men det gjorde ikke det store. Fire mand stor sparkede de til marmeladen, så det vislede og buldrede i hele den møggrimme studenterbygning. De lagde ud med ”Morningstar” og væltede lige over i ”Out of Hand” uden break – så var stilen lagt! Hårdt, kontant og lige i fjæset. Ikke noget med at opfordre folk til at hoppe og moshe. Entombed buldrede derudaf, og så måtte folk ku’ li’ det eller la’ være. De fleste kunne tydeligvis godt lide det. Selvom metaltrætheden efter en hel dag med hård metal havde sat sine spor hos mange, var der godt gang i det. De spillede deres sæt uden de store udsving. Det blev også til en hel del ekstranumre og det var fucking fedt. Først deres udgave af Roky Ericsons klassiker ”Night of the Vampire” og så ”Rotten Soil”, der for mig måske er deres bedste nummer overhovedet! Fantastisk afslutning, og så var det bare hjem i seng så man kunne være frisk til Horned Almighty dagen efter klokken 14:00!!!


Så blev det lørdag, som stod på hårdere metal, med alt fra black metal, old school død til progressivt metal.

Horned Almighty - Main Stage, 14.00 – 14.45
Karakter: 5 / 6
Så fik jeg endeligt set blackmetal gutterne fra Århus. Deres seneste udspil ”The Devil’s Music” er et mindre mesterværk, så jeg glædede mig, også selvom tidspunktet ikke kunne være ret meget mere lamt – ukristeligt kunne man næsten sige - og lyden var heller ikke for skarp. Men de gjorde det så godt som man kunne forlange; blæste det ene fede nummer af efter det andet og ga’ den alt hvad den kunne trække. Masser af Destruction og Celtic Frost guitar riffs, Tom G. vokal og en imponerende trommeslager, der sørgede for at holde det simpelt men effektivt. Den mindre skare af metalhoveder, der trods alt var mødt op, hyggede sig vældigt. Jeg startede dagen med et par belgiske Corsendonk juleøl på 8%. Mums! Sort øl og sort musik af bedste skuffe. Jeg glæder mig MEGET til at se HA igen…snart, forhåbentligt!

Sonic Syndicate - Main Stage, 15.15 – 16.00
Svensk teenage metalcore. Flere af dem så ud som om de var for unge til at købe alkohol. Specielt den lille girlie på bass så ud til at være omkring de 14. Musikken var der ikke meget ved. Run-of-the-mill moderne nu-trashcore med et par umanérlig friskfyragtige forsangere. Jeg holdt til midt i andet nummer, så begyndte pigebarnet også at synge i bedste ”Før Søndagen” pigekor stil. Forfærdeligt! De bliver sikkert store. Det er ren MTV materiale. Jeg hørte ikke nok til at give karakter.

Slow Death Factory - Main Stage, 16.30 – 17.15
Karakter: 5 / 6
Så var der mere tyngde i Danske SDF. De leverede en solid omgang langsom, buldertung Deathmetal, der rent musikalsk til tider kunne minde om Entombed i deres ”Wolverine” periode. Superfedt spillet og med en dejligt tilbagelænet attitude. Gutterne så ud til at acceptere at folk stadig ikke var helt i gear. Det kom bandet heldigvis lige så langsomt. En flok tilskuere havde i starten travlt med at svine guitaristen Lasse til. Jeg ved ikke hvorfor – der er noget der er gået hen over hovedet på mig. De lukkede imidlertid røven efter et par numre. Måske fandt de ud af, at det er helt til grin at stå og råbe som åndssvage efter et band der spiller SÅ fedt! De blev bedre og bedre, og de tidligere Illdisposed musikere viste klassen. Sanger Martin Rosendahl var en fornøjelse med hans afslappede, men alligevel intense stil. Jeg håber, at vi snart får en CD fra gutterne. Det kunne godt blive store sager.

Saturnus - Main Stage, 17.45 – 18.45
Jeg har aldrig hørt Saturnus, men læst en del godt om dem. Men det var meget langsomt, prætentiøst, teknisk og meget kedeligt. Jeg skal nok lige tjekke dem ud på plade, for der kunne de godt være fede nok, men live var det simpelthen for stillestående. Jeg hørte ikke ret meget. Igen udenfor karakterkategori pga manglende medhør.

The Burning - Jägergrotten, 18.30 – 19.00
Karakter: 4½ / 6
Århusbandet The Burning, et af de mindre bands jeg havde set mest frem til, havde en mission: at lave en mindst ligeså fed oplevelse for publikum som hovednavnene. De fire bandmedlemmer virkede besluttet på at bruge deres halve time fuldt ud, og det gjorde de. Gruppens frontbrøler Johnny gjorde alt i hans magt for at få gæsterne med, bl.a. ved at dele publikummet midtpå, hvor han brugte midtergulvet som scene/moshpit.

Raunchy - Main Stage, 19.15 – 20.15
Danmarks store nye håb spillede op til dans i moderne alternative stilarter. Nu-metal med pophår og Robbie Williams vokal i omkvædet. Jeg fatter det ikke – det er ikke metal. Det er guitarpop med metal tendenser. Klart at de vinder musikpriser i Europas musikalske uland nummer 1. Uudholdeligt træls, så jeg røg i caféen efter mere øl, så jeg kunne være klar til Enslaved.

Enslaved - Main Stage, 20.45 – 21.45
Karakter: 6 / 6
Mere Corsendonk, nænsomt skænket i et éngangsplastikrus, og så var jeg klar til en omgang norsk Blackmetal…eller hvad det nu ville blive. Med de sidste par albums ”Isa” og ”Ruun” har Enslaved stort set mistet retten til at kalde sig et Blackmetal band. På plade lyder de meget pensioneringsklar, men de skulle efter sigende stadig være glimrende live, og med deres tidligere udgivelser in mente, var mine forventninger skruet godt i vejret. Jeg blev ikke skuffet: Enslaved var fantastiske! Flot, stor lyd med fræsende guitarer, hammerhårde trommer og næsten majestætiske orgelstykker, der blæste ud over publikum. Grutle og Co kan deres kram. Selv de nye numre fungerede, og live fik de helt karakter af Emperor. De gamle er bare for fede, og specielt når de bliver leveret med sådan en pomp, pragt og energi. Det var en forrygende time i norsk metals tegn – en af festivalens bedste - og man kan kun undre sig over hvordan det kan gå så galt i studiet. Uanset hvordan deres næste album lyder, så tjekker jeg dem live igen første gang jeg har muligheden. Wow!

Compos Mentis - Jägergrotten, 21.45 – 22.15
Karakter: 4½ / 6
Endnu et band fra den danske undergrund, som jeg havde set meget frem til, var Århusbandet Compos Mentis, som spiller progressivt/melodisk dødsmetal. Scenen var endnu engang fyldt til randen, da de 5 mand stærk indtog den lille scenen med keyboard og hele svineriet. Folk syntes at nyde de hårder toner. Desværre nåede undertegnede ikke se andet end halvdelen af showet, da Destruction var på vej på hovedscenen nedenunder.
Men det kvartes tid jeg fik æren af at være i selskab med Compos Mentis, var ikke andet end en genial oplevelse.

Destruction - Main Stage, 22.15 – 23.30
Karakter: 5 / 6
De tyske thrashkonger fra mid-80erne spillede for et par år siden på AMF, og det var stort. Deres debutalbum ”Infernal Overkill” købte jeg i 1985 da det udkom, og det er måske et af de trashmetal albums jeg har hørt flest gange, så oplevelsen var som en åbenbaring for mig. Specielt fordi jeg aldrig fik set dem dengang. Anyway. Det var spændende om de kunne gentage kunststykket i aften. Listen af hits de kan vælge fra er ved at være lang, og med en ny skive der svinger ret så solidt, var der grund til overdreven optimisme. Jeg var ved at være godt stiv, og jeg var ikke den eneste. Publikum var ved at være godt lakket til, og der blev væltet rundt, så det var en fornøjelse. Bassist og forsanger Schmier styrer Destruction showet fuldstændigt, med flere mikrofoner der var sat op, så han kunne gå frem og tilbage på scenen og nå ud til alle i publikum. Det lykkedes også meget godt. Den metaltræthed, der så småt var ved at sætte ind, fik Destruction ligeså langsomt rystet af, og der var fuld fart på i over en time. De var ikke helt så fantastiske som sidste gang jeg så dem, men det kan have noget at gøre med hvor stort det var for mig at se dem første gang, for de var dælme forrygende i aften. Da de spillede på Hole in the Sky festivalen i England var Enslaved’s forsanger Grutle på scene og synge med på ”Bestial Invasion”. Det gjorde han desværre ikke i aften. Det kunne ellers have gjort det helt perfekt. Men det var godt alligevel. Imponerende at de kan holde energien i vejret efter så mange år i branchen. Det må man sgu tage cappen af for. Hil!

Kataklysm - Main Stage, 00.00 – 01.15
Karakter: 6 / 6
Festivalen skulle lukkes og slukkes af canadiske Kataklysm. Jeg har ikke hørt deres seneste album ”In the Arms of Devestation”, men det har fået nogle af de bedste anmeldelser jeg har set. Det var lidt spændende om deres old-school death egnede sig som showafslutning. Men de er en flok garvede gutter, og de ved hvordan den skal skæres. Forsanger Maurizio Iacono er foruden en forrygende growler også fantastisk til at få fat i publikum, og hele bandet nåede rigeligt ud over scenen. Sammen med Destruction og Entombed viste de, at man med kun én guitarist sagtens kan sparke kolossalt meget røv, når bare man har evnerne til det. Der var det ene fede nummer efter det andet. Lyden var høj og hård og brutal – sådan som den skal – og publikum vred de sidste kræfter ud af ben og nakkemuskler. Der var gang i den både på og foran scenen, og det var en fornøjelse at drikke week-end’ens sidste belgiske julebryg til. Kataklysm lukkede med et brag! Tak for det.

Det var, alt i alt, endnu en vel planlagt festival af folkene bag festlighederne, Nordic Rock Booking og de cirka 70 frivillige, der var i aktion for Studenterhuset. Tak for det. Der var omkring 400 gæster inde hver dag og de drak i alt 2.260,18 liter øl på de to dage! Kom så ikke og sig at vi ikke har styr på marginalerne! Vi ser frem til næste år.

En lille skuffelse må dog siges at være, hvis vel og mærket rygterne taler sandt, at de takkede nej til at lade Raisted Fist spille; med denne tilføjelse om fredagen, havde dagen været perfekt!

 

Artiklen er skrevet af: Carsten / El Rey / Simon N

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed