fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Dirkschneider - Skråen

Efter mange år med bandet U.D.O. valgte hovedpersonen Udo Dirkschneider sidste år at tage på tour under mottoet ”Back To The Roots” med et program bestående af materiale fra Accept-dagene. Touren foregik under navnet Dirkschneider, og resulterede i et livealbum tidligere på året. Nu har bandet startet endnu en tour med de samme præmisser, så da Skråen i Aalborg kom på programmet, blev datoen skrevet i kalenderen.

 

Raven

Med på touren har Dirkschneider et klassisk navn fra de tidligste dage med Heavy Metal: Engelske Raven. Bandet blev dannet i 1974 af de to brødre John og Mark Gallagher (på hhv. bas og vokal, og guitar). Personligt har jeg aldrig dyrket bandet, men husker dem for nogle udmærkede albums fra 1980’erne.

Bandets performance var, ikke overraskende, præget af de to frontfigurer: John leverede en vokal, som klarede de øverste oktaver overraskende godt, og da han benyttede en trådløs mikrofon, kunne han bevæge sig frit. På det punkt blev han overgået af Mark, som var i konstant bevægelse – både når han sang kor, og når han fyrede sine mange soli af. Begge formåede at komme ud over scenekanten, og de tog sig ikke af det sparsomme fremmøde i salen – de fyrede den af med masser af selvironi og overskud. Man fornemmede, at de selv havde det sjovt, og den gennemsympatiske tilgang gav en super kontakt til salen.

Jeg kendte ikke meget til musikken, men kunne da nikke genkendende til titelnummeret fra albummet ”All For One”. I øvrigt var det tydeligt, at Raven har udviklet sig rent stilmæssigt; hvor de gamle tracks var en blanding af Speed- og Thrash Metal, var materialet fra det seneste album ”Extermination” tungere og en tand hårdere.

Koncerten var Ravens første på dansk jord, men de lovede at vende tilbage næste år. Det håber jeg, de gør, for præstationen denne kolde og søvnige mandag var rigtigt go’! Til den tid håber jeg på et større publikum, for det fortjener de – da Raven gik af scenen efter 50 minutter, havde de præsteret dagens store positive overraskelse.

Karakter: 4½ / 6

 

Dirkschneider

Da klokken blev 21.15 drønede det gamle Arthur Brown nummer ”Fire” ud i salen og forkyndte, at hovednavnet var på vej. Efterhånden var der kommet en del flere folk i salen, men der var stadig god plads – rigtig god plads, endda.

En for en kom musikerne på scenen, sidst selvfølgelig hovedpersonen selv. Mod forventning blev der ikke lagt ud med Accept klassikere, først som fjerde nummer kom ”Midnight Mover”. Det skulle vise sig at være et gennemgående tegn, for setlisten var hovedsageligt besat med U.D.O. -numre denne aften. Det lagde en dæmper på oplevelsen, for selv om ”London Leatherboys” og ”Breaker” var udmærkede indslag, var der i mine ører alt for mange numre, som var direkte uinteressante.

Vokalmæssigt var Udo meget overbevisende; hans stemme har ikke mistet noget af sin skarphed i løbet af de sidste 30 år. At han var ret stillestående betød mindre. Bevægelse var der ellers nok af, for bassisten og de to guitarister flyttede sig meget rundt. Det hele var meget tysk i sin opsætning med indstuderede sving med instrumenterne og ditto headbanging. Alle guitarsoli skulle afleveres fra helt fremme ved scenekanten, og guitaristerne konkurrerede om, hvem der kunne være mest selvfed. Resultatet havde alt for meget facade, og alt for lidt indhold. For selv om der blev spillet udmærket, skinnede det tydeligt igennem, at koncerten blev kørt på rutinen og bare skulle overstås. Her var kontrasten til Raven overvældende.

Efter fem kvarter havde jeg hørt nok, og prioriterede arbejdsdagen tirsdag højere end håbet om at kunne får et par Accept-klassikere at gå hjem på. Samlet set var hovednavnet en skuffelse, så det er opvarmningens indsats, der trækker den samlede karakter opad.

Karakter: 3 / 6

Læs mere...

Dawn of Demise og Artillery spiller til VinterMetal 2016

  • Udgivet i Nyheder

Aalborg arrangementet VinterMetal vender stærkt tilbage til januar 2016.

Arrangørene på Skråen i Nordkraft, har tidligere offentliggjort Artillery og lokale 9000 John Doe. Og nu tilføjes de sidste 2 bands på programmet, nemlig de tunge drenge i døds metal bandet Dawn of Demise og københavnske Evra, som er albumaktuel med deres debut ”Lightbearer”.

VinterMetal finder sted sted den 23. januar på Skråen i Aalborg.


Arrangørene skriver følgende:
”Så kan VinterMetals program for 2016 offentliggøres.

Først og fremmest er vi rigtig glade for at kunne præsentere noget nyt og spændende der kommer til Skråen, i form af et ungt, energisk upcoming band ved navn: EVRA

Efter kun 2 års eksistens har den ambitiøse kvintet EVRA fra København i år udgivet deres første album ”LIGHTBEARER” via pladeselskabet prime collective. Pladen er indspillet i Southampton, England i samarbejde med Lewis Johns i The Ranch Production House, og har været til mastering hos Brad Boatwright i Audio Siege i Portland, Oregon, USA.

EVRA går efter et stærkt og let genkendeligt udtryk, og i modsætningen til den ellers ofte traditionsbundne danske metal scene, ønsker bandets at bygge stilistisk bro mellem to genrer – stoner og hardcore – hvor den ene har haft et nyt forår i undergrunden den seneste tid, er den anden blevet mere og mere udbredt på verdensplan iblandt især det yngre publikum for tung musik. Med inspirationskilder som Black Sabbath, Pallbearer og Graveyard mødes energien fra grupper som Gallows, Every Time I Die og While She Sleeps, i en lyd der kaster tunge, groovy riffs ind i en verden fyldt med vildt tempo og hårdtslående, kaotisk energi. Kort sagt det bliver vildt…

 

Det sidste band og Vintermetals headliner bliver uden at genere nogen, i den noget tungere ende. Vi er begejstret (og en smule nervøse) for at invitere den rendyrkede ondskab til Aalborg, i form af Dawn Of Demise.

Dawn Of Demise er et silkeborggensisk death metal band, der har fundet inspiration i den amerikanske scene; dette værende både lyden, der kom fra Florida i +starthalvfemserne og den bølge af bands fra New York-området, der spillede den tungere version af genren.

Med 12 år på bagen, over 100 koncerter i DK samt fire pladeudgivelser på diverse amerikanske pladeselskaber, er bandet ved at være et af de mere rutinerede death metal bands fra Danmark.
Liveoptrædener er noget, som bandet er mest kendt for - f.eks. kan nævnes prisen for bedste liveband ved Danish Metal Awards, hvor bandet var nomineret sammen med bands som: Volbeat, Hatesphere og Mercenary.

Bandet har lige været i AntFARM(studio) med Tue Madsen bag roret og de udgiver deres fjerde album på amerikanske Unique Leader Records i foråret 2016.

Vi glæder os til at det bliver vinter, så der igen kan komme metal på Skråen.

Afslutningsvis er vi også glade for igen at lave sponsoraftale med Danmarks gladeste metalblog Blastbeast.dk og for første gang have en sposnor deal med Skandinaviens ældste og hårdeste metalmagasin på dansk Metalized.

Vi ses på Skråen til VinterMetal d. 23/1-16.
\m/”

 

Læs mere...

9000 John Doe - Interview med snaps drikkende hillbillies!

Du kender dem højest sandsynligt fra den Nordjyske snapsevædede metalscene. Revolution Music tog en snak med Aalborgs største Hill Billies, 9000 John Doe om deres plade 'Redneck Is The New Black', livet på landevejen, Aalborg, og selvfølgelig snaps.

 

I siger selv at 'Redneck Is The New Black' er mørkere og tungere end 'Roll With It Or Get Rolled Over'. Hvad er det for nogle temaer I tager hånd om på pladen?

Tommy: Ja for helvede det er mere mørkere end før. Vi ville lave et album, der var beskidt, og ikke lyder som alle de andre overproducerede metal- bands, der vinder frem for tiden.

Mikkel: Det handler om at have fuld knald på - som en tunet Puck Maxi med mælkekasse bagpå!

Tommy: Jep! For os os handler det om, at lave musik du kan køre bil til, drikke til, feste til, og gå fucking amok til!

Morten: Der er stadig masser af rock og rul, fest og bajere. Men vi kommer også omkring nogle mere dystre ting på den her plade, hvor det bliver rigtig tungt og ondt!

 

Hvorfor ville I gerne gå i netop den retning?

Morten: Vi gør sgu bare, hvad der passer os. Vi tænker ikke så meget over retninger, for så sætter vi bare os selv i bås og begrænser os selv... Den skal bare have fuld ild, og hvis vi synes, det er fedt, så synes folk det måske også. Og hvis ikke.. Roll with it or get rolled over!

 

Har det resulteret i en anden arbejdsprocess for jer?

Mikkel: Vi gør bare som vi lyster! Vi drikker stadig lige så meget snaps, prøver at ramme strengene og svinger dilleren mod stortrommen. Samme arbejdsproces som altid...

 

Hvordan var det at arbejde sammen med Jonny Hefty på sangen 'Country Zombie'? og hvordan gik det til?

Tommy: Da vi var i studiet for at indspille 'Roll With It Or Get Rolled', var videon til Johnny Hefty's 'Gamle Dreng' lige kommet ud. Vi snakkede om, at det kunne være fucking fedt at få Hefty med på et nummer, fordi han er han er fra Aalborg/Gug Town, og har spillet metal i gamle dage i Geronimo. Og så er han bare en heavy rocker i tennissokker og en bonderøv som os! Så hver gang vi mødte ham i byen, sagde vi til ham, at han skulle være med på vores næste album. Så sagde han "Ork satme!" og så drak vi snaps. Da vi var i studiet igen for at indspille 'Redneck Is The New Black', ringede vi til ham. Det tog ham nok 10 minutter at skrive teksten til hans vers i 'Country Zombie' og "BOOM!", vi har et pisse fedt nummer. Da vi skulle skyde musik video til 'Country Zombie' ringede vi til ham igen, og han havde tømmermænd haha!

Morten: Det var pisse skægt, og skal man fange Aalborg-ånden kommer man jo ikke rigtig uden om Jonny Hefty og banevis af snaps!

Tommy: Det kan godt være han havde tømmermænd, men som vi siger i Aalborg: "DET SKAL DRIKKES VÆK!". Og hold nu kæft det gjorde vi også. Jøden kom også forbi, og så tog det overhånd. Vi skulle spille med Aphyxion om aftenen. Jeg kan kun huske, at jeg hang ned fra loftet med hovedet ned af i et jernrør, og fik stød hver gang jeg råbte i mikrofonen. Super sjov dag.

Thomas: Tommy skvattede oppe på scenen, og det hele var ret kaotisk. Men i en efterfølgende anmeldelse kunne vi læse, at vi var velspillende og sørgede for at få folk i feststemning.... det er sgu John Doe!

 

 

Haha, heftige sager! Hvordan føltes det at blive signet på Mighty Music?

Tommy: For mig var det en drøm, der gik i opfyldelse. Da jeg var en 10-12 år og for første gang hørte AC/DC, D:A:D, Iron Maiden, Metallica og Pantera ville jeg være "Rockstar". Da jeg så spillede i band første gang, ville jeg bare signes så hurtigt som muligt, så alle i verden kunne gå ned og købe vores album. Da jeg så Panteras home-video, kunne jeg ikke vente med at komme på en tour. Ja, det var stort for mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse tilbage i tiden, til da jeg var 10 år, og sige til mig selv, at i 2014 sker det. Ti-årige mig ville nok bare kigge op på mig og råbe: "FAR!!!! Der står en voksen mand ved min seng!!!!"

Morten: Det har helt sikkert også gjort det nemmere for os at få pladen frem. De får os eksponeret de rigtige steder, så flere hører om os. Hvis vi selv skulle gøre det hele, så var Mikkel nok faldet i søvn!

Mikkel: Hahaha!

 

I har fået meget positiv omtale på jeres albumtour. Hvad var det fedeste gig at spille for jer?

Mikkel: Vi har da ikke fået positiv omtale, haha! Det var vel enten Viborg Metal Festival, udklædningsfestgig i Roskilde eller vores gig på Lygten.

Morten: Klart Viborg Metal Festival! Folk gik helt amok, og vi fik holdt en snapsefest med de andre bands.

Tommy: Ja Viborg, Lygten, KulisseLageret i Horsens og udklædningsfest i Roskilde AKA Friday 13th. The Absent havde black metal makeup på, vi havde Panda makeup på. Og Psy:code var udklædt som en flok gamle mænd, haha! Vallis Mortem lokkede os  til at drikke Rød Aalborg. Fuck, jeg elsker at være på tour!

Thomas: En anden fantastisk oplevelse var på Kulisselageret i Horsens. Vi fik besøg af Morten Møller Jørgensen fra Spectral Mortuary på scenen, som growlede med på 'Never Corner A Cobra'. Folk gik helt amok. Jeg tror det klip ligger på YouTube et sted.

Tommy: Nårh ja det var fucking fedt!!!! Steven fra Billy Boy In Poison var også med på 'Never Corner A Cobra' i Aalborg. Der var én, der hed Mikkel fra hver band den aften, som ville lave et nyt band, der skulle hedde noget med Mikkel... haha!

 

Snaps har alle dage spillet en stor rolle i 9000 John Does univers. Hvorfor er I så glade for snaps?

Tommy: Der er godt nok blevet sagt snaps mange gange i det her interview, haha! Vi laver musik i en by, hvor der er en bodega om hvert gadehjørne. Man bestiller altid en øl med krave og en sidevogn. Aalborg er snapsens by. Og vi er vilde med det. Og så er det bare blevet en ting, vi deler med vores Hill Billy Hardcore fans. YEAH! Skål!

 

Har I en god snapse-relateret historie I vil dele med Revolution Music's læsere?

Thomas: Jeg kan kun huske de første par snaps!

Morten: Jeg kan huske chili-snapsen, som vi drikker i musikvideoen til 'Redneck Is The New Black'. Den var brygget i Helvede og sparkede sgu røv! Var der ikke en, der besvimede af at drikke den?

Tommy: Haha! Jeg kan sku heller ikke huske noget. Men når vi bliver kaldet 'Snapse-Bandet fra Aalborg' og jeg bliver kaldet 'Den Ukronede Snapskonge af Aalborg' i metalmedierne, så må vi sku ha festet igennem! Jeg har kun et spørgsmål: Aalborg kommune! Hvor er min kongekrone?!

 

Hvad er næste skridt for 9000 John Doe?

Tommy: Vi er faktisk lige nu i gang med at skrive nye numre til en ny plade med 10-11 numre på. Vi tager den her plade to the next level, I kan godt begynde at glæde jer, for det bliver fucking fedt!!!

Thomas: Ja vi har mange jern i ilden. På kort sigt vil vi lave en video mere fra 'Redneck'. Og vi arbejder hårdt på både at lave nyt materiale og booke nye shows i ind- og udland. Det er for tidligt at sætte et konkret tidspunkt på udgivelsen og show på nuværende tidspunkt, men vi garanterer, at vi pukler for det! Vi kan dog afsløre lige nu, at vi spiller til Vintermetal på Skråen i Aalborg senere på året.

Tommy: It's rock, it's metal, it's brutal, it's 9000 John Doe....

 

Læs mere...

Nordic Winter Beat 2014: Kellermensch

"Man only likes to count his troubles; he doesn't calculate his happiness.” Sådan lyder en sætning i Fjodor M. Dostojevskijs - "Kellermensch", også kaldet "Notes From The Underground".

Citatet er med af flere årsager. Først og fremmest fordi det danske band Kellermensch har taget sit navn netop fra denne roman, og også finder sin inspiration i dette forfatterskab. Men også fordi der efter bandets koncert i går for alvor er grund til at tælle sine glæder!

Jeg så første gang Kellermensch kl. 03.00 om natten på Roskilde Festival 2010. En koncert i kølvandet på den hype bandet havde nydt op til. Det var en koncert der "blew me away." Det var derfor med ualmindelig meget kriller i maven, at jeg tog til koncert denne kolde vinteraften i Aalborg. Bandet har været uden for medierne i nogen tid, og koncerten denne aften, var bandets første i længere tid. (Såvidt vides af undertegnede). Det må derfor siges at være en ganske udemærket booking af Nordic Winter Beat. Også taget i betragtning af at bandet snart kommer med nyt album.

Kl. 00 slog bandet an. Ingen intromusik, bare ren musiklyd! Energien var med det samme høj fra bandet. Et efterhånden stærkt kendetegn ved Kellermensch live. Fremmødet var ganske glimrende, og stemningen også høj blandt de fremmødte.

Koncertens nøgleord blev "energiudladning". For det er nemlig hvad Kellermensch bringer med sig på deres koncerter. Den massive og kraftfulde energi der rammer publikum, når bandet spiller live skal simpelthen opleves! Det mørke og dystre univers, hvorom bandets sange kredser, leveres med en sådan energi og dybfølthed, som det sjældent ses på danske koncertscener efterhånden.

Kellermensch står for mig som ét af de klareste, hvis ikke det mest klare, symbol på at musik skal høres live! Bandet er et fremragende liveband. Noget som de publikum der stiftede bekendtskab med bandet første gang også bevidnede. "Sindssygt!", "Vanvittigt", "Vildt" og sågar "OMG" lod sig positivt høre fra mange af de nye fans.

De 7 musikere fra Esbjerg skuffede ikke denne aften. Ligesom på Roskilde i 2010 slog bandet benene væk under mig og publikum. Sange som "The Day You Walked", "Rattle The Bones", "30 Silver Coins", "Morribound Town" og "Army Ants" får sit eget liv når bandet leverer dem som de gjorde denne aften. Sangene er fremragende komponeret, og leveres live ligeså!

Sebastian Wolff og bandet lod musikken tale denne aften, og sagde derfor ikke noget undervejs i koncerten. Det blev musikken der dominerede i koncertens knap 60 minutter. Og det gjorde musikken godt!

Mangen gange kan man tælle sorgerne ved koncerter, men når man rammer en koncert som denne, er det værd at tælle glæderne - for dem var der mange af denne kolde vinteraften i Aalborg. Fremragende koncert fra et stærkt dansk band!

 

  • Kellermensch_8
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Kellermensch_2
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Kellermensch_7
  • Forfatter: Lars V. Andersen

Se hele galleriet her

Læs mere...

Sort Sol

Med to nye numre i bagagen og i følgeskab med tre ekstra musikere, lagde Steen Jørgensen, Tomas Ortved og Lars Top-Galia - bedre kendt som Sort Sol - vejen forbi Skråen lørdag den 20. april, og at bedømme ud fra et pænt fremmøde, så var sekstettens besøg ventet med glæde og længsel. En glæde og længsel, som jeg tror afstedkommer af Sort Sols eksponering… eller mangel på samme, om man vil. Jeg mindes ikke Sort Sol, som værende blevet overeksponeret på noget tidspunkt. Rygterne vil fortælle det skyldes ren og skær dovenskab fra medlemmernes side, men uanset hvad, så har det resulteret i - indtil videre - 36 år med integriteten i behold og en vedvarende vedkommenhed.

Da de stilfulde herrer, sanger Jørgensen og guitarist Top-Galia, indtog den store scene på Skråen sammen med medgrundlægger og trommeslager Ortved, bassist Anders Christensen og guitaristerne Adam Olsson og Manoj Ramdas, blev salen indhyllet i mørke og de dystre toner af det nye og lange nummer ”Kursk” fyldte fra første færd den store sal. ”Kursk” blev uden tøven efterfulgt af de to første af i alt fire numre fra 1987-albummet ”Everything That Rises Must Converge!”, ”Angelus Novus” og ”Midget Finger”, før bandet for alvor fik sparket koncerten i gang med ”Dog Star Man” fra dets vel nok mest populære album, ”Glamourpuss” fra 1993.

Lyden var massiv, stemningen tilpas dyster og bandets optræden - med den altid coole Jørgensen i front - nærmest altopslugende. Bedst var numrene ”Kiss The Streets” fra undertegnedes personlige favoritalbum, ”Unspoiled Monsters” fra 1996, ”Who’s Afraid Of Virginia Woolf”, ”Siggimund Blue” og ”Tatlin Tower”. Sidstnævnte fungerede helt optimalt som det absolutte klimaks af en overbevisende opførsel af stemning og substans i musikalsk regi. Nummeret fik nærmest lov til at køre i en uendelighed - i alt fald i længere tid end de tre minutter og 40 sekunder det varer på "Flow My Firetear" - og det bragte én - eller i hvert fald undertegnede - i en tilstand af trance.

Præcis som da jeg oplevede Jørgensen, Ortved og Top-Galia m.fl. første gang i 1996 og anden gang i 2001, stod solen højt på himlen i lørdags på Skråen, og dens sorte stråler skinnede på et uendeligt og paradoksalt nuanceret musikalsk landskab, der bare måtte og skulle udforskes. Fantastisk! Ganske enkelt fantastisk!

Setlist:
1. Kursk
2. Angelus Novus
3. Midget Finger
4. Dog Star Man
5. Kiss The Streets
6. A Knife For The Ladies
7. Popcorn
8. Daughter Of Sad
9. Shapes Of Summer
10. Erlkönig
11. We Are Books
12. Next Century
13. Who’s Afraid Of Virginia Woolf
14. Siggimund Blue
15. Let Your Fingers Do The Walking
16. Shaheeba Bay
17. Abyss
18. Tatlin Tower

  • Sort Sol_9
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: lavarockphoto.dk
  • Sort Sol_2
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: Lavarockphoto.dk
  • Sort Sol_16
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: lavarockphoto.dk

Se hele galleriet

Læs mere...

Volbeat, Grumpynators

Multihallen, Skråen i Aalborg var denne Søndag d. 24/2-2013 rammen om Volbeats sidste koncert på deres danske intimtour inden turen går mod USA igen.
Det var bandets første koncerter på dansk grund efter godt og vel 2 år.

Grumpynators

Aftenens opvarmning blev leveret af københavnske Grumpynators. Bandet spiller en god blanding af metal, hillbilly rock og hard rock.
Og netop hillbilly rock var den første tanke der ramte min ellers tømmermænds hærgede hjerne. Hillbilly delen var velplaceret blandt de mange fremmødte koncertgængere. Sjældent har jeg nemlig været til en koncert med så mange typer. Der var mere eller mindre tale om familien Danmark på godt og ondt. Der var både børn, mænd og koner, og dansende par, som var de til koncert med Kandis. En god blanding, som vidner om hvordan Volbeat har formået at ramme den brede dele af befolkningen. Thumps up for det et eller andet sted.
Bandet kom på scenen med god energi og dette fortsættede hele koncerten igennem. Musikken er velspillet og egentlig meget fed, men den dårlige vokal træk gevaldigt ned på bandets optræden denne aften. Senere på koncerten blev det meldt ud af forsangeren dagen igennem havde haft halsproblemer, og koncerten var tæt på at blive aflyst. Men jeg havde svært ved at se at det gjorde den store forskel, ærlig talt. Men en cadou for at spille igennem i knap 3 kvarter med halsproblemer alligevel.

Opvarmning for Volbeat er mildest talt et utaknemmeligt job da majoriteten kun er kommet for at skråle med på Volbeats sange. Bandet nåede da heller ikke ret meget længere ud end lige til scenekanten. Der var ikke megen gang i publikum under bandets 3 kvarters seance.

Men Grumpynators gav den gas på scenen og spillede det bedste de kunne. Det var bare ikke nok denne aften.

3 ud af 6.

Volbeat

Præcis klokken 21.15 bragede "Motörheads - Born To Raise Hell" ud af højtalerne i Multihallen. Dette medførte en usandsynlig stor begejstring blandt de mange fremmødte. De gik fra 1 til 5 gear på 3 sekunder. Skrig, skrål og dans i stride strømme!
Det var tydeligt at det ikke var første koncert for mange af de fremmødte og klassikkeren fra Lemmy og gutterne får øjensynligt Volbeats die hard fans ligeså meget op at ringe som når "Ecstacy of Gold" spilles inden en Metallica koncert.
Det må være fedt at være Michael Poulsen og de resterende medlemmer af Volbeat. Bandet har nogle af de mest energiske fans på den danske musikscene. Folk går mildest talt amok til deres sange og skråler med på næsten alle sange i setlisten. Der var konstant hænder oppe, dans og medskrålen.
Michael Poulsen kvitterede med et tak efter stort set hvert nummer og et par jokes og anekdoter. Bl.a. om at bandet var glade for at være tilbage og at de derfor lige kunne få smidt nogle af de amerikanske kilo inden turen igen gik over atlanten. Der var også en indlemmelse af bandets nye guitarist Rob Caggiano i Volbeat familien. En tilgang Poulsen måske har lånt fra legenderne i Metallica. Stort set alle bandmedlemmer så ud til at hygge sig på scenen og lignede nogle gutter der nød det omend de efterhånden udstråler en professionalisme der kan gøre det svært at skelne mellem show og reel nydelse. Der var dollarsmil for alle pengene undervejs i koncerten. Jeg bed dog mærke i at Rob Caggiano flere steder lignede en der ikke helt forstod den danske leg på scenen. Om det var pga. sproget eller det var fordi han skal vænne sig til at spille større koncerter og anderledes musik vides ikke. Der er ingen tvivl om at Rob bringer en ny form for kvalitet ind i bandets guitarlyd. Han spillede et par meget solide og fornemme soloer undervejs til stor begejstring for publikum.
Koncerterne på den lille danske tourne bød også på nyt materiale. De numre bandet spillede virkede lovende hos fansene og jeg tænkte de var mere af det samme. Radiovenlig rock til det brede publikum. Der er langt til elementerne fra "The Strenght / The Sound / The Songs", som undertegnede stadig mener er bandets bedste plade.

Undervejs i koncerten fik publikum også bider af andre sange, bl.a. et cover af "Ring Of Fire" med Johnny Cash til "Sad Man's Tongue" og koncerten bød også på et kort cover af Rammsteins "Keine Lust". Endvidere spillede bandet også et nummer der hed "My Body", som var fra et band bandet havde hørt på deres USA tour.

Alt i alt var det en professionel koncert, som ikke skuffede de fremmødte, men heller ikke på nogen måde var banebrydende. Det var langt fra den bedste Volbeat koncert undertegnede har været til, og for mig afspejler karakteren mest af alt den noget rutineprægede præstation fra bandets side. Omend det trækkes lidt op af den gode stemning og energi fra fansene.

Setlist:

Hallelujah Goat
Angelfuck
A New Day
Guitar Gangsters & Cadillac Blood
The Garden's Tale
Heaven Nor Hell
Lola Montez
Sad Man's Tongue
The Human Instrument
16 Dollars
A Warrior's Call
Mary Anns Place
My Body
Another Day, Another Way
Soulweeper
The Hangman's Body Count
Still Counting

ENCORE:
Maybellene I Hofteholder/The Mirror & The Ripper
Fallen
Pool of Booze, Booze, Booza

4 ud af 6.

 

  • Volbeat_6
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Volbeat_7
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Volbeat_3
  • Forfatter: Lars V. Andersen

Se hele galleriet

Læs mere...

Thin Lizzy

Dublins uden tvivl mest velsmurte rock n’ roll-maskineri, Thin Lizzy, gæstede Aalborg en kedelig og regnfuld søndag aften sidst i november, og d’herrer havde tændt godt op under alle kedlerne!

”Are you ready?!” lød ordene gentagne gange fra den unge – i alt fald i Thin Lizzy-regi – forsanger og guitarist, Ricky Warwick, og med ét eksploderede sekstetten udi nummeret af samme navn. Warwick og co. havde ingen support-bands med, så de var ene om at hive den hjem. Til gengæld kunne de fremmødte, hvoraf fotograf Lars og jeg trak aldersgennemsnittet betydeligt ned, nyde klassikere fra bl.a. Accept, Dio, Iron Maiden, Mercyful Fate, Motörhead og Saxon kommende fra Skråens anlæg. Support-bands eller ej, så varede det ikke længe før det udsolgte Skråen var varmet op.

Bandet fortsatte med samme nerve, overbevisning og høje volume med ”Jailbreak” fra 1976-albummet af samme navn, ”Don’t Believe A Word” fra ”Johnny The Fox”, der også udkom i 1976, og ”Killer On The Loose” fra 1980-albummet ”Chinatown”. De var – og dét var – fantastisk(e) at opleve. Publikum var dog tilsyneladende aller mest klar, da først ”Whiskey In The Jar” og siden hen ”The Boys Are Back In Town” blev eksekveret. Koncertens helt store højdepunkter var – foruden koncerten i sig selv – da bandet galloperede igennem ”Angel Of Death” fra 1981-albummet ”Renegade” og den folkelige ”Black Rose” fra 1979-albummet af samme navn.

Bortset fra ”Dancing In The Moonlight” og ”I’m Still In Love With You”, leverede Thin Lizzy et energisk og imponerende intenst set af halvanden times varighed. Imponerende var ikke mindst guitaristerne Scott Gorham og Damon Johnsons sprøde og skudsikre præstationer, samt den 61-årige Brian Downeys – på én og samme tid – beherskede og ubegrænsede trommespil.

Det kan godt være Downey, Gorham og de andre efterhånden er old boys, men de er stadigvæk boys, og jeg skal da lige love for, at ”the boys are back on tour”! Fantastisk, ganske enkelt fantastisk!

 

  • Thin Lizzy_11
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Thin Lizzy_2
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Thin Lizzy_1
  • Forfatter: Lars V. Andersen

Se flere billeder fra koncerten her.

Læs mere...

Motörhead

Efter 36 år på landevejen lagde mægtige Motörhead endelig vejen forbi Nordjylland i lille Danmark, nærmere betegnet; ”det nye” Skråen i Aalborg. Koncerten var totalt udsolgt, men ifølge head honcho Lemmy Kilmister, var stedet også det mindste, de havde besøgt på deres igangværende tour. Det mindste, ja, men ikke det mest stille... tværtimod!

Norske Jorn havde varmet scenen og en del af publikum op, men undertegnede kom kun lige i tids nok til at høre luftsirenerne efterfulgt af Motörheads eksplosive start med ”Bomber” fra 1979-albummet af samme navn. Uden tøven bragede den øredøvende trio igennem lydmuren med klassikeren ”Damage Case” og det nye nummer ”I Know How To Die” fra sidste års ”The Wörld Is Yours”.

Lyden var massiv i den 1.300 kapacitets store koncertsal, og Mikey Dees tordnende trommespil lød fantastisk. Lige så gjorde über cool guitarist Phil Campbell, der på både elegant og elektrificerende vis trængte igennem Lemmys bundsolide, buldrende og benknusende basgang! Både Mikey og Phil brillerede også med hver deres solo.

Det var et særdeles tilfredsstillende set, Motörhead havde sammensat, og d’herrer leverede det med en utvetydig overbevisning, fortjent autoritet og arrogance. Musikkens virkning komplementeredes af Lemmys urokkelige og nærmest udødelige format. Settets absolutte højdepunkter var ”The Chase Is Better Than The Catch” fra det fænomenale 1980-album ”Ace Of Spades”, samt den tunge, direkte og altødelæggende ”Orgasmatron” fra 1986-albummet af samme navn. Højdepunkterne talte dog atten, for det var så mange numre bandet bragede ud over scenekanten med, før de definitivt takkede af og bukkede.

”Don’t forget us... we are Motörhead… and we play rock n’ roll!” lød det fra Lemmy sidst i settet, og at bedømme fra publikums applaus og respons, var der ingen fare for, at Motörhead ville blive glemt. Og rock n’ roll var lige præcis hvad bandet leverede. Et sandt triumftog fra start til slut med en imponerende og vedvarende energi og nerve, samt atten solide numre, der i al deres simpelthed lød præcis som de skulle.

Når det kommer til rock n’ roll af den mest kraftfulde, larmende og tunge slags er Motörhead i en klasse for sig. Ingen over – alle under! Og så er Lemmy jo bare rock n’ rolls mest ikoniske, majestætiske og mastodonte frontfigur. 49 % motherfucker og 51 % son of a bitch, enough said!

Motörheads set list:
1. Bomber
2. Damage Case
3. I Know How To Die
4. Stay Clean
5. Metropolis
6. Over The Top
7. One Night Stand
8. The Chase Is Better Than The Catch
9. Get Back In Line
10. I’ll Be Your Sister
11. The One To Sing The Blues
12. Orgasmatron
13. Going To Brazil
14. Killed By Death
15. Iron Fist
16. Whorehouse Blues
17. Ace Of Spades
18. Overkill

Billeder fra koncerten kan ses her.

Læs mere...

Ginman feat. Jimmy Jørgensen

Musikkoryfæet Lennart Ginman er en mand med mange jern i ilden. Hans kontrabas er at finde på utallige jazzudgivelser, men også på mere eksperimenterende elektronica-plader. Han har netop udgivet endnu en cd, der kan kategoriseres indenfor den sidstnævnte genre. Han har tidligere lavet lignende projekter med den tidligere forsanger i Sort Sol, Steen Jørgensen, under navnet Ginman / Jørgensen. Bl.a. lavede de den fantastiske indspilning, ”Snedronningen” for år tilbage. Nu er Hr. Ginman så atter tilbage, denne gang også i selskab med en Hr. Jørgensen. Ikke Steen, men stadig en frontmand fra et af halvfemsernes markante bands, nemlig Jimmy Jørgensen fra det hedengangne Hotel Hunger. Umiddelbart et stort spring fra Steen Jørgensens dybe crooner-stemme til Jimmy Jørgensens lysere vokal – en antagelse jeg snart skulle få bevist var forkert.
Koncerten skulle finde sted i Skråens store koncertsal, men pga. et skuffende billetsalg var arrangementet blevet flyttet ud i den lille café, der støder op til salen. Det gjorde mig egentlig ikke noget, da det hele blev meget mere intimt og nærværende – og det fik musikken til at virke meget bedre, da denne specielle blanding af jazz og electronica fortjente et forholdsvis småt og koncentreret publikum. Det hele blev som sagt mere intimt og nærværende ved at orkestret stod på den lave scene – mere på niveau med publikum, selvom Lennart Ginman (og de øvrige musikere i øvrigt) er adskillige niveauer højere end publikum!
Koncerten varede lige godt og vel en times tid, og på den time blev vi båret igennem et magisk univers, guidet af de samplinger troldmanden Ginman styrede fra sin laptop, krydret med hans eminente kontrabas, og Jimmy Jørgensens mørke croonerstemme – en stemme jeg slet ikke havde forestillet mig så dyb! Som yderligere krydderi på musikken var Margrehte Björklund på pedalsteel guitar. Og inden nogen begynder at tænke fordømmende på countrymusik kan jeg ligeså godt mane de fordomme i jorden: En pedalsteel guitar kan sagtens bruges til rigtig musik, og det formår Margrethe Björklund på fornemmeste vis med diverse effektfulde måder at spille på en sådan på. Derudover leverede Lis Wessberg imponerende både solospil og basgange på sin trækbasun. Sidst, men ikke mindst var Jeppe Gram på trommer; selvom han virkede fraværende med sit blik der flakkede rundt i lokalet, viste han sig helt vildt nærværende – og ikke mindst fantastisk dygtig!

De fem spillede et timelangt lydspor, der ville være helt perfekt til en aften i eftertænksomhed – og det var helt fantastisk at opleve sådan en helt almindelig grå onsdag aften i november. Det eneste jeg manglede, var lidt mere frihed i sceneshowet, men det lod sig ikke gøre pga. de mange computersamplinger der var gennemgående hele koncerten igennem. Og det gjorde det naturligt nok svært for musikerne at lave improvisationer osv. når grundrytmen var bestemt på forhånd af computeren. Men alt i alt var det fantastisk!

Læs mere...

Ford T

Efter at en rask lille gåtur fra Nørresundby, over broen hen til Skråen, afleverede jeg jakken i garderoben. Jeg huskede at tage mine ørepropper med fra jakkens inderlomme og jeg fortsatte ind i den lille sal, med baren, hvor koncerten skulle være. Jeg købte mig en fadøl og satte mig ved et bord. Da jeg kom ind var der ikke overfyldt med mennesker, men der blev da ved med at komme mennesker ind, og bordene blev stille og roligt fyldt op, så de sidste måtte sidde i baren eller stå op. Så der var lagt i kakkelovnen til en god fest.

Og den gode fest fik også et ordentligt startskud, da Ford T gik på scenen, og lagde hårdt ud med et nyt nummer ved navn ”Gypsy Caress”! Er du gal for et fedt nummer det var! Marshall-forstærkerne havde bestemt ingen intentioner om at spille lavt, og Gibson-guitarerne havde et, nærmest ekstraordinært, højt output! Efter det nye nummer, som jeg inderligt håber, vil være at finde på den nye demo, kom klassikeren ”Louder Than Lust”, hvor både guitarist, Kristian Clausen, og bassist, Jeppe Aarup, sang kor på omkvædet. Og sjældent har jeg set en mere opsat trommeslager; Kim Sørensen kunne slet ikke sidde stille på sin pind, men rejste sig af og til op, for at tæske et bækken. Efter endnu to nye numre, beviste Kasper Vesterå sine evner som leadguitarist, idet Kristian Clausen overtog mikrofonen på det nye nummer ”Bulletproof Snakeskin Blues” – ligeledes et rigtigt rock ’n roll nummer. Så fik vi et nummer med slideguitar, det var naturligvis titelnummeret fra deres tidligere demo ”Renegade Rock”, og på afslutningsnummeret ”Dare Me”, beviste Kasper endnu engang sit værd som sologuitarist, da han leverede en blærerøvssolo, skarpt forfulgt af Kristian Clausen. Da dette nummer var slut, var koncerten heldigvis ikke slut – vi fik, som forventet, et ekstranummer. Men det var ikke, som jeg nok havde regnet med ”I Got A Truck”, men derimod var det ”Designated Driver”, der også er mindst lige så fed som den anden!

Forden fik for alvor sat gang i festen på Skråen! Og det blev et brag af en koncert. Mit eneste forbehold er nok, at Skråen var for lille. Det var synd for bandet at deres energi ikke præsterede at nå meget ud over scenekanten. For som de selv har udtalt, så skulle de nok levere underholdningen, hvis bare publikum var der. Og de leverede underholdningen: Kasper sprang rundt, og tabte flere gange sin trucker-kasket, og både Jeppe og Kristian stod heller ikke tilbage for at bevæge sig – og som sagt var Kim Sørensen helt ustyrlig bag trommerne!
Men det var nu ikke fordi det var et kedeligt publikum, der var bare ikke de rette rammer for at udfolde sig som publikum. Jeg kunne sagtens se Ford T spille på et større sted – ikke bare den store sal på Skråen, men et sted som Skovdalen ville være perfekt, når de for alvor får slået deres navn fast!

Så hvis du ikke har været så heldig at opleve bandet live endnu, så synes jeg du skulle benytte dig af mulighed næste gang de spiller et sted nær dig!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed