fbpx

Royal Metal Fest 2019 - Nye navne!

Royal Metal Fest 2019 i Aarhus præsenterer nye navne!

Foreningen Metal Royale kan for 12. gang præsentere Royal Metal Fest i hjertet af Aarhus! Datoerne er 5.- 6. april 2019, begge dage vil byde på masser af tonstung metal på Voxhall, Atlas og Radar!

"Så bliver det satme brutalt!

Vi kan med stolthed præsentere endnu to navne til Royal Metal Fest 2019!

Få bands kan tage æren for at skabe en lyd, som utallige efterfølgere verden over har kæmpet for at replikere! Men de legendariske New York’ere SUFFOCATION har gjort netop det, og placeret sig som den standard, hvorved vi dømmer alt ekstremt.

Gennem en lang karriere har bandet forfinet og udviklet sammensmeltningen af teknisk groove, komplekse sangstrukturer og ren ufortyndet brutalitet, der altid har været deres signaturlyd. Suffocation lader sig ikke rive med af strømninger og tendenser, men er derimod den brutale bastion, som et væld af de sidste tre årtiers nye ekstremmetalbands er rundet af.

Hollandske GOD DETHRONED spiller blackened death nænsomt krydret med fede melodiske hooks.

Efter et par års pause i start-10’erne vendte de tilbage i 2015 og udgav i 2017 albummet The World Ablaze, det tredje og sidste album i en trilogi omhandlende Første Verdenskrig. GOD DETHRONED har gennem karrieren spillet utallige af de store europæiske metalfestivaler, og været på tour med bands som Marduk, Immortal og Deicide.

Line-up’et ser indtil videre således ud: Asphyx, Decline Of The I, God Dethroned, Implore, Incantation, Rotten Sound, Suffocation, Taak, Tribulation, Urkraft, Vomitory, Xenoblight.

Flere navne bliver tilføjet løbende!

Partoutbillet kan ellers erhverves for 595 kr. (inkl. gebyr)"

Læs mere...

Urkraft spiller reunion koncert til Royal Metal Fest

  • Udgivet i Nyheder

Det danske band Urkraft er tilbage efter 10 år med andre musikalske projekter, og spiller deres reunion-gig på Royal Metal Fest 2019!

Foreningen Metal Royale kan for 12. gang præsentere Royal Metal Fest i hjertet af Aarhus! Datoerne er 5.- 6. april 2019, begge dage vil byde på masser af tonstung metal på Voxhall, Atlas og Radar!

Metal Royale fortæller følgende om Urkraft:

"Samtidig udgiver de det helt nye album Our Treacherous Fathers, som tilfører voksne mænds visdom til unge mænds vanvidsraseri. URKRAFT blev dannet i 1995 og stod dengang alene på scenen med et ”gammelt” nyt nordisk udtryk og tekster på dansk om tidens mysterium og slægternes gang. Med udspring i disse rødder udkom debutalbummet Eternal Cosmic Slaughter i 2004 og i 2006 kom The Inhuman Aberration på det banebrydende britiske selskab Earache Records. Efter indspilningen af hovedværket med den profetiske titel A Scornful Death i 2008 var det slut… 

Men nu er de endelig tilbage, og for SATAN vi glæder os!"

Læs mere...

Royal Metal Fest 2018 - Lørdag

Vi var nu nået den sidste dag på dette års Royal Metal Fest. Jeg må ærligt indrømme, at alt det som jeg havde set mest frem til spillede om fredagen, så jeg havde ikke de største forventninger til lørdag, men jeg endte nu med at blive meget positivt overrasket.

 

Allegaeon - Voxhall

Allegaeon var det første band for mit vedkommende, da jeg desværre var forhindret i at se de to første bands, men skidt pyt det her skulle nok blive interessant. Jeg havde ikke stiftet bekendtskab med bandet før, men genremæssigt ligger det nok op af noget moderne melodisk dødsmetal. Jeg skal lige love for at jeg blev ordentligt vækket, da bandet gik i gang med at spille. Det er nemlig ikke helt den mest originale musik du kan finde, men det er nødvendigvis ikke nogen dårlig ting. Forsanger Riley McShane var ikke den mest energiske frontmand, men han formåede at bringe et smil på publikums læber imens han skiftede imellem smuk skønsang og skræmmende dødsgrowl. Lyden inde i salen var god og det hele var tydeligt, men publikum var stadig ret trætte efter i går, men de tog heldigvis godt imod bandet og det er i hvert fald ikke det sidste jeg hører til Allegaeon.

Karakter 4 ud af 6

 

(O) - Atlas

Nu var det blevet tid til noget helt andet, og dagene op til har mange af mine venner snakket om dette band. Navnet er lidt op til debat, hvor nogen kalder dem intet eller parentes nul parentes. Men alt det til side så placerede jeg mig helt oppe ved scenen og gjorde mig klar til at se om hypen var det værd. Jeg har nemlig fået (O) anbefalet masser af gange, men har aldrig taget mig sammen til at få det tjekket ud, og det var i hvert fald en kæmpe fejl fra min side af. Storslået Post-Black Metal der ikke bare holder sig indenfor de rammer. Der var nemlig både plads til Shoegaze, Speed Metal og Sludge, der alt sammen var vidt forskelligt men alligevel vedligeholdt den røde tråd. "Skål Horsens" råbte deres forsanger efter et par numre, man kunne tydeligvis se at han tog pis på publikum, efter han rettede sig og råbte "Skål Århus!". Selvom jeg var fuldstændig tryllebundet hele koncerten igennem, så var det mest de lange atmosfæriske Black Metal sange jeg virkelig lagde vægt på, fordi det var næsten ikke til at fatte hvor velskrevet og storslået det lød. (O) leverede en fantastisk koncert, og det i hvert fald et band vi alle sammen burde holde øje med i fremtiden fordi det her var i hvert fald en oplevelse jeg sent vil glemme.

Karakter 6 ud af 6

 

Crocell - Voxhall

(O) gik endda over tid så der var ikke særlig meget tid til overs for at hygge og slappe af med bekendte, da vi skyndte os over til Voxhall for at se de lokale drenge i Crocell. Volumen fejlede i hvert fald ingenting da vi ankom i salen, hvor bandet allerede var i fuld gang med at give den fuld smadder. Man kunne tydeligvis se at bandet havde set længe frem til at spille for det metalsultne publikum, og festen blev skabt utrolig hurtigt. Folk der stagedivede og bandets trademarksnaps, der bliver delt rundt ude imellem publikum. Intensiteten var et show i sig selv og folket kunne simpelthen ikke få nok. Bandet spillede en masse nye numre fra deres seneste udspil Rellics, men alligevel var der også plads til noget fra de tidligere albums. Crocell gav os en fed lektion i hvordan man spiller ordentlig Århusiansk dødsmetal.

Karakter 4 ud af 6

 

Altar Of Oblivion - Atlas

Altar Of Oblivion stod nu klar på Atlas til at levere deres Doom Metal. Der var mødt en lille men dedikeret fanskare op til koncerten inde i salen. De første par numre fungerede fint, selvom der måske var lidt knas med lyden til tider. Efter noget synes jeg virkelig at det begyndte at blive kedeligt. Bandet på scenen var ikke de mest energiske gutter, måske lige udover forsangeren der lige engang imellem bevægede sig frem og tilbage. Musikken blev alt for langtrukkent i sidste ende, så det blev desværre en kort oplevelse for mit vedkommende, selvom det var en lovende start.

Karakter 2 ud af 6

 

Horned Almighty - Voxhall

Det var meningen at Svart Crown skulle spille, men de aflyste desværre deres Europa tour, så det betød heldigvis at Black Metal "bøllerock" bandet Horned Almighty kunne træde til. En stor menneskemængde stod foran scenen imens bandet smadrede hele publikum. Circle pit, moshpit og weekendens obligatoriske stagedivere var igen til stede under koncerten. Bandets punkede version af Black Metal gik direkte ind hos publikum, inklusivt mig selv der havde alt for travlt med headbange og smide hornene i vejret. Horned Almighty var både udstyret med corpse paint og døde dyrekranier på mikrofonstativet, og jerngrebet bandet havde om publikum var næsten for meget, og vi fik endda også lige hørt et nyt nummer fra den kommende plade. Jeg har nemlig aldrig sat Horned Almighty på anlægget derhjemme, men efter denne oplevelse med dem kan det godt være at det skal ændres på. En magtdemonstration uden lige!

Karakter 6 ud af 6

 

Lebenssucht - Atlas

Øøh ja hvordan skal jeg beskrive denne oplevelse.... Lad os prøve at tage det fra en ende af. Jeg går over mod Atlas og jeg får at vide, at jeg bliver nødt til at tjekke det her Black Metal band ud, og da jeg ankommer i salen ved jeg slet ikke hvad jeg er gået ind til. Det lød for det første af helvede til for at sige det mildt eller bare for at sige det som det er, og jeg troede bare at det var lydproblemer. Jeg bevægede mig tættere på scenen og det er nemlig her hvor det bliver virkelig bizart og ulækkert. Stanken var uudholdelig og musikken var værre, bandmedlemmerne der er sølet ind i blod (hvor jeg så møder en af mine venner der fortæller mig at det er griseblod) og det hele stinker bare. Både musikken og blodet stank. Føj for satan da!

Karakter 1 ud af 6

 

Ex Deo - Atlas

Jeg missede desværre overblikket over tiden, og endte kun med at se en lille smule af Neo Obliviscaris, der leverede en fin afslutning, men det var desværre ikke længe nok til at definere hele showet. Jeg bevægede mig derfor over til Atlas igen hvor Ex Deo skulle spille op til dans. Ex Deo er bogstaveligt talt Kataklysm bare med et medlem mere. Genren er historisk melodisk dødsmetal hvis, man kan kalde dem det, det tror jeg måske godt jeg kan tillade mig da de stod i fuld romer rustning imens de spillede deres dødsmetal. Jeg havde nok fortrukket Kataklysm i stedet for, da Ex Deo er rimelig intet sigende. Jeg føler ikke helt at koncerten nåede op aldrig op på mere end et middelmådigt niveau. Tak for denne gang, Atlas. Ses næste år!

Karakter 2½ ud af 6

 

Ensiferum - Voxhall

Sidste band på plakaten og festivalens hovednavn. Jeg må ærligt indrømme at jeg virkelig inderligt ikke kan fordrage Folk Metal. Jeg synes det er en plat genre der siger mig intet, men så skete der noget som jeg ikke havde forventet. Måske efter femten minutter inde i salen begyndte jeg faktisk at kunne lide musikken og synes at bandet spillede godt, og publikum var fuldstændig med på festen. Lyden var god inde i salen og humøret var helt i top inde i salen, og mit hoved begyndte så småt at rykke frem og tilbage. Ensiferums spilleglæde var heller ikke noget at tage fejl af, og i modsætning til de andre bands som har spillet hvis udtryk har enten været ekstremt eller dystert. Her skiller Ensiferum sig ud fra mængden, hvor de bare gerne vil have at folk har de godt og skabe en fest, hvilket de også ente med at gøre. Iron, som er det eneste Ensiferum nummer jeg kender, endte med at slutte festivalen og koncerten af med, og det var en ganske fin sløjfe for en god koncert, som jeg havde forventet ville være dårlig. Men igen de positive overraskelser i dag har været fede og at sige at Ensiferum leverede en god koncert er en sætning jeg aldrig troede jeg ville sige. Tak for i år, RMF!

Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Royal Metal Fest 2018 - Fredag

Nu var det endelig blevet tid til det årlige fest på Voxhall og Atlas, nemlig Royal Metal Fest. Med bands der spredte sig over hele genren, fans der var dedikerede og den gode stemning, så er det altid en fornøjelse at vende tilbage til den dejlige festival. Musikken i år for mit vedkommende var utrolig fed som sædvandelig. Fredag spækket med brutalitet og blodbad, og lørdag var mere til festens side, så formodet jeg at hygge mig gevaldigt de 48 timer jeg tilbragte på de to spillesteder. Og selvfølgelig var den rullende pølsemand også tilbage, så alt var ved det gamle.

 

Lifesick - Atlas kl 16.00

Første band på dagens program var Lifesick fra Fredericia. På trods af det ikke store fremmøde lige pt, så fik bandet sparket festivalen rigtig godt i gang. Tung metallisk Hardcore der rystede de dybeste knogler i kroppen. Det som nok var mest imponerende, var det at selvom bandet spillede uden en bassist, så bragte bandet alligevel tunghed og dybde med sig. Jeg må ærligt indrømme, at Lifesick på plade har virkelig ikke sagt mig det særligt store, men live er det en helt anden sag, fordi her kommer nemlig det intense lydbillede virkelig til live. Det eneste lavpunkt af koncerten var det, at aktiviteten på scenen matchede ikke helt musikkens intensitet, da bandets medlemmer var relativt stillestående, udover lige engang hvor et medlem lavede splitjumps. All in all leverede Lifesick en fin koncert, og en hermed godkendt start på festivalen.

Karakter 3½ ud af 6

 

Rings Of Saturn - Voxhall

Nu var det tid til noget helt andet, nemlig Progressive Deathcore som bandet er beskrevet på flere hjemmesider. En af de mest forvirrende ting, der var med Rings Of Saturn var det, at på deres Wikipedia står der til at være fem bandmedlemmer, men da bandet entrede scenen, var der kun tre, en guitarist, sanger og trommeslager. Det her skal nok blive interessant tænkte jeg, men alligevel var det langt fra interessant. Man kan ikke benægte at bandet spiller utrolig godt, men det var simpelthen en dæmper, når bas og anden guitar er på backing track og det virkede utrolig halvhjertet og kikset at se på. Pigsqueals, breakdowns og instrumenter på backing track gjorde mit første møde med bandet ikke særligt mindeværdigt, og det er nok bare en oplevelse, jeg helst vil glemme hvis jeg skal være helt ærlig.

Karakter 1 ud af 6

 

Shining - voxhall

Jeg missede desværre Hideous Divinity, men næste band på programmet er et band, jeg havde set længe frem til. Shining, der er frontet af Niklas Kvarforth, der er lige så psykisk syg som han er en intens preformance kunstner. Alle de skrækhistorier man hører om Shining med at der bliver skåret i sig selv, og slåskampe med publikum, så var der alligevel store forventninger. Bandet kom ind på scenen til en fuld sal af mennesker, der var klar til at vidne depression og selvmords musik på højeste plan. Efter noget tid kom Kvarforth endelig ud på scenen, og folket var helt oppe at køre. Lyshhowet var superfedt under det første nummer. I sand Shining stil var der selvfølgelig en som en rækte fuck af Kvarforth flere gange, og først så endte det med at han blev spyttet i hovedet og efterfølgende truet med tæsk. Bandet spillede godt sammen, også selvom der var lidt knas med lyden engang imellem. Nogle medlemmer fra publikum satte lidt af en dæmper på oplevelsen, da under de stille numre blev der snakket, og det er jo selvfølgelig aldrig særligt sjovt. Shinning var en oplevelse, men det var sgu lidt ærgerligt at folk ikke kunne finde ud af at være stille under numrene, og for mit vedkommende havde det også passet bedre hvis de havde spillet lidt senere på aftenen, så den rigtige stemning havde været der, men sådan kan det gå nogle gange.

Karakter 3 ud af 6

 

Blood Eagle - Atlas

Nu var det blevet tid til noget helt andet, både genremæssigt og udtryksmæssigt. Blood Eagle spiller nemlig ikke særligt ofte live, så det er alligevel noget af et scoop. På grund af den begrænsede kapacitet, da var inde på Atlas, så måtte vi stå udenfor og vente i et øjeblik, men da vi endelig kom ind i salen, var der allerede fuld skrald på. Deathgrind af den ondeste skuffe med flere prominente musikere fra den danske metal scene, og der var ikke et tidspunkt hvor bandet lod publikum slippe fra deres jerngreb. Inde i sættet var der lige nogle problemer i basafdelingen, men det blev hurtigt rettet op på, så nedslagtningen kunne fortsætte. Jeg så Blood Eagle tilbage i 2013, hvor jeg var blæst bagover, og i aften var heller ikke nogen undtagelse. Blood Eaglere nikkede en skalle, der i hvert fald kunne mærkes dagen efter! Fedt!

Karakter 5 ud af 6

 

Origin - Voxhall

Nu var det endelig blevet tid til Origin. Det band jeg havde set mest frem til, siden de blev offentliggjort tilbage i december. Jeg har hørt masser af historier om bandets liveshows, hvor det bare er fuldstændig kaos på højeste plan og disse historier viste sig heldigvis at være sande. Da bandet kom på scenen og endelig gik i gang, havde helvede meldt sin ankomst over Voxhall. Lyden var utrolig de første par minutter, men det blev heldigvis rettet op på indenfor meget kort tid, og nu var lyden perfekt og galskaben var ikke til at styre. Som det første band på dagen, der fik både skabt Wall of death, Circle Pit og moshpit under en koncert, og de gjorde det meget klart at deres scene var lige så meget vores, så stagediving var der også masser af. At høre Origins musik er et privilegie i sig selv, men at se dem live er lige så meget et show. Der sker så meget på deres instrumenter at det næsten ikke er til fatte, og de spiller med så ekstrem præcision og teknikalitet, at det burde være ulovligt. De utrolige fede numre som Truthslayer, Expulsion Of Fury og Aftermath satte bare mere benzin på bålet, og galskaben fandt ingen ende. Origin gennemtæskede Voxhall synder og sammen og pissede derefter på dets døende lig.

Karakter 6 ud af 6

 

Møl - Atlas

Vi står i samme situation som til Blood Eagle hvor at der var for mange mennesker inde i Atlas så vi var nødt til at vente. Måske efter to til tre minutters ventetid fik vi endelig lov til at komme ind og Atlas var næsten fyldt til randen. Møl har nemlig haft meget hype her på det seneste, og det er også vejfortjent, fordi i manges øjne inklusivt mine egne, er Møl virkelig banebrydende indenfor dansk metal. Lyset inde i salen var næsten for meget. Utrolig blændende og i blinkede i takt med musikken. Udover det så var lyden god inde i salen, og atmosfæren var smittende. Forsanger Kim Sternkopf skreg som ind i helvede, og sammen med hans band gik det hele op i en høj enhed. Bandet spillede en god koncert, og jeg glæder mig til at høre deres debutalbum, som de udgiver i næste uge.

Karakter 4½ ud af 6

 

Bloodbath - Voxhall

Scoopet over dem alle. Bloodbath er et band jeg er vokset op med, og sammen med Entombed var de med til at introducere mig for rå, beskidt HM-2 boss guitarlyd. Bandet spiller nemlig ikke særlig ofte, og som der blev nævnt i starten, var det noget af et scoop. Bandet gik i gang og Let The Stillborn Come To Me satte gang i nedslagtningen, men allerede efter første nummer var der problemer i basafdelingen, hvilket satte et langt stop for koncerten indtil de gik i gang igen med numre som So You Die, Anne og min personlige favorit Cancer Of The Soul. Med Nick Holmes i front er det ikke det samme som Mikael Åkerfeldt eller Peter Tägtgren, og det bliver utrolig hurtigt tydeligt i aften. Holmes står bare stille på scenen imens han stirrer ud i publikum, samtidig med at han synger. Det bliver kedeligt i længden, og Holmes formår bare ikke at skabe den beskidte stemning, som Bloodbath har gjort før. På trods af de fede numre og den evige klassiker Eaten, så ender showet faktisk med at være en middelmådig affære, og det er sgu en skam fordi er jeg nemlig rigtig glad for Bloodbath.

Karakter 2½ ud af 6

Læs mere...

Progressiv brutalitet på Royal Metal Fest 2018

Ne Obliviscaris, Ex Deo og Crocell er tilføjet til på Royal Metal Fest 2018

I pressemeddelesen skriver Metal Royale følgende:
"To internationale bud på moderne metal, der kobler det progressive og symfoniske med det brutale og ekstreme, og et af Danmarks absolut bedste dødsmetalbands!

I kan glæde jer til Ne Obliviscaris, Ex Deo og Crocell på Royal Metal Fest 2018!

Progressivt, ekstremt, melodisk: Australske Ne Obliviscaris’ tager de helt store armbevægelser i brug. Bandet skaber storladne og avancerede kompositioner, hvor signatur-violinen får lov at smyge sig i mellem byger af dobbelt-pedal, flamenco-inspireret guitar og både growls og clean vocal, alt imens musikken tager dig med på en episk rejse gennem skønhed og ondskab. Ne Obliviscaris på Royal Metal Fest 2018 præsenteres i samarbejde med Metal & Hardcore Supporters Aarhus.

Canadiske EX DEO leverer den historietime om det gamle Rom, som vi alle sammen - mere eller mindre ubevidst - har gået og manglet! Melodisk dødsmetal med masser symfoniske stryger-arrangementer, brandtaler fra heroiske gladiatorer og generel galoppering ud over middelhavets stepper. Ex Deo er et sideprojekt fra Kataklysm’s Maurizio Iacono, med 3 albums på samvittigheden siden starten i 2008.

Sidst men ikke mindst i denne omgang: CROCELL. De lokale død-black-helte bliver bare bedre og bedre med årene, og behøver vel nærmest ingen introduktion… (men det får I nu alligevel)

I 2017 har Crocell bl.a. fejret sit 10 års jubilæum ved at indspille det femte studiealbum,
der udkommer på LongLife Records i begyndelsen af 2018.

Efterhånden som medlemmerne i den aarhusianske dødsmetal-maskine bliver ældre, træder systemkritikken og verdensleden tydeligere frem i lyrikken og musikken, der vrænger skarpere og skarpere ad en verden i frit fald. Crocells death metal er ikke for sjov. Det er en lige højre til en verden, hvis potentiale ødelægges af magtelitens inkompetence!

Alle 3 navne spiller LØRDAG d. 7. April.

Næste offentliggørelse er allerede om en uge, torsdag d. 1. Februar. Det bliver SÅRT! Og endnu en gang et band der har stået højt på vores ønskeliste i mange år \m/"

Indtil videre ser Royal Metal Fest 2018 således ud:
FREDAG d. 6/4
Bloodbath (S/UK)
Origin (US)
+tba

LØRDAG d. 7/4
Ensiferum (FIN)
Ne Obliviscaris (AU)
Ex Deo (CAN)
Crocell (DK)
Lebenssucht (DE/BE/AT)
Deadflesh (DK)
+tba

Læs mere...

Svensk blodbad til Royal Metal Fest 2018

Mægtige Bloodbath headliner årets metalbrag i Aarhus!

Det svenske dødsmetalband, der i første omgang blev dannet som et sideprojekt af folk fra bl.a. Opeth og Katatonia i 1998, har været en sjælden live-gæst i Danmark: Eneste gang de hidtil har betrådt en dansk scene, var på Copenhell i 2015. Når de spiller til Royal Metal Fest er der derfor en helt anderledes intim og lige-i-fjæset-oplevelse i vente, end før på disse breddegrader.

Det stjernespækkede bands første vokalist var Mikael Åkerfeldt (Opeth), som besad posten indtil 2014 – kun midlertidigt erstattet af Peter Tägtgren fra 2004 til 2005. Det gav derfor anledning til en del spænding da hans velvoksne fodtøj skulle fyldes ud af en ny sanger. Da bandet i forbindelse med udgivelsen af albummet Grand Morbid Funeral kunne afsløre at ingen ringere end Nick Holmes (Paradise Lost) overtog pladsen forrest på scenen, var det om muligt en yderligere cementering af bandets status som supergruppe. Bandet går efter sigende i studiet i løbet af de kommende uger, og spiller derefter en håndfuld udvalgte shows i Europa og USA.

Bloodbath headliner Royal Metal Fest fredag d. 6. April, hvor tidligere offentliggjorte Origin også er på programmet.

Ensiferum headliner lørdag d. 7. April, hvor også Lebenssuch og Deadflesh spiller.

Et begrænset antal endagsbilletter bliver sat til salg fredag d. 19/01 til 385 kr. (inkl. gebyr), mens billet til begge dage allerede kan erhverves for 585 kr. (inkl. gebyr). Billetter købes på FondenVoxhall.dk

De sidste brikker i booking-puslespillet er så småt ved at falde på plads, og vi offentliggør flere danske og internationale navne inden længe. Atlas og Voxhall kommer til at lægge scene til 20 koncerter i løbet af festivalen.

Læs mere...

Royal Metal Fest 2016

Det er tre år siden, jeg sidst var til RMF. Efter et godt run med habile bookinger syntes festivalen at være kørt lidt træt i det i 2014. Og selvom 2015 bød på stærke hovednavne som Belphegor, Destruction og Týr, måtte jeg som så mange lyseslukkende triste gange før - og siden - se mig hensat til studierne.

Men da Psycroptic og Gorguts dukkede op på årets plakat, kildede det lige min tech-death-fetish i så høj grad, at modstand nær blev umulig.

I denne omgang har Metal Royales bestyrelse haft en del rokader og udskiftninger. Det presserende spørgsmål var så, om den nye flok hoveder kunne sammensætte et ordentligt program, styre udenom de værste rookie-fejl og stable en fest på benene, der kunne tilfredsstille selv de mest kritiske festivalgængere.

Svaret er et stort, fedt, stemmelæbeflænsende HELL YEAH!!

 

rmf2016 gorguts2

 

I år synes festivalens vægtigste - og vigtigste - investering at have været den tourpakke, som ud over førnævnte bød på flere kognitive udfordringer i form af de atmosfæriske post-metallere Nero di Marte og rent teknisk vanvid fra de instrumentale Dysrhythmia. Det er en pakke, der har virket rigtig godt for RMF16, idet den på én gang har medvirket til at markere årets musikalske profil, men også brede sig så vidt som muligt rent genremæssigt indenfor sine egne rammer. Disse bands er blevet komplementeret af lige så høj kvalitet hos årets black-navne, hvor Marduk og især 1349 indenfor denne genre bød på intet mindre end triumfshows. I samme åndedrag skal dog også nævnes Serpents Lair, som af et black-outfit med relativt få år på bagen at være virker uhyggeligt professionelle. Og apropos upcoming navne fik Bæst leveret en debutkoncert, der muligvis kommer til at gå over i festivalens historie. Trods min mangeårigt-lykkelige forelskelse i ren hård rock og tung 70’er-heavy, på RMF16 repræsenteret ved hhv. Black Swamp Water og Stone Cadaver, skal der ikke lyde nogen onde ord om herfra om, at disse genrer ikke været festivalens hovedprioritering. Begge de nævnte bands gav glimrende koncerter. Og nu vi er ved de mindre navne, var der også en lidt grænseoverskridende - men holdbar - performance fra Danmarks tungeste band, Woebegone Obscured, samt et lige dele forstyrrende og fascinerende indblik i rendyrket mental lidelse fra en-mands-industrial/ambient-foretagendet Trepaneringsritualen.

Programmet i år har kort fortalt været pissestærkt. Af de gode, større, og interessante bookinger faldt kun Bölzer desværre lidt igennem, ligesom både Gorguts og publikum hertil virkede sælsomt stillestående. Til gengæld leverede Psycroptic årets moshbal med 50 minutters vidunderligt kontrolleret kaos, og Deströyer 666 gav årets koncert med det sandeste, sejeste, svedigste show, Voxhall vel nogensinde har haft æren af at lægge hus til.

 

rmf2016 Psycroptic3

 

Udover selve musikken har Metal Royale blandt billetkøbende deltagere afholdt omkostningsfri lodtrækninger om bl.a. to billetter til årets Wacken Open Air; samt vin- og whiskysmagning. Heraf måtte førstnævnte dog desværre aflyses grundet manglende opbakning hos metalfolket, men det udelukkende Islay-baserede program til sidstnævnte fik sendt overtegnedes mundvand på endnu mere overdrive end selve festivalplakaten, og det er af bitre personlige, professionelle og økonomiske årsager, jeg måtte udeblive (de personlige værende tømmermænd; resten vel egentlig indlysende). Derudover har festivalen haft en tilsyneladende ret lækker deal om tapas-tilbud hos nabocaféen Pica Pica samt naturligvis den i metalkredse efterhånden så navnkundige Rullende Pølsemand, hvis burgere til 40,- kr. er en noget nær rørende kærkommen festivalmadløsning, og hvis Royal Metal Dog med chili con carne, crème fraîche og jalapeños bare skal opleves! Og så var der da i øvrigt lige 100 gratis øl til de 100 første, der fik armbånd på. Heeeey.

Mine eneste kritikpunkter må være dels den korte tid mellem bands, - fem minutter er ikke meget tid at gå fra Atlas til Voxhall i, hvis man gerne vil absorbere det nyligt overværede show og evt. nyde tobak undervejs.
Dels ølpriserne. 25,- kr. for en dåsebajer vil aldrig kunne retfærdiggøres, og selvom baren også sælger højkvalitetsbryg på fad fra bl.a. det fremragende Brooklyn Brewery, rykker 50,- for så’n en satan altså også seriøse rødder op under budgettet, skal jeg hilse og sige på vegne af os festivalgæster, der er på SU. Luksusproblem? Muligvis, men overpriser er nu engang overpriser, og Voxhall er altså ikke en fancy hipstercafé i et gentrificeret latinerkvarter.

… Og derudover kunne der måske godt være tænkt i lidt mere rolige omgivelser til det “Monster Energy-område”, der grundet Metal Royales nye, sponsorerende legekammerat nu er navnet for bag-Voxhalls-bar, hvor selv alverdens sækkestole ikke ville kunne hjælpe nogen med at få noget tiltrængt lukøre, når der er hvad som helst på programmet, selv om området opslås som sådan. Jeg blev gode venner med åens gamle bådebro den lørdag.

 

rmf2016 pissvortex2

 

Men altså. Hvis man efter ovenstående stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt Royal Metal Fest 2016 var den bedste af slagsen nogensinde, så lad hermed al denne tvivl forsvinde med samme hast som en Royal Export under fredagens første koncert. For det var det.

Et par kig ind bag kulisserne samt ordvekslinger med bagmændende fortalte mig, at årets brag - vel som så mange gange før - ikke kunne foregå uden stress, søvnunderskud og sindssyge arbejdstider hos bestyrelsen og de frivillige medvirkende. Men der har samtidig hersket en umiskendelig holdånd og overvældende positiv stemning med plads til masser af al den mængde humor, varme smil, krammere, high-fives og kærlighed, som der hersker så sælsomt meget af i dette udadtil så misforståede miljø. Jeg fucking elsker metal, men selvom jeg nogensinde skulle blive træt af musikken (Lemmy forbyde det!) vil jeg sandsynligvis stadig blive ved med at komme til fremragende arrangementer som dette, så længe stemningen og menneskene er så fantastiske, som det alt sammen har været i denne weekend i gode gamle Aarhus.

 

Oversigt over koncert anmeldelser fra Royal Metal Fest 2016:

Fredag:
17:00 Stone Cadaver (Atlas)
17:40 Caro (Voxhall)
18:25 Gespenst (Atlas)
20:00 Serpents Lair (Atlas)
22:10 Trepaneringsritualen (Atlas)
23:00 1349 (Voxhall)

Lørdag:
14:10 Bæst (Atlas)
15:20 Black Swamp Water (Atlas)
16:00 Piss Vortex (Voxhall)
17:25 Nero di Marte (Voxhall)
18:20 Woebegone Obscured (Atlas)
19:05 Psycroptic (Voxhall)
21:05 Marduk (Voxhall)
22:15 Crocell (Atlas)
23:05 Gorguts (Voxhall)

 

rmf2016 psycroptic

Tak til mbn-foto.dk for brug af billeder! Se alle billederne fra festivalen her!

Læs mere...

Crocell - Royal Metal Fest 2016

Jeg tror faktisk, at Crocell er det eneste navn på hele årets RMF, der spiller for et fuldtalligt Atlas. Og selvom de måske ikke er den mest originale booking for en aarhusiansk metalfestival, er opbakningen til at forstå.

Indrømmet: Jeg har ikke fulgt bandet videre nøje siden den fine debut “The God We Drowned”. Der skal trods alt også tjekkes op på f.eks. Scorpions-bagkataloger og så’n. Men selvom Crocell måske ikke er blevet dét nye Illdisposed, som debuten kunne foranledige én til at tro, ser de ud til at klare sig aldeles gevaldigt. Og selvom onde tunger har kaldt dem metervare og whatnot, er der alt muligt god grund til at være ganske apatisk ligeglad.

Crocell er Aarhus; Crocell er retfærdiggørelsen og inkarnationen af dennehér fantastiske, forkromede “fee’ hejn”-frase, der med god grund er blevet så udbredt indenfor dansk metal; og Crocell er blandt de reelt faktisk ganske få bands, der viser os, hvorfor og hvordan dét er gået til. Bag aftenens performance ser jeg en gruppe, der er lige så sammensvejset som genrens mest professionelle, og som på nærmest Motörhead’sk vis er fløjtende romersk-katolske med, at de hverken genopfinder sig selv eller noget som helst andet, så længe de bare trykker ærlig, retskaffen proletardødsmetal af for dernæst at drikke sig ildelugtende sammen med alle os andre på sådan en skøn lørdag aften, inden dagjobs’ene atter forpligter. Midt i alle de bøvede grooves og al den bøvede attitude er der minsæl noget reelt stilet over de hér gutter.

Og så skal ret fandme være ret: Forsanger Asbjørn Steffensen har udviklet sig til langt mere end bare en regulært optimal erstatning for Magnus Jørgensen. Manden er på én gang sej, jordbunden, nærværende og respektindgydende, og han synes i dén grad at have vundet publikums gunst. - Ligesom i øvrigt også økseslagter Rasmus Henriksen virker som en ualmindeligt indlysende og lige så velakklimatiseret erstatning for sin forgænger Ken Holst.

Et nyere nummer som “Temple of Grandeur” vækker overraskende stor resonans hos publikum og vidner om, at tiden måske snart kunne være moden til, at “Winter Is Coming” får følgeskab som fanfavorit af om ikke andet så lige så klassikerværdige skæringer. Hvis dettehér er metervare, så kan metervare åbenbart være lig med ethvert fags allerbedste håndværk. Jeg lover at kaste mig over jeres andre skiver, så snart jeg har fået helt styr på Scorpions' 70'er-udgivelser, drenge.

“Other bands play / Crocell drinks beer” lyder en halvgenial Manowar-parafrase fra et klistermærke spottet på Voxhalls toiletter. Og klart: Vi kan godt li' dåske metalbands med selvironien (jojo, og -iscenesættelsen) på rette sted. Men Crocell er sgu - omend bare lidt - mere end det.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Psycroptic - Royal Metal Fest 2016

Det første der lige slår mig, da de tasmanske dødsdjævle i Psycroptic sætter fra med “Cold”, er at vokalist Jason Peppiatt åbenbart er blevet ad hoc-afløst af Jason Keyser fra Origin. Det er et indlysende valg, taget i betragtning at de to bands har turneret sammen og kender hinanden ret indgående. Dog savner jeg - for nu at få lidt af kritikken af vejen - et lidt dybere growl. Og så kører Keyser den måske lige surfer-casual nok for et så intenst foretagende som Psycroptic; manden ligner én, der lige er vågnet i et badekar med en tom flaske José Cuervo i hånden og et bollefår gaffatapet til skridtet.

Men…

For ind i FUCK, for en performance, mand. Sikken en frontfigur! Sikken en energi!

Fabelagtige “Carriers of the Plague” løfter stemningen op i loftshøjde, hvor den bliver hængende de næste forrygende tre kvarter igennem. Jeg indtager forreste række, dels for at smadre rundt med garnet; dels for at overvære den brillante guitarist Joe Haley, der lægger de fuldstændig stupidt komplekse riffs med en neurokirurgs præcision. Mandens bevægelser er minimale; han får det gudhjælpemig til at se nemt ud.

Psycroptic splitter kort fortalt hele lortet ad. Keyser har grabben om keglerne på hele VoxHall; han drøner rundt som for at have befundet sig på samtlige scenearealets kvadratcentimeter mindst én gang, og hans konstante opfordringer til mosh og headbanging imødekommes af stadigt flere og flere ekstatiske festivalgæster. Skæringer som “Echoes to Come” og geniale “Ob(Servant)” sender trykbølger af ren galskab gennem publikum, hvis endelige tilstand nærmest må beskrives som kaotisk. Efter showet viser en makker mig med et stolt grin det tomrum, hvor hans fortand havde siddet, indtil han åbenbart landede forkert i et stagedive. Sådan skal det fandme være.

Om jeg nogensinde kommer til at fatte den mængde meningsaffald, der er røget i retning af dette band fra de i metalverdenen desværre så allestedsnærværende konservative kræfter, der forestiller sig, at de har patent på at kunne diktere en håndfuld forsvindende ligegyldige forskelle, der angiveligt skulle definere, hvornår noget er metal og “lort”.
Årh, råber han i stedet for at growle? Bruger de trigger-stortrommer? Er produktionen så tydelig, at man rent faktisk kan høre, hvad der foregår? Klart, og så er selve den dybt intense og brutale musik jo bare HELT VILDT forskellig fra metal, ikke?
Ignorante fjolser, mand. Det hér shit tørsodomiserer dine forældre, om du vil det eller ej.

Psycroptic er dem, jeg har forventet mig mest af på RMF, og de efterlader mig stadig mere høj end bogstaveligt talt 13 ud af de 14 andre koncerter, jeg ser på hele årets festival (hvoraf den sidste i øvrigt leveres af landsmændene fra Deströyer 666). Okay, jeg savner sgu lidt Matthew Chalks sindssyge vokal, og at Psycroptic ikke kan behandle “The Colour of Sleep” som det hit, det fandme burde være blevet. Men derudover kunne jeg bare have ønsket mig et længere show, - omend det muligvis var blevet decideret farligt for mine nakkehvirvler.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Gespenst - Royal Metal Fest 2016

Nu havde mørket endeligt sænket sig over smilets by. Lokale Gespenst spillede deres første koncert sidste år, og nu var det blevet tid til der anden koncert. I forhold til, at det er bandets anden koncert, så virker denne koncert meget mere overbevisende end den første koncert jeg så med dem.

Forsanger Quentin Nicollet med tildækket ansigt formåede sammen med resten af bandet at skabe den rigtige stemning inde i salen til deres dystre og melankolske black metal.

Man bliver hurtigt grebet af stemningen og man kunne både se og høre på bandet, at når de spiller, så er de fuldstændig opslugt af lydbilledet. Lyden var heldigvis på bandets side i aften, så ingenting kunne ødelægge oplevelsen.

En ting som er ret imponerende, er at se hvordan bandet formår at skifte tempo og passager så nemt, at de får det til virke som en simpel opgave. Lydbilledet er ondt og dystert, men når man står og hører deres musik, så er der mange gode og storslåede melodier at finde i deres mørke og dystre univers.

Gespenst leverede en god koncert på Atlas, og jeg forlod salen tilfreds. Det kan kun godt blive godt herfra!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed