fbpx

Rock the Coast 2019 - lørdag

Åh, for helvede da… ja, det er bare en skidegod idé, at jeg skal vågne og ikke kunne sove igen efter kun fem timer, med en hovedpine hvorfra energien kunne omdannes til at drive et trykluftsbor. — Som sjovt nok er det første, jeg lige tænker på. Kanon, mand. Skabt i en perfekt guds billede.

Hvor var det dog ellers en god dag i går. Og der er da også en del af mig, der har lyst til at tage ned på festivalen igen i dag. Men måske kan jeg skippe første band og nøjes med at være der til Magnum fire timer senere? Først og fremmest, dog…

Ud på tønden; af med så meget affald som muligt. Ud i køleskabet og finde så meget koldt at drikke som muligt. Vand, juice, kakao… Ind og ligge igen. Trække vejr ind, trække vejr ud. Ikke fokusere på andet…

Der går to-tre timer, inden jeg vågner igen. Hverken helt smertefri eller 100% frisk, men rørig nok til at få losset røven i gear og komme ned til toget to timer inden første band border scenen (på et så ugudeligt tidspunkt som kl. 14:15). Og det bliver en beslutning, jeg kommer til at sætte pris på.


Dagens første band hedder nemlig Freedom Call. Jeg har aldrig fået dem set, men jeg elsker deres metertykt skamløse power metal. Og det er der flere hernede, der gør, viser det sig.

I gårsdagens reportage nævner jeg flere gange, hvorledes koncertpublikummet i Spanien tilsyneladende overgår de gerne så arrogant snakkende og uinteresserede danske koncertgængere i hengivenhed. Og når det kommer til power metal, virker spanierne tændte, tolerante og taknemmelige i et omfang, hvis lige du aldrig vil finde i lille, snævertsynede bonde-Danmark.

Åbneren “Tears of Babylon” ligger i power metal-spektrets højtidelige ende. Så det bliver i det følgende uptempo-anthem “Union of the Strong”, at Freedom Call syncer med det morgenfriske publikum. Bandet, og ikke mindst den smittende sprælske frontfigur Chris Bay, er tydeligt taknemmelige og glade, — men hvordan kan man da også være andet, når man fræser så inficerende energisk hegn af for folk, der rent faktisk fatter meningen med det?



På gruppens derpå følgende selvbetitlede slagsang er vi decideret oppe omkring topkarakteren. Dette musik er som skrevet til at nedslagte titusindvis af orcer fra enhjørningeryg med et magisk krystalsværd i farverige fantasiverdener, som det for Helvede er alle raske drenge og piger, der drømmer sig ind i, af samme grund som vi overhovedet begynder at høre metal. Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tvangsspille det hér for alle de bøvejyder, der er for snævertsynede til at tænke sig liv inden “Cowboys From Hell”; hvis ignorance gudhjælpemig får dem til at kalde Manowar for power metal — og som i øvrigt ikke kender andre adjektiver end “bøss’”.

Nå. Al denne mesterlighed til trods er bandet dog lige lovligt selvbevidste og måske, måske ikke ude i noget decideret markedskalkule i de følgende par skæringer. Det er fint med den lille socioaktuelle brandtale om budskabet bag “Metal is for Everyone” fra den seneste langspiller “Master of Light” (2016). Men rent tekstmæssigt begynder klichéerne og banaliteterne alligevel at spænde lovligt meget ben for hinanden…:

“Metal is for everyone / The sound is made from steel
Bound for pride and victory / The law of right and wrong

Okay så. Og herpå følger “Power & Glory”, der er så fladpandet lalleglad i al sin børnesangsagtige dur-tonalitet, at jeg er nødt til at gå op og hente øl, mens de forreste rækker bliver bukkakket med deskriptiv selvindsigt:

Oh, the time has come for power & glory
And tonight, for a happy metal party

Jaja. Men derfor er Freedom Call fandme stadigvæk forrygende, og derfor får de stadigvæk vendt hele lortet til deres fordel i afslutterne. “Warriors” er et lige så skamløst stykke happy-go-lucky-rock i en så dåsk dur, som kun tyskere kan slippe af med at skrive den. Men modsat de to forudgående skæringer holder den vand, fordi den så afgørende tekstfront atter abstraherer tilbage fra det selvbevidste meta-niveau til det skønne ridderhymneniveau. Og den fantastiske afslutter “Land of Light” er med sit knuselskeligt tåbelige keyboardfanfaretema en velsignet testosteronversion af “The Final Countdown”, som jeg til enhver tid hellere vil hoppe rundt til end dén. Hvilket jeg forøvrigt også er formanet til at gøre hér og nu — varmen og de tiloversblevne tømmies til trods.

(Karakter: 5 ud af 6)



Festen fortsætter. Efter tre skønne timer i øltelt er det blevet tid til endnu en førstegangs-liveoplevelse med en gruppe, som jeg fandme næsten er ærefrygtig overfor, og hvis midt-til-slut-80’er-udgivelser jeg helt oprigtigt mener tilhører alverdens 20-30 bedste rockalbums: Magnum.

En fuldfed, spacey synth forplanter sig stålsat i sommerluften og vidner om noget, jeg næsten ikke tør tro: “Wild Swan”! Der var engang, hvor rockmusik lød som gigantiske, selvlysende neonrumskibe formet som laserstråleskydende elguitarer i færd med at indtage verden, og det er SÅDAN hér, det lyder. Øjj, og det temposkifte i mellemstykket er så fucking genialt, mand.

At Magnum sidenhen er blevet verdens mest skammeligt oversete band, vidner publikums indledningsvist lidt mangelfulde respons på. Men måske hænger det også sammen med gruppens fremskredne alder. Den 72-årige sanger Bob Catley virker ikke længere som en mand på en mission snarere end en hyggeonkel, der er glad ved at kunne have endnu en dag på kontoret. Reelt gør han vel en del for at oppiske noget stemning, men hans fagter og call-and-response-råb er lidt inkonsekvente.

Hertil kommer, at de derpå følgende nyere skæringer slet og ret ikke står mål med fordums storhed. Titelnumrene fra “Sacred Blood “Divine” Lies” (2016) og “Lost on the Road to Eternity” (2018) er fine, men indskriver sig ikke ligefrem i bandets kanon. “Crazy Old Mothers” burde muligvis have været gentænkt fra scratch.

Men som så mange andre erfarne rockgrupper ved Magnum godt, at de aldrig overgår deres guldalderperiode — i hvert fald ikke i lytternes verden. Så hele sættet rebootes med storslåede “How Far Jerusalem”, og så er vi tilbage i et univers, hvor de dundrende trommer og skæbnesvangre keys går hånd i hånd med lige så dragende lyrik og memorable melodier.

Altid kampdygtige “All England’s Eyes” løfter stemningen op i det festmodus, hvor den hele tiden har skullet befinde sig. Og så meget desto mere det sublime actionhelte-anthem “Vigilante”. For Satan, mand… bare skrive musik der lyder som soundtracket til ekstradimensionelle titaner, der bekæmper hinanden med kuglelyn fra bjergtoppe.

Ligesom jeg aldrig havde turdet håbe på åbneren, havde jeg aldrig turdet håbe på den — i ordets fucking bogstaveligste forstand — episke “Don’t Wake the Lion (Too Old to Die Young)”. Dette er rockhimlen; dette er rockens sixtinske kapel. Alene dét at den eventyrligt smukke produktion er så trofast gengivet live får mig fandme til at knibe en tåre i ren nostalgisk ærefrygt. Vi er ikke det hér værd, vi rådnende, dansende aber.

Der skal sagtens findes eksistenser, der tænker det sørgeligt og begrædeligt, at en flok aldrende mænd må lade sig definere i dag ved at gentage et lille 30-35-årigt tidsvindue snarere end at kigge fremad. Jeg synes tværtimod, det er fantastisk, at vi stadig kan opleve så grandiøs Rock (stort R) fremført af dens oprindelige udøvere i en tid, hvor folk lytter til så hæslig anti-musik som det dér reggaeton.

Kald mig en bitter, gammel mand; kald mig en eskapistisk platnostalgiker. Jeg begræder nutidens leflende, stupide plasticproduktioner og længes tilbage til denne omhyggeligt kreative, farverige eventyrrock. Skrevet, arrangeret, produceret og fandme følt som om den har en betydning, der er større end hver enkelt lille menneskemyres splitsekundseksistens i det verdslige.

So, anyway… Jeg savner “Days of No Trust” i sættet. Ja, jeg savner i det hele taget en masse mere. Men af en times festivalkoncert at være er dette så godt, som det bliver under omstændighederne.

(Karakter: 5 ud af 6)



Apropos ret meget af det ovenstående var jeg muligvis blevet hjemme, hvis ikke det havde været for aftenens — og festivalens — indiskutable bookingscoop: Ritchie Blackmore’s RAINBOW.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente. Har aldrig set rockguden Blackmore på en scene før. Jeg ved bare, at denne Rainbow-inkarnation bl.a. består af gamle Blackmore’s Night-medlemmer og eks-Stratovarius-tangentspiller Jens Johansson, kun spiller fire shows i år, og at der er Purple-numre i sættet. “Touren”, hvis man kan kalde den sådan, hedder “Rock Memories 2019”.

Der skal snildt være en 15-20.000 mennesker her. Og vi formelig eksploderer sammen med bandet, da en ildspyende “Spotlight Kid” kickstarter showet. Det legendariske navn er i topform anno 2019, og det er tydeligt, at crowdens kollektive grad af Blackmore/Rainbow-fanatisme er skyhøj, hvad end folk er valfartet hertil som pilgrimme, eller lokalpublikummet bare er true nok til rent faktisk at kunne pladerne. Tag nu ved lære, Danmark.

Endnu tydeligere bliver det i vidunderlige “I Surrender”. Åh, og jeg der følte mig så heldig, da jeg oplevede Joe Lynn Turner fremføre disse to numre med et symfoniorkester på Wacken for et par år siden. Dette er den ægte vare, above and beyond. Og selvom jeg har hørt Whitesnake spille “Mistreated” live, har den aldrig været så klokkeklar og metaltung som i aften.



Sangeren hedder Ronnie Romero; han har en stærk, skarptskærende rockvokal, og jeg skulle til at kalde ham en “bare” 37-årig chilener… men salig godfather Dio var jo for dælen kun 32, da han og Blackmore grundlagde bandet. Sidst Rainbow var i Spanien, var Romero i øvrigt kun lige knapt blevet født. — Hvilket kan medvirke til at forklare folks ekstase: der er givetvis adskillige fremmødte, der har ventet en voksen mands levetid på dettehér.

Mesteren selv er nede og posere på knæ et par gange. Og så med det ene ben ude, ligesom i gamle dage. Men han står for det meste oprejst uden de store armbevægelser. Og hvor hans Stratocaster engang var en naturlig, fallisk forlængelse af hans korpus, ligner den i dag snarere et stykke håndbagage, som den hviler henslængt på charterferiedunken. (I øvrigt: hvornår har den mand sidst så meget som trukket på smilebåndet??)

Nej, men bevares, han er 74. Og han spiller disse numre med sin egen umiskendeligt sprøde sound og lokomotivrytmiske feeling, der især præger dén “Man on the Silver Mountain”, som får lov at byde de sidste solstråler farvel og løfte middelhavsmånen op over sceneryggen, mens horisonten langsomt farves lavendellilla. Og så kommer vi sågar lige en tur omkring et vers og et omkvæd fra “Woman From Tokyo”. Jamen altså!

Kritikpunkter: “Perfect Strangers” kunne godt have have haft noget mere punch; ligeledes “Long Live Rock ’n’ Roll” som måske også er et par BPM for langsom. Det er jo nok fordi, Blackmore, som den krukkede Rasmus Modsat han er, skal have tingene gjort på én bestemt måde. Ligesom hans soloer somme tider er langsomme og består af lange, udtrukne toner snarere end det neoklassiske fræs, han jo fandme grundlagde.



Ellers handler al tænkelig kritik udelukkende om, at der ikke er mere af det hele. I hvert fald “Highway Star” havde været på sin plads, om ikke andet så i stedet for “Black Night”. Og jeg havde regnet med “Tarot Woman”. Men altså… for Satan, for en fest vi har. Jeg deler fællessang, fælleshop, high-fives og krammere med vildt fremmede oppe i barområdet på bakken. Af og til er vores volumen fandme næsten lige så høj som selve bandet. Selv numrene fra den ovenpå Dio-æraen ellers så ufarlige Bonnet-/Turner-æra, “Since You Been Gone” og “All Night Long”, er et rent, frydefuldt rockparty, som gerne måtte fortsætte, nå jo, hele natten lang.

Og “STARGAZER”, mand. Alene dette ene, episke stykke monumental protoheavy havde været oplevelsen værd at tage herned for. Ja, jeg havde muligvis knebet saltvand hér på falderebet, hvis ikke Purple-klassikeren “Burn” havde været så benzinstinkende aggressivt et nummer, og hvis ikke jeg i den sidste halvanden times tid havde haft et større, mere ekstatisk smil i hele krydderen end i et komplet uoverskueligt antal år.

... Hey, kunne man i øvrigt have en bedre showlukker på CV’et end fucking “Smoke on the Water”? Vi får lov at synge det udødelige riff á capella, stadium style, til sidst, mens gruppen én efter én stiller håndvåbnene, samles på scenekanten og bukker ud. Det kan godt være, at de ikke hedder Jimmy Bain, Cozy Powell, Roger Glover, Don Airey, og hvem der nu ellers har været inde over bandet i glansperioden. Men jeg har fandme set Rainbow, og det var årets koncert 2019.

(Karakter: 5,5 ud af 6)



Min eneste betænkelighed hér i dagene derpå er, hvordan Rock the Coast dog skal overgå alt dette i næste omgang. Sikken et år at lægge ud med for en førstegangsfestival! Og hvis forholdene havde været til det, kunne jeg endda have fået koncerter med Europe, Carcass, Opeth, Michael Monroe og måske også Mayhem med i købet.

Jo: der er bands på Copenhell, som jeg er træt af at gå glip af. Men dettehér KAN langt bedre betale sig, og sgu ikke kun hvis man bor hernede i forvejen. To dage på en festival med fad til 30,- kr. vs. FIRE dage på en festival med fad til HALVTREDS kr… Do the math, baby.

Hertil kommer selvsagt de skønne, sydlandske omgivelser, som det er så svært at sætte ord på. Varmen, solen, havet, palmerne… Ja, kom selv ned og prøv til næste år. Jeg er fandme klar igen!


Læs første del af vores reportage hér.

(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Rock the Coast 2019 - fredag

Det er en dejligt varm og solbeskinnet dag i Fuengirola på Spaniens sydkyst. Ja, altså, det er det så godt som hver eneste dag hernede, skal jeg hilse og sige. Og flere grunde behøver man såmænd ikke som dansker for at stå i nationalregistret som ‘udvandret’, skal jeg ydermere hilse og sige.

Og hvor er det dog ekstra dejligt, at der findes nok lokale sjæle, der både er tilstrækkeligt venlige, ressourcestærke og passionerede udi den fede, hårde rock, til at de gider stable et så prægtigt arrangement på benene, som debutfestivalen Rock The Coast hermed har givet mig et første- og andenhåndsindtryk af at være.

Man skal ikke ret mange meter ind på den forholdsvist minimalistiske festivalplads for at orientere sig om det vigtigste: hovedscener dér; ølboder dér og dér. Sådan, mand. Og så lige med Middelhavet og badestranden som backdrop. Palmer, bjerge, hoteller, lyseblå himmel og ultramarineblåt ocean.

Og hvad festivalområdet ikke har i længde, har det i højde: Marenostrum er en slotsplads komplet med gammel middelalderfæstning øverst på en stejl græsbakke, hvori der stadig er indlejret elementer fra noget, som jeg bilder mig ind er borgruin. Halvdelen af koncerterne foregår inde i selve borggården.

Prikken over i’et: inden første band tanker jeg og mit følge lige op på fadøl til €4 — svarende til 30,- kr. — for 1/2 liter. Altså 40% billigere end på Copenhell, hvis ledelse med andre ord bør tage noter, hvis de skulle falde over nærværende reportage.


Folkemetalfænomenet Аркона (Arkona) er kommet hertil fra Rusland for at åbne ballet. Og dét formål egner genren sig aldeles glimrende til, selv på modersmålet og i al sin esoteriske indspisthed, komplet med piccolofløjte, brune lærredsdragter og så’n. Musikkens standardmodus er den thrashede ende af Faanefjell. Den kvindelige vokalist Masha “Scream” lever op til sit tilnavn ved udover en fornuftig sangstemme altså tillige at besidde et sejt, bistert rottweilerråb og -growl. (Er det bare mig, eller kommer der flere og flere kvindelige growlere i disse år?)

Arkona er bedst, når de giver kreativiteten lidt los og således vover at vige fra deres hovedspor til de mere Finntroll’ske, polkainspirerede områder af genren. De har både drejelire og sækkepibe med; jeg havde gerne hørt mere til begge dele. Det er ikke fordi, jeg husker ret meget af musikken, og det skyldes altså hverken de slaviske tekster eller de enkelte par fad, jeg får klemt ned på de tre kvarters tid.

Indenfor genren overgår Arkona hverken landsmændene Грай (Grai) eller СатанаКозёл (SatanaKozel) i dansabilitet eller memorabilitet. (Er det lige prætentiøst nok at bruge så’n et par substantiver og namedroppe to russiske folkemetalbands på kyrillisk indenfor samme sætning??) Men Arkona er alt andet lige et professionelt og energisk foretagende, og de får sat gang i både lidt headbanging og lidt kædedans. Godt arbejde af et første band at være. Og jeg skal gerne give dem et ekstra lyt, — altså, hvis chancen nogensinde byder sig.

(Karakter: 4 ud af 6)

 


Der var engang, hvor man gjorde nar af Blaze Bayley. “Blæsebælgen”, kaldte vi ham. Og hey, jeg står sgu ved det. For hér 20 år efter mandens tid i Iron Maiden, hvor han besøger Rock the Coast kun for at fremføre numre fra den blandt fans gerne så uglesete periode, står det klart, at det intet havde med hverken talentmæssig umodenhed eller en både personligt og professionelt presset Steve Harris at gøre dengang. Selve Bayleys klang egner sig simpelthen bare ikke til Harris’ sangskrivning, som den gør til mandens gamle hovedband, Wolfsbane.

Imidlertid har den stakkels Bayley måttet affinde sig med sit liv på nogle områder, der gør hele hans historie og person til en rørende, sympatisk skæbnefortælling. Én ting er, at han blev uigenkaldeligt kendt som manden, der ikke kunne fylde skoene ud fra forgængeren Bruce Dickinson. (Hvem fuck havde i øvrigt kunnet dét, og hvem fuck havde ikke taget tjansen alligevel?!) En anden er, at det rent kosmetisk er gået den samme vej for den engang så flotte fyr som for den endnu tidligere forgænger, Paul Di’Anno: 30-40 ekstra kilo og skaldethed i et uhelbredeligt omfang. (Det var muligvis nemt at være bandets kønneste flankeret af Janick Gers og Dave Murray dengang; i dag havde det været umuligt for ham). Og i 2008 mistede han sin hustru, som han få måneder forinden havde giftet sig med efter et forhold på knapt 20 år. — Og dermed al lyst til at fortsætte liv og karriere hvis det ikke havde været for netop hendes formaning om at gøre det.

Selvom der endnu ikke er halvt så mange fremmødte, som der er plads til på festivalgrunden, tilkendegiver Bayley at være dybt taknemmelig — både for al vores respons og for sin tid i Iron Maiden. Og som dedikeret showmand får han fyret godt op under os, der nu engang er her. Selvom hverken “The Angel and the Gambler”, “Futureal” eller den indledende “Lord of the Flies” nogensinde kommer til at lyde som mere end en halvhjertet version af det både før- og sidenhen atter så mægtige Maiden, er der med tiden kommet en sælsom nostalgi over disse numre. Og altså, herregud, det var to plader, og det var fem år i 90’erne hvor samtlige metalbands, der havde haft nævneværdig succes årtiet forinden, altså var mere eller mindre karrieremæssigt udfordrede.

Derudover er det altså fedt at høre de decideret gode “The Sign of the Cross” og “The Clansman”, blæsebælgsvokal eller ej. “Man on the Edge” er for så vidt også et fint nummer, selvom den i dag er meget nedbarberet og lige ved at snuble over egne ben i et næsten thrashet tempo. Og selvom den afsluttende “Como Estais Amigos” (sic) begribeligvis aldrig er blevet smidt på anlægget af ret mange menneskers egen fri vilje, er der alligevel noget ved Bayleys historie og anledningens lokalitet, der får den til at bide sig fast i dag:

Inside the scream is silence / 
Inside it must remain

No victory, and no vanquished
 / Only horror, only pain

No more tears, no more tears

If we live for a hundred years,

Amigos, no more tears

Det er fandme vigtigt, at man viser Blaze Bayley respekt ved at møde op og rocke ud til hans repertoire, om man kan lide det eller ej. For det er mandens liv, det handler om, og ved at blotlægge det for os viser han både et mod og en ydmyghed, der kun er de allerbedste af os forundt.

(Karakter: 4 ud af 6)



Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke giver Graveyard en chance. Begge de koncerter, jeg har set med dem, har været kedelige. Og det er sjovt, for deres musik er egentlig både meget energisk og fandme cool i al sin retrokvalitet. Så jeg VIL bestemt gerne kunne stå og synes om at overvære en optræden med dem.

Men som liveband mangler de nogle helt basale færdigheder udi sådan noget som fucking publikumskontakt og måske bare kontinuitet, — altså, så der ikke kommer de dér pauser mellem numrene hvor der bare ender med at være stilhed på på scenen og i crowden. For som det ser ud nu, må man nærmest skulle være fan på backpatch-basis for ikke at blive hægtet mere eller mindre af, når de stenede svenskere, om det så er bevidst eller ej, undlader at gøre alle de ting, som KISS gør til deres koncerter, fordi de bare fucking virker.

Jeg KAN godt lide selve Graveyards blues’ede retrogarageprotoheavyrock. Og jeg bilder mig ind, at jeg genkender titelnummeret fra den dér “Hisingen Blues”. Men koncentrationen ryger, for Graveyard er for indadvendte til at fastholde min opmærksomhed. Og så er det altså også en mulighed, at netop musikkens stenede beskaffenhed forekommer på bekostning af mere memorable elementer.

Får de en chance til, næste gang muligheden foreligger? Sikkert. Men indtil videre har mine forventninger altså kun et hattrick af 3/6’ere at bero på.

(Karakter: 3 ud af 6)



U.D.O. — af enkelte bedre kendt som Udo Dirkschneider fra Accept — har på intet tidspunkt i hele livet veget fra at smede så bundsolidt stål, at selv dybt konservative genrefæller som Saxon og Krokus må fortryde deres ellers nok så kortvarige derouter udi (i øvrigt fejlslagne) kommercielle eskapader, når de kigger i retning af onkel Udos karriere.

Ja, det er såmænd næppe noget tilfælde, at mandens seneste album (2018) bærer titlen “Steelfactory” (sic). Ligesom Udo alle dage har lydt som en hæs Dame Edna, der bliver dolket i låret med en gaffel, har han alle dage LIGNET en gammel stålværftsarbejder, der sidder på Centerpub Amagerhylden og venter på en gang biksemad til sin Wiibroe.

Det er altsammen en del af dén umiskendelige proletarcharme, der bare ER over den oprindelige heavyscene. Det er fandme ikke forkælede strandvejsbørn eller vandkæmmede økonomistuderende, der spiller ægte heavy; det er folk med intet andet end et mere eller mindre drænende håndværkergig til daglig, som bare skal glemmes i den korte, magiske stjernestund. Og selvom Udo hverken har genopfundet eller opfundet ret meget andet end måske lige pigsqueal’et og den kubiske kropsbygning, har han lavet så meget mere end rigeligt med kvalitetshegn til netop så’n en times stjernestund som hér.

Det er især karrierens relativt ældre numre, der står ud for mit vedkommende. “Independence Day” kunne snildt have været den største Accept-klassiker fra genforeningsperioden i 90’erne. “Vendetta” er tungere end ret meget andet, som Accept nogensinde stod bag. Og selvom jeg sagtens kan se, hvordan “Man and Machine” må kunne virke lidt fjollet for udenforstående, er den ren fryd, når man, som jeg, i store træk lever og ånder for stadionheavy med rå løg og ekstra ost.

Selvfølgelig er debutskæringerne “Animal House” og den afsluttende “They Want War” noget af det tætteste, den gode Udo i sit soloforetagende kommer på at have de deciderede hits, som den helt klassiske Accept-periode kastede af sig. Det kan virke uretfærdigt at holde fast i sammenligningen med hovedbandet, men det VAR sgu dér, mandens største hymner blev støbt. Og der havde jo lissom heller ikke været nogen nævneværdig Robert Plant, hvis der ikke var blevet dannet et Led Zeppelin.

Den størst tænkelige anke må således være, at vi ikke lige får en “Metal Heart” eller “Balls to the Wall” — eller i det mindste “I’m a Rebel” — at gå op i ølteltet på. Men altså, fred være med det, og tak til onkel Udo for at dedikere sit liv til true metal.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Indrømmet: jeg har ikke det store forhold til UFO, udover altså at der var engang, hvor de havde en bette guitarist ved navn Michael Schencker med i folden, og dengang lavede de nogle ganske forrygende skæringer. Ikke mindst dén “Doctor, Doctor” som Iron Maiden kører over PA’et inden showstart, og som jeg således har hørt langt flere gange end nogen andre UFO-numre, og som således er blevet UFO’s største hit, og som således runder deres sæt af på denne, gruppens 50-års afskedstour.

Den 71-årige, mere og mere skilpaddelignende forsanger Phil Mogg minder da også mere om noget, man normalt ville finde indsvøbt i et hæklet tæppe i en gyngestol på et plejehjem end på en scene foran tusindvis af skrigende fans. Hans professionelle rutine kan mærkes, men hans attitude virker mere som en distingveret engelsk lord i en Jane Austen-roman end om nogen rockstjerne.

Så meget desto tungere lyder visse af numrene til gengæld. Især klassikeren “Love to Love”, hvis massive distortionsound anno 2019 vel må tilskrives den forholdsvist nyligt tilføjede eks-Alice Cooper-guitarist Vinnie Moore. (Ikke ulig den nutidige klang hos de dér kamptatoverede, påfaldende-ikke-ret-meget-over-40-årige gutter der turnerer rundt og somme tider kalder sig Thin Lizzy nu om dage.)

Men det klæder sgu numrene med et ekstra skud testosteron, synes jeg. I dag virker de klassiske UFO-numre fra glansperioden lidt mere som koryfæer end som de evergreens, de måske i højere grad var blevet til, hvis gruppens solide midt-til-slut-70’er-lineup havde holdt sammen, — ligesom det gjorde hos de samtidige og sidenhen mere navnkundige protometallere Scorpions og Judas Priest.

Men anyway, udover førnævnte klassikere er det fedt endelig at høre “Only You Can Rock Me”, “Lights Out” og “Rock Bottom” live. Ja, og for den sags skyld også alt det andet. (Det er hård rock, jo.) Og så virker det altså på publikumsmodtagelsen af ikke mindst nævnte numre, som om de lokale rockkoncertgængere er væsentligt mere dedikerede end de danske, — et element der præger størstedelen af de shows, jeg får overværet i weekendens løb.

(Karakter: 4 ud af 6)



Nå. Apropos Scorpions, så er de jo ligesom aftenens hovednavn. Dog må jeg indrømme, at jeg som udgangspunkt bruger nogle numre på at lure, hvorhenne det bedst kan betale sig at stå i madkø, når man holder pris, kvalitet og ventetid op mod hinanden. (Ved et sammentræf bliver vinderen i øvrigt den tyske pølsebod!) Og så må man da hellere prøve om de dér whisky-og-cola-drinks nu virkelig også er så stærke igen. (Det var de.)

Det er først under fjerde nummer, “The Zoo”, at jeg kommer lidt ind i Scorpions-showet. Og selvom det er superprof med flere scenesetups og større storskærms- og lysshow end nogen andre optrædende, går der lige lidt tid, inden sættet falder helt i hak for mit vedkommende. Nye numre som jeg ikke kender. Langt medley med helt gamle numre fra de dér plader som jeg ikke engang har kunnet opdrive.

Det er faktisk først midtvejs, under balladerne — den flotte “Send Me an Angel” og den uundgåelige stadionbasker “Wind of Change” — at jeg og Scorps endegyldigt connecter i aften. For helvede, klassikere ER altså klassikere af mangen en årsag, og det er dem, man vil høre, når man er på +10K-personers præmisser og har tyret fad i timevis. Det er ikke månedens Gaffa-demo på Stengade, det hér.

Herfra er sættet lidt som en gave, der bliver ved med at give. Livsbekræftende er det ikke mindst at høre “Bad Boys Running Wild”, et af alle tiders kvintessentielle hard rock-numre, på et sted hvor publikum som før nævnt bare virker mere passionerede end i Danmark. Den derpå følgende “Tease Me, Please Me” symboliserer for mange +50-årige fans nok et forfald til ond, ond kommercialisme, men for mig betyder det i store træk, at man rent faktisk kan huske nummeret, hvilket altså er ret fedt, når man er så mange mennesker samlet for at rocke til det. Og så kommer der altså en “Blackout” bagefter, der vidt og bredt regnes som et ret stort guldalderværk indenfor det dér heavy metal.

Inden da skal Mikkey Dee naturligvis have en trommesolo, hvor han hejses 20 meter op i luften og bades i spotlights fra alle retninger. Han har lige så meget ild i røven som gennem de sidste 40 år, og det er endnu et livsbekræftende element. Blandt disse tæller tillige den bette charmetrold Klaus Meine, der på uimodståelig vis tager brodden (sorry!) af hele foretagendet med sin ikoniske omvendte læder-sixpence, sit nuttede Tommy Wiseau-grin og sin omtrent halvanden hundelort høje statur. Tænk engang at denne gruppe nogensinde har været kontroversiel.

Jeg er egentlig ved at forlade pladsen efter hovedsættets konklusion, “Big City Nights”. Togene til Málaga holder op med at gå kl. 00:20 (supersmart når man er på festival). Men dammit, jeg nægter at befinde mig på det ene sted i verden, hvor der nu i aften bliver spillet “Rock You Like a Hurricane”, uden også rent faktisk at ROCKE til “Rock You Like a Hurricane”. Så jeg overlader natten til skæbnen og får både “Rock You Like a Hurricane” og inden da endnu en fællessang i lige så uundgåelige “Still Loving You”.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Det viser sig i øvrigt, at der alligevel er tid til at nå toget bagefter, — hvilket så igen betyder, at jeg ikke får set Europe og Carcass. Ja, sådan kan det gå, når man er blevet for magelig til andet end sin egen seng, og arbejder for meget til at arrangere smarte ting som lokal soveplads. (Ikke at jeg gider retfærdiggøre min relativt fremskredne modenhed for meget; natten til søndag tilbringer jeg forskelige steder i Fuengirola…)

Som man måske har fået fornemmelsen af, har første dag været en hyggelig øl- og solrig affære i selskab med andre danskere, der også kan se det smarte i at opsøge fuld valuta for pengene ved at kigge udenfor DK’s grænser. Rock the Coast er langt billigere end Copenhell selv inklusive flybilletter, garanteret regnfri, langt mere solbeskinnet, og med mindst lige så høj programkvalitet pr. tilbragt dag. Selv fredagens lige lovligt friske brise har ikke skæmmet lyden overhovedet, og dét er altså mere, end hvad man kan sige om de forhold, jeg husker fra Copenhell.

Rent programmæssigt må fredagen siges at have haft et solidt bundniveau uden de store udsving. Og som det skulle vise sig, — og som jeg havde forventet, — skulle det blive lørdagen, der bød på de bedste musikalske oplevelser.


Se anden del af vores reportage hér.


(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed