fbpx

Ihsahn - Pharos

Ofte går jeg udenom EP’er, fordi de sjældent giver et fyldigt billede af kunstneren bagved. Men Ihsahn er ikke hvem som helst, og "Pharos” er på forhånd præsenteret som et modstykke til ”Telemark”, som udkom tidligere i år.
Og det med modstykke skal forstås bogstaveligt, for hvor forgængeren var hård i kanten, er de fem numre på den nye EP anderledes lette at gå til. Der åbnes med tre nye numre, og afsluttes med to covernumre, men dem kommer jeg til.
De to første numre er afdæmpede og kan nærmest karakteriseres som Pop – man ville aldrig have gættet på, at de stammer fra en kunstner med rødder i den Sorte Metal …
Så er der straks mere kød på titelnummeret, som ganske vist starter stille, men hvor omkvædets storladne, nærmest majestætiske arrangement har noget spændende over sig.
Og så til de to covernumre, som begge ligger tæt på originalerne, og som begge er overraskende valg. Det første er Portisheads ”Roads” som Ihsahn synger fint, men hvor jeg alligevel savner de skarpere rytmer og især Beth Gibbons’ vokal.
Så går det noget bedre med det sidste nummer, som er et cover af ”Manhattan Skyline”, som A-ha udgav i 1987. Her får Ihsahn hjælp af Einar Solberg fra Leprous, som leverer en vokal tæt på Morten Harkets original.
”Pharos“ er en velproduceret og velspillet udgivelse, men samlet set er det lige en tand for poppet til min smag. Jeg krydser derfor fingre for, at Ihsahn har fået afløb for sine Popideer, og nu vender tilbage til hårdere toner.

Tracklist:
1. Losing Altitude
2. Spectre At The Feast
3. Pharos
4. Roads (Portishead) 
5. Manhattan Skyline (A-Ha) featuring Einar Solberg of Leprous
Samlet spilletid: 24:30

Læs mere...

Æterbrand - Æterbrand

Æterbrand er et nyt navn på den københavnske musikhimmel, og denne selvbetitlede udgivelse er bandets første. I det medfølgende materiale omtales den som en EP, men spilletiden tæt på de 40 minutter overstiger mange af de albums, vi ellers modtager her på siden.
At de fire numre beslaglægger så meget af lytterens tid skyldes genren, for Æterbrand spiller Rock af den progressive slags. Det giver plads til mange eksperimenter, hvilket illustreres fint i åbningsnummeret ”Ship Without a Captain”: Her introduceres lytteren til Rock med glimrende flow, ret tunge rytmer og passager med lækker og tilbagelænet musik, som ledsager en glimrende vokal. Men man udsættes også for rodede sekvenser, nogle der lyder som taget fra et selvhøjtideligt engelsk syngespil samt skabede og unødige guitarløb - Om det er et forsøg på at illustrere titlen, kan jeg kun gætte på; faktum er, at jeg godt kunne være de indslag foruden.
I de følgende numre glimrer disse ved totalt fravær (tak for det!); i stedet fokuserer bandet på at vise skiftende udtryk. Det sker både ved at ændre tempo og hårdhed, og resultatet er en meget fin bredde i musikken; her rammer Æterbrand et af genrens kendetegn meget flot.
Ser man bort fra det indledende roderi, så har jeg mest positive ting at sige om denne debut: Den er velspillet og interessant, og mit eneste ankepunkt er spilletiden, som nogle steder er i overkanten i forhold til indholdet – det bør der strammes op på til næste udspil.

Tracklist:
01: Ship Without a Captain
02: These People Who Rule Us
03: Intimate Oppression
04: 92 Planeter
Samlet spilletid: 38:40

Læs mere...

Ereley - Diablerie

Et konceptalbum, som bygger på ideen om, at vi fødes rene og uskyldige, men via vore valg skubber balancen mod enten det lyse eller det mørke, er hvad tjekkiske Ereley udsender med ”Diablerie”. Albummet er bandets andet, og historien fortælles fra perspektivet af en mand med flest valg i den mørke retning.
Starten er præget af halvtung Metal, hvor musikken varierer sit udtryk pænt meget, uden at det ender i opvisning. I stedet er de flerstemmige vokaler i centrum, og det er tydeligt, at de første numre primært bruges som værktøjer til at fortælle historien. Det er også ok, men bliver lidt langt – specielt fordi det tredje nummer er ret stillestående.
Herefter bliver der heldigvis lukket mere op for godteposen, så der bliver plads til mere voldsomme passager. Konkret betyder det passager med aggressive stortrommer og guitarer, men også mere rå vokaler. Musikken bliver hårdere, men aldrig ekstrem; Ereley holder lidt igen for at kunne fastholde det fortællende element. Og det gør de udmærket, for numrene er meget varierede i udtryk, så genrens rammer bliver udnyttet fint – den klassiske start i ”Enchantress” er et udmærket eksempel.
Mod slutningen er det som om, at alle tråde skal samles, og musikken bliver igen bremset lidt i sin fremdrift. Det gør de sidste numre en smule ensidige, men er kun en lille streg i regningen; Ereley har med ”Diablerie” skabt et alsidigt og til tider ret spændende album.

Tracklist:
1. Diablerie
2. Nephilim
3. Room 666
4. Hex
5. Boogie Man
6. Enchantress
7. Beast
8. Flames Of Deliverance
9. Love And Hate
10. Burning Hell
Samlet spilletid: 54:14

Læs mere...

Opeth - In Cauda Venenum

Næsten 30 år inde i karrieren udsender Opeth med ”In Cauda Venenum” deres album nummer 13; et album, som byder på et par premierer for svenskerne: Albummet er det første, hvor alle tekster er skrevet på svensk. For en sikkerheds skyld udsendes også en engelsk sproget version, og her er den næste nyhed praktisk: For første gang har Mikael Åkerfeldt fundet en titel på latin, som passer til begge udgaver.

At Opeth har udviklet sig musikalsk i løbet af de forgangne årtier, er tydeligt; nutidens stil ligger langt fra den brutale Metal, der var udgangspunktet for de første albums. I stedet for voldsomme guitarer og brølende vokaler søger Åkerfeldt styrke og tyngde i melodierne. Det høres i ”Hjärtat Vet Vad Handen Gör”, som er et af de numre, der brænder sig fast efter et par gennemlytninger. Det samme gør ”Minnets Yta” med sine flotte stemninger og melodier skabt af klaver og guitar.

Stilmæssigt ligger udgivelsen fint i slipstrømmen fra de seneste albums, og retrostemningen derfra fortsætter via numrenes opbygning og udstrakt brug af gammeldags orgel. Men der prøves også nye ideer, som f.eks. i ”Banemannen”, som bedst kan betegnes som Jazz med klarinet, klaver og en jazzet guitar.

Albummets anden halvdel er lidt mindre interessant end den første; her står tingene ind imellem ret stille. Men i det hele taget er ”In Cauda Venenum” en afdæmpet udgivelse, som mest vil tiltale fans af Opeth´ nyere udgivelser – uanset om man snupper den svenske eller den engelske udgave.

Tracklist (Svensk version):
1. Livets Trädgård
2. Svekets Prins
3. Hjärtat Vet Vad Handen Gör
4. De Närmast Sörjande
5. Minnets Yta
6. Charlatan
7. Ingen Sanning Är Allas
8. Banemannen
9. Kontinuerlig Drift
10. Allting Tar Slut
Samlet spilletid: 67:39


Tracklist (Engelsk version):
1. Garden Of Earthly Delights
2. Dignity
3. Heart In Hand
4. Next Of Kin
5. Lovelorn Crime
6. Charlatan
7. Universal Truth
8. The Garroter
9. Continuum
10. All Things Will Pass

Læs mere...

Feather Mountain - Nidus

Da Feather Mountain startede i 2017, var besætningen bas, trommer og vokal, så det var først da to guitarister sluttede sig til bandet året efter, at det nuværende line-up var på plads. Næste skridt var at skrive materiale og gå i studiet, og nu er bandet klar med deres albumdebut, som de kalder ”Nidus”.

Her kaster de fem medlemmer sig ud i Progressiv Rock med masser af overskud og fine indslag. Genren er ofte kendetegnet ved at indeholde mange detaljer, og det gælder også for Feather Mountain: Bag vokalen optræder musikken ofte sammensat af mange små dele; det være sig anslag på strengene eller hurtige skift på trommerne. Resultatet er et bagtæppe i konstant bevægelse, næsten som noget levende. Især i ”In Passing” og “Rupture” passer dette glimrende til vokalen, men også i de andre tracks hænger tingene godt sammen. Der bygges udmærket op til forskellige klimaks, ligesom der ind imellem slås over i lidt mere kontakte toner.

Feather Mountain skriver selv, at de ”Ikke er bange for at lyde hverken for bløde eller for hårde” – her kunne jeg godt tænke mig mere af det sidste, for albummet er til den bløde side, hvilket forstærkes af produktionen. Det gør også, at et par numre trækkes lidt længere end indholdet berettiger til. Men ”Nidus” indeholder mange gode takter, og er absolut en vellykket debut – så vellykket, at jeg gerne hører mere fra bandet.

Tracklist:
1. Nidus
2. Guilt of the Absent pt. 1
3. Guilt of the Absent pt. 2
4. In Passing
5. Rupture
6. Chasm
7. Balance Act
Samlet spilletid: 42:22

 

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Isbjörg - Iridescent

Efter fire års eksistens, som har kastet to singler og to EP’er af sig, er Isbjörg nu klar med deres første album. Det har fået titlen ”Iridescent”, og bandet har selv stået for alt lige fra indspilning, mix, mastering og udgivelse – mere DIY bliver det ikke.

Den fulde kontrol giver maksimal kunstnerisk frihed, og den bruger Isbjörg til en progressiv stil, hvor det centrale instrument er klaveret – en usædvanlig tilgang, som både rummer muligheder og begrænsninger. På positivsiden er selvfølgelig den personlige lyd der kommer fra den udstrakte brug af klaver. Her lader Isbjörg ofte tangenterne starte numrene med stille melodier, for så at bygge op med de øvrige instrumenter og vokalerne. Disse er flotte og vel fremført, uanset om sangeren står alene eller får støtte af flerstemmige kor.

Sammen med de vekslende melodier og rytmer giver det fin variation indenfor hvert enkelt nummer, men når man betragter flere af dem samlet, kommer bagsiden af medaljen: De samme elementer (gen)bruges flere steder, og så svinder bredden.

Derfor er det de numre hvor guitaren får lov at give klaveret modspil, der fremstår stærkest: I ”Needles” rusker de hårde anslag på guitaren op i begivenhederne, og i ”The Curtains Slowly Rise” kører guitar og klaver et lækkert parløb, som giver spænding og dynamik, og gør nummeret til albummets klare højdepunkt. Det er med til at gøre ”Iridescent” til en interessant debut, hvor Isbjörg viser deres potentiale, men hvor der også er plads til forbedringer.

Tracklist:
1.Supine
2.Sonder
3.Illuvea
4.Petrichor
5.Needles
6.While The Sunlight Grace The Mourning
7.The Curtains Slowly Rise
8.Stockholm Reversed
9.Dimmie
Samlet spilletid: 37:54

Læs mere...

Sarah Longfield - Disparity

Selv om Sarah Longfield har flere udgivelser bag sig, både med bandet The Fine Constant og under eget navn, har hun fået mest opmærksomhed for sine videoer på Youtube – her demonstrer sin hun imponerende tapping teknik på den 8-strengede guitar. Den kommer selvfølgelig også i spil på ”Disparity”, som er hendes første album på Season of Mist.

Hvor Youtube er medie til at vise sig frem til sine følgere, så er stemningen en helt anden på albummet; alt er afdæmpet og tilbagetrukket, som om man ville lokke lytteren tættere på. Produktionen er af samme kaliber, så der er ingen aggressivitet at spore der. Det forhindrer heldigvis ikke Longfield i at give prøver på sit guitarspil – selvfølgelig den specielle tapping teknik, men også nogle virkelig hurtige løb, hvor fingrene spurter op og ned ad gribebrættet. Og så får vi nogle flotte soli, hvor det melodiske trækkes frem på en lækker måde.

Disse elementer burde gør albummet til en positiv oplevelse, men gør det desværre ikke. Årsagen er, at guitaren i flere numre skubbes til side af en enerverende 1980’er saxofon, som fylder alt for meget – det ødelægger det hele.
Der er ingen tvivl om det høje tekniske niveau hos alle bidragydere, men der er alt for lidt Sarah Longfield og for meget af alt muligt andet – albummet er hverken personligt eller spændende nok til at indfri det voldsomme hype, der er om hovedpersonen. På grund af de nedtonede melodier og en meget lidt påtrængende produktion får albummet hurtigt status som baggrundsmusik; derfor ender ”Disparity” som en skuffelse, der hurtigt er glemt.

Tracklist:
1. Intro
2. Embracing Solace
3. Departure
4. Cataclysm
5. Sun
6. Citrine
7. Miro
8. Stay Here
9. The Fall
Samlet spilletid: 29:37

Læs mere...

Mother Of Millions - Sigma

Mother Of Millions har hjemme i den græske hovedstad Athen, hvor bandet startede i 2008. I 2014 var man klar med debutalbummet ”Human”, som gav blod på tanden, og var startskud til forøget koncertaktivitet. Erfaringerne derfra har bandet lade flyde ind i materialet til opfølgeren, som de kalder ”Sigma”.

Her viser grækerne sig fra en meget rolig og nedtonet side, der er ingen store armbevægelser, ingen ”Se mig, Hør mig”- attitude, ingen selvfede proklamationer. Man kan næsten se det på tracklisten, numrene har korte titler, næsten som om de ikke skulle vække opmærksomhed.

Det gør de så alligevel, bare på en underspillet og næsten forsigtig facon. Når jeg angiver Progressiv Rock som genre, er det ikke for at give et billede af supervilde instrumentopvisninger eller samspil i højt tempo på kanten af det mulige – disse elementer finder man ikke på albummet. Derfor kan det diskuteres, om stilen virkelig er progressiv, eller om der ”bare” er tale om Rock. Når jeg bruger betegnelsen Progressiv Rock skyldes det, at albummet har en meget alvorlig og intens tone, som gennemsyrer alle elementer – fra George Prokopious vokal til de forskellige melodier drevet frem af guitar eller keyboards. Netop melodierne fungerer udmærket, men det underspillede image virker som en begrænsning – lidt mere selvtillid havde gjort albummet mere interessant.

Tracklist:
1. Emerge
2. Shine
3. Silence
4. Rome
5. Their Passage, The Light
6. Collision
7. The Rapture
8. Spiral
9. Sigma
Samlet spilletid: 41:37

Læs mere...

Odd Palace - Things To Place On The Moon

En simpel kommunikationsfejl var skyld i, at denne anmeldelse nær aldrig var blevet til noget: Nu ankom materialet forsinket i min inbox, men bedre sent end aldrig; mødet med dette debutalbum fra Odd Palace har nemlig været en meget positiv oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden.

Det fem mand store band fra hovedstadsområdet har kun spillet sammen siden 2015, men det kan man ikke høre; samspil og timing sidder hele tiden lige i skabet, så man skulle tro, de aldrig havde lavet andet. Præcision er også en væsentlig forudsætning for at lykkes med musikken, for Odd Palace spiller Progressiv Rock, som i høj grad lever i kraft af, at musikerne fremstår som en enhed.

Produktionen er flot med godt med luft omkring de enkelte elementer, men den ret tynde lyd på guitaren gør, at der ikke kommer ekstra power fra dén kant; heldigvis har Odd Palace et par esser i ærmet. Først og fremmest spiller de musik med mange detaljer, hvor skæve rytmer og glimrende instrumentløb håndteres med usvigelig sikkerhed – i sig selv værd at anerkende. Disse ting får en ekstra dimension ved at blive kombineret med udmærkede melodier, som både er fængende og sikrer, at numrene ikke ender i ren opvisning.

På den måde kan man lytte til albummet på to niveauer: Rent overfladisk er der tale om fine Rocknumre i den blødere ende af skalaen, men lytter man efter, er der virkelig mange godbidder at nyde. At de ikke alle smager mig lige godt, er ligegyldigt; Odd Palace har begået et rigtig stærkt album, som fortjener succes!

Tracklist:
1. Carnivore
2. Chemical Solutions
3. Liar's Attire
4. Through your eyes
5. Things To Place On The Moon
6. Delirious
7. Insomnia
8. The Alchamist
9. Counterpart
10. Dead End
Samlet spilletid: 54:23

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed