fbpx

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Isbjörg - Iridescent

Efter fire års eksistens, som har kastet to singler og to EP’er af sig, er Isbjörg nu klar med deres første album. Det har fået titlen ”Iridescent”, og bandet har selv stået for alt lige fra indspilning, mix, mastering og udgivelse – mere DIY bliver det ikke.

Den fulde kontrol giver maksimal kunstnerisk frihed, og den bruger Isbjörg til en progressiv stil, hvor det centrale instrument er klaveret – en usædvanlig tilgang, som både rummer muligheder og begrænsninger. På positivsiden er selvfølgelig den personlige lyd der kommer fra den udstrakte brug af klaver. Her lader Isbjörg ofte tangenterne starte numrene med stille melodier, for så at bygge op med de øvrige instrumenter og vokalerne. Disse er flotte og vel fremført, uanset om sangeren står alene eller får støtte af flerstemmige kor.

Sammen med de vekslende melodier og rytmer giver det fin variation indenfor hvert enkelt nummer, men når man betragter flere af dem samlet, kommer bagsiden af medaljen: De samme elementer (gen)bruges flere steder, og så svinder bredden.

Derfor er det de numre hvor guitaren får lov at give klaveret modspil, der fremstår stærkest: I ”Needles” rusker de hårde anslag på guitaren op i begivenhederne, og i ”The Curtains Slowly Rise” kører guitar og klaver et lækkert parløb, som giver spænding og dynamik, og gør nummeret til albummets klare højdepunkt. Det er med til at gøre ”Iridescent” til en interessant debut, hvor Isbjörg viser deres potentiale, men hvor der også er plads til forbedringer.

Tracklist:
1.Supine
2.Sonder
3.Illuvea
4.Petrichor
5.Needles
6.While The Sunlight Grace The Mourning
7.The Curtains Slowly Rise
8.Stockholm Reversed
9.Dimmie
Samlet spilletid: 37:54

Læs mere...

Sarah Longfield - Disparity

Selv om Sarah Longfield har flere udgivelser bag sig, både med bandet The Fine Constant og under eget navn, har hun fået mest opmærksomhed for sine videoer på Youtube – her demonstrer sin hun imponerende tapping teknik på den 8-strengede guitar. Den kommer selvfølgelig også i spil på ”Disparity”, som er hendes første album på Season of Mist.

Hvor Youtube er medie til at vise sig frem til sine følgere, så er stemningen en helt anden på albummet; alt er afdæmpet og tilbagetrukket, som om man ville lokke lytteren tættere på. Produktionen er af samme kaliber, så der er ingen aggressivitet at spore der. Det forhindrer heldigvis ikke Longfield i at give prøver på sit guitarspil – selvfølgelig den specielle tapping teknik, men også nogle virkelig hurtige løb, hvor fingrene spurter op og ned ad gribebrættet. Og så får vi nogle flotte soli, hvor det melodiske trækkes frem på en lækker måde.

Disse elementer burde gør albummet til en positiv oplevelse, men gør det desværre ikke. Årsagen er, at guitaren i flere numre skubbes til side af en enerverende 1980’er saxofon, som fylder alt for meget – det ødelægger det hele.
Der er ingen tvivl om det høje tekniske niveau hos alle bidragydere, men der er alt for lidt Sarah Longfield og for meget af alt muligt andet – albummet er hverken personligt eller spændende nok til at indfri det voldsomme hype, der er om hovedpersonen. På grund af de nedtonede melodier og en meget lidt påtrængende produktion får albummet hurtigt status som baggrundsmusik; derfor ender ”Disparity” som en skuffelse, der hurtigt er glemt.

Tracklist:
1. Intro
2. Embracing Solace
3. Departure
4. Cataclysm
5. Sun
6. Citrine
7. Miro
8. Stay Here
9. The Fall
Samlet spilletid: 29:37

Læs mere...

Mother Of Millions - Sigma

Mother Of Millions har hjemme i den græske hovedstad Athen, hvor bandet startede i 2008. I 2014 var man klar med debutalbummet ”Human”, som gav blod på tanden, og var startskud til forøget koncertaktivitet. Erfaringerne derfra har bandet lade flyde ind i materialet til opfølgeren, som de kalder ”Sigma”.

Her viser grækerne sig fra en meget rolig og nedtonet side, der er ingen store armbevægelser, ingen ”Se mig, Hør mig”- attitude, ingen selvfede proklamationer. Man kan næsten se det på tracklisten, numrene har korte titler, næsten som om de ikke skulle vække opmærksomhed.

Det gør de så alligevel, bare på en underspillet og næsten forsigtig facon. Når jeg angiver Progressiv Rock som genre, er det ikke for at give et billede af supervilde instrumentopvisninger eller samspil i højt tempo på kanten af det mulige – disse elementer finder man ikke på albummet. Derfor kan det diskuteres, om stilen virkelig er progressiv, eller om der ”bare” er tale om Rock. Når jeg bruger betegnelsen Progressiv Rock skyldes det, at albummet har en meget alvorlig og intens tone, som gennemsyrer alle elementer – fra George Prokopious vokal til de forskellige melodier drevet frem af guitar eller keyboards. Netop melodierne fungerer udmærket, men det underspillede image virker som en begrænsning – lidt mere selvtillid havde gjort albummet mere interessant.

Tracklist:
1. Emerge
2. Shine
3. Silence
4. Rome
5. Their Passage, The Light
6. Collision
7. The Rapture
8. Spiral
9. Sigma
Samlet spilletid: 41:37

Læs mere...

Odd Palace - Things To Place On The Moon

En simpel kommunikationsfejl var skyld i, at denne anmeldelse nær aldrig var blevet til noget: Nu ankom materialet forsinket i min inbox, men bedre sent end aldrig; mødet med dette debutalbum fra Odd Palace har nemlig været en meget positiv oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden.

Det fem mand store band fra hovedstadsområdet har kun spillet sammen siden 2015, men det kan man ikke høre; samspil og timing sidder hele tiden lige i skabet, så man skulle tro, de aldrig havde lavet andet. Præcision er også en væsentlig forudsætning for at lykkes med musikken, for Odd Palace spiller Progressiv Rock, som i høj grad lever i kraft af, at musikerne fremstår som en enhed.

Produktionen er flot med godt med luft omkring de enkelte elementer, men den ret tynde lyd på guitaren gør, at der ikke kommer ekstra power fra dén kant; heldigvis har Odd Palace et par esser i ærmet. Først og fremmest spiller de musik med mange detaljer, hvor skæve rytmer og glimrende instrumentløb håndteres med usvigelig sikkerhed – i sig selv værd at anerkende. Disse ting får en ekstra dimension ved at blive kombineret med udmærkede melodier, som både er fængende og sikrer, at numrene ikke ender i ren opvisning.

På den måde kan man lytte til albummet på to niveauer: Rent overfladisk er der tale om fine Rocknumre i den blødere ende af skalaen, men lytter man efter, er der virkelig mange godbidder at nyde. At de ikke alle smager mig lige godt, er ligegyldigt; Odd Palace har begået et rigtig stærkt album, som fortjener succes!

Tracklist:
1. Carnivore
2. Chemical Solutions
3. Liar's Attire
4. Through your eyes
5. Things To Place On The Moon
6. Delirious
7. Insomnia
8. The Alchamist
9. Counterpart
10. Dead End
Samlet spilletid: 54:23

Læs mere...

Subterranean Masquerade - Vagabond

Selv om Subterranean Masquerade stammer fra Norge, afslører et kig ned over listen af medlemmer, at flere af disse har en anden etnisk baggrund end den norske – det er et udmærket udgangspunkt for et band, som gerne vil blande flere genrer. Det har bandet gjort siden starten i 1997, og nu, 20 år senere, udgiver de deres tredje album.

I åbningsnummeret anslår indisk citar og percussion en ”summer of love”- stemning, men da nummeret kommer i gang med både klaver, guitar og sax, bliver det til en udmærket omgang moderat Rock, ikke mindst via den bløde og imødekommende vokal.

Det moderate kendetegner også de efterfølgende numre, men forhindrer ikke Subterranean Masquerade i at eksperimentere. Således er der en del passager, hvor musikken er tydeligt inspireret af ikke-nordisk Folkemusik, som efterlader en cirkusagtig stemning.

Albummet afsluttes en fortolkning af David Bowies Space Oddity som en hyldest til den afdøde superstjerne. Den er som sådan udmærket, men det virker letkøbt at tage et så ikonisk nummer; et mindre hypet track havde virket som en mere ægte tribute. Nu ender det mere eller mindre på mellemhånd, hvilket gælder for albummet som helhed. Jeg synes godt om de lidt syrede 60’er referencer, men går generelt for meget cirkus i musikken til, at albummet får mere end et OK i samlet bedømmelse.

Tracklist:
1. Place for Fairytales
2. Nomad
3. Waves
4. Carousal
5. Kippur
6. Daled Bavos
7. As You Are
8. Hymn of the Vagabond
9. Space Oddity
Samlet spilletid: 47:54

Læs mere...

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Læs mere...

Korea - Abiogenesis

Trods det asiatiske navn er bandet her fra Sverige, nærmere bestemt Stockholm. Efter at have udsendt de to albums ”For The Present Purpose” (2008) og ”The Delirium Suite” (2010), opstod indre spændinger, og bandet gik i hi. Tre år senere kom guitaristen Johan Stigsson ind i billedet, hvilket satte gang i målrettet sangskrivning. Resultatet heraf foreligger nu i for af albummet ”Abiogenesis”.

Indholdet kan bedst betegnes som Progressiv Rock, for selv om numrene langt fra er en opvisning i sublim instrumenthåndtering og rytmiske ekstremiteter, har de alligevel en seriøsitet, der retfærdiggør betegnelsen. Især på albummets første tredjedel gør dette sig gældende: Åbningsnummeret byder på flotte vokaler, men ikke så meget dynamik. Det kommer i track 2, ”Fanatic”, som er virkelig stærkt. Intensiteten fastholdes i de følgende numre, men efterhånden som albummet skrider frem, begynder numrene at miste noget af deres spænding. Resultatet er mere poppet og peger mere i retning af Art Pop, især helt til slut. Det betyder ikke, at Korea slækker på det seriøse, for her holdes fanen højt hele vejen. Men der kommer hurtigt til at mangle den intensitet, som de første numre indeholdt. Derfor falder oplevelsen støt i kvalitet, men ender alligevel over middel pga. et højt udgangsniveau.

Tracklist:
1. Compass
2.Fanatic
3.Exodus
4.Thought Pattern
5.Abyss
6.Corner of my own
7.Do you want my lawnmower
8.Downfall
9.New Horizon
10.Stand Down
11.Orbiting the Void
12.Terminal Velocity
13.Polarity
Samlet spilletid: 56:32

 

Læs mere...

Foscor - Les Irreals Visions

Barcelona har andet og mere at byde på end et af verdens største fodboldhold. Et eksempel er bandet Foscor, der i år kan fejre tyve års jubilæum med udsendelse af ”Les Irreals Visions”, som er deres femte album. Her giver sangeren Fiar og de to guitarister Falke og A.M. et indblik i deres musikalske verden.

Ifølge presseteksten betyder Foscor ”Mørke” på catalansk, og det passede fint til bandets oprindelige stil; på de første albums spillede Foscor nemlig Black Metal. Den stil har bandet forladt, og selv om trommerne blaster lidt i baggrunden på åbningsnummeret, er den Sorte Metal et helt overstået kapitel for catalanerne. I stedet har de vendt sig mod en meget alvorlig blanding af Rock og Metal, som bedst kan beskrives som progressiv – selv om der ikke bydes på de vilde instrumentale udfoldelser, er der alligevel en vis stramhed over musikken.

Indholdsmæssigt er numrene mere Rock end Metal, og stemningen er generelt ret tilbagetrukken. I sig selv er der ikke noget i vejen med dét valg, men desværre overdriver Foscor. Resultatet er meget lidt dynamisk, så de førnævnte trommer og den langsomme opbygning i ”Espectres Al Cau” er stort set de eneste eksempler på bevægelse i musikken. I de resterende numre er der nærmest tale om at flatline uden udsving, og det bliver selvsagt hurtigt kedeligt. Hvis albummet her er udtryk for Foscors evner indenfor det progressive, håber jeg at de hurtigt vender tilbage til den Sorte Metal – det kan stort set kun blive mere interessant end denne lydmæssige sovepille.

Tracklist:
1. Instants
2. Ciutat Tràgica
3. Altars
4. Encenalls De Mort
5. Malfiança
6. Espectres Al Cau
7. De Marges I Matinades
8. Les Irreals Visions
Samlet spilletid: 43:38

Læs mere...

The Thirteenth Sun - Stardust

Det er ikke mange bands fra Rumænien, jeg støder på, men The Thirteenth Sun er et af dem. Bandet startede i 2011 som en duo, men er siden blevet udvidet til en kvintet. I 2012 sendte rumænerne en EP på gaden, men Albummet ”Stardust” er bandets første. Det er produceret af det tidligere Negura Bunget medlem Edmond Karban i dennes Consonance studie.

Han har præsteret en udmærket produktion med hul igennem, men uden specielt meget power. Dermed passer den fint til musikken, for The Thirteenth Sun spiller Progressiv Rock, som hovedsageligt bevæger sig i de mere rolige egne af stilen; kun sjældent vokser tingene i intensitet og power til at tangere Metal.

Metal er naturligvis ikke et krav i sig selv, specielt den progressive musik har mange andre måder at vise styrke på. For The Thirteenth Sun fungerer tingene bedst i de passager, hvor musikken bliver lidt drømmende og eksperimenterende – her kan jeg fornemme ideer, som kunne blive til noget interessant. Desværre er det stort set de eneste steder på albummet, hvor der er noget at komme efter. For selv om det hele er velspillet, så savner jeg noget spænding, nogle fængende melodier eller overraskende skift i musikken. Det får ”Stardust” til at være i overhængende fare for at ende som baggrundsmusik – her må bandet stramme sig an fremover.

Tracklist:
01 Universus
02 Pathways
03 Planes of Creation
04 Universe is Burning
05 Melting Skies
06 The Fabric of Time
07 Glowing Sun
Samlet spilletid: 54:07

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed