fbpx

Periphery - Juggernaut: Alpha / Juggernaut: Omega

Udgivelse af konceptalbums er næsten en del af standardrepertoiret hvis man spiller progressiv musik. For amerikanske Periphery kommer tidspunktet 10 år inde i karrieren, og det sker med eftertryk; der er nemlig ikke kun tale om ét album, men to separate kaldet ”Juggernaut” med henholdsvis ”Alpha” og ”Omega” som undertitel. Da de i fællesskab fortæller en historie, har jeg valgt at inkludere begge albums i denne anmeldelse.

Det er selvsagt en pænt stor mundfuld, 17 numre og en samlet spilletid på 80 minutter taler sig eget sprog - Alligevel er det en storslået og spændende opgave at kaste sig ud i.

Det, der imponerer mig mest ved de to albums, er den enorme bredde, de fremviser. Periphery breder sig over så mange forskellige stilarter, at hvis ikke det var for den gennemgående fine produktion, skulle man tro, at det var et compilation album, man havde fået fat i. Det spænder fra skæv Metal i ”MK Ultra”, ihærdigt brølende vokaler i ”Hell Below” til Hardrock i ”Heavy Heart”, stille toner i ”Priestess“ og endda elektropop i ”Alpha”. Det kan lyde forvirrende, men de enkelte numre er meget gennemførte, uanset stilart. Og så indeholder de mange elementer, som først rigtigt brænder sig fast efter flere gennemlytninger; det kan derfor godt betale sig at investere den tid det tager at komme ind i musikken.

Til gengæld virker det noget overdrevet at Periphery absolut vil udsende 2 albums; der skulle kun fjernes et par numre for at indholdet kunne være på 1 CD. Og numrene er ikke så forskellige at man partout skal eje begge skiver, men det må den enkelte gøre op med sig selv.

Tracklist
Juggernaut: Alpha
1. A Black Minute
2. MK Ultra
3. Heavy Heart
4. The Event
5. The Scourge
6. Alpha
7. 22 Faces
8. Rainbow Gravity
9. Four Lights
10. Psychosphere
Samlet spilletid: 41:23

Tracklist
Juggernaut: Omega
1. Reprise
2. The Bad Thing
3. Priestess
4. Graveless
5. Hell Below
6. Omega
7. Stranger Things
Samlet spilletid: 39:18

 

Læs mere...

Periphery – Clear

Vanen tro er det amerikanske djent/prog metal band Periphery nu ude med en EP. Når jeg skriver vanen, skal det naturligvis ses i relation til, at bandet udgav EPen Icarus mellem udgivelsen af deres første og anden fuldlængde udgivelse. Set i det historiske bakspejl og ud fra en normal logisk tankegang, må det antages, at Clear er første skridt mod et fremtidigt Periphery album – og forsætter amerikanerne i samme stil som tidligere og i forlængelse af denne EP, er der noget at se frem til!

Clear består af 7 numre, hvor af tre af disser er instrumentale . Det gør nu ikke så meget, da der er tale om interessante kompositioner. Meeeen det er de fire numre med vokal, der er mest interessante. Af disse gør alle sig godt, men absolut bedste er uden tvivl ”Feed The Ground”, der sprudler af spilleglæde og fede riffs. Sotelo levere vokal i høj klasse, som han er kendt for og leverede på Periphery II: This Time It's Personal.

”The Parade Of Ashes” fremviser Periphery med en interessant industrial kant - noget der med sikkerhed vil veje positivt hos nogle og afskrække andre. For undertegnede fungerer nummeret. Generelt set har jeg ikke meget negativt at sige om Clear. Nuvel, det havde været rart med vokal på flere af numrene, men ellers er der ikke en finger at sætte. Niveauet er højt og kompositionerne velskrevne. Jeg glæder mig til at høre endnu mere til Perophery. 5 ud af 6.

Tracklist:
1. Overture
2. The Summer Jam
3. Feed The Ground
4. Zero
5. The Parade Of Ashes
6. Extraneous

Læs mere...

Periphery udgiver video til "Ragnarok" – Se den her!

Det amerikanske djent/progressive metal band Periphery har været i gang med publikumsoptagelserne, hvilket har resulteret i en livevideo til nummeret ”Ragnarok” – Se den nedenfor.

 

Videoen er skudt under Peripherys deltagelse i sommerens 2013 udgave af den amerikanske udgave af Summer Slaughter. Nummeret er taget fra bandets 2012 udgivelse Periphery II: This time It’s Personal, udgivet via Century Media. Albummet er bandets 2 udgivelse siden formation tilbage i 2005. I 2010 udkom bandet med deres debut, Periphery, og to år efter kom altså deres andet album. Bandet har braget derud af og sammen med bl.a. Tesseract været spydspids for den moderne djent orienterede progressive metal. Se videoen til ”Ragnarok” her:

 

Læs mere...

Dream Theater, Periphery

Nogen gang er man heldig – andre er man uheldig. At Dream Theater koncerten blev flyttet til Valby Hallen i stedet for nedbrændte KB Hallen lugter langt væk af uheld. Jeg har aldrig nogensinde været til en koncert i Valby Hallen, uden lyden har været helt forfærdeligt og faktisk er det mig en smule uforståeligt at hallen overhovedet bliver brugt til koncerter!? Det være sagt har jeg snakket med venner og bekendte, der faktisk har oplevet god lyd i betonklodsen – derfor: på med ja-hatten og af sted, til hvad jeg håbede ville blive en af årets progressive rock/metal oplevelser. Fredag aften, godt fyldt op og med amerikanske Periphery som opvarmning, var scenen om noget sat til en musikalsk oplevelse i den progressive rock/metals tegn.

Periphery

Mens Dream Theater om nogen repræsentere den mere klassiske form af progressive rock/metal, har medlemmerne i Periphery slået deres navn fast inden for de seneste år, men et univers der i høj grad bærer præg af den djent sound, der er fremherskende på nuværende tidspunkt. Desværre var det ret tydeligt, at det var begrænset hvor mange blandt det fremmødte publikum, der reelt kendte amerikanerne i forvejen. Det blev derfor en noget stillestående begejstring, men det er sandsynligvis ikke første gang på touren at Periphery oplever den publikumsrespons – og det var absolut heller noget bandet lod sig påvirke af. Med en fandens energi og spillelyst leverede bandet seks numre, der i hvert fald fremviste bandet som et energisk livenavn.

Men så falder hammeren desværre også. Ikke engang den ellers rigtig gode liveenergi kan veje op for de elendige lydforhold som Valby Hallen IGEN var som minimum halvt ansvarlig for. Matt Halpern på trommer spillede eminent, men støjede også som en i helvede i det lukkede betonhelvede, mens Spencer Sotrelo kun momentvis var til at høre. ”Heldigvis” blev det opvejet af en suppe af guitar og bas der overhovedet ikke var til at skille fra hinanden. Kort sagt: forfærdelige lydforhold. Det var helt sikkert ikke til Valby Hallens fordel, at salen ikke var flydt op på det tidspunkt. Men det ændre bare ikke ved det faktum, at bandet performede det bedste de kunne men simpelthen ikke formåede at, eller kunne, gøre noget ved lydforholdene.

Periphery havde fortjent bedre – men som det senere skulle vise sig, var det ikke helt umuligt at tæmme lydforholdene i Valby Hallen og retrospektivt må det derved også konkluderes, at problemerne ikke kun ligger i beliggenheden men også hos Periphery´s tilknyttede lydmænd. 3 ud af 6 til Periphery og et ønske om et snarligt gensyn, gerne i et andet venue.

Dream Theater

Ikke overraskende var der ingen tvivl om hvem der var aftenens hovednavn. Kl. 21 satte Dream Theater gang i deres intro, som så vidt jeg kan researche mig frem til var Hans Zimmers ”Dream is Collapsing”. Med trommesæt placeret solidt midt i det hele, ragende op som et mindre højhus, Jordan Rudess flankerende på publikums venstre side og tre kubelignende skærme hængende over scenen, gjorde Dream Theater deres for at drage publikum til. For lige at blive hængende ved de tre skærme, blev de under koncerten benyttet til dels at vise de forskellige medlemmer i aktion og dels til at vise forskellige animationsvideoer. Afbalanceret og tilpasset koncerten, fungerede det som et ekstra skud i en ellers skarpladt seksløber.

God og vel 15 numre samt en trommesolo blev det til, inden Dream Theater efter ca. to timers spilletid lukkede og slukkede ned, med hvad der virkede som stor tilfredshed fra publikums side. Efter opvarmningen var jeg sikkert ikke den eneste, der havde frygtet og lugtet fadæsen lure rundt om hjørnet og efter Dream Theater havde skudt de første nummre af sted, var det ikke en frygt der hverken var forsvundet eller lugtede mindre, for det startede mildest talt ikke godt. James LaBrie gik stærkt igennem, men andet ville også overraske med den vokal, samme gjorde sig gældende for Jordan Rudess og hans keyboards, mens John Petrucci og John Myung til gængæld gjorde Periphery stilen efter og leverede en gang mudret lyd, hvor specielt guitar druknede fuldstændigt. Men når et band har noget nær 25 års erfaring på bagen, kan man heldigvis forvente at sådan nogle småting bliver bedret og rette løbende. Ved aftenens tredje nummer, ”Build Me Up, break Me Down”, var lyden tilpasset så meget det var muligt og nåede, trods Valby Hallen, et niveau det var et godt stykke over godkendt - hvorved Dream Theater med førnævnte nummer, fik sat ild til publikum.

I løbet af den lidt over to timer lange koncert blev det bl.a. til ”The Dark Eternal Light”, ”Far From Heaven”, ”War Inside My Head” og mange flere, men såvel som der var dragende højdepunkter hvor Dream Theater fastholdte og fortryllede publikum, var der numre hvor det lykkedes knapt så godt med de musikalske lækkerier. Overordnet var det dog en ganske vellykket aften, hvor sammensætning af materiale og showmanship sendte bandet på sejerskurs. Som lille sideoplysning, har Dream Theater gennem deres tour skifte mellem to setlister, hvor den ene indeholder et akustisk set og det andet, overraskende nok, ikke gør. Danskerne blev benådet med den setliste der ikke indeholdte et akustisk set, men i relation til koncertens fysiske omgivelser var det med sikkerhed også for det bedste.

Dream Theater formåede på fornuftig vis at tøjle den ellers enormt grimme Valby Hal, selvom det desværre aldrig blev helt perfekt lydmæssigt. Det kombineret med enkelte svipsere i setlisten spiller Dream Theater sig ind til 4,5 ud af 6.

Samlet set en aften, hvor der nok næppe er nogen der husker opvarmningsnavnet om et halvt år. Til gengæld gjorde Dream Theater hvad det var forventet og gav publikum en på opleveren. Valby Hallen opførte sig tilforladeligt og hvis jeg lige brokker mig over den enorme kødannelse der uundgåeligt blev dannet det eneste sted der kunne bruges dankort, vil jeg lade hallen være for denne gang. Samlet set 4 ud af 6.

Se billeder fra Periphery her.

Se billeder fra Dream Theater her.

Læs mere...

Periphery - Periphery II

Det amerikanske progressive metal band Periphery har efterhånden eksisteret i 7 år. Med udgivelse af deres debut i 2010, kom det tidligere i år frem at bandet ville udgive to albums i år. Periphery II (This Time It’s Personal) og Juggernaut – hvor sidstnævnte efter sigende skulle være et konceptalbum. Nok rygter og mere facts. Periphery II udkom i juni, og må siges at være noget af en mundfuld – men en velsmagende en af slagsen.

Albummet er malet med den store Periphery pensel, og man er som kender ikke i tvivl om hvem det er, der lyttes til. Men der er alligevel rimelig stor forskel på debuten og Periphery II. Materialet på dette album er skrevet af hele bandet og ikke kun guitarist Misha Mansoor, der var ansvarlig for materialet på debuten. Specielt forsanger Spencer Sotelo, der blev hevet ind under indspilningerne til debuten, har denne gang fået langt større råderum. Det har medført at såvel lyrikken som vokalpræstationen er langt bedre. Det kan høres, og ikke overraskende fremstår Periphery II mere gennemarbejdet og i langt højere grad som en enhed end debuten. Dertil kommer Adam Getgood, der er kommet til på bas tidligere på året, og leverer en bundsolid præstation.

Det være sagt, vinder Periphery ikke nyt terræn med deres anden udgivelse, men hvis man kan lide deres tidligere materiale, vil man sandsynligvis også synes god om denne udgivelse. Og der er rigtig meget godt at komme efter på Periphery II. Første og anden skæring, ”Muramsa” og ”Have A Blast”, er energiske velkomponerede numre, hvor bandets tilføjede strygere, giver specielt ”Have A Blast” langt mere kant end tidligere materiale. Blandt det bedste numre på pladen findes også ”Facepalm Mute”, ”Scarlet” og førstesinglen ”Make Total Destroy”. I det hele taget positionerer Periphery sig stærkt med denne anden udgivelse, der uden tvivl har hævet bundniveauet for bandet i forhold til debuten.

Denne skive er uden tvivl et af årets must have skiver, hvis man er til genren. Periphery har deres egen lyd, og den er tydelig hele vejen igennem. Den er forsøgt kopieret et utal af gange, men der er ingen, der mestrer den så godt som bandet selv. Træerne vokser dog ikke hele vejen ind i skyerne, og selvom det er prisværdigt, at bandet stort set har udnyttet hele spilletiden på skiven, er der enkelte fillers, som endnu ikke har grebet undertegnede. Det være sagt er denne udgivelse en af dem, der kræver tid før man bliver draget helt ind, og jeg vil erkende, at jeg faktisk ikke er sikker på, at jeg har fundet hele vejen ind til kernen endnu. Derfor bliver det et stort 5 ud af 6 til Periphery

Tracklist:

1. Muramsa
2. Have A Blast
3. Facepalm Mute
4. Ji
5. Scarlet
6. Luck As A Constant
7. Ragnarok
8. The Gods Must Be Crazy!
9. Make Total Destroy
10. Erised
11. Epoch
12. Froggin’ Bullfish
13. Mile Zero
14. Masamune


 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed