fbpx

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...

Sanction - The Infringement of God's Plan

Normalt kan jeg godt lide Hardcore; genrens energi, dens FUCK YOU-attitude og dens stærke holdninger til politik, verden og samfundet som helhed er tiltalende. Alt det kan normalt sagtens kompenserende for monotont brølende vokaler, specielt hvis der blandes elementer af Metal i musikken.

Set i det lys burde jeg synes om det nye album fra New York-bandet Sanction; på ”The Infringement of God's Plan” giver de fem medlemmer den virkelig gas, og der bliver ikke lagt fingre imellem, snarere tværtimod: Frontmanden skriger virkelig sine tekster ud, og musikken er usædvanligt skæv og nærmest hakkende ind imellem. Et par af numrene er ikke egentlige numre, men mere lydcollager med klagende lyde – de er med til at forstærke det samlede indtryk og gøre det mere råt. Problemet er bare, at alle de, ligesom de resterende elementer, overdrives – det hele er for meget, det hele er presset langt ud uden, at der er nogen fornuftig grund til det.

Dermed er udspillet ekstremt nok til, at det sorterer mange lyttere fra, inklusive mig – der er for meget aggression for dets egen skyld, og for lidt flow til at fange mig. Det betyder, at ”The Infringement of God's Plan” fremstår som mere irriterende end interessant.

Tracklist:
1. Enter (In Five Fractions)
2. The Prophet Who Saw Fire
3. Sixhundredthirtyone
4. Fixated Upon a Figure
5. Untitled
6. The Infringement of God's Plan
7. Exit (Chord Radius)
Samlet spilletid: 18:20

Læs mere...

9000 John Doe - The Spirit of The Firewolf

Da Aalborg-bandet 9000 John Doe for nogle år siden albumdebuterede med ”Redneck Is The New Black”, var det under banneret Hillbilly Hardcore. I forbindelse med udgivelse af denne efterfølger lægger de meget vægt på, at deres tilgang har været meget mere seriøs og fokuseret. Spørgsmålet er så, om de kan holde den musikalske fane højt uden, at det går ud over selvironien.

At fanen stadig holdes højt, slås fast med syvtommer søm fra start: ”Hated By Most” og ”Horns In The Shadow” byder på ret så groovy Metal, som via en fint brølende vokal får tilført et skud Hardcore. Denne kombination finder man også i flere af de efterfølgende numre, og det er tydeligt at høre, at bandet føler sig godt tilpas med den. Den fungerer også udmærket i ”Look At Me Now” og ”Rusty Nails”, mens eksperimenter som det Shining-agtige mellemspil i ”The Cold Street of London” ikke falder helt så heldigt ud – heldigvis kompenserer nummeret med en heftig indledning. Det er der mere af i min favorit på albummet; ”Hellstorm” er en dundrende fed omgang Hardcore med attitude og hele pivetøjet – virkelig fedt.

Men er det så helt slut med Hillbilly hos John Doe? Ja, mere eller mindre – en smule mundharpe i slutnummeret er det tætteste vi kommer. Men det gør ikke noget, for den nye, mere seriøse stil klæder bandet; den må de gerne fortsætte med.

Tracklist:
1. The Spirit
2. Hated By Most
3. Horns In The Shadow
4. Snake River Riders
5. The Cold Street of London
6. The Firewolf
7. Hellstorm
8. Beatdown Sunday
9. Look At Me Now
10. Rusty Nails
11. Six String Shooter
Samlet spilletid: 42:51

Læs mere...

Primordial - Exile Amongst The Ruins

Med deres niende studiealbum markerer Primordial deres 27 års eksistens som band – begge tal vidner om irernes etablerede position på Metal scenen. Optagelserne foregik i Camelot Studios i Dublin, så de fem medlemmer har været på hjemmebane.

Det samme gælder på det musikalske plan, for ”Exile Amongst The Ruins” er et genhør med bandets personlige stil. Som vanligt er det frontmanden A.A. Nemtheanga, som med sin kraftfulde og temmelig højtidelige vokal sætter et kraftigt aftryk på de otte numre. Ret hurtigt bliver han mere en fortæller og en formidler af teksterne end ”bare” en sanger. Det passer perfekt til stilen, hvor elementer af keltisk Folk og Black Metal supplerer en base af mellemhård Metal – ikke nok til at komme i genrebetegnelsen, men tilstrækkeligt til, at musikken gennemgående er dyster i sit udtryk.

I starten af albummet har man fornuftigt nok placeret numrene med mest energi – de tre første tracks får virkelig sparket tingene i gang. På anden halvdel falder intensiteten, hvilket koster lidt på oplevelsen – her arbejder spilletiden imod de enkelte numre.
Det er naturligt for Primordial at videreudvikle og forfine det koncept, der har bragt dem succes i mere end et kvart århundrede, og de er uhyre sikre i det, de laver. Det giver anledning til forudsigelighed, og selv om ”Exile Amongst The Ruins” er et udmærket album, jeg kunne godt tænke mig, at man prøvede lidt nyt – der køres rigeligt meget på det sikre.

Tracklist:
1. Nail Their Tongues
2. To Hell or the Hangman
3. Where Lie the Gods
4. Exile Amongst the Ruins
5. Upon Our Spiritual Deathbed
6. Stolen Years
7. Sunken Lungs
8. Last Call
Samlet spilletid: 65:33

Læs mere...

LLNN - Deads

Det er altid en god indikation på, om musik skubber til grænser, når resultatet ikke passer direkte ned i de traditionelle kasser med genrer. Sådan et album har danske LLNN begået i form af ”Deads”, som er deres anden fuldlængde udgivelse.

Efter et par gennemlytninger var jeg stadig usikker; musikken indeholder elementer af Hardcore, Industrial og Sludge, men jeg kunne ikke finde en dækkende betegnelse i skuffen med genrestempler. På deres Facebookside beskriver bandet selv deres stil som ”Dark, heavy, post-apocalyptic” og det er en udmærket fællesnævner for albummets otte numre. Et kendetegn, som yderligere binder numrene sammen, er det instrumentale og filmagtige – ”Civilizations” og ”Structures” er rent instrumentale, hvor den rytmiske struktur nedtones til fordel for det stemningsmættede og truende. Flere numre har ret lange introer i samme stil, hvor det stemningen bygges op, inden den skrigende vokal sætter ind sammen med musik, som befinder sig i grænselandet mellem Sludge og Metal. Den resulterende helhed fungerer godt i ”Armada” og ”Appeaser”, hvor stemning og rytmer passer fint sammen. Generelt håndterer LLNN overgangene mellem de forskellige hoveddele så sikkert, at de ikke mister fremdrift, selv om tempoet sænkes.

LLNN nævner filminstruktører som John Carpenter og Stanley Kubrick, og film som Bladerunner blandt deres inspirationskilder, og det afspejles tydeligt på dette album: Kombinationen af den yderst mørke stemning og voldsomme energiudladninger passer perfekt ind i de nævnte verdener. Det er i min optik en præstation i sig selv, så jeg belønner LLNN med fire stjerner for indsatsen.

Tracklist:
1. Despots
2. Parallels
3. Armada
4. Civilizations
5. Appeaser
6. Deplete
7. Structures
8. Deads
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Twitching Tongues - Gaining Purpose Through Passionate Hatred

Jeg er kun stødt på Twitching Tongues en enkelt gang før; det var i forbindelse med albummet ”Disharmony” – en udgivelse som gav så store indre gnidninger, at det fik tre femtedele af bandet til at søge andre græsgange. Den udfordring tog Colin og Taylor Young op, rekrutterede tre nye medlemmer og gik i gang med at arbejde på det, som er blevet til bandets fjerde album, ”Gaining Purpose Through Passionate Hatred”.

Med en så voldsom titel kunne man forvente en ultra aggressiv tone, men det er ikke tilfældet - Twitching Tongues kombinerer Hardcore og Metal i nogenlunde samme omfang som jeg husker det fra forgængeren. Albummets start er præget af Metal; de to første numre byder på udmærket musik med fint drive og flotte guitarer, men der er kun få antydninger af Hardcore i dem. I slutningen af ”T.F.R.” begynder stilen at bryde frem, men først henne ved ”Gaining Purpose” er Hardcore den bærende stilart, godt støtte af Metal guitarer. Men for den rendyrkede oplevelse skal vi helt hen til det næstsidste nummer, men så får vi også albummets højdepunkt: ”The Sound of Pain” har virkelig balls, og endelig er der ægte vrede i vokalen.

Den har ikke været meget af, snarere tværtimod. Det skyldes, at Twitching Tongues har valgt at inkludere flere numre, som i forskellige grad fremstår som ballader – det øger ikke ligefrem intensiteten. Derfor er det de nævnte højdepunkter og en flot produktion, der trods alt gør albummet tre stjerner værd.

Tracklist:
1. AWOL (State of the Union)
2. Harakiri
3. Kill for You
4. T.F.R.
5. Forgive & Remember
6. Gaining Purpose
7. Long Gone
8. The Sound of Pain
9. Defection (Union of the State)
Samlet spilletid: 47:22

Læs mere...

Deathwhite - For A Black Tomorrow

Deathwhite stammer fra Pittsburgh i Pennsylvania, hvor andet blev startet I 2012. I 2014 udsendtes EP’en ”Ethereal”; den blev efterfulgt af endnu en EP, ”Solitary Martyr” året efter. Nu er amerikanerne klar med deres første udgivelse i fuld længde, som er produceret af Shane Mayer og udgives af Season of Mist.

Albummet har fået titlen “For A Black Tomorrow”, men indholdet er ikke Sort Metal. I stedet bevæger Deathwhite sig i området hvor Hardrock ind imellem bliver til Metal, specielt i starten af albummet: Åbningsnummeret ”The Grace of the Dark” markerer sig med en stærk melodi og en flot vokal, og med skarpe guitarer og hamrende stortrommer mod slut har det en fin kant af Metal. Det samme gælder det efterfølgende ”Contrition”, som har flotte double lead guitarer.

De følgende numre er mere Hardrock i stil med Creed, så det er melodierne, der kendetegner dem. De er ikke specielt gode; de er ret ens i opbygning, og metalfronten udsultes, men hjælpes på vej af den flotte vokal og udmærkede produktion (tak, Mayer!). Først i ”Prison of Thought” og det afsluttende titelnummer vender de stærke guitarer tilbage, men det er ikke nok til at hæve albummet over middel – det havde potentiale til at blive en perfekt brobygger mellem Hardrock og Metal, men ender som et udmærket Hardrock udspil.

Tracklist:
1. The Grace of the Dark
2. Contrition
3. Poisoned
4. Just Remember
5. Eden
6. Dreaming the Inverse
7. Death and the Master
8. Prison of Thought
9. For a Black Tomorrow
Samlet spilletid: 43:26

Læs mere...

Erdve - Vaitojimas

Da Erdve blev dannet i Vilnius i 2016, var det med det klare formål at udforske mulighederne i musik bestående af elementer fra Hardcore, Sludge og Black Metal – På papiret er det unægtelig en mørk og speciel kombination, der skaffede litauerne en kontrakt med Season of Mist.

Det særegne og dystre eksisterer bestemt ikke kun på papiret, for ”Vaitojimas” er virkelig en led satan af et album: Musikken er meget lukket og svær at komme ind på, og vokalen er monotont skrigende – en kombination, der normalt ville få mig helt op i det røde felt. Når det ikke sker, skyldes det en knivskarp balance mellem de nævnte elementer, og små stumper af melodi, som meget begavet er flettet ind i musikken. Resultatet er virkelig stærkt, og musikken formår endda mere end udligne vokalen – overraskende, men effektivt.

Teksterne forstår jeg ikke et hak af, men ifølge pressematerialet omhandler de temaer som vold i hjemmet, frastødende adfærd, ekstremisme og forbrydelser mod menneskeheden – musikkens voldsomme natur taget i betragtning, tror jeg på det.
Det positive indtryk varer lige indtil et stykke ind i ”Pilnatvė”; på et tidspunkt falder tempoet, så vokalen får overtaget. Det gør de sidste knap 10 minutter af albummet til en ustruktureret og temmelig anstrengende affære. Men den foregående halve time er fyldt med så mange seje elementer, at Erdve får varme anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. Vaitojimas
2. Išnara
3. Prievarta
4. Apverktis
5. Pilnatvė
6. Atraja
Samlet spilletid: 37:00

Læs mere...

Frozen In Time - The Edge of Nothing

Da Frozen In Time blev dannet tilbage i efteråret 2011 på Vestbirk Musik- og Sportefterskole, var det især navne som Metallica og Avenged Sevenfold, der inspirerede. Med tiden er stilbarometeret begyndt at pege mere i retning af det melodiske, hvilket høres tydeligt på bandets anden EP, ”The Edge og Nothing”.

Rent teknisk er der masser af Metal i bandets musik; f.eks. har guitarerne i ”Unfold” udmærket kant, ligesom starten med bas og trommer i det afsluttende titelnummer er rimelig tung. Alligevel fremstår EP’en mere som Rock end egentlig Metal, og det er der flere grunde til: Først og fremmest er produktionen, som bandet selv har stået for, virkelig blød. Det betyder, at alle tiltag til Metal bliver kastreret, så de lyder mere som blød Rock. Dernæst er der omkvædene, som er iørefaldende og flot fremførte, men som ikke kommer til deres ret, fordi de mangler et hårdt modstykke i musikken. Og endelig er der frontvokalen, som stemmemæssigt minder mig meget om Tim Christensen; det leder automatisk tankerne i retning af Dizzy Mizz Lizzy. Hver for sig er elementerne okay, man det samlede resultat fungerer ikke efter hensigten. Med en mere skarp produktion, der fremhæver musikkens hårde sider og på den måde skaber kontrast til musikkens melodiske side, havde denne EP været helt anderledes spændende. Men i sin nuværende form er helheden for ensartet, og numrene flyder sammen; derfor fanger de mig ikke.

Tracklist:
1. Unfold
2. Lost Cause
3. Let It Out
4. Stand Your Ground
5. The Edge of Nothing
Samlet spilletid: 23:20

Læs mere...

Harms Way - Posthuman

Da Harms Way startede i 2006, var det som et sideprojekt for medlemmer af bandet Few And The Proud; formålet var at have det sjovt, og det musikalske blev ikke taget så alvorligt. Men efterhånden som bandet begyndte at få succes, blev det hele mere seriøst, og efter tre albums på mindre selskaber, er Harms Way klar med deres første album på Metal Blade Records: ”Posthuman”.

Åbningsnummeret byder på en temmelig knudret blanding af Hardcore og Metal; selv om der er perioder med højt tempo, flyder nummeret ikke specielt godt. Til gengæld introducerer nummeret et element, der præger hele albummet: James Pligges monotone vokal. Det ville være forkert at påstå, at han ikke har en tone i livet, for det har han – men ikke meget mere end en. Resultatet er en virkelig ensformig vokal, som jeg meget hurtigt bliver træt af.

På den baggrund kan det undre, at jeg alligevel giver albummet tre stjerner; årsagen skal søges i musikken. I ”Call My Name” og ”Unreality” tager musikken kampen op med vokalen, dog uden at få overtaget. Men i ”Last Man” og ”Become A Machine” præsterer Harms Way en virkelig sej omgang Hardcore med al den power, som genren er populær for. Men at også Metalsiden kan score point, viser bandet i ”Sink”; især de bankende stortrommer klarer sig godt. Men her stopper det positive, for en del numre er ret kønsløse – derfor stopper stjernehøsten ved de tre.

Tracklist:
1. Human Carrying Capacity
2. Last Man
3. Sink
4. Temptation
5. Become A Machine
6. Call My Name
7. Unreality
8. Dissect Me
9. The Gift
10. Dead Space
Samlet spilletid: 31:52

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed