fbpx

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Employed To Serve - Eternal Forward Motion

Det er store forventninger, Employed To Serve skal leve op til med deres andet album: Deres første udspil ”The Warmth of a Dying Sun” blev kåret til årets album 2017 i Kerrang!, så bandet fra Woking i England har noget at leve op til. Det lader ikke til at gå dem på, for albumtitlen passer fint til indholdet - De elleve numre kender kun en vej: Fremad!

Den gennemgående stil er Hardcore, som får ekstra kant vha. elementer af Metal, men der er alligevel pæn stor spredning i musikkens fremtoning. Generelt bliver de seje guitarer fyret af i højt tempo, men også i langsommere passager virker de stærke og giver et godt drive.

Oveni er der et element, som gennemstrømmer og dominerer numrene, uanset stilen: Vokalen. Den er ualmindeligt voldsom i sin skrigende facon, for Justine Jones nøjes ikke med at skrige engang imellem, han skriger hele tiden. Umiddelbart giver det numrene energi, men den effekt dør ret hurtigt ud, og jeg skal ikke mere end 3-4 numre ind i albummet, før den går mig på.

Derfor er det rart med den pause, som det korte instrumentalnummer ”Sore Tooth Twin” kan give; desværre er følelsen af træthed lynhurtigt tilbage.

Så nej, ”Eternal Forward Motion” bliver ikke årets album for mig, selvom det indeholder mange gode ting. Den musikalske side er helt iorden, men vokalen ødelægger det hele for mig, desværre.

Tracklist:
1. Eternal Forward Motion
2. Beneath It All
3. Dull Ache Behind My Eyes
4. Harsh Truth
5. Sore Tooth Twin
6. Force Fed
7. We Forgot You
8. Suspend In Emptiness
9. Reality Filter
10. Owed Zero
11. Bare Bones On a Blue Sky
Samlet spilletid: 41:53

Læs mere...

Sworn Enemy - Game Changer

Da Sworn Enemy udgav deres debutalbum ”As Real As It Gets” i 2003, var det med Hatebreeds Jamey Jasta som producer, og på deres sjette studiealbum ”Game Changer” er det med en anden celebrity bag mikserpulten, nemlig Robb Flynn fra Machine Head. Ligesom forgængeren ”Living On Borrowed Time” har albummet været fem år undervejs.

Flynn har med en flot og gennemsigtig produktion skabt fine rammer for albummet, og disse udfylder bandet med deres vanlige kombination af Hardcore og Metal. I starten af albummet virker tingene godt for Sworn Enemy; kombinationen af skarp musik og en aggressiv frontmand i form af Sal Lococo giver numrene den rigtige energi og kant. Desværre falder oplevelsen i niveau efterhånden som man kommer igennem de 11 numre; ikke fordi der mangler power, men fordi tingene bliver forudsigelige. Der er de rigtige breakdowns og bøllekor, men det hele er efter bogen og hørt mange gange før. Numre som ”Justify” og ”DOA” er udmærkede eksempler på denne tendens, men den rammer mange af numrene. Her hjælper det lidt på mit humør, at Sworn Enemy tager sig sammen og med ”Integrity Defines Strength” præsterer en sej afslutning. Alligevel efterlader albummet mig med en vis skuffelse; når det her er hvad bandet har frembragt på fem år, så må de gerne tage 8 år eller mere om det næste.

Tracklist:
1. Intro
2. Prepare For Payback
3. Seeds of Hate
4. Coming Undone
5. Justify
6. DOA
7. Fragments of a Broken Life
8. The Fall of Modern Man
9. Selling A Dream
10. The Consequence
11. Integrity Defines Strength
Samlet spilletid: 37:01

Læs mere...

Sick Of It All - Wake The Sleeping Dragon!

Nye udspil fra de store navne i en genre vækker altid ekstra opmærksomhed; i Heavy Metal gælder det for kunstnere som Iron Maiden og Judas Priest, men når det gælder Hardcore, er Sick Of It All et af de navne, man ikke kan komme udenom. Jeg har ikke styr på antallet af udgivelser fra New York bandet, men så er det jo godt, at jeg kun skal koncentrere mig om deres nyeste album.

Med 17 numre i løbet af en god halv time er der lagt op til klassisk Hardcore, og det indtryk fortsætter når man lytter til musikken: Numre som ”Inner Vision”, ”To The Wolves” og ”Deep State” indeholder masser af tempo, seje guitarer, vrede og friske bøllekor. Ellers med andre ord: Hardcore lige efter bogen, Og så burde jeg være tilfreds … eller hvad?

Ikke helt, for det bliver hurtigt ensformigt med numre bygget på de samme ideer, specielt når de er brugt mange gange før. Det retter fokus mod de numre, der afviger, men den lalleglade stemning i ”Bull's Anthem” er ikke vejen frem.

Ret beset er der kun to numre, som fortjener at blive trukket frem, fordi bandet virkelig viser tænder: Først ”Robert Moses Was A Racist”, hvor arkitekten bag meget af New Yorks byplanlægning bliver hængt ud. Og derefter albummets klare højdepunkt: I ” Self Important Shithead” spidder Sick Of It All nutidens sygelige selveksponering på de sociale medier på den rigtige måde; Kort, skarpt og uden at lægge fingre imellem – sådan skal det være!

Mere af den slags havde været rart, men da det ikke er der, ender albummet som en oplevelse på det jævne.

Tracklist:
1. Inner Vision
2. That Crazy White Boy Shit
3. The Snake (Break Free)
4. Bull's Anthem
5. Robert Moses Was A Racist
6. Self Important Shithead
7. To The Wolves
8. Always With Us
9. Wake The Sleeping Dragon
10. 2+2
11. Beef Between Vegans
12. Hardcore Horseshoe
13. Mental Furlough
14. Deep State
15. Bad Hombres
16. Work The System
17. The New Slavery
Samlet spilletid: 33:06

Læs mere...

Rise Of The Northstar - The Legacy Of Shi

Albummets titel, japansk tale i introen og mange referencer til landets kultur i pressematerialet kunne forlede lytterne til at tro, at Rise Of The Northstar (ROTN) var et japansk band, men det er ikke tilfældet. Det fem mand stærke band har base i Paris, og har i år eksisteret i ti år.

På “The Legacy Of Shi” blander franskmændene elementer af Metal, Hardcore og Rap til en cocktail, som varierer meget i kvalitet, alt efter hvor på albummet, man befinder sig. I begyndelsen kører tingene fint; i ”Here Comes The Boom” og "Nekketsu” er der skarphed og energi, og sangeren Vithia markerer sig som en vred herre. En udmærket start, men i de næste numre står tingene stille, her er det eneste nye, at teksterne skifter fra engelsk til fransk – det flytter bare ingenting.

Måske er det årsagen til, at man på albummets anden halvdel lader mængden af Rap vokse; et tiltag, som kunne vende skuden. Her skal jeg understrege, at jeg godt kan lide Rap, den skal bare være go’. Og det er den desværre ikke her, der er noget useriøst og endda barnligt over rimene, så det siger mig slet ikke noget. Og så trækker det ned, at ROTN mange steder bruger elementer, som er hørt bedre andre steder – det er upersonligt og kedeligt. Derfor fanger albummet mig slet ikke, selv om der ikke mangler energi.

Tracklist:
1. The Awakening
2. Here Comes The Boom
3. Nekketsu
4. Kozo
5. Teenage Rage
6. Step By Step
7. This Is Crossover
8. Cold Truth
9. All For One
10. Furyo's Day
11. The Legacy Of Shi
Samlet spilletid: 43:26

Læs mere...

Lifesick - Swept In Black

Mit første møde med Lifesick var deres debutskive ”6.0.1”, som udkom i 2016; en voldsom blanding af Metal og Hardcore, som satte bandet på landkortet. Siden er de fem medlemmer blevet styrket via en omfattende koncertvirksomhed, både herhjemme og ude i Europa. Med den i bagagen udsender Lifesick ”Swept In Black“.

Den potente blanding af Hardcore og Metal holder bandet fra Fredericia fast i, men denne gang varierer kvaliteten, alt efter hvor meget Hardcore-delen får lov at fylde. I numre som ”Buying Time”, ”Unholy” og ”Serpent King” fylder Metal-elementerne meget, men de giver ikke rigtig energi til numrene; det hele bliver for lukket – en fornemmelse, som hjælpes på vej af den meget mørke og unuancerede produktion. Eller sagt med andre ord: Metal-delen virker nærmest som en tung overfrakke, der hæmmer Lifesicks udfoldelser.

Til gengæld viser “Keep Me Under” og “A Million Steps Ahead” hvor fedt det hele er, når bandets indre Hardcoremonster slippes løs: Begge numre er så vilde og voldsomme på randen af det kaotiske, at jeg automatisk får lyst til at lave en moshpit. Flere numre i denne klasse havde pyntet på ”Swept In Black“, men der er for mange numre, hvor musikken er for tung i røven til at hive mere end en middelkarakter hjem.

Tracklist:
1. Lifesick 2
2. Buying Time
3. Ignorance
4. Unholy
5. Torment of Life
6. Suicide Spell
7. Cage of Fear
8. Keep Me Under
9. Serpent King
10. A Million Steps Ahead
Samlet spilletid: 30:10

Læs mere...

Terror - Total Retaliation

Siden bandets start i 2002 har Terror været et stort navn på Hardcorescenen, og har været en vigtig brik i min egen introduktion til genren. Derfor var der ikke lang betænkningstid, da bandets sjette album ”Total Retaliation” dukkede op i indbakken.

Terror har længe været blandt de skarpeste repræsentanter for den type Hardcore, der blander elementer af Metal ind i helheden, og den stil fastholder bandet: Scott Vogel er som vanligt en imponerende frontmand, som konstant markerer sig med vrede og enorm energi. Samtidig er musikken også skarp og dynamisk, og da det samme kan siges om Will Putneys produktion, er rammerne for en ny magtdemonstration til stede.

Den udebliver desværre denne gang, for blandt de tretten numre er der for få steder, hvor Terror viser deres vanlige styrke; faktisk sker det kun to gange på albummet: I titelnummeret, som kombinerer genrens elementer til topkarakter, og i ”One More Enemy”, som med kanonseje guitarer og et fedt drive er albummets højdepunkt. Herudover vil jeg også fremhæve ”Post Armageddon Interlude”, som er et Rapnummer, men som med sin skarpe tekst matcher den omkringliggende Hardcore perfekt.

De resterende numre er ikke dårlige (det er trods alt Terror, vi har fat i her), men de ligger alligevel under det, vi er vant til at høre fra dén kant. Det efterlader mig med håbet om, at der kun er tale om en enkelt smutter.

Tracklist:
1. This World Never Wanted Me
2. Mental Demolition
3. Get Off My Back
4. One More Enemy
5. Break The Lock
6. In Spite Of These Times
7. Total Retaliation
8. Post Armageddon Interlude
9. Spirit of Sacrifice
10. I Don't Know You
11. Behind The Bars
12. Suffer The Edge Of The Lies
13. Resistant To The Changes
Samlet spilletid: 28:26

Læs mere...

Madball - For The Cause

Selv om Madball næsten har eksisteret i tre årtier, bliver New York veteranerne ved med at lave musik fordi, som de selv siger: ”Vi kan ikke andet” og ”Vi har stadig sager at kæmpe for” - Sidstnævnte er et direkte link til albummets titel. Og selv om bandet er reduceret til en kerne bestående af frontmanden Freddy Cricien, bassisten Hoya Roc og trommeslageren Mike Justian, er der bl.a. genhør med guitaristen Matt Henderson, ligesom mange andre af Madballs venner yder større eller mindre bidrag til albummet.

Det er tydeligt, at bandet stadig har noget på hjerte – teksterne handler om vigtigheden af, at tro på sig selv, men også være ærlig og gøre oprør mod uretfærdighed. Vanen tro ledsages budskaberne af Hardcore tilsat et fint skud Metal, så man ikke er i tvivl om, at Cricien & Co. mener det alvorligt. Her kører det ekstra godt i tracks som ”Smile Now Pay Later”, ”Rev Up” og ”Old Fashioned”, ligesom ”Evil Ways” med gæstevokal af Ice T står stærkt.

De fleste andre numre er ”bare” udmærket Hardcore sådan at forstå, at de kører fint med energi og attitude, men ikke efterlader det helt store aftryk. Og så er der et par steder, hvor tingene ikke fungerer: I ”Freight Train” trækkes der rigeligt på genrens klichéer, og ”Es Tu Vida” med spansk tekst er bare helt overflødig. Til gengæld er det ret cool at lade titelnummeret gå over i en Reggae-version af ”Rev Up”.

Jo, Madball har stadig noget på hjerte, og de har stadig noget at tilbyde deres publikum. Derfor kan du roligt gå i krig med ”For The Cause”, også selv om kvaliteten varierer hen over albummet.

Tracklist:
1. Smile Now Pay Later
2. Rev Up
3. Freight Train
4. Tempest
5. Old Fashioned
6. Evil Ways
7. Lone Wolf
8. Damaged Goods
9. The Fog feat. Tim Timebomb
10. Es Tu Vida
11. For You
12. For The Cause
13. Confessions
Samlet spilletid: 34:27

Læs mere...

Sanction - The Infringement of God's Plan

Normalt kan jeg godt lide Hardcore; genrens energi, dens FUCK YOU-attitude og dens stærke holdninger til politik, verden og samfundet som helhed er tiltalende. Alt det kan normalt sagtens kompenserende for monotont brølende vokaler, specielt hvis der blandes elementer af Metal i musikken.

Set i det lys burde jeg synes om det nye album fra New York-bandet Sanction; på ”The Infringement of God's Plan” giver de fem medlemmer den virkelig gas, og der bliver ikke lagt fingre imellem, snarere tværtimod: Frontmanden skriger virkelig sine tekster ud, og musikken er usædvanligt skæv og nærmest hakkende ind imellem. Et par af numrene er ikke egentlige numre, men mere lydcollager med klagende lyde – de er med til at forstærke det samlede indtryk og gøre det mere råt. Problemet er bare, at alle de, ligesom de resterende elementer, overdrives – det hele er for meget, det hele er presset langt ud uden, at der er nogen fornuftig grund til det.

Dermed er udspillet ekstremt nok til, at det sorterer mange lyttere fra, inklusive mig – der er for meget aggression for dets egen skyld, og for lidt flow til at fange mig. Det betyder, at ”The Infringement of God's Plan” fremstår som mere irriterende end interessant.

Tracklist:
1. Enter (In Five Fractions)
2. The Prophet Who Saw Fire
3. Sixhundredthirtyone
4. Fixated Upon a Figure
5. Untitled
6. The Infringement of God's Plan
7. Exit (Chord Radius)
Samlet spilletid: 18:20

Læs mere...

All Pigs Must Die - Beta

Jeg var draget hele vejen til det kolde og grå Sjælland denne søndag. Vi stod i det kaotiske Hardcores tegn, og de evigt seje gutter i All Pigs Must Die var klar til at spille op til dans. APMD er en supergruppe eller hardcore supergruppe bestående af medlemmer fra bands som: Converge, Bloodhorse, The Hope Conspiracy og Trap Them. Bandet havde deres lands debut tilbage i 2015 på Roskilde Festival, hvor de spillede en fed koncert, men koncerten blev aldrig det helt vilde. Nok på grund af at de spillede i 35 graders varme, kl 14 om eftermiddagen for et publikum på størrelse med ca tre til firetusind mennesker, så bandet var relativt stillestående, så da muligheden tilbød sig at for at se bandet indenfor de intime rammer på Beta, så var det en no brainer. 
 
Une Misére
 
Jeg ankom til en halvtom koncertsal på Beta. Første band i aften var Une Misére fra Island. Kaotisk og dyster Hardcore af en skuffe så dyster, at det næsten er svært at få skrevet det ned på papir. Bandet kom ud til et publikum der ikke virkede særligt interesserede, inklusivt mig selv. Det tog bandet lidt længere tid for at komme op på scenen men efter de tre guitarister kom på scenen, så gik bandet endelig i gang. Jeg blev forvandlet til en stillestående koncertgænger til en dedikeret fan som stod og headbangede ude i salen. Det var næsten ikke til at kapere hvor godt bandet spillede sammen, og hvor intens deres energi var på scenen. Deres breakdowns var sindssygt massive og lydmuren var på samme kaliber. Der var var lidt af en stor afstand imellem band og publikum, men de kom selvfølgelig tættere på. Bandets sidste nummer var dedikeret til en ven der tog sit eget liv sidste år, og her viser de nemlig en oprigtig følelse af sorg og vrede. Deres forsanger var tydeligvis og forståeligt oprevet af denne tragedie, og han skreg sin hals til blods og lod de hele komme ud under det sidste nummer. Tredive minutter fløj jo forbi mit fjæs efter koncerten var slut, og det i hvert fald et navn jeg skal få hørt alt med. 
 
Karakter 
6 ud af 6 
 
All Pigs Must Die
 
Nu var det endelig blev tid til aftenens hovednavn. Folk kom ind i salen og bandet stod klar til at nedslagte os alle sammen, bogstaveligt talt. Allerede fra starten blev det krystalklart, at Roskilde koncerten slet ikke viste hvad bandet kan gøre live. Forsanger Kevin Baker der sammen med sit band endte med at blive stillestående for tre år siden, blev i aften forvandlet om til en vildmand på Beta i aften. Sange som Pulverization, Sermon Of The End og Bloodlines var som et angreb på de første rækker af publikum, og intensiteten kendte ingen ende, faktisk så intenst at Baker væltede en monitor på gulvet. Lyden inde i salen var rigtig god, og alting kunne høres, dog ville det ikke skade hvis de andre bandmedlemmer også ville bevæge sig lidt. Det gjorde heldigvis ikke så meget, da bandet spiller så umenneskeligt tight, og trommeslager Ben Koller der aldrig kan være i et dårligt band, var selvfølgelig storsmilende imens hans spillede sine super smadrede trommepassager. Man kunne godt mærke at det var søndag, og publikum virkede lidt halvtrætte og reserverede, lige udover de to dudes foran der var helt oppe at køre både under sangene og imellem sangene. Taget i betragtning at bandet udgav et deres nye album Hostage Animal tilbage i januar, så bestod aftenens sætliste mest af de første par udgivelser. Masser af fede sange såsom Third World Genocide og The Blessed Void satte bare mere gang i galskaben, specielt guitarsoloen i det sidstnævnte nummer er noget jeg kan bruge en hel dag på at snakke om. Hungry Wolf, Easy Prey var det sidste nummer for i aften, og her blev publikum bedt om at rykke helt tæt op mod scenen. Nu stod vi helt op i ansigtet på den frygtindgydende frontmand, og selvom han skreg sin hals til blods, rakte han mikrofonstativet ud til medlemmer i publikum, så vi kunne få en chance at synge med på sangene. Bandet kom tilbage til et sidste nummer, hvilket var Primitive Fear fra albummet Nothing Violates This Nature. Selvom publikum var måske ikke helt klar i aften, men bandet overkom dette og leverede en fuldstændig vanvittig koncert. En perfekt aften for mit vedkommende og begge bands gjorde et fantastisk stykke arbejde.
 
Karakter 
6 ud af 6 
 
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed