fbpx

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Stone Sour

Det store samlende rock/metalnavn i år, dvs. foruden Nick Cave, ja den ære må uden diskussion gå til Stone Sour. På Roskildes vegne forventede jeg nu lidt mere. Som én med nu 10 år på Roskilde bag sig, hvor festivalen stort set hvert år har formået at fange de der mindre rock- og metalbands på det helt rigtige tidspunkt, så virker Stone Sour som et underligt og, ærligt, lidt for sikkert valg. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke har noget imod bandet, faktisk har jeg gode minder om deres tidligere koncerter, men... er det virkelig hvad det kunne blive til? Med det sagt: det var helt fint.

Der bliver i hvert fald ikke sparret på effekterne, det må man give dem. En noget fjollet intro fra Blues Brothers leder direkte over i både ild, konfetti, fire lysskærme / et spændende lysshow – og selvfølgelig Corey Taylor. I dag er han fornøjet. Godt! Stone Sour kunne nemlig nemt omdøbes til Taylor & Friends: det er ham der styrer showet, på godt og ondt. I dag mest godt. Faktisk så godt, at publikum over flere omgange messer hans navn højt og tydeligt, og omvendt, at Taylor imellem flere af sangene gejler folk op uden problemer. Ellers fortæller han små anekdoter og jokes. Klart, noget af det er rent amerikansk bullshit som ”I er det bedste publikum på hele touren!” og lignende. Der er ikke mange der falder for det, hvilket giver en vis ro i sjælen. Men spilleglæden er oprigtig, dét er ligeså tydeligt. Og de platte amerikanske fraser til side har Stone Sour et både nærværende, talstærkt og dybt hengivent publikum bag sig, og det kan man altså komme langt med.

Modsat kan dårlig lyd være ethvert bands ban(d)emand (undskyld, hæhæ). Her starter den utilgiveligt mudret, men forbedres ligeså stille, dog desværre ikke nok: det bliver aldrig en sprød, krystalklar lyd som jeg ved Arena kan diske op med (af og til). I stedet rumler det så meget at sange som ”30/30-150” og ”Get Inside” bliver fuldstændig massakreret i bombastiske udladninger – det er ingen overdrivelse, selv når man kender sangene er det svært at vide præcist hvad der foregår. Det er synd. Som oftest kan man klart pege på det tekniske, men i dag virker det faktisk også til, at bandet spiller lidt for afslappet og dermed... forkert. Det samme gælder på sin vis for Taylor der indirekte gør en ”dyd” ud af ikke at udtale visse dele af teksterne tydeligt, så det i stedet lyder mere som ugenkendelige råb eller mumlen. Det er irriterende og klart koncertens mest negative punkt.

Så gør de mindre larmende sange det straks bedre. Heri er både det faktum, at Stone Sour har lært den ædle kunst, at konstruere en fornuftig sætliste (hvor der kun spilles én ny sang for minimum én gammel og at balladerne lægges i midten og lige inden slutningen) – og så skriver de bare nogen totalt habile ballader, slet og ret. Både ”Bother” og ”Through Glass” trækker masser af fællessang, også på trods af førnævnte ”ugenkendelige råb” i teksterne og dertil at sidstnævnte leveres fladt. Som oftest er tilfældet gør de ældre sange det imidlertid bedre hos publikum. De nyere stopper på ingen måde festen, ikke som udgangspunkt. Der er undtagelser. ”Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)” har alle dage været ligeså lam som dens titel og at lukke med noget så kedeligt som ”Fabuless” er et ærgerligt valg, især når man sagtens kunne have skåret 2-3 sange fra. En time og et kvarter bliver for langt. En times tid i alt ville have løftet koncerten fra god til mere.

Sætliste:
1) – Whiplash Pants
2) – Absolute Zero
3) – Knievel Has Landed
4) – Say You’ll Haunt Me
5) – 30/30-150
6) – Bother
7) – Cold Reader
8) – Get Inside
9) – Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)
10) – Made Of Scars
11) – Song #3
12) – Through Glass
13) – RU486
14) – Fabuless
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Alice In Chains

“Skru op, hva!” tænker de fleste af os nok til at begynde med. Dét, og så hvor cool / afslappet man kan være når man går på scenen uden noget som helst palaver og bare kaster sig direkte ud i det? Rimelig fucking cool. Og med højere volumen og et par klassikere senere, så ser det godt ud. Der er fyldt enormt pænt ud, men når Alice In Chains er forbi så sjældent (sidste gang var på selvsamme plads for fem år siden) så forstår man hvorfor.

Og klassikere er næsten alt man har brug for. Scenen er spartansk udsmykket med kun et par lysinstallationer der basalt set blot er gult blinkende lamper (de opgraderes senere til fire skærme der kan lidt mere, men det er så også dét). Ellers er det bare de fire herrer på scenen ledt an af forsangeren William DuVall og guitaristen Jerry Cantrell – mere behøves ikke. Ingen fancy krumspring, hverken visuelt eller fysisk, det er bare god musik og høj solskin.

Men krumspring er også unødvendige, når det nu er et klassisk sæt. Fire sange fra ”Dirt”, fire sange fra ”Facelift”, kun en enkelt fra det kommende album i form af ”The One You Know”, og så lidt blandede bolsjer ellers. Det hele flyder ubesværet sammen. Der er dog klart forskel på de nyere og de ældre numre hos publikum: det kan gå fra en moderat interesse til den vilde entusiasme på nul komma to – men det hele holder et solidt grundniveau. Musikken inviterer til at flade ud i sindet, og det ser mange ud til at benytte sig af. Det ER døsigt / tungt, men Alice In Chains er tydeligt fornøjede, og så spiller de bare skønt. Det siger desuden noget om deres afslappede tilgang til det at give et show, at de ikke kun kan huske, at der var strømsvigt sidste gang de var forbi – men simpelthen også den specifikke sang det skete under (og så bliver ”Stone” blæst udover pladsen).

En time og et kvarter passerer derfor hurtigt og da den nærmest rolige ”Rooster” lyder sender vi nok alle en taknemmelig tanke til Alice In Chains. Det behøver sgu ikke være så svært.

Sætliste:
1) – Bleed The Freak
2) – Check My Brain
3) – Again
4) – Them Bones
5) – Dam That River
6) – Hollow
7) – Nutshell
8) – No Excuses
9) – We Die Young
10) – Stone
11) – It Ain’t Like That
12) – Man In The Box
13) – The One You Know
14) – Would?
15) – Rooster
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: Rival Sons

At starte med temaet til Den Gode, Den Onde & Den Grusomme... ok ok, det passer jo egentlig ganske fint til Rival Sons’ bluesede rock. Og som efterhånden standard er ”Electric Man” at finde som en af de to første sange på sættet, hvilket lader showet komme godt fra start. Der er dog heri begyndelsen lidt problemer med bas eller stortrommen (sandsynligvis sidstnævnte), så der er udslag i lydbilledet, men det bliver heldigvis hurtigt fikset.

En ganske betydelig mængde publikummer er dukket op, men det er dog stadig muligt at stå helt oppe foran uden problemer. Nu har Rival Sons så også efterhånden været her en del de senere år (14 gange siden 2011), og selv ser jeg dem nu for tredje gang på fire år, så måske mætningspunktet er ved at være nået? Sig hvad du vil, gruppens musik er uhyggeligt ensformig og flere af deres numre minder i høj grad om hinanden. Hvad værre er, så er det hørt til døde og Rival Sons er blot endnu et af de efterhånden mange ”retro-(indsæt genre)” bands derude.

Det er ikke for at sige, at det ikke er solidt – det er det i høj grad. Og man skal heller ikke fornægte, at sangeren er helt sindssygt dygtig; han besidder en imponerende vokal og dertil en imponerende teknisk kunnen – hans vokalkontrol er for vild, og ligegyldigt hvordan resten af lydbilledet så udspiller sig, så er han altid i centrum, altid bemærkelsesværdig. Det er næsten synd, at han ikke leder et bedre band. Resten af slænget spiller ligeledes rutineret (i den positive forstand), men det forplanter sig aldrig rigtigt hos tilskuerne. At spille ballader hjælper heller ikke på sagen. Det ER dog hyggeligt, solen står højt og humøret fra både band og publikum er ikke til at tage fejl af, og faktisk ganske smittende. Så det ender i den positive side af spektret, knap og nap. Et rimeligt indslag her i den bagende hede.

Sætliste:
1) – Pressure And Time
2) – Electric Man
3) – Good Luck
4) – Thundering Voices
5) – Tied Up
6) – Memphis Sun
7) – Jordan
8) – Torture
9) – Soul
10) – Open My Eyes
11) – Keep On Swinging
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Kissin´ Dynamite - Ecstasy

Tyske Kissin´ Dynamite startede som et gymnasieband, men fik siden vind i sejlene med udgivelse af flere albums og turnéer som opvarmning for navne som U.D.O. og Steel Panther. Efter at have beskæftiget mig med bandets femte fuldlængde, ”Ecstacy”, undrer det mig virkelig meget – man kan kun have valgt dem for at sikre, at hovednavnet ville tage sig bedst ud til koncerterne.

Kissin´ Dynamite spiller Hardrock, og det er tydeligt, at det har lyttet til genrens klassiske navne som Bon Jovi og Def Leppard. Det er der i sig selv ikke noget galt i; problemet er, at tyskerne gør det uden så meget som et strejf af hverken personlighed eller klasse. I stedet leverer de tretten numre, som er sammentømret af klichéer og tilsat omkvæd, som er hentet på hylden med Pop-ingredienser. Samtidig er produktionen i samme kategori, så man er sikker på ikke at støde nogen.
Det gør man så alligevel, for jeg er næsten vred over, at der udsendes sådan en omgang selvfølgeligheder. Ikke fordi bandet ikke kan spille, for det kan de. I f.eks. ”Somebody's Gotta Do It” er der udmærket gang i guitaren, man har endda lånt guitareffekten fra Bon Jovi’s ”Livin’ on a Prayer” – men så snart det kommer til omkvædet, er energien væk.

Kissin´ Dynamite skal som alle andre repræsentanter for genren prøve sig med en ballade, som vi får i form af ”Still Around” – en virkelig kvalmende affære. Måske er det grunden til, at man smider endnu en ballade ind senere - Den er knap så slem, men alligevel kun en anelse lettere fordøjelig. Den eneste gang, hvor Kissin´ Dynamite viser en smule kvaliteter, er i ”Breaking The Silence”, hvor lidt southern-stemning og en sej rytme fungerer godt … indtil omkvædet også ødelægger det.

De eneste virkelig positive ord, jeg vil knytte til albummet, retter sig mod sangeren Hannes Braun, som har en glimrende Hardrock vokal. Den redder en halv stjerne i karakteren – det siger meget om min holdning til resten af indholdet.

Tracklist:
1. I've Got The Fire
2. You're Not Alone
3. Somebody's Gotta Do It
4. Ecstasy
5. Still Around
6. Superhuman
7. Placebo
8. Breaking The Silence
9. Waging War
10. One More Time
11. Heart Of Stone
12. Wild Wind
13. No Time To Wonder
Samlet spilletid: 55:12

Læs mere...

Gus G. - Fearless

Han har været med på den største scene som Ozzy’s guitarist fra 2009 til 2017, ydermere er han grundlægger af Power Metal bandet Firewind, som for nylig smed “Immortals” på gaden, som i dén grad var bandets bedste i lang tid. Derfor kunne man håbe at Gus. G.’s nye soloalbum “Fearless” ville have flere godter at både på, desværre viste det sig at være en fuser.

Altså, manden er jo en fantastisk guitarist, det er der ingen tvivl om, og i instrumental nummeret “Fearless” giver han den virkelig gas på den seks-strengede og viser hvorfor hans navn på metal scenen er slået fast. Melodierne herudover er desværre på det jævne, også kaldet stangvare. Pladen indeholder ligeledes et cover af Dire Strait’s “Money for Nothing”....ret ligegyldigt og intetsigende for mit vedkommende.

Så en plade på det jævne, hvor man dog stadig må bøje sig i støvet for den gode Gus G. og hans åbenlyse talent. Det er bare alt for pænt radiovenlig rock til min smag som på ingen måder får mit pis i kog, et godt eksempel er nummeret “Mr. Manson” - møgkedeligt track som man får lange løg af, og det hele ender med en plade, der hurtigt går i glemmebogen. De tre stjerner er alene for mandens fænomenale guitarspil.

Tracklist:
1. Letting Go
2. Mr. Manson
3. Don't Tread On Me
4. Fearless
5. Nothing To Say
6. Money For Nothing
7. Chances
8. Thrill Of The Chase
9. Big City
10. Last Of My Kind

 

Læs mere...

Steel Panther - Store Vega, 31.01.18

”Glamrock-parodibandet der blev en parodi på sig selv” er sådan jeg ca. har fået opsummeret Steel Panther af de jeg kender, der er (eller har været) fans. De slog aldrig rigtig igennem med ”Hole Patrol” fra 2003, men omkring 2009-2011 skete der dog noget, og i 2012 debuterede Steel Panther på dansk jord, og har siden genbesøgt os årligt. Seks år senere står man tilbage med spørgsmålet: er joken død? Det vil vise sig i aften.

Steel Panther:
Folk er velforberedte: fans som nysgerrige sjæle lever sig tydeligt ind i universet. Jeg har aldrig set så mange leopardbukser samlet på ét sted, og mængden af både bandanaer og fængende (men fake) hårpragter er en anelse skræmmende. 80’erne kalder. På samme tid har jeg ikke formået at finde blot én bekendt der ville slå følgeskab, og jeg føler allerede inden stålpanteren går på, at jeg er for sent til joken med mindst fire år – men antallet af publikummer, på trods af at balkonen er lukket, siger dog jeg tager fejl, for her er ganske velbesøgt.

Et kvarter efter showstart kan jeg konkludere, at Steel Panther ligesom har to dele: når de spiller, og når de gøgler. Dette lader til at være accepteret praksis hos de forsamlede, så alt ser ud til at foregå som det skal, men der er imidlertid markant forskel i både kvalitet og underholdningsværdi i de to grene. Når Steel Panther spiller er det ganske habilt (lyrikken naturligvis undtaget), hvor bandet spiller tight, engagerer publikum og udstråler både spilleglæde og teknisk overskud – det er dygtige musikere, dét er der ingen tvivl om. Den anden del er derimod intellektuelt på niveau med Red Warszawa (måske en anelse under, endda) og indeholder et sandt ”overflødighedshorn” af seksuelle / sexistiske jokes, interne diss bandet imellem og bare generel gøglen rundt. Til bandets forsvar virker langt fra det hele planlagt, så på den måde føles det ikke som kedelig rutine. Men for nu lige at blive ved Red Warszawa som sammenligningsgrundlag (hvilket i sig selv er ret langt ude), så forstår dé, at man ikke kan blive ved med at snakke lort – man bliver nødt til at spille mere lort end man taler, kort sagt. Dette har Steel Panther ikke rigtigt forstået.

De to første sanges varighed er på små 10 minutter – den første session af gøgl er længere. Klart, havde jeg været fuld, havde situationen nok været andet, og lige i det her specifikke tilfælde synes jeg næsten det er en unfair sindstilstand at vurdere koncerten ud fra. Men der går også kun fem sange førend det første par bare bryster vises fra scenen, så det er vel meget godt – og kun fire inden den første publikummer betræder selvsamme sted, meget ”passende” en asiatisk pige under ”Asian Hooker”. Tendensen her, er at de gamle sange klart trækker større bifald og generel entusiasme blandt publikum – men responsen er til gengæld også rigtig god.

Efter kun seks sange, tre kvarter senere, er det tid til en guitarsolo. Vent... Seriøst? Yep. Og ikke nok med dét, for en guitarsolo er selvfølgelig ikke nok, så det bliver samtidigt en halv trommesolo OG et slags metalmedley, der faktisk indrammer konceptets hyldestelement ganske fint – det fungerer. Og hvilket rockshow uden et par ballader i form af henholdsvis ”That’s When You Came In” og ”Weenie Ride” – romantiske sager, og der inviteres da også her endnu en pige på scenen, der sjovt nok også hedder Cecilia ligesom den første.

Men så skal vi også over stepperne, og den næste trio af sange ser over 17 piger på scenen i ”17 Girls In A Row”, fortsættende i baskeren ”Gloryhole”. Pigerne eskorteres væk, og der sættes alt ind på den suveræne afslutter i ”Death To All But Metal”, hvor to fyre for en gangs skyld hives op, får stukket forsangerens mikrofon i hånden... og synger åndssvagt godt. Den så ingen vist komme, men ekstra smæk for skillingen, det gav det! (foruden at Store Vega både hopper op og ned og brøler med). Se, dét her holder! Hvis showet ellers havde været sådan det meste af tiden, så havde det været en anden sag.

Fælleshymnen og første encoresang ”Community Property” virker i hvert fald noget tam efterfølgende, selvom der er fællessang i rummet. Så virker ”Party All Day (Fuck All Night)” straks bedre som afslutter. Så overordnet... En aften med en fin start, semi-kedelig midte (medley undtaget) og 2/3 glimrende afslutning; det er ikke så dårligt som det kunne have været – og igennem alt det her, har det ikke virket til at bandets fans har kedet sig. Så det er altid noget. På det personligt plan blev joken allerede usjov inden koncerten var overstået, og jeg spekulerer nu på hvor længe de kan holde den kørende (hardcore fans undtaget, som nok skal hænge i). Der er kun så mange pik- og patterjokes der kan skjule, at kvaliteten af det musikalske niveau er i frit fald. Og hold så kæft og spil nogle flere sange.

Sætliste:
1) – Eyes Of A Panther
2) – Goin' In The Backdoor
3) – Asian Hooker
4) – Tomorrow Night
5) – Wasted Too Much Time
6) – Poontang Boomerang
7) – That’s When You Came In
8) – Weenie Ride
9) – 17 Girls In A Row
10) – Gloryhole
11) – Death To All But Metal
Encore:
12) – Community Property
13) – Party All Day (Fuck All Night)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Earth Electric - Vol1-Solar

Navnet Rune Eriksen får sikkert kun en klokke til at ringe hos de færreste, men hvis jeg i stedet siger Blasphemer, dukker nordmandens arbejde i bands som Mayhem, Aura Noir og Ava Inferi op på den indre computer. Netop Ava Inferi spiller en central rolle i Eriksens nye projekt, for sammen med sangerinden herfra, Carmen Simões, startede han Earth Electric i 2014. Siden har de tilføjet yderligere tre musikere til besætningen, så debutalbummet “Vol.1: Solar” er indspillet af et fem mand stærkt line up.

I Earth Electric vender Eriksen sig mod Hardrock med gang i både guitarer og keyboards – umiddelbart en meget traditionel tilgang. Men Eriksen gør ikke tingene efter bogen, så numrene har et twist: Hvor guitarer og keyboards har den vanlige styrke, er vokalen af en helt anden kaliber. Simões´ stemme er tilbagetrukket og sart, så den nærmest svæver blandt instrumenterne. Isoleret set er det fint lavet, det er stemningsfyldt og gennemført. Desværre passer det virkelig dårligt til musikken, for vokalen mangler power til at kunne sætte sig i respekt. Derfor har den mest karakter af korsang, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at lydsporet med den egentlige frontvokal mangler i numrene. Opskriften følges i samtlige numre, og da det bliver ret hurtigt småkedeligt at høre på, er det så som så med spænding. Det er selvfølgelig udmærket at Eriksen afprøver nye musikalske veje, men efter dette album vil jeg ønske, at han vender tilbage til rollen som Blasphemer.

Tracklist:
01. Mountains & Conquerors
02. The Endless Road
03. Meditate. Mediate
04. The Great Vast
05. Set Sail (Towards the Sun)
06. Solar
07. Sabbatical Moons
08. Earthrise
09. Sweet Soul Gathering
Samlet spilletid: 35:09

Læs mere...

Alter Bridge - Copenhell 2017

Mit kendskab til Alter Bridge består kun i et par enkelte numre, hvis titler jeg ikke rigtig har følt behov for at huske. Mit indtryk af dem er, at det da er ganske godt skrevet, men at det er meget pænt og meget ufarligt af så’n noget hård rock at være.

Det er såmænd også det indtryk, jeg sidder tilbage med efter denne fredag aften. Alter Bridge har rigtig mange gode kvaliteter, bevares. Især vokalist Myles Kennedy har en ekstremt lækker klang og en ganske sindssyg teknik. Og Mark Tremonti ER da en fed leadguitarist. Mange af hans soloer er desværre bare lidt retningsløse og ligesom resten af bandet præget af en noget uregelmæssig lyd, som dog skyldes fænomenet ikke-ordentligt-fastspændte-højttalere-i-blæst, der desværre er noget langt mere alvorligt end en hypotetisk titel på et hypotetisk stykke moderne kunst. Tag nu ved lære, Copenhell.

Nej, men det er egentlig meget sjovt: Alter Bridge er på sin vis slet ikke nogen ringe gruppe. Udover at især C-stykkerne gerne trækker på veksler fra både ældre og nyere metal, skriver bandet fine melodier og har en både fin energi og et fint overskud. Tingen er bare, at det hele netop er meget fint. Og det bliver kun sjovere af, at overtegnede selv har en afgrundsdyb svaghed for store dele af 80’ernes puddelrockscene, der netop var enormt spiselig sammenlignet med storbritanniens nye heavybølge og vestkystens spirende thrashscene.

Men hvor datidens Mötley Crüe reelt var møgbeskidte og bogstaveligt talt dødsensfarlige, og hvor Def Leppard stadig er ubesejrede i gudeproducerede stadionbaskere, har Alter Bridge for mig at se ikke de store personlighedstræk, der adskiller dem fra flommen af dén 21st century post-post-grunge-bølge, de red ind på for de dérsens 12-13 år siden.

Copenhell-publikummet virker ellers overvejende glade deroppe foran. Og hen imod slutningen kommer der da også et par stand-out-momenter i form af den fine “Blackbird” — komplet med Beatles-intermezzo — og den sigende “Metalingus”. (Hvad skal jeg dog egentlig mene om dén titel?). Men ud fra hvad jeg har kunnet bedømme på de yderligere anmeldelser, jeg har læst af denne Alter Bridge-performance, har jeg ikke været den eneste, der sad tilbage med et lidt lunkent indtryk.

Alter Bridge får gerne en chance til på et andet tidspunkt, men jeg vil fortsat opprioritere at lytte til de REO Speedwagon-skiver, jeg stadig har til gode. Uden yderligere sammenligning i øvrigt. REO Speedwagon er bare så'n et band, man taler for lidt om, så jeg syntes lige, jeg ville nævne REO Speedwagon et par gange.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Alter Bridge_11
  • Forfatter: Jill
  • MOTIONLESS_IN_WHITE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • The Interbeing_8
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Aerosmith - Royal Arena

Vi går i de næste fem – ti år ind i en uundgåelig periode, hvor stort set alle de gamle helte vil træde ud af branchen, om det så er af egen vilje eller som følge af triste omstændigheder: det er allerede sket med bl.a. Motörhead, Twisted Sister og ikke mindst Black Sabbath. I denne omgang er turen kommet til Aerosmith, der har annonceret deres farveltour, passende kaldet Aero-Verderci Baby! Det lyder sig dog, at bandet ikke går i graven lige med det samme, men det er dog en lakken mod enden, støt og planlagt. Hvordan gik det så på dansk jord for (måske) sidste gang?

Aerosmith:
Der er ikke sparet på den ”lille” detalje, at dette efter al sandsynlighed er Aerosmiths sidste gang: en kortfilm, der med billeder og lyd beskriver bandets historie, dukker som det første op på storskærmen mens publikum med hengiven respekt læner sig tilbage og observerer. En fin intro og selvhyldest, inden de aldrende herrer vandrer på scenen, nydeligt klædt, og klar til at give gas. Okay, Tyler selv er undtagelsen til det med at være nydeligt klædt: han ligner stadig en fra ’85, nu med en suspekt skovsnegl midt i ansigtet.

Men de første sange? Der er knald på, ufortrødent af den trykkende alder. Det er næsten ren heavy metal, med dobbelt stortromme der pisker derudaf, samt et aggressivt lysshow, der næsten er for meget. Lyden er også dejlig rock’et med tyk bund og høj volumen (der dog bliver skruet alt for højt op, givet at man ikke har ørepropper). En lille sidenote: Royal Arena er godt fyldt, dog med undtagelse af ”Golden Circle”. Og jeg sætter her titlen i citationstegn, da den fylder halvdelen af gulvet... Okay, man får mere når man betaler for mere – dét giver mening. Men det er sgu absurd at give 100 kroner mere for at stå sammen med over halvdelen af gæsterne på gulvarealet, især fordi en god del af det indhegnede område slet ikke benyttes. Det er skørt. Skørt, og en anelse grådigt.

Men lad det nu ligge. Aerosmith går fortsat til stålet, lysshowet og de sporadiske videoklip på storskærmen gør sit, og publikum er tydeligvis godt med. Bundniveauet er dog solidt, skulle man kun bedømme bandet alene, hvilket er mere end flere af de andre dinosaurer kan præstere for tiden. Rock’n’roll er det, selvom jeg ligeledes nemt kan forestille mig bandets storhedstider, som er mange år tilbage i tiden. Jovist, det begynder godt (”Let The Music Do The Talking”, ”Young Lust” og ”Cryin’” sidder lige i skabet) – men det er godt nok en tyndslidt ”Livin’ On The Edge”, det er der ikke meget kant over, for nu at bruge titlen.

Det bliver straks bedre med de to Fleetwood Mac covernumre i form af ”Stop Messin’ Around” og ”Oh Well” – det var ikke her jeg regnede med at blive imponeret, men satme så, om det ikke holder 100 %. Og nu hvor Tyler kan lege lidt rundt, benyttes det til fulde, f.eks. da han laver sjov med pianisten. Op til nu har min respekt og ”hvor fedt er det her?”-skala mest af alt gået opad: det er sgu godt gået for et band med næsten 50 år på bagen. Når jeg ser den krumryggede Joey Kramer tæve løs på tønderne, og uden tøven drive skibet fremad, eller når guitaristerne ikke kan holde sig at fyre ekstra lir af – sandsynligvis hver aften – så er det direkte pluspoint i den sorte bog. At Aerosmith internt virker til at have det godt sammen, gør kun tingene sjovere for beskueren.

Men, uden det store kendskab til bagmaterialet, så ville jeg ønske man havde lagt fokus et andet sted: der er flere sange der er oppe i +6/7 minutter, og som nemt kunne have været to eller tre – og numrene lider under det. Ligeledes er tre (lange...) ballader i streg simpelthen for meget af ”det gode”, også selvom én af dem er den udødelige ”I Don’t Wanna Miss A Thing”, der ser arenaen istemme i et entusiastisk kor. Det bliver aldrig kedeligt at høre samtlige 10 eller 12, eller hvor mange tusinde der nu er, skrige og huje og klappe i ekstase. Men, overordnet bliver sangene i midten og i slutningen trukket for langt – og det er en unødvendig og kunstig måde at give fuld valuta for pengene. ”Dream On” holder dog stadigvæk 100 %. 100 %, siger jeg dig.

Det bliver derfor aldrig et decideret unikt og uforglemmeligt punktum. Mindre kan også gøre det. Der bliver spillet på rutinen og på det publikumsvenlige, men energien er til stede, og ligeledes er spilleglæden. Og hvem ved, måske kommer Aerosmith forbi endnu engang – hvis de gør, så håber jeg sangvalget er mindre fadøl og mere rock. I kan, hvis I vil.

Sætliste:
1) – Let The Music Do The Talking
2) – Young Lust
3) – Cryin’
4) – Livin’ On The Edge
5) – Love In An Elevator
6) – Janie’s Got A Gun
7) – Stop Messin’ Around (Fleetwood Mac cover)
8) – Oh Well (Fleetwood Mac cover)
9) – Mama Kin
10) – Hangman Jury
11) – Seasons Of Wither
12) – Sweet Emotion
13) – I Don’t Want To Miss A Thing
14) – Rag Doll
15) – Come Together (The Beatles cover)
16) – Dude (Looks Like A Lady)
Encore:
17) – Dream On
18) – Mother Popcorn (James Brown cover)
19) – Walk This Way
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed