fbpx

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Faanefjell, Royal Metal Fest 2019

Jeg har åbenbart aldrig hørt Faanefjell før. For jeg tror, at det er så’n noget Finntroll’sk kædedans-og-mjød-folkemetal, vi skal over at høre. Det er det ikke helt.


Faanefjell fra Kristiansand udtrykker det samme dyriske mørke som hjemegnens mange black metal-kolleger. Men klart: Det foregår bestemt i en både musikalsk og visuelt mere farverig og interessant kontekst. Med sin brede pelskrave, sine hvide kontaktlinser og hjortegevirer på skuldrene ligner vokalist Syrtroll mest af alt Lordi, der lige har valgt at køre skovtema.

 Hans stemme er fjendtlig og snerrende.

Musikken minder mig om en folk’et udgave af Dimmu Borgir, dengang de stadig havde noget originalt at byde på. Det er brutalt og superintenst, men der er masser af afveksling; både melodiske og klassiske elementer; storladne, atmosfæriske passager med højspændte keyboards og stammetrommer; samt skønne, knasende kutterriffs i half-time.

"Hvis ikke jeg bedre ku' li' rock...", har jeg åbenbart skrevet i mit notehæfte under Faanefjell. Og det er sgu da osse rigtigt: Gode gamle D-A-D spiller jo ikke ret mange kilometer herfra nu i aften. Men det har dennehér flok skovtrolde åbenbart fået mig til at glemme alt om for en stund. Kommentaren betyder muligvis, at Faanefjell havde ligget højere agtet i min smagssfære, hvis ikke hård rock havde været en sejere genre. Men det er lige meget for nu.

Faanefjell er lige dele festligt, fascinerende og utilnærmeligt, og det er ikke ret mange bands, man kan sige det om. Når man lige har fået en god lille flok bajere, — og det har man på dettehér tidspunkt af festivalen, — er sådan en performance slet ikke til at stå for. Og at dømme fra den glade publikumsmodtagelse er hele Voxhall rørende enig med mig. Hen imod slutningen begynder et segment af crowden at både moshe og danse. Så er isen vist osse endegyldigt brudt.



Afslutningsnummeret og materialet fra debutskiven er til ren topkarakter. Hvis ikke Royal Metal Fest 2019 har kunnet klassificeres som en fest indtil nu, er festen hermed officielt sparket i gang.

Læs mere...

Eluveitie - Ategnatos

„Ategnatos“ er det galliske ord for ”genfødt”, og det er nærliggende at gætte på, at det peger på Eluveitie selv; efter mange udskiftninger i den ret store besætning er hovedmanden Chrigel Glanzmann det eneste tilbageværende originale medlem. Hvilken indflydelse det har på bandets stil, giver deres 8. studiealbum svar på.

Umiddelbart vil jeg sige ”slet ingen”, for Eluveitie benytter sig af alle de elementer, de har haft i brug siden de overraskede verden med ”Spirit” i 2006. Derfor er det igen en blanding af Dødsmetal og Folk spillet på en lang række mere eller mindre ukendte instrumenter, der møder lytteren. Som vanligt står Glanzmann for den mandlige vokal (ved siden af diverse instrumenter), og hans brølende stemme får følge af Fabienne Erni, som foruden at spille keltisk harpe og mandolin også synger. Det gør hun rent og klart, men hun overdriver sine fraseringer, så de bliver lidt skabagtige.

Det betyder nu mindre, når Eluveitie får kombinationen af Folkemusik og Metal til at balancere, så hårde rytmer og fængende melodier går op i en højere enhed – især i de første numre fungerer det som vi kender det fra Eluveitie.

Genkendelsen har dog en bagside, idet numrene mod slutningen enten er gentagelser af fine stemninger eller nemt bliver til ”Death Metal møder violin”, ”Death Metal møder fløjte” osv – eller med andre ord: Der mangler fornyelse i schweizernes stil, men den kommer nok ikke så længe Glanzmann sidder alene ved roret.

Tracklist:
1. Ategnatos
2. Ancus
3. Deathwalker
4. Black Water Dawn
5. A Cry In The Wilderness
6. The Raven Hill
7. The Silvern Glow
8. Ambiramus
9. Mine Is The Fury
10. The Slumber
11. Worship
12. Trinoxtion
13. Threefold Death
14. Breathe
15. Rebirth
16. Eclipse
Samlet spilletid: 60:13

Læs mere...

Tyr - Hel

Allerede inden dets udgivelse er “Hel” noget usædvanligt for færøske Tyr; hvor der maksimalt har været 3 år mellem deres syv første studiealbums, har der denne gang været en pause på hele 6 år. Det skyldes dels, at det høje tempo var for meget i længden, dels at man har fået ny trommeslager og ditto guitarist.

Nye folk eller ej, så fastholder Tyr deres melodiske og meget nordiske version af Folk Metal, og lyder langt henad vejen som de plejer. Derfor er der genhør med flotte vokaler og lækre guitarmelodier, og selvom der er indslag med udmærket Metal, er det de melodiske sider af bandet, der vises mest denne gang. Og vi bliver heller ikke snydt for færøsk fællessang – det er der masser af i “Ragnars Kvæði”.

Jeg må indrømme, at Tyr aldrig rigtig har fået greb i mig, og det lykkes heller ikke for dem med ”Hel”. Selvom de ind imellem har fat i noget godt, så fanger det mig ikke – det hele er lidt for hyggeligt for min smag. Og så er der flere numre med sekvenser, som ligner hinanden meget – jeg tog mig selv i at tænke omkvædet fra ”All Heroes Fall” ind i et par af de andre numre senere på albummet. Desuden er der et par ligegyldige tracks, som jeg sagtens kunne undvære – med 70 minutters spilletid ville det ikke gøre noget at skære der. Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Tyrs faste følgere vil være meget uenige og bedømme albummet meget højere end jeg gør.

Tracklist:
1. Gates of Hel
2. All Heroes Fall
3. Ragnars Kvæði
4. Garmr
5. Sunset Shore
6. Downhill Drunk
7. Empire of the North
8. Far from the Worries of the World
9. King of Time
10. Fire and Flame
11. Against the Gods
12. Songs of War
13. Alvur Kongur
Samlet spilletid: 69:56

Læs mere...

Korpiklaani - Kulkija

Med ”Kulkija” udsender Korpiklaani deres tiende album, og det må siges at være ganske godt gået, da jubilæet rundes kun femten år efter debutskiven ” Spirit of the Forest”. Titlen betyder ”vandrer”, og de fjorten numre beskriver mere eller mindre direkte episoder fra vandringsmandens liv.

Finnerne beskriver selv albummets som deres mest alsidige, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret: Når det gælder instrumentering og stemninger, kommer de virkelig langt omkring. Vanen tro er det den nordiske Folkemusik, der danner basis for numrene, som anført af violin og harmonika drøner løs med stampende rytmer. Her passer det fint ind i billedet, at Jonne Järvelä udelukkende synger på finsk; at man ikke forstår indholdet er mindre vigtigt – her betyder stemningen mere, og kan sagtens bruges til fællessang i festligt lag.

Mit favoritnummer på albummet er ”Kallon Malja”, som kører godt med et glimrende drive; her sætter guitar og trommer dagsordenen, ligesom vokalen har ekstra kant. Desværre står nummeret ret alene når det gælder skarphed, for selv om de øvrige tracks indeholder Metal, er den afdæmpet og har svært ved at gøre sig gældende i forhold til de akustiske instrumenter. Det giver numrene slagside mod det Folkmæssige, og gør albummet til en hyggelig og absolut ufarlig affære. Det falder ikke i min smag, og man skal virkelig sætte pris på Folkemusikken for at få fuldt udbytte af ”Kulkija”.

Tracklist:
1. Neito
2. Korpikuusen kyynel
3. Aallon alla
4. Harmaja
5. Kotikonnut
6. Korppikalliota
7. Kallon malja
8. Sillanrakentaja
9. Henkselipoika
10. Pellervoinen
11. Riemu
12. Kuin korpi nukkuva
13. Juomamaa
14. Tuttu on tie
Samlet spilletid: 71:20

Læs mere...

Vintersorg - Till Fjälls del II

Med mere end tyve år på bagen må Vintersorg (både bandet og hovedmanden af samme navn) regnes blandt pionererne indenfor den nordiske Metal. Til bandets tiende album har hovedmanden vendt blikket bagud mod debutalbummet ”Till Fjälls” som inspirationskilde; deraf tilføjelsen Del II i titlen på den nye udgivelse.

Ikke uventet er resultatet blevet et genhør med de elementer, som har kendetegnet bandets karriere: Der er buldrende trommer og fræsende guitarer, som tangerer Black Metal; der er symfoniske elementer, og der er både brølende og rene vokaler. Men frem for alt er der meget fine melodier, som er tydeligt inspireret af den nordiske tradition for Folkemusik. Vintersorg afgrænser ikke brugen af de forskellige byggeblokke inden for hvert nummer, men bruger dem rundhåndet, så de fleste tracks kan byde på lidt af hvert. Umiddelbart burde det resultere i stor variation, men da de enkelte elementer er ret ens, bliver resultatet alligevel forudsigeligt. Samtidig er de voldsomme elementer trukket tilbage, så de markerer, men ikke bliver dominerende. Det tager toppen af hårdheden, selv om tempoet ofte er pænt højt, og den brølende vokal har udmærket kant. Musikken har mange facetter, men da det i sidste ende er melodierne, som dominerer udtrykket, giver de ikke fuldt udbytte. Mange numre lyder som genren oftest gør, så albummet høster ikke mere end et Okay fra mig.

Tracklist:
1. Jökelväktaren
2. En väldig isvidds karga dräkt
3. Lavin
4. Fjällets mäktiga mur
5. Obygdens pionjär
6. Vinterstorm
7. Tusenåriga stråk
8. Allt mellan himmel och jord
9. Vårflod
10. Tillbaka till Källorna
11. Köldens Borg
12. Portalen
13. Svart Måne
Samlet spilletid: 76:43

 

Læs mere...

Huldre - Copenhell 2017

Folkemetal er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Men når øllet flyder som fra Heidruns yver i Valhal, og når folkemetallen samtidig fremføres for mig så knivskarpt, velklingende og professionelt, som den bliver af Huldre, så elsker jeg fandme folkemetal lige så højt som de ting, der gør denne verdslige Midgårds-eksistens alt besværet værd.

For knivskarpt, velklingende og professionelt er lige, hvad det som minimum er, da Huldre indtager en ad hoc-skovbeklædt Hades med den fabelagtige “Ulvevinter”. Og netop fabler er lige, hvad den næste time byder på. Fabler, sagn, myter, viser — i det hele taget indblik i den melankolske og mørke del af Dannevangs middelalder.

Huldre er vokset siden først og sidst, jeg stiftede bekendtskab med dem for ret præcist 2,5 år siden. Og det klæder dem at være groet ud fra undergrunden, som de træer der omgiver dem, og op foran tusindvis af feststemte vikingeefterkommere. Som jeg før har sagt, er Huldre fandeme så et af Danmarks mest imponerende bands. Og det er der lykkeligvis mange flere, der har opdaget i mellemtiden.

Nye skæringer som den flotte “Fæstemand” og den mesterligt gennemførte “Varulv” får den halve Copenhell til at give genlyd af fællessang. Gamle fanfavoritter som “Trold” og “Spillemand” får nær betongrunden til at flække under støvletramp og kædedans. Ja, det er faktisk svært at se, hvordan det hér band overhovedet kan gøre noget forkert, når de bare bliver ved med at skrive så overbevisende sange og i det hele taget være så skudsikre i deres udtryk.

Enkelte synes måske, det er for meget med fortællingerne mellem numrene. Som min gode kollega Casper Villumsen hos Devilution har påpeget, så tenderer de lange udredninger af sangenes baggrundshistorier af og til en kende børneteater. Nanna Barslev (Nanna hin Fagre, om man vil) er bestemt heller ikke den arketypiske metalfrontfigur. Men altså, gudskelov for dét, da!

Frem for alt elsker jeg også bare, at det hér simpelthen er så fucking gennemført. Min brandert, som jeg i showets anledning har hamret omhyggeligt op lige under level ‘Godzilla’, burde måske råbe på mere hegn og mindre snak. Men fandme nej. Huldre gør tingene på deres måde. Og når musikken spiller, — hvad den jo for hulen gør langt størstedelen af tiden, — så er det hér band ikke bare en normalt crowdplease’ende størrelse. De er simpelthen et af Danmarks bedste livebands nogensinde.

Hvad metal angår, tilhører Huldre landets absolutte elite. Og hvad folkemetal angår tilhører de verdens absolutte elite. Og så er det i øvrigt en superfed overraskelse, hvordan Nanna hin Fagre (jo, den holder!) nu også har implementeret noget growl-tilnærmelse i sin i forvejen så smukke røst.

Når jeg lige lader der mangle 1/2 stjerne fra topkarakteren, så er det fordi, jeg er sådan en irriterende røvballeanmelder, der godt kunne tænke mig, at Huldre rent sangskrivningsmæssigt såmænd bare satsede 1/2 ulvetand mere på at opdyrke melodier frem for stemning. Stilen og atmosfæren er 100% intakt, hooks’ene er det kun omkring 95% af tiden. Men det er sandelig heller ikke fordi, mindre ikke kan gøre det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • OVERKILL_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • LOST SOCIETY_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BAEST_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Cnoc An Tursa - The Forty Five

Navnet Cnoc An Tursa er gælisk, og betyder noget i retning af ”højen med den opretstående sten”. At man har valgt netop dette navn passer fint ind i bandets ønske om at kombinere traditionelle skotske melodier og ditto lyrik med moderne Metal.

”The Forty Five”, som er bandets andet album, lægger ud med episke melodier og nydelige folkemelodier uden indhold af Metal. Det virker næsten som om, at bandet vil sikre sig, at lytteren forstår deres musikalske rødder inden der tilsættes andre ingredienser. Uanset baggrunden, så fungerer musikken godt; under hver gennemlytning har jeg en film med storslået og rå natur kørende på den indre biograf.

Brugen af fløjter er behersket, men den er alligevel tilstrækkelig til, at musikken får et umiskendeligt britisk Folk-præg. Samtidig kører der tunge Metal-rytmer i baggrunden, som sikrer pondus og energi. Og skulle det ikke være nok, leverer guitaristen Alan Buchan en brølende vokal, der har power nok til at sætte tingene på plads. Hvis man stadig savner energi, skal man hen til ”Sound The Pibroch”, som eksploderer i voldsom Metal, men bibeholder de fine melodier fra de resterende numre. Det efterfølgende ”Fuigheall” følger trop med mere af samme skuffe, bare lige for at markere.

Kombinationen af Folkemusik og Metal er ikke helt nem at få til at fungere; ofte passer balancen ikke, så det ene af elementerne får overtaget. På dét punkt klarer skotterne sig virkelig godt, for ”The Forty Five” holder hele tiden gang i begge dele på en overbevisende måde, hvilket gør albummet virkelig godt.

Tracklist:
1. Will Ye No Come Back Again
2. The Yellow Locks Of Charlie
3. The Standard on the Braes o' Mar
4. Wha Wadna Fecht For Charlie
5. Flora Macdonald
6. Sound The Pibroch
7. Fuigheall
8. The Last of the Stuarts
Samlet spilletid: 46:51

 

Læs mere...

Borknagar - Winter Thrice

20 år er der efterhånden gået, siden Borknagar udgav deres selvbetitlede debutalbum, og det markerer nordmændene med udsendelse af deres tiende album. Tallet alene vidner om en konstant udgivelsesfrekvens, og når man gennemlytter albummet står det klart, at Øystein Brun & Co. fortsætter med at blande elementer af Folk- og Viking Metal ind i deres Sorte udgangspunkt for at forfine deres personlige stil.

Resultatet er domineret af en åben og melodisk atmosfære, der er nem at gå ind i. Melodierne fænger udmærket, og de enkelte numre udvikler sig forskelligt, så der er udmærket afveksling i udtrykket fra track til track. Det hele serveres med en symfonisk indpakning, som er lige så imponerende og storslået som de norske bjerge. Ind imellem bliver det lige markeret, at man ikke har glemt at Borknagar startede med Black Metal som hovedretning. Det sker i sekvenser hvor opskruet tempo og skarpe instrumenter ledsager Vintersorg brølende vokal. Men disse udgør kun en mindre del af spilletiden, det er det melodiske, der er fremtrædende. Den resulterende stemning minder mig flere steder om Primordial, den er bare ikke helt så dyster som hos irerne.

Generelt er udtrykket højtideligt, men det overdrives ikke, så resultatet udstråler stolthed og værdighed, men undgår at blive selvhøjtideligt. Med gæsteoptræden af bandets tidligere sanger Kristoffer Rygg (a.k.a. Garm, kendt fra Ulver), er man oppe på hele fire vokalister, og det giver mulighed for at skabe noget ekstra på dén front. Det potentiale bliver desværre ikke udnyttet fuldt ud, for sangerne adskiller sig ikke nok fra hinanden. Personligt havde jeg også gerne hørt en større hårdhed i Jens Bogrens mix af skiven, det havde givet lidt mere kant. Men det er et spørgsmål om smag, for ”Winter Thrice” er en gennemført skive for alle, som har hang til velskrevet Metal med det melodiske i fokus.

Tracklist:
1. The Rhymes of the Mountain
2. Winter Thrice
3. Cold Runs the River
4. Panorama
5. When Chaos Calls
6. Erodent
7. Noctilucent
8. Terminus
9. Dominant Winds
Samlet spilletid: 56:57

 

Læs mere...

Ensiferium - Copenhell 2015

En herlig måde at starte Copenhells 2. dag er med folkemetal – nærmere bestemt de finske krigere i Ensiferum. Igen er det et forholdsvist tidligt tidspunkt, og pladsen foran Hades er derfor ikke proppet – men dog alligevel godt fyldt ud.
Jeg så sidst Ensiferum i Vega tilbage i slutningen af marts, og det var en god koncert, dog uden at blive mere end dét. I dag bliver det da overordnet heller ikke bedre, men det er i denne omgang pga. nogle andre omstændigheder.

Til at begynde med skal lyden lige finjusteres, og stortrommen især lyder alt for klikket. Der går dog ikke lang tid før det er rettet rimeligt godt op, selvom man aldrig reelt kan høre kvinden bag keyboardet – her taler jeg om vokalen, og ikke keyboardet. Men det er også udelukkende baggrundskor, så ikke meget går tabt. 
Nej, det reelle problem er, at Ensiferum har problemer med deres præindspillede stykker, som f.eks. gør at vi ikke får sangen ”Warrior Without A War” at nyde, og – kunne man formode – også går glip af træfsikre skæringer som f.eks. ”Iron”

Det lægger dog ikke en dæmper på hverken band eller publikum. Ensiferum selv er langt mere tændte end i Vega, og bassisten skiller sig som altid positivt ud med sine store armbevægelser og brede grin – foruden hans løben-frem-og-tilbage. Ensiferum har desværre ikke længere deres hyrede harmonikaspiller med, hvilket ellers tilføjede en fed dynamik. De andre medlemmer er mere reserverede, men det er tydeligt at de ikke keder sig – de koncentrerer sig blot.

Ligeledes er de fleste publikummer på, og flere har medbragt både vikingehjelme og latexvåben som sværd og økser (især sidstnævnte passer perfekt som fod i hose under sangen ”Axe Of Judgement”). Både moshpit og cirkelpits opstår, og mange både klapper, løfter næverne i vejret og synger/råber med – når det altså er muligt, for en del tekst foregår på finsk.
Overordnet er det et party-sæt Ensiferum har medbragt, så folk har det godt. Det er desuden, for undertegnede, en fornøjelse at bevidne ”Twilight Tavern” – øj mand, den er fee’!

Det bliver desværre kun til ca. 45 minutter, hvilket føles alt for kort. Som et lille plaster på såret afsluttes herlighederne til gengæld med den festlige diskoslager ”Two Of Spades” (yep, disko!). Glimrende afslutning på en god koncert, som sagtens kunne have nået nye højder med bedre betingelser.

Sætliste:
1) – March Of War (intro)
2) – Axe Of Judgement
3) – Heathen Horde
4) – Twilight Tavern
5) – Lai Lai Hei
6) – Token Of Time
7) – Ahti
8) – Burning Leaves
9) – Two Of Spades

 

  • Primordial_5
  • Forfatter: Jill
  • Pretty Maids_6
  • Forfatter: Jill
  • Pretty Maids_5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed