fbpx

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

LLNN - Deads

Det er altid en god indikation på, om musik skubber til grænser, når resultatet ikke passer direkte ned i de traditionelle kasser med genrer. Sådan et album har danske LLNN begået i form af ”Deads”, som er deres anden fuldlængde udgivelse.

Efter et par gennemlytninger var jeg stadig usikker; musikken indeholder elementer af Hardcore, Industrial og Sludge, men jeg kunne ikke finde en dækkende betegnelse i skuffen med genrestempler. På deres Facebookside beskriver bandet selv deres stil som ”Dark, heavy, post-apocalyptic” og det er en udmærket fællesnævner for albummets otte numre. Et kendetegn, som yderligere binder numrene sammen, er det instrumentale og filmagtige – ”Civilizations” og ”Structures” er rent instrumentale, hvor den rytmiske struktur nedtones til fordel for det stemningsmættede og truende. Flere numre har ret lange introer i samme stil, hvor det stemningen bygges op, inden den skrigende vokal sætter ind sammen med musik, som befinder sig i grænselandet mellem Sludge og Metal. Den resulterende helhed fungerer godt i ”Armada” og ”Appeaser”, hvor stemning og rytmer passer fint sammen. Generelt håndterer LLNN overgangene mellem de forskellige hoveddele så sikkert, at de ikke mister fremdrift, selv om tempoet sænkes.

LLNN nævner filminstruktører som John Carpenter og Stanley Kubrick, og film som Bladerunner blandt deres inspirationskilder, og det afspejles tydeligt på dette album: Kombinationen af den yderst mørke stemning og voldsomme energiudladninger passer perfekt ind i de nævnte verdener. Det er i min optik en præstation i sig selv, så jeg belønner LLNN med fire stjerner for indsatsen.

Tracklist:
1. Despots
2. Parallels
3. Armada
4. Civilizations
5. Appeaser
6. Deplete
7. Structures
8. Deads
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Erdve - Vaitojimas

Da Erdve blev dannet i Vilnius i 2016, var det med det klare formål at udforske mulighederne i musik bestående af elementer fra Hardcore, Sludge og Black Metal – På papiret er det unægtelig en mørk og speciel kombination, der skaffede litauerne en kontrakt med Season of Mist.

Det særegne og dystre eksisterer bestemt ikke kun på papiret, for ”Vaitojimas” er virkelig en led satan af et album: Musikken er meget lukket og svær at komme ind på, og vokalen er monotont skrigende – en kombination, der normalt ville få mig helt op i det røde felt. Når det ikke sker, skyldes det en knivskarp balance mellem de nævnte elementer, og små stumper af melodi, som meget begavet er flettet ind i musikken. Resultatet er virkelig stærkt, og musikken formår endda mere end udligne vokalen – overraskende, men effektivt.

Teksterne forstår jeg ikke et hak af, men ifølge pressematerialet omhandler de temaer som vold i hjemmet, frastødende adfærd, ekstremisme og forbrydelser mod menneskeheden – musikkens voldsomme natur taget i betragtning, tror jeg på det.
Det positive indtryk varer lige indtil et stykke ind i ”Pilnatvė”; på et tidspunkt falder tempoet, så vokalen får overtaget. Det gør de sidste knap 10 minutter af albummet til en ustruktureret og temmelig anstrengende affære. Men den foregående halve time er fyldt med så mange seje elementer, at Erdve får varme anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. Vaitojimas
2. Išnara
3. Prievarta
4. Apverktis
5. Pilnatvė
6. Atraja
Samlet spilletid: 37:00

Læs mere...

System of a Down - Copenhell 2017

12 år er alligevel også en rum ventetid siden min hidtil eneste liveoplevelse med det fabelagtige armensk-amerikanske, progressive, eksperimenterende, moderne ethno-nu-metal-fænomen System of a Down. Ja, kært barn har mange adjektiver.

Jeg husker noget så tydeligt, da Kerrang! i sin tid vedlagde CD’er med de to første numre fra det endnu ukendte bands endnu uudgivne debutskive. Det var i ’98, og jeg var fuldstændig blæst væk. “Det hér, det bliver fucking stort!”, lallede jeg rundt på efterskolen og prøvede ikke at fable for meget om.

Der skulle gå en lille håndfuld år endnu, men så var den der dæleme også. Man ved, at ens profetiske evner ikke er helt ved siden af, når selv Boogie kværner titelnummeret fra mesterskiven “Toxicity” (’01) af i tide og utide. (Hvis du ikke kan huske det program, er du ikke gået glip af det store).

Og så — efter et par ellers næsten lige så fremragende albums — var de der pludselig ikke længere. Rygterne svirrede om interne stridigheder. Soloprojekter opstod. Vi anede ikke helt, om vi nogensinde fik dem igen.

… Okay, indtil 2010. Men altså, stadigvæk… TOLV år siden sidste besøg i landet. Vi er mange, der har ventet, og vi er mange, der elsker Jeppe Nissen og Copenhell for endnu engang at have følerne så godt ude blandt publikums ønsker og ledige bands. SoaD på Copenhell er intet mindre end en kongebooking, og det kan blive fucking stort, det hér. (Og ja, der var den såmænd igen.)

Man kan tydeligt mærke den skrøbeligt-sårbare forventning hænge tungt over pladsen som luften inden et tordenvejr. Da bandet sætter i med introen fra “Soldier Side” hersker der en andægtighed på Copenhell, som sender tanker tilbage til introen fra sidste års afskedsshow med Black Sabbath. Og da åbneren “Suite-Pee” fra førnævnte debutskive overtager, begynder dæmningen at briste. De kan det, de vil det og de gør det, og det står altsammen soleklart i den bipolart-skizofrene “Prison Song”.

Samtlige detaljer er med. Forsanger Serj Tankians prægtigt klare tenor er fortsat lige så klar og prægtig, som hans primalbrøl er skræmmende aggressivt. Sammenligningerne med Mike Patton er fuldt ud fortjente — Tankian er bare langt mere uhæmmet. Og John Dolmayans sindssyge skindbankeri kvalificerer simpelthen til det mest intense og professionelle indenfor det 21. århundredes moderne hårde rock — helt oppe ved siden af Danny Carey og Gavin Harrison.

Men SoaD overgår på deres egen spøjse vis både Tool og Porcupine Tree indenfor enkelte parametre. De er ikke bare mere kontant hårdtslående; de er også stedvist langt mere manisk besatte i deres udtryk. Og så formår de altså at crowdplease i et omfang, jeg aldrig havde forestillet mig muligt. Ikke blot følger nærmest samtlige numre i ubønhørlig non-stop-forlængelse af hinanden. Men under mini-tour de force’en “DDevil”, “Needles”, “Deer Dance” og “Radio/Video” begynder jeg ærligt talt at føle mig en smule vantro. Det kan sgu da ikke passe, det hér?? Men det kan det, og SoaD er stadig nærmest knapt begyndt.

Som i tilfældet Prophets of Rage på samme scene få timer tidligere har de mellemliggende år knapt sat andre præg på bandet end en kende gråsprængt skæg. Og som hos samme vredesprofeter bærer SoaD fortsat deres sociale indignation udenpå tøjet. De er drevet af langt mere end bare bevidstheden om de undertrykte masser og folkedrabene i det fædrende Armenien, og om alle de ligeglade maddiker der bare står og ryger smøger i det lige så fædrende Hollywood, mens tiggerne sulter for deres fødder. Som hos Prophets of Rage er det hele alverdens tilstand, der dels begrædes, dels satiriseres. Ja, somme tider er vi sgu nødt til at grine af tingene for ikke at blive helt ødelagt af dem.

Først og fremmest er det dog bandets vanvittige tekniske kunnen hånd i hånd med det vanvittige sæt, der fandme gør denne aften uforglemmelig. De smukke “Highway Song” og “Lost in Hollywood” flankerer endnu en sindssyg klassikerstime bestående af “Bounce!”, “Suggestions”, “Psycho” og, — nårh ja for Helvede — hittet “Chop Suey!” Det er som om, man fuldstændig har glemt, hvor mange fede numre denne gruppe egentlig nåede at berige os med på deres relativt få studiealbums. Ja, selv outtake-skiven “Steal This Album!” tilgodeses med en håndfuld stykker.

Mine to favoritter “Science” og “Know” er desværre ikke med i denne ombæring. Og for nu at dvæle lidt ved den tænkelige kritik, er Daron Malakians guitar- og vokalevner altså heller ikke kun uretfærdigt udskældte. Men han holder sammen på det, og de andre holder sammen på det hele, og alt i alt er SoaD altså ikke et band, der kan nås af ret mange. Under “B.Y.O.B”, en af mine andre favoritter, er jeg noget nær fuldstændig mæt. Men selvfølgelig lukker de af med double combo’en “Toxicity” og “Sugar”.

Førnævntes omkvædslinie “Disorder! Disorder!” gjalder ud over Refshaleøen ved +20.000 taknemmelige strubehoveder. Jeg og mit følge skråler kækt og kærligt “Det’ så’n dér! Det’ så’n dér!” under samme linie. For det ER fandme præcist så’n dér, checken skal skrives. Således gik det altså til, at Copenhell kunne føje denne mesterlige performance til de 4-5 allermest mesterlige afholdt på festivalen nogensinde.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Huldre_2
  • Forfatter: Jill
  • Huldre_3
  • Forfatter: Jill
  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Nero di Marte - Royal Metal Fest 2016

Nero di Martes tekniske og samtidig lækkert atmosfæriske univers er centreret omkring de kaotisk-strukturelle elementer fra Neurosis, opblandet med dynamikken og progressionen fra Tool og iklædt den storladne lead-lyd fra bands som Sólstafir.

Okay, “kaotisk” er så meget sagt, men det er ikke lige nemt at finde hoved og hale i numrene, og det skyldes altså ikke kun, at jeg stadig har lidt tømmermænd. Trods musikkens dramatiske og til tider højeksplosive islæt er Nero di Marte en forholdsvist indadvendt størrelse, der i høj grad udfordrer min måde at tænke musik på. Der er ikke de store stand-out-elementer; bandet satser i langt højere grad på at ramme en synergi mellem teknik og atmosfære. Udover at være et ekstremt kreativt band, er de også en af de dygtigste flok musikere på dette års RMF, selv med navne som Psycroptic og Gorguts på plakaten.

Selvom Nero di Marte altså ikke ligefrem byder på nogen stadionbaskere, efterlader de et overordnet positivt indtryk hos mig, - et indtryk som ikke desto mindre nok havde haft bedre kår for udvikling, hvis jeg havde hørt dem derhjemme. Der bliver f.eks. ævlet lidt for meget nede omkring baren, hvilket er en kende ærgerligt for den ellers ganske imponerende, andægtige stemning, der ekstraordinært hersker på Voxhall.

Men måske er det også forventeligt, at nogle enkelte bliver sat af. Nero di Marte er ikke et band for alle. Dog giver de et særligt ekstranummer som kvittering for de resterende lytteres tålmodighed og taknemmelighed, og hvorvidt det måtte sige noget om, at mine med-headbangere også er åbne for andet end hovedkuls smadder, og/eller at RMF i år har formået at tiltrække visse yder-segmenteringer af landets metallyttere, kan jeg kun se det som noget positivt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Author & Punisher - Melk En Honning

Jeg prøver som regel at være åben overfor al musik, men nogle gange finder du et band og du ved alligevel ikke  helt hvad du skal synes om det. Sådan en episode havde jeg med Author And Punisher. Med inspirationer som Godflesh og Sunn O))) så tænkte jeg umiddelbart, at Author And Punisher var en nem pille at sluge, men hvor tog jeg fejl efter den første lytning med bandet. Efter noget tid valgte jeg at høre den igen, og der blev jeg virkelig blæst væk.
Author And Punisher er et band som er virkelig svært at sætte i bås. Der er alt fra drone til eksperimental rock, så der er masser at komme efter. Bandet har alligevel udgivet et par albums siden deres dannelse tilbage i 2004. Bandet er nu klar med deres seneste udspil Melk En Honning, og lad os se hvordan det gik.

Det kræver alligevel tålmodighed til at lytte til disse numre. De fleste af dem rammer næsten de ti minutter, og er fyldte med dronede passager og eksperimenterende øjeblikke. Det skal også lige siges, at Author And Punisher er et one-man band, og alligevel formår han at skabe sådan en massiv lyd, og det er virkelig imponerende. Allerede på åbneren 'The Barge' sættes lytteren i en massiv trance, og man bliver utrolig nemt opslugt at dette larmende lydkaos. Efter et par minutter så kommer Doom metal inspirationerne ind i billedet, og det hele bliver meget mere intenst. Andre numre på pladen som 'Cauterize' er alligevel også et godt eksempel på hvor svært det er at putte bandet i en bås, og at det er alligevel kommer en melankolsk stemning ind i musikken også er super fedt. Det ender alligevel med at være det korteste nummer på pladen, da det rammer på tre minutter og otteogtyve sekunder. Mit personlige favorit nummer på pladen er 'Future Man', som jeg synes er anderledes end alle de andre numre på pladen. Specielt den virkelig geniale vokal som bliver sunget igennem nummeret. Jeg synes også at det er fedt da nummeret ligger mest ovre i den langsomme boldgade. Her er Doom metal inspirationerne virkelig tydelige. Produktionen er virkelig også rå og bare lige på, og Tinnitus skal forventes.
Der er også fede små effekter, som at det skratter i lyden til tider, hvilket gør det mere autentisk og ægte.

Author And Punisher er noget unikt indenfor en genre, som folk ikke helt ser som noget andet end larm. At man tør være så alsidig når det kommer til at skrive musik, er et kæmpe plus for mit vedkommende. Jeg synes at denne plade er så god, at den er for mit vedkommende oplagt til at være et af årets bedste udgivelser. Så hvis du er til eksperimenterende musik, så kan jeg varmt anbefale Author And Punisher.

Trackliste
1. The Barge
2. Cauterize
3. Shame
4. Future Man
5. Disperate
6. Callous And Hoof
7. Teething
8. Void, Null, Alive
Samlet spilletid: 53 minutter og 47 sekunder

 

Author And Punisher – Cauterize

Læs mere...

Pitbulls In The Nursery - Equanimity

Pitbulls In The Nursery fra Frankrig, som blev dannet i 2001, har netop smidt deres nye album ”Equanimity” i handlen, ni år efter deres debut album ”Lunatic”, som altså udkom i 2006. Bandet er for mit vedkommende totalt ukendt , men jeg skal da lige love for at de har sat noget i gang hos undertegnede….

Bandet spiller en forrygende blanding af progressiv death metal med nogle fantastisk fede indslag af blødere stykker som jazz og andre akustiske tiltag. Ligeledes oser musikken flere steder af stemning og atmosfære, som ikke ligefrem normalt finder sted i denne genre, og det fungerer absolut glimrende. Alt er velspillet og tight som en hønserøv, hvor jeg sjældent har lagt øre til så vellykket et mix  af stilarter: lynhurtigt dobbelt pedal arbejde på trommerne, fede og syrede konstruktive tekniske riffs samt underlige twists som tit og ofte kommer når man mindst venter det. Man kan vel kalde det et mix af Meshuggah, Death og Atheist - vel og mærke med bandets egen stil og lyd.  Alt dette bliver pyntet med en rigtig fed vokal fra Tersim Backle, som virkelig forstår at variere vokalen fra en passende snerren/growlen til den lidt pænere vokal til de mere polerede stykker.

Så alt i alt er dette album et lysende eksempel på hvor fedt metal i den grad kan skæres, om det så er progressiv, death eller whatever...og det er vel kun fordi at bandet måske trækker den lige langt nok i enkelte numre, at de ikke får fuld plade, men 5,5 af de savtakkede er er vel også mere end godkendt. Lad os ikke håbe at der går ni år mere før de smider endnu et album på gaden. I mellemtiden vil jeg bare nyde dette album,som meget vel kan gå hen og blive årets højdepunkt for mit vedkommende!

Tracklist:
1. Crawling
2. Rule the Plight
3. The Oath
4. Reality
5. Interlude
6. Insiders
7. Conspiracy
8. Soulbones
9. Your Dream's Not Mine
Samlet spilletid: 57:41

 

Læs mere...

Corrosion of Conformity & Black Temple - Beta

Bare så det lige er på det rene: Det er muligvis umuligt for mig at bedømme en begivenhed som denne med dén tilstræbte objektivitet, der bør være idealet for enhver anmelder med respekt for sig selv. Jeg uddyber: Da jeg som ung knægt så en Corrosion of Conformity-video i Beavis og Butt-Head og følgelig anskaffede mig en bette skive ved navn "Wiseblood" (1996), var det en mindre revolution i min dengang forholdsvist snævre musikalske referenceramme. "Wiseblood" ramte det perfekte sted. Den var oldschool uden at lyde det fjerneste bedaget, og tilnærmelig - ja, stedvist fandme flot - uden at søge noget poppet kompromis med den tydeligt Black Sabbath-funderede betonrock. Og selvom den metalliske hårdhed var omdrejningspunkt, fungerede denne i samarbejde med en flair for sangskrivning, der mindst var Sabbath værdig.

Alt det samme kan siges om forgængeren "Deliverance" (1994), bandets størst hittende, nær-guldstatus-sælgende skive. Og det er netop med tourtitlen "Deliverance Revival", at dette klassiske C.o.C.-line-up efter alt for mange år med udskiftninger og pause rammer Danmark for første gang siden, hvad, '96? Selv vokalist/guitarist Pepper Keenan må være mig svar skyldig, da jeg inden showet fanger ham udenfor i en bidende dansk forårskulde, som angiveligt ikke er videre behagelig, når man kommer fra et sted, der deler breddegrader med det nordlige Afrika.

Anyway, pointen er, at en koncert med C.o.C. bestående udover førnævnte Keenan af Woody Weatherman (guitar), Mike Dean (bas) og Reed Mullin (trommer) har været så længe undervejs, at jeg næppe kan lægge skjul på min begejstring derover. Så jeg vil ikke gøre forsøget.

Ej heller vil jeg prøve at fælde en kvalificeret dom over opvarmningsbandet. Det er åbenbart C.o.C. selv, der har hevet svenske Black Temple med rundt i Skandinavien, men hvorfor fatter jeg ikke. Ikke at deres musik på nogen måde er ringe; der er bogstaveligt talt bare ikke et sekund af den, der fænger mig. Jeg tænker meget over, hvad det overhovedet er for noget, de spiller. Berettiget, viser det sig, for da jeg sludrer lidt med dem bagefter, tilkendegiver de selv at være i tvivl. Men der er i hvert fald både elementer fra klassisk rock og moderne post-hardcore - hele tiden og på én gang. Som genrefusionseksperiment er det for så vidt enormt interessant, men som musik man gerne skulle kunne huske, går den appel, der nu engang måtte være, mine ører forbi. Men der er masser af intensitet og indlevelse fra bandets side, så de skal sagtens kunne nå ud til nogen, der er tilfredse med dét alene. Og så skal jeg da gerne gi' dem en chance til ved lejlighed; bevares.

 

corrosion of conformity beta

 

Lige så rigtig en beslutning som det er at have "The Boys Are Back in Town" kørende over PA'et, inden den eneste rigtige udgave af Corrosion of Conformity entrerer scenen, lige så rigtigt er det, at bandet åbner med "These Shrouded Temples" fra "Blind" (1991), hvor Keenan kun netop var tiltrådt som guitarist alene. Den tunge, instrumentale, tritonus-centrerede figur bygger langsomt en bidsk stemning op, der kun gør genhørsglæden med den følgende "Señor Limpio" så meget mere forløsende. Lyden er lidt mudret i starten, men der bliver rettet op på det under "King of the Rotten", der giver mig et endnu større smil på læben, end Steel Panther formåede i Vega for ret præcist et døgn siden. Det samme gælder for min personlige favorit, "Long Whip/Big America", samt ikke mindst "Wiseblood"-titelnummeret, der om noget viser, hvor overset Keenan er som sangskriver: "There's blood on the street but there's nothing to steal from me/'Cause I walk alone but at least I walk for free/I listen to few and I'm fueled by fire/Guess now I'm old but not much wiser". Det er i øvrigt et plus, at han lader de store armbevægelser og frontmand-klichéer ligge og for det meste bare lader de gode sange tale for sig selv. - Omend der et par gange er lige lovligt lange pauser ind imellem. At dette band ikke har råd til et arsenal af stemte guitarer beviser, at der ingen retfærdighed er i verden.

Selvom publikums gennemsnitsalder ser ud til at være over 40, kommer der alligevel godt gang i pitten, ikke mindst under den indlysende pointhøster "Heaven's Not Overflowing" og især højoktansrockeren "Paranoid Opioid" fra "In the Arms of God" (2005), en skive som jeg ærligt og skammeligt skal indrømme helt at have glemt for eftertiden. (Det kommer der af kun at have skidtet til at ligge på sin gamle computer frem for at stå på reolen, hvor den rent faktisk kan ses!) Men jeg havde alligevel også hellere set bandet give mere opmærksomhed til den ganske stupidt undervurderede "America's Volume Dealer" (2000). Herfra beriges vi desværre kun med en til gengæld forrygende "Who's Got the Fire" samt C.o.C.'s fremragende bud på en seriøs powerballade á la sydstatsheavy, "13 Angels", der gi'r sættets dominerende tungmetal et flot og tiltrængt komplementærmoment cirka midtvejs.

Man kan godt høre på Keenans vokal i især "Seven Days", at der siden dengang immervæk er gået over 20 år, samt at manden nok har røget et nogenlunde tilsvarende antal cigaretter dagligt. Men på en måde klæder det musikken med et mere modent islæt, ligesom bandet selv har tilkendegivet, at de nærmest spiller sangene bedre i dag end i midt-90'erne. Det er heller ikke det halve galt. For eksempel kan det især mærkes, at Weatherman er vokset som guitarist. Den meget Hendrix-agtige fortolkning af blues, der i høj grad har dannet rammen om hans lead siden "Deliverance", er kun blevet endnu mere omfattende med årene. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan jeg har stået og måbet nok så meget af føromtalte Steel Panthers vanvittige strengmasturbatør Satchel 24 timer forinden, men alligevel finder det så meget mere interessant at høre soloer fra en mand, der rent faktisk har en feeling og en timing, og som fastholder min opmærksomhed ved at økonomisere med tonerne frem for at meje dem af med en frekvens på 8-10 stykker i sekundet.

Aftenens højdepunkter er en triumferende tungt swingende "Albatross" og en ærefrygtindgydende, altoverskyggende "Goodbye Windows", der om noget netop lyder mindst lige så godt som på albums'ene. Til sammenligning er den ellers så fine "Stonebreaker" og selv klassikeren "My Grain" nærmest at betegne som parenteser - i hvert fald for mit vedkommende. Hovedsættet afrundes af en "Broken Man" så levende og viril, at man mistænker bandet for først nu at have spillet sig ordentligt varme og have endnu et set parat om en tår vands tid.

Desværre er der kun tre ekstranumre. Det gamle "Blind"-hit "Vote With a Bullet" kommer for mig til at stå meget i skyggen af den førnævnte nyslebne diamant "Who's Got the Fire". "Det er funky!", udbryder min sidemand, og selvom dén type musikalske islæt normalt ikke hører denne genre til, - og en lignende observation normalt ville vække forargelse hos den gennemsnitlige headbanger, - er det ret spot on. C.o.C. er mere end bare endnu et metalband - og tillige mere end bare endnu et metalband med stoner- og sydstatsinfluenser: De er et vaskeægte musikalsk velbevandret og kultiveret Rock-med-stort-R-band, hvis sange taler hvert sit eget sprog. Dette bliver så meget desto tydeligere i den naturlige afslutter, hittet "Clean My Wounds", der kommer en lang tur omkring et udsyret, space-rock'et jam-mellemstykke med masser af fuzz, delay, rumklang og mere wah-pedal end Weatherman har brugt hele showet igennem. Der mangler bare en af de hersens psykedeliske lysprojektioner med flydende oliefarver i baggrunden. Nummeret når op på, hvad, omkring 10 minutter? Jeg mister tidsfornemmelsen fuldstændig, men jeg nyder hvert sekund, så længe det varer.

Skal jeg give nogen negativ kritik, består den således primært i, at jeg savnede det-og-det nummer. "Over Me" burde i hvert fald være obligatorisk, og i den akustiske afdeling kunne jeg snildt have brugt "Stare Too Long" eller "Redemption City", omend de måske er svære både at genskabe live og få til at passe ind i settet. Og "The Snake Has No Head", hvor fed kunne dén ikke lige være at høre?! Det gør mig måske en lille smule ærgerlig at vide, at bandet ellers havde planlagt at spille to set, men ikke kunne få tilladelse til det pga. de sene spilletider.

Derudover havde jeg noget så gerne set C.o.C. spille et større sted. Ikke et ondt ord om Beta som sådan, men efter min mening er stedets beskedne rammer langt fra den sensation værdig, som bandets genrejsning med dette line-up er for både mig og vel nok langt de fleste andre, der er heldige nok til at være her i aften. Okay, ifølge en bekendt insider havde ventelisten åbenbart ikke været så lang, at de ville kunne have fyldt Amager Bio, men det undrer mig, hvorhenne især Loppen har været i denne forbindelse. Men alt andet lige fik booker Mikkel Wad Larsen da opfyldt en mindre drengedrøm for ikke bare så mange af os, men også for sig selv: Det er tydeligt at høre på mandens virke som Helhorse-vokalist, hvor meget denne inkarnation af C.o.C. har betydet for ham rent musikalsk.

Som man i øvrigt nok kan regne ud, er der ingen af disse indvendinger, der har ret meget på netop dét at få set et band, man har ventet på i små 20 år. Jeg føler mig sgu lidt gammel, og det gælder ikke mindst dagen derpå, hvor mine nyanskaffede nakkemyoser minder mig om min egen dødelighed. Så hvis nogen derude skulle få den idé at oversætte det hér for aftenens hovedpersoner: Lad der nu for alt i verden ikke gå 20 år igen; det vil ingen af os have godt af til den tid. Og næste gang, så sylt supportnavnet og spil to timer alene. Det vil vi faktisk allesammen meget hellere have.

Læs mere...

Fossils - The Meating

Den danske eksperimenterende duo, som går under navnet Fossils, har nyligt begået en ny EP, som bærer titlen The Meating. Fossils består af trommeslageren Per Silkjær og bassisten Simon Tornby, som på denne plade får besøg af en gæstesolist på hvert af de syv (!) numre. Gæsterne tæller blandt andre Jacob Bredahl (The Kandidate, ex-Hatesphere), Ultimate Combat Noise (a.k.a. "støj-skulptøren" Søren Daugbjerg) og Kim Kix (Powersolo), så der er lagt i ovnen til en ret varieret omgang, når man tager bandets beskedne omfang i betragtning.

Og det er da også primært ved hjælp af gæsternes respektive indsatser variationerne i numrene træder frem. Musikken, som den bliver leveret af Silkjær og Tornby, er benhård og kompromisløs punket heavy. Masser af distortion på bassen forklæder ikke det faktum, at begge instrumentalister er utroligt dygtige, og den knivskarpe produktion tillader mig at følge med i de hårdtpumpende riffs, aggressive trommer og skæve rytmer uden at kløjs i de sine steder totalt overdrevne klangflader. Som nævneværdig undtagelse fremstår skæring nummer to, Taxon - med førnævnte støjskulptør, som, til trods for fede riffs, efter min mening flyder fuldstændigt ud og forsvinder i de insisterende feedback-hyl som udgør størsteparten af soloindsatsen. Men ok, enhver sin smag.
Og det er simpelthen i sjælden grad sandt for pladen her, for jeg er sikker på den vil dele vandene. På den ene side må man beundre de to medlemmers kunnen og overbevisning, for gu' er de dygtige. På den anden side er der alt for mange oplevelser af "hvorfor" på The Meating. Marie Højlunds (Marybell Katastrophy) indsats, for eksempel, tegner lyst og lovende, med hendes stemmes lidt sære klang og den skæve melodi hun lader svæve henover nummeret Ridge and the Rock. Indtil man opdager, at teksten hun synger er taget fra starten af Iron Maidens "Run to the Hills", og det ikke bare delvist men helt. Hvad angår de andre tekster er det ikke helt ligetil at decifrere deres betydning, såfremt der er nogen, men Jacob Bredahl får da fremsagt en helt 90'er-agtig hardcore/hip hop-inspireret "Fossils...2015!" i starten af sit nummer, og Seb Doubinski konstaterer i slutningen af sit, at "pigs are very intelligent animals". Pladens sidste nummer, Ködhabit - med Kim Kix, er også det længste, og samtidig det, som efter min mening fungerer klart bedst. Det er ikke mindre sært end de andre (med Kix' spøjse "Serj Tankian møder Nick Cave og fløjter en mærkelig melodi"-indsats), bare på en eller anden måde bedre sammenhængende i sin struktur.

Som musik- og metalelsker, og bassist endda, er der intet jeg hellere vil end at holde af et projekt, som lader den traditionelle rytmegruppe spille så frit og spændende som Fossils gør det, men jeg synes desværre slutproduktet bliver alt for fortænkt. Jeg sidder med følelsen af at have været vidne til en intellektuel øvelse snarere end en musikudgivelse, som om jeg har været til "fri-mikrofon"-aften i musikerkollektivet "Avantgardisterne". Jeg forestiller mig, at The Meating er guf for dem, som elsker den sprælske, ubundne leg, som Fossils giver sig selv og deres gæster så god plads til, til trods for numrenes korte længde (syv numre, som i alt varer under 17 minutter). Men for mit vedkommende må jeg indrømme, at denne EP desværre ikke tænder mig overhovedet.
Gode karakterer for den tekniske udførelse skal de have, men for den generelle appel og tilgængelighed er der ikke meget at hente.

Track list:

Deadringer - Feat.: Jacob Bredahl (1:54)
Taxon - Feat.: Ultimate Combat Noise (2:42)
Meat Lover - Feat.: Mads Stobberup (2:20)
Ridge and the Rock - Feat.: Marie Højlund (2:13)
Speedbacon - Feat.: Seb Doubinski (1:05)
Ham Reader - Feat.: Mikko Mansikkala Jensen (2:17)
Ködhabit - Feat.: Kim Kix (4:11)

Samlet spilletid: (16:45)

 

Læs mere...

The Devin Townsend Project - Z²

Det seneste udspil fra den kanadiske guitarvirtuos og sanger Devin Townsends projekt med det opfindsomme navn "The Devin Townsend Project" bærer titlen Z². Titlen er en dobbelt hentydning til en figur Townsend opfandt for år tilbage, et besynderligt, kaffedrikkende rumvæsen som lyder navet Ziltoid, samt det forhold, at der er tale om en dobbelt-CD. Den første skive, med titlen "Sky Blue" består af tolv numre spillet og sunget af den efterhånden faste besætning i DTP, inklusive sangerinden Anneke van Giersbergen, som nogle vil kunne huske fra det hollandske band The Gathering. CD nummer to, som hedder "Dark Matters", har samme besætning plus en række gæstesolister, og de elleve numre herpå udgør en sammenhængende sekvens med en fortalt historie om en intergalaktisk krig mellem indbyggerne på jorden og en ondskabsfuld prinsesse fra planeten Titan.. men mere herom senere.

Avantgardisten Townsend har siden debuten med Strapping Young Lad i 1995 udgivet en række meget forskellige album under forskellige navne, og mine forventninger til Z² var således hovedsaligt baseret på mit kendskab de de foregående plader udgivet under netop navnet "The Devin Townsend Project". Fra 2009-2012 udgav DTP fem plader, heraf to med (stort set) samme besætning som Z², nemlig "Addicted" og "Epicloud". Nærliggende er det altså, at betragte i det mindste "Sky Blue" som en fortsættelse af den del af projektet, og som sådan starter pladen også ganske klart med nummeret "Rejoice". Annekes smukke vokal smyger sig rundt om Devins egen hæse sangstemme og lægger sig henover det lidt skæve og tunge ruitarriff, præcis som det kunne forventes, og overgangen til næste nummer, "Fallout", er direkte og flydende, og bringer mindelser om de mere rockede sange fra "Addicted". Koblingen til "Epicloud" kompletteres af korindsatser og udbredt brug af keyboards, sine steder så udbredt, at det tager fokus væk fra guitarspillet, hvilket til dels er en skam, men selvfølgelig også er med til at udvikle stemningen på pladen. En stemning som springer ud i fuldt flor i tredje nummer, det storladne stadionnummer "Midnight Sun". Komplet med akustisk guitar, mangestemmig falsetsang, strygere, klaverspil og heltesolo i midten lefler nummeret virkelig for sentimentaliteten og 80'er-knægten i mig, og det skal egentlig forstås positivt, da jeg åbent erkender min svaghed for disse ting. Men samtidig er det også her jeg begynder at opdage noget af det, jeg mangler på denne plade. Melankolien er ret gennemtrængende, og jeg leder forgæves efter det sprælske element, den Devin, som spærrer øjnene op og laver grimasser til publikum under koncerten, og som ligner et lille barn i en slikbutik fordi han kan leve af at lave det, han elsker. Nummer efter nummer kommer og går, og helhedsindtrykket bliver stadigt mere indadvendt og tungsindigt, og desværre på en måde som ikke efterlader de store indtryk. Numrene minder lidt for meget om hinanden til at de gør et øjeblikkeligt indtryk, og i det hele taget virker det meste som noget man har hørt før i forskellige udgaver. Ikke, at man partout behøver opfinde den dybe tallerken på hver plade, men for at tage titelnummeret "Sky Blue" som eksempel er jeg kommet til at forvente mere af Devin Townsend end en semielektronisk pop/rock-ballade á la Saybia. Klarer man sig gennem dette (det klart ringeste) nummer, samt den Roxette-lignende intro til næste sang, bliver man til gengæld belønet med det nummer som står klarest og mest interessant på "Sky Blue". "Silent Militia"har lidt af den fandenivoldskhed i sin sammensætning og det sprudlende melodiøse i omkvædet, som ellers ikke just er til stede i overmål. De følgende to sange dykker da også, ganske symptomatisk, ned i et sammenlagt elleve minutter langt fløjlshul, som er blødt, rart, melodiøst og totalt ufarligt. Heldigvis slutter pladen af på et højdepunkt med "Before we die", men selv her føler jeg mig en lille smule forfordelt: Nummeret er over otte minutter langt, og kører derudaf med stort kor og fedt omkvæd og vind i håret, men det fader ud efter de 4½ minut, og resten er en lang og stadigt mere søvndyssende outro og overgang til det sidste, korte og sentimentale nummer "The ones who love".
Det er faktisk svært at finde egentlige kritikpunkter, for "Sky Blue" er veludført, indeholder gode sange som udgør en god sammenhæng og oser af overskud. Desværre for mig fandt jeg den simpelthen for uinteressant i længden, og jeg er sikker på, at det ikke bliver den DTP-plade jeg tager frem når jeg skal introducere bandet for en, som ikke kender det. Dertil er "Sky Blue" simpelthen ikke spændende nok, og må nøjes med en karakter på 3½ ud af 6.

Den anden plade på Z², "Dark Matters", er en ganske anden kop kaffe. Det er en koncept-plade, hvor der fortælles en historie om rumvæsnet Ziltoid, hvis oprindelse kan spores tilbage til Townsends soloplade "Ziltoid the Omniscient" fra 2007. Historien er i sig selv ganske spøjs og temmelig gakket, helt i tråd med Devins egen scenepersona og den hånddukke-figur som jævnligt optræder i videoer og sceneshows. Men hvad vigtigere er, så følger musikken med historien ud i rummet, og er ligeså mærkeligt sammensat som man kan forvente til det, som ret beset er sat op som en musical, med forskellige sangere og sangerinder til forskellige roller, både i sang og tale samt en fortæller, der holder lytteren opdateret mellem numrene (og på et tidspunkt også retorisk spørger "Why am I talking to myself?").
Dette betyder selvfølgelig også, at man skal være forberedt på en ganske anden slags musik, i hvert fald når man hører den fulde udgave af pladen (siden den også findes i en "non-narrated" udgave). Dette gør for eksempel, at de første tre numre på pladen flyder fuldstændigt sammen for mit vedkommende - Efter at have hørt pladen de første femten gange kan jeg stadig ikke gengive de enkelte numre for sig selv. Det betyder ikke de er dårlige, særligt nummer tre, "Ziltoidian Empire" tager fart halvvejs gennem sangen og kammer over i skæve stykker og lydeffekter på en måde der bringer et fjoget grin frem på mit ansigt. Det følgende, over otte minutter lange, nummer "War Princess" er hårdt, tungt og har alle elementerne til et rigtigt nævepumpende stykke metalmusik, men knækker til gengæld under vægten af de indlagte dialogstykker, som her nærmest virker hindrende for nummerets udfoldelse. Og sådan fortsætter pladen fremefter, i en sjov blanding af fortællerstemme, replikker mellem karakterer, lydeffekter fra rumvæsnernes dødsstråler og noget der minder om regulære, vokalbærende metalsange. Især numrene "Deathray", "March of the Poozers" og "Ziltoid goes home"er rigtig gode som sange der kan stå alene, hvor andre sange, som "Eath" er så viklet ind i fortællingen og minder langt mere om en 70'er-musical/Frank Zappa-lydkollage at de kræver en lidt større tolerance at høre mere end en gang. Og endelig er der et nummer som "Through the wormhole" der er et knap fire minutter langt radiospil; sjovt, selvironisk og absolut meningsløst uden at høre det i sammenhæng med resten. Afslutningsnummeret, "Dimension Z" er den overdådige og pompøse udgang som enhver musical fortjener, og står som en stærk afslutning på en dobbelt-CD indeholdende en ganske blandet landhandel af sange. Og som enhver god føljeton indeholder den selvfølgelig en cliffhanger, som nærmest forsikrer os om, at vi ikke har hørt det sidste til krigsprinsessen, Ziltoid og jagten på universets ultimative kaffebønne.

Når jeg skal sammenfatte min opfattelse af disse to, temmelig forskellige, CD'er melder der sig til sidst det påtrængende spørgsmål hvorfor der ikke udkom to forskellige. Svaret kan man læse, både udførligt og mellem linierne, i det meget gavmilde pressemateriale Devin Townsend altid forærer sine lyttere, dels som liner notes og dels som materiale på hjemmesiderne. I den forbindelse vil jeg anbefale den potentielle lytter både at slå et smut ind om Townsends egen hjemmeside samt den til Z² særligt oprettede hjemmeside, der indeholder både småspil, TV-føljetoner og andet guf.
"Dark Matters" scorer højt på ambitionerne og humoren, men lidt mindre højt når det kommer til lyttevenligheden, da den nærmest kræver en aktiv indsats at få andet end baggrundsmusik ud af, og ender med 4½ ud af 6 stjerner.

Samlet set får Z² med The Devin Townsend Project altså 4/6 og en anbefaling med på vejen.

 

"Skye Blue":

01 - Rejoice (4:16)
02 - Fallout (4:31)
03 - Midnight Sun (4:58)
04 - A New Reign (4:52)
05 - Universal Flame (4:40)
06 - Warrior (3:31)
07 - Sky Blue (3:53)
08 - Silent Militia (4:29)
09 - Rain City (7:46)
10 - Forever (3:45)
11 - Before we Die (8:25)
12 - The Ones Who Love (1:32)
 - samlet spilletid (56:39)

"Dark Matters":

01 - Z² (3:59)
02 - From Sleep Awake (03:00)
03 - Ziltoidian Empire (6:26)
04 - War Princess (8:18)
05 - Deathray (4:43)
06 - March of The Poozers (6:25)
07 - Wandering Eye (3:41)
08 - Earth (7:39)
09 - Ziltoid Goes Home (6:20)
10 - Through the Wormhole (3:43)
11 - Dimension Z (6:13)
- samlet spilletid (60:27)

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed