fbpx

Hell's Domain offentliggør track list

Det århusianske thrash band Hell's Domain kan nu offentliggøre track listen til deres kommende selvbetitlet debut album. Find track listen og artworket, som allerede er offentliggjort, nedenfor. Artworket er lavet i samarbejder med den legendariske Ed Repka. Repka har blandt andet arbejdet med bands som Megadeth, Death, Massacre, Atheist, Defiance, Vio-lence og mange andre.

Bandet har udtalt følgende om artworket:

”We're immensely proud to unveil the artwork to our debut fulllength album. The piece was created by none other than Ed Repka, known for his artwork on seminal albums by Megadeth, Massacre, Death and many more!”

 

Bandet har tidligere offentliggjort at bandets album vil indeholde gæsteoptrædende fra Tue Madsen (Desexult, Pixie Killers, Grope), Flemming C. Lund (Invocator, The Arcane Order, Autumn Leaves) og Thomas G. Brandt (Crionic, Fusskalt). Desuden er det tidligere annonceret at albummet kun vil indeholde nyt materiale.

Hell's Domain som består af medlemmer fra bl.a. Hatesphere, Koldborn, Boil, Exmortem osv., har tidligere på året skrevet kontrakt med pladeselskabet Punishment 18 Records, hvor igennem bandet vil udgive deres selvbetitlede debut album til september, udspillet vil kunne fås som både CD og LP.

Track listen:

01. 100 Days in Hell
02. The Needle and the Vein
03. In the Trenches...
04. Order #227
05. The Walls Come Tumblin’ Down
06. Crawling in the Shadows
07. Dead Civilization
08. Hangman’s Fracture
09. As Good as Dead
10. A Good Day to Die
11. Sneaking Disease (Bonus Cover song)


 

Læs mere...

Hell's Domain offentliggør gæsteoptrædende på debut

Det århusianske thrash band Hell's Domain kan nu offentliggøre at bandets okmmende selvbetitlet debut album vil indeholde gæsteoptrædende fra Tue Madsen (Desexult, Pixie Killers, Grope), Flemming C. Lund (Invocator, The Arcane Order, Autumn Leaves) og Thomas G. Brandt (Crionic, Fusskalt).

Bandet har tidligere annonceret at albummet kun vil indeholde nyt materiale og at bandet samarbejder med den legendariske Ed Repka, som skal lave artworket til albummet. Repka har blandt andet arbejdet med bands som Megadeth, Death, Massacre, Atheist, Defiance, Vio-lence og mange andre.

Hell's Domain som består af medlemmer fra bl.a. Hatesphere, Koldborn, Boil, Exmortem osv., har tidligere på året skrevet kontrakt med pladeselskabet Punishment 18 Records, hvor igennem bandet vil udgive deres selvbetitlede debut album til september, udspillet vil kunne fås som både CD og LP.

 

Bandets guitarist Bjørn Bihlet har givet følgende udtalelse til Metalized:

”P18 brænder for thrash metal og har givet os en rigtig fornuftig deal. De arbejder top professionelt og har en rigtig god distribution som kan hjælpe med at sprede Hell's Domains musik meget bredere end hidtil,"

 

Hell’s Domain består af:

Alex Clausen – Vocals (Monstah)
Anders Gyldenøhr – Drums (ex-Hatesphere, Artillery)
Lars Knudsen – Bass (ex-Crionic)
Andreas Schubert – Guitar (ex-Exmortem)
Bjørn Bihlet – Guitar (ex-Koldborn, Boil)

Læs mere...

Hell’s Domain skriver kontrakt med Punishment 18 Records

Det århusianske thrash band Hell's Domain, som består af medlemmer fra bl.a. Hatesphere, Koldborn, Boil, Exmortem osv., har skrevet kontrakt med pladeselskabet Punishment 18 Records, hvor igennem bandet vil udgive deres selvbetitlede debut album til september, udspillet vil kunne fås som både CD og LP.

Albummet er indspillet i Antfarm Studio med Tue Madsen som bag knapperne.

Bandets guitarist Bjørn Bihlet har givet følgende udtalelse til Metalized:

”P18 brænder for thrash metal og har givet os en rigtig fornuftig deal. De arbejder top professionelt og har en rigtig god distribution som kan hjælpe med at sprede Hell's Domains musik meget bredere end hidtil,"

Hell’s Domain består af:

Alex Clausen – Vocals (Monstah)
Anders Gyldenøhr – Drums (ex-Hatesphere, Artillery)
Lars Knudsen – Bass (ex-Crionic)
Andreas Schubert – Guitar (ex-Exmortem)
Bjørn Bihlet – Guitar (ex-Koldborn, Boil)

Hell’s Domain kan opleves på Royal Metal Fest den 12-13. april på Voxhall/Atlas i Århus, hvor man også kan opleve bl.a. Satyricon, Cryptopsy, Vader, Cattle Decapitated, Hatesphere og mange flere.

Læs mere...

Royal Metal Fest 2011

The Interbeing
MetalMorfar: 3½ / 6
Opgaven med at slå dette års Royal Metal Fest i gang var lagt i hænderne på københavnske The Interbeing, som havde kvalificeret sig til tjansen ved at vinde sidste års Royal Metal Grand Prix. At det ikke kun skabte forventninger hos undertegnede viste fremmødet i salen, som var meget flot for det tidlige tidspunkt.
Musikken bød på en blanding af hårdtskårne rytmer med knald på, og melodiske passager baseret på keyboards. Umiddelbart virkede det generende, at sidstnævnte optrådte som baggrundsspor sammen med baggrundsvokaler, men det passede fint ind i helheden. Det gav ikke blot vokalen mere bredde, men balancerede også fint med musikken.
The Interbeing gjorde god reklame for sig selv, så når de 2. maj sender deres debutalbum på gaden her i landet, er det en udgivelse, som man bør holde øje med.

Final Depravity
MetalMorfar: 3½ / 6
Efter planen skulle Debauchery have været næste band på scenen, men de har aflyst hele deres turne. I stedet blev det et andet tysk band, Final Depravity, som fortsatte festivalen. Det skete med en omgang Thrash Metal, som her og der blev iblandet lidt Dødsmetal. Det virkede rigtig godt, og der var masser af energi på scenen – derfor havde koncerten fortjent flere tilhørere, end tilfældet var.
Vokalen var lidt kedelig og anstrengt, mens det absolut modsatte var tilfældet for trommeslageren. Han sad fuldstændig afslappet og signalerede, at han sagtens kunne håndtere større opgaver, end Final Depravitys musik udsatte ham for.
Enkelt opbygget eller ej, så syntes jeg godt om musikken – ikke mindst de passager, hvor der sneg sig lidt melodisk ind i guitararbejdet gjorde, at jeg ikke savnede Debauchery.

Suidakra
MetalMorfar: 4 / 6
Efter Final Depravity fortsatte bidragene fra vort sydlige naboland i form af SuidAkra. Bandet kalder selv deres musik for Keltiske krigshymner, og det er ikke helt ved siden af. Numrene var præget af Pagan Metallens melodier, som blev serveret af bandets guitarer. Til gengæld var der ingen af de traditionelle akustiske elementer som fløjte og violin på scenen, hvilket gav musikken et ekstra skud power. For at understrege dette blev der lavet masser af møllehjul – en disciplin selv trommeslageren deltog ivrigt i!
Før denne koncert var bandet helt ukendt for mig, men deres blanding af kraft og melodi var meget overbevisende, og jeg følte mig godt underholdt. Det var jeg ikke ene om, for det lykkes SuidAkra at få gang i salen, som på dette tidspunkt igen var fyldt godt op.

The Cleansing
Kev: 3,5 / 6
De gæve københavnere fra death metal bandet The Cleansing har deres andet album på gaden lige om lidt, og derfor skulle det blive spændende at høre et par af de nye numre.
Sidst jeg så The Cleansing, var de ikke imponerende fede, men leverede alligevel en godkendt indsats. Jeg håbede på at få lidt mere i posen denne gang, men jeg måtte ligesom sidst erkende, at træerne ikke vokser ind i himlen. The Cleansings musik er ikke voldsomt teknisk betonet eller tillukket, men alligevel stod jeg og følte at numrene gled sammen i en tyk, tung masse. Jeg har ikke skamlyttet ”Poisoned Legacy”, men den er da blevet lyttet til herhjemme. Det hjalp mig dog ikke denne aften, for jeg havde ærligt talt svært ved at skelne numrene fra hinanden. The Cleansing har velsagtens en af DK’s fedeste trommeslagere lige nu, og Mads Lauridsen er virkelig et monster bag tønderne. Han spiller fedt, hurtigt, afvekslende og kan nok redde de fleste bands fra den visse kedsommeligheds-død. Generelt set er der absolut INTET at sætte på den musiske indsat; det er meget velspillet death metal, og Toke på vokal er rigtig dejlig grum, om end han måske ikke er den mest åbne og omfavnende entertainer, og så bliver han desværre lidt ensformig med tiden. De første fire numre af settet var ok, især et nummer der havde et langsomt og enormt fedt drive, gik lige i bollerne på mig. Ellers var der langt mellem snapsene, synes jeg. Dog er indsatsen bestemt godkendt.

The Burning
Kev: 4 / 6
Siden The Burnings 3. album, ”Hail the Horde”, ramte gaderne, har jeg glædet mig til at se dem, da jeg mener at sangene er blandt de bedste, som The Burning har præsteret. Så kom bomben om at Thue, der nok er blandt DK’s sejeste bassister, havde fået tinnitus og måtte indstille karrieren. Pladsen gik så til det unge stortalent Tobias Nefer, der er kendt som solid bassist i Essence. Denne aften var det dog ikke Nefer, der spillede (han var optaget af andre forpligtelser)… I stedet var guitaristen fra Submission og The Arcane Order, Kasper Kirkegaard, hentet ind. Forvirringen total… nu til musikken:
Bandet lagde fra land med den naturlige åbner ”Godless” og de virkede tændte. Kasper klarede bassen fint og havde nok overskud til at headbange og give den gas. Som koncerten skred frem, blev det klart at Johnnys vokal har set bedre dage end lige denne aften. Han virkede slidt eller måske en anelse uoplagt. Den besad i hvert fald ikke samme pondus som sædvanligt. Det skortede dog ikke på jokes mellem numrene, og da de to tykke Jensen-brødre blev kaldt på scenen til ”Hail the Horde, var der nærmest ikke et øje tørt i salen. Der blev spillet numre fra alle tre skiver, og det var en kærkommen overraskelse, at ”The Gospel” igen var at finde på setlisten.
The Burning gav en fed koncert, men er set bedre før.

Onslaught
MetalMorfar: 4 / 6
Et af de bands, jeg havde set frem til på fredagens program, var engelske Onslaught. Dels skulle de have spillet på festivalen sidste år, hvor askeskyen kom i vejen, dels efterlod deres seneste udspil, ”Sounds of Violence”, et rigtig godt indtryk, da jeg anmeldte det tidligere i år. Albummet byder på glimrende Thrash Metal, og det blev der også leveret masser af fra scenen.
Selv om medlemmerne er ved at være nogle bedagede herrer, har de alligevel stor udstråling på scenen; især sangeren Sy Keeler markerede sig flot med sin kraftfulde og varierede vokal. Variation var der ikke så meget af i musikken, her var det traditionelle opskrifter, der blev brugt. Det forhindrede ikke numre som ”Code Black” og ”Rest in Pieces” i at markere sig.
Mod slutningen skruede englænderne op for tempoet og fik derved hævet deres præstation til et niveau, der i min bog gør deres koncert til fredagens bedste.

Malevolent Creation
Kev: 3 / 6
Det amerikanske band Malevolent Creation, der efterhånden har skiftet line-up flere gange end en havneluder har spredt ben, havde fået tjansen som hovednavn på denne førstedag af Metal Royale Festival. Amerikanerne har just overstået en US-tour og derfor kunne man fornemme at bandet, til trods for at dette var den første koncert på deres Europa-tour, var en sammenspillet enhed. ”Eve of the Apocalypse” startede løjerne og blev efterfulgt af blandt andet det nye track ”Slaughterhouse”, ”Blood Brothers” og ”Infernal Desire”. Det stod dog hurtig klart for mig, at Malevolent Creation slet ikke er, hvad de har været… Sammenspillet eller ej! Det blev lynhurtigt meget kedeligt i mine ører, og selv ikke nogle af de gode gamle klassikere kunne redde den synkende skude. Malevolent Creation fremstod som en skygge af et mægtigt band, der engang var.

Aphyxion
Kev: 4 / 6
Dansk metal er i klar fremgang! Det er det unge band Aphyxion et lysende eksempel på. Bandet var blevet stemt ind af diverse facebookers til at åbne lørdagen på Metal Royale Festival, en chance de greb så eftertrykkeligt!
De spillede stramt og vedkommende og gik meget uimponeret til opgaven. De havde en god energi på scenen og kom langt ud over scenekanten, især via deres sprællemand af en sanger. Aphyxion havde fået 20 minutter at gøre med, og det var måske for lidt… De gjorde i hvert fald en god figur med et par nye skæringer og efterlod et rigtig godt indtryk på undertegnede og hans følge.

Strychnos
MetalMorfar: 3½ / 6
Et afbræk i den næsten lange kæde af Death Metal bands stod Strychnos for - nu var det tid til festivalens eneste indslag fra Black Metal-genren. Medlemmerne af Strychnos kom på scenen i bar overkrop indsmurt i blod, og de understøttede deres voldsomme fremtoning med et virkelig brutalt udlæg.
Det brutale var i højsædet gennem hele koncerten, hvorimod genrens mere melodiske sider kun trådte frem i forbindelse med diverse guitarsoli. Ellers skal Strychnos have ros for at tilføre musikken elementer fra både Thrash- og Death Metal, som gav en vis bredde i musikken. Desværre gav det sig ikke udslag i så stor variation i det musikalske udtryk, så jeg begyndte efterhånden at savne lidt spænding. Selv om bandet havde flere rigtig gode elementer i deres musik, rækker det ikke helt til 4 stjerner.
Koncerten var i øvrigt flot besøgt, så der er stor interesse for genren – her burde festivalen måske satse mere fremover?

Altar of Oblivion
MetalMorfar: 2 / 6
Næste band på scenen var Altar of Oblivion, som på forhånd var annonceret som Doom Metal. De første numre var nu mere traditionel Heavy Metal, men med tiden kom der numre med mere tyngde, så betegnelsen var ikke så skæv alligevel.
Det genremæssige var således i orden, men det kan man desværre ikke sige om bandets performance. At de stod meget stille på scenen kan undskyldes med nervøsitet og manglende erfaring, men så skal musikken sidde lige i øjet. Det gjorde den ikke for Altar of Oblivion, for selv om musikken ikke var særligt kompliceret, stod jeg konstant med en fornemmelse af, at musikerne havde svært ved at spille deres egne numre. Timingen var ikke særlig god, og sangeren virkede meget presset – især når han sang uden musikalsk opbakning.
Så nej, Altar of Oblivion var alt andet end overbevisende; deres præstation lignede mest af alt metallens udgave af suppe, steg og is. Her er der virkelig brug for timer i øvelokalet!

Pathology
Kev: 4 / 6
Pathology var det eneste band jeg ikke kendte, men som jeg så frem til med stor iver. Stilen var varieret death metal med en af de mindst hørbare og dechifrerbare vokaler, jeg nogensinde har hørt live. Vi snakker mere dyb og guttural end Chris Barnes fra de tidlige Cannibal Corpse albums… Musikken var en anden sag; de spillede ok uden at være prangende, og især trommeslageren, der tidligere har basket tønder i både Cattle Decapitation og The Locust, virkede til at halte lidt indimellem. Forsangeren Jonathan fik på bedst mulig måde hevet det tømmermændsplagede folk op på benene med en præstation, der overstiger det normale. Han var nærmest manisk headbangende og fisende rundt på scenen med energi for fire.
På bundlinjen er Pathology helt sikkert et spændende bekendtskab. Dog, som så tit set før, kom kedsomheden snigende. Men først under næstsidste nummer, så Pathology slipper med æren i behold.

Exmortem
Kev: 4,5 / 6
Exmortem gik i opløsning for noget tid siden, men fik aldrig rigtig taget en ordentlig afsked. Det skulle dette års festival råde bod på. Exmortem har igennem mange år leveret death metal af høj, høj klasse til masserne, og denne aften var bestemt ingen undtagelse. Med en oplagt Simon Smerte i front fik Exmortem sat et betragteligt punktum for en karriere, der måske ikke blev belønnet efter fortjeneste, men som så sandelig fik sat et aftryk. Numre der blev spillet denne aften inkluderede blandt andet ”Black Walls of Misery”, ”Black Opium” og den gamle traver ”Intoxicated by Death”. Publikum tog rigtig fint afsked med Exmortem, og Martin Sigtyr fik holdt en lille afskedstale, og til trods for at det kunne have virket fesent og sirups-agtigt, så virkede det ærligt og vedkommende. Jeg vil undlade at give Exmortem en karakter, da de for det første ikke har noget at bruge den til, men for det andet også fordi det er en gloværdig karriere, der her sættes punktum for, og den skal ikke sættes karakter på!

Panzerchrist
Kev: 3 / 6
Med en del albums på bagen og et nyt lige om hjørnet havde Panzer-basserne gjort sig fortjent til et af lørdagens sene gigs. En stor chance for dem for at fortælle folk at de stadig lever, til trods for de fem år mellem de to seneste albums. Bandet har gennemgået endnu flere skift i besætningen end Malevolent Creation, og om det er en fordel eller bagdel, ved jeg ikke. De virker i hvert fald revitaliserede og klar på at indtage verden.
Nok engang var Mads Lauridsen at finde bag kedlerne og nok engang var det ham, der holdt legestue og dermed degraderede resten af bandet til tilskuere. Lyden var simpelthen for ringe til at man kunne fange andet end trommer og growls. Numrene flød sammen efter 3 tracks, og jeg blev irriteret… Ikke på Panzerchrist, men på lydmanden som et eller andet sted spolerede festen for dem. Jeg skal stadig have den nyeste skive fra Panzerchrist, ”Regiment Ragnarok”, men synes at Panzer-drengene havde fortjent en bedre skæbne denne lørdag aften.

Grave
MetalMorfar: 3 / 6
De mange Grave t-shirts, som jeg så på festivalen indikerede, at der var mange, som var kommet for at se de svenske Death veteraner. Og det var da også en godt fyldt sal, som tog imod bandet, der gik på scenen efter en pænt lang intro.
Og så gik det ellers derudad med traditionel Dødsmetal i højt tempo; det hele spillet knaldhårdt lige efter bogen. Desværre var numrene præget af lange perioder med gentagelser og mere eller mindre stilstand; det begyndte ret hurtigt at blive kedeligt, da Grave mere eller mindre kørte i samme rille gennem hele deres sæt.
Der er sikkert mange, som er lodret uenige i min bedømmelse af Grave, for folk i salen tog rigtig godt imod alt, hvad bandet fyrede af – jeg havde bare forventet meget mere af et navn placeret så sent på lørdagens program.

Artillery
MetalMorfar: 5 / 6
For 3 år siden stod Artillery på scenen til 2008-udgaven af Royal Metal Fest og gav deres første egentlige koncert efter bandets gendannelse. Dengang vidste publikum måske ikke helt, hvad de skulle forvente, men i år var tingene anderledes; med udgivelse af både en DVD og 2 studiealbums har bandet selv skabt et vist forventningspres. Det var også tydeligt at mærke på den flok, der gjorde sig klar i salen.
Aftenens koncert kom da også til at stå i de nye numres tegn, for det var skæringer som ”10000 Devils”, ”Monster”, ”When Death Comes” og ”Mi Sangre”, der prægede koncerten – kun ”By Inhetitance” og ”The Challenge” repræsenterede de ældre udgivelser. Her kunne man gøre to interessante iagttagelser: den første er, at gamle og nye numre viser et tydeligt slægtskab – de har en fælles kerne, som giver styrke og kvalitet. Den anden er, at de nye numre sagtens kan klare sig uden støtte fra bagkataloget – deres mere melodiske indhold koster ikke power.
Selv om der ikke var blevet plads til klassikere som ”The Almighty” og den næsten traditionelle afslutning med ”Terror Squad”, levede settet op til forventningerne i salen, og Artillery fik igen skudt en solid Thrash-kile ind mellem de massive mængder af Dødsmetal. Ikke helt overraskende var koncerten min absolutte favorit; ikke kun på lørdagens program, men for hele årets festival.

Hail of Bullets
Kev: 5 / 6
Fem krigsliderlige hollændere gjorde deres indtog denne aften i Århus, og den gamle frase “Veni, Vidi, Vici” gør sig i høj grad gældende her, for Hail of Bullets leverede en klasse-koncert. På forhånd var jeg ikke synderligt velbevandret i deres materiale, men hold da op, hvor det fængede. Stagepresence var der dæl’me nok af, og Martin van Drunen er en rigtig fed og sprællevende frontmand. Guitaristerne og bassisten gjorde også deres til at holde folk på tæerne. Desuden kan jeg til stadighed imponeres af den bette mand bag gryderne, nemlig Ed Warby. Kæft, han er tight og udgør virkelig en stor del af HOB’s lyd.
Numre som ”Berlin”, ”Ordered Eastward”, ”Tokyo Napalm Holocaust” og ”Full Scale War” gjorde, at det århusianske publikum måtte kapitulere. Dog gav ”Kamikaze” lige det sidste til en koncert der med sin gode lyd, gode optræden, fede numre og gode stemning gjorde, at Hail of Bullets indtil videre leverede lørdagens fedeste koncert.

Obituary
Kev:5,5 / 6
Det band som 80 % af alle gæster denne lørdag var kommet for at høre, gik på kl. 23.25. Som det eneste band havde de lidt sceneudsmykning og suverænt weekendens bedste lyd. De spillede selvfølgelig de sange man kunne forvente af dem, og alligevel stod man og følte, at man manglede nogle. Det tager jeg som et udtryk for, at de har lavet mange hits og evergreens.
Når alt er sagt om, hvor fede Obituary var, og hvor fedt det var endelig at se dem live, og at de er i gruppen af founding fathers of death metal, så har jeg lige et par ankepunkter: For det første er Ralph Santolla alt for meget leadguitarist for et band som Obituary. Han har et udtalt behov for at stå forrest på scenen, når der skal spilles lead, samtidig med at han overdriver og ødelægger de efterhånden kanon-agtige Obi-leads. Samtidig virkede Donald Tardy bag trommerne mærkeligt utight… eller sløv. I hvert fald så hustlede han sin duga, noget jeg almindeligvis ser meget kraftigt ned på.
Det kan dog ikke pille ved, at Obituary leverede en rigtig fed koncert, som man vil huske længe. Det er nok ikke på grund af det musikalske niveau, men mere det faktum at det rent faktisk var Obituary, der spillede… Jeg er i hvert fald stadig høj på koncerten, overdrevne leads og sløje trommer eller ej… Obi var da bomb!

Set over to samlede dage var Metal Royale 2011 virkelig vellykket. Der kom nogle store scoops forbi og spillede musik, og med billige øl, en pølsevogn lige udenfor døren, fint vejr og glade metalhoveder kunne det næsten ikke være bedre. Der var lidt forvirring omkring betaling af billet osv, men ikke noget der ødelagde helhedsindtrykket. Som vanligt kan man altid diskutere, om de bookede bands var for meget i samme genre osv, men den diskussion har ingen ende.
Vi er klar på en ny runde næste år, og håber at Ken, Bager & Co. hiver nogle mindst ligeså store kaniner op af hatten til den tid!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2008

Siden starten i 2002 har Aalborg Metal Festival vokset sig større og større, både i udstrækning og størrelsen af navnene på plakaten. I år var ingen undtagelse, for festivalen var udvidet med en ekstra dag. Samtidig var hovednavnet, Opeth, det suverænt største band, der nogensinde har optrådt på AMF. Det har åbenbart resulteret i, at der ikke har været råd til at booke så mange af de udenlandske kunstnere, som man plejer. I diverse internetfora har det givet anledning til en del knurren, men det kunne ikke afholde Revolution Music‘s udsendte fra at dække begivenheden.


Crocell
Karakter: 5 / 6
Efter en lidt sløj dag torsdag, bød fredagen endelig på et mere spændende program. Og her var det århusianske Crocell, som åbnede festen. Bandet har netop fået pladekontrakt, og deres debut cd ”The God We Drowned”, udgives senere på måneden, og denne aften var selvfølgelig en mulighed for gruppen til at præsentere folk for deres nye cd og dens materiale. Og som en lille ekstra ting, fik folk mulighed for at købe albummet før tid på metal markedet - hvilket blev pointeret en del under showet. Med en flaske snaps på hånden var de fem herrer, som består af tidligere og nuværende medlemmer af Compos Mentis, Adversary, Demolition Inc., Slugs, Mare Crisium og Nurse, klar til at fyre den af for et vel mødt publikum. På trods af, at folk først var ved at lade op til weekendens metalfest og endnu ikke havde indtaget nok alkohol til at gå amok foran scenen, gav bandet den fra start til slut alt hvad den kunne trække. Front brøler Magnus Jørgensen var at finde over hele scenen og udover scene kanten, en dejlig energi og så sur han kan se ud (Haha).
Skide god koncert i de omkring 40 minutter de spillede, så var festivalen sat ordentligt i gang!

Lipid
Karakter: 2 / 6
Det første band, jeg oplevede på dette års festival, var Lipid. De trodsede det begrænsede fremmøde i salen, og fyrede op for deres Thrash Metal. De virkede lidt tilbageholdne, og musikken fik aldrig rigtig fat i mig. Den virkede ensformig, og kun et par melodiske guitarsoli pegede i positiv retning.
Med tiden viste bandet større overskud, men de kom aldrig ud over scenekanten. Fremmødet blev ikke meget bedre efterhåden som koncerten skred frem, og det blev anmelderhumøret heller ikke. Jeg var skuffet over, at Lipid ikke kunne leve op til det niveau, de viser på CD, så det blev til en bedømmelse under middel.

Eminence
Karakter: 0 / 6
Festivalens brasilianske indslag faldt desværre sammen med de udsendtes spisepause, så vi nåede kun lige at det allersidste af deres set med. Det er naturligvis for lidt til en fair bedømmelse, så Eminence må undvære en karakter i denne omgang.

Last Mile
Karakter: 4 / 6
Så var det tid til det første af de bands, jeg havde set frem til. Med deres debutalbum har Last mile nemlig formået at skærpe min interesse for en genre, der ellers ikke rangerer højt på den personlige hitliste.
Og de skuffede heller ikke, for fra starten var der maksimalt gang i den på scenen: masser af bevægelse, og et band, der i dén grad virkede tændt. Korte pauser mellem numrene holdt energien oppe, musikken har et fedt drive, og energien fra albummet fik lige en tand ekstra, hvilket var rigtig godt. Desværre skete det samme med Laurits stemmeføring, som var mere råbende, og derved overskred min tærskel for den slags vokal. Det trak dog kun begrænset ned i bedømmelsen af en performance, der var meget ærlig og ligetil. Ægte Hardcore fans ville nok bedømme indsatsen højere, men jeg var mere end tilfreds.

Exmortem
Karakter: 4 / 6
Allerede under lydprøven stod det klart, at det her ville blive HØJT. Og det blev det, i et sæt, der med hovedvægten lagt på det nye album, var meget mørkt og dystert. Stemningen var så mørk og dyster, at jeg kom til at tænke på Mayhems koncert i Århus – uden sammenligning i øvrigt. For første gang denne aften var publikum virkelig oppe på tæerne, og forsangeren Simon havde folk i sin hule hånd fra koncertens start. Exmortem leverede en meget velspillet omgang Dødsmetal, som var klart bedst i de numre, hvor tempoet enten var helt oppe eller helt nede. Den nye stil, som ligger et sted midt imellem, er ikke lige mig – jeg har svært ved at begejstres over den. Det lod ikke til at gælde hovedparten af de fremmødte, for publikumsresponsen var virkelig go’. For det musikalske vil jeg give bandet 3½ stjerne, men Exmortem fortjener en halv ekstra for deres meget flotte kontakt med publikum.

HateSphere
Karakter: 5 / 6
Ingen tvivl om, at Hatesphere som band har været igennem deres sværeste periode siden 4/5 af bandet smuttede, men denne aften var tiden til at overbevise eventuelle non-believers og vise, at de så sandelig stadig mener det ramme alvor! Der blev spillet numre fra alle skiverne, og de fremstod som meget energiske og stramme, og jeg må til stadighed forbavses over Joller’s scene-karisma. Han er gået ret uimponeret til opgaven og han er helt sikkert jobbet som frontmand værdig!
Noget som de fleste nok havde set frem til, var at høre de nye numre som Hatesphere lige har indspillet, og det blev til tre af slagsen, hvoraf ”Oceans of Blood” lige umiddelbart i mine ører var fedest, men alle tre tracks umiskendeligt havde ”pæren’s” aftryk på sig. Derudover var numre som ”Deathtrip”, ”Coming of Chaos” og ”Drinking with the King of the Dead” som altid sikre træffere. Lyden var ret god, og bandets performance var som vanligt energisk, højt og publikumsorienteret, og jeg glæder mig virkeligt til at høre den nye skive.

Illdisposed
Karakter: 4 / 6
Aftenens sidste band, var de ukronede konger af dansk dødsmetal, Illdisposed fra Århus (Ligesom 4 af de andre bands denne aften), og de var nok at regne som dagens hovednavn. Desværre synes jeg ikke helt, at de var dette prædikat værdige. Bo Summer virkede store dele af koncerten, som om han ikke rigtig gad. Jeg ved godt at manden nogle gange har lidt svært ved at holde sine meninger inde, men at det denne aften var det fedeste der skulle komme fra hans mund, havde jeg alligevel ikke regnet med. Gamle bandmedlemmer og andre danske metalbands fik på puklen, og det er ærlig talt en smule fortærsket efterhånden. Hans stemme er stadig fed, men når han virker uoplagt og kun har åndssvage ting at ytre, så falder respekten fra min side.
Illdisposed gav den dog fed gas, især trommerne var fede, og leverede de numre man kunne forvente af dem. Dog er det stadig de gamle numre fra ”Submit” der holder mest i min bog, men sådan er der jo så meget. Illdisposed leverede et fedt show, men jeg var en anelse skuffet.

Dødning
Karakter: 2½ / 6
Åbningsbandet lørdag var Dødning fra hovedstaden, og de sparkede dagen igang med Metal, der har klare rødder i den gamle Rock. Jeg tænkte på bands som Led Zeppelin og Down under sættet.
At musikken ikke var særlig tight spillet kunne man se gennem fingre med, men desværre var bandets performance præget af en del usikkerhed. De to forsangere gjorde deres for at komme ud i salen, men virkede ikke som om, at resten af bandet havde overskud til at støtte dem i den mission. Derfor endte Dødnings indsats som en skuffelse.

Chaoswave
Karakter: 2 / 6
Chaoswave havde taget turen fra det sydlige Europa, og på papiret har de rigtig gode kort på hånden til at præsentere en ordentlig gang Melodisk / Gothmetal; i front har de nemlig en sanger af hvert køn.
Desværre eksisterer denne fordel kun på papiret, for jeg har sjældent hørt nogen få mindre ud af dén konstellation. Stemmerne ligger ret tæt på hinanden, så det var ikke muligt at opnå noget spændingsfelt der. Desuden sang de ofte teksten sammen – hvorfor have 2 sangere, hvis man ikke bruger dem til noget?
Desværre var musikken ikke mere spændende. Alt for ofte manglede jeg en ekstra guitar i et lydbillede, der heller ikke bød på mange highlights. Samlet set var det en meget tynd performance, Chaoswave præsenterede det danske publikum for.

Mugshot
Karakter: 3 / 6
Der var vist ingen, der var i tvivl om, at disse københavnerdrenge var kommet til Jylland for at give den gas. De lagde ud med cool attitude og masser af bevægelse på scenen, hvor især de to guitarister støttede forsangeren Kim rigtig godt. Samtidig var der godt med knald på musikken, så starten var meget positiv.
Desværre begyndte musikken efter et stykke tid at blive ensformig, og jeg begyndte at småkede mig; glæden over den gode start begyndte at aftage.
Selv om musikken indeholder meget Metal, så giver den råbende vokal helheden et skud Hardcore, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Last Miles indsats dagen før. Her kommer Mugshot til kort, for selvom de gjorde rigtig meget for at presse deres musik ud til publikum, lykkedes det slet ikke i samme omfang. Derfor ender det med en bedømmelse til godkendt, men ikke meget mere.

Svartsot
Karakter: 0 / 6
At Svartsots koncert skule falde sammen med interviewforpligtelser er selvfølgelig uheldigt, men ikke desto mindre var det tilfældet, og derfor vil jeg på ingen måde give en karakter, men i stedet bare sige, at under de tre numre jeg så med Randers-krigerne, gjorde de en ganske fin figur, og skuffede ikke. Det var dog alt, det kunne blive til i denne omgang.

Keep of Kalessin
Karakter: 5 / 6
Næst efter Opeth var Keep of Kalessin det band, som jeg knyttede de største forventninger til på årets festival. Deres meget selvstændige Black Metal stil med rigtigt fængende omkvæd, havde jeg set frem til at opleve live.
Umiddelbart virkede det som om, at publikum ikke kendte bandet, men det kom de til! Med numre fra deres 3 seneste udspil leverede Keep of Kalessin et virkelig gennemført sæt. Især var det imponerende så helstøbt et lydbillede, de byggede op med kun 1 guitar på scenen.
En helt speciel indsats leverede trommeslageren Vyl; den var intet mindre end fantastisk! Manden præsterede det kunststykke at sidde fuldkommen afslappet med ubevægelig overkrop, mens han blastede og grindede løs i et fuldkommen vanvittigt tempo. Damn, det var fedt!
Samtidig er det helt sikkert, at der ikke var så meget som ét støvkorn tilbage på scenen efter koncerten, for med de voldsomme møllehjul, nordmændene lavede, kunne det ikke lade sig gøre. Der blev rystet garn til den store guldmedalje ved enhver given lejlighed.
En virkelig overbevisende performance, hvor Keep of Kalessin til fulde indfriede mine forventninger og viste, at de er et meget spændende band på den mørke side af Metal scenen.

Coldworker
Karakter: 3½ / 6
Svenske Coldworker har for et lille halvt år siden udgivet deres andet album, ”Rotting Paradise”. For dem som ikke kender de gæve svenskere, er der tale om rimeligt simpelt deathmetal, dog med en del charme og hurtighed. Svenskerne gjorde således fin figur på de skrå brædder… I hvert fald i mine ører i starten, men jeg tror måske man skal kende numrene før man kan blive rigtigt fanget af Coldworker’s musik, for ærlig talt, så smeltede de en smule sammen og det blev hen mod slutningen en kende kedeligt. Desværre, for de gav dem rimeligt med gas på scenen; især Oscar’s fingre på den 4-strengede var på overarbejde. Nummeret ”Reverse the Order” og covernummeret ”Necromancer” af Sepultura, var dog højdepunkterne i en lidt træg, men absolut godkendt koncert.

Konkhra
Karakter: 0 / 6
Konkhra måtte ligesom Svartsot lide under den fæle interviewforpligtelses-tort, men ifølge vores medbragte kammesjukker, gjorde DK-Deathmetal’s grand old man, Anders Lundemark, og hans kumpaner ganske fin figur, og de nye numre, der figurerede på setlisten, gav gode forhåbninger til det snarligt kommende album fra Konkhra.

Opeth
Karakter: 5½ / 6
Hovednavnet på AMF ’08 var ingen ringere end mægtige Opeth, der siden debutalbummet har rykket sine musikalske grænser flere mil end de fleste bands. Opeth var noget nær det eneste internationale topnavn på årets program, så forventningerne til dem var fra starten store.
Efter en forsinkelse på ca. 40 minutter (Mere om den senere) gik bandet i gang, og første nummer denne aften var, ikke overraskende, ”Heir Apperant” fra den seneste ofring, ”Watershed”. Denne aftens setliste bestod nærmest kun af de sikre hits; altså ingen overraskelser, eller sats fra bandets side, og det var nok fornuftigt nok i og med at aftenens koncert kun måtte vare 75 minutter, frem for de normale 90 minutter, et Opeth show varer. Det kunne dog have været fedt med både et længere set, men også nogle af de lidt mindre spillede numre. Sådan er det bare…
At Opeth er professionelle musikere, er der bestemt ingen tvivl om, og det var superfedt at se dem i aktion. Lyden var dejlig sprød, bandet besad et overskud af en anden verden på scenen og virkede meget glade og i stødet. Mikael Åkerfeldt jokede en hel masse på scenen og generelt var showet med Opeth den koncert, man havde håbet på kunne slutte dette års festival. At karakteren ikke helt rammer toppen, skyldes simpelthen bare, at jeg synes at Martin Axenrot havde lidt problemer til tider, hvilket mest kom til udtryk i ”Deliverance”, hvor stortrommerne ikke helt sad i skabet. Resten var dog helt til UG!

Afrunding: Nedgangen i antallet af udenlandske bands havde en negativ indvirken på årets festival, som tilstedeværelsen af et kæmpenavn som Opeth ikke kunne udligne. I stedet måtte vi ”nøjes” med navne fra toppen af den danske metalverden. Nøjes skal her ikke forståes rent kvalitetsmæssigt – den danske top holder et meget højt niveau. Problemet ligger i, at publikum har rig mulighed for at opleve disse navne på de danske scener ”til daglig”. Dermed udvandes et at de træk, der har gjort AMF til noget særligt, nemlig muligheden for at opleve udenlandske navne.
Til fremtidige udgaver af AMF bør man nok overveje hvilken vej, man ønsker at gå. En anden småting, der kunne ændres eller justeres, var den måde folk stod klemt sammen i forgangen, inden koncerten med Opeth. Det var ikke optimalt!
Det var en stor oplevelse at se Opeth på scenen, men det havde givet en bedre festival helt overordnet set, hvis man havde haft flere af de knapt så store udenlandske kunstnere på plakaten.

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Carsten

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed