fbpx

Oceans - The Sun And The Cold

I tre år arbejdede de fire medlemmer af Oceans på materiale til deres nye band, før det i 2018 officielt fik navn. Herefter udsendte de 3 singler, hvilket var nok til at få en kontrakt med Nuclear Blast Records. Selskabet udsendte 2 EP’er med Oceans, og står også bag bandets første udspil i fuld længde.
Her blander bandet to genrer, som man normalt ikke hører sammen: På den ene side Death Metal, på den anden side Nu-Metal, som er inspireret af lyden fra 1990’erne. Det lyder som uforenelige størrelser, og en egentlig blanding finder man også kun to gange: I titelnummeret, hvor en brølende vokal og grindende trommer sætter gang i tingene, og i ”Polaris”, som starter ret stille, men efterhånden tager til i styrke for al ende i ren Metal – albummets mest vellykkede kombination.
I de resterende numre er det Oceans’ fortolkning af Nu-Metal, der dominerer, og det går generelt ret stille for sig. Musikken er i perioder mere Rock end Metal, og selv om både vokalen og stortrommerne stedvist viser tænder, ligger numrene til den rolige side - Det er der som sådan ikke noget galt i.
Det er der til gengæld i bandets musikalske retning – eller rettere: Mangel på samme. I flere numre sidder man uvilkårligt med fornemmelsen af, at Oceans ikke har helt styr på, hvad de vil med musikken. Der bygges op, men så sker der ikke mere, og der er ingen elementer som f.eks. lækre melodier til at bøde på resultatet. Numrene virker derfor bare overproducerede, albummet er ikke overbevisende, og karakteren derefter.

Tracklist:
1. The Sun And The Cold
2. We Are The Storm
3. Dark
4. Paralyzed
5. Take The Crown
6. Shadows
7. Legions Arise
8. Polaris
9. Truth Served Force Fed
10. Water Rising
11. Hope
Samlet spilletid: 49:40

Læs mere...

Vomit Fist – Omnicide

Grindcore er en genre, hvor energi vægtes langt højere end struktur og sammenhæng, så da jeg så betegnelsen i pressematerialet, satte jeg mentalt Vomit Fist i den bås. At det var lidt forhastet, viser New York-bandet på ” Omnicide”, som er deres anden EP, for her er der plads til andet og mere end bare kaotisk power.
For lige at sætte tingene på plads: Rigtig Grindcore med alt hvad dertil hører leverer de tre medlemmer Skrag, Vürdoth, Lurkrot i rigt mål – numre som ”Death process”, ”Cleanser” og ”Sleep Paralysuis” er nøjagtigt lige så vilde og voldsomme som forventet – okay, så er det på plads.
Men allerede åbningsnummeret overrasker med sine duga rytmer i moderat tempo, sin kontrollerede energi og de flerstemmige(!) vokaler. Ikke mindre forbløffende er det instrumentale ”Overgrowth”, som er lige så meget Rock som Metal, og har fine melodilinjer.
På samme måde starter ”Remnant Light” ret roligt og kontrolleret, men spidser til helt til slut.
Endelig vil jeg fremhæve ”Single-minded Annihilation”, som er udmærket Death Metal, endda med et skud groove.
Så jo, mit første møde med Vomit Fist faldt positivt ud; amerikanerne viser, at det sagtens kan lade sig gøre at skrue lidt ned for vildskaben uden at miste power.

Tracklist:
1. Sleep Paralysis
2. Flies Choke the Grove
3. Cleanser
4. Single-minded Annihilation
5. Mass Mutation
6. Remnant Light
7. Death Process
8. Overgrowth
9. Choir of the Submerged Church
10. Mind-artifact Espionage
Samlet spilletid: 19:51

Læs mere...

Strigoi - Abandon All Faith

Da Paradise Lost guitaristen Greg Mackintosh mistede sin far i 2009, startede han sideprojektet Vallenfyre som en platform for at bearbejde sin sorg. Sidste år havde projektet udtjent sit formål, og blev derfor stoppet. Det har givet Mackintosh energi til at starte endnu et band; sammen med bassisten Chris Casket lancerer han bandet Strigoi. Navnet er hentet i den rumænske mytologi, hvor det betegner fortabte sjæle som kan vende tilbage fra graven i ny form.
Det er muligt, at Mackintosh har fået bearbejdet sin sorg, men hvis man skal vurdere ud fra numrene på dette album, har det ikke gjort ham mildere stemt. Indholdet er nemlig en meget voldsom omgang Death Metal, som har sine tunge momenter, men hovedsageligt afvikles i højt tempo. Den resulterende energi er positiv, men desværre er der ikke meget struktur i numrene, som ikke bare fremstår kaotiske, men også er iklædt en virkelig grim produktion. Den kombination er ikke spændende ret længe, hvorfor det Doomtunge ”Carved Into The Skin” er langt det bedste nummer på albummets første halvdel.
Om det er fordi jeg efterhånden når at vænne mig til den kaotiske stil, eller Mackintosh efterhånden får mere styr på tingene, kan jeg ikke helt bedømme. Fakta er, at numrene fra og med ”Plague Nation” hænger bedre sammen; energien bliver her til fint drive og tempo, og det redder en middel karakter hjem til ”Abandon All Faith”.

Tracklist:
1. The Rising Horde
2. Phantoms
3. Nocturnal Vermin
4. Seven Crowns
5. Throne Of Disgrace
6. Carved Into The Skin
7. Parasite
8. Iniquitous Rage
9. Plague Nation
10. Enemies Of God
11. Scorn Of The Father
12. Abandon All Faith
Samlet spilletid: 44:05

Læs mere...

Cor Vacante - Amygdala

Selv om Cor Vacante har mere end fem år på bagen, er det for de fleste et nyt navn; alligevel er de fem medlemmer ikke helt ubeskrevne, for deres tidligere bedrifter omfatter navne som Frameless Scar, Inbreeding Rednecks og Kellermensch. Nu udsender de deres første album, ”Amygdala”.
Det har de fyldt med ti Death Metal numre, hvor hovedparten hører hjemme i den mere mørke og lukkede ende af skalaen. Det starter ellers anderledes, for i de første numre er musikken lidt afdæmpet, mens vokalen til gengæld er ret aggressiv; en udmærket kombination. Herefter bliver albummet ret lukket, og mange af numrene ligner hinanden rigtig meget rent udtryksmæssigt - Det giver en ensformig stemning igennem albummet. Og det er ikke fordi man ikke får alle nuancerne med, for albummet er udstyret med en meget gennemsigtig og virkelig god produktion.
Heldigvis er der også et par numre, som stikker så meget ud fra mængden, at de fortjener at blive nævnt: Først er der ”I'm Still the Bastard You Created”, som foruden et bedre drive også har en lille portion melodi, der bringer tingene i balance. Det andet nummer er ”Tear Down the Barricades”, som starter småkedeligt, men så vokser tilstrækkeligt i intensitet til at blive et af de bedste på albummet.
Disse højdepunkter er desværre ikke nok til at overbevise mig for alvor; derfor må Cor Vacante nøjes med en middel karakter.

Tracklist:
1. Sleeping Beauty Collapse
2. Frame of Illusion
3. My September My Ruin
4. I'm Still the Bastard You Created
5. Putrid Kingdom
6. A Farewell Begins
7. Better Self
8. Tear Down the Barricades
9. Darker Days Instead
10. When You Welcome the Dark
Samlet spilletid: 46:14

Læs mere...

Nile - Vile Nilotic Rites

Det var noget af en overraskelse da Dallas Toler-Wade forlod Nile i 2017; han havde immervæk fulgt mastermind Karl Sanders i 20 år. Men livet går videre, og Toler-Wade blev erstattet af guitaristen Brian Kingsland fra bandet Enthean. Og nu er den nye konstellation så klar med deres første album, hvor man har brugt et helt år på sangskrivning og forberedelse til indspilningerne.
Resultatet er på mange måder typisk Nile, for hvis man kender bare lidt til bandets tidligere udgivelser, vil man hurtigt føle sig hjemme her. Der er som altid mange elementer og lag i musikken, så man møder de velkendte mørke, kultagtige arrangementer med tydelige referencer til det gamle Egypten, der er masser af heftige guitarløb og vilde trommeangreb, hvor George Kollias virkelig prygler tønderne. Det hele afleveres teknisk overskud, helt som vanligt fra amerikanerne.
Mødet med kendte elementer har sine positive sider, men udgør også meget sikre valg – Nile bevæger sig på intet tidspunkt ud af deres comfort zone. Samtidiger der mange ideer, der ligger meget tæt på noget fra bandets bagkatalog. Her er det så, at Sanders og Co. viser deres virkelige styrke, for albummet indeholder samtidig masser af sejtrækkende og medrivende passager, som udløser min headbangerrefleks. Det er ikke på niveau med Niles bedste udgivelser, men tilstrækkeligt til 4 stjerner.

Tracklist:
1. Long Shadows of Dread
2. Oxford Handbook of Savage Genocidal Warfare
3. Vile Nilotic Rites
4. Seven Horns of War
5. That Which is Forbidden
6. Snake Pit Mating Frenzy
7. Revel in their Suffering
8. Thus Sayeth the Parasites of the Mind
9. Where is the Wrathful Sky
10. The Imperishable Stars are Sickened
11. We are Cursed
Samlet spilletid: 54:54.

Læs mere...

Cannabis Corpse - Nug So Vile

For mere end ti år siden startede brødrene Phil 'Landphil' Hall (bas og vokal) og Josh 'Hallhammer' Hall (trommer) bandet Cannabis Corpse for at forene deres interesse for marihuana og Death Metal. Sammen med guitaristen Adam Gulliams er de to nu klar til at præsentere deres sjette studiealbum for omverdenen.
Som navnet og numrenes titler angiver, har bandet en forkærlighed for cannabis, og det er muligt, at albummets indhold er blevet til under indflydelse af en joint eller to. Men så stopper enhver sammenligning med andre bands, som kalder deres musik for Weed Metal også. For hvis man forventer at skulle lægge øre til en flok uduelige bonghoveders eskapader, bliver man noget overrasket – Cannibis Corpse spiller nemlig en udmærket omgang Death Metal!
Deres stil er klassisk, old school med opskruet tempo og højt energiniveau. Oveni ligger Landphils growl, som er uforståelig, men dejlig dyb.
Hurtige numre som "Conquerors of Chronageddon”, “The Cone is Red” og “Cylinders of Madness” har et fint drive, men også tungere sager som ”Cylinders of Madness” klarer sig godt, ikke mindst takket være udmærkede guitarindlæg. Omvendt er der også et par tracks, som er lidt rodede, men det ændrer ikke det generelle billede af et udspil, som godt nok ikke udvider genren, men alligevel er mere end godkendt.

Tracklist:
1. Conquerors of Chronageddon
2. Nug So Vile
3. Blunt Force Domain
4. Cylinders of Madness
5. Blasphemy Made Hash
6. Cheeba Jigsore Quandary
7. Edibles Autopsy
8. Dawn of Weed Possession
9. The Cone is Red (Long Live the Cone)
10. The Ultimate Indicantation
Bonus track:
11. From Enslavement to Hydrobliteration
Samlet spilletid: 35:43

Læs mere...

Entrails - Rise Of The Reaper

Entrails er et af de bands, hvis historie i mindst lige så høj grad er præget af modgang og forviklinger som af musikalske præstationer: Både i 1990’erne, hvor det ikke lykkedes at indspille albums, og efter genopstandelsen i 2008 er det primært guitaristen Jimmy Lundqvists stædighed, der har båret bandet gennem diverse personaleudskiftninger. Således også det nyeste udspil, som igen byder på nye musikere, men stilmæssigt hægter sig på de tidligere albums. Der startes og sluttes med et ret stille instrumentalnummer, og her imellem giver svenskerne forskellige bud på deres fortolkning af Dødsmetal. Denne rækker fra det melodiske til det mere rå, men uden at ramme yderpunkterne for de to retninger.
Foruden at dominere de to instrumentalnumre, kommer det melodiske mest til udtryk i numre som ”For Hell” og ”Destruction”, hvor guitarerne tilfører flotte melodier. I hovedparten af numrene er stilen mere i retning af klassisk Death Metal med drive og rå energi. Flere numre har mindre interessante passager, men reddes af dele med stærkt drive. Det bedste eksempel er ”For Whom the Head Rolls”, som ikke bare er udstyret med en fed titel, men også har albummets absolut sejeste guitarer. I den sidste ende er det netop evnen til at tilføre numrene noget stærkt når det gælder, der gør ”Rise Of The Reaper” til et godt og underholdende album.

Tracklist:
1. Rise of the Reaper (Intro)
2. For Hell
3. Miscreation
4. The Pyre
5. In the Shape of the Dead
6. Gravekeeper
7. Destination Death
8. Destruction
9. Crawl in Your Guts
10. For Whom the Head Rolls
11. Evils of the Night
12. Cathedral of Pain
13. The End (Outro)
Samlet spilletid: 46:32

Læs mere...

Exhumed - Horror

Mit hidtil eneste anmelderrelaterede møde med Exhumed var opsamlingen ”Gore Metal: A Necrospective 1998-2015” – en udgivelse med indhold af ret varierende kvalitet. Nu har jeg så mulighed for at vurdere bandets form over en enkelt udgivelse, hvor det nye udspil ”Horror” er landet i indbakken.
Titlen passer fint til amerikanernes tekstunivers, for her er der tilstrækkeligt med død, lemlæstelse og rædsel til at dække flere gyserfilm – at den growlende og hvæsende vokal er meget svær at forstå, betyder mindre. Det hele er ledsaget af en musikalsk side, som bevæger sig fra Death Metal til Grindcore og tilbage igen mange gange i løbet af den lille halve time, albummet varer.
Alt foregår i voldsomt opskruet tempo, og når tingene bliver ekstreme, bevæger Exhumed sig på kanten af kaos. Det får numrene til at fremstå som en række af små skarpe linet op på bardisken – kortest er det kun 7 sekunder lange ”Utter Mutilation of Your Corpse”.
Energien er selvsagt god, men efterhånden som man bevæger sig ned ad tracklisten, begynder numrene at flyde sammen – variation er ikke det store tema her. Selvfølgelig er der forskelle at spore, men man skal lytte opmærksomt for at få dem frem.
Mine indledende tanker om øjeblikkelig form hos Exhumed ender med den konklusion, at bandet på dette album fremstår meget som de gjorde på opsamlingen, og derfor ender med samme karakter.

Tracklist:
1. Unsound
2. Ravenous Cadavers
3. Scream Out in Fright
4. The Red Death
5. Utter Mutilation of Your Corpse
6. Slaughter Maniac
7. Ripping Death
8. Clawing
9. Naked, Screaming, and Covered in Blood
10. Playing with Fear
11. Dead Meat
12. Rabid
13. In the Mouth of Hell
14. Shattered Sanity
15. Re-Animated
Samlet spilletid: 26:05

Læs mere...

Gatecreeper - Deserted

Tre år gik der fra Gatecreeper startede som band i 2013, til de udgav deres første fuldlængde album ”Sonoran Depravation”. Både før og efter er det blevet til EP’er og split-udgivelser, men nu er de fem fra Arizona klar med deres andet studiealbum. Det bærer titlen ”Deserted” og er som sin forgænger indspillet i Homewrecker Studios og produceret af Ryan Bram.

Han har skabt et produktion, som ikke er helt så fed i lyden, som man ofte hører; det giver et lidt tyndere lydbillede, men har samtidig noget live-agtigt over sig – så langt, så godt.
Med hensyn til musikken, så blev jeg en smule overrasket – I pressematerialet er der et interview med sangeren Chase H. Mason, hvor han understreger, at bandet lægger vægt på at skrive fængende numre, som er catchy. Det er muligt, at Gatecreeper skriver den slags numre, men i så fald sælger de materialet til andre kunstnere!

På ”Deserted” er Catchy i hvert fald en mangelvare, både i omkvæd og melodistykker. I stedet indeholder numrene Dødsmetal med meget tunge guitarer som ledsagelse til Masons halvt growlende, halvt råbende vokal. Elementerne giver i fællesskab numrene en udmærket pondus, men lader også mange tracks flyde sammen fordi de har helt ens opbygning. Kun i de få numre hvor tempoet hæves, er der lidt at varme sig på, men i sidste ende er det ikke nok til at ændre på det skuffende indtryk, Gatecreeper efterlader.

Tracklist:
01 - Deserted
02 - Puncture Wounds
03 - From The Ashes
04 - Ruthless
05 - Everlasting
06 - Barbaric Pleasures
07 - Sweltering Madness
08 - Boiled Over
09 - In Chains
10 - Absence of Light
Samlet spilletid: 39:45

Læs mere...

Silent Fracture - Hunger:Lust:Death:Pray

Efter udgivelse af to EP’er i hhv. 2016 og 2018 er Silent Fracture nu klar med deres første fuldlængde album. Bandet stammer fra København, og har som mål at forene rå og melodiske elementer. Til det formål har de ladet sig inspirere af et meget bredt spektrum af musik; listen rækker fra Vivaldi til Gojira – Så er man da dækket ind.

Hvor førstnævnte kommer ind i billedet, er hurtigt overstået: Åbningsnummeret ”Nightmare” starter med strygere, og det var så det. Resten af albummet er det Dødsmetal, der er på menuen, så her er det tyngde og groove, der er i fokus. Anført af Julian Gilbros brølende vokal er resultatet temmelig aggressivt og hårdt i filten. Musikken har ofte let hakkende rytmer, og samlet set er musikken ret lukket – en fornemmelse der forstærkes af, at tingene fremstår ret ensidigt. Det forsøger Silent Fracture at modvirke ved at lægge melodiske guitarer ind, men her kommer Jacob Eilenberger til kort: Det melodiske er okay, men det ligger i baggrunden og kan derfor ikke matche de tunge elementer. Indsatsen bliver derfor halvhjertet, og det kan ikke rette op på den slagside, det giver i numrene. Derfor overbeviser ”Hunger:Lust:Death:Pray” ikke for alvor, og kan kun lige trække tre stjerner hjem.

Tracklist:
01. Nightmare
02. The Wicked
03. Enemy of Me
04. Lions and Lambs
05. Bring Me Home
06. Damned Ignorance
07. Disengaged
08. Dead Inside
09. Hellbound Agony
10. Diamonds
Samlet spilletid: 47:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed