Da rygtet om en metalfestival i Viborg bredte sig, var jeg ikke sen til at glæde mig – det er alt for sjældent, at der kommer metal til Viborg, og derfor kunne tanken om en festival, hvor jeg kunne cykle hjem bagefter, hurtigt få mundvandet til at løbe.
Det stod meget hurtigt klart, at den gamle garde af rutinerede kræfter på den danske metalscene var indhentet som gardering for fremmødet. Kigger man nøgternt på line-uppet, er der faktisk noget for (næsten) enhver smag. Mere om det i anmeldelserne.
Caro:
Jeg har efterhånden set Caro tre-fire gange, og de har aldrig været dårlige. Det har ikke altid været en udpræget succes og over-the-top-fantastisk, men solidt hegn. Denne dag virkede Caro dog utrolig tændte, og der var virkelig god gang i den på scenen. Bandet var hasteindkaldt som afløser for de lokale helte i Against the Hollow, der aflyste deres optræden et par dage før festivalen skulle løbe af stablen. Caro gik til stålet, og gav de overraskende mange fremmødte en god koncert, som gav høje forventninger til de resterende bands, der skulle anstrenge sig, for at levere koncerter i samme vene som Caro. Fed dødsthrash med en overbevisende god vokal!
Karakter: 4,5/6
CARO
E’nemia
Et af dagens ubeskrevne blade var Aalborgensiske E’nemia (ja, nemlig, ja!) der havde fået tjansen, der skulle samle resterne op efter Caro’s triumftog. De blev præsenteret som metal-core, men de første par numre var mere Meshuggah-inspirerede end de var noget andet – synkoperet metal med en bastant rytmesektion og brølevokal. Ren vokal og mere klassiske metal-core-dyder kom der dog, da koncerten skred fremad. Den rene vokal var dog ultra-tynd og gjorde desværre nok ikke E’nemia nogen tjenester.
Ved koncertens start virkede bandet oprigtigt overraskede over det fine fremmøde – forsangeren blev dog ved og ved og ved med at bemærke det, og det klædte ham ikke. Jeg fik ikke rigtig fat i nogle titler, men der var en, der blev præsenteret som ”jeg ved det sgu ikke”…
E’nemia gjorde overordnet set fin figur – deres musik og koncert bar dog tydeligt præg af, at de er et nyt band. De har dog bestemt evnerne til at lave noget spændende.
Karakter: 3/6
Velociter
Endnu et af de bands der var en lodseddel. Velociter er et meget ungt band fra Herning. Deres fremtoning og musik, er så klassisk som det nok overhovedet kan blive – 80’er speed/thrash/heavy metal, som vore kære forfædre i Slayer og Venom spillede det. Bandet så enormt unge ud, og jeg var måske en kende skeptisk, da bandet gik på.
Jeg blev dog mildest talt taget på røven – koncerten startede med, at bandet, efter at være blevet præsenteret af den udmærkede konferencier, Mikkel Sandager, stillede sig til at stemme deres instrumenter. Lidt tekniske problemer med at få guitaren til at lyde af noget og jeg tænkte virkelig, at dette ville blive en fadæse af de helt store. Lige pludselig var der dog hul igennem, og så skal jeg ellers love for, at det gik over stok og sten. Og så var det fandme en pige der hvæsede. Og det overbevisende endda!!
Velocitor er bestemt ikke et originalt ensemble, og deres numre var ikke alle lige spændende, men de leverede en god halv times underholdning, hvor de også lige fik tid til at minde Jeff Hannemann med et fælles ”SLAYER”-råb, der nok fik mangt en metalfan til at sende den afdøde riffgud en venlig tanke. Fin koncert der trods startproblemer endte ud med at være helt hæderlig.
Karakter: 4/6
VELOCITER
Beyond the 9th
Beyond the 9th var aftenens eneste lokale islæt. Bandet har spillet en del i lokalområdet, men jeg har af en eller anden årsag aldrig fået hørt dem.
Det var fra starten tydeligt, at der var mange, der var kommet for at høre dem. Salen var ret godt besøgt, da de fire gutter indtog scenen. Stilen er det jeg vil betegne som moderne metal med et melodisk snit – Ikke helt ulig aftenens næstsidste band, Malrun. Men hvor århusianerne har en fantastisk sanger, gode melodier og nogle sindssygt dygtige musikere, må vi nok erkende, at Beyond the 9th har et stykke op til den kaliber. Numrene flød hurtigt sammen, og med al ære og respekt, var vokalen ikke superinteressant. Når det så er sagt, virkede bandet utroligt scenevante, og havde en god interaktion med publikum. Men den lettere ensformige tråd, der trods et par gode momenter ikke krøb ind under min hud, må siges at have meget plads at vokse på. De virker dog utrolig engagerede og målrettede i Beyond the 9th, så jeg er sikker på, at de nok skal få spillet en masse liveshows.
Karakter: 2,5/6
Deus Otiosus
Københavnske Deus Otiosus var første reelle death metal-band på denne aften. De var således et ud af fire bands, der for tiden er på mini-tour sammen. Personligt har jeg ikke det bedste forhold til Deus Otiosus – Jeg synes, deres death metal er en tand for kedeligt. Det er old school, og fred være med det – det kan sagtens være fedt, men jeg synes sangene er for lange, og vokalen er alt for lidt varieret. Jeg tog faktisk mig selv i at stå og tjekke tlf. under et par af numrene. Bedst var det dog, da de spillede sange fra deres nyeste skive ”Rise”, der vist nok er kommet ud. De virkede en tand mere skarpe og mere spændende, end de lidt ældre sange. Når alt er sagt, synes jeg ikke, at de kom særligt langt ud over scenekanten. De gik dog til vaflerne, og det er altid rart at se en mandfolkeindsats på scenen. Det er dog ikke nok til at redde dem fra en noget lunken bedømmelse.
Karakter: 2,5/6
Ferocity
Ferocity fra Aalborg var nok at betegne som aftenens mest brutale indslag. Drengene i bandet ser dog ingenlunde brutale ud. De ligner mest af alt en flok helt normale gutter med deres korte hår og meget ”ikke-metal-agtige”-fremtoning. Kvintetten gik på scenen til en intro med samples fra ”Predator”, og de gik lynhurtigt over i deres meget brutale dødsmetal, der absolut ingen fanger tager. Jeg er ret begejstret for deres seneste skive, ”The Sovereign” og størstedelen af numrene i deres set var da også hentet fra den skive. Det stod dog, desværre, hurtigt klart, at monotonien skulle tage overtaget – Der var for lidt variation at komme efter. Om end koncerten var velspillet, intens og numrene holder, var det til sidst svært at skelne numrene fra hinanden og navigere rundt i den massive mur af lyd.
Karakter: 4/6
Vanir
Aftenens, i mine ører, skæve indslag stod Vanir helt klart for. Jeg har aldrig hørt dem før, men jeg havde en ide om, hvad jeg kunne forvente af Vanir’s show: sådan noget folkemetal med sækkepibe og sange om møer, bajere, parring, mord og blod. Jeg ramte rigtig på en del af mine forudsigelser. Det var knapt så meget folkemetal som jeg havde regnet med, men stort set alle andre parametre gik igennem. Og så havde de en sækkepibe med. Det kunne have været fedt, men det var som om det hele faldt igennem. Sækkepiben blev overdøvet af de buldrende guitarer, og sangene var egentlig ikke særligt spændende. Jeg fik fat i, at Vanir udgiver en skive om noget tid, men de numre de spillede fra den, virkede lige så kedelige, som det ældre materiale de spillede.
Karakter: 2/6
Corpus Mortale
Fra de rådne rendesten i København fik Viborg denne aften besøg i form af Corpus Mortale. Deres seneste album, ”Fleshcraft”, er et monsteralbum, og tanken om at høre disse skæringer live, var mere end rigelig grund til at frekventere Paletten denne aften. Man kunne have frygtet, at det halv-sene tidspunkt ville have udryddet de svageste, men de mest engagerede metalfans var stadig til stede, for at overvære Corpus Mortale lave ragnarok – og det gjorde de: Lyden var med dem, numrene sælger sig selv, Martin Rosendahl i front er ondskab i menneskeform, og så har de altså noget stagepresence. De spiller fedt og formår at få det til at se let ud, og når man kan servere numre som ”Mass Funeral Pyre”, ”Weakest of the Weak” og ”Love Lies Bleeding” uden dikkedarer, og samtidig få folk, på dette efterhånden sene tidspunkt, til at gå amok, så har man noget at ha’ det i!!
Karakter: 5/6
MALRUN
Malrun
Den melodiske del af metallen, denne aften, stod Malrun for. Bandet har i deres forsanger, en helt fantastisk mand, med et imponerende register. Shit, han kan meget med stemmebåndene! Musikken er meget omskiftelig metal med klar fokus på det pæne, rene og melodiske. Bevares, så kan de godt smække skaller, men de befinder sig klart bedst i den gruppe, hvor man gerne spørger om lov, før man smadrer. Men på dette tidspunkt af aftenen, var det faktisk rart med lidt afveksling, efter et par gustne frontalangreb fra dødseliten i DK. Jeg kender faktisk intet til Malrun, men var i starten meget imponeret over hele pakken – især vokalerne gjorde indtryk. Men da de tostemmige eskapader holdt ved, selvom der kun var en mand ved mikrofonen, må jeg ærligt talt indrømme, at begejstringen dalede en anelse.
Set som helhed, var Malrun klart en positiv overraskelse. De var lidt, ligesom Vanir, ”odd-man-out”, men den rolle greb de på fineste vis, og gjorde rigtig god figur, og i forhold til de første par bands på dagen, var forskellen mellem amatør-bands (skrevet i ordets absolut bedste forstand) og semi-professionelle virkelig kridtet op. Malrun stod for dagens overraskelse.
Karakter: 4,5/6
Dawn of Demise
DK’s tungeste boyband er nok det band, jeg har set live flest gange. De har aldrig været dårlige – Der har været gange, hvor de har været knapt så gode, men de har altid leveret et show, som de færreste danske bands kan matche. Og denne aften var ingen undtagelse. Med en særdeles oplagt Scott Jensen i front, var der ingen grænser for, hvilke emner der skulle debatteres mellem numrene. Scott har tabt sig, og han mener selv, at han ligner en ung Freddie Mercury. Ligeledes opfordrede han folk til at ”få noget fisse og nogle bajere… Men flest bajere…..”
De lagde ud med et par af de gamle, og folk, de der var tilbage, var med fra start. Klokken var på dette tidspunkt 1.00, så man var efterhånden lidt brugt, men det sked folk på og brugte deres sidste kræfter på at gå amok.
Dawn of Demise luftede deres nye trommeslager, Bastian, der også gør sig i Blood Label. Han gjorde det virkeligt godt, og virker som en god tilføjelse til bandet. De har i øvrigt påbegyndt indspilningen af deres kommende album, og fra den skive fik vi to nye numre i form af ”The Process of Killing” og ”Sadistic Gradification”. Begge numre virkede i mine ører lidt atypiske – Knapt så hurtige, men enormt tunge og meget groovy. DoD er gode til at groove, og det kan være, at den nye skive byder på nye tider?
Der var ingen tvivl om, at Dawn of Demise VAR hovednavnet denne aften, og de spillede også som et hovednavn. Numrene blev eksekveret i sikker stil, og de virkede friske og vitale – også de gamle, der efterhånden har 8-10 år på bagen. Dawn of Demise satte kronen på værket, og man følte, at det var den logiske finale på en yderst vellykket dag i metallens tegn, i Viborg.
Karakter: 5,5/6
DAWN OF DEMISE
Set som helhed var Viborg Metal Festival bestemt en positiv oplevelse. Der var musik for næsten enhver smag, der var billige øl, der var en chill-out lounge, hvor musikken var lige rigelig høj til min smag, men der var sofaer. På den lettere negative side, var programmet måske lidt for langt – det strakte sig over en lang tidsperiode, og man var, indrømmet, lidt lang i masken til sidst. Jeg er sikker på, at de unge, der startede dagen ud med at høvle bajere i lind strøm, tog hjem før det blev virkeligt sjovt. Der kunne ligeledes i min optik godt have været lidt mere merchandise og andre småting – men det er småting!
Først udgave af Viborg Metal Festival gav smag for mere, og jeg, og mine kumpaner håber, at der bliver mange flere af den slags, for det var en hyggelig festival, og det var fedt at se, at folk kom langvejs fra, for at høre hegn – SÅDAN!!!
- Vanir_01
- Forfatter: Sebastian Dammark
- Dawn Of Demise_8
- Forfatter: Sebastian Dammark
- Dawn Of Demise_3
- Forfatter: Sebastian Dammark
Se hele galleriet fra Viborg Metal Festival!
Læs også vores interview med festivalens arrangør Michal Gajos.
