fbpx

Boil lukker og slukker

  • Udgivet i Nyheder

Kedelige nyheder fra Aarhus, det danske progressive / hard rock band Boil har meddelt at bandet fra dags dato er opløst og derfor må aflyse deres kommende tour planer. Bandet har givet følgende udtalelse på den officielle Facebook side:

“Dear fans and friends,

We are truly sad to announce that BOIL, as a band and entity, has been dissolved with immediate effect. This also means that all our planned concerts and tour activity have been cancelled. We have unfortunately reached the end of the line, and closing the last chapter in our musical journey was a joint decision made by all band members in unison due to a mix of unfulfilled artistic goals/rewards and various personal reasons that we will not go into detail with here.

BOIL separate as good friends and with enormous gratitude for the countless fun (and sometimes often also hard and frustrating) hours we’ve shared during our musical endeavors together. We leave behind a legacy of three albums, all of which we are extremely proud of, and all these albums contain fragments of ourselves that will hopefully continue to live on when you, dear fans and friends, listen to our music in the future as well.

Most of us will continue to be involved with music one way or the other, although the path is currently clouded indeed. Lead singer Jacob Loebner will however from now on put all his focus and efforts into his other band “Malrun” that is touring more and more around Europe.

We would like to thank all of you fans, friends and bands who stood by us over the years and believed in us, you know who you are!

But especially we would like to thank Thomas the amazing CEO of our Swedish record label ViciSolum Productions for being a truly wonderful person. We will never forget you standing in the front row at our release concert in Copenhagen this year singing along on our songs while being drunk as a…well… a Swede hehe. And we would also like to thank Lars and Claus from Intromental, our booking/management, for working your asses off trying to carve a way for us through the treacherous path of the thick jungle that is the music industry.

To those of you who still don't have our latest album “aXiom” you can of course continue to buy it (along with other BOIL merchandise) at Vicisolum Production's webshop.Well...this is curtain fall, guess there is nothing left for us to do but bow one last time, thank you all for everything, and sit down in uncomfortable silence.

BOIL (2004 - 2013)
R.I.P.”

 

Læs mere...

Boil tager på Europa tour

  • Udgivet i Nyheder

Det danske band Boil er ved at være parat til at tage på deres føres Europa tour. Touren sparkes i gang d. 11. november i København og forsætter herefter indtil d. 1. december, hvor Prag bliver sidste land til at opleve det danske band. Under titlen Uniting The Powers Of Metal drager det århusianske band af sted sammen med to andre prog metal bands. Svenske Andromeda og græske Until Rains. Der skulle altså være rig mulighed for at få en gang prog metal i blodet. Ud over at ramme København, kommer turen også en tur forbi Esbjerg, hvorved begge sider af Danmark får mulighed for at opleve de tre bands. 

 

 

Læs mere...

Hell's Domain offentliggør track list

Det århusianske thrash band Hell's Domain kan nu offentliggøre track listen til deres kommende selvbetitlet debut album. Find track listen og artworket, som allerede er offentliggjort, nedenfor. Artworket er lavet i samarbejder med den legendariske Ed Repka. Repka har blandt andet arbejdet med bands som Megadeth, Death, Massacre, Atheist, Defiance, Vio-lence og mange andre.

Bandet har udtalt følgende om artworket:

”We're immensely proud to unveil the artwork to our debut fulllength album. The piece was created by none other than Ed Repka, known for his artwork on seminal albums by Megadeth, Massacre, Death and many more!”

 

Bandet har tidligere offentliggjort at bandets album vil indeholde gæsteoptrædende fra Tue Madsen (Desexult, Pixie Killers, Grope), Flemming C. Lund (Invocator, The Arcane Order, Autumn Leaves) og Thomas G. Brandt (Crionic, Fusskalt). Desuden er det tidligere annonceret at albummet kun vil indeholde nyt materiale.

Hell's Domain som består af medlemmer fra bl.a. Hatesphere, Koldborn, Boil, Exmortem osv., har tidligere på året skrevet kontrakt med pladeselskabet Punishment 18 Records, hvor igennem bandet vil udgive deres selvbetitlede debut album til september, udspillet vil kunne fås som både CD og LP.

Track listen:

01. 100 Days in Hell
02. The Needle and the Vein
03. In the Trenches...
04. Order #227
05. The Walls Come Tumblin’ Down
06. Crawling in the Shadows
07. Dead Civilization
08. Hangman’s Fracture
09. As Good as Dead
10. A Good Day to Die
11. Sneaking Disease (Bonus Cover song)


 

Læs mere...

Hell's Domain offentliggør gæsteoptrædende på debut

Det århusianske thrash band Hell's Domain kan nu offentliggøre at bandets okmmende selvbetitlet debut album vil indeholde gæsteoptrædende fra Tue Madsen (Desexult, Pixie Killers, Grope), Flemming C. Lund (Invocator, The Arcane Order, Autumn Leaves) og Thomas G. Brandt (Crionic, Fusskalt).

Bandet har tidligere annonceret at albummet kun vil indeholde nyt materiale og at bandet samarbejder med den legendariske Ed Repka, som skal lave artworket til albummet. Repka har blandt andet arbejdet med bands som Megadeth, Death, Massacre, Atheist, Defiance, Vio-lence og mange andre.

Hell's Domain som består af medlemmer fra bl.a. Hatesphere, Koldborn, Boil, Exmortem osv., har tidligere på året skrevet kontrakt med pladeselskabet Punishment 18 Records, hvor igennem bandet vil udgive deres selvbetitlede debut album til september, udspillet vil kunne fås som både CD og LP.

 

Bandets guitarist Bjørn Bihlet har givet følgende udtalelse til Metalized:

”P18 brænder for thrash metal og har givet os en rigtig fornuftig deal. De arbejder top professionelt og har en rigtig god distribution som kan hjælpe med at sprede Hell's Domains musik meget bredere end hidtil,"

 

Hell’s Domain består af:

Alex Clausen – Vocals (Monstah)
Anders Gyldenøhr – Drums (ex-Hatesphere, Artillery)
Lars Knudsen – Bass (ex-Crionic)
Andreas Schubert – Guitar (ex-Exmortem)
Bjørn Bihlet – Guitar (ex-Koldborn, Boil)

Læs mere...

Hell’s Domain skriver kontrakt med Punishment 18 Records

Det århusianske thrash band Hell's Domain, som består af medlemmer fra bl.a. Hatesphere, Koldborn, Boil, Exmortem osv., har skrevet kontrakt med pladeselskabet Punishment 18 Records, hvor igennem bandet vil udgive deres selvbetitlede debut album til september, udspillet vil kunne fås som både CD og LP.

Albummet er indspillet i Antfarm Studio med Tue Madsen som bag knapperne.

Bandets guitarist Bjørn Bihlet har givet følgende udtalelse til Metalized:

”P18 brænder for thrash metal og har givet os en rigtig fornuftig deal. De arbejder top professionelt og har en rigtig god distribution som kan hjælpe med at sprede Hell's Domains musik meget bredere end hidtil,"

Hell’s Domain består af:

Alex Clausen – Vocals (Monstah)
Anders Gyldenøhr – Drums (ex-Hatesphere, Artillery)
Lars Knudsen – Bass (ex-Crionic)
Andreas Schubert – Guitar (ex-Exmortem)
Bjørn Bihlet – Guitar (ex-Koldborn, Boil)

Hell’s Domain kan opleves på Royal Metal Fest den 12-13. april på Voxhall/Atlas i Århus, hvor man også kan opleve bl.a. Satyricon, Cryptopsy, Vader, Cattle Decapitated, Hatesphere og mange flere.

Læs mere...

Boil

Det Århusianske Progressive Hard Rock band Boil er nu på gaden med deres nyeste skud på stammen, albummet ”aXiom” som er udgivet via det svenske pladeselskab Vicisolum Productions. Vi har taget en snak med gruppens trommeslager Mikkel Ib, omkring udspillet.

Læs mere...

Boil - aXiom

Boil er i min optik et band med garanti for gode kompositioner og gennemført alternativ metal med en progressiv kant. Bandet har ligeledes været garant for udskiftninger i lineup mellem hver udgivelse – hvilket også gør sig gældende for denne udgivelse. Om muligt er det hvad der gør, at Boil til stadighed formår at forny og udvikle deres musikalske univers. aXiom er Boils tredje fuldlængde udgivelse, og følger op på 2010 udgivelsen A New Decay, der fik ganske positiv kritik såvel herhjemme som i udlandet. Siden dengang er Kristian Outinen kommet til på bas, mens Kenneth Avnsted er tiltrådt på guitar. Som ved udgivelsen af A New Decay, lader det til at de tilkommende har medbragt ny energi og inspiration for resten af bandet. Der er i hvert fald sket noget med Boils lyd – det er blevet langt mere aggressivt og eksperimenterende, og det fungere pisse godt. Det lyder i det hele taget som om Boil endelig har fundet deres egen lyd.

Om end jeg var og er ganske glad for bandets 2010 udgivelse, har det altid irriteret mig at specielt vokalarbejdet ikke havde den aggressivitet, som musikken fortjente. Ingen tvivl om, at Løbner har en god vokal og kan sit arbejde, men der manglede pondus. Det er der til gengæld på aXiom. Først og fremmest har Løbner fundet den rå og onde vokal frem på flere af numrene, og samtidig er der bare kommet mere nerve og et tungere fundament over kompositionerne. Der er ingen tvivl om, at såvel Kenneth som Kristian har haft deres indflydelse, hvor specielt den langhårede bassist leverer en særdeles markant bas. Det klæder i høj grad. Ud over at hente inspiration internt, har bandet været ude og søge inspiration til udformningen af aXiom hos en folk med lidelser som skizofreni, paranoia og lignende. Det er ret tydeligt at høre, specielt på lyrikken. Kombineret med en tungere og hårdere lyd, er det med til at give aXiom en dyster og foruroligende kant.

Det starter ellers ikke så fantastisk, som det ellers lyder. ”Sphere” er et ganske fint nummer, med en utrolig klaustrofobisk lyd, men ikke helt et nummer der lever op til de efterfølgende – faktisk vil jeg sige, at åbningsnummeret er det mindst interessante på udgivelsen. Men herefter går det fanden i voldsk hen over tvangstanker om død og ødelæggelse. Såvel ”At The Center Of Rage” og ”Sever The Tie” er ganske velskrevne kompositioner, hvor specielt førstnævnte brager igennem hvor det melodiske vs. aggressivitet balancere til perfektion. Efterfølgende ”Moth To The Flame” er et hit fra ende til anden. Løbner leverer sjælsomt vokalarbejder til et nummer, der på alle måder skriger på opmærksomhed fra start til slut. Velskrevet og med et omkvæd, der er pisse catchy.

Sådan forsætter det så fremad. Jeg har flere favoritter blandt efterfølgende, men vil nøjes med at fremhæve ”Heretic Marty” – kombineret med ”Sunbound” er det måske det mest aggressive jeg nogensinde har hørt Boil, og begge numre fænger på bedste vis. ”Vindication” er noget af en tidsrøver, men er alle 7 minutter og 51 sekunder værd. Fed guitar akkompagneret med skæve tønder og elektroniske elementer gør ”Vindication” til en øjeblikkelig favorit. Endelige er sidste skæring på pladen, ”Almost A Legend”, et dejligt melodiøst stykke tråd, hvor der bliver spillet på alle tangenter. Stryger, lækker guitar og igen skønt vokalarbejde.

Kort sagt er der masser at komme efter. aXiom er ikke så let tilgængelig som A New Decay er/var, men det virker til gengæld som om der er langt mere potentiale og fremtidsperspektiv i denne udgivelse. En udgivelse jeg klart kan anbefale, og som jeg ikke vil tøve med at kalde for bandets bedste udgivelse. 5 ud af 6 til Boil.

Tracklist:

1. Sphere
2. At The Center Of Rage
3. Sever The Tie
4. Moth To The Flame
5. Blink Of An Eye
6. Darkest
7. Equilibrium
8. Heretic Martyr
9. Vindication
10. Ashes
11. Sunbound
12. Almost A Legend

Læs mere...

Raunchy, The Interbeing, Boil, Vola

Fredag aften bød på rig mulighed for at se danske bands i aktion. The Interbeings Tour Of The Obscure ramte Pumpehuset i København, hvilket betød at hele fire bands inklusiv The Interbeing havde fået muligheden for at spille op til fest på første salen.

Vola (anmeldt af Gabriel Thordahl Jensen)


Første band på scenen var Vola. Et forholdsvist nyt skud på den danske stamme, og for mig personligt, et band jeg først hørte om i forbindelse med aftenens koncert. Jeg har fået lyttet en smule til deres 2. EP ”Monsters”, som inkluderer numrene; ”I Am Not Here”, ”Black Box”, ”Controllable” og ”Enter”. Når jeg lytter til Vola, tænker jeg først og fremmest på de danske indie rockere i Mew. Vola er hårdere, med meget fængende guitarstykker (til tider ret aggressive), men her er næsten ingen growl/skrig. Det er metal, men for det meste af tiden i den blødere ende. Andre gange ryger tempoet i vejret, og så er der fuld udblæsning. I forhold til hovednavene i aften (The Interbeing og Raunchy), kan man påstå at Vola måske er lige bløde nok, men da både de to hovednavne, Boil (det 2. supportband) og Vola spiller i vidt forskellige genrer, føles det ikke malplaceret. 



Ca. kl. 20:30, kun en halv time efter dørene er åbnet, betræder Vola scenen. De 5 medlemmer smiler til den knap halvt fyldte sal (hvilket egentlig er imponerende så tidligt på aftenen), og åbner koncerten med ”I Am Not Here”. Lydmæssigt går det fint igennem, men som det som regel er reglen snarere end undtagelsen med det første band, er der mere at ønske sig. Vokalerne går dog klart igennem, og siden de bærer så meget af musikken, kan man se bort fra at både bassen og de to guitarer ikke står så stærkt. Det bliver dog hurtigt ordnet, og allerede kort inde i 3. sang er lyden optimal. 



Det kan mærkes på publikum, at de fleste ikke ser ud til at ane hvem Vola er. Selvom musikken, på et personligt plan, fanger mig, kan det være svært at udlede nogen form for energi, når hele bandet står helt stille, og de fleste stykker i musikken ikke ligefrem plager dig om at hoppe og danse. Derfor har Vola svært ved at overbevise nogle om at headbange, men et par stykker gør det alligevel, og til det sidste nummer; ”Enter”, joker forsangeren da også om at nummeret er egnet til headbanging – men kun for dem som tør! Så sandt, og nogle rykker frem og tager udfordringen op (jeg var en af dem). 



Vola er et interessant nyt bekendtskab på den danske musikscene. Musikken rører noget i mit indre; noget som får mig til at tænke på gode minder og livets skrøbelighed. Jeg er fanget, og jeg vil høre mere. Men, når jeg hiver mine egne arme ned af begejstring over musikken, er der flere ting ved liveshowet som kunne være mere overbevisende. Selvfølgelig skal lyden være rigtig god, men Vola skal også øve sig på at inkludere publikum i deres musik. Deres lyd egner sig helt klart mest til at lytte, men jeg bemærkede flere stykker med venlige headbanging rytmer. Men, med den nye EP ”Monsters” ude, er der jo sandsynlighed for at flere fans vil komme til, og med flere fans og mere liveerfaring, er jeg ikke i tvivl om at Vola kan nå rigtig langt – også uden for studiet. 4 stjerner. 


Boil (anmeldt af Gabriel Thordahl Jensen)


Originalt skulle have færøerske SIC have spillet, men pga. deres aflysning, valgte Boil at træde til i stedet. Boil er fra Århus og spiller progressiv hardrock, som de selv beskriver det. De har eksisteret siden 2004 og i 2007 kom deres debut til verden i form af ”Vessel”. I 2008 spillede de på Sweden Rock Festival, og i 2009 på Spot. I løbet af 2010 kom deres 2. CD; ”A New Decay”, som viste en blødere side af bandet i forhold til ”Vessel”. Signet af Mighty Music, og godt på vej med 3. udgivelse (ifølge bandet selv), er der grobund for en god koncert i Pumpehuset i aften. Koncertmæssigt har jeg set Boil 3 gange tidligere, og ingen af de 3 gange har imponeret mig. Det har været kedeligt og tørt, men jeg synes stadig at studieindspilningerne holder vand. 



Boil står klar på scenen lidt under en halv time senere Vola har forladt den. Der er kommet flere mennesker til i mellemtiden, og man kan godt se at nogle kender Boil i forvejen. Lyden har fået et hak opad, og især lægger man mærke til forsangeren der synger derudaf. Boil er dog mere bevægelige end Vola var, og forsangeren agerer også samlingspunkt med sin høje røst og store armbevægelser. Publikum reagerer dog koncerten igennem med sparsommelige tilråb og står ellers fast placeret i jorden, på behørig afstand fra scenen. 



Jeg må, endnu engang, føle mig skuffet; jeg bliver bare ikke fanget. Det er udmærket musik, og de herrer på scenen har talent – ingen tvivl om det. Men der mangler bare noget. En gnist. Energi. Something. Jeg er ikke sikker på hvad det er, men jeg får ikke lyst til at høre mere. Det er bare kedeligt. De sidste numre er dog fra deres kommende plade, men udover nogle tydelige elektroniske virkemidler, lyder det meget som alt andet jeg har hørt fra Boil. Der er nogle få growls og råb, men ellers masser af forsigtighed i den rene vokal. For mig at se er det ikke det smarteste at spille mange nye numre i træk, da det som regel henleder folks opmærksomhed på andre ting. Jeg mistede fokus og begyndte at tænke på om de ville spille nogle ældre numre. 



Boil gjorde et hæderligt forsøg på at varme Pumpehuset op, og selvom de var mindre stillestående end Vola, er det stadig bare ikke særlig interessant at opleve. Rent teknisk kan der dog ikke sættes en finger på deres performance, og lyden var også over acceptabel. Derfor giver jeg 4 stjerner, for som sådan var det på ingen måde en dårlig koncert – bare, for mit vedkommende, ganske kedelig.

The Interbeing (anmeldt af Sebastian Bach)

Herefter var det så blevet tourens hovednavn til at gå på scenen - lidt alternativt at tournavnet ikke havde fået sidste spot på scenen, men fred være med det. Med entre på scenen kl. 22:45 til introen fra The Interbeings debutalbum Edge Of The Obscure, satte bandet gang i en koncert der bød på en gennemgang af hele debutalbumet, gennemført performance og pisse tight udført.

Bandet har været på en længere tour, som bl.a. har medført en afstikker til USA og det var fredag aften meget tydeligt at bandet havde deres show på rygraden. Professionelt gennemført formåede bandet at levere samtlige numre med nerve og til stadighed med en tydelig glæde for at spille deres musik.

Publikum havde efterhånden fundet vejen ovenpå og til trods for at salen ikke var helt fyldt op, var der en god stemning blandt de fremmødte gæster, der tydeligvis var kommet for at supporte det danske band. De kunne herefter hoppe, moshe eller længe sige tilbage og nyde den ganske gode lyd der skabte rammerne for koncerten. Bandet gik stort set skarpt igennem hele vejen rundt hvor kun enkelte opstartsmæssige problemer hurtigt blev rettet. Desværre lykkedes det aldrig at få de elektroniske elementer op på et passende lydniveau. Eksempelvis var det på et nummer som "In The Trancendence" svært at høre den kvindelige vokal igennem den tunge guitarmur - hvis ikke man altså var klar over at den var der. Det være sagt er der ikke meget at sætte en finger på - det hele fungerede og glædeligt i en grad der løfter sig over den standard, der sågar ses fra store udenlandske navne.

Det lykkedes på meget kort tid The Interbeing at få publikum aktiveret, hvilket til dels skyldes bandets overbevisende levering af deres kompositioner, men ligeledes velgennemført sceneperformance. Hele bandet bør fremhæves for at give publikum noget at se på, men specielt forsanger Dara Tolbin og bassist Jacob Aarosiin Hansen. Dara får på energisk vis holdt publikums interesse og leverer et sceneshow, der på bedste vis skaber dynamik mellem publikum og band. Jacob leverer et lige så godt sceneshow, til trods for at bassisten oftest får en mere bagvedliggende position, når først der står fem mand på scenen. Hele bandet bevægede sig rundt på scenen og virkede som en fælles organisme med total kontrol over position for de enkelte medlemmer.

Efter lidt under en time lød tonerne til "Ledge Of Oblivion" og The Interbeing spillede med maner deres publikum videre til aftenens sidste band. Meget få ting gik galt for tourens hovednavn og hvor var det bare fantastisk at se et band, der har så meget styr på deres shit og samtidig overskud og tydelig lyst til at spille de numre, de vel efterhånden har spillet igen og igen det sidste lange tid. 5,5 ud af 6 til aftenens absolut bedste koncert.

Raunchy (anmeldt af Sebastian Bach)

Lidt over midnat var det så blevet aftenens sidste navn, Raunchy, til at gå på scenen. Som sidste band lå der noget af et pres på bandet, efter The Interbeing meget overbevisende havde vist hvordan skabet skulle stå, musik leveres og sceneshow performes. Til tonerne af Haddaways "What Is Love" gik bandet på scenen og leverede ganske overbevisende "Nght Prty" og "Remembrance".

Lydmæssigt stod Raunchy fint og den forreste del af publikum virkede da også ganske tilfredse med at se bandet på scenen, men det var samtidig tyndet betydeligt ud bagved og der var ikke den store tvivl om hvem størtstedelen af aftenens gæster var kommet for at se. Det lod dog ikke til at stoppe festen for bandet, der tværtimod virkede som om de havde festet lidt for meget op til koncerten. Almindelige spillefejl og Kasper Thomsens halvpinlige problemer med at huske lyrikken, på de sammen numre Raunchy ellers ALTID spiller, tyede på at der var kastet en genstand eller to for meget i hovedet før koncerten.

Sammenlignet med hvad publikum lige var blevet udsat for ved The Interbeing, fremstod Raunchy desværre en smule useriøse. Det har som sådan også sin charme, at være afslappet på scenen og samtidig have en fest, men i aften var festen mere på Raunchys præmisser end publikums. Ja, det var sikkert morsomt for dem der ofte ser bandet live, men jeg synes reelt ikke der er noget morsomt i at en alltime fan kalder "The Bash" for pizza. Dertil var der bare alt for meget internt lirum larum på scenen som publikum ikke var del af - med mindre man var del af den forreste hardcore kerne af fans.

Det være sagt leverede Raunchy hvad der var forventet - bogstavelig talt. Med undtagelse af enkelte numre, kan jeg ikke huske at der har været forskel på setlisten de seneste gange jeg har set bandet. Nuvel, mange af numrene fungerer skide godt live - og fungerede også godt den aften, men det må da være muligt at justere udvalget lidt når man har fem albums i tasken (også selvom man kun vil spille fra de fire seneste)? Herved en direkte henvendelse til Raunchy - hvis en af drengene fra bandet skulle læse den her anmeldelse. Næste gang i spiller i Kbh, så vil jeg gerne udfordre jer til at spille "Gunslingers And Tombstones", i så fald giver jeg gerne en omgang til hele banden.

Raunchy kom og festede. For dem der var del af festen var det helt sikker fedt - det så sådan ud. For os der ikke rigtig havde drukket noget og ikke var en del af festen, virkede det hele lidt uprofessionelt. Der blev ikke spillet tight, men energisk og også med glæde for musikken, men de mange fejl irritere og derfor bliver det heller ikke til mere end 4 ud af 6 til Raunchy.

Læs mere...

The Interbeing, Boil

Op til udgivelsen af The Interbeings debut, ”Edge Of The Obscure”, holdte det fem mands store band deres release party på det lille spillested Stengade. Et release party der lokkede med gratis entre til kl. 22. samt gratis guldøl og shots til de hurtige. Det, kombineret med den generelle interesse for bandets debut, havde medført, at der lørdag, den sidste dag i april, var fyldt godt op på Stengade. Som om det ikke var rigeligt med gode argumenter for at tage af sted, havde det danske alternativ metal band Boil taget en tur fra Århus til København, for at spille nyt samt gammelt materiale for de fremødte, inden The Interbeing skulle på.

Boil

Det er efterhånden lykkedes mig at stifte bekendtskab med Boil en del gange – desværre ikke en eneste gang hvor bandet har været så heldig, at have lyden med sig på det respektive spillested. Lørdag aften var dog den bedste lydmæssige oplevelse jeg har haft med det jyske band.

Siden udgivelsen af deres andet album, ”A New Decay” fra 2010, er der blevet rystet godt rundt i posen. Ud er røget to medlemmer og ind er kommet to nye, hvilket har medført at der efterhånden ikke er meget tilbage af den oprindelige gruppe. Med de to nye medlemmer er ligeledes kommet inspiration og fire nye numre, der blev luftet for publikum den lørdag aften. De fire nye numre viste både nye sider og gamle genkendelige sider af Boil. Uden en dybere gennemlytning af numrene, vil jeg tillade mig at sige at den nye inspiration, en hårdere sound og mere rå vokal fra Jacob Løbner, virker spændende men ikke fuldt gennemført. Den mere genkendelige del og typiske Boilske, fungerede ganske fint, men sammenholdt med de gamle numre bandet luftede, manglede aggressiviteten i høj grad. Til trods får hårde rifs og god energi, virkede de nye omkvæd en smule tunge og kedelige. Det være sagt smed bandet en række sikre træffere på bålet i form af bl.a. ”Sleepwalker” & ”Transition” – hvor sidstnævnte specielt fremviste Boils sans for velskrevne sange og mangler ved nye materiale.

Som nævnt i starten, var lyden heller ikke denne gang 100 % med Boil, hvilket især viste sig på andenvokalen og guitarsiden, hvor førstenævnte forsvandt og anden rungede rundt i hele lokalet. Publikum virkede ikke voldsomt interesserede i Boil og antog en stående position størstedelen af koncerten – der herskede ingen tvivl om, hvilket band der havde release. Derved sagt, fungerede det ikke så godt for Boil den lørdag aften og bandet må da også tage tilbage til det mørke Jylland med 3 ud af 6 i tasken.

The Interbeing

Godt 20 minutter efter Boil havde forladt scenen, indtog aftenens hovednavn scenen og viste i løbet af godt tre kvarter hvor skabet skulle står. Som Boil måtte The Interbeing dog døje med, at lyden i det lille lokale ikke var helt optimal. Især i løbet af de første numre, druknede de elektroniske elementer samt Dara Tolbins vokal af en overdøvende bas. Det var heldigvis ikke noget, der ikke kunne justeres og da bandet sparkede gang i ”Fields Of Grey”, var bassen blevet afbalanceret og fungerede sammen med de resterende elementer.

Publikum tog imod aftenens hovednavn med den respekt og interesse som det nu kunne forventes. Der blev headbanget, småmoshet og udvist glæde overfor bandets musik - uden publikum på noget tidspunkt gik helt amok. En setliste for koncerten giver sig selv, hele albummet blev præsenteret fra intro til outro, i en velsammensat rækkefølge, hvor hvert enkelt nummer blev leveret med en præcision og teknisk snilde som også gør sig gældende på albummet. Specielt de tekniske elementer og kombinationen mellem disse og f.eks. anden vokalen, fungerede til perfektionisme og fremviste et band, der kender deres materiale og ved hvordan det skal behandles ved livefremførelse. Bandet fremviste overall en god liveprofil, som det også er set før, til trods for den lille scene hvor den høje Dara maksimum kan have været 20 cm fra at ramme loftet.

Overordnet set leverede bandet en absolut godkendt koncert, hvor hele ”Edge Of The Obscure” blev fremført med enkelte startmæssige problemer. Lidt mere energi fra publikum kunne godt have været ønsket, især den del af publikum der ikke befandt sig på de tre første rækker. Set i relation til at der var gratis øl for de hurtigste og at det var lørdag, overraskede det egentlig lidt at der ikke var mere energi til stede. 5 ud af 6 til The Interbeing, der klart kan anbefales at se live når de spiller rundt omkring i landet, bl.a. på Start Festival i København og Day Of Decay i Aalborg.

Overordnet set en herlig aften med en masse god musik. Boil leverede ikke helt varen, men med nye mennesker i maskinen og nyt materiale på vej, skal det blive spændende at se hvad jyderne kommer frem med. The Interbeing leverede det forventede og ganske vellykket og perfekt i forhold til at det var deres release party. I relation til at der var tale om en release for The Interbeing og fokus var på det bandt, er Boils andel af aftenen vægtet en del ned, hvorfor den samlede karakter bliver 4,5 ud af 6.

Læs mere...

Psy:code, Boil, Anoxia, Ripe

Target Distribution havde valgt at bruge påsken til at fremvise nogle af de kunstnere som skulle repræsentere selskabet i 2010. De tre pladeselskaber, Target Records, Tactic Records og Mighty Music, havde hver fået deres aften til at fremvise deres vifte af kunstnere. Den 1. April lagde Mighty Music ud med fire bud på hvad der ville præge metalscenen anno 2010 fra deres side.

Første band, Ripe, havde fået æren af at starte aftenens fest kl. 21, hvilket medførte, at den forholdsvis lille sal kun var halvfyldt, med de mennesker der nu havde fundet vej forbi så tidligt på aftenen. Det forhindrede dog ikke bandet i at spille en udmærket koncert. Bandets musik tager udspring i mere klassisk 80’er metal med et godt snert af powermetal med en vokal, der var velpasset til netop den genre. Desværre var vokalen samtidig en smule lav, hvilket medførte, at den var svært at udskille fra de resterende instrumenter. Derudover leverede bandet en fin koncert, der også bød på materiale fra deres kommende album, hvor især Backstabbing Promise lød som en lovende skæring. Undervejs i koncerten lykkedes det bandet at spille publikum godt op, og ved slut var den lille sal da også godt fyldt, hvilket er en klar indikator for, at bandet spillede nogle fede numre med god energi og nerve.

Hvis der ses bort fra bandets performance, og der fokuseres på Råhuset som spillested, må det dog konkluderes, at stedet ikke er specielt egnet til metal. Lyden i bygningen er absolut ikke optimal. Der fokuseres på den lille sal foran den minimale scene, og er man så uheldig at stå nede bagved omkring baren eller ude i siden af salen, er lyden straks mudret. Dertil oplevede samtlige bands den aften, at deres musik var grødet og svær at skille ud fra hinanden. Det kan ikke undgå at påvirke det samlede helhedsindtryk for samtlige bands den aften, der sandsynligvis kunne have opnået en halv til en hel karakter højere, hvis det havde været et godt spille sted. Dette gælder også for Ripe, der spiller sig ind med 3,5 ud af 6 for en vel spillet aften præget af enkelte lydmæssige fejl fra bandets side samt utallige fra det uhensigtsmæssige spillested.

Herefter havde Anoxia fået fornøjelse af at overtag det publikum som Ripe havde fået spillet ud på gulvet i den lille sal. Det gjorde bandet absolut ikke specielt vellykket. Anoxia spiller i samme genre som Ripe, dog i den hårdere og mere metalliske ende. Vokalen var endnu engang for lav, og det var fuldstændigt umuligt at høre, hvad der blev sunget. Til trods for at bandet spillede energisk, fangede de aldrig publikum, der langsomt begyndte at sive ud af lokalet og op i baren, og i samme omfang som ved Ripe, var det en fin indikator for selve koncerten. Til trods for, at bandet momentvist lød som om de faktisk havde nogle rigtig gode numre at byde på, lykkedes det aldrig Anoxia at bevise det – desværre. 1,5 ud af 6 til Anoxia.

Efter en solid gang heavy metal, var det blevet tid til en omgang alternativ metal der genremæssigt læner sig op ad bands som Tool og Isis. Lidt i elleve var det blevet det jyske band Boils tur til at vise, hvad de havde i posen. Det skulle vise sig at bandet havde en del nyt i en forholdsvis stor pose. Med en ny guitarist og et nyt album under armen, havde bandet nok at byde på. Under Anoxia og den efterfølgende pause havde en del flere mennesker fundet vej til Råhuset, hvilket resulterede i, at bandet havde fået en næsten fuld sal at spille for. Boil indtog den samme start position som de tidligere to bands, og oplevede startproblemer med for lav lyd på såvel vokal som leadguitar. Det blev dog ændret, og bandet formåede herefter at live godt op i publikum, via et vel arrangeret udbud af deres gamle såvel som nye materiale. Der blev spillet med en fed energi og perfekt nerve. Til trods for start problemer, fik bandet opbygget en fed koncert og formåede at vise en god profil. 4 ud af 6 til Boil.

Aftenens sidste navn, var det netop pladeaktuelle Psy:code. Fra alternativ metal, flyttede genren sig mod den mere hissige thrashede hardcore metal. Med entre på scenen foran den nu tætpakkede sal ca. kl. 23, skulle det hurtigt vise sig, at Psy:code skulle være det fjerde band med lydproblemer. Med en mudret vokal og en lettere utydelig leadguitar startede bandet ud for at levere aftenens mest energiske koncert. Der blev brølet igennem, headbanget og gjort alt for,at publikum skulle komme i gang. Samtidig blev leadguitaren rettet til, mens vokalen dog forblev en smule mudret og utydelig. Sidstenævnte skadede dog ikke så meget, da brøl og growl trods alt normalt heller ikke er videre tydeligt. Deværre for Psy:code var deres koncert den koncert, hvor Råhusets lydproblemer gjorde sig mest gældende, og meget af koncerten kom desværre til at fremstå som en mudret masse fra et meget energisk band. 3 ud af 6 til Psy:code.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed