fbpx

Copenhell har offentliggjort 6 nye bands, inkl. Anthrax, Monster Magnet og Bad Religion

Copenhell har offentliggjort 6 nye bands, inkl. Anthrax, Monster Magnet og Bad Religion

Copenhell forsætter med at tilføje kvalitets musik til sommerens program, denne gang er der bl.a. blevet plads til thrash veteraner, punk legender og stoner rock.

De 6 nye bands på programmer er ikke mindre end Anthrax, Sepultura, Monster Magnet, Bad Religion, Clutch og danske Redwood Hill.

 

Festivalen skriver: 

”Yderligere seks massive navne tilføjes programmet til Nordens vildeste festival

Med offentliggørelsen af endnu en samling stærke navne understreger COPENHELL, at det kommende femårs-jubilæum som Nordens vildeste festival tages gravalvorligt.

COPENHELL er derfor stolte af at kunne præsentere følgende bands på årets festival:

ANTHRAX, SEPULTURA, MONSTER MAGNET, BAD RELIGION, CLUTCH og REDWOOD HILL

De seks nye navne tilslutter sig listen af berygtet kvalitetsmetal, som publikum kan opleve på COPENHELL 2014. Mange flere navne vil blive afsløret de kommende måneder, og dermed gøre årets COPENHELL-brag til det absolut
største i festivalens historie.

Men COPENHELL er ikke kun en kaskade af kvalitets-metal. Specialdesignet hangouts, vilde sideshows, live metal karaoke, smadreland, ild, Europas mest hardcore Biergarten-fester og meget, meget mere gør hvert år COPENHELL til en inspirerende helhedsoplevelse for dedikerede headbangere og rockfans fra ind- og udland. I år bliver ingen undtagelse.

Billetter er i salg nu, og der er stadig mulighed for at sikre sig adgang til camping-området med opslået COPENHELL-telt.

De tre dages metalfest finder sted på Refshaleøen i København 11-13 juni, 2014.

Anthrax
Som en af The Big Four er der ingen tvivl om, at amerikanske Anthrax har orden i meritterne. Efter et koldblodigt leveret thrash-brag på COPENHELL i 2012, er der ingen tvivl om, at groove-pusherne vil rive festivalpladsen fra hinanden på ny med deres melodiske og no-nonsens metalskæringer. Udødelige album-klassikere som ”Among the Living” og ”Persistence of Time” har leveret thrash-hits på stribe, og de får selskab af nye magtdemonstrationer fra bandets seneste skive med den, for COPENHELL, passende titel ”Worship Music”. Tilbage i front for New Yorker-kvintetten er forsanger Joey Belladonna, og sammen med den legendariske riff-minister Scott Ian og bundsolide Frank Bello på bas, vil der være garanti for absolut mosh-venlige metallussinger.

Sepultura
Gør plads til dødsthrasherne fra Sydamerikas underverden. I 30 år har Sepultura shredded sig gennem karrieremæssige op- og nedture, og i processen skrevet nogle af de mest banebrydende album i metal-genren. Tre årtier senere er Brasiliens uregerlige rødder tilbage med endnu mere brutalitet og fart. Bandets nyeste og komplet hæmningsløse album, ”The Mediator Between Head and Hands Must Be the Heart” lukkede effektivt munden på kritikerne med en blanding af barbarisk dødsmetal, brasser-groove og halsbrækkende thrash. Pladen fik topanmeldelser, og cementerede en gang for alle, at Sepultura i den grad er et band, som man ikke kommer uden om. Gør dig klar til en rasende tour de force gennem Sepulturas hårdeste og mest hæderkronede metalspark til fjæset.

Monster Magnet
”We’re Stoned, What Are You Gonna Do About it?”. Sådan lyder titlen på en af Monster Magnets første demobånd i slutfirserne. Sætningen passer stadig perfekt til bandets fuck you-profil. Monster Magnet er en af de tungeste drenge i stoner rock-genren, og det er ikke uden grund. Med umiskendelig cockrock coolness, der udtryksmæssigt svinger lige fra braget af en rørbombe i en trappeopgang til psykedelisk syretur i det indre, er Monster Magnet en oplevelse af ægte rock n’ roll-kaliber. Dave Wyndorfs vokal er af en kvalitet, så selv mørkets fyrste er misundelig, og sangskrivningen af en klasse, der får dødsenglen til at tage guitartimer. Monster Magnet har startet motorerne, og leverer soundtracket. Det eneste du skal finde ud af er, hvor rejsen skal gå hen?

Clutch
De amerikanske sejtrækkere har gennem årevis med konstant turnévirksomhed tiltrukket sig fortjent opmærksomhed. Med en potent blanding af sydstatsrock med stoner-influenser og rigelige mængder tekster om texas, trucks og bajere, har Clutch efterhånden opnået en næsten kult-agtig status i metalmiljøet. Med stort skæg og en forkærlighed for overalls og massive kubik har bandet indtil videre groovet sig gennem 10 album siden begyndelsen i 1990. Men med Clutchs seneste udgivelse, ”Earth Rocker” har den funky tilgang, som drengene ellers har eksekveret deres skæve beats til, veget pladsen for et mere straight up og hurtigere rock-udtryk. Et skridt i den rigtige retning, hvis man skal tro anmelderparnassets samlede dom, og det er også svært ikke at overgive sig til den charmerende attitude, når de her bonderøve fra helvede fyrer op for festen.

Bad Religion
Med deres ultra-melodiske punk rock har Bad religion gennem 35 år indtaget pladsen som genrens absolutte fyrtårn. Og de har ikke sat farten ned – tværtimod. Albummet ”True North” (2013) understregede med al tydelighed, at alle bandets kendetegn er intakte – den massive brug af kor, de hurtige og melodiøse kompositioner og ikke mindst forsanger Greg Graffins raffinerede og samfundskritiske tekster. Med ikke mindre end 16 album til at bakke sig op, har Bad Religion gennem årene opbygget en die hard fanbase, der stadig formår at vokse støt for hver plade de californiske punk rockere tæsker sammen. Med et gennemsnit på ca. 2 minutter og 30 sekunder pr. sang, er der lagt op til et maraton pogo-kaos foran scenen, når en bølge af klassiske punk-anthems vælter COPENHELL.

Redwood Hill
Danske Redwood Hill har gennem længere tid imponeret metalfans med deres voldsomme post-black metal. Bandet blev da også den første vinder af Politikens nyindstiftede Metal heart-pris, som i starten af året blev uddelt til upcoming-arrangementet When Copenhell Freezes Over. Redwood Hills tonstunge og rasende metal fremkaldte respekt blandt både fans og branche, og det landede bandet en plads på dette års COPENHELL. Missede du Redwood Hill, da de spillede på festivalen i 2012, har du nu muligheden for at opleve dem vælte Pandemonium-scenen. Denne gang ikke som underdogs, men som et af Danmarks absolut mest hypede upcoming metalnavne.”

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.