Nothing More endte med at aflyse sidste år på Copenhell, men fik heldigvis en chance mere da de tog over for While She Sleeps, der beklageligvis (også) aflyste – men med på et afbud eller ej, så er de klar til at give den fuld gas. Bare tag introen, som er af elektronisk karakter kombineret med lidt trommelir på det opstillede grej de har med – det samme monstrum som vi sidst så i Pumpehuset.”Do You Really Want It?” og ”Don’t Stop” åbner derefter på…

En video-seance af diverse overskrifter om Ozzys vilde liv, vampyr-billeder og des lige, samt en grande intro inden mørkets prins kommer til syne – eller sagt på en anden måde: ”jeg dør aldrig!”. Så er showet i gang. Men Ozzy... kan du stadig noget? Al respekt og ære for din historie, og ikke mindst indflydelsen fra Black Sabbath til metalmiljøet – men det er nok tid til at trække stikket nu.At begynde det hele med ovenstående, for så bagefter at tale næsten søvndyssigt til publikum...…

“Skru op, hva!” tænker de fleste af os nok til at begynde med. Dét, og så hvor cool / afslappet man kan være når man går på scenen uden noget som helst palaver og bare kaster sig direkte ud i det? Rimelig fucking cool. Og med højere volumen og et par klassikere senere, så ser det godt ud. Der er fyldt enormt pænt ud, men når Alice In Chains er forbi så sjældent (sidste gang var på selvsamme plads for fem år siden) så forstår…

Så bliver det heller ikke mere moderne. At blande elektronisk musik med metal er ikke nyt, bare tag Enter Shikari eller Horse The Band som eksempler: vidt forskellige, men med nogenlunde samme udgangspunkt. Og så er der Crossfaith, de skøre, festlige japanere. På trods af at bandets ene bil åbenbart ”nærmest eksploderede” på den tyske autobahn dagen forinden og trommeslageren først blev afvist at gå i land fra færgen, og derfor blev forsinket og først ankom til Copenhell for ni minutter siden – ja så…

Så mødes vi igen, døvtoner (undskyld...). Er det så i dag, at det hele skal gå op i en højere enhed? At I endelig får den lyd der fortjenes? Med et fokus på gamle sange, primært fra ”White Pony”, er omstændighederne i hvert fald lagt for et godt show. Og med de tre første sange i streg alle fra ”Around The Fur”, så tegner det jo virkelig godt.Men så kan der sommetider ske det, at man står og tænker, at man bare ikke fatter ”det”…

At tro, at der ville være proppet så tidligt på dagen var nok ønsketænkning, men ledt an af den altid hyperenergiske forsanger ser Natjager ikke ud til at bekymre sig det mindste – så selvom det er en relativt lille flok der er mødt op, føles det som om, at bandet kunne spille foran tusind mennesker. Kort sagt, Natjager er langt mere selvsikre og sammentømrede end for et år siden og dertil er der nu fuld kontrol over teknikken ift. den kendetegnende autotune-vokal.Generelt vokser bandet…

Puha, det er blevet koldt. Blæsten er mindre herskende, men både bidsk og skarp og en god del er smuttet hjemad – eller i hvert fald ikke at finde her. Jeg kan heller ikke undgå at spørge mig selv om, hvad jeg egentlig laver: Bullet For My Valentine har for længst haft deres storhedstid, deres foregående shows har været noget nær ligegyldige og vi skal slet ikke snakke om kvaliteten af deres tre-fire sidste plader. Alligevel ender koncerten med at være ganske fornøjelig, tro det…

”De nye stjerner, der er det her band i blandt, det er helt sikkert” – sådan kan man opsummere både festivalplakater og overskrifter fra de sidste års tid. Når Iron Maiden, Judas Priest, Ozzy, Slayer og lignende går på pension indenfor det næste årti, hvem skal så overtage? Jeg håber i hvert fald ikke, at det bliver bands som Avenged Sevenfold (fra nu af A7X) og Five Finger Death Punch. For nok så meget som musikken kan diskuteres, så lidt kan deres koncerter: de er…

Ace of Spades brager udover højtalerne og varsler starten med den glimrende ”The World Is Yours”. Allerede herfra er det en betydeligt mere selvsikker fremtræden der diskes op med sammenlignet med fire år siden. Sætlisten er ikke markant anderledes, men Arch Enemy spiller simpelthen bare bedre sammen – eller mere overbevisende. Alissa er i sandhed faldet godt til.Den kraftige vind er stadig en hindring, men der er en del bedre styr på lyden ift. tidligere, og så begynder lysshowet også stille og roligt at komme…

Det her kunne have været så godt – i mørke, indendørs, uden forstyrrende elementer som sol og vind. Zeal & Ardor er bundseriøst, men det musikalske udtryk står svagt her i dagslys og hvortil lyden bliver kastet til højre og venstre, så det lyder upræcist og mudret. Det lægger en dæmper på sagerne, ikke mindst hvis man bare står lidt væk fra scenen.Det er dog en pæn mængde der er dukket op, men mange virker mest af alt til at være her for at se…