fbpx

U2 - Royal Arena, 29.09.18

U2 - Royal Arena, 29.09.18

Lige siden det dengang næsten ukendte irske band optrådte på Roskilde Festival i ’82 har bandet været en særlighed i en dansk kontekst. Vi fortæller os selv, at det var dén optræden der gjorde, at U2 blev propelleret fremad mod den berømmelse de i dag (retmæssigt) nyder. Jeg er slet ikke gammel nok til at vide om det er korrekt, eller måske en anelse overdrevet, så dén tankestrøm vil jeg ikke bevæge mig videre nedad. Det er dog sikkert og vidst, at det nu er otte år siden U2 var her sidst og at det er ikke mindre end 13 år siden deres sidste visit i hovedstaden.

U2:
Forventningerne er derfor høje, både i dag og til morgendagens ekstrashow, begge udsolgte for længst. Både fordi det er lang tid siden, men også det faktum, at U2 igennem stort set hele deres levetid har gået op i, at levere en optræden udover det forventelige (deres 360°-tour fra 2009-2011 er stadig den bedst sælgende på verdensplan). Denne gang er det en efterfølger til ” iNNOCENCE + eXPERIENCE tour” fra 2015, nu navndøbt ”eXPERIENCE + iNNOCENCE”, og begge i forbindelse med U2’s seneste og 14. album, Songs of Experience. Okay, så er vi ligesom på plads.

Royal Arena er proppet til bristepunktet fra gulv til siddepladser. Selv får jeg en fantastisk udsigt fra siden, og er et kort øjeblik glad for, at jeg ikke står som sild i en tønde på gulvet. De tanker bliver mere og mere udsagte som klokken slæber sig af sted: U2 skulle have været på scenen kl. 20:00 præcis, men der går hele 25 minutter inden der sker noget. Men så løfter der sig også en slags magi i luften som den aflange storskærm i midten af salen langsomt begynder at lyse op – og herefter er alle tanker om forsinkelse og sild-i-tønde som forduftet. En strøm af kraftige billeder af ødelæggelse fra forskellige krige og konflikter strømmer over skærmen, men alligevel med en vis opmuntrende underlægningsmusik, inden en kort del af talen fra ”The Great Dictator” dukker op. Herfra skifter billederne til et mere moderne islæt over f.eks. Trump, Putin og #MeToo alt imens Chaplins slagkraftige røst om, at tage magten tilbage fra diktatorer til folket brøler ud i rummet.

Så er vi i gang. Via nettet kunne man lade sig forstå, at første halvdel af koncerten ville se bandet spille ”indeni skærmen”. Det viser sig, at det skal forstås bogstavelig talt da det under åbneren ”The Blackout” afsløres, at U2 rent faktisk står inde i, ja, skærmen. Og spiller, altså. Herefter vender de snuden mod scenen bortset fra Bono der beder om ”vores lys”, og det får han i overflod, inden han ender på det runde podie for enden af storskærmen (i højre side af salen, selve scenen er til venstre).

Og nu da de første indtryk har indfundet sig kan man læne sig en anelse tilbage og bare lytte. Det er noget af den bedste lyd arenaen har præsteret, kan jeg hurtigt konkludere. I virkeligheden er det faktisk næsten for pænt, for vellydende, hvilket er en mærkværdig kritik i en koncertsituation, for det skal jo lyde godt, ellers kan det næsten være ligemeget. Det er også sandt, det er blot utroligt hvor kontrolleret det lyder: guitaren går direkte og ubesværet i øregangene, trommerne buldrer ikke det mindste og vokalen... okay, givet, den er måske en lillebittesmule for lav i mixet (men jeg mistænker, at det handler mere om Bono end det tekniske aspekt). Helt overordnet mangler der en vis oomph! for, at det står perfekt – men der er altså latterligt kort derhen, og igen må jeg understrege hvor godt det lyder. Hatten af for den lydtekniker.

Alle fik ved indgangen udleveret et papir med en farve på og i ”Beautiful Day” kan man se resultatet: et dansk flag vejer smukt og en anelse skævt overfor mig, mens vi på denne side står med et irsk. Det er både en fin idé og måde til at få publikum involveret i foretagendet. Ikke at Bono behøver det, han er stadig en showmand uden lige. ”Giv mig lys!”, og der er lys. ”Op med hænderne, København!”, og hænderne er i vejret. Og det endda uden at ty til de visuelle tricks konstant: storskærmen kører naturligvis meget af tiden, så der er noget at se på, men det er altid ift. en specifik sang eller tema. I samme omgang er de tre andre herrer der udgør U2 fint tilfredse med at stå i baggrunden. Og det er helt fint. Det viser sig faktisk som en overordnet tilgang hele vejen igennem, at U2 ikke nødsager sig til at have en særlig gimmick ved hver eneste sang (Coldplay, jeg kigger på dig). De behøver ikke hoppe og springe, for musikken kan sagtens bære det uden. Det gør, at man har mulighed for at tage det ind, nyde det, opleve det – slappe af i det. Selvfølgelig ER det planlagt ned til mindste detalje som da Bono vandrer ned af den i-storskærmen-skabte vej i ”Cedarwood Road” eller når ”Copenhagen” indsættes forskellige steder i teksterne. Eller at de forskellige anekdoter helt sikkert er sagt mange, mange gange før. Selvfølgelig er det planlagt. Men der er midt i det tilpas meget plads til den nøgne livefremstilling så det ikke kammer over i et visuelt cirkus uden lige. De animerede seancer på storskærmen er en fryd at lade sig opsluge af, alt imens musikken vellydende og ubesværet bevæger sig ind og ud af øregangene – fordi de ikke er i vejen, men supplerer frem for at overtage fokus.

En times tid senere skifter U2 fra den store scene i venstre side til den lille og runde i højre del af salen, som Bono tidligere alene af og til stod på (som nu også aktiveres med symboler, billeder og lignende direkte under bandets fødder). Nu kan alle således få et godt blik på dem, og i den første sang er der en forhøjet begejstring af spore iblandt publikum. Ikke at det ”behøves”: publikum har været rigtig godt med fra den første anslåede tone, om det så er nyt eller gammelt, roligt eller med mere gang i den. Her på siddepladserne er det i samme omgang voldsomt begrænset hvor meget man reelt får lov at sidde ned, for halvdelen af tiden står alle op alligevel. Rygterne om Bonos storhedsvanvid var måske sande engang, men ikke i aften. Her er det i stedet en ganske selvrealiseret frontmand vi møder. I en længere introduktion til ”Vertigo” beretter han med ironi og store armbevægelser om, at man som ”indbildt rockstjerne ikke er bedre end de virkelige helte som skolelærere, brandmænd og pædagoger”. Det er nu ret forfriskende med et band der kan se tilbage på fortiden og med åbne øjne samt humor berette om, at ja, vi tog sgu munden for fuld – det har vi lært noget af, den rejse.

Det bringer os jo også meget naturligt til det politiske, for også her har bandet og især Bono taget ved lære af fortiden (eller i hvert fald reageret på den). Der gøres med ironisk distance grin med burka- og smykkeloven under ”Acrobat”, mens personer som Viktor Orbán, Marine Le Pen og Jimmie Åkesson ”hyldes” da Bono via storskærmen for en stund transformeres til Macphisto (deres egen figur baseret på Mephisto/Mephistopheles, den onde dæmon). For mit vedkommende tager jeg dette teaterstykke over storslåede (og til dels selvhellige) taler til hver en tid. Disse politiske intermezzoer er også tilpas korte og spredte til ikke at afbryde flowet, også selvom de opstår flere gange. Her i ”Acrobat” er det med en spydig distance, som teaterformen bl.a. kan skabe, mens det tidligere under ”The Ocean” glider ubesværet fra en personlig fortælling centreret om Middelhavet om bl.a. at se ens børn vokse op – for så at hoppe til billeder af flygtninge på flugt over selvsamme hav, hertil med billeder af børn ind imellem. Et sted efter ”Acrobat” stikker det politiske væsen sit hoved op igen, denne gang med klip først af indvandrerkritiske toner for så, igen gnidningsløst, at slå over i ”Refugees welcome!”-demonstrationer alt imens Bonos indtrængende røst når os med ordene ”this is who we are!”. EU får også en (uironisk) kærlig hilsen med på vejen, da der vises helikopterbilleder af forskellige byer som så falmer ud og bliver til gule stjerner på et blåt lærred, og det danske flag smelter i samme omgang til ét med det europæiske. Der tages til sidst beskik af #MeToo-kampagnen via ”Women of the World”-højtalerkoret, der åbner encoret inden ”One” kryber ud over højtalerne og også får en kort politisk bemærkning med på vejen.

Man slipper altså ikke for politik i aften, men havde man regnet/håbet på andet var det nok også et utopisk ønske. Men det kammer ikke over på noget tidspunkt, ikke rigtigt. Og som vi kommer længere og længere ind i aftenens forløb skiftes der nu ubesværet fra scene til scene, fra det politiske til det personlige. Vi når så til førnævnte ”One” der udgør en trio af sange inden Bono på egen hånd lukker og slukker. Resten af bandet har uden man rigtigt har bemærket det nemlig allerede forladt scenen, så frontmanden takker os alle fra midten af salen, synger sidste vers, og forlader så hallen via en brandudgang – Bono has left the building. I de næste ti-tyve sekunder er der mørke – og stilhed. Den skønneste stilhed, hvor alle holder vejret og tager det hele ind. Kommer der mere? Nej, det gør der ikke.

Sjældent har jeg oplevet, at en tours navn er så korrekt som i aften. Det er nemlig først og fremmest en oplevelse, det er ikke ”bare” en koncert eller et show, det er mere end det og som aftenen skrider fremad bliver vi blidt og behageligt, ja sommetider næsten umærkeligt, ført længere og længere ind i U2’s univers hvor alle er venner og hvor der ikke er nogen problemer og der er plads til alle og verdens folk er én. Et andet navn for dét ville være naivitet – eller uskyldighed. Således ved vejs ende, og vi kan alle gå ud i den barske og virkelige verden, hvor svarene ikke er så simple. Men hvad er musik, og deraf koncerter, hvis ikke eskapisme af en art? På den måde giver U2 i aften, foruden de mindste og nærmest trivielt ligegyldige småting, en af de bedste oplevelser jeg nogensinde har haft. En af de der i sandhed magiske oplevelser, hvor det kun er det lige foran én der har betydning og hvor man er komplet opslugt. Ja, det er blot et selvskabt rum, men det er okay at drømme, også når man hedder Bono og når man hedder U2.

Sætliste:
1) – The Blackout
2) – Lights Of Home
3) – I Will Follow
4) – All Because Of You
5) – Beautiful Day
6) – The Ocean
7) – Iris (Hold Me Close)
8) – Cedarwood Road
9) – Sunday Bloody Sunday
10) – Until The End Of The World
11) – Elevation
12) – Vertigo
13) – Even Better Than The Real Thing
14) – Acrobat
15) – You're The Best Thing About Me
16) – Summer Of Love
17) – Pride (In The Name Of Love)
18) – Get Out Of Your Own Way
19) – New Year’s Day
20) – City Of Blinding Lights
Encore:
21) – One
22) – Love Is Bigger Than Anything In Its Way
23) – 13 (There Is A Light)

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: U2
  • Karakter: Karakter: 5.5
  • Koncert dato: Lørdag, 29 September 2018
  • Koncert sted: Royal Arena
  • By: København
  • Genre: Rock

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.