fbpx

Tobias Trier

Tobias Trier

Jeg er taget på spillestedet Huset i Magstræde for at høre Tobias Trier i aften, og i sammenhæng med koncerten har han indvilliget i at give et interview på dette hyggelige spillested.
Desværre har Tobias mistet sin mobiltelefon i løbet af eftermiddagen, så han har ikke modtaget mit opkald der skulle minde ham om at han havde et interview med mig, og vi kommer først sent i gang med interviewet. Men da det først kommer i gang får jeg nogle gode informationer om hans nye plade der udkommer i foråret.
Jeg har set på plakaten inden jeg ankommer at koncerten ser ud til at være lidt anderledes i forhold til besætningen end den plejer, hvilket jeg lægger ud med at spørge Tobias om. Han svarer at det er rigtigt – de plejer at være fire mand på scenen, men er kun to i aften. Jesper Pyskov, der har været trommeslager i Tobias Triers band siden 1998 er den eneste der er med i aftenens koncert, og han tilføjer at han faktisk har været med til hver eneste koncert han har spillet hele året (2005).
Jeg spørger ham, om det bliver en utraditionel koncert, når nu har kun har en musiker med på scenen, hvilket han svarer ja til. Han tilføjer at der nogle gange kan komme til at mangle lidt i lydbilledet, men i forhold til intimiteten mellem musikerne og sammenspillet når de kun er percussion og akustisk guitar, bliver det en spændende koncert.

Da det er min første koncert med Tobias Trier, spørger jeg ham om han har for vane at variere sine koncerter i forhold til stedet han skal spille, atmosfæren og publikum. Han svarer at det gør han, og at han også plejer at tage tiden med som en faktor – han har skrevet tre julesange som han vil fremføre til aftenens koncert også. De er oprindeligt blevet skrevet til og fremført af et kor torsdagen før i frihavnskirken på Østerbro, hvor der var seks sange, og tre af dem har han så taget med i aften og vil fremføre dem. Det skifter meget hvordan han har lyst til at indrette sine koncerter; han fortæller at han lige har været på en turné i oktober med orkester, hvor de har haft en masse instrumenter og programmering og sampling med, hvilket var meget sjovt, indskyder han, men har også begrænset hans sceneoptræden lidt, fordi han hele tiden har skulle koncentrere sig om, hvorvidt teknikken var klar. Derfor har han valgt at spille med færre musikere og uden programmering denne gang.

Jeg spørger ham om aftenens koncert kommer til at trække på hele hans katalog af plader. Han svarer at de alle sammen bliver repræsenteret, og at koncerten også bliver krydret med sange fra hans kommende plade, som er et soundtrack til en spillefilm. Han indskyder at filmen har premiere den 28. april, den hedder Grønne Hjerter (har jeg efterfølgende fundet ud af), og han regner med at soundtracket udkommer en uge eller to før filmen har premiere. Han fortæller at det kun er ham der har skrevet sange til soundtracket, der både indeholder sange, og også baggrundsmusik til filmen. Han siger på tidspunktet hvor jeg interviewer ham, at filmen ikke har nogen titel endnu, men at det er instruktøren Preben Lorentzen der har lavet filmen.
Han fortæller at filmen handler om tre cykelbude i København og er en kærlighedskomedie. Jeg spørger om den er meget i stil med de danske (kærligheds)komedier, der er kommet en del af efterhånden. Det er den ikke, svarer han. Den bevæger sig specifikt indenfor et drenge- scoreunivers og den jargon der er iblandt fyre – det er en stil man ikke rigtig har set før i danske komedier, da de ofte er set ud fra et mere feminint synspunkt, som f.eks. Den Eneste Ene, fortæller han. I øvrigt fortæller han at filmen er lidt alternativ, set ud fra at den har et meget lille budget og kun har Marina Bouras med som eneste kendte skuespiller – og hun har kun en birolle i filmen.
Jeg spørger ind til hvordan det har været at lave musik til en film. Han svarer, at han normalt komponerer meget ud fra sit eget liv, og at der er nogle bestemte rammer han forholder sig til i den måde at skrive på. Han vil gerne skrive tekster han kan stå inde for, så de kommer ofte til at handle om noget konkret, og han mener også at tekstarbejdet om hans eget liv kan komme til gentage sig selv, i forhold til de følelser han skriver om, men han kan også godt blive lidt forsigtig i sine tekster. Han kan derimod i filmen skrive nogle helt andre ting, når det nu er nogle andre menneskers liv han skriver om, blandt andet utroskab. Det mener han ikke vil være så hensigtsmæssigt at skrive om i sine ”egne” tekster, men på soundtracket kan meningen i teksten forklares i forhold til at det er en anden person han skriver om – siger han med et lille grin. Raseri er også noget han synes har været sjovt at skrive om, da han normal ikke er rasende, hverken i sine tekster eller på scenen, men når han ser en figur i filmen der udtrykker den følelse er det oplagt at skrive en sang om det.
Han synes det er ret fedt at kunne skrive nogle sange der handler om nogle andre ting end dem han normalt skriver om, tilføjer han.
Jeg spørger ham om han tror at arbejdet på filmmusikken har fået ham til at se nogle nye arbejdsmetoder eller måder at skrive på som han vil bruge fremover. Han fortæller at han faktisk har været nødt til at producere hele pladen selv, fordi filmen har haft så lavt budget og i starten var så meget en undergrundsfilm at der simpelthen ikke har været råd til at hyre en producer til pladen. Han skynder sig at tilføje, at der er blevet lavet ny aftale på filmen om at den kommer ud i de store biografer, så den har ikke helt den samme undergrundsstatus som før.

Jeg skifter emne og spørger ham om han er meget ude at turnere, da jeg ikke umiddelbart har set ham på så mange plakater. Han svarer at han faktisk turnerer rigtig meget. Han er på turne mindst en gang om året og spiller ofte på festivaler om sommeren også. Han fortæller at han har et bookingbureau baseret i Århus, så han spiller faktisk også mange koncerter i Jylland, specielt på de regionale spillesteder – han tilføjer at han faktisk har spillet seks udsolgte koncerter på Bornholm i løbet af 2005, så han kommer rigtig meget rundt i landet.
Nu hvor han fortæller at han spiller så mange koncerter som han gør, og jeg ved han ret ofte indspiller plader, spørger jeg ham om han kan leve af sin musik som situationen ser ud. Han svarer, at det kan han faktisk godt. Han er medlem af en A-kasse som musiker og får af og til supplerende dagpenge, men han har også perioder hvor han skriver musik og derfor ikke kan tage ud at spille. Men langt det meste af tiden er hans indtægt baseret på hans musik, og perioderne hvor han får dagpenge bliver mindre og mindre.
Nu hvor han efterhånden har placeret sig lunt i svinget i den danske musikscene med tre pladeudgivelser spørger jeg ham om han har fået et fast og tiltagende publikum der køber hans plader hver gang. Han tilføjer at han har lavet to plader ud over dem der kan fås i handlen, den første lavede han selv i 1998, hvor en del af numrene er med på Bag De Blå Persienner, og den anden er musik til et teaterstykke, Hr. Bohm og Silden fra 2003, men ingen af dem er ude i offentlig handel. Han svarer at han visse steder på Bornholm mærkeligt nok har et tiltagende publikum, men ellers vil han sige at han har et stabilt publikum. Det viser aftenens koncert også på den måde at der er 100 mennesker får at høre ham uden han er aktuel med en plade eller på nogen anden måde for tiden. Så han siger at det er ret flot at der dukker så mange mennesker op når det er omkring to år siden hans sidste plade blev udgivet – og han tilføjer at der faktisk var 380 mennesker på lille Vega for to måneder siden. De mennesker der bliver ved med at komme til hans koncerter selv om han ikke har udgivet plader for nylig er dem, der går ind på hans hjemmeside jævnligt for at se hvor han spiller blevet et godt og stabilt publikum som vi også kan se til aftenens koncert.
Tobias fortæller også at han efter hver udgivelse har kunne mærke at han bliver mere og mere sikker på scenen, og mere sikker i det at lave musik. Det giver ham en rutine som ikke gør at han er nervøs hver gang han går på scenen, men mere spændt og begejstret i stedet for.

Nu hvor han er søn af Troels Trier er det meget oplagt at spørge om han fra barn af har haft nogle musikalske muligheder i forhold andre musikere, og at han måske er blevet båret ind i musiklivet mere end andre børn. Han siger at han har følt at han har haft nogle større muligheder i sit miljø, simpelthen fordi der har været forståelse for det at skrive musik. Da hans forældre blev skilt i 1980, efterlod faren et lydisoleret kælderlokale i huset, hvor han så blev boende sammen med sin mor og sine søskende. Der har han kunne spille på nogle instrumenter som hans far har givet ham efterhånden. Han begyndte med et lille trommesæt da han var 7 år og fik undervisning i det. Efterhånden kom der flere instrumenter til som han har kunne larme på sammen med sine venner, så han mener helt sikkert det har givet ham nogle muligheder og har betydet at han på et tidligt tidspunkt har været glad for at spille.
Jeg spørger ind til om han har følt et pres mod at skulle spille musik – mest om omverdenen har forventet at han begyndte at spille musik. Det siger han klart nej til, og at han faktisk synes det virker omvendt på den måde, at når man har en far der fylder så meget indenfor musik, er der ikke umiddelbart nogen specielt grund til at han skal begive sig ud i det, når han fylder så meget som han gør. Han vil omvendt sige at han har kunnet overraske positivt ved at spille musik for de folk han er stødt på. Det er sådan han selv oplever det indskyder han. Han ved ikke om andre synes det har været forudsigeligt, eller ligefrem forventet at han skulle spille musik. Men Tobias vil sige at han nok i endnu højere grad end andre har skulle sikre at musikken var hans egen, og være omhyggelig med at der er nogle kvaliteter i musikken, for der er altid den risiko for at man får noget falsk opmærksomhed når man er søn af en kendt person, siger han. Det gælder om at komme ud over den og komme til den vigtige del af det som jo er musikken. Han mener også at musikken skal have en større gennemslagskraft fordi den skal kunne gå igennem den effekt der ligger i at ville ”se giraffen”.
Jeg stiller ham et andet spørgsmål i forlængelse af hans svar, om den musikalske kvalitet – og den store bredde - der åbenlyst ligger i hans musik er præget af at han ”låner” fra mange forskellige genrer. Det mener han ikke, siger han. Han mener derimod at det at han ikke har kunne finde ud af at holde sig til en genre, blandt andet fordi han ikke har kunne koncentrere sig om at spille et instrument. Men den ”forvirring” hos ham selv har ført til den stilforvirring i musikken, men som samtidig også er en af hans positive sider, fordi han fornyer sig, er alsidig og udforsker forskellige universer i musikken. Men han kan godt i nogen grad se at hans blandede stil gør at han ikke når ud til det brede publikum, fordi folk har svært ved at finde ud af hvad han laver. De finder ud af det ved at høre en cd eller komme og høre en af hans koncerter, men de finder ikke ud af det ved at høre et tilfældigt nummer i radioen. Han mener at det i det lange løb vil være en god ting, fordi han så har en frihed til at bevæge sig forskellige steder hen i musikken.
Jeg indskyder, at så kunne man måske forestille sig at han har mere langtidsholdbarhed end så mange andre kunstnere. Tobias siger, at måske kunne man også sige at det gør at det hele er rimelig overfladisk, ud fra hvilken vinkel man ser det fra.
Jeg spørger ham om han har noget nyt i støbeskeen ud over det soundtrack han udgiver som næste plade. Han siger, at efter han har udgivet den nye plade 1. april, vil han gå i gang med at lave en studieplade.
Jeg spørger om han har forestillet sig et tidspunkt hvor den kunne være færdig eller om han tager stilling til det når pladen er indspillet. Han siger at det afhænger af hvor meget der sker, i forhold til hvad filmen og soundtracket kaster af sig. Hvis det bliver en stor succes vil det være naturligt at følge det til dørs ved at spille en masse koncerter i hvert fald året ud. Men hvis det viser sig at det er oplagt at kaste sig over noget nyt ret hurtigt, er han også allerede ved at forberede sig til det. Han skriver numre og har faktisk allerede taget kontakt til en producer med henblik på det album der skal komme efter soundtracket til Grønne Hjerter. På den måde er han i gang, siger han, men hvornår albummet kommer ved han ikke.
Jeg spørger ham om han ikke kunne finde på at vælge at producere sit næste ”eget” album selv, nu hvor han selv har lavet sit kommende album. Han svarer at han holder utrolig meget af at arbejde sammen med en producer. Han siger at han har været heldig med Anton Plesner og Halfdan E., så der er kommet et helt specielt univers omkring hans sange, som han ikke ville kunne finde på selv. Han tilføjer at når det samspil er der mellem produceren og ham, er det tit med til at skabe noget mere rum på pladen til at hans tekster kan udfolde sig mere, og pladen bliver ikke så endimensionel som hvis han selv ville vælge at indspille. Han indskyder at endimensionelt musik kan være fedt og fremhæver Lenny Kravitz’ første plade som helt fantastisk, fordi den er fuldstændig gennemført retro-rock. Men i hans tilfælde synes han produceren giver en ”luftighed” i musikken som er lige så vigtig.
Jeg kan fornemme at tiden er ved at være gået, og han snart skal til at gå på scenen, hvilket Tobias også giver mig ret i. Så jeg plukker et par spørgsmål ud og stiller ham på falderebet.
Jeg spørger ham om han har mærket noget til den debat der har været om populærmusikken og den lidt mere ”skæve” musik i Danmark i løbet af de seneste år. Han svarer at en af hans gode venner, Kenneth Thordal, som han også synes er en rigtig god sangskriver har været involveret i en slags krig mod P3 og den daværende formand for playliste-udvalget på radiostationen. Det har skabt en debat som skulle diskuteres i TV, så han har bemærket det. Jeg spørger om det er noget han har mærket direkte på sin egen krop, og han svarer at han synes generelt der er virkelig gode forhold for musik i Danmark. Der er rigtig mange musikere i forhold til vores befolkningstal i landet, og ufatteligt gode musikere. Vi skal være glade for det, for det er jo en slags velfærdsfænomen at så mange af os kan tillade sig at spille musik uden at dø af sult. Selvfølgelig kan det være ret svært at trænge igennem, men det er der ikke noget at sige til hvis man sammenligner med at der kommer 1000 plader om året i danske udgivelser.

Mit sidste spørgsmål til ham, bliver noget vi allerede har snakket lidt om i løbet af interviewet. Jeg spørger ham om den variation i stilarter der er på hans plader, som varierer en del fra plade til plade, er noget naturligt for ham, eller om han er bevidst om den udvikling der sker i hans musik fra plade til plade.
Tobias svarer, at det har lidt at gøre med den snak vi havde om hans producere. Han blev færdig på musikkonservatoriet i 1996, og derefter har han forsøgt at arbejde ret koncentreret med sin musik, både i form af at spille, indspille og få pladekontrakt. Men der skete ikke rigtig noget før han mødte en bekendt der hedder Anton Plesner, som er producer, der mente at de skulle prøve at gribe tingene an på en helt anden måde. Og det var først der musikken vakte interesse blandt andre mennesker, og der opdagede han først at det kan betale sig at kaste sig ud i nogle eksperimenter. Der sker nogle ting når man er heldig, og nogle gange får man ikke noget ud af det, men når man er heldig skaber man noget der er interessant, hvis man har tillid til at lægge sin musik i hænderne på en producer eller en der har nogle holdninger til ens musik. Han har fundet ud af at det ikke er sundt at høre for mange forskellige menneskers holdninger, men det er sundt at kaste sig ud i noget eksperimenterende og kreativt samarbejde med andre mennesker. Derfor skifter hans plader, fordi han har erfaret at det er det der virker bedst for ham. Det har måske noget at gøre med at hans sangskrivning spænder over meget, både humor, alvor, sarkasme og følsomhed. Han har selv svært ved at finde ud af hvad det rigtige at gøre, og der ligger nogle kontraster i hans sangskrivning som gør, at det ikke kan undgås at hans plader og numre bliver meget forskellige. Jeg siger tak for interviewet, og vi skynder os at tage afsked, nu hvor der ikke er særlig længe til koncerten skal til at begynde.

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Tobias Trier
  • Interview med: Tobias Trier: Sang, Guitar, klaver mm
  • Interview dato: Torsdag, 23 Marts 2006

Relaterede artikler

Mere i denne kategori: « Naio Ssaion Torchbearer »

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.