fbpx

The Raveonettes, Mini Mansions

The Raveonettes, Mini Mansions

Torsdag aften er generelt en god aften. Med weekenden lige for døren er det svært ikke at være i halvgodt humør. Denne aften fik humøret endnu et nøk op, da The Raveonettes indtog Vega sammen med Mini Mansions. Altså en aften der skulle byde på masser af alternativ rock, med en masse støj tilsat. The Raveonettes udgav tidligere på året deres syvende studie album, Pe’ahi, og det skulle blive spændende at høre den ganske fede skive fremført live. 

Allerede da dørene til Vega blev slået op, spredte en sløret tåge sig fra den store sal. Røgmaskinen havde stået tændt i forventning til aftenens gæster og bød publikum velkommen med varme, disede arme. Toppet af en diskokugle hængende midt i salen, kunne publikum finde sig til rette og afvente aftenens to navne.

 

Mini Mansions

Uden lys andre steder end på scenen, kunne amerikanske Mini Mansions gå på scenen til en halvfyldt sal, dog med publikum jævnt strømmende til. Flankeret af deres Mini Mansions lysskilt kastede bandet sig ud i deres kompositioner, med en let men stadig dragende energi. Om end numrene var ganske simple, blev de udført og leveret så publikums fokus blev fænget.

Selvom den del lykkedes, lykkedes det absolut ikke for bandet at spille en gennemført koncert. Det startede faktisk gabende kedeligt ud. Så kedeligt, at undertegnede var ved at falde i søvn og min ubekendte sidemand satte sig til at spille syv-kabale. Ikke just et tegn på succes. Det er var simpelthen for sødt og poleret. Koncerten og bandet manglede vildskab, lidt bid, eller måske bare det uventet. Elementer som heldigvis viste sig halvvejs inde i koncerten, hvor det lod til at bandet livede op. Her leverede de en række stærke og uforudsigelige skæringer. Specielt trommeslager og sanger Michael Shumans primalskrig fik, i kombination med lækker støjende bas, vækket undertegnede fra en sørgelig torsdagsdvale.

Herved en halv koncert der var kedelig og en halv koncert der rockede - selvom jeg godt kunne have undværet det halvlamme cover af Blondies ”Heart Of Glass”.

Det tog lidt tid at komme ind/blive lukket ind i Mini Mansions’ univers, men det var lyttet værd. I kontekst af aftenens hovednavn fungerede det californiske band rigtig godt, aka. en fin opvarmning med plads til forbedringer. 3,5 ud af 6.

 

The Raveonettes

Stille og roligt blev den store mængde opvarmningsgear trillet af scenen og efterlod kamppladsen ødet og gold. Strippet for alt unødvendigt og klar til indtagelse. Som altid var setuppet ganske minimalistisk i kontrast til musikken, der i aftenens anledning fremstod endnu mere bombastisk end normalt.

Kl. 21:35 invaderede duoen med tilhørende trommeslager scenen, og kunne skue ud over et godt pakket publikum, der ellers havde gemt sig godt i den mørke sal. Mens skyggerne dansede løs på den hvide bagbeklædning, bragede stroboskoplyset igennem, så man som tilskuer for alvor blev blæst bagover. En effektiv start. Visuelt passende og gennemført i forhold til bandets minimalistiske performance. 

I det hele taget havde The Raveonettes medtaget et fint sceneshow, taget genren i betragtning. Enkelte gange kammede det over, som da publikum blev bombaderet med en neongrøn bagbeklædning under et helt nummer. Mine øjne gik helt amok og jeg har næppe været den eneste. Diskokuglen kom naturligvis i brug og badede publikum i 80’er lys under et af duettens mere følsomme numre. Koncerten havde også en god overvægt af materiale fra bandets 2014 udgivelse Pe’ahi. Materiale der fungerede ganske godt sammen med ældre materiale. Trioen ”Endless Sleeper”, ”Sisters” og ”Killer In the Street” åbnede aftenen og det på storslået vis. Herefter bølgede aftenen videre i forholdsvise højdepunkter, dog med enkelte ligegyldige indslag. ”When Night Is Almost Done” blev fremført stilistisk og smukt, med Sune og Sharin alene på scenen i flot duet, og så var det ellers slut for aftenens regulære set.

Som ekstranumre blev det til ”Recharge & Revolt”, ”Kill!” og klassikeren ”Aly, Walk With Me”. Især ”Kill!” imponerede live, med en fandens tung bas og en nærmest 90’er drum’n bass rytme. Et nummer der helt klart gør sig bedre live end på pladen. ”Recharge & Revolt” virkede derimod en smule kedelig og malplaceret. 

Jeg tager sjældent til en koncert med The Raveonettes og kommer derfra med en negativ oplevelse. Heller ikke denne gang. Bandets nye materiale fungerede live, lyden i Vega var god og i det hele taget var der en god stemning. Koncerten var dog en del anderledes end normalen. Specielt det faktum at Sune i højere grad end normal lagde guitaren fra sig, og kastede sig over mikrofonen var et spændende nyt element. Det være sagt, var aftenens koncert ikke blandt de bedste jeg har været til med bandet. Men tæt på: 5 ud af 6.

 

  • The Raveonettes_3
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • The Raveonettes_2
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • The Raveonettes_1
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen

Se flere billeder her!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: The Raveonettes
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Torsdag, 11 December 2014
  • Koncert sted: Vega
  • By: København
  • Genre: Indie Rock, Noise, Rock

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.