fbpx

Nightwish - Valby-Hallen, 03.11.18

Tilgiv mig på forhånd: jeg er kæmpe fan. Så er det sagt. I sommers kom Nightwish forbi Copenhell som følge af deres ”Decades” tour: en tour med fokus på gamle sange, heraf primært fra ”Oceanborn”, ”Wishmaster” og ”Once” – dét som mere eller mindre har gjort Nightwish til det de er i dag. Det var derfor som gammel fan umuligt ikke at dukke op. Koncerten var dog præget af både lydproblemer, forbud mod ild og et semi-uoplagt band. Men nu er vi inden døre og først lige begyndt på shows post-festivalsæsonen, så betingelserne er i hvert fald bedre. Lad os se om det så er nok!

Nightwish:
Det starter godt. Så langt så godt. Der er i kontrast til Within Temptation for halvanden uges tid siden mere proppet, vi står tættere op af hinanden og det føles deraf mere som en slags indendørs stadionkoncert. Udstyret er også til det og modsat WT bliver hele scenen bragt i spil hos Nightwish, alt lige fra de kontinuerligt rullende baggrundsvideoer af sne, bjerge og lignende til bandets medlemmer der har fin bevægelse til det gennemførte pyrotekniske element: det er ikke så få øjeblikke hvor der er ild, fyrværkeri og/eller tyk røg fra scenen.

Det begynder dog noget mere roligt. Først ved en humoristisk gammelsmands-agtig intro med formaninger om, at nu skal vi tilbage i tiden, de gode gamle dage – og pak så den telefon væk! Vel modtaget, i hvert fald de første fem minutter. En nedtælling følger, fløjtespilleren mm. Troy Donockley starter alene ud med den smukke ”Swanheart”, men så kan der heller ikke teases mere: ”Dark Chest of Wonders” og ”Wish I Had An Angel” bliver skudt afsted, no fucks given – og masser af ild. Bonuspoint for nonchalant at lægge ud med deres bedste sang, det er sgu i orden. Det visuelle virvar fortsætter hele vejen igennem, og det er godt det samme. Stemningen er en enormt vigtig del af Nightwish’ identitet – det er derfor det virker her, og derfor det faldt igennem på Copenhell. Lyden er også en anden klasse end sidst, der er god bund og det er kun i de heftige stykker (som der så til gengæld er en del af i aften) hvor de finere detaljer ryger. Desværre, men som oftest jo en kondition ved en koncert.

Omdrejningspunktet for i aften er som tidligere nævnt de gamle dage. Og Nightwish er mestendels tro mod sit ord: kun fire ud af 20 sange er udgivet efter 2005. Så vi får både de semi-skrøbelige semi-ballader i form af ”10th Man Down” og ”Come Cover Me”, keyboardmani og sololir i bl.a. ”Gethsemane” og ”Sacrament of Wilderness”, en afskedshilsen til Tuomas’ barndom over små syv minutter i ”Dead Boy’s Poem” og Columbinemassakren dækket i ”The Kinslayer” (en sang jeg selv har ventet 13 år på at høre). Vi er faktisk helt tilbage ved debutalbummet fra 1997. Jeg mener, vi får ”Elvenpath”, sangen hvorfra det hele tog sin begyndelse. Vi får, må gud forbyde det, ”The Carpenter”, her ved Donockley i stedet for Tuomas’ stemme (dét var nok også et urealistisk ”ønske”, såfremt nogen havde det) – og det er ikke engang en god sang. Som fan er det en oplevelse ulig nogen anden at få lov til at høre disse perler fremført live, og minder om unge dage og efterhånden tågede oplevelser skyller ind og dernæst ud af mig så hurtigt som den næste gamle skæring overtager. Det er storslået, men også kun for mig.

Det er kun for mig. Når jeg kigger ud over salen går tingene i hvert fald ikke op: folk er som forstenede. Som halvt passive, næsten statiske stenstøtter uden livsgnist. Jeg forstår det ikke. Der sker et vidunder foran dem, men det rører dem kun overfladisk – klap efter sangene, det er hvad størstedelen kan svinge sig op til... undtagen ved de nye sange. Undtagen ved de nye sange. Hvad foregår der? I min rus når jeg at tænke, at jeg måske har overlevet en generation af Nightwish-fans som jeg står her og har en noget nær guddommelig oplevelse med mine to venner. Måske det er hvad der er sket. Når ”Amaranth” og ”I Want My Tears Back” får et højere bifald end ”Sacrament of Wilderness” eller ”Dark Chest of Wonders”, ja så er det svært at forstå hvorfor (og det er uden at have noget imod de sange). Men selv hvis dét er tilfældet er det uforståeligt. Hvis jeg ser væk fra mine fanboybriller et øjeblik kan jeg sagtens forholde mig til, at Nightwish i aften kører på noget nær ren rutine. Det kan jeg da godt se. Men det er ikke kedeligt. Det er ikke uvedkommende. Floor smiler og inviterer os lokkende med til dans og gode stunder, Marco er den hyggelige onkel som sædvanligt og både Tuomas, Emppu, Troy og Kai bag trommerne ser klart og utvetydigt ud til at hygge sig. Som minimum er det da festligt! Det er lørdag. Det er i starten af måneden. Jeg kunne komme med flere grunde til, at det bør tage fart, men det gør det kun sporadisk som f.eks. i den mægtige ”Slaying The Dreamer” og ”Nemo”, som folk da i det mindste ser ud til at kunne huske.

Ikke at jeg rigtig sanser noget af dette før dagen efter eller nu hvor jeg skriver dette. Jeg tror dog alle i rummet kan være enige om at afslutningen holder helt og holdent: med førnævnte ”Slaying The Dreamer” (der bliver eneste skud fra ”Century Child”) efterfulgt af tyve-femogtyve nærmest kriminelt episke minutter ved de tre første dele af ”The Greatest Show On Earth” og herefter ”Ghost Love Score” – så går man ikke galt i byen, det er helt sikkert. Men mere end ”ret godt” virker det ikke som om er tilfældet for de fleste, der er intet at klage over og det hele spiller, men et mesterværk? Nok ikke. Det er det imidlertid for mig, så vi mødes tættest på midten.

Sætliste:
0) – Swanheart (acoustic)
1) – Dark Chest Of Wonders
2) – Wish I Had An Angel
3) – 10th Man Down
4) – Come Cover Me
5) – Gethsemane
6) – Élan
7) – Sacrament Of Wilderness
8) – Dead Boy’s Poem
9) – Elvenjig (traditionel cover)
10) – Elvenpath
11) – I Want My Tears Back
12) – Amaranth
13) – The Carpenter
14) – The Kinslayer
15) – Devil & The Deep Dark Ocean
16) – Nemo
17) – Slaying The Dreamer
18) – The Greatest Show On Earth (Chapter 1, 2 & 3)
19) – Ghost Love Score
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Within Temptation - Valby-Hallen, 24.10.18

Det er syv år siden de hollandske symfoni-metallere gav et indendørs show i landet, dengang i Falconer Salen til pæn modtagelse. Knap så pæne ord fik de ikke ligefrem med på vejen på Copenhell i 2014, i hvert fald ikke fra alle (min egen oplevelse var dog ganske positiv). Nu er de tilbage med et nyt album i form af ”Resist” og deraf en tilsvarende tour. Den nye skive udkommer imidlertid først i december og med kun en enkelt single ude kan der nok forventes et show med primært ældre materiale – ikke? Muligheden siger man som fan ikke nej til. Det afgørende spørgsmål bliver faktisk et helt andet: kan Valby-Hallen besejre fortiden, stå distancen og levere ordentlige rammer?

Within Temptation:
Stedet har ikke forandret sig meget siden mit sidste besøg, der efterhånden må være seks år siden. Der hænger en semi-tung røg i luften og man indfinder sig til en behagelig temperatur. Indretningen er som den plejer med undtagelse af, at der er åbnet et lille cafeteria tæt ved entréen – det er jo stadig en idrætshal først og sidst. Selve hallen er som den plejer, nu med garderobe omme bagved a la Forum og så er der rykket ølboder ind i midten: det er ikke dumt, både af de åbenlyse årsager ift. at undgå lange køer, men også fordi hallen ikke er udsolgt – men det føles alligevel derhen af uden det nogensinde bliver decideret trangt. Hvorfor skriver jeg så alt dette? Jo, det er såmænd fordi, at Valby-Hallen nu virker mere indbydende end tidligere og da der skal til at afholdes flere koncerter heri er det rart at føle sig veltilpas. Hallen har tidligere udstrålet den værste form for ”koldt betonhelvede” jeg kan komme i tanke om, men ikke længere. Og nu videre til selve koncerten.

Det er i enhver henseende... optimistisk at lægge ud med tre nye sange i streg – især hvis publikum kun kender til én af dem på forhånd. Min primære bekymring op til nu var om lyden ville være et issue som i de hedengangne dage. Det er det ”kun” halvt om halvt: der mangler noget power, der hvor det kan mærkes i hele kroppen, og så har keyboardet og dermed de bombastiske effekter det med at forsvinde lidt. Til gengæld står guitarerne enormt stærkt, hvilket også er ganske sigende for de nye sange og den nye stil Within Temptation prøver at ramme. Sidst, så er vokalen (heldigvis!) lige hvor den skal være, i front og tårnende over resten.

At begynde med nyt ville dog ikke nødvendigvis være en afgørende faktor, ja faktisk knap en faktor, hvis så Within Temptation lignede nogen der var ellevilde for at være her. Eller faktisk bare moderat interesserede. Det gør de ikke. Men 22 år sikrer en professionalitet som i den grad kan mærkes her, på godt og ondt: det lyder overordnet som det skal, der er ingen mærkbare fejl eller ærgerlige momenter, det er bare jævnt på den tørre og kedelige måde. Selv Sharon virker heller ikke til at være på toppen. Om det relaterer til, at hun konstant har en hånd halvt rundt om maven kan man kun spekulere over, men hendes performance er ikke mange skridt fra at være under hvad man rettelig kan forvente som et minimum. Ikke at resten af bandet i den forstand er markant bedre, men det kan svært høres – ”kun” mærkes. Bandet har en offday, det er tydeligt.

Ikke overraskende reagerer publikum apatisk på selvsamme apati fra scenen. I de nye numre er det mere eller mindre at forvente, men i gamle hits som f.eks. ”Stand My Ground”, der i øvrigt bliver den eneste skæring fra ”The Silent Force” sker der rent ud sagt ikke en skid fra hverken publikum eller band. Jo jo, der er nogle fine visuals fra scenen og storskærmen bagved den, men intet der springer i øjnene. Det uengagerede og kortlivede arm-fra-side-til-side i ”All I Need” er næsten sørgeligt at bevidne. Det går en anelse bedre i ”Shot In The Dark” og senere ”Faster”, begge sange er også fra det glimrende album ”The Unforgiving” der ganske fornuftigt får god plads i sætlisten. Omvendt er det kun ”Paradise (What About Us?)” fra ”Hydra” der er medbragt – Tarja selv er desværre ikke, medmindre storskærmen tæller. Det føles deraf en anelse tomt, præcist som på Copenhell. Within Temptation var dog smarte nok til ikke at tage alt for mange feature-sange med, der i den grad udgør et svagt led. I ”Resist” var forsangeren fra Papa Roach også markant savnet.

Undtagelsen til førnævnte er ”What Have You Done?” der ikke lader til at kunne gå galt, heller ikke i en semi-sløj udførelse. Så hvorfor slutte med den i forvejen middelmådige ”Stairway To The Skies”? Bevares, der er da en fin symbolik i, at Sharon midlertidigt løftes op mod loftet med hvad der ligner englevinger, men det gør ikke musikken bedre. Til gengæld bliver det på ”fornem” vis repræsentativt for aftenen, nemlig slet og ret middelmådigt. Hverken mere eller mindre. Som sådan fornøjeligt i perioder, men i ligeså mange andre perioder totalt forglemmeligt. Det kan gøres bedre.

Sætliste:
1) – Raise Your Banner
2) – The Reckoning
3) – Endless War
4) – In The Middle Of The Night
5) – Stand My Ground
6) – All I Need
7) – Supernova
8) – Shot In The Dark
9) – The Promise
10) – Faster
11) – Mercy Mirror
12) – Paradise (What About Us?)
13) – The Heart Of Everything
14) – Forgiven
15) – Mother Earth
Encore:
16) – What Have You Done
17) – Stairway To The Skies
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed