fbpx

Uncle Acid And The Deadbeats-Voxhall

Uncle Acid And The Deadbeats er et band vi kan kalde stamgæster I Danmark, men det er alligevel er det nu fem år siden bandet sidst gæstede Voxhall, og gav det jyske publikum en mesterlig opvisning i okkult rock af den højeste kaliber. Jeg har været kæmpe fan af bandet lige siden den koncert på Voxhall og hver koncert jeg har set med dem siden, har været intet mindre en fantastisk, så mine forventninger var skyhøje.
 
RAL
 
Første band på scenen i aften var lokale RAL. Endnu et uskrevet blad på den danske rockscene. Det første og eneste supportnavn for i aften, og ovenpå at det var søndag var man bange for, om mennesker overhoved ville dukke op, men heldigvis var der dukket en god håndfuld mennesker op. Genren vi er ude i kan måske bedste betegnes som Grunge (?) med små spor af Stoner Rock. Spilleglæden var i hvert fald til stede, men distancen imellem publikum og scene var gevaldig. Efter noget tid rykkede publikum tættere på. Musikmæssigt genopfinder RAL ikke Rock genren, også det at ordet ”Rock” kan betyde mange ting og her bliver de anelse identitetsløse. De virkede en anelse malplacerede i forhold, til aftenens hovednavn og musikken blev en anelse for forudsigelig i længden. Der manglede Der var nogle rimelig fede riffs hist og pist men det nåede aldrig helt op på en mindeværdig plan. Ikke helt den bedste start på aftenen.
Karakter
2 ud af 6
 
Uncle Acid And The Deadbeats
 
Publikum tallet var vokset utrolig meget, og nu stod bandet endelig klar til at sende Århus ind i en psykedelisk/seriemorderisk trance. I See Through You og Waiting For Blood satte ballet i gang og allerede fra start sad lyden totalt i skabet. Det var super højt og ingenting var for højt eller for lavt, sådan lydmand! Gamle skæringer som M.t Abraxis og Mind Crawler sendte publikum ud på den førnævnte trance, og endda virkede frontmand K.R Starrs til at være i godt humør. Han har alle de gange jeg har set dem lade musikken snakke i stedet for, at snakke under koncerten, men i aften var der alligevel plads til at spørge os hvordan vi havde det, og at det var fedt at være tilbage i Århus. Koncerten fortsatte med et set der spreder sig over alle hele bandets diskografi, men sættet bestod hovedsageligt at sange fra deres seneste udspil. Alligevel var det sange som Death’s Door, 13 Candles og I’ll Cut You Down der fik den største respons. Deres trommelager Jon Rice der tidligere har spillet i bands som Job For A Cowboy, 1349 og Behemoth viste sig i aften som en af de meste alsidige trommeslager jeg har set længe. Ikke kun blastbeats og super hurtigt dobbeltstortromme, men det at han spillede langsomt og groovy var et show i sig selv. Bandet sluttede af med Melody Lane og No Return. Det var lidt over en time, og selvom nogle ville mene at det ikke var en lang nok koncert, så synes jeg at den sad i skabet. Fantastisk koncert, og fantastisk stemning igennem hele vejen igennem. Femte gang jeg så Uncle Acid og de beviser at de er et af de bedste livebands derude.
Karakter
6 ud af 6
 
Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2015 - Lørdag

Efter den velfortjente omgang smadder vi fik smidt i hovedet af Sepultura, så gik der ikke lang tid før jeg vendte snuden hjemad og så direkte i seng. Jeg mistede desværre fokus fra tiden og missede desværre de fire første bands, og det er jo hvad der kan ske. I dag er det nemlig sidste dag på dette års festival, og folk var mødt talstærkt op. Første band for mit vedkommende i aften var Spiders, som i øjeblikket er på tour med Uncle Acid And The Deadbeats. Så det gav meningen af de også var en del af line uppet i år. Bandet spiller 70'er rock i meget stil af bandet Royal Thunder, hvis plade jeg anmeldte tidligere på året. Bandet virkede tændte, musikken var virkelig medrivende og de var gode til at få folk til at være med på den. Spiders leverede en god koncert på denne grå lørdag eftermiddag. Nu var det endelig blevet tid til et af mine favorit bands det sidste halvandet år, nemlig Uncle Acid And The Deadbeats. Dette ville være min tredje gang jeg ser bandet, og jeg ved på forhånd at de ikke kommer til at skuffe.

Lyden var ikke lige helt optimal i starten, men efter at jeg rykkede fra helt forrest til midten af lokalet, blev lyden meget bedre. Bandet spillede virkelig godt, og sættet var godt blandet af både gammelt og nyt. Numre som Death's door og Poison Apple gik direkte ind hos publikum og specielt hos mig også. Jeg havde dog ikke forventet at de ville spille I'll Cut You Down fra Blood Lust, som også bare var super fedt. Uncle Acid And The Deadbeats gjorde det igen. Det beviser bare at de er at band, som stadig lige meget hvor ofte man har set dem, sparker røv hver evig eneste gang. Efter en pause med noget aftensmad var det endelig tid til, at Deathcrusher pakken blev sparket i gang. Første band på scenen var Voivod fra Canada, som startede braget. Jeg havde set meget frem til, at endelig at se dem live, men alligevel synes jeg ikke helt at de fangede mig særlig meget. Bandet spillede godt og der var masser af energi, men alligevel synes jeg at det faldt meget hurtigt til jorden, og bandet virkede til at have svært ved at komme udover scenekanten. Jeg føler, jeg er lidt splittet af hvad jeg virkelig synes om koncerten, fordi på nogle punkter var det virkelig fedt, men på samme tid forstår man også hvorfor bandet ikke fik den succes de fortjente i 80'erne-90'erne.

 

amf2015 uncleacid2

 

Nu var det dog blevet tid til noget virkelig fedt. Napalm Death for fjerde gang var nu vendt tilbage til Aalborg. Der var knald på fra start til slut, og hold nu kæft det var højt. Bandet var dog ikke i deres normale besætning, da Mitch Harris ikke har været med på tour i 2015, så havde de i aften fået hjælp af John Cooke fra Corrupt Moral Altar. Bandet tonsede igennem numre som On The Brink Of Extinsion, Scum og Smash A Single Digit, som bare fik bandet og publikum til at få alle aggressioner ud. Og selvfølgelig skulle vi have et grin over verdens korteste nummer You Suffer. Bandet formåede at tilfredsstille en speciel fan, da han råbte at de skulle spille When All Is Said And Done og bandet sagde måske, men alligevel 15-17 numre senere spillede de den. Bandet fik lov til at spille i en times tid, og nåede at spille 20 numre. Napalm Death leverede lørdagens smadder, og et ordenligt skud adrenalin blev skudt i hovedet på publikum, og jeg forlod salen med smerter i nakken og et smil på læben. Til vi ses næste gang!

 

amf2015 napalmdeath

 

Jeg placerede mig inde i salen for at se det næstbedste dødsmetal i verden. Nemlig Obituary. Jeg så dem tilbage i 2014 på Copenhell, og der gjorde de det skide godt, så jeg var meget spændt for at se hvad de diskede op med denne gang. Det skal lige siges at salen var proppet fuldstændig op, altså at alle var inde i lokalet, og der var ingen mennesker udenfor. Bandet gik på scenen til at brag af et brøl fra publikum, og bandet lagde ud med Redneck Stomp. Obituary spillede fedt, og John Tardys unikke vokal blev blandet perfekt sammen med musikken. Det var virkelig nødvendigt at gå ud udenfor og tage noget luft engang imellem da salen var så overdrevet varm, at det var utroligt, men udenfor var der ikke meget nåde at finde, da stormen Freja havde angrebet Nordjylland. Efter en kort pause gik jeg ind i salen igen og kiggede på fyren ved siden af mig, som viste sig at være Kevin Starrs fra Uncle Acid, men alligevel holdt jeg min indre fanboy tilbage og fokuserede på koncerten. Numre som Intoxicated og Find The Arise satte godt gang i moshpitten, og garnet blev svunget frem og tilbage. Koncerten blev selvfølgelig sluttet af med den obligatoriske Slowly We Rot, som fik publikum til at koge over. Obituary satte en meget høj standard, og nu var det rigtig spændende for at se om Carcass kunne hamle om med den magtdemonstration.

 

amf2015 obituary

 

Efter en kort pause på en time var årets sidste band endelig klar. Jeg snakker her om bandet som jeg både elsker og ikke kan lytte til uden at få kvalme. Forfædrene af Goregrind, nemlig Carcass! Jeg ser stadig deres anden plade Symphonies of Sickness som en af mine favorit plader, og jeg har ventet i lang tid på at se dem live. Bandet gik på og de virkede meget glade for at være der. Det var både blandet af nyt og gammelt materiale, som publikum virkede meget tilfredse med.

Mit personlige højdepunkt var to numre lige efter hinanden, som var Consume To Exhume og Reek Of Putrification som begge to bare er virkelig fede numre, og fungerer skide godt live. Specielt på det førstnævnte nummer overtog guitarist Bill Steer lead vokalen, og Jeff Walker røg på backup sanger. Det hele gik nu så godt, men så begyndte mine fødder at gøre virkelig ondt, og rygproblemer fjernede meget af mit fokus. Jeg satte mig ned, fik en lille pause og gik ind i salen igen. Jeg var meget overrasket da jeg fandt ud af, at de allerede var i gang med klassikeren Heartwork, som så også viste sig at være det sidste nummer for i aften. 75 minutter var bare fløjet af sted, og det var mærkeligt at det gik så hurtigt, synes jeg.

Men alligevel så spillede Carcass rigtig fedt, og jeg glæder mig til at de gæster landet igen snart.

 

amf2015 crowdnapalm

 

Det var så dette års Aalborg Metal Festival. Slut prut finale. Jeg kan med sikkerhed sige, at dette var uden tvivl det aller bedste år, hvor jeg har været gæst. Stemningen var rigtig god, og menneskene var bare glade og smilende igennem det hele. Selvom man troede at stormen ville sætte en ordentlig dæmper på stemningen og humøret, så fortsatte den upåvirket. Jeg var træt, men alligevel utrolig glad. Det var umuligt ikke at blive påvirket af den utrolige gode stemning.

Bookningen skal så også lige have meget ros også. Sådan et program var noget af et scoop, og jeg glæder mig utrolig meget for at se, hvilke navne de får trukket ind næste år! Tak for i år, Aalborg! Det var en fornøjelse som altid!

Den sammenlagte karakter for lørdag bliver 6 ud af 6 stjerner!!!!

 

Læs også vores reportage fra Torsdag og Fredag!

  • Obituary_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Spiders_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Uncle Acid and the Deadbeats_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet!

Læs mere...

Copenhell udvider programmet med engelsk doom

Som om det ikke var nok med det fantastiske programme der allerede er offentliggjort, smider Copenhell endnu en lækkerbisken i posen og offentliggøre de tunge drenge fra england, det psykedeliske doom metal band Uncle Acid and the Deadbeats.

Copenhell skriver:

”Man skulle ikke tro, at det kunne lade sig gøre, men Nordens vildeste metalfest er lige blevet endnu tungere. Her på falderebet før helvedes porte for alvor åbner på Refshaleøen, kan COPENHELL præsentere en af de mest anmelderroste doombands lige nu – Uncle Acid & the Deadbeats.

På kun få år har denne metal-psykedeliske knytnæve tævet sig vej til et stort gennembrud, som selv Black Sabbath ikke kunne sidde overhørigt. Derfor var det også Uncle Acid & the Deadbeats, der fik tjansen som supportband for Black Sabbaths europæiske Reunion Tour tilbage i december sidste år.

Uncle Acid & the Deadbeats musik er blevet beskrevet som ”groovy, ond nydelse”, og det er præcis, hvad de vil levere, når bandet indtager Hades-scenen fredag d. 13. juni.

Med tilføjelsen af Uncle Acid & the Deadbeats er der nu 42 fuldblods-potente metalbands til dette års COPENHELL, som også tæller blandt andre Iron Maiden, Anthtrax, Megadeth, Twisted Sister, Behemoth og mange, mange flere.”

 

Uncle Acid & the Deadbeats "I'll Cut You Down" (OFFICIAL)

 

 

Læs mere...

Uncle Acid and the Deadbeats, Voxhall

Der var skruet ekstra op for røgkanonerne tirsdag aften, da Uncle Acid og hans Deadbeats gæstede Voxhall i Aarhus. Egentligt ikke en koncert der har stået højt på min "to do" liste, men ikke desto mindre en koncert jeg har set frem til. Dels fordi de albums jeg kender til er interessante, men også fordi jeg har fået dem anbefalet af pålidelige kilder over det seneste års tid.

 

Pet the Preacher:

Efter jeg fik vænnet mig til de røgede omgivelser, gik der ikke længe før københavner trioen Pet the Preacher gik på scenen. De startede ud meget lavt, men der blev heldigvis hurtigt justeret på volume-knappen, så de kom op på et passende niveau. Før koncerten havde jeg ikke hørt så meget som et eneste riff fra dem, men det kommer jeg helt sikkert til efterfølgende. Det er altid herligt, når man møder op fuldstændigt uden forventninger og bliver positivt overrasket.

Det begrænsede publikum virkede ikke til at være nogen nævneværdig begrænsing for bandet. De fik leveret deres tunge musik med overbevisning, og fik ganske fint gang i nakkerne hos folk. Jeg synes de lykkedes fint både med de sløve og stenede numre såvel som de numre, der har lidt mere energi og groove. Det er en anelse beskidt. Måske en anelse grunge. En smule halvstøvet groovy highway rock'n'roll. Et drys stoner. Et ganske holdbart univers.

Der var dog meget grove overgange fra stykker med meget lyd og fylde til noget, der var meget mere afdæmpet. Jeg kunne godt ønske mig, at det blev lidt mere smooth i de overgange, så det hang bedre sammen. Det kan dog sagtens have noget med lyd-produktionen at gøre. Men generelt var jeg opløftet og godt tilfreds. Jeg var specielt glad for Christian Hede Madsens fyldige vokal og trommeslager Christian Von Larsens sikre, lækre og tunge omgang med trommestikkerne. Ikke en koncert der blæste mig bagover, men en koncert der uden tvivl lusker deres album "The Banjo" ind på min Spotify playliste.

De får sgu 4 stjerner herfra. Måske burde det egentligt kun være 3, men de får lige én mere oven i hatten, fordi jeg blev så positivt overrasket.

 

Uncle Acid and the Deadbeats:

Klokken lidt i ni blev det så tid til at få startet det ritual, vi allesammen var kommet for at tage del i. På det tidspunkt var blevet lukket en del mere røg ud på scenen, hvilket blev vedligeholdt under hele koncerten, og da bandet insisterede på at have deres lange hår hængende ned foran ansigterne, var det reelt set kun farvede silhouetter man kunne se på scenen. Det gav en helt speciel oplevelse af musikken, hvor al personlig performance stort set var taget ud af showet. Sammen med effekten af deres konstante anvendelse af mere end en person på vokalen, stod jeg og fik fornemmelsen af at være til koncert med et psykedelisk kor bakket op af en vanvittigt lækker og tung rytmesektion.

Der var dukket en hel del flere mennesker op i forhold til opvarmingen, og folk var rykket helt tæt på scenen. Jeg oplevede stemningen som utrolig intim, og selvom bandet ikke gjorde meget aktivt for at få kontakt til publikum, så havde de alligevel fuldstændig fat i os fra start til slut. Den konstante, sagte og langsomme headbanging blandt publikum vidnede om en sal der var dybt involveret i ritualet. Bandet var bestemt introverte, men det var udført på en meget extrovert måde. Hvis det overhovedet giver mening. Deres indlevelse på scenen var ganske enkel fed at se på og opleve, mens det altomfavnende lydbillede gjorde, at man blev suget helt med ind i deres okkulte univers.

Som en person der aldrig har oplevet dem live før, blev jeg meget overrasket over, hvor tung en lyd de havde taget med sig. Når jeg hører deres albums, så er det ikke noget jeg forbinder med en tung og massiv lyd, men det skal jeg love for at de leverede denne aften på Voxhall. Og for pokker hvor var det fedt. Musikken kunne ikke bare bære det; det blev simpelthen federe af det. Det var ikke brutalt eller voldsomt, men massivt og supporterende. For min skyld måtte de meget gerne overføre det til produktionen på pladerne.

Cirka 75 minutter blev det til inden fortryllelsen blev ophævet og vi fik lov til at vende tilbage til virkeligheden. Vi fik liiiige lov til at vente lidt, da de forlod scenen inden ekstranumrene, og jeg blev lige et kort øjeblik bange for at de ville lade os hænge. Men men men. Heldigvis kom de tilbage for at servere den sidste salve til det taknemmelige publikum.

Jeg var egentligt ikke særligt oplagt inden jeg iførte mig min lunkne vindjakke og drog afsted mod livemusikken denne tirsdag. Det glemte jeg dog heldigvis hurtigt, da musikken startede. 5 dejlige stjerner for en fed koncert på en kold og uhøjtidelig aften i Aarhus.

Læs mere...

Black Sabbath, Uncle Acid & the Deadbeats

Forum lægger i aften rammerne om de fermøse Black Sabbath med ingen ringere end Ozzy Osbourne, Geezer Butler og Toni Iommy som besætning. Det bliver utroligt spændende om forum kan rumme og supplerer det legendariske band, eller om den dårlige lyd som hallen er kendt for, ender med at lægge en dæmper på løjerne. Koncerten har længe været udsolgt, så mindst 10.000 fans venter ligeledes i spænding på at se, om de gamle gutter stadig dur til noget på en scene.

 

 

Uncle Acid & he Deadbeats

Supporten for i aften leveres af Cambridge drengene i Uncle Acid & the Deadbeats. Deres godt 45 minutter lange sæt byder på en mikstur af psykedelisk rock, doom metal og stoner rock, hvilket i mine ører som udgangspunkt passer perfekt til i aften. Resten af publikum ser dog ikke ud til, at være udbredt enige med mig. Nogle få hoveder nikker hist og her og bandet får nogle pæne bifald mellem numrene, men mere er der desværre ikke at komme efter. De fire gutter spiller ellers temmelig tight, med nogle lækre grooves og klare riffs. Deres lidt bløde vokal-harmoni er måske lidt noget andet, end hvad det generelle publikum for i aften er kommet for at opleve. Bandet er ganske vist heller ikke videre udadvendte på scenen, hvilket ligeledes kan være en årsag til den vage modtagelse. Lyden er generelt ganske udmærket, og instrumenter såvel som vokal går fint igennem, men måske er det bare ikke Uncle Acid & the Deadbeats aften i aften!?

3,5 ud af 6.

 

Black Sabbath

Black Sabbath har været og er stadig et af de mest indflydelsesrige navne inden for heavy metal genren. De garvede herre har været inde over eller influeret direkte på metalscenen siden 1968, hvor de efterhånden ældre herre mødtes og grundlagde bandet. I 2011 annoncerede Black Sabbath deres genopstandelse og med fuldt line-up, hvilket næsten også kom til at holde, med Bill Ward som eneste manglende originale medlem. I år 2013 udkom bandets seneste og ganske fremragende album ”13”. Sidste år måtte bandet lade Ozzy Osbourne tage alene til Jelling Musikfestival grundet Tony Iommis kræftsygdom. Heldigvis er det et helt andet udgangspunkt i dag. Iommi er i bedring og de aldrende herre, har ladet deres danske fans se frem til denne dato siden april i år.

 

Et stort sort tæppe skærmer scenen af idet en luftalarm går i gang og røde lamper begynder at blinke. Tæppet går til side, og bandet kommer ind til et jubelbrøl fra de mange fremmødte fans. Ozzy Osbourne trisser den ene side af scenen til den anden med sine små museskridt, og med et kæmpe smil over hele ansigtet byder han os alle velkommen med udstrakte arme. Den tilbagevente Geezer Butler og Tony Iommi slentrer i mere magelig stil ind på deres pladser og sætter hurtigt gang i ”War Pigs” fra den fantastiske plade ”Paranoid” fra 1970. Ozzys stemme knækker to gange i løbet af nummeret, men dette er heldigvis en af de meget få gange hvor det sker.

 

Med sig på scenen har bandet bragt sig en kæmpe ramme, der er udformet i noget der minder om en papmache-bjerghule, der er inddelt i tre sektioner, med to mindre skærme ude i siderne og en stor i midten. Skærmen i midten bruges hovedsageligt til at livetransmittere bandet selv, hvor de to mindre skærme i siderne viser sammenklipninger af gamle film og tv-optagelser fra omkring 1970’erne. De fortsætter løjerne med ”Into The Void” fra 1971s ”Master of Reality”, og går videre over i ” Under the Sun/Every Day Comes and Goes” og ”Snowblind” fra 1972s ”Vol. 4”. Sidstnævnte bliver passende understreget på skærmene af klip fra fiktion og dokumentarprogrammer om kokain, og selveste Tony Montana fra ”Scarface” viser sin snebeklædte næsetip.

 

Ozzy er meget publikumsorienteret i aften. Hver gang han ikke synger, opfordrer han til fællesklap, ”Oy-oy” fist-pump eller sving armene fra side til side - og det bliver lidt tungt i længden. Til gengæld er han konstant storsmilende og har god kontakt til de tre andre på scenen. Lige som han løbende trisser ud til sceneyderpunkterne og vinker til publikum på gulvet eller balkonen. Femte sang i aften er første singlen ”Age Of Reason” fra dette års ”13”. Nummerets bundsolide groove, der både stikker i retning af hvad de herre lavede i 70’erne, samtidig med det repræsenterer en moderne fyldig lyd, tænder først spørgsmålstegn i publikum. Men som nummeret fortsætter bliver flere og flere overbevist og rocker passende med.

 

Geezer og Iommi er mere anonyme og meget koncentrerede om at spille numrene til perfektion. I det vi får leveret ”Black Sabbath”, ”Behind The Walls Of Sleep” og ”N.I.B.” fra det selvbetitlede album fra 1970, lyser de lidt ekstra op, da publikum giver et brøl af jubel over genkendelsens glæde ved disse fantastiske numre. Lyden er overraskende god, og man kan nemt dissekere lyden, hvis man stopper op og lytter. Alle riffs på både Geezers basguitar og Iommis guitar går klart igennem. Indtil nu har jeg stået godt 10-15 meter fra scenen, og lyden er svær at sætte en finger på, medmindre man vil være virkelig pernittengryn. Iommi nikker svagt med bag hans blåmalerede briller, så korset omkring halsen let gynger frem og tilbage. Geezers højdepunkt i koncerten er basintroen til ”N.I.B.” som han spiller til perfektion, og får et hvin i glæde tilbage.

 

Som de fleste ved, har Ozzy ikke ligget på den lade side gennem sit liv hidtil. Dette kommer også tydeligt til synes i hans lettere krumryggede trissen frem og tilbage, samt hans ubeslutsomhed i forhold til om mirkofonen skal blive i stativet, som han kan holde fast i, eller om han vil gå rundt med den. Det er tilnærmelsesvis lettere ubehageligt og man får næsten medlidenhed med ham. På den anden side, kan man høre på ham, at hans stemme har været brugt men den er ikke direkte smadret. Han rammer flertallet af toner temmelig godt, plus at han har en god, smilende og energisk attitude, hvilket overvinder hans ellers tydelige skavanker.

 

Længere tilbage i salen, samt oppe på balkonen er lyden ligeledes ganske fin, selvom den rumlende bas er lidt mere markeret på disse. Under ”Rat Salad” får tour-trommeslager Tommy Clufetos en længere trommesolo, hvor han på mest overbevisende måde straffer det store trommesæt i godt 2-3 minutter. Herefter startes storhittet ”Iron Man”  og publikum skråler i fællesskab, i en sådan stil, at Ozzy er nede på knæ og tilbede publikum for deres engagement. Denne bliver efterfulgt af ”Dirty Woman” hvortil der bliver kørt eksplicitte billeder af barmfagre kvinder. Det ordinære sæt afsluttes af ”Children Of The Grave”, og bandet har dårligt nok forladt scenen førend Ozzy fra backstage vil have publikum til at råbe ”One more song”. ”Paranoid” bliver det afsluttende nummer, som passende får salen til at koge på sit højeste.

 

Black Sabbath kom, de spillede og de tog af sted igen. Men de lidt for rolige og stivnakkede Geezer og Iommi efterlader et lettere uforløst indtryk. Deres spil er der dog ikke en finger at sætte på, ligesom lyden var overraskende meget på bandets side. Ozzy Osbourne var de to andre en klasse overlegen. Til trods for hans tilstand var han klart den mest dragende af de tre. Hans konstante klap-nu-med ønsker blev en kende trættende i længden, men det overskygger dog ikke, at han virkelig var til stede og virkede glad for at være på scenen. Setlisten var en ren hitmaskine, med undtagelse af de nye numre samt ”Dirty Woman”, hvis eksplicitte videoer egentlig virkede som årsag til sangvalget, mere end af kvalitet. Overordnet set leverede Black Sabbath en rigtig fin koncert, uden at afvige fra bogen på noget tidspunkt. De var velspillende men manglede noget generel nærvær og energi.

4,5 ud af 6.

 

  • Black Sabbath_11
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Black Sabbath_6
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Black Sabbath_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se hele galleriet

Læs mere...

Fire nye spændende navne til Roskilde Festival

Egentlig er det kun 3 nye navne, da The Sword allerede for noget tid siden offentliggjorde at de skulle spille på Roskilde Festival.
I dag har Festivalen så også selv offentliggjort det, sammen med Uncle Acid And The Deadbeats, Nazoranai og Chelsea Light Moving.
 
Uncle Acid And The Deadbeats er et engelsk psykedelisk rock band med snert Doom og heavy.
Nazoranai er er et Japansk Doom metal band der specielt arbejder med meget støjende lydflader.
Sidstnævnte, Chelsea Light Moving, er et alternativt rock band der blandt andet tæller medlemmet  Thurston Moore fra Sonic Youth. 
 
Mere lækkert guf til et i forvejen spændende program.
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed