fbpx

Sabaton, Accept, Twilight Force

For 2½ år siden stod jeg samme sted, og var på alle måder teknisk og showmæssigt overbevist: der var ikke en finger at sætte på Sabatons performance. Alligevel var jeg, personligt, ikke helt solgt. Sidenhen har jeg fået lyttet noget mere til bandet, og det var som om at den denne gang sad lige i skabet: det tog fire forsøg i liveregi, men nu var det altså. Dette betød dog naturligvis ikke, at alt nødvendigvis var perfekt...

Twilight Force:
Pga. det tidlige starttidspunkt nåede jeg desværre kun et par enkelte sange med Twilight Force. Det er noget for sig selv... Dungeons & Dragons: live, er den nærmeste beskrivelse jeg kan give. To guitarister med elverører, en ”ond” troldmand med unaturligt dyb fortællerstemme på keyboard, og den flotte eventyrer på leadvokal. Alle sammen naturligvis klædt i middelalder/rollespilsudstyr. Det var dumt, sjovt, teknisk imponerende – og glimrende opvarmning.

Accept:
En halv time senere er det et mere velkendt navn der lægger fra land med den klassiske heavy metal: scenen er simpelt opsat med en storskærm bagerst der har bandets navn stående (uden at skifte billede), lyset slukkes, og så kører vi. Modsat Twilight Force er det tydeligt at i hvert fald halvdelen af salen er oprigtigt interesserede, og ligeledes hvor Twilight Force var plaget af en anelse mudret lyd, hvilket er forståeligt med de mange elementer, er det ikke tilfældet her.

Den ”ægte” forsanger af Accept vil for nogle altid stå som Udo Dirkschneider: selv er jeg for ung til reelt at kunne være hverken fra eller til. Sikkert er det dog, at den ”nye” sanger ikke er helt på toppen i dag. Solbrillerne er allerede et klart advarselssignal, og vokalen er altså noget svag i det. Resten af bandet derimod, kører på tysk millimeterpræcision, og så ser de tilmed ud til at hygge sig med deres synkrone bevægelser.

Det løfter sig som ventet i de gamle klassikere ”Fast As A Shark”, ”Princess Of The Dawn”, ”Metal Heart” og ikke mindst afslutteren ”Balls To The Wall” – men man kunne godt have ønsket sig mere. Omvendt er det strengt talt ikke nødvendigt, selvom de sidste tyve minutter for mit vedkommende føles som én lang afslutningsseance: her havde det fungeret bedre med hårdtslående tre kvarter i stedet for udpenslede 60 minutter. Måske er det en personlig præference.
4/6 stjerner.

Sabaton:
”You’re in the army now”, skråles der fra salen i samklang med backingtracket inden bandet overhovedet går på scenen. Meget passende har sangen fået en Sabaton-ficering, og hvilken bedre start på fornøjelighederne? Stilen holdes ikke mindst da medarbejder-grenadiers (eller hvad man skal kalde dem), trækker bagtæppet fra og den nye trailer for hvad end nummer Call of Duty, vi efterhånden er nået til ruller over skærmen. Sådan virker det i hvert fald, selvom det ikke er rigtigt. Til gengæld kan publikum så kortvarigt nå at studse over det gigantiske trommesæt, der stilrent har rullekanoner-props tilknyttet. Sabaton går virkelig op i det image...

”Ghost Division” og den 300-esque ”Sparta”, den sidste komplet med udklædte spartanere på scenen – spyd, skjold og misundelsesværdige overkroppe. Herefter er vi i højlandet med sækkepiber, aka Skotland. Sabaton tager os alverdens steder hen, og er som altid i hopla. Denne gang er der endda ingen tiggen og beden efter ”Swedish Pagans”, der hurtigt omdøbes ”Danish Pagans” af den altid glade forsanger. Det er som altid en fornøjelse at se Sabaton, for hold da op, hvor er publikum med. Der er klap, der er fællessang, der er synkronhop – der er konstant gang i den i halvdelen af salen, og den anden halvdel ser ikke ud til at kede sig heller. Ikke mindst understøttes den gode stemning af et glimrende lysshow, klar lyd, og tematiske visuals på storskærmen: der er altid noget at kigge på. Ikke at man rigtigt får denne chance, for straks er vi videre i teksten. Stærkt serveret af klodens hyggeligste band – og muligvis gladeste. Endnu engang.

Et minus er til gengæld at der snakkes svensk fra scenen... Hold nu op, for fanden. Folk i Danmark fatter altså ikke svensk by default. Fint er det til gengæld med de svenske udgaver af sangene, men den useriøse hyggesnak mellem numrene (der også er en stor del af Sabatons performance!), bør holdes på engelsk – beklageligvis er der ikke særlig mange af dem. Tiden flyver nu alligevel, og jeg havde ikke troet det ville virke, men den akustiske udgave af ”The Final Solution” fungerer faktisk enormt godt: det er rart med et akustisk indslag efter 10 slagkraftige skæringer. Omvendt er det også godt at være tilbage i den hårdere ende med trekløveret ”Resist And Bite”, ”Night Witches” og ”Winged Hussars”. De to første er højdepunkter hver for sig, og i fællesskab.

Publikum er, her snart en time senere, endnu ikke færdige med at synge melodien til ”Swedish/Danish Pagans”, som om den skulle spilles igen. Og forsangeren har en fest med det faktum. Han har så generelt en fest. Igen, jeg tror ikke jeg har set nogen musiker der smiler mere end han gør, den kære Joakim Brodén. Men alt må jo have en ende, som så ikke uventet leder op til et encore – og jeg skal love for der lægges hårdt og godt fra med ”Primo Victoria”: gamle klip, lys og lydeffekter, som var man selv i de skæbnesvangre bådtransporter på D-dag. Men hvorfor ikke samuraier på scenen...? Det kunne ellers have været perfekt under ”Shiroyama”. I skal dog ikke høre megen beklagelse når afslutteren er ”To Hell And Back”, der til min overraskelse, men ligeledes glæde, hurtigt er blevet en fanfavorit.

Så, hvor står vi så? Umiddelbart lyder det hele jo positivt, foruden Sabatons insisteren på at snakke svensk. Det er rigtigt. Der er ikke noget at sætte på det der blev fremført. Modsat sidste gang, hvor den personlige interesse så at sige ikke var til stede, savnede jeg imidlertid denne gang mere fjol og ballade mellem sangene, som Sabaton er så gode til. Svensk eller ej, så gør det enormt meget for oplevelsen, for om du vil det eller ej, så er sangene sgu rimeligt ensformige – det er blevet bedre på de senere plader, bevares, men det er stadig en faktor der er nævneværdig. Snak imellem sange er en god taktik til at ”glemme”, eller i hvert fald at give den nævnte faktor mindre betydning. På en tirsdag godtager jeg dog indsatsen helt og holdent, og det bliver således endnu en succes i Danmark for klodens hyggeligste og gladeste band.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Sparta
3) – Blood Of Bannockburn
4) – Swedish Pagans
5) – The Last Stand
6) – Carolus Rex (svensk udgave)
7) – Union (Slopes Of St. Benedict)
8) – Far From The Fame
9) – The Lost Battalion
10) – The Lion From The North (svensk udgave)
11) – The Final Solution
12) – Resist And Bite
13) – Night Witches
14) – Winged Hussars
Encore:
15) – Primo Victoria
16) – Shiroyama
17) – To Hell And Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Sonata Arctica, Twilight Force - Pumpehuset

Dette er én ud af de særligt eksklusive koncertaftener, hvor jeg primært kommer for at se supportbandet. Svenske Twilight Force er godt i færd med at gøre sig selv til det næste store power metal-navn på den globale scene, og det er der al mulig god grund til. Med en sound som Avantasia, en teknisk kunnen som Dragonforce, et narrativt eventyrunivers som Rhapsody of Fire, og et image med fantasy-navne og -outfits á la Gloryhammer håndhæver Twilight Force samtlige genrens talemåder. De genopfinder ikke så meget, men de serverer deres forrygende flabede heltehymner med selvbevidst charme og overvældende overbevisning. Selv de nederen typer, der forsager power-genren, - en type metallyttere for hvem der findes en særligt hed plads i Helvede, - må have haft svært ved ikke at lade sig dupere en kende af Twilight Force’s gennemførte show denne tirsdag aften i den gamle Pumpehytte.

Det er sådan en type aften, hvor man bare kan mærke, at stemningen slet og ret er er god. Det kan skyldes dét farverige og bogstaveligt talt fantastiske afbræk fra et koldt, gråt og blæsende dansk standardefterår, som fandme kun et power metal-line-up kan afstedkomme; det kan skyldes ukendte faktorer. Whatever. Publikum tager varmt imod de komplet overdrevent kampklædte svenskere i deres elverdragter, troldmandsrober og riddertunikaer. Rytmeguitarist Aerendir har påklistret et par spidse ører, og den necromancer-lignende keyboardspiller Blackwald giver den som narrator med rekvisit-bog og påtaget gammelmandsstemme i eposet “There and Back Again”. I guder, hvor er det dog uimodståeligt dåsk, og jeg ville sikkert kimse ad det, hvis jeg var typen, der tog al musik gravalvorligt og i øvrigt havde en penis på langt under gennemsnitsstørrelse. Lige så oplagt som det er at drikke bajere til sådan en forestilling hér, lige så naturligt er det for mig at huje, klappe og le hjerteligt igennem hele aftenens første time.

Forsanger Chrileon er angiveligt ved at komme sig ovenpå noget sygdom, hvilket kan forklare hans lidt utilstrækkelige vokal, der sammen med den alt for bas-tunge lyd udgør de væsentligste kritikpunkter til Twilight Force. Men vi elsker dem, og de elsker os. Helt alvorligt; Chrileon virker oprigtigt benovet og ydmyg over en applaus, der åbenbart er komparativt fornuftig ift. de andre skandinaviske lande, hvor Twilight Force netop har spillet for nylig. Hva’ så, Danmark; er vi endelig ved at lære at høre power eller hvad??

Man kan i øvrigt fornemme ved eftertanke, at Twilight Force ligesom førnævnte Rhapsody of Fire er klassisk trænede - både ud fra sangenes gerne udfordrende strukturer samt den ekvilibristiske udførsel på ikke mindst guitarfronten. Det hér band er simpelthen så decideret godt, som det overhovedet er muligt at være for noget, der samtidig er så durkdrevent tongue-in-cheek-plat.

Enkelte publikummer står og hyggepjatter, men det er okay i dette regi, og frem for alt er bandet dybt taknemmelige for vores entusiasme. Men helt ærligt, hvad er der ikke at elske ved et band, der ser sådan hér ud, lader deres pladecovers pryde af store, farverige drager og giver selve albums’ene titler som “Tales of Ancient Prophecies” (2014) og dette års “Heroes of Mighty Magic”?? Ja, jeg mener faktisk spørgsmålet ganske oprigtigt.


Jeg indrømmer hermed, at jeg stod mere eller mindre af Sonata Arctica-vognen efter den ellers udmærkede “The Days of Grays” (2009). Allerede “Unia” (2007) varslede om en ny, mere progressiv orientering, der efter min mening ikke virker ubetinget godt for bandet. Uden yderligere uddybning: Deres nye materiale tiltaler mig simpelthen ikke. Men lad det da gerne være sagt allerede i forlængelse heraf, at Sonata Arctica sgu alligevel ender med at få mig både på krogen og trukket i land.

Måske medvirker føromtalte bajere hertil. Muligvis skyldes det, at jeg har gjort mig ulejligheden at tjekke deres nye materiale nok ud til, at jeg kan genkende sangene. Og sandsynligvis skyldes det for nu anden gang et taknemmeligt publikums mærkbare kærlighed til bandet. Som sagt er det en aften, hvor stemningen bare er umiskendeligt god, og ovenpå Twilight Force blev den lige mærkbart bedre.

Dog kan man tydeligt fornemme, at det er hovednavnet, der trækker mest i størstedelen af publikum. Luften er nærmest elektrisk, da finnerne én for én border scenen og sætter fra med “Closer to an Animal”. - Et nummer, der som flere andre på den sætlistedominerende “The Ninth Hour”, der i skrivende stund har bare en uge på bagen, giver langt mere mening for mig under disse omstændigheder end hjemme på YouTube. (Ja, jeg ved det godt…)

Selv “The Wolves Die Young” fra forgængeren “Pariah’s Child” (2014); selv “In Black and White” med dens knækkede verselinier og aparte struktur; ja, selv sættets første ekstranummer, den ekstra-ostede “I Have a Right”, går rent ind hos mig i aften.

Bevares, sætlister kan altid diskuteres, og denne er absolut ingen undtagelse. Som med så mange andre bands vil jeg i tilfældet Sonata Arctica altid foretrække de fire første albums. Og selvom vi hér trakteres med “Full Moon”, en tordende “Abandoned, Pleased, Brainwashed, Exploited”, en ekstraordinært stemningsoppiskende “The Ruins of My Life”, en triumferende “The Power of One”, samt naturligvis det forventelige, showkonkluderende sidste-ekstranummer “Don’t Say a Word”, mangler jeg altså “The Cage” og “Ain’t Your Fairytale”. (Og så fatter jeg i øvrigt ikke, hvorfor publikum dog hepper højest på “The Misery”, da vi får muligheden for at vælge mellem dén, “Tallulah” og “Shamandalie”; den sidste er sgu da klart den bedste af de tre!)

Hvis man som jeg er grundlæggende umulig at forsone 100% med Sonata Arcticas musikalske gøren og laden de sidste ni års tid, kan en koncert med dem nok aldrig mere blive så fed en oplevelse, som det givetvis har været til og med “Reckoning Night” (2004) Men bandet tror på deres nye retning og materiale, og det kan mærkes. Udover en fed, klar lyd og som sagt en fed, klar rygdækning fra et par hundrede glade fans, ligner Finlands ukronede power-konger på Pumpehusets scene noget nær netop dét: Regenter af deres eget virke på den bedst mulige måde, som det nu engang kan afvikles på.

De spiller forrygende. - Den nyeste guitarist Elias Viljanen har fået en del hug for at styre skibet i en blandt fans gerne lidet påskønnet kreativ kurs, og selvom det måtte have noget på sig, virker han stadig som perfekt sammensyet med resten af den rundt regnet 20-årige konstellation. Og Tony Kakko har efterhånden opbygget en stage presence, der selv indenfor dette power metallens progressive hjørne tryller lidt fornyet relevans tilbage i den så skamredne kliché om den karismatiske forsanger. Manden er nærværende og snor os om sin lillefinger - uden at give køb på en perfekt rockstjerne-koket ophøjethed. Hans attitude er lige i øjet i samme grad som hvert eneste anslag fra den dybt professionelle rytmegruppe.

Det hele spiller langt bedre, end jeg havde turdet drømme om, og jeg ender med at forlade Pumperen i en rus, der udover de hersens bajere også omfatter koncertekstase og indtagethed over, at et band, som jeg har haft så lave forventninger til, alligevel formår at redde disse forventninger så meget længere end bare i land. Sonata Arctica bliver aldrig igen, hvad de har været, men jeg mener hermed endegyldigt at have fået bekræftet, at mindre så sandelig også slår an.

Læs mere...

Twilight Force - Heroes Of Mighty Magic

Nej, vi udlodder ingen præmier for at gætte genren for dette album; titel og cover lyser så langt væk af Power Metal, at det ville være for nemt. Den eneste krølle skulle være, at Twilight Force spiller stilen i en stort anlagt symfonisk udgave, men mere herom senere. Bandet tæller seks medlemmer, kommer fra Sverige og albummet er deres andet.
Nok baggrundsstof, tilbage til numrene.

De indeholder stort set alt, hvad man kan forvente af en Power Metal udgivelse: Rene vokaler med high pitch indlæg og forkærlighed for det teatralske, melodier der glider ind uden modstand, udmærket Metal med fint tempo og energiske guitarer, der havde givet numrene bid, hvis ikke produktionen var supersoft.

Hvad der mangler i skarphed forsøger svenskerne at kompensere ved at udstyre numrene med store kor og symfoniske indslag, som begge følger devisen Bigger Is Better; her bliver der virkelig fyret op for proportionerne.

Okay, vi har ikke fat min yndlingsgenre, men jeg kan sagtens høre og anerkende, at det er kompetente musikere, vi har med at gøre. Og hvis beskrivelsen sluttede her, ville det også kaste en fornuftig karakter af sig. Men det lykkes alligevel for Twilight Force at læsse så meget på, at snoren knækker. Flere af numrene har en børne-tv / Disney – agtig lethed over sig, så de kommer til at lyde som et soundtrack til en tegnefilm. Det kan jeg slet ikke tage alvorligt, og så dykker min bedømmelse.

Tracklist:
1. Battle Of Arcane Might
2. Powerwind
3. Guardian Of The Seas
4. Flight Of The Sapphire Dragon
5. There and Back Again
6. Riders Of The Dawn
7. Keepers Of Fate
8. Rise Of A Hero
9. To The Stars
10. Heroes Of Mighty Magic
11. Epilogue
12. Knights Of Twilight's Might
Samlet spilletid: 70:16

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed