fbpx

Opeth - Det Kongelige Teater, 17.11.18

Det er efterhånden en tradition: Opeth laver nyt album – Opeth kommer til Danmark – Opeth leverer et godt til evt. fantastisk show – Opeth får gradvist bedre rammer ift. valg af spillested – gentag, gentag, gentag. Der skal lyde absolut 0 klager herfra, for jeg husker i særdeleshed den magtpræstation der fandt sted i Koncerthuset for tre år siden – nu er vi så rykket endnu et trin op til Det Kongelige Teater (tidligere fra Store Vega, nu fra Koncerthuset). Det gode spørgsmål er bare: bliver det bedre end sidste gang?

Opeth:
Inden vi når så langt er der opvarmningen, The Vintage Caravan: i både navn og musikalsk udtryk er det en ganske passende forret. I ældre dage var det ofte en ”joke” at du ikke kunne finde noget band der lød tilnærmelsesvis som Opeth. Siden 2011 har det ikke været tilfældet: den proggede 70’er lyd fik i stedet fokus, og så er der pludselig mange at sammenligne med, heraf The Vintage Caravan selv. Et slag på tasken siger dog, at de fleste alligevel kommer for alt pre-2011, så hvordan slår de an, de islandske rockere?

De har i hvert fald flotte omgivelser! Det Kongelige Teater er en oplevelse i sig selv, om end de er delegeret til en mindre del af scenen. Den mindre plads betyder dog absolut nul og niks: det er en røvsparkende start med næsten utæmmet energi fra scenen, de tre herrer smiler og er glade og guitaristen kan svært stå stille. Både i stil, tøj og fremføring har de lært (nogen ville sige kopieret og/eller stjålet) direkte fra idolerne, de gamle 70’er heavyrockere. Både på lyd og lys virker det derimod til at der holdes intentionelt igen til hovednavnet, og hvad man ellers regner med er nogle begyndelsesvanskeligheder på lydfronten fortsætter ufortrødent – mere konkret bliver det næsten mere skramlet som de næste tre kvarter forløber, og det lyder virkelig ikke godt.

Der er heller ikke mange fremmødte der lader til at kende dem, hvilket er lidt sjovt ift. førnævnte genre-sammenligneligheder. Ligesom det knap så store udfoldelsesrum går det dog ikke karavanen på, eller også skjules det effektivt med store fagter, imponerende soli og store smil. Det får de ikke særlig meget ud af. Det store problem er ellers lige foran dem: vi sidder ned. Nu ved jeg ikke hvordan det har været på resten af touren; jeg tager et forsigtigt gæt på, at det ikke ellers har været siddende. På den måde forstår man godt hvorfor Vintage Caravan ikke ændrer en tøddel pga. ændrede omstændigheder, men den stædighed returnerer så til gengæld lige i deres ansigt.

Det fungerer nemlig overhovedet ikke. Det er alt, alt, alt, ALT for vildt. Giv mig Copenhell næste sommer, hvor man hamrer øl og vælter rundt i pits ud på aftenen, men her og nu passer rammerne bare ikke sammen med musikken. Det er også derfor balladen i midten af sættet fungerer bedst og hvorfor den random trommesolo og derefter bassolo kun tilnærmelsesvis virker. At det er sidste show på touren, jamen det virker helt omvendt fordi bandet kun har mere lyst til at gå helt amok – og vi andre er ankommet på en søndag for at opleve Opeth i nogle helt særlige rammer. De to ender mødes kort sagt ikke. Så, bedre held næste gang. 3/6 stjerner.
Og nu, Åkerfeldt og co.

Med en dyster intro får man nu helt syn for sagen på den flotte scene, nu med flere lysinstallationer a la kæmpe ”lamper” og en storskærm til stemningsbilleder. Det næste der rammer er ”Svekets Prins” fra det nye album – og så en skramlet og halvskidt lyd. Mikaels vokal ligger alt for langt fremme i lydbilledet og man savner allerede den krystalklare og runde lyd i Koncerthuset. Det er for skingert og for rodet til at det nogensinde bliver godt, og det varer desværre ved hele vejen.
Tingene bliver dog bedre lige akkurat da ”The Leper Affinity” ankommer. En virkelig sjælden fornøjelse, som i hvert fald ikke har været fremført i Danmark de sidste ti år! Lige dér er det svært at få armene ned, det skal jeg gerne indrømme. Men jeg skal ikke vente længe: præcist som man kender det er der igen igen igen, og også denne gang, en bunke bøvernikker til stede. De råber, pifter, udbryder fjollede ting som ”NICE HAT!” og lignende, allerhelst i de stille stykker eller når der bliver forsøgt snakket til os. Om det er fulde svenskere eller bare dem der stadig (ironisk) skal forsøge at få Opeth til at handle om pik og prut, hvem ved, men lad nu bare fucking vær’ og hør musikken i stedet. Jeg bliver dog lidt glad over at høre de mange tyssende stemmer.
Bliv ved. Vi skal nok få udraderet bøvernikkerne en dag.

”Hjärtat Vet Vad Handen Gör” ser et enormt flot rødt-gult lys strømme over os, og så er det ellers tid til snak fra Åkerfelt. Til en start er det de samme jokes som sidste gang a la ”Sweden is the capital of Scandinavia” og bla bla bla – OG på svensk. Ja, endnu engang skal det åbenbart være en ting at under halvdelen fatter hvad der bliver sagt. Man forstår det ikke, hvorfor ikke bare vælge engelsk én gang for alle når det nu er tydeligt at der ikke råbes ”HVA???” for sjov efter hver 2. sætning? Heldigvis skiftes der rent faktisk sprog undervejs, men nu forhaster jeg mig, for inden vi når så langt skal vi igennem ”Reverie/Harlequin Forest” med dets lækre grønt-blå og skinnende lys samt en absolut overlegen outro, selv her kun halvt leveret.

For Opeth selv virker altså... trætte? Uoplagte? Søndagsprægede måske? Det er højst usædvanligt, men viser sig at have en naturlig forklaring: sygdom. Og værende det sidste stop på touren, ja så giver det endnu mere mening – hvorfor anstrenge sig når man skal til og hjem. Men én ting er engagementet, noget helt andet er det rent tekniske, og det sidder (til en overraskelse) ikke altid lige i skabet. Om dét så skyldes førnævnte lydproblemer, tja måske, men det er heller ikke så vigtigt. Der sker imidlertid noget efter den ellers malplacerede ”Nepenthe”: der skiftes til engelsk! Det tog kun tre kvarter, men jeg tager gladelig imod. Og vigtigere er, at det herfra bliver både sjovere og mere løssluppent (på den gode måde). Opeth virker mere til stede, der fortælles flere anekdoter og der er generel ping-pong fra publikum til Åkerfelt, og resten af sætlisten klarer resten. At der så skiftes lidt tilfældigt frem og tilbage fra svensk til engelsk og omvendt, det er en mindre hovedpine.

”Moon Above, Sun Below” er en sang der virker til at stikke i nye retninger konstant, men alligevel kan bære det. ”Hope Leaves” er muligvis den flotteste mindre kendte sang fra ”Damnation” og ”The Lotus Eater”.. altså hvad kan jeg sige til dén? Den har alt hvad Opeth er i én sang og det kan jeg sgu sætte pris på. Der lukkes (men slukkes? nej) med den ualmindeligt smukke og tilstedeværende ”Allting Tar Slut” hvor guitaristen også får lov at vise sine sangkundskaber frem.
For det er selvfølgelig ikke færdigt her. ”Sorceress” sparker tingene i gang igen inden Åkerfelt får fortalt en sjov historie om ham og Anselmo fra sidste års Copenhell og så præsenteres bandet inden alt sættes ind på ”Deliverance” – endnu engang.

Igen, ingen klager herfra. Faktisk skal Opeth endnu engang have ros for at turde rode godt og grundigt rundt i sætlisten: kun de to ekstrasange var også at finde ved deres sidste show. Men SÅ er det også tid til ”Deliverance”, og nu kan folk knap sidde stille mere – og så er det vel slut? Nej, for Opeths tour-crew har åbenbart strikket en lille video sammen der mest viser Opeth og co. i diverse uskønne situationer. Det er uventet, men sjovt og lige i ånden, for det hele er sgu ikke så alvorligt. Helt overordnet er det to ganske gode timer, men det er både set og hørt bedre før, ja faktisk for kun tre år siden. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Svekets Prins
2) – The Leper Affinity
3) – Hjärtat Vet Vad Handen Gör
4) – Reverie/Harlequin Forest
5) – Nepenthe
6) – Moon Above, Sun Below
7) – Hope Leaves
8) – The Lotus Eater
9) – Allting Tar Slut
Encore:
10) – Sorceress
11) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

The Vintage Caravan - Gateways

Hver gang jeg er stødt på The Vintage Caravan, har jeg været imponeret over, hvor autentisk de tre islændinge formår at genskabe den stemning og det feel, der kendetegnede Rockmusikken i 1960’erne og 70’erne. Og lad det være sagt med det samme: Også på deres fjerde album "Gateways” formår Óskar Logi (Guitar/Vokal), Alex Örn (Bas) og Stefán Ari (Trommer) at tage lytteren med på en musikalsk rejse tilbage i tiden.

Vanen tro bliver de stærkeste aftryk på musikken sat af guitaren, og i mine noter optræder kommentarer som ”lækkert riff”, ”flotte hooks” og ”kanon guitarmelodi” flere steder – jo, Logi markerer sig stærkt på albummet. Når der tilføjes stærke melodier og ørevenlige omkvæd, som det sker i ”Set Your Sights”, ”The Way” og ”Reset”, kører det virkelig godt de tre øboere. De positive kombinationer høres ofte på albummets første halvdel, hvor flere numre ligger lige i halen af de nævnte tracks – her holdes der generelt et højt niveau.

Desværre holder den gode stime ikke hele vejen hjem, for efterhånden som man bevæger sig igennem de ti numre, falder kvaliteten støt. Mod slutningen bliver det direkte uinteressant, da de tre slutnumre er blege og kedelige, og på den måde markerer en direkte modpol til den stærke åbning. Hvad der umiddelbart så ud til en bedømmelse i den høje ende af skalaen ender derfor med kun lige at kunne trække fire stjerner hjem – Det er ikke dårligt, men efterlader mig alligevel med en lidt flad fornemmelse.

Tracklist:
1. Set Your Sights
2. The Way
3. Reflections
4. On The Run
5. All This Time
6. Hidden Streams
7. Reset
8. Nebula
9. Farewell
10. Tune Out
Samlet spilletid: 47:54

Læs mere...

The Vintage Caravan - Arrival

Islandske The Vintage Caravan er det store metallabel Nuclear Blast’s seneste satsning indenfor den retro-heavy rockede gren af deres rooster, der blandt andet også tæller efterhånden rimeligt anerkendte bands som Kadavar og Blues Pills. Med andre ord er The Vintage Caravan kommet i fint selskab, og derfor var det selvfølgeligt spændende for undertegnet at skulle anmelde deres debutplade ‘Arrival’.

‘Arrival’ er på mange måder et spændende album, og The Vintage Caravan lyder som en gedigen blanding af The Sword, Clutch, og Kyuss. Der trækkes på alt det bedste disse bands har at byde på, men alligevel har The Vintage Caravan sin helt egen lyd. Mest karakteristik er nok, at bassen og rytmeguitaren nærmest konsekvent følger hinanden pladen igennem, hvilket skaber en bombastisk atmosfære på alle numrene, der grundet deres temposkift og progressive tendenser skaber et interessant lydbillede, hvor der stort set hele tiden er noget i bevægelse. Første skæring ‘Last Day of Light’ er et af skivens stærkeste numre og et godt eksempel her på. Der er ingen tvivl om at medlemmerne af The Vintage Caravan er dygtige og ambitiøse sangskrivere, og når de groover, så groover de rigtig godt. Derudover er albummet plasteret til med langstrakte og gennemtænkte guitarsoli, og det gør bestemt ikke noget fra undertegnedes perspektiv.
Ind i mellem er der dog nogle numre hvor The Vintage Caravan lidt unødigt søger mod en stadionpræget lyd, hvilket slet ikke behøves, da deres musik i forvejen er meget bombastisk, og det virker lidt malplaceret på et nummer som ‘Babylon’ med sit Bon Jovi-agtigt omkvæde, eller på den unødigt poppede ‘Shaken Beliefs’. Derudover er det svageste led i en ellers meget stærk musisk kæde nok vokalen, der som sådan er teknisk udmærket. Den er blot lidt kedelig, og jeg savner lidt mere variation i registret og at vokalen tør lidt mere. Det bliver på en måde lidt for sikkert, hvilket blandt andet kan mærkes på nummrene ‘Eclipsed’ og ‘Crazy Horses’.

Alt i alt har The Vintage Caravan dog begået en fin debut med ‘Arrival’ og der er en del gode skæringer på pladen, bl.a. førnævnte ‘Last Day of Light’, den shuffle-agtige ‘Sandwalker’, den proggede ‘Carousel’ og afslutningsnummeret ‘Winter Queen’. Der er helt tydeligt et stort potentiale i The Vintage Caravan, og det skal nok blive spændende at høre, hvordan de videre udvikler sig.

Trackliste:
1. Last Day Of Light
2. Monolith
3. Babylon
4. Eclipsed
5. Shaken Beliefs
6. Crazy Horses
7. Sandwalker
8. Innerverse
9. Carousel
10. Winter Queen
Samlet Spilletid: 55. min.

 

Læs mere...

The Vintage Caravan – Voyage

At det er vigtigt med en go’ musikalsk opdragelse af børn, er The Vintage Caravan et glimrende bevis på. I en alder af kun 12 år begyndte Óskar Logi (guitar) og Guðjón Reynisson (trommer) at spille musik inspireret af deres forældres pladesamling med navne som Led Zeppelin, Yes og Cream. 3 år senere havde de indspillet deres første album, som blev udgivet på Island i 2011. Det gav bandet, som nu var en trio med Alex Örn på bas, stor succes, og i 2012 kom album nummer 2, ”Voyage”. I første omgang kun på Island, men nu får resten af verden også mulighed for at høre den.

Og tak for det! De 3 unge fyre må virkelig have spidset ører hjemme i stuen, for det er imponerende så godt stemningen fra forældrenes musik genskabes - inspirationen herfra gennemstrømmer hvert minuts spilletid på ”Voyage”. Det skaber selvsagt ikke noget nyt rent stilmæssigt, men til gengæld leverer de 3 gutter en stribe rigtig gode numre. De er gammeldags opbygget, men har alligevel et godt drive, der gør dem levende. Guitararbejdet er tungt, men viser også tydeligt, at Jimi Hendrix ikke har levet forgæves, og ”Catch The Rainbow”-stemning i ”Winterland” tyder på, at der også har været Rainbow- eller Deep Purple-skiver i den hjemlige samling.

Mod slutningen er der et lille kvalitetsmæssigt dyk, men det udlignes i det næsten 13 minutter lange ”The Kings Voyage”, her understreger trioen hvorfor de inkluderede ”Vintage” i navnet.

Tracklist:  
1. Craving
2. Let Me Be
3. Do You Remember
4. Expand Your Mind 8
5. M. A.R.S.W.A.T.T
6. Cocaine Sally
7. Winterland
8. Midnight Meditation
9. The Kings Voyage

Samlet spilletid: 50:36

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed