fbpx

Uncle Acid And The Deadbeats-Voxhall

Uncle Acid And The Deadbeats er et band vi kan kalde stamgæster I Danmark, men det er alligevel er det nu fem år siden bandet sidst gæstede Voxhall, og gav det jyske publikum en mesterlig opvisning i okkult rock af den højeste kaliber. Jeg har været kæmpe fan af bandet lige siden den koncert på Voxhall og hver koncert jeg har set med dem siden, har været intet mindre en fantastisk, så mine forventninger var skyhøje.
 
RAL
 
Første band på scenen i aften var lokale RAL. Endnu et uskrevet blad på den danske rockscene. Det første og eneste supportnavn for i aften, og ovenpå at det var søndag var man bange for, om mennesker overhoved ville dukke op, men heldigvis var der dukket en god håndfuld mennesker op. Genren vi er ude i kan måske bedste betegnes som Grunge (?) med små spor af Stoner Rock. Spilleglæden var i hvert fald til stede, men distancen imellem publikum og scene var gevaldig. Efter noget tid rykkede publikum tættere på. Musikmæssigt genopfinder RAL ikke Rock genren, også det at ordet ”Rock” kan betyde mange ting og her bliver de anelse identitetsløse. De virkede en anelse malplacerede i forhold, til aftenens hovednavn og musikken blev en anelse for forudsigelig i længden. Der manglede Der var nogle rimelig fede riffs hist og pist men det nåede aldrig helt op på en mindeværdig plan. Ikke helt den bedste start på aftenen.
Karakter
2 ud af 6
 
Uncle Acid And The Deadbeats
 
Publikum tallet var vokset utrolig meget, og nu stod bandet endelig klar til at sende Århus ind i en psykedelisk/seriemorderisk trance. I See Through You og Waiting For Blood satte ballet i gang og allerede fra start sad lyden totalt i skabet. Det var super højt og ingenting var for højt eller for lavt, sådan lydmand! Gamle skæringer som M.t Abraxis og Mind Crawler sendte publikum ud på den førnævnte trance, og endda virkede frontmand K.R Starrs til at være i godt humør. Han har alle de gange jeg har set dem lade musikken snakke i stedet for, at snakke under koncerten, men i aften var der alligevel plads til at spørge os hvordan vi havde det, og at det var fedt at være tilbage i Århus. Koncerten fortsatte med et set der spreder sig over alle hele bandets diskografi, men sættet bestod hovedsageligt at sange fra deres seneste udspil. Alligevel var det sange som Death’s Door, 13 Candles og I’ll Cut You Down der fik den største respons. Deres trommelager Jon Rice der tidligere har spillet i bands som Job For A Cowboy, 1349 og Behemoth viste sig i aften som en af de meste alsidige trommeslager jeg har set længe. Ikke kun blastbeats og super hurtigt dobbeltstortromme, men det at han spillede langsomt og groovy var et show i sig selv. Bandet sluttede af med Melody Lane og No Return. Det var lidt over en time, og selvom nogle ville mene at det ikke var en lang nok koncert, så synes jeg at den sad i skabet. Fantastisk koncert, og fantastisk stemning igennem hele vejen igennem. Femte gang jeg så Uncle Acid og de beviser at de er et af de bedste livebands derude.
Karakter
6 ud af 6
 
Læs mere...

Spids Nøgenhat - Pumpehuset

”Her, dagen efter hvor jeg skriver disse ord, er jeg stadig meget i tvivl om hvilken karakter jeg skal give. I mine noter har jeg udtrykkeligt blot nævnt ordet "topkarakter", …
Samtidigt er jeg også ganske overbevist om at dette må siges at være den første "rigtige" gang jeg har oplevet Spids Nøgenhat som det bør gøres, og jeg er til dels trist over tanken, at mine fremtidige gange nok aldrig vil kunne måle sig med seancen igår.”
Ovenstående ord er fra sidste gang jeg anmeldte Spids Nøgenhat, og egentlig vil jeg så ikke skrive så meget mere, udover spørgsmålet; kunne de komme i nærheden af sidste gang? Ikke helt, men næsten.

Spids Nøgenhat:
Spids Nøgenhat, eller med dens medicinske navn Psilocybe semilanceata (også kendt som Liberty Cap på engelsk), er den stærkeste hallucinogene svamp i Europa. Det er også navnet på et dansk band, og hvis man ikke allerede har gættet genren, snakker vi naturligvis om syrerock. 
I 1998 gik Henrik "Hobbitten" Klitstrøm, Morten "Aron" Larsen og Uffe "Aramis" Lorenzen sammen, der på daværende tidspunkt var kendt for deres andre projekter som f.eks. "On Trial", "Baby Woodrose", "Dragontears" og Ghost Rocket". 
Spids Nøgenhat udgav deres debutalbum "En Mærkelig Kop Te" i 2001, der i første omgang ikke fik den store opmærksomhed. De spillede til at begynde med som en akustisk trio med en blanding af deres egne sange, såvel som covernumre fra ældre danske bands som f.eks. Alrune Rod, Røde Mor og Furekåben. På et tidspunkt gik de 3 medlemmer hvert til sit, og genopstod først i 2009, hvor de udvidede gruppen med Anders "Moody Guru" Skjødt og Anders "Fuzz Daddy" Grøn. Lysmanden Sebastian "Zeppo" Bülow, og hans psykedeliske visuals, blev også en del af projektet.
I 2011 spillede de ud på de sene nattetimer på Roskilde Festival, hvilket senere blev til livealbummet "De Sidste Her På Jorden", og i slutningen af 2013 udgav de så albummet "Kommer Med Fred", der for alvor fik udvidet danskernes kendskab til bandet, og som kulminerede i et show på Roskildes Avalon scene i 2014. 
Det sidste år har på alle måder været en succes for Spids Nøgenhat; vinder af ”Årets Danske Live Navn” og ”Årets Danske Rockudgivelse” hos Danish Music Awards i 2014, jobs i Tivoli, Northside og Tinderbox i år (foruden velbesøgte klubshows forinden i aften) – også naturligvis det faktum at Spids Nøgenhat har formået at melde udsolgt tre dage i streg.

Normalt er det kun den ene sal der er i brug ved en koncert i Pumpehuset, men i dagens anledning er der i stueetagen blevet pyntet op med diverse tæpper, frit hængende figurer i loftet, og et psykedelisk lys der sætter stemningen. Ovenpå er der, som det hører sig til, visuals der omslutter hele rummet, fra loftet til gulvet, inklusiv en stor svævende (digital) svamp på scenen.
Det føles derfor som en samlet oplevelse at besøge Pumpehuset. Det tegner altså allerede godt nu.
En DJ varmer op inden det for alvor går løs, hvilket sker en halv time udover planlagt tid – men i dette tilfælde er der ingen antydning af at folk er utålmodige eller utilfredse, og det skyldes nok DJ’ens valg af sange. Der er en konstant opbygning; da jeg selv ankommer kvart i ni er det forholdsvist stille og roligt, men som vi nærmer os halv ti bliver det, ganske flydende, mere intenst og syret. Glimrende opvarmning.

Og NÅR der så sættes i gang med ”Mere Lys” er den proppede sal klar til at indtage den ”3-delte syre-Camino”, som forsangeren spøgefuldt nævner. Vi skal da heller ikke længere end 5 minutter ind før den første hashduft breder sig i lokalet, og stemningen er, ja, høj. 
Lyden er ganske tydelig, og samtidigt dejligt skarp og ”rå” i det. Det er stadig guitarerne og vokalen der ligger klart i front, men modsat i Den Grå Hal står næsten samtlige detaljer klart frem – også gør det sgu ikke noget at det ikke er helt perfekt, for det er så sandelig en del af charmen.

Spids Nøgenhat selv formår til fulde at ramme den knivskarpe balance imellem sjov og seriøsitet; man skal endelig ikke tage fejl af at håndværket er totalt i orden. Sammenspillet er eminent godt, men der bliver samtidigt gået til den, og ofte ryges der ud af tangent (på den gode måde) – det skal jo heller ikke blive for pænt. Og netop dén kombination mellem frisluppenhed og det oprigtige ønske om at levere noget ordentligt for folk, ja, det oplever jeg kun sjældent.
Den særlige stemning fra Den Grå Hal, derimod, er af en noget mere afdæmpet karakter i dag. Til gengæld ser langt de fleste ud til at kende det meste af repertoiret, og et tidligt højdepunkt opstår under Hyldemor coveret ”Den Gennemsigtige Mand”. I omkvædet kommer de første publikumshænder i vejret, og her er band og publikum én enhed, i hvert fald i små 8 minutter.

Overordnet er der et glimrende flow imellem sangene, aldrig for lange pauser, og det åbenlyse hit ”Lolland Falster” bliver ikke gjort mere vigtigt end andet. Først tre kvarter efter den korte introduktion bliver der igen talt en anelse til publikum, men det er på ingen måde nødvendigt.
Et visuelt højdepunkt falder i ”Ude På Landet”, hvor en mindre gruppe frydefuldt gentager linierne ”er vi de sidste her på jorden?”, og her er Spids Nøgenhat altså selv stoppet op – i hvert fald for en kort stund, for så kommer hele salen med under ”Hvad Har Du Taget?”.
En time har passeret, og vi er nået til encore-delen, der så lige giver en halv time mere.

Aftenens klare højdepunkt, for mig personligt i hvert fald, er Røde Mor coveret ”Lil Johnny’s Mund”, hvor det visuelle nærmest løber om kap med guitarerne for at se hvem der først kan nå ud i universet, højere og højere, mere larmende end hvad godt er, og i de små fem minutter er jeg tilbage for knap 10 år siden, hvor jeg tog mine spæde ungdomsskridt i Ungdomshuset og til metalkoncerter på The Rock – dengang jeg, lidt forsimplet sagt, fandt min identitet.
Det er også et fint påfund at sige tak for i aften via ”Udkoksning I 3 Satser”, hvor forsangeren fremviser en stor (fysisk) svamp og næsten knæler/tilbeder den foran alle de forsamlede. Og SÅ bliver der syret ud for alle pengene, det meste af bandet ligger og roder rundt på gulvet, og forsangeren flipper ud. 
Derefter en rituel gentagelse af ”vi kommer med fred, vi kommer med fred, vi kommer med fred – alle skal med”, der kulminerer i at hele salen overtager imens Spids Nøgenhat forlader scenen.

Var der så intet negativt? Nej, ikke decideret, men det var heller ikke perfekt. 
Den euforiserende kærlighed der hang tungt i luften for et års tid siden… Den kommer nok ikke igen, og derfor vil dengang stå som det største. Det er naturligvis ikke Spids Nøgenhat der kan lægges til last for det, men…
Den visuelle del var endnu engang overvældende positiv, og spiller som bekendt en stor rolle hos Spids Nøgenhat, men var knap så imponerende som i Den Grå Hal, hvilket egentlig kun skyldes at Den Grå Hal er større, simpelthen. Der er dér bedre muligheder for at folde sig ud.
Sidst, så er det måske ved at være på tide at Spids Nøgenhat brygger noget nyt materiale sammen, eller gravere dybere i den danske sangskat? Der er jo masser at tage af, for sætlisten her var med undtagelse af kun enkelte skæringer identisk (dog ikke rækkefølgen), og det gør ikke så meget de første gange, men derefter ønsker man sig mere. 
Men, og det er et stort men, dette var stadig henrivende godt! Tak, Spids Nøgenhat, for at vende tilbage til rampelyset. Jeg vidste ikke at jeg kunne savne jer så meget.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Mere Lys
2) – Lever Vi Nu?
3) – Det Psykedeliske Tapet
4) – Den Gennemsigtige Mand (Hyldemor cover)
5) – Spids Nøgenhat I Græsset
6) – Jorden Kalder
7) – Lolland Falster
8) – Vand, Brød Og Te
9) – Ud På Landet (Aron cover)
10) – Hvad Har Du Taget?
Encore:
11) – Når Spindelvævene Blomstrer (Tømrerclaus cover)
12) – Lil Johnny’s Mund (Røde Mor cover)
13) – Du Er Min Allerbedste Ven (Green Grass cover)
14) – Udkoksning I 3 Satser (Cinderella cover)
15) – Fred

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Lørdag

Jeg vågner lørdag middag med en intens, skærende smerte overalt i hjernen. Min mund føles som indersiden af en kakkelovn; mine rystelser må gøre udslag på den nærmeste seismograf, og jeg er sulten i et omfang, der nok forslår for en større landsby i Sydsudan. Dette må være Aarhus' p.t. absolut mest ondsindede tømmies, - det er ikke i et hyggeligt pakke-sig-ind-i-en-dyne-med-en-Cocio-og-se-The-Empire-Strikes-Back-igen-igen-omfang: Det er blodig alvor. Jeg vælger at skyde skylden på DJ Tommy Christensen - til daglig bedst kendt som øksestraffer i Crocell, - der var noget så flittig til at spille D-A-D og Scorpions den halve nat, hvorfor jeg blev hængende og rockede like a hurricane i timevis, efter at Pet the Preacher var gået af scenen. Gud jo, og så var der også noget med en flaske bourbon, der partout skulle gå på omgang til sidste dråbe. For helvede, mand...

Men op på hesten skal man jo. Efter således at have pløkket et par bevingede ord ned til nærværende reportage og absorberet en fryselasagne samt en halv meter salamisnacks begiver jeg mig frejdigt mod Viby Torv med døden på lidt større afstand. Det er godt, at man i det mindste tjener styrtende på at være fritidsanmelder.

 

Seven Thorns

Efter en white russian og en kaffepunch med mere snaps end kaffe kan jeg nogenlunde forliges med idéen om en gang hammer. ( - Det er i øvrigt en helt generel ting.) Jeg har ikke de store forventninger til Seven Thorns; mit kendskab til dem består i en promo fra 2007, som jeg allernådigst undlod at anmelde. Som én ud af kun alt for få danskere knuselsker jeg fandeme power metal, men vi ved allesammen godt, at Danmark ikke just har verdens stærkeste scene lige på dén front. Der er kun alt for lidt grobund for at fostre tilstrækkeligt med både teknisk og kompositorisk talent til en reelt set så krævende genre som power metal i et meget lille land, hvor den regionale metaldagsorden i det 21. århundrede gerne har været sat af bands som Hatesphere, Mnemic og Dawn of Demise.

Så meget desto mere glædeligt overrasket bliver jeg over Seven Thorns denne aften på Monorama. Førnævnte tekniske og kompositoriske talent har bandet nemlig opdyrket i mellemtiden. Det er vist i øvrigt kun trommeslager Lars Borup, der ikke er blevet skiftet ud undervejs. Men hey: Hvad der end er sket, har det i hvert fald virket. Der er mærkbar spilleglæde, fart over feltet, masser af sololir, skamløse stryger- og cembalo-emulerende keyboards og lige så skamløse, svulstige dur-omkvæd. Danmarks notoriske had til genren taget i betragtning er publikum faktisk overvældende positivt stemt. Enkelte bruger lejligheden til en rask fægtekamp med ad hoc-medbragte skumgummisværd og plasticskjolde. Herligt. Jeg håber, det er et tegn på, at folk så småt begynder at fatte, hvordan power metal skal tages - nemlig som noget, der sagtens kan være decideret godt, men i store træk bare er smadderskægt. Faktisk fatter jeg generelt mindre og mindre, hvad det er, folk dog kan have imod en så elskelig genre.

Seven Thorns fænger mig mere i løbet af denne halve time, end Manticora, Pyramaze og Forcentury nogensinde har gjort. Det siger ikke så meget, men stadigvæk. Når det er sagt, er der dog stadig skønhedsfejl. Som på debutskiven er vokalen fortsat det svageste led, og Gustav Blide måtte i øvrigt gerne gøre bare lidt mere ud af ligne den genre, han formidler. Faktisk måtte store dele af bandet gerne kigge lidt i retning af bassist Mads Mølbæk, der er det eneste medlem, hvis stage prescence er helt gennemført. Og rent sangskrivningsmæssigt måtte bandet gerne kigge lidt i retning af de første to Avantasia-skiver. Indtil videre er sangene i og for sig fine nok, - især "Eye of the Storm" er fed, - men jeg hører ikke noget, der har samme hitpotentiale, personlighed og elegance som eksempelvis Avantasia. Men det er selvfølgelig også lidt en utaknemmelig sammenligning. Og hvorom alting er, så spiller Seven Thorns sgu for så vidt ganske vellykket power efter langt de fleste af kunstens regler, og det er mere end jeg havde turdet forvente fra noget dansk band. Jeg håber, de får en frugtbar europatour.
Karakter: 4/6

Seventhorns3

 

Silhouette

Vi diskuterer lidt, hvad "dark rock" egentlig betyder, efter at have set aftenens næste band, Silhouette, benævnt som sådan i programmet. Danzig? New Order? Åh gud, da vel ikke sådan noget som HIM?!

En makker omtaler Silhouette som en mørk udgave af Pink Floyd med hammondorgel, hvilket lyder umådeligt interessant i disse ører. Langt hen ad vejen har beskrivelsen også sin rigtighed, men i praksis kan jeg høre endnu flere elementer. Silhouette lyder lidt af den skønne periode fra 60'erne over i 70'erne, hvor selve metallen trådte sine barnesko, og alverden generelt endnu ikke var blevet fordærvet af alt, hvad der er nyt og dermed ringe. (Ja: jeg er delvist satirisk. Delvist.) Her er både tydelige influenser fra Uriah Heep og Black Sabbath - guitaristen spiller endda Gibson SG, - det er bare mere dystert og til tider doom'et. Den meget selvbevidste retro-stil skinner dog igennem i form af reminiscenser fra et band som Ghost; somme tider er rytmerne nærmest ren disco, hvilket kun gør de dystre islæt mere foruroligende.

Men Silhouette er stadig endnu mere. For eksempel er det dét band på hele festivalen, hvor tråden til vores allesammens grandonkel, the blues, er tydeligst, og guitaristen spiller så afgjort de lækreste og mest rendyrkede bluessoloer, jeg har hørt fra et nyt band i umindelige år. Jeg elsker det, og hvor er det dog pissevigtigt, at der stadig er nogen til at vise, hvad hele lortet altså er baseret på. Og hvor er det skønt at høre et band, der er så oldschool, men samtidig så opfindsomt og flittigt til at lave vellykkede genreeksperimenter.

Desværre taber jeg dog lidt interesse undervejs. Det er ikke samtlige sange, der er lige kompositorisk vellykkede. Silhouette er som opstartsband mere end almindeligt overbevisende. - Men de er stadig et opstartsband, og det betyder bl.a. at de også lige skal blive enige om, hvor musikken skal hen. Derudover er vokalen et lidt svagt punkt. Men det er vist noget med, at vokalist/bassist Tobias Nefer - i øvrigt kendt fra The Burning og Serpent Saints - har overtaget vokaltjansen fra en decideret sanger, og at dette åbenbart kun er bandets anden koncert nogensinde. Så hey, cool nok altsammen. En større hæmsko for min oplevelse består da også i, at stadig alt for mange publikummer har alt for svært ved at tie stille, mens musikken spiller. Det var et problem i går, og det bliver desværre kun et endnu større problem i aften. Det er fint og forventeligt, at folk får sig nogle øl og er i snakke-/hyggehumør, - ellers ville konceptet med en festival da nok heller ikke være noget, jeg gad længere, - men dét udelukker altså hverken pli eller situationsfornemmelse.

Anyway: Silhouette har verden for sig, og hvor håber jeg dog, at de får lov til at blive dyrket ordentligt, for de er muligvis dét band blandt samtlige 12 på hele årets MGM med det største potentiale. Og det siger dæleme ikke så lidt.
Karakter: 4/6

Silhouette2

 

LLNN

Ligesom jeg har visse forbehold, når der i en bandbeskrivelse står "math"-somethingsomething, har jeg visse forbehold, når der står "hardcore"-somethingsomething. Uden at ville kaste mig ud i en kedelig, mavesur redegørelse for hvorfor, vil jeg bare sige, at LLNN ligesom gårsdagens The Powergloves får bekræftet mig i, at det kan betale sig at være åben og have ja-hatten på overfor musik, som man ellers har haft det svært med.

LLNN's vokalist/guitarist Christian Bonnesen har en fortid i Psyke Project, et band hvis sande kvaliteter først rigtig begyndte at folde sig ud for mig på deres - desværre definitivt - sidste udgivelse, "Guillotine". Det er netop stilen herfra, som den gode Bonnesen synes at ville videreføre i LLNN, og det sætter jeg umiddelbart en kolossal pris på.

Goddamn, det er tungt, mand. Skærende dissonant, rasende vredt, klippeblokstungt og uforsonligt er det. Dybt intenst. Vokalen er en gennemgående desperat, nærmest afmægtig skrigen, og der er så godt som intet, jeg normalt ville kalde "melodi" i hverken stemme eller instrumenter.

Så meget desto mere utroligt kan det lyde, når jeg hermed siger, at LLNN ikke bare formår at fascinere og pirre min musikalske lækkersult igennem deres halve times tid, men at deres musik sgu til tider indeholder nærved lige så megen skønhed som, say, My Dying Bride eller The Gathering i disses fineste momenter. - Det er så tydeligvis bare på en helt anden måde, det foregår hér.
Det værste er, at LLNN guddødemig får det til at virke helt nemt. Jeg havde fandme aldrig selv hverken kunnet skrive eller spille musik, der lyder, som når portene til Helvedes forgård åbner sig: For dem ser det ud, som om, det er det mest naturlige og enkle i hele verden.

Hen imod slutningen begynder der dog at komme mere dynamik i lydbilledet. Der er sågar både leadguitar og decideret stille passager uden guitar overhovedet. Det er godt, at det sker; ellers havde jeg muligvis haft svært ved at bibeholde koncentrationen, ligemeget hvor spændende jeg så synes det hele er. Men det er også fedt at se bandet fra en ganske anden side af et udtryk, der hurtigt kan blive for utilnærmeligt.

Det er svært at forestille sig, at selv Woebegone Obscured, der spiller lige om snart, kan være tungere.
Karakter: 5/6

LLNN4

 

Woebegone Obscured

"Kan det blive mere tungt?" er i øvrigt min sidemands fyndige, retoriske spørgsmål bare et par minutter inde i årets doom-demonstration. Og hvor vanvittigt det end er, er svaret ja. Både i forhold til LLNN og sig selv. Åh, gid jeg med ord var i stand til at formidle, præcist hvor tungt, Woebegone Obscured er. Men havde jeg kunnet det, ville jeg - med al respekt for mine redaktører - nok være lønnet ansat som fuldtidsskribent på et væsentligt større medie end Revolution Inc.

Scenen er indhyllet i røg. Growlet er majestætisk. Hold kæft, hvor er det gennemført, mand. Jeg labber det i mig, som havde Natalie Portman sat sig overskrævs på mit ansigt.Woebegone3

Det er i øvrigt sjovt: Ligesom LLNN's Christian Bonnesen er et af de absolut rareste mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at drikke øl med, gælder det samme for Woebegone Obscureds vokalist/trommeslager Danny Woe. Seriøst: De gutter er så sympatiske, at de får selv en forholdsvist samarbejdsvillig statur som mig til at ligne Henrik Qvortrup. Hvor er det sindssygt, at så gennemført flinke personager alligevel kan indeholde så meget aggression og sortsind. Jeg er ikke stort meget mere nede med den danske doom-scene end til og med Saturnus, men jeg tvivler på, at der findes mere trøstesløs musik indenfor genren her til lands.

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det dermed, hvordan der består endnu en parallel til LLNN i og med Woebegone Obscureds decideret smukke brug af ikke bare melodiske passager, men også en overraskende flot ren vokal og ikke mindst en dynamik, hvis omfang er bredere end hos noget andet band i år. Hvor musikken trods det yderst kontrollerede sneglefartstempo gerne er allerhelvedes infernalsk, lige så foruroligende stille bliver den lige pludselig. Og det er er ikke bare så'n en gimmick for lige at gå på med fuldt skrald 2 sekunder efter; der gås helt ned i ambient-land og bygges op med et så omhyggeligt crescendo, at selv Tool måtte miste tålmodigheden.

Men ak, disse stille passager fremhæver atter kun festivalens absolutte akilleshæl:
"'Kæft, hvor folk snakker", mumler førnævnte sidemand, tydeligvis lige så irriteret over publikums allestedsnærværende knævren som jeg selv. Der er flere, der tysser højlydt på misdæderne rundt omkring - tak for dét. Med al fare for at lyde for pladderpædagogisk, så synes jeg virkelig, det ville være fedt, hvis vi i fællesskab prøvede at tilnærme os en koncertkultur, hvor dét at stå og snakke uafbrudt er lige så ugleset, som det med rette er, når man på samme måde ødelægger en biograffilm for andre. "Jamen det er jo alligevel ikke helt det samme...?" Nej, men ligheden er sgu til at føle på, og du kan alligevel aldrig retfærdiggøre det, så bare lad være med at prøve.

Nå, nok galde herfra. Lad der ikke herske nogen tvivl om, at jeg STOR-nyder Woebegone Obscured selv med baggrundssnak, ligesom jeg også nyder en pizza, selvom jeg har tømmies. Dog bliver disse føromtalte opbygningspassager måske dyrket i lige lovlig stor stil: I løbet af showets andet ud af bare to numre (!) sker det, hvad, tre-fire gange? Det er svært at bibeholde eksklusivitetsmomentet. Men måske skal jeg bare høre numrene lidt mere, - hvad jeg desuden sagtens kunne finde på. Og så meget desto mere orgiastisk forløsende er blastbeat-infernoet på vej ned fra rutschebanens allerhøjeste punkt.
Karakter: 5/6

 

Smothered

... Og så bliver vi ellers invaderet af svensken! Smothered er det eneste ikke-danske indslag på MGM i år, og så afgjort det mest forfriskende. Rent musikalsk er de inspireret af old-school-død fra Florida og hjemlandet, men det virker, som om de er ved at tage genren til et nyt niveau. Ikke på samme måde som tech-nørderne i f.eks. Psycroptic, men som om de opløfter stilen fra de gamle Entombed- og Dismember-udgivelser i anden potens. Det er fandengaleme bistert, mand. Og så er det samtidig både dybt detaljeret og tight som en hamsterrøv. Hvor har jeg dog længtes efter noget ordentligt svenskerdød iblandt den flom af blankpoleret elevator-metal, som In Flames og Dark Tranquility har disket op med i de sidste ti år.

"Swedish Death Metal Done Right" lyder bandbeskrivelsen på Smothereds Facebook-side, og det er noget så korrekt. Udover både at mestre half-time-stykker og start/stop-riffs - uden tilnærmelsesvist at lyde som amerikansk high school-metal - er de årets suverænt hurtigste og mest brutale indslag. Ren ekstase breder sig som en steppebrand i lokalet, og der går ikke mange minutter, førend jeg og en håndfuld venner nede bagved står og jubler, krammer, high-five'er og headbanger arm i arm.

Publikum er ellevilde og kommer ind imellem med nogle lige lovligt kække tilråb, - folk vil åbenbart rigtig gerne høre forsanger Christoffer Eriksson tale svensk. Og ih ja, hvor kunne dét dog også bare være fornøjeligt. Men det påvirker ingenlunde bandet, som er iskolde og klippefaste i deres performance. Dette er en gruppe, der pladedebuterede forrige år, og de er mindst lige så professionelle som flere af dem, der i det hele taget startede selve dødsmetalgenren.

I en forrygende halv time ejer Smothered hele festivalen. "Sverige - Danmark: 1 - 0!" udbryder jeg til stor moro for vort nabolands gæve repræsentanter, da jeg følgende passerer dem i backstagelokalet. De har fortjent det, - men det gør det ikke mindre seriøst ment.
Karakter: 5,5/6

Smothered6

 

Huldre

Der går dog ikke længe, inden denne stilling bliver mere end udlignet. Der er et væld af nyopdagelser på en showcase som hér, og hvert år står ét band ud blandt de andre som den største positive overraskelse.  Med så meget talent som i år føler jeg næsten, at jeg vælger mere fra end til ved at udpege ét band. Men ikke desto mindre må æren denne gang tilfalde den danske folkemetal-sekstet Huldre, hvis sange, performance og sceneshow som samlet pakke er årets mest gennemførte, overbevisende og professionelle. Faktisk i så høj grad, at de også løber med æren for bedste koncert på MGM 2015.

Folkemetalscenen har vokset sig større både herhjemme og i Europa igennem de sidste 7-8 år. Det er forståeligt; det er en både lytte- og live-venlig genre, der appellerer lidt ekstra til både metalfans med en lidt bred smag og også gerne til udenforstående. Og hvor nogle af disse bands i store træk er lidt ekstra sjove og dansable - som f.eks. Svartsot - er det rent faktisk muligt at lave både flotte og spændende arrangementer indenfor genren - som f.eks. hos Lumsk. Men hvor de fleste folkemetal-grupper i det mindste har deres momenter, er det de færreste, der formår at være interessante fra ende til anden.

Dem er Huldre ét af. Huldre er ganske enkelt bare bedre end dem allesammen. Jo, fandme så. Dette er mindst en lige så kreativt vellykket genrefusion, som da Sorten Muld blandede folkeviser med elektroniske rytmer på den fantastiske "Mark II"-skive fra - åh gud - 1997. Melodierne hos Huldre er som taget ud af dén anden tid, bandet tydeligvis holder så meget af og så succesfuldt benytter som ramme for deres sagn og viser fra mørke heder, stendiger og ubetrådte skovbunde.

Jeg er ganske enkelt bjergtaget. Én ting er, at bandets folkedragter og scenedekorationer med grene, blade, blomster, dyrekranier og gevirer er så gennemført; fremførslen er tillige eminent og lyden klokkeklar. Både drejeliren og violinen har en lige så stor plads og berettigelse i musikken som den metalliske hårdhed. Men det er ingen af delene, der er det primære kreative omdrejningspunkt: Det er den forjættede gode sang, som Huldre synes at have et uudtømmeligt arsenal af. Og så står jeg sgu og bliver lidt hyggelun på vokalist Nanna Barslev, som udover at synge hypnotiserende flot (samt i øvrigt være taknemmeligt attraktiv i middelalderoutfit) faktisk er en overraskende dygtig stemningsoppisker. Men uden at det går ud over hendes naturlige karismatiske ophøjethed og aura. Mere perfekt frontfigur i denne genre findes næppe.

Jeg skal have fingre i den debutskive, og de skal fandme snart udgive opfølgeren, for jeg har haft "falder dug, falder rim/og ulven løber i skoven"-refrænet på hjernen i tre døgn nu.
Huldre er et af de alt for få bands her på jorden, hvis kvaliteter transcenderer enhver tænkelig subgenrekasse, de så måtte kunne tilhøre: Dette er slet og ret og ganske indiskutabelt bare ualmindeligt velskrevet og velspillet musik. Hvordan i alverden kunne de kun blive nummer tre på den endelige Wacken Metal Battle sidste år?? Hvis der findes retfærdighed i verden, bliver Huldre det næste store danske metalband på den internationale scene. - Men selv om de ikke gør, har de allerede beriget vores land med en større selvstændig sangskat end visse grupper, der har eksisteret i fire gange så lang tid. Og nej, jeg havde som ovenfor antydet ikke hørt en eneste tone fra dem før i aften.
Men jeg elsker dem allerede.
Karakter: 6/6

Huldrefoto8

 

Iniquity

"Hold kæft, hvor skal jeg bare hjem og høre Konkhra og Illdisposed i morgen!" En makker er gået totalt i dansk-90'er-døds-humør efter Iniquitys afslutningsshow. Og det er der alt muligt god grund til.

Iniquity er simpelthen årets uundgåelige. Med deres nær-legendestatus på den danske dødsmetalscene, deres gen-genforening og denne aftens gennemspilning af debutklassikeren "Serenadium" (1996) er de det band, jeg har set mest frem til at opleve. Jeg er klar over, at de næppe kommer til at overgå Huldres tryllebindende show. Men de er tættere på end nogen andre.

Når jeg før siger, at Smothered er festivalens mest brutale indslag, er det kun fordi, det endnu ikke er blevet Iniquitys tur. Og hvis Smothered spillede tight, kunne Iniquitys sammenspil være programmeret. Det er med nær vantro, at jeg - igennem hele weekendens i øvrigt absolut skarpeste lyd - konstaterer, at Iniquity spiller så godt sammen som kun alverdens absolut tighteste dødsmetaloutfits. Hver eneste af hele rytmegruppens dæmonpåkaldende toner er som svejset sammen med hinanden. Samtlige akkorder er som øksehug, der begraver sig i levende kød; samtlige trommerundgange er som asteroidebombardementer. Det er simpelthen hårdere, dybere og tungere end noget andet dansk band indenfor genren.

Det er sidssygt, at det hér kan lade sig gøre for et navn, der har haft så skiftende besætninger. Og det er sindssygt, at vokalist og guitarist Martin Rosendahl, hvis meritter også tæller bl.a. Corpus Mortale og Slow Death Factory, kan have landets ondeste growl og i det hele taget gjort så meget for dansk dødsmetal, når han virker som en gut, der bare godt kan li' at ryge halløjsa-tobak og spille computer. Med al respekt for den oprindelige vokalist Brian Petrowsky, som desværre døde i 2011, virker Rosendahl som den eneste rigtige frontmand.

Hvor Huldre trods alt delte vandene mellem de stakkels kræsenpinde og os ægte musikfans lige før, er publikumskoncentrationen og stemningen på absolut højeste niveau hele Iniquitys overlegne performance igennem. Intet andet band på dette line-up kunne have lukket festivalen af - og da slet ikke så behørigt som det bliver gjort hér. Hele forreste række bølger af svingende headbangerhår, og samtlige hænder ryger i vejret mellem numrene.

Jeg fatter ikke, hvordan Iniquity kan have stået så meget i skyggen af så mange andre danske dødsmetalbands. Selv jeg, der normalt ikke er så interesseret i genren, foretrak Autumn Leaves og Illdisposed i sin tid. Efter i aften vil jeg prøve at opstøve "Serenadium". For satan, for en skive, mand.
Karakter: 5,5/6

Iniquity8



Kære læser: Hvis du som jeg lige nu sidder og bliver en lille smule rørt, så skyldes det nok bare, at du ganske enkelt også har været på Monorama nu i weekenden. Og kære Leifur hin Fagre: Som menneske er du fantastisk, men som booker synes du beriget med en eller anden form for superkræfter. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se, hvordan næste års line-up skal kunne overgå dettehér. Jeg kan kun parafrasere mig selv fra både i går og i fjor: Det er ud over alle røverkøbs rimelige grænser, at så meget fantastisk musik kan fås for 150,- kr.! Og ydermere: Selvom nærværende beskrivelse af alle disse skønne musikalske oplevelser så måtte lyde nok så tillokkende i sig selv, er MGM mere end det. Og det til trods for alle tænkelige minusser - inklusive et publikum der generelt skal lære at tie stille mens musikken spiller og en kronisk væltestiv lortebums i Entombed-t-shirt, der gjorde sit for at være så irriterende som muligt for både bands og publikum hele lørdagen. (Hvis du læser det hér, så lær for helvede at styre din brandert, belastende skodjunkie.)

Men så er det også slut med at bitche. For som jeg indledningsvist nævnte i går, så er MGM større og bedre end summen af de elementer, den består af. Selv på en lørdag aften med så fremragende koncerter som denne. Tænk engang at noget i sagens natur så perifert som en showcase for undergrundsmetal med kapacitet til 150 M/K i en forstad til verdens største provinsby kan danne ramme om så megen glæde og så mange fede koncerter, som flere af mit livs hele Roskilde Festivaler har præsteret.

Ovenpå al denne skamløse skamros kunne man foranlediges til at tro, at der da nærmest kun kan ligge nepotisme til grund, og at jeg da må være totalt på pikken af arrangøren og Monorama samt sikkert også flere af bands'ene. Svaret dertil er et stort, rungende næh. Såmænd ikke. Jeg er ganske enkelt bare vild med musik, øl og gode venner, og som gammel Aarhus-dreng dagligt bosat på Amager nyder jeg så meget desto mere de relativt sjældne gange, jeg besøger den jyske metalscene. Derudover kan jeg igen kun gentage mine ord fra for godt og vel et år siden: Hvis du endnu ikke har besøgt denne lille festivalperle, så tag for himlens skyld at dukke op og se, hør og mærk på egen krop hvor herligt et arrangement det er.
Ja, faktisk kan jeg ikke forestille mig det blive meget bedre end i år. - Men det skal naturligvis ikke forhindre mig i at møde op igen og igen.

Vi ses til Mono Goes Metal 2016!

 

Læs også vores reportage fra fredag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Spids Nøgenhat

Jeg tror ikke der er mange musikinteresserede der efterhånden ikke har hørt, eller genhørt, Spids Nøgenhat indenfor det sidste års tid. Efter for nyligt at have spillet på Roskilde Festival, såvel som at have afholdt en minitour sidste efterår, kan man anskue deres show i Den Grå Hal som en naturlig afslutning på rejsen. Symbolikken i at Spids Nøgenhat spiller lige præcis på Christiania (og i øvrigt for første gang i Den Grå Hal), og med deres sidste pt. planlagte show, er i hvert fald gennemført.
For mit eget vedkommende har jeg først netop nu fået gennemlyttet deres 2 albums, og har kun set Spids Nøgenhat én gang live; nemlig for nogle måneder siden på Roskilde. Den Grå Hal er desværre også kendt for til tider at besidde en knap så god lyd, men jeg var stadig meget spændt på hvordan aftenen ville udfolde sig. For kun 150 kroner var koncerten blevet udsolgt i forsalg, og der var derfor ganske fyldt ude foran hallen. Det tog vores selskab dog ikke så tungt, og vi nød derfor nogle øl inden vi fik forvildet os indenfor.


Spids Nøgenhat
Spids Nøgenhat, eller med dens medicinske navn Psilocybe semilanceata (også kendt som Liberty Cap på engelsk), er den stærkeste hallucinogene svamp i Europa. Det er også navnet på et dansk band, og hvis man ikke allerede har gættet genren, snakker vi naturligvis om syrerock. I 1998 gik Henrik "Hobbitten" Klitstrøm, Morten "Aron" Larsen og Uffe "Aramis" Lorenzen sammen, der på daværende tidspunkt var kendt for deres andre projekter som f.eks. "On Trial", "Baby Woodrose", "Dragontears" og Ghost Rocket". Spids Nøgenhat udgav deres debutalbum "En Mærkelig Kop Te" i 2001, der i første omgang ikke fik den store opmærksomhed. De spillede til at starte med som en akustisk trio med en blanding af deres egne sange, såvel som covernumre fra gamle syrerock bands som f.eks. Alrune Rod, Røde Mor og Furekåben. På et tidspunkt gik de 3 medlemmer hvert til sit, og genopstod først i 2009, hvor de udvidede gruppen med Anders "Moody Guru" Skjødt og Anders "Fuzz Daddy" Grøn. Lysmanden Sebastian "Zeppo" Bülow, og hans psykedeliske visuals, blev også en del af projektet. I 2011 spillede de ud på de sene nattetimer på Roskilde Festival, hvilket senere blev til livealbummet "De Sidste Her På Jorden". I slutningen af 2013 udgav de så albummet "Kommer Med Fred", der for alvor fik udvidet danskernes kendskab til bandet, og som kulminerede i et show på Roskildes Avalon scene i 2014.


Efter den trippede kortfilm "Har Du Set Mit Psykedeliske Tapet?" og en knap så god opvarmning fra DJ Slangeklædte Fjergud, der alligevel vinder nogle point for et absurd originalt navn, er den godt proppede hal klar til hovednavnet. Der lægges "skævt" ud med "Mere Lys" og dernæst "Hobbittens Flyvetur". Igennem den ca. 2 timer og 15 minutters lange opvisning når vi faktisk at få hørt samtlige af sangene fra "Kommer Med Fred" og "En Mærkelig Kop Te", med undtagelse af én enkelt skæring, som jeg vidst har forstået at de aldrig spiller live, i form af "Smukke Pige". Derudover får vi også nogle covers, udover de som findes på de førnævnte udgivelser. Så kan man svært forlange mere i dén ende.

Bag de 5 voksne og tydeligt opstemte mænd på scenen er der opsat et gigantisk lærred der på alle måder skriger svampe, syre, psykedeliske trip og hvad man ellers kan tænke på. Her bliver geometriske former, farver og paddehatte blandet sammen uden problemer, og faktisk bliver hele Den Grå Hal favnet i det visuelle udtryk, således at både væggene og loftet inkluderes i lysmandens overbevisende "show", der nydeligt slår følgeskab med musikken. Jeg forstår godt at Spids Nøgenhat offentligt betragter ham som deres 6. medlem, for det er svært at forestille sig en koncert uden hans særegne præg. Bandet er levende og smilende, men på sin vis en smule introverte, når de altså ikke lige flipper fuldstændig ud, hvilket sker mere end en enkelt gang. Der bruges ikke lang tid på snak, men det behøves heller ikke.

En af de mest positive bemærkninger må dog tilskrives publikum, for sjældent har jeg oplevet det værende så behageligt og hyggeligt som i aften. Stemningen er bare dejlig, og der er, metaforisk, højt til loftet på trods af at folk til tider ikke kan undgå at skubbe eller støde lidt ind i hinanden. Ikke at jeg forventede anderledes, når vi i fællesskab står og synger med på f.eks. sætninger som "Mere lys, og mere kærlighed - mere lys, og mere frihed" og "Vand, brød og te - kærlighed og LSD", men det er stadig skønt. Folk er glade og højlydt tilfredse, uden at det bliver på den anstrengende måde, men istedet med masser af eufori og fællessang.

Desværre, som forventet, er lyden langt fra optimal, og det er begrænset hvor meget man kan høre af de enkelte instrumenter. Det hele smelter faktisk glimrende sammen, på sådan en løs og "fri" måde, men det lyder stadig ikke særlig godt - især vokalen er til tider for lav, og de mange små finurligheder der normalt er at høre fra bl.a. guitarerne bliver totalt sumpet væk i støj.
Alligevel gør det ikke mig, personligt, det store. Det bliver også bedre hen af vejen, men det som det i virkeligheden handler om, er at det føles rigtigt og så gennemført. Ja, jeg er påvirket i øjeblikket, men det bør man jo nærmest også være.

Aftenens højdepunkter er talrige, og både "Den Gennemsigtige Mand" og "Spids Nøgenhat I Græsset" giver kuldegysninger. "Fred" leveres i en tung udgave, der faktisk er federe end den på pladen, og "Lolland Falster" giver mig lyst til at tage ud i skoven. Eller ud på landet.
Helt overordnet føles det som en sikker sejr for Spids Nøgenhat, også selvom det er uperfekt. Jo mere jeg lader mig indhylle i musikken, og jo længere jeg lader mig blive ført bort, jo bedre bliver det. Det er især tilfældet i "Hvad Har Du Taget?", der udspilles i godt og vel tyve minutter - den originale sang er på knap 4 minutter, så resten er mere eller mindre improviseret. Spids Nøgenhat går derefter af scenen, men vender tilbage med intet mindre end 5 ekstranumre som f.eks. et cover af "Langebro".

I dette lange enkeltøjeblik, på over 2 timer, bliver jeg mere og mere begejstret. Mit ansigt er ét stort smil, og jeg står ved siden af en god veninde som jeg jo i virkeligheden bare gerne vil kysse, men ikke kan, alt imens jeg suger det hele ind... Det hele går op i en højere enhed. Selv sniksnakken i krogene oplever jeg som en del af det samlede udtryk. Det er nærmest planlagt, og i hvert fald en god tilføjelse. Hele mit indre væsen er opstemt, og det er en af de sjældne gange hvor en koncert rører mig ganske dybt.

Her, dagen efter hvor jeg skriver disse ord, er jeg stadig meget i tvivl om hvilken karakter jeg skal give. I mine noter har jeg udtrykkeligt blot nævnt ordet "topkarakter", men rent objektivt set var lyden langt fra perfekt, og bør derfor trække ned. Samtidigt er jeg også ganske overbevist om at dette må siges at være den første "rigtige" gang jeg har oplevet Spids Nøgenhat som det bør gøres, og jeg er til dels trist over tanken, at mine fremtidige gange nok aldrig vil kunne måle sig med seancen igår. Stadig, igår var for mit eget vedkommende ganske specielt og livsbekræftende på den der uperfekte måde. Jeg kan sagtens se at andre ikke nødvendigvis deler den opfattelse, og derfor kan man måske godt trække ½ - 1 grad af den endelige karakter. 
6/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Mere Lys
2) - Hobbittens Flyvetur
3) - Giv Slip
4) - Lever Vi Nu?
5) - Det Psykedeliske Tapet
6) - Den Gennemsigtige Mand (Hyldemor cover)
7) - Lil' Johnny's Mund (Røde Mor cover)
8) - Spids Nøgenhat I Græsset
9) - Jorden Kalder
10) - Lolland Falster
11) - Vand, Brød Og Te
12) - Hvad Har Du Taget?
Encore:
13) - Fred
14) - Langebro (Gasolin' cover)
15) - Når Spindelvævene Blomster (Tømrerclaus cover)
16) - Udkoksning I 3 Satser (Cindarella cover)
17) - Ud På Landet (Aron cover)

 

  • Spids Nøgenhat_2
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Spids Nøgenhat_3
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Spids Nøgenhat_2
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen

Se flere billeder fra koncerten her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed