fbpx

Powerwolf - Amager Bio, 13.11.19

Hvis et bands koncept kan opsummeres i ét ord, er det som regel et simpelt et. Det er også tilfældet for Powerwolf, der spiller powermetal krydret med lidt letvægter symfoni”orkester”, kor og orgel imens de synger om varulve. Det har de gjort siden 2003 og igennem nu otte albums, senest ”The Sacrament Of Sin” fra 2018, der også er grunden til deres visit. I sig selv er powermetal oftest en genre der overses (eller overhøres) i Danmark, og det var da også på en tysk pløjemark for godt og vel seks år siden jeg selv stiftede bekendtskab med de tyske ulvemænd. For deres første besøg i Danmark skulle man også helt hen til 2016, hvor de til gengæld både var forbi København og Aarhus. Året efter ramte de så Copenhell, og godt nok siger man, at den 3. gang er lykkens gang, men for mit vedkommende blev det altså den 4. – men var det så lykkens gang eller ej? Læs med! Powerwolf: Men først lidt ord om opvarmningen, Gloryhammer: de fleste fans af genren kender med al sandsynlighed Christopher Bowes, forsanger og stifter af Alestorm. Åbenbart synes manden ikke dét projekt var helt fjollet/grandiøst/episk nok for i 2010 samlede han en kreds af ligemænd og tre år senere udkom debutalbummet ”Tales from the Kingdom of Fife” med sigende sange som f.eks. ”The Unicorn Invasion of Dundee” og ”The Epic Rage of Furious Thunder”. Man ved hvad man får: fjol og løjer, rollespilsudklædte voksne mænd og en solid dosis powermetal. Men hvordan tager det sig ud live? Tja, de ankommer med en episk intro – selvfølgelig. Hele bandet minder mig om de tyske Grailknights, bare med pænere kostumer og bedre produktion i det hele taget. Forsangeren har fjollede 80’er briller på, men ligner ellers en klassisk helt – og Bowes selv ankommer først halvvejs inde i første sang, fordi hey, dramatisk intro fungerer bedst når man nu må identificeres som ”den mystiske troldmand”-arketypen. Ikke at han virker helt vildt nødvendig med al det backtrack, men igen, det hører sig jo også til. Gloryhammer er helt tydeligt kommet for at feste. Det kan man bl.a. høre i den selvbetitlede ”Gloryhammer” – her kommer en goblin luskende ind på scenen, bærende på en hammer, som forsangeren Angus McFife hurtigt snupper og basker ham med. Og så giver det mening med en sang om hovedpersonen selv, nu han er så heroisk. Der er også god fællessang her, ikke mindst i det næsten irriterende fængende omkvæd, der stadig ikke helt har forladt mit hoved. Man kan næsten se det som en slags interaktiv historie, hvor det i hvert fald til en start giver overordnet mening. Der skal heller ikke mere end to-tre sange til før lyden falder nogenlunde på plads: både vokal og keys kan høres ganske klart og tydeligt, mens trommerne derimod er alt for pappede. Men herfra bliver det mere tilfældigt med sangene, hvor vi både kommer omkring brændende universer, goblinkonger og selvfølgelig enhjørninger. Heldigvis er Gloryhammer både et tændt og professionelt band der leder os godt igennem det hele – der er fin energi og frontmanden er en god indpisker, i øvrigt med passende nørdet humor. Lidt løst citeret får han både sagt ”neutron stars are made of alcohol – we need you to travel to the intergalactic fortress, also knows as the bar” og ”I invented sound in space”. Sjovt er det. Og fjollet. Mest fjollet. De har selvfølgelig også den klare fordel, at publikum rent faktisk kender dem i forvejen og dertil er på mindst samme niveau – de vil det gerne. Meget gerne, faktisk. Det er hvad snart 10 år på bagen og et kendt medlem kan gøre. Det er også først da koncerten overstiger de 45 minutter at underholdningsværdien falder: det bliver lige langt nok med en hel time. Hertil er forsangerens stemme lidt slidt i det (lang tour måske?) og det musikalske udtryk både for ensformigt og uoriginalt. Men 75 % god underholdning er også mere end rimeligt og jeg vil anbefale alle dragejægere og lignende at få dem set på næste års Copenhell. 4½/6 stjerner. Og nu til hovedretten! Scenen bliver i pausen pyntet godt op, så da ulvene går på er det blandt statuer af kutteklædte varulve, keyboards omkranset af døde træer, falske kirkemure og i øvrigt et helt band med zombie-udød ansigtsmaling samt passende tøj; især pianisten fuldender det visuelle udtryk med flotte rober samt en katolsk-lignende velsignelse inden den første sang. Man kan ligesom ved Gloryhammer ikke påstå, at Powerwolf ikke gør noget ud af det, og publikum æder det råt med et mærkbart engagement, fællessang og alverdens pits efter kun et par sange. Og nej okay, så er bandet ikke helt selv klar over at det faktisk er deres 4. gang i landet, men skidt med det. Det bliver hurtigt klart at publikum aldrig overlades til sig selv – og det på både godt og ondt. Indpisker-rollen deles godt nok mellem forsanger og pianist, og mens Attila holder godt fast i (for)samlingen er det nu engang pianisten der hurtigt viser sig som den mest fysisk aktive – men... gutter. I behøver altså, virkelig, på ingen måde overhovedet, at dræbe alt flow og snakke med/til publikum efter HVER.ENESTE.SANG. Især de mange ”sanglektioner” bliver enerverende, det er jo bare ”oh-ooooh” og ”hallelujah” i forskellige toner og vi er jo for fanden ikke kommet for at få sangtimer. Et andet mindre negativt punkt er lyden. Den er ok – men overraskende mindre tydelig end under Gloryhammer. Lyset er derimod rigtig lækkert. Lidt længere inde i sættet skiftes der banner under ”Armata Strigoi” med cirkelpit til følge, og ”Demons Are A Girl’s Best Friend” dedikeres til pigerne der klart er i undertal i dag – sikke et chok! Jeg har sjældent været til en så mandehørmende koncert, det skulle da lige være Killswitch Engage for et par uger siden. Indtil videre har det været ekstremt ensformigt, men jeg klager ikke (udover førnævnte sangtimer) for det fungerer: publikum er kæmpe glade, mange vælter rundt, hænder er i vejret, Powerwolf selv spiller også glimrende, det kører sgu. Naturligvis er de nye sange endnu ikke helt kommet ind under huden på de fleste og her er 6 af slagsen lige i overkanten, men ellers er der ikke meget at beklage sig over. Alligevel er det et fint afbræk med en ballade i form af ”Where The Wild Wolves Have Gone”, hvor kutteklædte munke både henter og bringer et rigtigt klaver til pianistens fornøjelse – dog kun for dette indspark. At vi så lige i rap får ”Kiss of The Cobra King”, fra dengang Powerwolf var et noget mindre foretagende, er en fin bonus. Det er – ligesom ved Gloryhammer – dog et problem at musikken er så ensformig og uoriginal: man kan klare sig længe på publikum, på det visuelle, på fællessang, på en masse ting der afleder opmærksomheden fra musikken. Men på et tidspunkt vender det 180°. For mit vedkommende er det omkring de 80 minutter. Herfra og de næste 25 minutter er det ikke sjovt mere: alle tricks er blevet brugt, den langsomme optakt til ”Lupus Dei” fungerer slet og ret ikke, og at have tre ekstranumre er om end ikke usædvanligt, men at det skal tage SÅ lang tid er slet og ret kontraproduktivt. Powerwolf lever ikke ligefrem efter mantraet ”less is more”, men på et tidspunkt bliver det for meget. For meget snak, for lidt musik – og efterhånden for meget musik i det hele taget. De fleste fremmødte virker i dag til at være superfans, for de vil have mere, men der begynder efterhånden også rundt om mig at kunne mærkes en mæthedsfølelse. Det er ærgerligt man skal gå herfra med en følelse af at have overspist, for maden er som sådan lækker – men for meget af det gode er selvsagt ikke. Havde det hele varet max. halvanden time, måske tre-fire færre sange, så havde det siddet i skabet. I stedet er det en forstoppet afslutning der desværre skygger for resten af det ellers gode måltid. 4/6 stjerner. Sætliste: 1) – Fire & Forgive 2) – Army Of The Night 3) – Incense & Iron 4) – Blessed & Possessed 5) – Amen & Attack 6) – Armata Strigoi 7) – Demons Are A Girl’s Best Friend 8) – Killers With The Cross 9) – Stossgebet 10) – Resurrection By Erection 11) – Where The Wild Wolves Have Gone 12) – Kiss Of The Cobra King 13) – We Drink Your Blood 14) – Lupus Dei Encore: 15) – Coleus Sanctus 16) – Werewolves Of Armenia 17) – Sanctified With Dynamite Kilde: www.setlist.fm
Læs mere...

Epica - Design Your Universe (Gold)

Jo, jeg har anmeldt dette album før – Det var ti år siden, hvor Epica første gang udsendte "Design Your Universe”, som markerede bandets gennembrud og stadig fremstår som en milepæl inden for den Symfoniske Metal. Tiåret markerer hollænderne med at genudsende albummet i en remasteret udgave, som også indeholder akustiske udgaver af fem numre som bonus.
Genhøret minder mig om, hvor stærkt et album, vi har med at gøre her: Sjældent har et bands navn været mere passende; musikken er indbegrebet af episk: Kæmpe orkestreringer der virkelig fylder rummet ud, store kor, flotte melodier – alt sammen hentet i den Klassiske musik.. Dertil kommer Simone Simons’ fantastiske operaagtige vokal, der glasklart gengiver teksterne.

Oveni er der rigtig Metal med knald på alle instrumenter og growlende vokal leveret af Mark Jansen; det giver et flot samspil med den rene kvindevokal, som giver god kontrast. At musikken samlet set fungerer rigtig godt skyldes, at Metalelementerne ikke bare er et kunstigt påhæng, men optræder ligeværdigt med det Klassiske. Det høres godt i ”Resign to Surrender”, hvis musikalske side minder om Dimmu Borgir.

Generelt er melodierne flotte og iørefaldende, men med de mange store arrangementer og velvoksne spilletid er albummet en stor mundfuld – man skal virkelig være sulten efter Symfonisk Metal for at trykke PLAY igen lige efter en gennemlytning – her hjælper de akustiske udgaver af fem numre, som runder Gold udgaven af albummet af. Disse giver et mindre bombastisk og bestemt ikke uinteressant indblik i numrene. Om denne bonus er tilstrækkeligt til en geninvestering er jeg ikke sikker på, men hvis du er til Symfonisk Metal og ikke kender ”Design Your Universe”, er der i det mindste lyttepligt!

Tracklist:
1. Samadhi - prelude
2. Resign to Surrender ~ A New Age Dawns - prt IV
3. Unleashed
4. Martyr of the Free Word 5. Our Destiny
6. Kingdom of Heaven ~ A New Age Dawns - prt V
7. The Price of Freedom - interlude
8. Burn to a Cinder
9. Tides of Time
10. Deconstruct
11. Semblance of Liberty
12. White Waters
13. Design Your Universe ~ A New Age Dawns - prt VI
14. Incentive
15. Burn to a Cinder - acoustic version
16. Our Destiny - acoustic version
17. Unleashed - acoustic version
18. Martyr of the Free Word - acoustic version
19. Design Your Universe - acoustic version
Samlet spilletid: 107:11

Læs mere...

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Ethereal Kingdoms, Royal Metal Fest 2019

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville anmelde Ethereal Kingdoms. Ikke at jeg nogensinde har hørt deres musik, men det er der andre, der har. Og lad os bare sige, at det er en gruppe, der deler vandene.

Nok ikke mindst i et land som Danmark, hvor man åbenbart helst skal spille metal med et vis islæt af bøvethed og samtidig gerne være så jordnær udadtil som muligt. I hvert fald hvis man vil undgå at blive kaldt prætentiøs og få evergreen-prædikater som “lort” og “bøsse” påduttet sig af det kritikersegment, der ofte udtaler sig i de mest farverige vendinger om den type kreative frembringelser, som de er mindst kvalificerede til at bedømme.

Ethereal Kingdoms spiller nemlig så’n noget opera-metal. Det er ikke min genre, men jeg prøver at bibeholde et åbent sind. Jeg overværede trods alt en glimrende koncert med Nightwish på Wacken for en håndfuld år siden, på trods af at deres albums ikke siger mig det store.

Men man kan lige høre kritikerne: “Nøøøh, det’ kråftødmøh bårh så’n nå’ed BØSSØH-LÅRT!

Nej. Det er dig, der er en bonderøv, og det er tragisk, at du overhovedet ikke aner, hvorfor du bør skamme dig over det.

… Anyway, nu anmelder jeg så alligevel Ethereal Kingdoms. For jeg synes alt andet lige, de fortjener omtalen.

Da vi entrerer Radar, er der godt gang i showet. Det første, der slår mig, er den dybt talentfulde vokalist Sofia Schmidt, der imponerer med sin vekslen mellem klokkeklar sopran og growls, der burde ukampdygtiggøre hendes stemmebånd resten af dagen. I al sin elveragtige, silkeklædte ynde er hun bestemt heller ikke helt uinteressant at kigge på.

Musikken har al den skamløse Within Temptation-patos, som den kan trække; dog heldigvis langt fra lige så steril og markedskalkuleret. Det symfoniske islæt minder mig snarere om arrangementerne hos et band som Kamelot. Det er muligt, at strygerne bare kører over PA’et. Det er osse muligt, at hele svineriet bare er indspillet på et Roland: Det lyder, som det skal. Der er kælet langt mere for detaljerne end hos flere større grupper indenfor den symfoniske metal.

Dog er det lidt skidt, at guitaristen somme tider halter i sine egne leadtemaer. Men jeg ved ikke, om der er nogle monitorproblemer; somme tider virker det også, som om Sofia Schmidt kan høre sig selv bedre, end vi kan høre hende. De er i hvert fald på arbejde nede i lydpulten.

Nu vi er ved kritikpunkterne, kunne jeg have ønsket mig nogle flere opfindsomme riffs. Der slås lidt for tit over i hugge-i-den-dybe-E-modus. Det ville klæde bandet at besøge nogle mere strømlinet-powermetalliske retninger — eller måske noget mere i retning af Fleshgod Apocalypse. Begge dele er nærliggende territorium.

Narrativet er et kapitel for sig. For bandets teatralske, episke fundament dækker ikke bare form, men også indhold. Så der foregår en eller anden historie på scenen med kommende og gående karakterer i showets løb. Et par hvidmaskede, spøgelsesagtige skikkelser er faste indslag; tillige et bette tremandskor. Og forsangerinden interagerer med dem på forskellig vis.

Det fungerer sikkert, hvis man kender historien og er med på den. Men hele teaterelementet — endda komplet med enkelte forfattede dialoger — er for fremmed for mange af os. Så er der én af de dér kor-gutter, der åbenbart har en vigtig meddelelse til hende vokalisten, og så gi’r han hende en violin, og så skriger hun og smadrer den mod en monitor. Det har utvivlsomt en omhyggeligt gennemtænkt symbolik, men hernede hvor jeg står, er vi færdige af grin. (Hey: Vi er på festival; vi er sandsynligvis stadigvæk lidt bagstive og har for længst fået de første par bajere, så vi er ved at være godt kørende igen). Og senere river hun vistnok et hjerte ud af en eller anden og smører blod ud i hovedet på sig selv. Og så har kor-gutterne pludselig masker på, og det har sikkert også nogle kunstneriske årsager.

Men tag ikke fejl: Vi klapper og hujer noget så flittigt. For når jeg hermed giver Ethereal Kingdoms 4,5 stjerner, er det ikke fordi, jeg selv kunne finde på at sætte deres musik på anlægget, men fordi de er et forfriskende ambitiøst og højtragende islæt i et land, hvor metallen har haft en tendens til at grynte, vrisse, og bøve alt for meget. Jeg kunne sågar finde på at se dem live igen, for jeg føler mig ikke bare solidt underholdt, men tillige opløftet, inspireret og håbefuld på gruppens vegne.

Ethereal Kingdoms skal stå på en meget større scene, hvor der er plads til al deres kreativitet og virkelyst. Og det skal nok i virkeligheden slet ikke være hér i Danmark.

Læs mere...

Lemuria - The Hysterical Hunt

“The Hysterical Hunt” er det tredje album fra det belgiske band Lemuria, og fortæller en historie fra 1700 tallet, hvor en egn i Frankrig blev terroriseret af et ulveagtigt væsen med flere end 100 ofre til følge. Til at holde lytteren orienteret og binde historien sammen, har man engageret skuespilleren Herbert Flack.

Hans dybe fortællerstemme passer fint til det dystre lydtæppe, som bandet breder ud, for belgierne skaber et meget stort lydbillede: Med store symfoniske orkestreringer tegnes et stort rum, som fyldes godt ud med stærk Metal. Generelt er der glimrende hug i guitarerne, og stortrommerne bliver virkelig straffet – her markerer Lemuria sig virkelig godt. De keyboarddrevne symfoniske arrangementer tager alligevel toppen af det skarpe – lidt ærgerligt efter min smag.

Det samlede set up minder flere steder om det, man finder hos Cradle of Filth, og sangeren Daan Swinnen lyder i glimt som Dani Filth, bare ikke så bjæffende som den engelske veteran. I stedet holder han sig til en lækkert raspende growl, som automatisk skærper numrene. Her passer det fint, at han i flere numre får modspil af sangerinden Alexandra Kastrinakis – kombinationen giver en fin Goth stemning.

På albummets første del er de ovenstående elementer i fin balance, og melodi og Metal hænger godt sammen. Men så kommer der nogle uheldige numre, hvor tingene enten bliver direkte poppede, eller bare uinteressante. Der er trist, for første del var meget lovende …

Tracklist:
01. Prologue (The Land Of The Beast)
02. A Plague Upon The Land
03. The Hysterical Hunt
04. Between Man And Wolf
05. As Darkness Falls
06. Of Winter And Hell
07. A Secret Life
08. Deceptive Hibernation
09. An Elusive Monster
10. Endgame (The Impending Truth)
11. Epilogue (Before The Dawn)
12. A Dream That Never Came (Bonus Track)
Samlet spilletid: 62:32

Læs mere...

Nightwish - Valby-Hallen, 03.11.18

Tilgiv mig på forhånd: jeg er kæmpe fan. Så er det sagt. I sommers kom Nightwish forbi Copenhell som følge af deres ”Decades” tour: en tour med fokus på gamle sange, heraf primært fra ”Oceanborn”, ”Wishmaster” og ”Once” – dét som mere eller mindre har gjort Nightwish til det de er i dag. Det var derfor som gammel fan umuligt ikke at dukke op. Koncerten var dog præget af både lydproblemer, forbud mod ild og et semi-uoplagt band. Men nu er vi inden døre og først lige begyndt på shows post-festivalsæsonen, så betingelserne er i hvert fald bedre. Lad os se om det så er nok!

Nightwish:
Det starter godt. Så langt så godt. Der er i kontrast til Within Temptation for halvanden uges tid siden mere proppet, vi står tættere op af hinanden og det føles deraf mere som en slags indendørs stadionkoncert. Udstyret er også til det og modsat WT bliver hele scenen bragt i spil hos Nightwish, alt lige fra de kontinuerligt rullende baggrundsvideoer af sne, bjerge og lignende til bandets medlemmer der har fin bevægelse til det gennemførte pyrotekniske element: det er ikke så få øjeblikke hvor der er ild, fyrværkeri og/eller tyk røg fra scenen.

Det begynder dog noget mere roligt. Først ved en humoristisk gammelsmands-agtig intro med formaninger om, at nu skal vi tilbage i tiden, de gode gamle dage – og pak så den telefon væk! Vel modtaget, i hvert fald de første fem minutter. En nedtælling følger, fløjtespilleren mm. Troy Donockley starter alene ud med den smukke ”Swanheart”, men så kan der heller ikke teases mere: ”Dark Chest of Wonders” og ”Wish I Had An Angel” bliver skudt afsted, no fucks given – og masser af ild. Bonuspoint for nonchalant at lægge ud med deres bedste sang, det er sgu i orden. Det visuelle virvar fortsætter hele vejen igennem, og det er godt det samme. Stemningen er en enormt vigtig del af Nightwish’ identitet – det er derfor det virker her, og derfor det faldt igennem på Copenhell. Lyden er også en anden klasse end sidst, der er god bund og det er kun i de heftige stykker (som der så til gengæld er en del af i aften) hvor de finere detaljer ryger. Desværre, men som oftest jo en kondition ved en koncert.

Omdrejningspunktet for i aften er som tidligere nævnt de gamle dage. Og Nightwish er mestendels tro mod sit ord: kun fire ud af 20 sange er udgivet efter 2005. Så vi får både de semi-skrøbelige semi-ballader i form af ”10th Man Down” og ”Come Cover Me”, keyboardmani og sololir i bl.a. ”Gethsemane” og ”Sacrament of Wilderness”, en afskedshilsen til Tuomas’ barndom over små syv minutter i ”Dead Boy’s Poem” og Columbinemassakren dækket i ”The Kinslayer” (en sang jeg selv har ventet 13 år på at høre). Vi er faktisk helt tilbage ved debutalbummet fra 1997. Jeg mener, vi får ”Elvenpath”, sangen hvorfra det hele tog sin begyndelse. Vi får, må gud forbyde det, ”The Carpenter”, her ved Donockley i stedet for Tuomas’ stemme (dét var nok også et urealistisk ”ønske”, såfremt nogen havde det) – og det er ikke engang en god sang. Som fan er det en oplevelse ulig nogen anden at få lov til at høre disse perler fremført live, og minder om unge dage og efterhånden tågede oplevelser skyller ind og dernæst ud af mig så hurtigt som den næste gamle skæring overtager. Det er storslået, men også kun for mig.

Det er kun for mig. Når jeg kigger ud over salen går tingene i hvert fald ikke op: folk er som forstenede. Som halvt passive, næsten statiske stenstøtter uden livsgnist. Jeg forstår det ikke. Der sker et vidunder foran dem, men det rører dem kun overfladisk – klap efter sangene, det er hvad størstedelen kan svinge sig op til... undtagen ved de nye sange. Undtagen ved de nye sange. Hvad foregår der? I min rus når jeg at tænke, at jeg måske har overlevet en generation af Nightwish-fans som jeg står her og har en noget nær guddommelig oplevelse med mine to venner. Måske det er hvad der er sket. Når ”Amaranth” og ”I Want My Tears Back” får et højere bifald end ”Sacrament of Wilderness” eller ”Dark Chest of Wonders”, ja så er det svært at forstå hvorfor (og det er uden at have noget imod de sange). Men selv hvis dét er tilfældet er det uforståeligt. Hvis jeg ser væk fra mine fanboybriller et øjeblik kan jeg sagtens forholde mig til, at Nightwish i aften kører på noget nær ren rutine. Det kan jeg da godt se. Men det er ikke kedeligt. Det er ikke uvedkommende. Floor smiler og inviterer os lokkende med til dans og gode stunder, Marco er den hyggelige onkel som sædvanligt og både Tuomas, Emppu, Troy og Kai bag trommerne ser klart og utvetydigt ud til at hygge sig. Som minimum er det da festligt! Det er lørdag. Det er i starten af måneden. Jeg kunne komme med flere grunde til, at det bør tage fart, men det gør det kun sporadisk som f.eks. i den mægtige ”Slaying The Dreamer” og ”Nemo”, som folk da i det mindste ser ud til at kunne huske.

Ikke at jeg rigtig sanser noget af dette før dagen efter eller nu hvor jeg skriver dette. Jeg tror dog alle i rummet kan være enige om at afslutningen holder helt og holdent: med førnævnte ”Slaying The Dreamer” (der bliver eneste skud fra ”Century Child”) efterfulgt af tyve-femogtyve nærmest kriminelt episke minutter ved de tre første dele af ”The Greatest Show On Earth” og herefter ”Ghost Love Score” – så går man ikke galt i byen, det er helt sikkert. Men mere end ”ret godt” virker det ikke som om er tilfældet for de fleste, der er intet at klage over og det hele spiller, men et mesterværk? Nok ikke. Det er det imidlertid for mig, så vi mødes tættest på midten.

Sætliste:
0) – Swanheart (acoustic)
1) – Dark Chest Of Wonders
2) – Wish I Had An Angel
3) – 10th Man Down
4) – Come Cover Me
5) – Gethsemane
6) – Élan
7) – Sacrament Of Wilderness
8) – Dead Boy’s Poem
9) – Elvenjig (traditionel cover)
10) – Elvenpath
11) – I Want My Tears Back
12) – Amaranth
13) – The Carpenter
14) – The Kinslayer
15) – Devil & The Deep Dark Ocean
16) – Nemo
17) – Slaying The Dreamer
18) – The Greatest Show On Earth (Chapter 1, 2 & 3)
19) – Ghost Love Score
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Manticora - To Kill to Live to Kill

De otte år der er gået, siden det seneste udspil fra Manticora kom på gaden, har bandet tilbragt med diverse turnéer og udskiftninger i besætningen, men de seneste tre år har fokus været på at skrive materiale til dette, bandets ottende album, men ikke nok med det; udgivelsen er planlagt som en to-trins raket, hvor anden del kommer næste år.

Der åbnes med et uddrag af Tjajkovskijs første klaverkoncert, men også senere bliver der gjort brug af store arrangementer med pomp og pragt. Albummet bygger indholdsmæssigt på en horror fortælling skrevet af sangeren Lars F. Larsen, hvilket ind imellem gør tingene lidt for højtidelige – især ”The Farmer's Tale”- numrene bære præg af dette, hvilket gør dem lidt rodede.

Ellers må jeg sige, at Manticora spiller Power Metal lige efter mit hoved: Numrene har stærke omkvæd og flotte melodier, og så spilles der ærlig Metal uden at det hele skal smøres ind i keyboards – en svaghed, der ofte høres i genren. Men ikke her, hvor især ”Opium” kombinerer alle elementer meget overbevisende, men også i de øvrige numre får instrumenterne lov at udfolde sig uden at blive kastreret, så f.eks. guitarsoli afvikles i forrygende tempo. Samtidig er lyden fint nuanceret uden, at de enkelte instrumenter mister deres kant – her lyder Metal af Metal, hvilket produceren Jacob Hansen skal have kæmpe ros for.

Det er svært ikke at synes om dette udspil, som overbeviser tilstrækkeligt til, at jeg allerede glæder mig til anden omgang rammer markedet næste år.

Tracklist:
01. Piano Concerto 1 - B Flat minor...
02. Echoes of A Silent Scream
03. Through the Eyes of The Killer - Towering Over You
04. Katana - Awakening the Lunacy
05. The Farmer's Tale Pt. 1 - The Aftermath of Indifference
06. The Devil in Lisbon (instrumental)
07. Growth
08. Humiliation Supreme (instrumental)
09. Nothing Lasts Forever
10. Katana - Opium
11. Through the Eyes of The Killer - Revival of The Muse That Is Violence
12. The Farmer's Tale Pt. 2 - Annihilation at The Graves
Samlet spilletid: 70:23

Læs mere...

Inner Core - Soultaker

Selv om bandet har eksisteret siden 2013, er det først nu, at Inner Core gør sig bemærket udenfor hjemlandet Tyskland. Det sker med debutalbummet ”Soultaker”, hvis ti numre er indspillet i Spacelab Studios.

De første tracks er domineret af en flot og klar produktion, som virkelig lader lytteren få det hele med. Og der er masser at lytte til, for numrene indeholder stærkt spillet Metal med teknisk betoning og storslåede arrangementer. Numrene er udstyret med flotte melodier spillet på klaver og orgel, men heldigvis uden, at det hele skal smøres ind i glasur. Det giver plads til guitar og rytmesektion, som skaber en fin bund for de resterende elementer.

Helt i front leverer sangerinden Anna Rogg en virkelig flot vokal, hun synger ikke specielt kraftfuldt, men har et fint udtryk, som passer godt til helheden – det gør numrene spændende.

Ovenstående beskrivelse gælder for albummets fem første numre, og havde Inner Core ladet det ende her, havde jeg bedømt den resulterende EP højt. Men det gjorde tyskerne desværre ikke, for på den resterende del af albummet kan de ikke holde kvaliteten fra indledningen. Numrene fremføres stadig på et udmærket niveau, og produktionen fortjener stadig ros, men numrene mangler totalt den udstråling, der imponerede mig i starten.

Heldigvis var Inner Core foran på point, så det ender ikke i en katastrofe; ”Soultaker” er stadig et glimrende debutalbum, som viser, at Inner Core har et stort potentiale, men at de stadig er et godt stykke fra at udfolde det helt.

Tracklist:
1. Soultaker
2. Sweet Addiction
3. Snowstorm
4. Crucified
5. Keep the Distance
6. Screw That
7. Blame
8. Monsters
9. Ghost Dust
10. Into Eternity
Samlet spilletid: 59:54

Læs mere...

Therion - Beloved Antichrist

Nej, jeg har hverken skrevet forkert ved spilletiden eller pastet tracklisten ind flere gange – med næsten 50 tracks og en samlet spilletid på den anden side af 3 timer er "Beloved Antichrist” suverænt den mest omfattende enkeltstående udgivelse, jeg til dato er stødt på. Bag udgivelsen står Therion, som længe har bevæget sig inde for den symfoniske Metal, men denne gang udvider de repertoiret: ”Beloved Antichrist” er en Rockopera baseret på Vladímir Soloviovs "A Short Tale Of The Antichrist". For at få det hele dækket ind, benytter Therion ikke kun et større kor, men også hele 30 forskellige sangere – alt ved rammerne for denne produktion er bare stort.

I en Rockopera er både vokaler og musik hentet i Rock genren, men her går Therion en anden vej; vokalerne fremføres af klassisk uddannede sangere. Sammen med mange symfoniske elementer giver det materialet en klar slagside mod det klassiske – der er ikke mange spor af hverken Metal eller Rock. Først på den sidste tredjedel begynder der at ske mere på dén front, men selv om det resulterer i flere spændende momenter, beholder vokalerne deres dominerende position.

I (meget) lange perioder har jeg derfor haft fornemmelsen af, at lytte til et værk fra den Klassiske musik, og jeg indrømmer blankt, at ”Beloved Antichrist” føles meget længere end sine godt tre timer. Problemet er, at der sker for lidt, og fortællingen ledsages for sjældent af musik, som bider sig fast. Udgivelsen retter sig mere mod klassik fans end metalhoveder, og får derfor kun 2 stjerner – selv om jeg anerkender Therions kæmpe arbejde for at skrive og indspille noget af denne størrelse.

Tracklist:
1. Turn From Heaven
2. Where Will You Go
3. Through Dust, Through Rain
4. Signs Are Here
5. Never Again
6. Bring Her Home
7. The Solid Black Beyond
8. The Crowning Of Splendour
9. Morning Has Broken
10. Garden Of Peace
11. Our Destiny
12. Anthem
13. The Palace Ball
14. Jewels From Afar
15. Hail Caesar!
16. What Is Wrong
17. Nothing But My Name
18. The Arrival Of Apollonius
19. Pledging Loyalty
20. Night Reborn
21. Dagger Of God
22. Temple Of New Jerusalem
23. The Lions Roar
24. Bringing The Gospel
25. Laudate Dominum
26. Remaining Silent
27. Behold Antichrist
28. Cursed Be The Fallen
29. Resurrection
30. To Where I Weep
31. Astral Sophia
32. Thy Will Be Done!
33. Shoot Them Down!
34. Beneath The Starry Skies
35. Forgive Me
36. The Wasteland Of My Heart
37. Burning The Palace
38. Prelude To War
39. Day Of Wrath
40. Rise To War
41. Time Has Come Final Battle
42. My Voyage Carries On
43. Striking Darkness
44. Seeds Of Time
45. To Shine Forever
46. Theme Of Antichrist
Samlet spilletid: 182:26

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed