fbpx

W.E.B. - Colosseum

Græske W.E.B. er et nyt bekendtskab for mig, selvom bandet i løbet af de sidste knap 20 år har udgivet 4 albums. Det femte har fået titlen ”Colosseum” som symbol på mennesket higen efter vold som underholdning, og giver debut til både trommeslageren Nikitas Mandolas og bassisten Hel Pyre.
Referencen til romernes kæmpestore arena er også passende i forhold til bandets musik, for lige fra åbningsnummeret ”Dark Web” bliver samtlige registre trukket: Bandets skarpe uptempo Metal suppleres med store symfoniske arrangementer og tilsvarende kor – Det giver en helhed, der kræver plads. Stilen fortsætter albummet igennem, hvor det symfoniske bruges til at skabe tunge, triste og truende stemninger, mens Metal-delen som oftest afvikles i højt tempo.
Det er vanskeligt ikke at drage paralleller til bands som Cradle of Filth og Dimmu Borgir, for selvom Prekas’ vokal ligger tættere på Shagraths end på Dani Filth’s, er det tydeligt, at W.E.B. har ladet sig inspirere af de store navne. Langt henad vejen er det også en god ide, især fordi grækerne lader musikkens indhold af Metal beholde styrke og skarphed. Alligevel begynder numrene at ligne hinanden efter et stykke tid, så det er en kærkommen afveksling, at ”Ensanguined” byder på østligt inspirerede melodier og ditto slagtøj, som afviger markant fra de resterende tracks. Alligevel kan jeg roligt anbefale ”Colosseum“ til alle fans af Symfonisk Metal, især hvis man fokuserer på Metal elementerne.

Tracklist:
1. Dark Web
2. Murder of Crows
3. Pentalpha
4. Colosseum
5. Dominus Maleficarum
6. Necrology
7. Ensanguined
8. Exaudi Luciferi
9. December 13th
Samlet spilletid: 38:32

 

Læs mere...

Imperia - The Last Horizon

På nye album ”The Last Horizon” satser Imperia på en blanding af Goth Metal og symfoniske elementer, og fortsætter dermed den stil, som de har udviklet henover de foregående fem udgivelser.
Sammenligner man musikken med andre bands i genren, som fx Within Temptation og Epica, så holder Imperia sig til arrangementer, der størrelsesmæssigt ligger en tand eller to under – her bruges de mere som en overbygning end som fundament for musikken. I stedet fokuseres der mere på numrenes melodiske sider, især omkvædene er der arbejdet med. Det giver også god mening, for det bringer sangerinden Helena Iren Michaelsen i centrum; med sin meget varierede vokal, der rækker fra almindelig sang til kraftfulde Operaindlæg, placerer hun sig som bandets største aktiv.
Imperia har således rammerne i orden, så resultatet afhænger af materialet. Her er flere melodier inspireret af traditionel Folkemusik, hvilket både passer fint stemningen og arrangementerne. Andre steder satses der meget på at gøre melodierne fængende med det resultat, at numrene kommer til at virke poppede og lidt mindre seriøse. Når man tænker på, hvor stort et set up der omgiver hele albummet, er det en skam – når det gælder fremførelse og produktion, har bandet meget at byde på, men sangskrivningen placerer ”The Last Horizon” i mellemklassen.

Tracklist:
Disc 1
1. Dream Away
2. Starlight
3. To Valhalla I Ride
4. Flower And The Sea
5. Blindfolded
6. While I Am Still Here
Disc 2
1. Only A Dream
2. Where Are You Now
3. I Still Remember
4. Dancing
5. My Other Half
6. One Day
7. I Send You My Love
8. Let Down (Piano Version)
Samlet spilletid: 68:31

Læs mere...

Epica - Omega

Epica har i mange år været placeret i den absolutte top, når det gælder Symfonisk Metal, så jeg er altid nysgerrig, når de udsender nyt. Det sker med albummet ”Omega”, som kommer fem år efter det foregående – et usædvanlig langt tidsrum for hollænderne. Det skyldes bl.a. at man har brudt den evige album/turne cyklus og ikke bare har holdt en pause fra musikken, men også har fundet nye måder at arbejde med musikken på.
Den ligner umiddelbart det, vi kender fra bandet: På den ene side de symfoniske elementer (leveret af Prag Philharmoniske Orkester og børnekor), og på den anden de Metal komponenter, som bandets 6 medlemmer står for. Man lægger naturligt mærke til vokalerne, hvor Simone Simons glasklare stemme møder Mark Jansens growl i en klassisk ”skønheden og udyret” dyst.
Når jeg skriver på den ene og den anden side, er det ikke helt rigtigt; en af Epicas styrker er netop, at man formår at få tingene til at smelte sammen og understøtte hinanden. Det gør temaerne i ”Abyss of Time”, “The Skeleton Key” og ”Gaia” ekstra stærke. Når numrene samtidig er udstyret med meget iørefaldende melodier, bliver helheden kun bedre.
At pressematerialet udråber albummets til at være bandets bedste, er forventeligt, men denne gang er jeg tilbøjelig til at stemme i: Med ”Omega” har hollænderne vist, at de formår at overgå deres i forvejen høje niveau; albummet har lige det ekstra, jeg ofte savner på udgivelser i genren, og fortjener derfor fem stjerner.

Tracklist:
1. Alpha - Anteludium
2. Abyss of Time - Countdown to Singularity
3. The Skeleton Key
4. Seal of Soloman
5. Gaia
6. Code of Life
7. Freedom - The Wolves Within
8. Kingdom of Heaven Part 3 - The Antediluvian Universe
9. Rivers
10. Synergize - Manic Manifest
11. Twilight Reverie - The Hypnagogic State
12. Omega - Sovereign of the Sun Spheres
Samlet spilletid: 70:16

Læs mere...

InHuman - Inhuman

Selv om InHuman startede sidste år, er bandet ikke nyt; faktisk har det eksisteret i 13 år under navnet Anwynn. I den tid er det kun blevet til 2 udgivelser (en EP og et album), men nu er belgierne klar med deres første album efter navneskiftet.
Her viderefører de traditionen for Symfonisk Metal, som i deres udgave er i størrelsen XXL: De symfoniske elementer med kor og hele skidtet er virkelig store og flot arrangeret. Samtidig er der kælet for detaljerne, hvilket åbningen i ”Unbearably Human” er et godt eksempel på. Med så meget knald på det symfoniske er der brug for slagkraftige Metal elementer, og det er der heldigvis også. Hele raden rundt bliver der givet gas, og det rykker generelt godt.
Den vokale side af numrene varetages af sangerne Dietwin og Eline, hvor han gennemgående brøler og growler, mens hun synger rent. Det giver en naturlig kontrast, som fungerer fint; specielt i de numre, hvor de understøtter hinanden. Her passer det også godt, at de begge er ret teatralske. Til gengæld bliver det lidt for meget, når der er dialog mellem de to; så går der for meget musical i det.
InHuman gør mange ting rigtigt på denne debut; den er velskrevet, velspillet og velproduceret, og den lille overvægt af symfonisk indhold er okay. Men jeg savner nogle flere smukke og fængende melodier i stil med den superflotte ”Lullaby” – det havde gjort albummet endnu mere nuanceret og rykket karakteren opad.

Tracklist:
1. Intro
2. The Chosen Cancer
3. Clockwork in the Past
4. Unfolded
5. The Day I Died
6. Unbearably Human
7. For the Life of Me
8. No Bullet Required
9. Lullaby (Casus Belli)
10. Casus Belli
11. Home
Samlet spilletid: 46:45

Læs mere...

Dismal - Quinta Essentia

Det hører til sjældenhederne, at et pladeselskab tror så meget på et band, at det opretter et selskab kun med det formål at udgive og promovere bandet, men det var hvad Aural Music gjorde, da de stødte på Dismal. ”Quinta Essentia” er kun det femte album fra italienerne, siden de debuterede i 1998, så de tager sig god tid.
Og det forstår man godt, når man har lyttet albummet igennem, for her er der virkelig mange elementer at holde styr på! Dismal er et af de bands, som bruger mange instrumenter, og samtidig fletter mange detaljer ind i numrene. Grundlæggende spiller Dismal Goth Metal, hvor halvtunge rytmer bliver iklædt dystre stemninger via klaver og violintoner. Dertil kommer Rossana Landis stemme, der nogle steder har noget ”James Bondsang” over sig, men ellers mere hælder mod det Musical- og Operaagtige. Det hele får så lagt nogle store orkestreringer oveni, så det dystre virkelig bliver markeret. Men det sker helt anderledes alvorligt, end man ofte hører det i Symphonic Metal. Medvirkende hertil er de mange skift i udtryk, der sker i de enkelte numre. Her brillerer musikerne med et væld af lækre detaljer på især bas og slagtøj.
Aural Music kalder albummet en Goth musical, og det må jeg stole på, da jeg ikke forstår de italienske tekster. Det behøver man heller ikke for at få noget ud af ”Quinta Essentia”, for albummet er i konstant bevægelse, og selv om udtrykket et par steder bliver lidt for skævt, bliver det så rigeligt opvejet af de mange fede elementer. Albummet er bestemt ikke for alle, men for mig er et af de mest spændende udgivelser i 2020; derfor kan jeg godt forstå, at Aural Music startede et dedikeret firma, for Dismal er noget ud over det sædvanlige.

Tracklist:
1. Gold Leviathan Part I, II
2. Turin Black Light Act I, II, III
3. Alma Mater (Alchimia Della Natura)
4. Mind & Randomness
5. Hermes The Thrice-Greatest
6. Beyond The Matter
7. The Big Bang Is My Light
8. Pale Blue Dot
9. Leviathan of Gold Part III Become
10. The Big Bang Is My Light (Vinyl bonus)
Samlet spilletid: 57:35

Læs mere...

Majestica - A Christmas Carol

Majestica udsendte deres første album sidste år, men helt så nyt er bandet ikke; i næsten 20 år eksisterede de under navnet ReinXeed, og udgav 6 albums. Nu er svenskerne tilbage med nyt, som er skræddersyet til den kommende højtid. Bandet har taget Charles Dickens “A Christmas Carol” under behandling, og fortæller historien i 9 numre.
Det sker i en omgang symfonisk Metal, hvor de orkestrale arrangementer virkelig er i størrelse XXL. Men ikke nok med det; for at understrege julestemningen, har man flettet elementer fra en lang række julemelodier- og salmer, mens juleklokkerne bimler og bamler, så man næsten kan se for sig, hvordan sneen daler ned.
Historien om den griske gnier Ebenezer Scrooge og hans møder med ånden fra fortidens, nutidens og fremtidens jul gengives med vokaler, der har samme blødhed som når Danny Elfman lægger stemme til Jack Skellington i ”A Nightmare Before Christmas” – her sker det bare på en overdreven glad facon.
Det hele lyder som en blanding af soundtracket til en familie julefilm og en musical … og ja, der er også tilsat elementer af Metal, men de spiller så lille en rolle i helheden, at det ikke er værd at snakke om.
Det samme gælder for albummet som helhed, som jeg ikke kan bruge til ret meget; det er fint nok med overgearet julestemning på film og i musicals, men hold den væk fra Metal.

Tracklist:
1. A Christmas Carol
2. A Christmas Story
3. Ghost of Marley
4. Ghost of Christmas Past
5. The Joy of Christmas
6. Ghost of Christmas Present
7. Ghost of Christmas to Come
8. A Christmas Has Come
9. A Majestic Christmas Theme
Samlet spilletid: 41:05

Læs mere...

Surma - The Light Within

Surma er et nyt navn bestående af sangerinden guitaristen Viktorie Surmøvá, som mest er kendt for sit arbejde med Bohemian Metal Rhapsody, og guitaristen Heri Joensen fra Týr. På deres selvbetitlede debutalbum får de hjælp af Rens Bourgondiën på bas og Andrey Ischenko på trommer, mens Lars Vinther står for de store orkesterarrangementer.
Dem er der også mange af på albummet, for Surma spiller Symfonisk Metal. Og det sker lige efter bogen, så bandet har alle de rigtige elementer med på deres debutalbum: Der er den rigtige kvindevokal med flot og ren klang, og der er det brølende mandlige modstykke til at skabe ”skønheden og udyret” effekter. Samtidig er de symfoniske arrangementer store, pompøse og stemningsfulde med kor og det hele, og musikken glemmer ikke, at der skal inkluderes Metal – også selvom den er lidt tilbagetrukket. På den måde løser færingerne billet til scenen for Symfonisk Metal, men ikke mere end det. ”The Light Within” indeholder udmærkede melodier og en samlet pakke, der nok skal finde modtagere her og der. Men jeg tvivler på det store gennembrud, for albummet byder nemlig ikke noget, der ikke er hørt før, så det kan ikke trække mere end en OK karakter. Derfor får det det svært i en genre, hvor der i forvejen er hård kamp om pladserne.

Tracklist:
1. Rendition
2. Reveal the Light Within
3. Like the River Flows
4. Fire and Wind
5. Desire
6. The City of Winds
7. The Selkie (Kópakonan)
8. Until It Rains Again
9. Emptiness (Is No More)
10. Cages of Rage
11. Downfall
12. Lost to Time
13. Deconstruction
Samlet spilletid: 47:14

Læs mere...

Powerwolf - Amager Bio, 13.11.19

Hvis et bands koncept kan opsummeres i ét ord, er det som regel et simpelt et. Det er også tilfældet for Powerwolf, der spiller powermetal krydret med lidt letvægter symfoni”orkester”, kor og orgel imens de synger om varulve. Det har de gjort siden 2003 og igennem nu otte albums, senest ”The Sacrament Of Sin” fra 2018, der også er grunden til deres visit. I sig selv er powermetal oftest en genre der overses (eller overhøres) i Danmark, og det var da også på en tysk pløjemark for godt og vel seks år siden jeg selv stiftede bekendtskab med de tyske ulvemænd. For deres første besøg i Danmark skulle man også helt hen til 2016, hvor de til gengæld både var forbi København og Aarhus. Året efter ramte de så Copenhell, og godt nok siger man, at den 3. gang er lykkens gang, men for mit vedkommende blev det altså den 4. – men var det så lykkens gang eller ej? Læs med! Powerwolf: Men først lidt ord om opvarmningen, Gloryhammer: de fleste fans af genren kender med al sandsynlighed Christopher Bowes, forsanger og stifter af Alestorm. Åbenbart synes manden ikke dét projekt var helt fjollet/grandiøst/episk nok for i 2010 samlede han en kreds af ligemænd og tre år senere udkom debutalbummet ”Tales from the Kingdom of Fife” med sigende sange som f.eks. ”The Unicorn Invasion of Dundee” og ”The Epic Rage of Furious Thunder”. Man ved hvad man får: fjol og løjer, rollespilsudklædte voksne mænd og en solid dosis powermetal. Men hvordan tager det sig ud live? Tja, de ankommer med en episk intro – selvfølgelig. Hele bandet minder mig om de tyske Grailknights, bare med pænere kostumer og bedre produktion i det hele taget. Forsangeren har fjollede 80’er briller på, men ligner ellers en klassisk helt – og Bowes selv ankommer først halvvejs inde i første sang, fordi hey, dramatisk intro fungerer bedst når man nu må identificeres som ”den mystiske troldmand”-arketypen. Ikke at han virker helt vildt nødvendig med al det backtrack, men igen, det hører sig jo også til. Gloryhammer er helt tydeligt kommet for at feste. Det kan man bl.a. høre i den selvbetitlede ”Gloryhammer” – her kommer en goblin luskende ind på scenen, bærende på en hammer, som forsangeren Angus McFife hurtigt snupper og basker ham med. Og så giver det mening med en sang om hovedpersonen selv, nu han er så heroisk. Der er også god fællessang her, ikke mindst i det næsten irriterende fængende omkvæd, der stadig ikke helt har forladt mit hoved. Man kan næsten se det som en slags interaktiv historie, hvor det i hvert fald til en start giver overordnet mening. Der skal heller ikke mere end to-tre sange til før lyden falder nogenlunde på plads: både vokal og keys kan høres ganske klart og tydeligt, mens trommerne derimod er alt for pappede. Men herfra bliver det mere tilfældigt med sangene, hvor vi både kommer omkring brændende universer, goblinkonger og selvfølgelig enhjørninger. Heldigvis er Gloryhammer både et tændt og professionelt band der leder os godt igennem det hele – der er fin energi og frontmanden er en god indpisker, i øvrigt med passende nørdet humor. Lidt løst citeret får han både sagt ”neutron stars are made of alcohol – we need you to travel to the intergalactic fortress, also knows as the bar” og ”I invented sound in space”. Sjovt er det. Og fjollet. Mest fjollet. De har selvfølgelig også den klare fordel, at publikum rent faktisk kender dem i forvejen og dertil er på mindst samme niveau – de vil det gerne. Meget gerne, faktisk. Det er hvad snart 10 år på bagen og et kendt medlem kan gøre. Det er også først da koncerten overstiger de 45 minutter at underholdningsværdien falder: det bliver lige langt nok med en hel time. Hertil er forsangerens stemme lidt slidt i det (lang tour måske?) og det musikalske udtryk både for ensformigt og uoriginalt. Men 75 % god underholdning er også mere end rimeligt og jeg vil anbefale alle dragejægere og lignende at få dem set på næste års Copenhell. 4½/6 stjerner. Og nu til hovedretten! Scenen bliver i pausen pyntet godt op, så da ulvene går på er det blandt statuer af kutteklædte varulve, keyboards omkranset af døde træer, falske kirkemure og i øvrigt et helt band med zombie-udød ansigtsmaling samt passende tøj; især pianisten fuldender det visuelle udtryk med flotte rober samt en katolsk-lignende velsignelse inden den første sang. Man kan ligesom ved Gloryhammer ikke påstå, at Powerwolf ikke gør noget ud af det, og publikum æder det råt med et mærkbart engagement, fællessang og alverdens pits efter kun et par sange. Og nej okay, så er bandet ikke helt selv klar over at det faktisk er deres 4. gang i landet, men skidt med det. Det bliver hurtigt klart at publikum aldrig overlades til sig selv – og det på både godt og ondt. Indpisker-rollen deles godt nok mellem forsanger og pianist, og mens Attila holder godt fast i (for)samlingen er det nu engang pianisten der hurtigt viser sig som den mest fysisk aktive – men... gutter. I behøver altså, virkelig, på ingen måde overhovedet, at dræbe alt flow og snakke med/til publikum efter HVER.ENESTE.SANG. Især de mange ”sanglektioner” bliver enerverende, det er jo bare ”oh-ooooh” og ”hallelujah” i forskellige toner og vi er jo for fanden ikke kommet for at få sangtimer. Et andet mindre negativt punkt er lyden. Den er ok – men overraskende mindre tydelig end under Gloryhammer. Lyset er derimod rigtig lækkert. Lidt længere inde i sættet skiftes der banner under ”Armata Strigoi” med cirkelpit til følge, og ”Demons Are A Girl’s Best Friend” dedikeres til pigerne der klart er i undertal i dag – sikke et chok! Jeg har sjældent været til en så mandehørmende koncert, det skulle da lige være Killswitch Engage for et par uger siden. Indtil videre har det været ekstremt ensformigt, men jeg klager ikke (udover førnævnte sangtimer) for det fungerer: publikum er kæmpe glade, mange vælter rundt, hænder er i vejret, Powerwolf selv spiller også glimrende, det kører sgu. Naturligvis er de nye sange endnu ikke helt kommet ind under huden på de fleste og her er 6 af slagsen lige i overkanten, men ellers er der ikke meget at beklage sig over. Alligevel er det et fint afbræk med en ballade i form af ”Where The Wild Wolves Have Gone”, hvor kutteklædte munke både henter og bringer et rigtigt klaver til pianistens fornøjelse – dog kun for dette indspark. At vi så lige i rap får ”Kiss of The Cobra King”, fra dengang Powerwolf var et noget mindre foretagende, er en fin bonus. Det er – ligesom ved Gloryhammer – dog et problem at musikken er så ensformig og uoriginal: man kan klare sig længe på publikum, på det visuelle, på fællessang, på en masse ting der afleder opmærksomheden fra musikken. Men på et tidspunkt vender det 180°. For mit vedkommende er det omkring de 80 minutter. Herfra og de næste 25 minutter er det ikke sjovt mere: alle tricks er blevet brugt, den langsomme optakt til ”Lupus Dei” fungerer slet og ret ikke, og at have tre ekstranumre er om end ikke usædvanligt, men at det skal tage SÅ lang tid er slet og ret kontraproduktivt. Powerwolf lever ikke ligefrem efter mantraet ”less is more”, men på et tidspunkt bliver det for meget. For meget snak, for lidt musik – og efterhånden for meget musik i det hele taget. De fleste fremmødte virker i dag til at være superfans, for de vil have mere, men der begynder efterhånden også rundt om mig at kunne mærkes en mæthedsfølelse. Det er ærgerligt man skal gå herfra med en følelse af at have overspist, for maden er som sådan lækker – men for meget af det gode er selvsagt ikke. Havde det hele varet max. halvanden time, måske tre-fire færre sange, så havde det siddet i skabet. I stedet er det en forstoppet afslutning der desværre skygger for resten af det ellers gode måltid. 4/6 stjerner. Sætliste: 1) – Fire & Forgive 2) – Army Of The Night 3) – Incense & Iron 4) – Blessed & Possessed 5) – Amen & Attack 6) – Armata Strigoi 7) – Demons Are A Girl’s Best Friend 8) – Killers With The Cross 9) – Stossgebet 10) – Resurrection By Erection 11) – Where The Wild Wolves Have Gone 12) – Kiss Of The Cobra King 13) – We Drink Your Blood 14) – Lupus Dei Encore: 15) – Coleus Sanctus 16) – Werewolves Of Armenia 17) – Sanctified With Dynamite Kilde: www.setlist.fm
Læs mere...

Epica - Design Your Universe (Gold)

Jo, jeg har anmeldt dette album før – Det var ti år siden, hvor Epica første gang udsendte "Design Your Universe”, som markerede bandets gennembrud og stadig fremstår som en milepæl inden for den Symfoniske Metal. Tiåret markerer hollænderne med at genudsende albummet i en remasteret udgave, som også indeholder akustiske udgaver af fem numre som bonus.
Genhøret minder mig om, hvor stærkt et album, vi har med at gøre her: Sjældent har et bands navn været mere passende; musikken er indbegrebet af episk: Kæmpe orkestreringer der virkelig fylder rummet ud, store kor, flotte melodier – alt sammen hentet i den Klassiske musik.. Dertil kommer Simone Simons’ fantastiske operaagtige vokal, der glasklart gengiver teksterne.

Oveni er der rigtig Metal med knald på alle instrumenter og growlende vokal leveret af Mark Jansen; det giver et flot samspil med den rene kvindevokal, som giver god kontrast. At musikken samlet set fungerer rigtig godt skyldes, at Metalelementerne ikke bare er et kunstigt påhæng, men optræder ligeværdigt med det Klassiske. Det høres godt i ”Resign to Surrender”, hvis musikalske side minder om Dimmu Borgir.

Generelt er melodierne flotte og iørefaldende, men med de mange store arrangementer og velvoksne spilletid er albummet en stor mundfuld – man skal virkelig være sulten efter Symfonisk Metal for at trykke PLAY igen lige efter en gennemlytning – her hjælper de akustiske udgaver af fem numre, som runder Gold udgaven af albummet af. Disse giver et mindre bombastisk og bestemt ikke uinteressant indblik i numrene. Om denne bonus er tilstrækkeligt til en geninvestering er jeg ikke sikker på, men hvis du er til Symfonisk Metal og ikke kender ”Design Your Universe”, er der i det mindste lyttepligt!

Tracklist:
1. Samadhi - prelude
2. Resign to Surrender ~ A New Age Dawns - prt IV
3. Unleashed
4. Martyr of the Free Word 5. Our Destiny
6. Kingdom of Heaven ~ A New Age Dawns - prt V
7. The Price of Freedom - interlude
8. Burn to a Cinder
9. Tides of Time
10. Deconstruct
11. Semblance of Liberty
12. White Waters
13. Design Your Universe ~ A New Age Dawns - prt VI
14. Incentive
15. Burn to a Cinder - acoustic version
16. Our Destiny - acoustic version
17. Unleashed - acoustic version
18. Martyr of the Free Word - acoustic version
19. Design Your Universe - acoustic version
Samlet spilletid: 107:11

Læs mere...

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed