fbpx

Sólstafir - Copenhell 2016

Puha, det er tidligt… Den første dag gik ikke stille for sig, og ikke så mærkværdigt er fremmødet til første band på Hades, de islandske mørkerockere i Sólstafir, derfor i den lavere ende – men alligevel højere end forventet. Da ensemblet kun har spillet i Danmark to gange tidligere er det ikke noget man lige kan se hver anden dag, så muligvis er dét grunden. Desuden kommer der hele tiden flere til som tiden forløber, så til slut er der fint fyldt.

Sólstafir har alle dage været introverte, men derfor ikke nødvendigvis uengagerede. Det kan være svært at komme ind i repertoiret, siden det foregår på deres modersmål, men til gengæld sikrer en glimrende lyd og et velspillende band, at man kan følge med, og efter et par skæringer hives en banjo ind, og så er det som om det for alvor spiller. Det er i det hele taget lidt et sats at sætte denne type dystre rock på så tidligt, og så endda udendørs og i solskin, men det fungerer. Sólstafir har muligvis også selv fanget at, modsat indendørs, kan man ikke have for mange af de langsomme eller teknisk krævende sange på sætlisten, for så forsvinder folks opmærksomhed. Modsat deres seneste show i Pumpehuset er der derfor her et større fokus på sange der er mere oppe i tempo, og publikums engagement roses helt tydeligt fra bandets side, og Sólstafir viser at dette ikke nødvendigvis behøver foregå verbalt.

Et par af de sløvere sange kan vi dog ikke undgå, og foruden de få hårdkogte fans (især er der tre mennesker oppe ved hegnet der bare ikke ser ud til at kede sig ét sekund), dykker folks engagement et lille stykke heri. Dette reddes dog glimrende på målstregen, sidste nummer, hvor forsangeren smider guitaren og ender nede hos publikum. Her krammes der, gives highfives og lignende – og han får endda et svensk flag stukket i hånden han naturligvis ikke aner hvad han skal stille op med. Det hele bygges op over mange minutter, hvoraf forsangeren endelig vender tilbage til sin guitar, og lige da det skal til at kulminere… Ja, så ryger lyden. Noget af et antiklimaks, men også ufrivilligt sjovt, da bandets ellers forholdsvist alvorlige attitude krakelerer under forundring og derefter smil og grin, især henvendt til publikum, der omvendt ikke synes parate til at gå. 
Det bliver derfor en ganske fin oplevelse i sidste ende. Jeg havde frygtet langt, langt værre.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • TRIVIUM_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • TREMONTI_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • REDWOOD HILL_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Sólstafir, Mono og The Ocean - Voxhall

Efter en lang koncert pause hos denne anmelder, var det endelig tid til at vende snuden mod Voxhall og høre noget smadder. Det islandske band Sólstafir var vendt tilbage til Danmark med tyske The Ocean og japanske Mono. En pakke jeg virkelig ikke kunne få mig selv til at gå glip af, så lad os se hvordan aftenen gik.


The Ocean
Jeg har hørt utrolig mange gode ting om The Ocean fra Berlin. Både af venner og musikere er bandet blevet skamrost. Jeg placerede mig inde i salen og var spændt på at se om bandet kunne leve op til hypen, som mange jeg kender havde skabt om bandet. Bandet gik på scenen, og hold nu op hvor var det højt. Bandet spillede utrolig tight og deres lysshow skal lige have kæmpe ros også. Forsanger Loïc Rossetti gjorde et fantastisk job med at skifte imellem voldsomme skrig og fantastisk skønsang. Der var ikke meget snak imellem numrene, faktisk tæt på intet snak overhoved. Rossetti bad publikum efter første nummer at komme tættere på scenen, da mellemrummet imellem publikum og scenen var relativt stort. Bandet spillede et virkelig overbevisende sæt som varede 45 minutter, som også er det længste sæt jeg har set med et opvarmningsband. The Ocean imponerede virkelig meget , og jeg forlod i hvert fald Voxhall som fan af bandet.

Karakter: 5 ud af 6


Sólstafir
Jeg synes det var da en anelse mærkeligt, da jeg fik at, vide at de tre bands som var med tour sammen byttede plads hver aften. Så i aften var det så Mono der headlinede, og Sòlstafir var nummer to. Sólstafir er dog ikke lige noget som har min største interesse,og jeg er virkelig heller ikke er så vild med bandet. Jeg tænkte alligevel at jeg ikke synes at de er særligt overbevisende på plade, så måtte de være noget helt særligt live. Bandet gik på scenen og virkede klar og tændte. Forsanger Aðalbjörn Tryggvason vidste sig så at være en karismatisk og teatralsk karakter i sig selv. Jeg synes alligevel at under de første par numre virkede koncerten som rimelig fed, men alligevel følte jeg at det faldt meget hurtigt til jorden, og at det havde meget svært at ved blive godt igen. Alligevel var der nogle små glimt af noget som virkede fedt engang imellem, men alligevel var det ikke nok til at det blev en voldsom fed koncert. Da bandet spillede deres sidste nummer så stak det virkelig af og blev rigtig fedt. Det er virkelig en skam for oplevelsen, at det først blev rigtig fedt til sidst.

Jeg synes ikke for mit vedkommende, at koncerten var nogen særlig succes, men alligevel har jeg masser af respekt for Sòlstafir, at de alligevel er gode til at underholde deres fans og publikum.

Karakter: 2½ ud af 6


Mono
Japanske Mono var åbenbart blevet headlinere i aften, og det passede mig helt fint. Mono er et band jeg har lyttet meget til de sidste par måneder, og deres Atmosfæriske Post-Rock er nu også noget som passer perfekt til at afslutte denne aften med. Igen skal lysshowet have masser af ros, da scenen mere eller mindre var dækket med grønt og blåt lys. Bandet spillede meget intenst og det var ikke noget problem at blive grebet af stemningen. Lyden var fed, og noget sjovt som jeg også lagde mærke til, var, at to af medlemmerne sad ned på scenen og spillede, det må jeg sige at det har jeg aldrig oplevet før. Mono var den perfekte afslutning på denne aften, og jeg håber inderligt at de snart vender tilbage til Danmark.

Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...

Solstafir - Svartir Sandar

På mange måder er dette udspil en helt naturlig efterfølger til “Kold” fra 2009; dengang var Rock med en dyster tone og en meget lang spilletid de vigtigste kendetegn. 2 år senere har Solstafir ikke blot arbejdet videre med den musikalske stil, men også udvidet spilletiden, så der denne gang skal 2 CDer til at rumme indholdet.
Sidstnævnte er ikke ligefrem blevet mere muntert, for den mørke stemning, der prægede forgængeren, genfinder man i de nye numre. Stilen lyder som om Sort Sol, Lou Reed og Roger Waters er blandt inspirationskilderne. Det betyder ikke, at musikken er direkte depressiv, men stemningen er meget alvorlig.
Tempoet er i de fleste numre moderat, men det gør dem ikke mindre interessante; i stedet bliver Aðalbjörn Tryggvasons vokal mere indtrængende, hvilket forstærker det stemningsmæssige. Nogle steder vokser numrene til lidt skramlet Indie Rock, men de formår til andre tider at blive helt stille og sarte. Uanset hvilket tempo der spilles i, formår Solstafir at fastholde intensiteten, og det er denne større bredde, der gør ”Svartir Sandar” bedre end sin forgænger. Derfor gør det ikke noget, at spilletiden er udvidet, for det forbedrede kvalitetsniveau gør, at tingene passer fint sammen. Derfor må jeg konkludere, at Solstafir har udgivet deres bedste album til dato – deres mørke Voksenrock har aldrig været mere spændende end nu.

CD 1 "Andvari"
Tracklist:
1. Ljós í Stormi
2. Fjara
3. Þín Orð
4. Sjúki Skugginn
5. Æra
6. Kukl Samlet spilletid: 41:01

CD 2 "Gola"
Tracklist:
1. Melrakkablús
2. Draumfari
3. Stinningskaldi
4. Stormfari
5. Svartir Sandar
6. Djákninn

Samlet spilletid: 39:07
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed