fbpx

Copenhell 2019: Skindred

Jeg er fan af Skindred. Så er det sagt med det samme. Derfor var det også med lige deles ”æv!” og ”hvorfor fanden aflyser I?”-følelse jeg sad tilbage med efter sidste år, hvor raggametallerne skulle have gæstet Copenhell for første gang. Men nu er de her! Det er efterhånden blevet sagt mange gange fra alle leder og kanter, men bandets genrekrydsninger og tvivlsomme resultater på plade er ligegyldigt så snart du oplever dem i kød og blod. Efter at have set Skindred nu hele syv gange inden i dag står det især klart, at man bliver nødt til at kaste alle trve-antagelser ud med badevandet. Der er intet, som i intet, trve over Skindred, overhovedet. Man må bare give slip og acceptere præmissen om, at intet er helligt. Til gengæld er det en fest selv på dårlige dage, )

Alt dette følges med et balanceret udvalg af Skindreds materiale både fra debuten ”Babylon” til favoritten ”Ratrace”, men naturligvis med et fokus på den nyligt udgivne ”Big Tings” hvorfra vi får både ”That’s My Jam” (hvor publikum bliver instrueret i ”woop woop!”-råb) og den lige-ud-af-landevejen rockmaskine ”Machine” (pardon the pun). Det slås følgeskab af en god lyd, hvilket står som en positiv overraskelse så tidligt på festivalen, og ja, så et enormt feststemt publikum.

Spørgsmålet er om Benjis insisterende attitude kan være for meget? Det er med garanti sådan for nogle, og alt forståelse for det synspunkt – han ER en figur man enten kan lide eller ej, og det samme gælder for hele Skindreds udtryk. Men man må i min optik kassere alle former for ”det kan man altså ikke”-tilnærmelser eller idéer om såkaldte ”platheder”. Der er fuldstændig frit spil, ingen skam, og det må man tage med eller gå. Og det er ikke fordi musikken er ligegyldig, men i en livesammenhæng er og har publikumsindragelse altid været første prioritet. Det er samtidigt ikke ligefrem en hemmelighed at Skindred alle dage har været bedre live end på plade, ”Kill The Power” værende den eneste undtagelse.

Med den lange tirade af undskyldninger overstået vil jeg dog gerne medgive at man med fordel kunne have fokuseret blot en anelse mere på eget materiale. Der er en klar balancegang og her faldt den altså til den forkerte side – når man knapt kan høre blot to-tre sange i fuld længde og normal udgave, med kun otte egne skæringer på programmet, så tangerer det mistro til eget håndværk og det er der absolut ingen grund til. Men det er en mindre kritik i det samlede hele. Vi kom for at have en fest og for at have det godt, og begge dele kan der sættes et stort hak ved.

Sætliste:
1) – Sound The Siren
2) – Pressure
3) – Ratrace
4) – Machine
5) – That’s My Jam
6) – Kill The Power
7) – Nobody
8) – Warning
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Skindred, Crossfaith

Så er Skindred tilbage i byen! Min første oplevelse med bandet var i Vega tilbage i november 2008. Siden da har jeg set og anmeldt bandet på Loppen i 2009 (læs anmeldelsen her), på VoxHall som opvarmning til Anthrax i 2011 og på Wacken samme år. Men nu, ca. 4½ år siden sidste gang, er det endelig blevet Københavns tur til at opleve den walisiske reggaemetal gruppe give den gas – og det blev da også en glimrende fest. Jeg missede desværre det første opvarmningsband, men jeg nåede heldigvis ind i tide til det næste band; Crossfaith.

 

Crossfaith
Crossfaith, eller ”クロスフェイス”, er et japansk band fra Osaka dannet i 2006. De har altid skrevet deres musik med engelske tekster (noget knap så mange japanske bands dyrker), da de anser dem selv for værende meget vestlige i deres udtryk. De har udgivet 3 albums og 2 EP’er. Musikalsk er vi ude i en blanding mellem metalcore, electro, dubstep og en smule industrial – forestil dig SlipKnoT og The Prodigy smasket sammen. Deres første udgivelse var EP’en ”Blueprint Of Reconstruction” fra 2008. Allerede året udkom debutalbummet ”The Artificial Theory For The Dramatic Beauty” der også indeholdte de 3 numre fra den tidligere EP. Deres næste album ”The Dream, The Space” er fra 2011, og den seneste CD ”Apocalyze” er kun et par måneder gammel.

 

Hvor mange japanske bands kender du sådan umiddelbart lige til? For mig er Crossfaith faktisk et af de eneste, og hvis de ikke havde opvarmet lige i aften havde jeg nok aldrig opdaget dem – og det ville have været en skam, for hold nu kæft hvor var de fede! Klokken er omkring 22:30 da de 5 japanere endelig smutter på scenen (opvarmningsbandet gik af ca. 21:45). Vi befinder os i aften i Pumpehusets lille sal, og der er på nuværende tidspunkt kun lige omkring halvt fyldt – muligvis en smule mindre. Utålmodigheden som prægede mit eget medbragte selskab blev da også gemt godt væk så snart Crossfaith satte fod på scenen. Fra første sang, nej fra første strofe, var festen i gang oppe foran scenen, og snart bredte den sig til resten af Pumpehuset. Med deres fusion af metalcore og electro er det også en sikker vinder, og der gik heller ikke lang tid inden jeg meldte mig blandt de forreste rækker – og så festede vi ellers i knap ½ time.

 

Da det var mit første møde med bandet skal jeg ikke kunne udtale om sangenes navne, men det var heller ikke noget bandet kom ind på. Faktisk talte de ikke særlig meget, men de havde alle det store smil på og et vanvittigt fysisk engagement. Forsangeren gjorde hvad han kunne for at nå ud til os ved konstant opfordre til hop, circlepit og et par wall of deaths (hvoraf den første gik pænt skidt, må jeg desværre indrømme), og det var også en sand fornøjelse at opleve manden bag keyboardet skiftevist headbange, hamre løs på pianoet og derefter at skynde sig hen til mikrofonen (der stod bag ham) for at skråle med – en enkelt gang tog han også en tur ud til publikum. Lydmæssigt har Pumpehusets lille sal altid været en blandet fornøjelse, i hvert fald for undertegnede. I aften var det ikke den bedste lyd, men absolut godkendt og under alle omstændigheder var det ikke fordi de små detaljer var vigtige i det større lydbillede – man kunne høre hvad man skulle høre, så at sige.

 

Desværre var det alt for hurtigt slut. Det er sjældent jeg oplever et opvarmningsband jeg gerne så spille længere, men i dette tilfælde ville det virkelig have været fedt. Også kan jeg kun forestille mig hvordan det ville have været hvis lyden havde været perfekt, spillestedet var pakket til randen og hvis arrangementet havde foregået i en weekend. 4½ stjerne til Crossfaith for en suveræn opvarmning – jeg var på dette tidspunkt i tvivl om Skindred kunne leve op til deres egen opvarmning.

 

Skindred

Efter Benji Webbes tidligere projekt, Dub War, døde ud startede han Skindred sammen med 2 medlemmer fra Dub War. Det var i Wales i 1998. I 2002 udkom debutalbummet ”Babylon” der bl.a. indeholder bandets største hit ”Nobody” og andre kendte sange som f.eks. ”Pressure” og ”Selector”. Det var også samme år de 2 andre medlemmer fra Dub War meldte sig ud af bandet. Samme år fik Skindred fyldt de manglende pladser ud igen, og sidenhen har der ikke været nogen udskiftninger i besætningen. Der skulle da også gå hele 5 år før deres næste album ”Roots Rock Riot” kom på gaden. Af kendte sange herfra kan nævnes ”Trouble”, ”Rat Race” og titelsangen. Derfra gik det stærkt, for allerede 2 år senere udkom ”Shark Bites And Dog Fights”, og endnu 2 år senere så ”Union Black” dagens lys. Skindred nyeste album skulle være på gaden i 2014 og hedder ”Kill The Power”.

 

Det er blevet ganske sent før Skindred endelig viser sig i form af den storslåede, og superfjollede, ”20th Century Fox Theme/Imperial March” leveret i aften i selskab med et catchy hiphop beat. Sidste mand ude er naturligvis forsangeren, men så springer vi også direkte ud i den nye sang ”Ninja” – en sang knap så mange kender til, men den har også kun været ude i et par måneder. Lyden har ikke forandret sig meget siden Crossfaith. Det er svært at sætte en finger på hvad der ikke fungerer, men jeg har igennem hele koncerten hele tiden en følelse af at det hele kunne lyde bedre – men det er jo også positivt på sin vis, for det betyder at det hele går ganske glimrende igennem. Udover det faste ensemble har Skindred også medbragt en DJ.

 

Nu vi er ved DJ’en, så når jeg ikke at forstå idéen i hans tilstedeværelse, da hans job sagtens kunne klares af enhver anden fra bandet, ikke mindst forsangeren som alt for sjældent bruger sin medbragte computerdims (jeg har ingen idé om hvad navnet er).
Resten af Skindred virker desværre en smule sløve i optrækket. Trommeslageren, derimod, fremstår for mig som en person der bare ikke kan være sur eller irriteret – han smiler hele tiden. Hele tiden, seriøst. Hvilket er sjovt, for guitaristen er gemt bag sine solbriller og det store skæg og bassisten gør heller ikke meget af sig, andet end at løfte armen i vejret et par gange. Jeg ved godt de ikke plejer at være de mest aktive, men alligevel. Forsangeren er på godt og ondt omdrejningspunktet i Skindred, og i aften er det bare ikke en toppræstation – i hvert fald ikke før den anden halvdel af koncerten. Udklædningen er som sædvanlig usædvanlig og kreativ – han har f.eks. en militærhjelm på hovedet.

 

Derfor er det lidt af en tung omgang at få den nye ”Ninja”, den ret-så-nye ”Doom Riff”, den helt gamle ”Babylon” og så ”Bruises” før vi endelig når hen til ”Rat Race” der sætter gang i publikum. Pumpehuset er stadig kun omkring halvt fyldt, men modsat Crossfaith har næsten alle fået stillet sig så tæt på scenen at det føles som om alle er med hele vejen. Mere end én fuld tosse vælter dog hen mod scenen, og ser såmænd også ud til at sove igennem et par sange – han flytter sig dog venligt væk igen. Nogle folk har drukket bare en anelse for meget. ”State Of Emergency” luftes også – et nummer der ellers ikke så tit er at finde på sætlisten. 

 

Nu er forsangeren så også varmet helt op og beder os ikke kun om at råbe, hoppe og danse – han taler faktisk direkte til os. Han er sgu karismatisk, det må man give ham, og hans halvt arrogante/halvt festlige udtryk er svært at modstå. Længere fremme i sættet kommer vi til titelsangen på det kommende album ”Fight The Power”. Her er et nummer som ingen skulle have hørt, og det kan mærkes. Ikke at det er en dårlig sang, men det er selvfølgelig svært at få folk med til noget helt, helt nyt. Som hjælp dertil bliver vi bedt om at råbe ”Fight the power!” inden de sætter i gang. Som et sjovt indslag sætter DJ’en gang i ”Thrift Shop” lige herefter, men det er kun en undskyldning før festen virkelig går i gang med ”Trouble”. SÅ er vi altså også i gang, mine damer og herrer, men det tog også en lille time at nå hertil. Midt i sangen sætter Skindred så gang i et lille medley af en art af Metallicas ”Sad But True” – ”for alle jer der elsker heavy metal!” brøler forsangeren.

 

Det normale sæt afsluttes af den heftige duo ”Pressure” og ”Nobody”. Forsangeren forsøger at få alle til at bounce til de første toner af førstnævnte sang, og i tre omgange uden held. Så han tager en ny teknik i brug; han beder os om at oversætte fra engelsk til dansk, så alle kan forstå det – og det virker fandme. Oversættelsen lød noget i retning af ”I skal alle hoppe til sangen Pressure”. Simpelt.
Da ”Nobody” blæser igennem har vi endelig fået startet den fest jeg husker fra de andre Skindred koncerter, og rundt omkring mig danser, hopper og griner folk til den helt store guldmedalje. Det er nu engang herligt at være en del af. Efter en kort pause sætter DJ’en gang i et kort remix af Prodigy sangen ”Breathe”.  Reelt set er det bare en ”undskyldning” før resten af bandet vender tilbage og vi så skal ”hoppe ind i” næste sang på Slipknot-stil (man sætter sig ned og hopper op samtidigt). Overraskende nok får vi ikke ”Stand For Something” (som der ellers stod på sætlisten), men i stedet ”Warning” fra ”Union Black” – et, for mig, kedeligt nummer og heraf en lidt stenet afslutning. 

 

Jeg mistænker Skindred for muligvis at have samme holdning, da de skruer lyden abnormt højt op i stedet – av for den. Men de får stadig et point herfra for at indføre en ny ting som jeg inderligt håber at opleve igen; Helikopteren, nu med tøj! De fleste mandlige medlemmer tager i løbet af ”Warning” deres T-shirts af og svinger dem så over hovedet – intens og alligevel en ganske sjov afslutning.

 

Da det hele er slut godt og vel 1 time og 15 minutter senere, er det desværre den mindst fede Skindred koncert jeg ser tilbage på. Men det betyder ikke så meget i dette tilfælde, da Skindred aldrig er dårligt, lige såvel som det aldrig er kedeligt – men det hele afhænger helt af forsangerens humør, og i aften virkede han en smule distræt og træt. Det var ikke den samme energiske og humørfyldte forsanger som på Wacken for et par år siden – selv showet i Århus, hvor de ”bare” varmede op for Anthrax, mindes jeg havde mere nerve. Det er så ærgerligt når man ved hvor gennemført det kan være.

 

Igen, det var et rigtig godt show fyldt med energi, ikke mindst pga. publikums insisteren på at feste, men det blev bare aldrig så godt som jeg havde håbet på. Jeg synes også det er skuffende at helt udlade sange ”Shark Bites And Dog Fights” – ikke mindst ”Stand For Something”, som ellers er en klar publikumsfavorit (især for undertegnede). Man kunne måske også have spillet bare en anelse længere og/eller ændre i sætlisten. Hvorfor lægge de 3 absolut mest populære numre helt til sidst når man kan fordele dem?
Skindred får 4½ stjerne herfra for forsøget og for den intense og sjove fest i den anden halvdel af koncerten.



Sætliste:
1) – 20th Century Fox Theme/Imperial March (intro)
2) – Ninja
3) – Doom Riff
4 – Babylon
5) – Bruises
6) – Rat Race
7) – State Of Emergency
8) – Selector
9) – Cut Dem
10) – Kill The Power
11) – Thrift Shop (Macklemore cover – kun et lille stykke af sangen)
12) – Trouble + Sad But True (Metallica cover – kun et lille stykke af sangen)
13) – Pressure
14) – Nobody
Encore:
15) – Breathe – Dubstep remix (The Prodigy cover – kun et lille stykke af sangen)
16) – Warning

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed