fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Ethereal Kingdoms, Royal Metal Fest 2019

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville anmelde Ethereal Kingdoms. Ikke at jeg nogensinde har hørt deres musik, men det er der andre, der har. Og lad os bare sige, at det er en gruppe, der deler vandene.

Nok ikke mindst i et land som Danmark, hvor man åbenbart helst skal spille metal med et vis islæt af bøvethed og samtidig gerne være så jordnær udadtil som muligt. I hvert fald hvis man vil undgå at blive kaldt prætentiøs og få evergreen-prædikater som “lort” og “bøsse” påduttet sig af det kritikersegment, der ofte udtaler sig i de mest farverige vendinger om den type kreative frembringelser, som de er mindst kvalificerede til at bedømme.

Ethereal Kingdoms spiller nemlig så’n noget opera-metal. Det er ikke min genre, men jeg prøver at bibeholde et åbent sind. Jeg overværede trods alt en glimrende koncert med Nightwish på Wacken for en håndfuld år siden, på trods af at deres albums ikke siger mig det store.

Men man kan lige høre kritikerne: “Nøøøh, det’ kråftødmøh bårh så’n nå’ed BØSSØH-LÅRT!

Nej. Det er dig, der er en bonderøv, og det er tragisk, at du overhovedet ikke aner, hvorfor du bør skamme dig over det.

… Anyway, nu anmelder jeg så alligevel Ethereal Kingdoms. For jeg synes alt andet lige, de fortjener omtalen.

Da vi entrerer Radar, er der godt gang i showet. Det første, der slår mig, er den dybt talentfulde vokalist Sofia Schmidt, der imponerer med sin vekslen mellem klokkeklar sopran og growls, der burde ukampdygtiggøre hendes stemmebånd resten af dagen. I al sin elveragtige, silkeklædte ynde er hun bestemt heller ikke helt uinteressant at kigge på.

Musikken har al den skamløse Within Temptation-patos, som den kan trække; dog heldigvis langt fra lige så steril og markedskalkuleret. Det symfoniske islæt minder mig snarere om arrangementerne hos et band som Kamelot. Det er muligt, at strygerne bare kører over PA’et. Det er osse muligt, at hele svineriet bare er indspillet på et Roland: Det lyder, som det skal. Der er kælet langt mere for detaljerne end hos flere større grupper indenfor den symfoniske metal.

Dog er det lidt skidt, at guitaristen somme tider halter i sine egne leadtemaer. Men jeg ved ikke, om der er nogle monitorproblemer; somme tider virker det også, som om Sofia Schmidt kan høre sig selv bedre, end vi kan høre hende. De er i hvert fald på arbejde nede i lydpulten.

Nu vi er ved kritikpunkterne, kunne jeg have ønsket mig nogle flere opfindsomme riffs. Der slås lidt for tit over i hugge-i-den-dybe-E-modus. Det ville klæde bandet at besøge nogle mere strømlinet-powermetalliske retninger — eller måske noget mere i retning af Fleshgod Apocalypse. Begge dele er nærliggende territorium.

Narrativet er et kapitel for sig. For bandets teatralske, episke fundament dækker ikke bare form, men også indhold. Så der foregår en eller anden historie på scenen med kommende og gående karakterer i showets løb. Et par hvidmaskede, spøgelsesagtige skikkelser er faste indslag; tillige et bette tremandskor. Og forsangerinden interagerer med dem på forskellig vis.

Det fungerer sikkert, hvis man kender historien og er med på den. Men hele teaterelementet — endda komplet med enkelte forfattede dialoger — er for fremmed for mange af os. Så er der én af de dér kor-gutter, der åbenbart har en vigtig meddelelse til hende vokalisten, og så gi’r han hende en violin, og så skriger hun og smadrer den mod en monitor. Det har utvivlsomt en omhyggeligt gennemtænkt symbolik, men hernede hvor jeg står, er vi færdige af grin. (Hey: Vi er på festival; vi er sandsynligvis stadigvæk lidt bagstive og har for længst fået de første par bajere, så vi er ved at være godt kørende igen). Og senere river hun vistnok et hjerte ud af en eller anden og smører blod ud i hovedet på sig selv. Og så har kor-gutterne pludselig masker på, og det har sikkert også nogle kunstneriske årsager.

Men tag ikke fejl: Vi klapper og hujer noget så flittigt. For når jeg hermed giver Ethereal Kingdoms 4,5 stjerner, er det ikke fordi, jeg selv kunne finde på at sætte deres musik på anlægget, men fordi de er et forfriskende ambitiøst og højtragende islæt i et land, hvor metallen har haft en tendens til at grynte, vrisse, og bøve alt for meget. Jeg kunne sågar finde på at se dem live igen, for jeg føler mig ikke bare solidt underholdt, men tillige opløftet, inspireret og håbefuld på gruppens vegne.

Ethereal Kingdoms skal stå på en meget større scene, hvor der er plads til al deres kreativitet og virkelyst. Og det skal nok i virkeligheden slet ikke være hér i Danmark.

Læs mere...

Stephen O' Malley - Radar

Efter en længere pause væk fra tasterne, så var det på tide at smide anmelderhatten på igen og opleve noget i den tunge ende. Det er i den grad tungt og et kæmpe scoop, at Aarhus Festuge har fået hevet guitaristen Stephen O' Malley hele vejen til Aarhus. O' Malley er selvfølgelig kendt fra Drone Metal bandet Sunn O))), og sjovt nok er det mit ynglingsband indenfor genren, så der var mødepligt.

 

CR Hougaard

Opvarmningen for hovednavnet i aften var Drone/Ambient musikeren CR Hougaard. Jeg har ikke lige fået hørt noget af hans musik før koncerten, men han viste sig at være den perfekte opvarmning. Musikken var storslået og stemningen var dyster inde i salen. Jeg har i nogle af mine tidligere anmeldelser skrevet, at folk skal lære at tie stille under koncerter, men i aften var det et mirakel, at alle var der for at opleve musikken, så der var stille inde i salen. Bagved Hougaard var der en masse abstrakte visuelle småfilm der blev vist, og det var også en god måde at skabe en fed stemning på. Man fik lidt følelsen, at man var med i en Sci-fi film, hvor alt var fuldstændig destrueret så var dette den perfekte soundtrack. Der var måske lige nogle tidspunkter, hvor jeg følte at det blev lige lidt for ensformigt, men disse øjeblikke var der heldigvis ikke mange af. Alt i alt var det en ganske fin koncert og i hvert fald noget jeg skal holde øje med.

Karakter 4 ud af 6

 

Stephen O' Malley

Man ved alligevel at et spillested bekymrer sig om sine koncertgængere, når de deler gratis ørepropper ud. Det var også rimelig meget nødvendigt, da den første akkord O'Malley spillede viste sig at være umenneskelig højt. Sættet i aften var en hyldest til Tony Conrad, der var nyskabende indenfor avantgarde genren. Stemningen og følelsen som musikken giver, er ligesom at være fanget i havet og få bølge efter bølge i hovedet. Sammen med sine guitar og masse pedaler var der en hel væg af forstærkere, og man troede ikke at det kunne blive højere..... det kunne det så lidt senere hen på aftenen, hvor jeg var tæt på at kaste op på grund af lydstyrken. Det var vanvittigt at blive opslugt af stemningen af en person og hans guitar. Uden tvivl den fedeste guitarlyd nogensinde tilhører O'Malley. Jeg fik at vide at der også blev spillet et Earth nummer midt i sættet, som jeg ikke lagde mærke til, men det er også et kæmpe plus. Lydstyrken er igen et tilbagevendende tema, faktisk så højt på et tidspunkt, at jeg ikke kunne høre min egen stemme. Det stoppede så brat som det startede, og man skulle lige give sig selv et øjeblik og give ørene et meget velfortjent hvil. Stephen O' Malley spillede en fed koncert, og næste gang må han gerne trække Sunn O))) med til Smilets By.

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

Hexis - Radar

Radar er nu blevet det spillested i Aarhus, hvor jeg oftest befinder mig. Som nævnt i nogle tidligere anmeldelser så er det fedt at det Jydske spillested har taget så godt imod den danske og udenlandske undergrund er helt fantastisk. Danske bands som Hexis og LLNN, der begge har gæstet spillestedet tit. Endda også store bands som Entombed og Yob har også gæstet spillestedet. I aften var det førstnævnte navn, der havde æren af at destruere Aarhus. Hexis var nået til deres sidste stop på turen, og det gik ikke stille for sig.

 

Hiraki

På grund af nogle ting kom i vejen, så missede jeg desværre Justinhate, som jeg havde set frem til at se, men jeg må bare fange dem en anden gang, så nu var det blevet tid til Hiraki. Okay jeg indrømmer det. Hiraki er virkelig ikke noget for mig. Jeg har altid synes at deres musik virker alt for rodet, og jeg har aldrig forstået det, men i aften ændrede det sig. Jeg gik ind i salen og det var som om at musikken slog mig (på den gode måde) og jeg var lige pludselig fanget inde i deres kaotiske lydbillede og begyndte at se det fede bandets musik. Ekstrem noise musik med fed sangskrivning, specielt guitaristen og trommeslageren smækkede flere forvirrende rytmer og tonearter, imens forsangeren gav den gas med sine støjpedaler. Jeg har endelig fattet Hiraki, og det var god start på min aften.

Karakter 4 ud af 6

 

Départe

Aftenens udenlandske navn var Départe fra Tasmanien. For fans af Ulcerate og Deathsell Omega stod der på deres LP, intet problem tænker jeg, da jeg elsker begge de bands. Départe går på scenen uden at sige så meget som et ord, hvor røgmaskinen går i gang. Stroboskoplyset blev tændt op på samme tid som den første node blev spillet, og der var faktisk et tidspunkt hvor man ikke så deres ansigter, hvilket gav koncerten en ret mystisk effekt. Lige i starten var der rimelig meget knas med lyden, hvor man faktisk næsten ikke kunne høre noget som helst, så det satte en lille dæmper på oplevelsen. Efter lydkaoset blev rettet spillede bandet et fedt set. Meget atmosfærisk og storslået, og det er i hvert fald et band jeg skal holde øje med.

Karakter 4½ ud af 6

 

Hexis

Det mest intense live band i Danmark. Hexis har formået at skabe et navn for sig selv som det mest hårdturnerende band i Danmark, da de mere eller mindre er konstant på landevejen og på denne tour var den sidste koncert på Radar. Forsanger Filip Andersen, der sammen med sit band destruerede stedet med deres stroboskoplyshelvede og musik, der tog fat i publikum og sparkede alle tænderne ud på dem. Sættet i aften bestod hovedsageligt af det nyere materiale, og intensiteten kendte ingen ende. Folket var ret stillestående, men oppe foran gav folk den gas. Hexis var slet ikke tourtrætte eller noget da i aften bare var ren galskab, ligesom alle de andre gange jeg har set dem live, men det var på et helt nyt niveau. De to sidste numre, som de spillede, var Sequax og Odium, og hvilken en perfekt slutning det var. Tredive minutter fløj bare forbi mit ansigt, og jeg var lige nødt til at ligge mig på gulvet efter koncerten for at få ro i kroppen. Absolut fantastisk show. uden tvivl det mest intense show jeg nogensinde har set med Hexis.

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

LLNN, Kollapse, Hiraki, Puke Wolf - Radar

Radar har i mine øjne etableret sig som et af de spillesteder i Århus som virkelig tager undergrunden til sig, både danske og udenlandske bands. I aften var ingen undtagelse, da vi stod i Post-Metal/Noise/Hardcore'ens tegn med bands som LLNN, Kollapse, Hiraki og Puke Wolf, selvom jeg forventede det normale smadder, så var det lidt af en afveksling, da jeg både fik hørt et velkendt band og alligevel en finale som gik over alle forventninger, men det hører vi om senere.

 

Puke Wolf

Suverænt navn til aftenens første band, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Det lokale stod for at åbne braget i aften, og de virkede en anelse introverte på scenen og utroligt nervøse. Taget i betragtning at deres musik ikke var introvert, faktisk det stik modsatte at de faktisk spillede ret fed Hardcore, men det virkede til at de lod de deres nervøsitet tage over. Musikalsk fejlede det ingenting, da deres melodiske form for Hardcore Punk faktisk var fedt og lyden inde i salen var også ganske fed. Salen var ikke fyldt til renden, men alligevel var det en god håndfuld mennesker mødt op for at støtte op omkring bandet. Puke Wolf leverede en fin koncert, men alligevel var deres optræden bare lidt halv akavet og mærkelig, men rent musikalsk var der en del gode øjeblikke.

Karakter: 3 ud af 6

 

Hiraki

Efter en pause var det blevet tid til lokale Noise rockere i Hiraki til at sprænge trommehinderne hos aftenens publikum. Jeg har set Hiraki to gange før, men alligevel har de ikke lige sagt mig særligt meget, men alligevel gik jeg ind i salen med et åbent sind. De første par numre var ret smadrede og larmende er en meget god beskrivelse, lyden var god og det var lidt flere mennesker, som var rykket op mod scenen. Lyden fortsatte sin gode streak og det hele kørte bare. Udover at der selvfølgelig var nogle gode øjeblikke i musikken, så fangede det mig bare aldrig helt. Jeg følte ikke at jeg "forstod" deres musik, det var lidt som om at det var Godflesh blandet sammen med Converge til en hvis grad. Det hele blev lidt kedeligt for mig og lidt ensformigt og langtrukkent i løbet af showet. Hiraki er nok bare ikke noget for mig.

Karakter: 2 ud af 6

 

Kollapse

Jeg havde længe set frem til at endelig få lov til at se Kollapse fra Aalborg. Deres seneste udspil Angst er et album, som jeg har hørt meget igennem sommeren, og det er blevet federe for hver gang jeg har sat den på. Det slog mig dog alligevel at bandet annoncerede 2 dage før koncerten, at det ville være deres sidste koncert nogensinde, så det har var allerede noget jeg ikke kunne misse. Bandet gik på scenen, og det var tungt som ind i helvede og nu var standarden sat højt. Man røg næsten ind i trance så snart bandet gik i gang med at spille, og de er gået fra at blive meget mere Post-Metal ala Cult Of Luna og Neurosis end bare kliché Hardcore Punk. Jeg blev fuldstændig opslugt af stemningen, og det var så fedt at det næsten var overstået alt for hurtigt. Kollapse afsluttede deres tid som band på den fedeste måde, men alligevel er det sgu lidt ærgerligt at dette var eneste gang jeg kommer til at se dem. Tak for musikken, drenge!

Karakter: 5 ud af 6

 

LLNN

Nu var vi endelig nået til aftenens hovednavn. LLNN har ikke formået at skuffe mig endnu de gange jeg har set dem live, og hver gang har det været vildere end gangen før, men denne her gang var nok den bedste. Rapture sætter ballet i gang og som altid er det så pisse højt. Forsanger/guitarist Christian Bonnesen skriger sin hals til blods imens de andre medlemmer lægger lag på lag med endnu mere aggression og had mod verden. Numre som Monolith og The Guardian var også bare i verdensklasse i aften. Jeg følte der var måske lidt knas med lyden til at starte med, men det blev heldigvis rettet op på meget hurtigt. Hvis der nogensinde vil blive lavet en compilation cd med det bedste soundtrack til vores post-apokalyptiske verden, så er LLNN det eneste som skal fylde den CD. Så dystert og ondskabsfuldt at det er nok til voldtage dine trommehinder og brække alle knogler i kroppen. Vi fik serveret et nyt nummer helt til sidst som var ni minutter langt, og det lød fantastisk, så jeg ser frem til det nye LLNN kommer ud. Efter så takkede bandet af forlod bassist Ramus Furbo og Synthman Kjetil Sejersen scenen. Efter de var gået af råbte en fra publikum at de skulle spille noget The Psyke Project og lige pludselig blev Martin Nielskov tidligere sanger i Èglise, Czar og The Psyke Project trukket op på scenen, og før man havde set den kommer begyndte bandet at spille In The Mist, som blev skrevet af The Psyke Project i sin tid, og publikum gik helt amok. Jeg fik en high five af Nielskov imens han skreg, hvor han efterfølgende hev mig op på scenen, og jeg fik smækket mit knæ ind i monitoren, så efter noget headbanging og skrål, så var at stagedive det eneste logiske at gøre. Efter nummeret var slut lå der flasker, ølpletter, en monitor var også ødelagt, så det var ligesom i de gamle Psyke Project dage. Selvom jeg stadig mærker i dag, at mit knæ gør nas, så var det en fænomenal afslutning og jeg fik lov til at vidne tre ud af fem af de tidligere medlemmer af TPP spille In The Mist. Rimelig fed afslutning. LLNN, i kan ikke gøre noget forkert!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

YOB, Black Cobra - Radar

Nu var ventetiden endelig ovre. Bandet, som ændrede mit liv fuldstændig for to år siden, var endelig vendt tilbage til landet, nemlig Stoner/Doom legenderne i YOB. Lige siden deres koncert i Aarhus tilbage i 2014 har jeg hørt bandet på ugentlig basis, og det har været et band som har betydet utrolig meget for mig. Men nu var de endelig vendt tilbage til Danmark, og på et mindre spillested end sidste gang de spillede, så lad os se om det var ventetiden værd.

Black Cobra

Første band på scenen i aften var Sludge bandet Black Cobra. Genren på Metal-Archives står som Sludge, men alligevel var det tydelige inspirationer fra både Thrash og Punk. En stor inspirationskilde er uden tvivl bandet The Melvins og det behøver ikke at være en dårlig ting. Jeg synes i starten at det var super fedt og virkelig nyskabende, men alligevel efter meget kort tid så virkede det meget ensformigt til sidst. Det ene nummer efter det andet virkede så utrolig ens, at interessen forsvandt utrolig hurtigt. Alle deres hurtige numre virkede rigtig godt, men det faldt alligevel meget hurtigt til jorden. Black Cobra leverede en ganske udmærket opvarmning, men hold nu op det blev kedeligt til sidst.

Karakter: 2½ ud af 6

 

YOB

Spændingen var så intens, at jeg var ved at eksplodere. YOB stod på scenen, og jeg kunne slet ikke fatte at nu var tiden endelig kommet til at jeg skulle se dem igen. ”Ball Of Molten Lead” var nummeret som satte hele festen i gang. Min nakke var stadig meget smadret efter Redwood Hills magtdemonstration tre dage før på Train, så min nakke var stadig rusten. Den ikoniske guitar intro satte en vis stemning over Radars publikum, og efter noget tid da hele bandet begyndte at spille, blev hele spillestedet fuldstændig tryllebundet. Lyden var fantastisk igennem hele nummeret, og det var umuligt ikke at blive tryllebundet af musikken. Efter nummeret sluttede, var der stå stille inde i salen at det var imponerende. Aldrig har jeg oplevet at salen var så stille til en koncert før. Lige efter første nummer fik vi serveret godter fra den fantastiske plade ”Atma”, hvor her vi fik både titelnummeret, og det fede nummer ”Upon The Sight Of The Other Shore” satte bare en endnu højere standard end den som var i forvejen, nemlig skabt af det samme band. Det længste nummer i aften var ”Marrow” fra deres seneste udspil. Jeg kan huske at det var lidt af en bundskraber da jeg så YOB første gang for to år siden, men efter jeg blev en kolossal fan af bandet og har hørt dem så ofte, var det her højdepunktet for mig i aften. Efter lidt over en time var det blevet tid til aftenens sidste nummer, som så viste sig at være en fan som rigtig gerne ville høre nummeret ”Quantom Mystic” fra pladen The Unreal Never Lived. Nummeret var et fuldstændig hårdtslående slag i ansigtet, og fungerede perfekt sammen med resten af deres sætliste for i aften. Efter nummeret var slut blev publikum ved at klappe og råbe efter bandet og jeg har aldrig oplevet noget lignende og bandet kom heldigvis ud og gav et ekstra nummer til. YOB leverede endnu en fantastik koncert på Aarhusiansk grund, og jeg forlod Radar fuldstændig målløs. Et band som kan gøre så simpel musik til noget så storslået er en fantastisk ting at bevidne, at man næsten bliver rørt. YOB viste igen i aften hvorfor de er et af de bedste bands indenfor deres genre, og et af de bedste live bands indenfor metal genren generelt. Jeg glæder mig til den dag de vender tilbage, selvom jeg håber godt nok ikke at det kommer til at være to års vente tid igen.

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

W:O:A Metal Battle - Radar

I år virker det til at jeg prøver nye ting af. Wacken Open Air Metal Battle er en konkurrence som finder sted over hele verden, hvor bands konkurrer om at komme og spille på verdens største Metal Festival i. Selvfølgelig er Danmark også repræsenteret hvert år på festivalen i Tyskland, hvor før i tiden det har været bands som Savage Machine, Huldre og By The Patient. I aften var første gang jeg var med til arrangementet og vejret var utrolig godt udenfor, så der var mange mennesker udenfor imellem bands for at nyde det gode vejr. Der var ikke proppet inde på Atlas i aften, men alligevel var der mødt en del mennesker op for at støtte op omkring bandsne.

 

Unseen Faith

Første band på scenen i aften var lokale Unseen Faith. Det er ikke et band jeg har stiftet bekendtskab med overhovedet før koncerten, men alligevel er navnet blevet nævnt en del gange, men aldrig har jeg hørt dem. Genren vi er ude i er Deathcore med en sammenblanding af Djent og Moderne Metal. Born Of Osiris er et navn som lyder som en inspirationskilde for bandet. Jeg synes at spilleglæden var til stede, og bandet var tændte. Deres trommeslager pisker tønderne på teknisk vis, og deres forsanger hoppede frem og tilbage på scenen. De prøvede at få publikum med ind i festen, men alligevel virkede det som lidt af en umulig opgave. Publikum virkede meget tilbage holdene i aften og det var en smule ærgerligt. Unseen Faith gjorde det hele som de skulle, men alligevel følte jeg lidt at showet blev en smule kedeligt og ensformigt. Jeg synes også at deres flow gik en smule tabt, og det virkede svært at komme op på hesten igen. Unseen Faith var en ganske fin åbning til aftenens fest, men alligevel blev det hele ikke mere end bare ganske fint.

Karakter 3 ud af 6

 

Cruelty's Heart

Cruelty's Heart er et band som jeg aldrig hørt om før. Jeg fik at vide at deres genre var ovre i noget Folk-Black Metal. Det var lidt svært at sætte deres musik i bås, men den førnævnte genre lyder nogenlunde rigtig. Bandet spillede i bare overkroppe og krigsmaling som dækkede det meste af kroppen. Det var noget af et genreskift i forhold til Unseen Faith, som spillede lige før. Bandet spillede fint, men alligevel følte jeg aldrig at det var noget som fangede mig. Lyden inde i salen var heller ikke så god, så oplevelsen blev en ødelagt rimelig meget. Man kunne se på bandet, at de var klar til at spille op til dans men jeg synes ikke at de fangede min interesse på noget som helst tidspunkt. Det blev desværre en kort oplevelse for mig, da på grund af dårlig lyd og ikke så fangende musik besluttede jeg mig for at forlade salen før koncerten var slut. Cruelty's Heart formåede at skille sig ud fra mængden, men alligevel var det ikke nok til at imponere mig.

Karakter 2 ud af 6

 

Bæst

Pga det meget tætpakkede program og at jeg ikke lige fik holdt øje med tiden, så endte det med at jeg desværre missede Empire Of Doom. Det er jo hvad der kan ske engang imellem. Næste band på scenen i aften var lokale Dødsmetal Helte i Bæst. Bandet spillede for omkring tre uger siden deres første koncert på Royal Metal Fest på samme spillested, og jeg var til stede og de leverede en god koncert. Allerede da bandet gik på scenen blev de oversvømmet i jubel fra publikum. Bandet startede ud med nummeret Bones, og allerede her vidste vi at var vidne til noget specielt. Selvom det kun er tre uger siden jeg sidst så bandet live, så er der sket så meget på den korte tid. Bandet ligger meget i samme boldgade som det gamle svenske Dødsmetal såsom Entombed, Bloodbath og Dismember. Det er bands som jeg er vokset op med, så det er bare endnu federe. Nu kom der endelig gang i pitten, og der var også nogle stagedivers på scenen og det var ret sjovt at se. Det, som også er så imponerende ved Bæst er, at de er en liga helt for sig selv. Vi har jo selvfølgelig gode dødsmetal bands i Danmark men Bæst formår at skille sig ud da de er langt mere Old School end det mere moderene Dødsmetal, som florerer rundt i undergrunden. Bæst spillede rigtig fedt, og lyden var god inde i salen for en gangs skyld. Både på scenen og foran scenen blev der svunget med garnet i alle forskellige retninger. Bandet leverede energien og brutaliteten igennem deres musik ud til publikum, og vi elskede hvert et øjeblik af det. Bæst viste endnu engang at de formår at skabe en fest lige meget hvor henne i landet de spiller.

Karakter 5 ud af 6

 

Savage Machine
Savage Machine var vinderne af Wacken Metal Battle Danmark sidste år, og de var blevet valgt at spille imens juryen diskuterede om hvilke bands skulle gå videre i konkurrencen. Savage Machine er Heavy Metal af den gamle skole. Her snakker vi om store riffs og høje vokaler som det var tilbage i 80'erne. Jeg må ærligt indrømme, at deres musik er ikke mig, men jeg endte med at blive overasket alligevel. Bandet kan nemlig deres præg selvom jeg ikke er fan af musikken. Kontakten med publikum er til stede, og de ved lige hvordan de skal samarbejde med et publikum. Forsanger Troels Rasmussen er en rendyrket frontmand og det er næsten at ligesom at se Bruce Dickinson bare i en dansk version. Savage Machine er måske for mit vedkommende et band som ikke fungerer så godt på plade, men live sider det hele bare i skabet. Savage Machine leverede en ganske fin koncert, og selvom det var første gang jeg så dem live, så er det ikke helt udelukket at jeg nok kommer til at se dem live på en scene igen.

Karakter 3½ ud af 6

 

Hamferð
Jeg kan huske da jeg boede på Færøerne. Vi havde vores lokale metal bands som SIC, Synarchy og The Apocryphal Order. Men da jeg oplevede Hamferð for første gang tilbage i 2010, var det noget så fænomenalt. Aldrig havde vi oplevet noget så storslået og majestætisk, og de har ændret den færøerske metal scene for evigt. Hamferð vandt både det Færøerske og internationale Wacken Metal Battle tilbage i 2012, og har siden da fået ros fra metal pressen og publikum verden rundt. I aften var tredeje gang jeg ville se Hamferð og passende efter tre års ventetid stillede jeg mig helt frem til scenekanten. Åbningsnumrene som var Vráin og Deyðir Varðar fungerede endnu bedre end da jeg hørte dem for første gang for to og tre år siden. Specielt det sidstnævnte nummer betyder utrolig meget for mig. Lyden inde i salen var så god under Hamferðs koncert, at det næsten var synd for de andre bands. Bandet spiller jo altid iført i sorte jakkesæt som alligevel sætter en teatralsk stemning i gang på scenen. Forsanger Jón Aldará blander sangene godt op med både dybe dødsgrowls og utrolig smukke skønsangs passager. Vi fik også hørt numre som Evst og Við Teimum Kvirri Gráu som også bare fungerede perfekt. Hamferð sluttede deres koncert af med den fæøerske salme Harra Guð, Títt Dýra Navn Og Æra. Hamferð viser endnu en gang at de er et af de mest oversete live bands fra Færøerne. At vidne et band som fuldstændig har tryllebundet deres publikum og har dem i deres hule hånd, så kan man ikke andet end at bukke sig i respekt for bandet. Hamferð er mere end velkommende til at gæste landet hver weekend for mit vedkommende.

Karakter 6 ud af 6

 

Bandet som så var aftenens vindere var Empire Of Doom. Så de skal dyste videre i finalen i Kolding med bands som Bæst, Lotunn og Sunless Dawn. Vi ønsker alle bands held og lykke!

Læs mere...

Spot Festival 2016

Selvom jeg har kendt til Spot Festival siden jeg var omkring 12 gammel, så har navnene aldrig lige været mig. Det har nok også noget at gøre med, at jeg var meget snæversynet i mine tidligere år, og ikke var så stor fan af at opdage ny musik. Heldigvis har jeg lagt de dage bag mig, og endelig taget mig sammen til at tage på Spot Festival. Festivalen strækker sig over tre dage i slutningen af April, og her får vi muligheden for at se omkring 200 bands spille rundt omkring på de forskellige spillesteder i Århus. Hvis du nogensinde har tænkt dig at tage på Spot festival, så er det nok en god idé at din kondition er helt i top. Koncerter finder sted over det hele i Århus med nogle af dem hvor det lige tager noget tid at gå hen til destinationen. Du kan f.eks regne med at gå fra Musikhuset hele vejen ned til Tape i Mejlgade, som rammer op på et kvarters gåtur.

Når det kommer til musikken, så er Spot heller ikke bange for booke noget som alle kan lytte til. Alt fra elektronisk musik til Hip-Hop og Singer songwriter. Men alligevel formår de også at booke nogle rigtig solide Rock og Metal navne. Navne som ikke lyder som hinanden og formår at skille sig ud fra resten af navnene på plakaten. Den danske metalscene er godt repræsenteret i år. Med bands som Cabal, MØL og Redwood Hill som repræsentanter for vores lands metalscene, kunne det nok ikke gå helt galt. Jeg tog til Spot Festivalen i år, og prøvede at tjekke ud om det var noget for mig. Så nu skal vi igennem fredag.


FREDAG

Bloody Beach - Atlas 17.45
Norske Bloody Beach var et af de bands som jeg virkelig havde set frem til at se om fredagen. Jeg havde hørt nogle af deres sange på Youtube, og synes at det virkede rigtig interessant. En meget kompromisløs blanding af Pop, Rock og Psykedelisk, så har de alligevel formået at skabe en lyd, der er helt deres egen. Jeg forlod et lille skur tæt ved Radar hvor der blev afholdt Punk koncert, og gik over til Atlas for endelig at se Bloody Beach. De var desværre allerede gået i gang da jeg ankom, og jeg synes at bandet spillede godt og energien var til stede, men alligevel så synes jeg ikke at det blev så fedt som jeg havde regnet med at det ville blive. Måske havde jeg sat mine forventninger alt for højt op på forhånd, uden at kende meget af deres musik. Jeg synes den musikalske gruppe spillede rigtig tight, og det hele sad bare lige i skabet og det samme gælder for deres forsanger, men alligevel synes jeg bare at det blev kedeligt til sidst. Det er en skam, da jeg havde glædet mig til at se dem live. Jeg kan sige så meget, at det var ikke særlig godt, men heller ikke for kedeligt.
Karakter 3 ud af 6


Electric Elephants - Headquartes 20.00
Nu var det tid til at det skulle blive lige en smule mere hårdt. Electric Elephants læner sig lige mere op ad Retro-Rock bølgen. Deres musik viser tydelige inspirationer af bands som Uncle Acid And The Deadbeats og Orchid. Der var fuldstændig proppet inde på det lille spillested Headquarters, som ligger lige ved siden af Musikhuset. Jeg fik aldrig set bandet på grund af publikum, men selvfølgelig fik jeg hørt musikken. Der var godt nok knald på, og sangene var også bare lige i skabet. Det var umuligt ikke at blive grebet af den stemning, som musikken satte lytteren ind i en trance, en psykedelisk trance som det var dengang tilbage i 70'erne. Det ved jeg så intet om da jeg er fra 90'erne, men har hørt gode ting. Spøg til side. Electric Elephants viser også under koncerten, at de virkelig har potentiale for at nå virkelig langt. Spilleglæden er til stede og deres sangskrivnings evner kommer virkelig også til livs under koncerten. Ikke et af numrene synes jeg virkede ensformige og deres numre var heldigvis ikke en gentagelse af de samme riffs, som de allerede havde brugt i de tidligere numre. Bandet takkede af efter 25 minutters spilletid, hvor det sidste nummer virkelig blev trukket ud, så hver gang publikum begyndte at klappe begyndte bandet at spille videre. Electric Elephants er virkelig et band man skal holde øje med i fremtiden, så tjek dem ud.
Karakter 4 ½ ud af 6


Cabal - Musikhuset, Filuren 23.15
Nu var der så gået et par timer siden Electric Elephants koncerten og nu var det så endelig blevet tid til Cabal. Genreskfitet kunne ikke have været større. Genren vi er ude i her er Deathcore og deres seneste EP Purge, som jeg anmeldte for noget tid tiden siden, har virkelig vokset på mig og jeg har hørt den relativt ofte siden. Jeg var nu også spændt på at se om bandet formåede at spille lige så godt live som det gjorde på pladen. Svaret er ja. Det er imponerende at se musikere være så teknisk dygtige på deres instrumenter og virkelig bare give den gas på scenen. Der var også noget teatralsk over koncerten, da deres forsanger kom ud på scenen med en hætte over hovedet og fik leveret sit brutale dødsskrig udover publikum i aften. Det er selvfølgelig op til diskussion om Deathcore er en meget uoriginal genre, da det er ikke er andet en super hurtige blastbeats og breakdowns. Det er her Cabal skiller sig ud fra mængden. Det er nemlig ikke kun bare blastbeats og breakdowns. Det hele holdes lidt i et halvhurtigt/halvlangsomt tempo hvor det hele bare fortsætter med at være super tungt. Deres musik kan heller ikke sættes i boks. Selvom vi er enige om at det er Deathcore, så er der jo inspirationer fra genre som Black metal og Djent. Cabal levede op til mine forventninger og leverede et super fedt show. Tak for det!
Karakter 5 ud af 6


MØL - Radar 00.30
Nu var det tid til at gå ned til Radar for at se lokale Shogaze/Black Metal bandet Møl. Bandet har formået at skaffe et stort navn af sig selv og ,for nyligt vandt de High Voltage prisen for Best Upcoming Band. Bandet gik på scenen og begyndte at spille. Deres musik er stærkt inspireret af bands som Deafheaven, men det gør jo ikke noget da jeg selv er stor fan af Deafheaven. Forsanger Steffen Nørregaard levede sig virkelig ind i musikken og var næsten i sit eget univers imens han skreg teksten til numrene. Trommeslager Ken Lund Klejs var virkelig god til at skifte imellem de virkelig hurtige blastbeats til at gå over i noget mere Post-Rock/Shogaze agtige trommerytmer. Der har jo været utrolig meget hype omkring bandet, og her på radar i aften beviser de, at de har også det potentiale til at leve op til hypen, de har fået fra presse og publikum. Der var ikke meget snak som skete imellem numrene og det er jo også helt fint. Bandet lavede også en masse hypnotiserende støj imellem numrene, som fik det hele til at glide perfekt sammen, så det hele virkede som et langvarigt stykke, og det menes på en god måde. Over al forventning levede møl op til deres hype og jeg afsluttede min sidste koncert om fredagen på Spot på den bedste måde. Super fedt koncert!
Karakter 5 ud af 6


LØRDAG

Døde Blomster - Musikhuset Kammermusiksalen kl 19.00
Første band jeg skulle se om lørdagen var Døde Blomster. Noise Rock/Syrejazz improvisationmusik er nogenlunde en god nok beskrivelse af hvilken genre, vi er ude i. Bandet består af medlemmer af bands som Narcosatanicos og Get Your Gun. Jeg havde ikke hørt bandet på forhånd, men alligevel har jeg hørt en masse gode ting om det. Bandet gik i gang med at spille, og allerede her vidste jeg at det ville være noget specielt. Lyden inde i salen var god , og det hele kunne høre tydeligt. Salen var proppet med mennesker, og jeg havde nogle venner som fik at vide, at de ikke kunne komme ind af vagten, selvom jeg synes at der var masser af plads. Jeg kiggede på personen ved siden af mig, og det vidste sig at være David Fricke fra Rolling Stone Magazine, som var kommet hele vejen fra USA for at tage på Spot. Døde Blomster formår at skabe den rigtige stemning i deres dystre musik univers med tre guitarister, en trommeslager og en der spillede Saxofon, som fik det hele til at passe perfekt sammen. Deres musik var meget opbyggende fra stille til meget storslået til tider, og det fik de også til at passe utrolig godt sammen. Mit første møde med Døde Blomster efterlod mig positivt overasket, så hvis du er stor fan af eksperimentel musik, så er Døde Blomster helt sikkert noget for dig.
Karakter 4½ ud af 6


Death Hawks - Scandinavian Congress Center kl 21.00
Finske Psychrockere Death Hawks var et af de navne, som jeg havde set frem til siden jeg så programmet. Jeg gik ind i den store sal og der var mødt en god håndfuld mennesker op, og mig og mine venner var meget spændte på at se hvad de kunne. Bandet gik på, og de lignede at de lige var kravlet ud af en af minibus fra Woodstock 69. Selvom at man måske synes deres udklædninger var lidt mærkelige så kan man ikke benægte at de kan deres præg. Lysshowet var virkelig fedt under koncerten og lyden var virkelig god. Med en masse syrede småfilm, som spillede i baggrunden imens bandet spillede fik deres musik til at virke så syret som overhoved muligt. Forsanger Teemu Markkula lignede en super skæv version af Bob Dylan, og han spillede numrene rigtig godt, og leverede sine syrede tekster til sine disciple ude i publikum. Bandet spillede virkelig tight, og det var virkelig fedt at se dem spille så godt sammen. Der blev eksperimenteret med at synth og klokker under koncerten, og det hele gav bare alt for meget mening under koncerten. Koncerten var deres sidste show på deres tour, og de virkede til at de var utrolig glade for at afslutte den i Århus. Jeg forlod salen mere end tilfreds, og deres koncert ligger højt på listen over de bedste live overraskelser jeg har set længe. Der var intet negativt at sige om koncerten. Publikum var med på den, lyden var fantastisk og alting var bare lige i skabet.
Karakter 4½ ud af 6


Redwood Hill - Musikhuset Filuren kl 21.45
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er ret åben omkring hvor stor en fan jeg er af københavnske Redwood Hill. Det var meningen at bandet skulle have spillet sidste år, men var desværre nødt til at aflyse i ellevte time. Men i år tog de revanche og stod endelig klar til at give den gas inde i salen. Det var femte gang jeg skulle se Redwood Hill, og jeg ved på forhånd at de ikke kan skuffe. Man kunne ikke bede om en bedre sætliste, med fire numre i alt blev det til, og to sange fra begge deres plader. Allerede fra åbningsriffet af Microgravity fik mig til gå helt amok og svinge med garnet. Lyden var god inde i salen, men desværre var vokalen meget lav til tider og det satte en dæmper på oplevelsen. Taget i betragtning at vokalen druknede lidt i mixet til tider, så var det alligevel en fed fornøjelse at høre numre som Dybbuk og Poseidon. Forsanger Marco Stæhr Hill iført sin sædvanlige hættetrøje med ansigtet dækket til hoppede frem og tilbage på scenen og skreg sin hals til blods. Alle medlemmerne var energiske på scenen og levede sig totalt ind i stemningen af musikken. Det sidste nummer for i aften var mit favorit nummer Albedo fra Collider pladen. Scenen blev opslugt af det blåfarvede scenelys, hvilket det gav nummeret bare en meget federe effekt. En gæstesanger kom ind på scenen og sang vokal på det mere stille stykke i sangen. Redwood Hill spillede en fed koncert, som sædvanligt og det er en fed følelse at have når man ved at bandet ikke skuffer live. Men på grund af den lave vokal det meste af koncerten, så holder det mig fra at give koncerten top karakter, men stadigvæk var det en virkelig fed koncert som altid.
Karakter 5 ud af 6


De Underjordiske - Voxhall kl 01.00
De Underjordiske var et navn som jeg har kendt i noget tid og et par dage før festivalen hørte jeg noget af deres musik, som virkede rigtig fedt. Hele Voxhall var fuldstændig proppet, og der var ikke engang plads oppe i baren eller ude i pissoiret, så mennesker var der på Voxhall. Bandet gik på scenen til et kæmpe brøl fra publikum, og de virkede mere end klar til at spille. Trold var det første nummer som satte gang i festen, og det hele virkede godt sammen. Lyset, lyden og publikum var klikkede fuldstændig i nede på Voxhall og det var næsten smukt at være vidne til. Deres musik er nok i bund og grund syrerock, men alligevel finder du også inspirationer fra bands som The Smiths i deres musik, som heller ikke er en dårlig ting. Jeg synes det var ret sejt da bandet spillede et cover af Gnags sangen Vilde Kaniner, som virkede til at publikum var meget glade for det. Jeg synes at det var fedt inde i salen, men en kritik som nok er meget normal det er, at folk skal virkelig lære at være stille når musikken spiller. Vi er jo alle sammen kommet for at høre musik og ikke høre jer snakke, så det satte lidt af en dæmper på oplevelsen. Mit første møde med De Underjordiske var ganske udmærket, og det er i hvert fald noget jeg vil tjekke mere ud af i fremtiden.
Karakter 4 ud af 6


Narcosatanicos - Radar kl 02.15
Nu var det blevet tid til den sidste koncert på årets festival for mit vedkommende. Noget så kompromisløst havde jeg ikke forventet, da jeg stod og ventede på lokale Narcosatanicos inde i salen. Syrepunk/Noise er genren vi er ude i, og selvom jeg har kendt navnet i ret lang tid nu og hørt deres plade, så har jeg aldrig haft muligheden for at se dem live, men nu var ventetiden endelig ovre. Bandet gik i gang, og en ting som jeg synes var mærkeligt var, at folk begyndte at moshe til denne slags musik. Jeg har altid associeret denne slags musik med hvor man bare står og lytter, men nogle fandt jo åbenbart lysten til at moshe under deres koncert, og det var lidt irriterende da man prøvede at nyde musikken. Bandet havde, ligesom Death Hawks, syrede småfilm som blev spillet imens de spillede. Bare forskellen på de to bands var, at Narcosatanicos's film var en del mere syrede og forstyrrende. Bandet spillede godt sammen og deres intensitet matchede ligeså meget på deres sammenspil som på deres udstråling på scenen. Jeg begyndte uheldigvis at få en masse smerter i ryggen, men eftersom det var den sidste koncert på festivalen, så valgte jeg at se koncerten slut imens jeg var i smerter, og det synes jeg gjorde koncerten endnu bedre. Lyden var god inde i salen i forhold til, at der skete så meget på en gang, så var lyden rigtig god. De to sidste numre var Nausea og Salt, som satte et punktum for årets festival. Narcosatanicos er et godt eksempel på et band, som satte det farlige tilbage i Rock musik som jeg har savnet længe. Fed afslutning på mit første år på Spot festival.
Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

This Gift Is A Curse, Hexis - Radar

Jeg var stadig ret smadret efter de vilde eskapader i Aalborg til Magrudergrind koncerten to dage før, men efter at blive røvrendt på Gomore og havde to rimelig stressede og frustrerende dage i Aalborg, var jeg endelig vendt tilbage til Århus for de sidste to koncerter for mit vedkommende i Marts måned.

 

Hexis

Jeg kunne ikke bede om et bedre opvarmningsband end københavnske Hexis. Uden tvivl et af de fedeste live bands, som findes på Dansk grund, og hver gang jeg har set dem, har de leveret varen over de vildeste forventninger jeg havde i forvejen. De sidste to gange jeg har set bandet live var det med det samme line-up, men siden august 2015 har der været store omrokeringer i bemandingen, hvor det endte med, at forsanger Filip Andersen var den eneste, som stod tilbage som sidste mand. Han var nu klar med det nye line-up, og jeg var spændt på at se om det ”nye” Hexis kunne levere varen lige så meget som det gamle kunne. Intet lys på scenen og en kæmpe lydmur af feedback i gang. Og det var ikke længe før stroboskoplyset satte lytteren i en trance, og forstærkerne begyndte at tæske lytteren med deres kaotiske lydbølger. Selvom Filip bad folk om at komme tættere på scenen, stod folk relativt stille. Det påvirkede dog ikke min oplevelse, da jeg fik mine ynglings numre som Odium, Abalam og Tenebris leveret i fuld smadder. Bandet luftede også et par nye numre, som fungerede ganske fint. Sidste nummer for i aften var mit ynglings nummer Sequax. Så er det evige spørgsmål nu, om at Hexis stadig kan levere varen? Og svaret er krystalklart ja. Med tourplaner i Australien til November og tourplaner i UK til October, så kan fremtiden for Hexis ikke se andet end godt ud. Godt klaret, Hexis! Keep Up The Good Work!

Karakter: 5 ud af 6

 

This Gift Is A Curse

Efter den vilde magtdemonstration som Hexis leverede, så var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. This Gift Is A Curse har fået utrolig meget ros for deres seneste udgivelse All Hail The Swinelord, som jeg hørte på vej ned til koncerten, og som synes lød meget lovende. De første par numre under koncerten lød rigtig godt, men jeg synes alligevel ikke at bandet kunne hamle op med den magtdemonstration som Hexis leverede. Der var mangel på energi fra publikum, og det virkede lidt på bandet til at det var en anelse malplaceret for dem, da de forgæves prøvede at få publikum med på den. Jeg synes ikke at This Gift Is A Curse leverede en særlig mindeværdig koncert, men jeg er åben for at tage ind og se dem igen i fremtiden, hvor de forhåbentligt kommer til at gøre det bedre.

Karakter: 2½ ud af 6

Læs mere...

Förtress, Turbochild - Radar

Hard Rock er nu ikke lige en genre som jeg lytter alt for meget til, men mine venner og bekendte har sagt til mange, at Förtress er et fedt live band og at det var værd at tjekke ud.


Turbochild
Første band på scenen i aften var lokale Rock N' Rollere i Turbochild. Jeg havde ikke stiftet bekendtskab med bandet før koncerten, men det viste sig at jeg blev positivt overasket. Energien var til stede, folk virkede til at være ret vilde omkring musikken, og det gik lige ind hos publikum. Forsanger Richard Schuster var spækket med energi på scenen og gjorde et godt arbejde med komme udover scenekanten og vedligeholde kemien imellem bandet og publikum. Mit første møde med Turbochild var en ganske udmærket affære og der kunne ikke findes et mere passende opvarmnings band til aftenens hovednavn.
Karakter: 3½ ud af 6


Förtress
Efter en pause og socialisering med en masse venner og bekendte, var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Publikummet var vokset væsentlig meget under pausen, og der var ret tætpakket inde i salen. Bandet gik på scenen med trommeslageren kun iført i Förtress underbukser, og han rystede sin røv på scenen som resulterede i masser af klapsalver og jubel fra publikummet. Bandet spillede super fedt, og der var masser af energi på scenen som spredte sig som pesten ud imellem publikum.

Der var en god kontakt imellem publikum og band under koncerten, og bandet vidste hvordan de skulle snakke med publikum og holde os godt underholdt. Numre som Howl og Stampede gik ind hos publikum, og der blev dømt fællessang inde i salen. Selvom energien var der, så var lyden ikke lige så optimal til tider. Nogle gange var bassen meget dominerende, og nogle gange var den anden guitar ikke særlig meget til stede. Men heldigvis ødelagde det ikke hele oplevelsen. Jeg synes at Förtress leverede en fed koncert. Det var mit første møde med bandet, og jeg er sikker på at jeg kommer til at overvære flere Förtress koncerter i fremtiden.
Karakter: 4 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed