fbpx

Copenhell 2019: TesseracT

Skal det være prog-djent-metal, så kan man ligeså godt tage fra 1. klasse. Bedre sent end aldrig måske, men hey, nu er de her. Det er et af mine favoritbands, men de tidligere præstationer af lignende bands på Copenhell har været hit and miss, så jeg kan ikke lægge skjul på at jeg er en anelse nervøs. Sådan er det dog ikke når TesseracT spiller indendørs, som man kan læse mere om her og her. Jeg krydser fingre og håber på det bedste, for når TesseracT er gode, er de rigtig gode.

I virkeligheden er det et generelt spørgsmål: hvordan tackler man en festival som prog-djent-band; musik der ellers som udgangspunkt kræver mere koncentration end gennemsnittet, og dertil en exceptionelt god lyd for at slå igennem? Nemt! Man skruer op på elleve, finder de hårdere sange frem og lader ens normalt mere stillestående forsanger agere hoppende-springende-rock-indpisker til en folkemængde der hverken er overvældende stor eller fyldt op med fans. Det er egentlig en simpel ting at indtænke et andet publikum end man er vant til (eller det BØR det være) – et der normalt ikke behøver vildskab fra scenen, crowdsurfere og lignende. Men omstillingen er brillant netop fordi musikken ikke ofres men blot udtrykkes lidt anderledes. Rytmesektionen i TesseracT er nøjagtig lige så tight som altid og jo, de finere detaljer står ikke altid lige klart, enten som følge af halvmudret lyd eller den drilske vind, men det er tungt og til at mærke, hvilket er det vigtigste i dag.

Og endelig lader den fancy-frynseklædte Daniel Tompkins til at have fundet sig til rette i ”Altered State”-repertoiret. Det er ikke det samme som O'Hara kunne, det er indiskutabelt, men i stedet for nyttesløst at forsøge at lyde 1:1 som ham, og som en naturlov falde til jorden med et brag hver eneste gang, gør en kombination af enkelte backing-kor-lignende tracks og Tompkins’ nu egne versioner, at det leveres selvsikkert og uden at stikke negativt ud. I hvert fald ikke for andet end fanboys, der også må se at komme videre efterhånden. Denne gang får vi alligevel kun ”Nocturne”, desværre, så selv hvis man vil være negativ er der ikke meget at komme efter.

Det vi derimod får er den første halvdel af ”Concealing Fate”, eller i hvert fald tæt på da der skæres lidt væk hist og her. Dernæst en midtersektion af de bedste sange fra ”Polaris” hvor ”Survival” og ”Phoenix” lader Tompkins stråle, og så en helt sublim afslutning med bl.a. dagens højdepunkt, ”Smile”. Det var ellers ikke lige dén jeg havde forventet skulle rive mig rundt, men der er bare fuld smæk for skillingen, for satan det er en tung basker vi får serveret. Og det fortsætter med den dystre og næsten ubehagelige ”King” og sidst, men absolut ikke mindst, rundes der af med funky slap-bas og en crowdsurfende forsanger i ”Juno”.

Her slutter så en overlegen lektion i festivaltække, som på flere måder er godt ikke varer længere – bl.a. er det begyndt at tynde ud blandt publikum, men det er deres tab. Igen må man tage hatten af for Tompkins og drengene, det sad sgu lige i skabet. Jeg tror ikke der er nogen der er gået skuffede herfra og mon ikke bandet har fået sig nogle nye fans? Det tror jeg.

Sætliste:
1) – Concealing Fate, Part 1: Acceptance
2) – Concealing Fate, Part 2: Deception
3) – Concealing Fate, Part 3: The Impossible
4) – Luminary
5) – Of Mind – Nocturne
6) – Survival
7) – Dystopia
8) – Hexes
9) – Phoenix
10) – Smile
11) – King
12) – Juno
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...

Piqaia - Artifact

Piqaia er et nyt navn på den danske scene for Progressiv Metal, og de fem medlemmer udsender nu deres første album, ”Artifact”, efter to års intenst arbejde.

Albummet indeholder fem numre, som med varighed fra seks til næsten elleve minutter er ret lange – helt i tråd med genren. Det samme er bandets tekniske kunnen; alt fra de flerstemmige vokaler til håndtering af guitar, bas og trommer sker på et højt niveau, hvor der er plads til mange detaljer, og man fornemmer, at der er plads til mere. Det overskud bliver ikke brugt til at føre sig frem, for Piqaia søger styrken i det nedtonede, en strategi som illustreres godt i det åbningsnummer ”Raindrops”: Nummeret starter som stille, næsten sart Rock med rolige vokaler, men vokser ganske langsomt i intensitet ved at tilføje flere og flere detaljer via instrumenterne, mens tempoet gradvist øges. Det hele kulminerer i en guitarsolo omkring otte minutter inde i nummeret.

Denne tilgang kræver tålmodighed hos lytteren, hvilket ikke var et problem, hvis ikke man havde valgt at gentage den i de efterfølgende tracks. Kun i ”Echo” bliver der rusket en smule op i tingene via en brølende vokal, men ellers er det en søvndyssende affære, hvor jeg bliver reddet af min kaffemaskines evne til at lave kopper med double shot. Musikken har for lidt dynamik, det hele sker lineært og forudsigeligt, og ender så kedeligt, at hvis ikke det havde været for den flotte fremførelse, så var karakteren endt på to stjerner.

Tracklist:
1. Raindrops
2. Landscapes
3. Echo
4. Parable
5. Artifact
Samlet spilletid: 38:14

Læs mere...

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Læs mere...

Meshuggah - Train

Sidste koncert i 2016 for mit vedkommende, og hvilken bedre måde at slutte det af på, end at tage ind og se det svenske monster bedre kendt som Meshuggah. Det er nemlig et af de bands, som jeg har set oftest siden jeg flyttede til Danmark, og de har aldrig skuffet på noget tidspunkt. Det har simpelthen været så super tight og ekstremt hårdtslående hver evig eneste gang. Jeg havde længe set frem til denne koncert, og jeg var ikke i tvivl om at det skulle blive fedt. Den sidste sætning i var noget af en underdrivelse af hvad der virkelig skete den aften.

 

High On Fire
Matt Pike er nu et kendt navn i metal verdenen. Først var han guitarist i det legendariske Stoner Rock band Sleep (som også leverede en fantastisk koncert på dette års Roskilde Festival) og efter bandets opløsning tilbage i 1998 blev High On Fire dannet et halvt år efter. Bandet gik på scenen og hold nu helt kæft hvor var det højt. Næsten ubehageligt højt. Men fedt det var det sgu. Matt Pike formår at ruske godt rundt i publikum, og det var bare fedt at se. Der var ikke så meget tid til snak imellem numrene, da nedslagtningen af publikum bare skulle fortsætte. Det virkede måske også lige en tand for ensformigt, følte jeg til visse tidspunkter, men alligevel synes jeg ikke at de var noget som satte en dæmper på min oplevelse. Jeg har heller ikke hørt så meget af bandet på forhånd, men alligevel synes jeg at det var skide fedt at se dem live. Pike havde også det meste af tiden publikum i sin hule hånd, specielt når de spillede et hurtigt nummer, så gik der et split sekund og så var der bare en kæmpe moshpit inde i salen. Jeg synes måske at det blev en anelse for uudholdeligt at stå inde i salen til sidst. Jeg synes at musikken var fed, men på grund af utrolig høj lydstyrke var jeg desværre nødt til at smutte efter 45 minutter. Det virkede også som en utrolig lang koncert, da bandet spillede i en time. Uden tvivl den længste opvarmnings koncert jeg har været til nogensinde. Men udover at det var en alt for høj koncert og ret langtrukken til sidst, så synes jeg sgu at det var en fed opvarmning til Meshuggah. Jeg tror også at jeg vil tjekke noget mere High On Fire ud fremover, og kan anbefale at folk tjekker dem ud hvis de ikke kender dem.

Karakter: 4 ud af 6

 

Meshuggah
Hvis man sammenligner ordet kolossalt med Meshuggah, så er det nok den bedste beskrivelse du overhovedet kan give til bandets live show. Allerede fra nummeret Clockworks, som satte hele festen i gang, var der ingen foran scenen som stod stille. Bandet har så meget kraft i deres lydbillede, at det er svært at tænke på et andet band som spiller med samme intensitet. Vi fik også hørt nummeret Sane fra Chaosphere pladen, som virkelig bare er både et visuelt og lydmæssigt slag i fjæset. Efterfulgt at Perpetual Black Second og Stengah. Det bedste råd jeg kan give til folk som aldrig har set Meshuggah live før er, at det er meget vigtigt at man ikke har epilepsi, fordi deres lysshow er virkelig noget i en liga for sig selv. Forsanger Jens Kidman var ligeså arrig som altid, i forhold til hans bandmedlemmer som virkede relativt stillestående under koncerten. De var mere fokuserede på at spille musikken. Det gjorde egentlig ikke så meget, da Meshuggah ikke er særlig kendte for at være super aktive på scenefronten. Deres lysshow gjorde også deres oplevelse til noget helt særligt, specielt til tider hvor der var helt mørket på scenen og lyset fik det til at ligne at det kun var skyggerne af medlemmerne, man kunne se. Det skabte en super fed effekt. Vi fik også hørt andre fede numre som Do Not Look Down, Lethargica og The Hurt That Finds You First. Pitten var fuldstændig vanvittig, og man var nok lidt paranoid når man stod og headbangede at man ville nikke en tilfældig person en skalle. Det lykkedes mig dog at få en af mine venners kærestes finger stukket i øjet på mig, men heldigvis var det ikke noget alt for slemt. Dancers To Discordant System, som har en super klam intro, satte publikum i en ni minutters lang moshpit og headbang hele vejen igennem nummeret. Kidman takkede folk og sagde at dette ville være det sidste nummer, og hvilken sang har de ikke spillet endnu tænker du? Du har fuldstændig ret. Vi fik endelig Bleed. Lysshowet, intensiteten på scenen og ude blandt publikum fik hele salen til at koge over. Jeg skreg min hals til blods, og min nakke blev fuldstændig destrueret. Efter en lille hvilepause kom bandet tilbage på scenen til lyden af Demiurge, som også bare sad lige i skabet.

Ikke engang fem sekunder efter nummeret var slut, røg den direkte på deres største hit fra 90'erne, nemlig Future Breed Machine. Det var simpelthen den bedste afslutning du overhovedet kunne bede om. Meshuggah gav os tæsk i halvfems minutter, og det var næsten svært at stå op til sidst. En af de ting som jeg siger ofte om Meshuggah er, at selvom man har set dem flere gange før, så glemmer man hele tiden hvor fantastiske de er på plade og live for den sags skyld også. 

Man kan ikke lave andet end at falde ned på knæ og tilbede det svenske monster også kendt som Meshuggah!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Devin Townsend Project – Transcendence

Devin Townsend er en alsidig og travl herre, derfor er han nødt til at have flere kanaler for at kunne få plads til alle sine musikalske ideer. Denne gang er det mandens ”Project”, der er ude med nyt i form af albummet ”Transcendence”.

Fra starten står det klart, at arrangementerne på denne skive er store - meget store, endda. Ikke store som i Symfonisk Metal, mere i retning af Rock opera. Denne fornemmelse understøttes af Townsends vokal, som meget ofte befinder sig i den høje ende af registret, samt den noget højtidelige tone, som den f.eks. høres i ”Failure”.

Numrene holder en pænt lang spilletid, som det er normalt i den Progressive Metal, men ellers er der ikke mange kendetegn fra dén genre: der er ikke så mange krøller på musikken.

Til gengæld er der masser af blød og lidt distanceret lyd, for produktionen skærer toppen af alle tilløb til noget aggressivt. Det gør ikke så meget når det rammer keyboards, men når det går ud over Townsends guitar, er det træls.

Generelt er numrene ikke særligt ophidsende, og med den ensartede lyd er albummet faktisk temmelig kedeligt, også selv om der er flere gæstevokalister i spil. Så hvis ikke det havde været for hovedpersonens virkelig flotte guitarspil, var bedømmelsen endt under Godkendt mærket.

Tracklist:
1. Truth
2. Stormbending
3. Failure
4. Secret Sciences
5. Higher
6. Stars
7. Transcendence
8. Offer Your Light
9. From The Heart
10. Transdermal Celebration (Cover)
Samlet spilletid: 64:19

 

Læs mere...

Monuments - Copenhell 2016

”Hey København, drikker I øl? Hah fedt, jeg drikker vodka… Nej okay, det er bare vand. Jeg vil se en cirkelpit! Nu!!”. Monuments er næsten FOR friske til tidspunktet, men måske netop for at komme publikums træthed i møde ledes der skarpt an fra deres side. Nu skrev jeg Monuments, men det er faktisk mere korrekt at skrive forsangeren fra Monuments, for det er i sandhed ham der styrer slagets gang. Han er hyperenergisk, flere gange nede ved publikum, hopper frem og tilbage på scenen, og har det helt tydeligt for vildt. Det er ikke tilfældet for resten af bandet, der næsten nyder en støttende rolle for hans vildskab, men med dén teknik er det heller ikke så mærkværdigt igen.
Fra den anden side af hegnet er det dog ganske skrabet med fremmødet, så det hjælper heller ikke.

Lyden er en skrøbelig størrelse på dette tidspunkt, og når man har med progressiv metal/djent at gøre, ja, så skal det helst sidde i skabet, og det er langt fra hvad realiteten er. I begyndelsen er alle de fede guitardetaljer pist væk, men lydkvaliteten udvikler sig, i øvrigt i samme takt som publikums engagement (til det bedre), men før det tekniske er bare ved at være på plads, er vi næsten færdige. ”Er I klar til at lave historie?!”, råbes der fra frontmandens side inden alle kommanderes ned på knæ inden der skal hoppes, den klassiske SlipKnoT-manøvre. At det så holder vand er igen tak til forsangerens insisteren på at levere 150 %, og kort efter ses han da også ude som crowdsurfer.

Der er efterhånden ganske godt gang i den, i hvert fald for de som er mødt op, og Monuments formår altså at sparke dagen i gang, selvom betingelserne er langt fra optimale. At de ville være federe indenfor er en mindre ting, men den helt store dræber er den minimale spilletid på kun 35 minutter – hvorfor nu det? Det er især synd for Monuments selv, for de ligner nogen der nyder at være her, og givet mere tid er jeg ikke i tvivl om at festen kunne have nået et højdepunkt. Sådan skulle det så ikke være denne gang, og nu har jeg således oplevet en minikoncert med bandet to gange i træk. Det fortsætter forhåbentligt ikke tredje gang Monuments kommer forbi, for naturligvis skal de inviteres tilbage hertil!

Sætliste:
1) – Origin Of Escape
2) – Degenerate
3) – Atlas
4) – Empty Vessels Make The Most Noise
5) – Regenerate
6) – I, The Creator
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • BEARTOOTH_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • REDWOOD HILL_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • TRIVIUM_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Toothgrinder - Nocturnal Masquerade

Som så mange andre bands startede også Toothgrinder med det ambitiøse formål at tilføre musikscenen noget nyt og anderledes. Det skete i 2010, og siden har bandet fra Asbury Park, New Jersey udgivet et par EP’er. De får nu følge af bandets første album, ”Nocturnal Masquerade”.

Med bandets udmelding om at være nyskabende er det naturligt at lytte efter dette, så det har været et fokusområde under mine gennemlytninger. Og hvor er så det nye – i vokalens vekslen mellem ren sang og brølen? I musikkens mange detaljer og forskellige udtryk? I den glimrende produktion med fin balance? Svaret er et nej på alle punkter – der er intet nyt under solen her; som hovedparten af velmenende kunstnere fejler også Toothgrinder fælt på dette punkt.

Det betyder heldigvis ikke, at bandets første fuldlængde er katastrofal, for ”Nocturnal Masquerade” er ikke et dårligt album. Musikken har en alvor og stramhed over sig, som med mange temaer og forskellige vokale stilretninger fortjener betegnelsen progressiv. Samtidig er der fin energi i begivenhederne, især når frontmanden Justin Matthews brøler igennem og trækker musikken med sig. Desværre er der ikke så mange andre højdepunkter at notere sig, for jeg mangler spænding i numrene. Trods de mange elementer i spil lykkes det nemlig ikke for amerikanerne at rykke for alvor. Derfor er der en del at arbejde med, hvis Toothgrinder fremover skal kunne gøre sig gældende.

Tracklist:
1. The House (That Fear Built)
2. Lace & Anchor
3. Coueur d’Alene
4. I Lie in Rain
5. Blue
6. The Hour Angle
7. Dance of Damsels
8. Diamonds for Gold
9. Nocturnal Masquerade
10. Dejection/Despondency
11. Schizophrenic Jubilee
12. Waltz of Madmen
Samlet spilletid: 43:15

 

Læs mere...

Mono Goes Metal 2016 (fredag)

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg dækker MGM på Revolution Inc. Det er ingen hemmelighed, at jeg holder umådeligt meget af arrangementet, så jeg var også taget derud alligevel, kan man sige. I år kan det desværre kun blive til en enkelt aften.
Årsagerne er, 1) at Manowar som bekendt blæser taget af Scandinavian Congress Center søndag, og 2) at jeg ganske enkelt ikke længere vil udsætte dette i forvejen så hårdt medtagne korpus for tre afteners kampdruk, hjernesmeltende høj musik og mennesker overalt hele tiden. Derfor må jeg bruge lørdagen på restitution, inden det atter går løs. De af jer, der har rundet de 30 og/eller nogensinde festet til det udløste panikangst, vil muligvis kunne forstå det. Resten må lære det på den hårde måde.

Udover det vanligt fremragende selskab nåede jeg således at opleve følgende bands på MGM 2016:


Expatriated

Lige så utaknemmelig en opgave det er at åbne et arrangement i max-200-mands-størrelsesorden, lige så utaknemmeligt er det at skulle fælde en nogenlunde diplomatisk dom over det stakkels band, der får tjansen. Trioen Expatriated har hørt en del Tool og rigtig meget Opeth, og de vil gerne spille lige så mystisk og intrikat progmetal i spektrets hårde ende.
Det lykkes nu også til en vis grad. Sammenspillet er der for så vidt intet i vejen med, og bandet er også i stand til at bygge nogle ganske interessante sangstrukturer. Desværre forfølger de ikke rigtig nogen distinkte idéer snarere end bare at progge uden andet mærkbart formål end dét.
Der består to problemer i bandets lave besætning. Først og fremmest - og det er hér, det bli’r en utaknemmelig opgave ikke at lyde perfid og personlig, - indfrir bandets forsanger og guitarist ingen af sine forpligtelser. Ligesom både hans rene vokal er for upersonlig og hans bud på et growl alt for fladt og luftigt, er også hans rene guitarlyd for tynd, og hans distortede for komprimeret og tonløs. Og så er der lige det hér med, at det bare ser ubehjælpeligt akavet ud for en metalfrontmand at stå med samlede ben og have spaden helt oppe i Django Reinhardt-position. Stængerne ud til siden og øksen ned i keglehøjde. Der er ingen undskyldning.
Derudover ville bandet kunne gøre meget mere med deres sound og idéunivers, hvis de fik sig en andenguitarist og/eller måske en keyboardspiller. Af og til er lyden forsvindende tynd, og hvor det selvfølgelig giver det samlede udtryk noget dynamik, er musikken også af og til i fare for at forsvinde ind i sig selv, og ikke ud over den scenekant, som den kun sjældent forcerer.
Jeg anser og bedømmer Expatriated som et demoband, der endnu ikke er færdigt til at flyve fra øvelokalet. De har lang vej endnu, men de har på den anden side også en masse teknisk kunnen og kreativitet, der kan føre dem langt. Jeg vil lade tvivlen komme dem til gode og ønske dem held og lykke.

3,5/6

 

Cor Vacante

Så er der sateme ellers, (tør jeg næsten skrive det her i 2016?) fee’ døø’! Esbjergensiske Cor Vacante spiller noget så dejligt som en omhyggeligt langsom og smagfuldt præcis-tilstrækkeligt-melodisk dødsmetal af den skole, hvorpå bands som Obituary og Bolt Thrower danner lærerstab. Og modsat så meget andet forstår jeg først, at jeg faktisk har savnet det, nu hvor jeg får det tilbage efter så lang tid. Det 21. århundredes dødsmetalbevægelser er generelt præget af Meshuggah, og hvor jeg - bevares - til stadighed er i svime over de ekvilibristiske krumspring hos fantastiske bands som Decapitated og Psycroptic, er det en mindst lige så lækker overraskelse at blive præsenteret for et nyt bud på genrens stik modsatte ende.
For Cor Vacante er mere end bare et kærkomment pift i en tid, hvor dødsbands stadig ikke helt er færdige med at overgå hinanden i tempo og teknikalitet, - de er også forbandet gode til det, de gør. Den ene guitarist er iført en Primus-t-shirt og har en tatovering af en blæserspillende rasta-fyr, og ved eftersyn finder jeg en afskedssalut til David Bowie på bandets Facebook-side. Ingen af delene overrasker.
Jeg hører nemlig en masse decideret musikalitet i bandet. Frem for bare at lave stiløvelser hermetisk indenfor deres egen genre bruger Cor Vacante også et vist teknisk og kreativt overskud til at tænke - og spille - lidt udenfor boksen. F.eks. er selv den rene guitarlyd utroligt fin; den er fundet frem til med flere års erfaring i at justere på pedal- og forstærkerknapper - og ikke bare ved at trykke distortionlyden off. Men bandet består åbenbart også af medlemmer fra bl.a. Kellermensch, så det forklarer noget.
Med forbehold for at jeg desværre ikke får set lørdagens bands på Mono i år, vil jeg hermed erklære Cor Vacante for årets positive overraskelse samt bedste nye danske bud på en international metalkandidat anno 2016. God vind, drenge!

Karakter: 5/6

 

Oxx

Aarhusianske Oxx er en trio bestående af guitar, trommer og… Moog?? Der er i hvert fald tale om en analog synth fra dengang, hvor vores bedsteforældre definitivt gav op overfor nutidens mærkelige undskyldning for musik. Og Oxx virker sjovt nok som et band, der gerne vil fremmane samme reaktion hos en mærkbar del af deres lyttere.
I programmet står Oxx omtalt som “noise, drone, avantgarde-jazz, doom/black metal”. Det er de også, men de er også mere end det. Jeg ved bare ikke rigtig hvad - et ord der i øvrigt er beskrivende for min initialreaktion på bandet, hvilket de tre første linier om dem fra mit notathæfte bevidner:
Hvad??
Hvordan??
… HVAD?
Den skal de alligevel ha’, og det tror jeg nemlig også gerne, de vil. For de gør sig ekstremt umage med at skrive og spille så skizofrent og åbent overfor samtligt tænkelige idéer som muligt. De blæser ens hjerne behørigt omkuld, hvad end man er til den ene, den anden eller samtlige typer musik i verden. Guitaristen og synth-spilleren growler skiftevis. Førstnævnte ligner én, der normalt krøller folk sammen, hvis de har deres egne Breezers med ind på Crazy Daisy, men samtidig spiller han en tapping så jazzet, at det snarere end på Steve Vai leder tankerne hen mod dennes læremester, Frank Zappa.
Det er fandme mærkeligt, det hér. Jeg ved ikke helt, ud fra hvilke præmisser jeg skal bedømme Oxx. Men de kan deres lort, ingen tvivl om det. Udover de ekstremt teknisk krævende passager byder deres musik på drone, doom, black… Ja, se ovenstående beskrivelse. Det er en fordoms- og kompromisløs, radikal, ultra-ekspressionistisk hvirvelvind af lyd-idéer, og det bli’r for meget for mig til sidst, skal jeg gerne erkende. Som jeg siger til min sidemakker: “De skal nok få en positiv karakter; jeg kan bare ikke holde ud at høre på dem længere.”

Karakter: 4/6

 

Death Rides a Horse

Ovenpå Oxx er Death Rides a Horse’s stoner-doom’ede 70’er-heavy lige, hvad jeg har brug for til at klare hjernen. Jeg så dem en gang for nogle år tilbage til en makkers 40-års fødselsdag, og det er sjovt, hvordan de ikke synes at have ændret sig det store siden dengang, og som der stadig heller ikke er så meget brug for at ændre på noget, der virker, som det er. DRaH er u-folkelige, u-hippe og tilbageskuende ind til benet, og man kan regne ud, at de vil blive ved med at holde disse kvaliteter i hævd, så længe de eksisterer. Og så meget desto mere imponerende er det, hvordan de bliver aftenens mest velmodtagne publikumsattraktion. De er ikke verdens teknisk største begavelser, men mindre kan så sandelig også gøre det, når deres musik er så gennemført komponeret og mere ualmindeligt oldschool end nogen Tuborg-reklame. Jeg kan dæleme godt li’ DRaH, og når jeg siger, at Cor Vacante er dette års bedste bud på et dansk metalnavn til den internationale scene, skal det altså ikke forstås sådan, at DRaH ikke har potentiale til meget af det samme.
De er tillige en broget flok at beskue. Den ene guitarist ligner Kevin Bacons nørdede lillebror; den anden ligner en tidligere storforbryder, der har slået sig ned som potrygende beatpoet i Haight-Ashbury. Men begge flankerer de bandets suveræne omdrejningspunkt, vokalist/bassist Ida Hollesen. - Et omdrejningspunkt som jeg ikke kan undgå at blive lidt mere fascineret af, end hvad min kæreste måske ville være tilfreds med. Hollesens stemme og stage presence er så stærke størrelser, at man skulle tro, hun havde stået og skrålet på en scene siden engang i en version af børne-MGP, der er alt for awesome til at eksistere.
Som flere gange før til MGM har vi nu nået det punkt på aftenen, hvor jeg nedprioriterer notatskriblerierne og joiner det efterhånden fuldtallige publikums cowboyrækker til en gang aktiv nakkemyoseudvikling. Men i virkeligheden er der også kun følgende at tilføje: DRaH’s relevans består i, at de netop spiller den kommercielt mindst tænkeligt relevante musik med en sådan flair og indlevelse, at den for indforståede synes uendeligt mere relevant, end hvad der nu kører af dubstep-bastardiseret konsum-pop på P3 og The Voice for tiden. Og dét er en sag, i hvis navn jeg som hér gerne kaster garn til en gang ømme skuldre oveni tømmermændene.

Karakter: 5/6

 

Diskord

For mig at se burde Death Rides a Horse have været aftenens headliner. I hvert fald svigter publikum Diskord i et omfang, jeg ikke helt forstår, når man tager i betragtning, hvor velbesøgt selv Oxx’ kaotiske ADHD-opvisning var. Det er synd for Diskord. Men det skyldes måske også, at deres musik slet og ret er lidt tvetydig, hvor Oxx’ multiskizofreni tydeligvis er selve meningen i al galskaben. Denne norske trio spiller en underlig, dissonant form for dødsmetal, der ikke helt kan finde ud af, hvor den befinder sig på kontinuummet fra helt avantgarde-kunstnerisk over nogenlunde “normalt” progressiv til slet og ret teknisk. Udover dødsmetalfundamentet indeholder musikken elementer fra både thrash, doom, punk, grindcore og jazz. Jeg ville umiddelbart beskrive dem som en lidt mere straightforward udgave af Gorguts, men med det forbehold at beskrivelsen langt fra er fyldestgørende. For de lyder som sig selv, - hvad man da også må forvente af et band med 17 år på bagen.
Ligeson Oxx fænger Diskord mig kun delvist. Det kan skyldes, at de også spiller i forlængelse af noget, der er langt nemmere tilgængeligt og mere publikumsvenligt. De tre bandmedlemmers komplet anonyme look er muligvis en yderligere faktor i mit utilstrækkelige indtryk af Diskord. De ligner ikke nogen, der kunne drømme om at høre metal; så meget desto mindre hér iblandt en flok stive jyder med patches længere ned af ryggen end headbangerhår. Så overflødigt som det end måtte være at sige, er bandet dog både teknisk og kreativt dybt imponerende - samlet set mere end noget andet band i aften. Men jeg ender ikke desto mindre med at gå lidt til og fra Monoramas scenerum. Det er ærgerligt, men som så mange andre af de fremmødte må jeg nok erkende, at denne tid på aftenen er til fest snarere end fordybelse. Diskord er med til at variere programmets i forvejen utrolige stilmæssige bredde, - noget som jeg elsker MGM for, - men som headliner vil de desværre næppe være egnede i andre tilfælde, end hvis line-up’et udelukkende bød på ekstraordinært avanceret dødsmetal. Jeg vil skam ellers gerne se dem igen, hvis jeg får muligheden, for deres musik ER skidespændende. Og ligesom i tilfældet Oxx vil jeg hjertens gerne give dem en god karakter for deres tekniske og kompositoriske evner, der langt overgår noget andet band fra Norge, jeg kan komme i tanker om.

Karakter: 4/6

 

Samlet set er det - som altid - en dejlig aften i glade omgivelser på Monorama. Denne fredag er der til ære for salig grandonkel Lemmy endda hyret et par makkere ind til udelukkende at spille Motörhead mellem bands’ene og hele aftenen ud. Sådan, mand.
Jeg har nok skrevet alt det hér før, men jeg gør det gerne igen: Stemningen på MGM er den hyggeligste til nogen dansk metalfestival, jeg nogensinde har besøgt; programmet sammenlagt det mest spændende og varierede, og menneskene altid et gensyn og en dæmonpåkaldende brandert værd. Lige så behørigt som Manowar fik rykket mig og resten af SCC rundt i søndags, lige så ærgerligt er det, at jeg ikke længere har det overskud til tre-dages weekender, der ville have kunnet få mig til MGM lørdag aften. Ud over alle dem, jeg ikke fik snakket og drukket tilstrækkeligt meget med, ville jeg også noget så gerne have oplevet lørdagens metalliske overflødighedshorn indeholdende Extended Suicide, Beyond the 9th, Orm, Seed of Heresy, mathcore-kometerne Cold Night for Alligators, de yderst lovende black-debutanter Serpents Lair og hard rock-håbet Sea.
Heldigvis er jeg overbevist om, at den gode Leifur Nielsen som altid vil krænge den fornødne tid, sjæl og mønt i bookingarbejdet det kommende år, så MGM 2017 kan blive lige så skøn som alle de forudgående. Og hvis ikke lige Manowar, eller det der er større, slår vejen forbi Aarhus igen i samme weekend, dukker jeg naturligvis op begge dage.

Vi ses til næste år!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed