fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...

Psycroptic - Royal Metal Fest 2016

Det første der lige slår mig, da de tasmanske dødsdjævle i Psycroptic sætter fra med “Cold”, er at vokalist Jason Peppiatt åbenbart er blevet ad hoc-afløst af Jason Keyser fra Origin. Det er et indlysende valg, taget i betragtning at de to bands har turneret sammen og kender hinanden ret indgående. Dog savner jeg - for nu at få lidt af kritikken af vejen - et lidt dybere growl. Og så kører Keyser den måske lige surfer-casual nok for et så intenst foretagende som Psycroptic; manden ligner én, der lige er vågnet i et badekar med en tom flaske José Cuervo i hånden og et bollefår gaffatapet til skridtet.

Men…

For ind i FUCK, for en performance, mand. Sikken en frontfigur! Sikken en energi!

Fabelagtige “Carriers of the Plague” løfter stemningen op i loftshøjde, hvor den bliver hængende de næste forrygende tre kvarter igennem. Jeg indtager forreste række, dels for at smadre rundt med garnet; dels for at overvære den brillante guitarist Joe Haley, der lægger de fuldstændig stupidt komplekse riffs med en neurokirurgs præcision. Mandens bevægelser er minimale; han får det gudhjælpemig til at se nemt ud.

Psycroptic splitter kort fortalt hele lortet ad. Keyser har grabben om keglerne på hele VoxHall; han drøner rundt som for at have befundet sig på samtlige scenearealets kvadratcentimeter mindst én gang, og hans konstante opfordringer til mosh og headbanging imødekommes af stadigt flere og flere ekstatiske festivalgæster. Skæringer som “Echoes to Come” og geniale “Ob(Servant)” sender trykbølger af ren galskab gennem publikum, hvis endelige tilstand nærmest må beskrives som kaotisk. Efter showet viser en makker mig med et stolt grin det tomrum, hvor hans fortand havde siddet, indtil han åbenbart landede forkert i et stagedive. Sådan skal det fandme være.

Om jeg nogensinde kommer til at fatte den mængde meningsaffald, der er røget i retning af dette band fra de i metalverdenen desværre så allestedsnærværende konservative kræfter, der forestiller sig, at de har patent på at kunne diktere en håndfuld forsvindende ligegyldige forskelle, der angiveligt skulle definere, hvornår noget er metal og “lort”.
Årh, råber han i stedet for at growle? Bruger de trigger-stortrommer? Er produktionen så tydelig, at man rent faktisk kan høre, hvad der foregår? Klart, og så er selve den dybt intense og brutale musik jo bare HELT VILDT forskellig fra metal, ikke?
Ignorante fjolser, mand. Det hér shit tørsodomiserer dine forældre, om du vil det eller ej.

Psycroptic er dem, jeg har forventet mig mest af på RMF, og de efterlader mig stadig mere høj end bogstaveligt talt 13 ud af de 14 andre koncerter, jeg ser på hele årets festival (hvoraf den sidste i øvrigt leveres af landsmændene fra Deströyer 666). Okay, jeg savner sgu lidt Matthew Chalks sindssyge vokal, og at Psycroptic ikke kan behandle “The Colour of Sleep” som det hit, det fandme burde være blevet. Men derudover kunne jeg bare have ønsket mig et længere show, - omend det muligvis var blevet decideret farligt for mine nakkehvirvler.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Mono Goes Metal 2016 (fredag)

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg dækker MGM på Revolution Inc. Det er ingen hemmelighed, at jeg holder umådeligt meget af arrangementet, så jeg var også taget derud alligevel, kan man sige. I år kan det desværre kun blive til en enkelt aften.
Årsagerne er, 1) at Manowar som bekendt blæser taget af Scandinavian Congress Center søndag, og 2) at jeg ganske enkelt ikke længere vil udsætte dette i forvejen så hårdt medtagne korpus for tre afteners kampdruk, hjernesmeltende høj musik og mennesker overalt hele tiden. Derfor må jeg bruge lørdagen på restitution, inden det atter går løs. De af jer, der har rundet de 30 og/eller nogensinde festet til det udløste panikangst, vil muligvis kunne forstå det. Resten må lære det på den hårde måde.

Udover det vanligt fremragende selskab nåede jeg således at opleve følgende bands på MGM 2016:


Expatriated

Lige så utaknemmelig en opgave det er at åbne et arrangement i max-200-mands-størrelsesorden, lige så utaknemmeligt er det at skulle fælde en nogenlunde diplomatisk dom over det stakkels band, der får tjansen. Trioen Expatriated har hørt en del Tool og rigtig meget Opeth, og de vil gerne spille lige så mystisk og intrikat progmetal i spektrets hårde ende.
Det lykkes nu også til en vis grad. Sammenspillet er der for så vidt intet i vejen med, og bandet er også i stand til at bygge nogle ganske interessante sangstrukturer. Desværre forfølger de ikke rigtig nogen distinkte idéer snarere end bare at progge uden andet mærkbart formål end dét.
Der består to problemer i bandets lave besætning. Først og fremmest - og det er hér, det bli’r en utaknemmelig opgave ikke at lyde perfid og personlig, - indfrir bandets forsanger og guitarist ingen af sine forpligtelser. Ligesom både hans rene vokal er for upersonlig og hans bud på et growl alt for fladt og luftigt, er også hans rene guitarlyd for tynd, og hans distortede for komprimeret og tonløs. Og så er der lige det hér med, at det bare ser ubehjælpeligt akavet ud for en metalfrontmand at stå med samlede ben og have spaden helt oppe i Django Reinhardt-position. Stængerne ud til siden og øksen ned i keglehøjde. Der er ingen undskyldning.
Derudover ville bandet kunne gøre meget mere med deres sound og idéunivers, hvis de fik sig en andenguitarist og/eller måske en keyboardspiller. Af og til er lyden forsvindende tynd, og hvor det selvfølgelig giver det samlede udtryk noget dynamik, er musikken også af og til i fare for at forsvinde ind i sig selv, og ikke ud over den scenekant, som den kun sjældent forcerer.
Jeg anser og bedømmer Expatriated som et demoband, der endnu ikke er færdigt til at flyve fra øvelokalet. De har lang vej endnu, men de har på den anden side også en masse teknisk kunnen og kreativitet, der kan føre dem langt. Jeg vil lade tvivlen komme dem til gode og ønske dem held og lykke.

3,5/6

 

Cor Vacante

Så er der sateme ellers, (tør jeg næsten skrive det her i 2016?) fee’ døø’! Esbjergensiske Cor Vacante spiller noget så dejligt som en omhyggeligt langsom og smagfuldt præcis-tilstrækkeligt-melodisk dødsmetal af den skole, hvorpå bands som Obituary og Bolt Thrower danner lærerstab. Og modsat så meget andet forstår jeg først, at jeg faktisk har savnet det, nu hvor jeg får det tilbage efter så lang tid. Det 21. århundredes dødsmetalbevægelser er generelt præget af Meshuggah, og hvor jeg - bevares - til stadighed er i svime over de ekvilibristiske krumspring hos fantastiske bands som Decapitated og Psycroptic, er det en mindst lige så lækker overraskelse at blive præsenteret for et nyt bud på genrens stik modsatte ende.
For Cor Vacante er mere end bare et kærkomment pift i en tid, hvor dødsbands stadig ikke helt er færdige med at overgå hinanden i tempo og teknikalitet, - de er også forbandet gode til det, de gør. Den ene guitarist er iført en Primus-t-shirt og har en tatovering af en blæserspillende rasta-fyr, og ved eftersyn finder jeg en afskedssalut til David Bowie på bandets Facebook-side. Ingen af delene overrasker.
Jeg hører nemlig en masse decideret musikalitet i bandet. Frem for bare at lave stiløvelser hermetisk indenfor deres egen genre bruger Cor Vacante også et vist teknisk og kreativt overskud til at tænke - og spille - lidt udenfor boksen. F.eks. er selv den rene guitarlyd utroligt fin; den er fundet frem til med flere års erfaring i at justere på pedal- og forstærkerknapper - og ikke bare ved at trykke distortionlyden off. Men bandet består åbenbart også af medlemmer fra bl.a. Kellermensch, så det forklarer noget.
Med forbehold for at jeg desværre ikke får set lørdagens bands på Mono i år, vil jeg hermed erklære Cor Vacante for årets positive overraskelse samt bedste nye danske bud på en international metalkandidat anno 2016. God vind, drenge!

Karakter: 5/6

 

Oxx

Aarhusianske Oxx er en trio bestående af guitar, trommer og… Moog?? Der er i hvert fald tale om en analog synth fra dengang, hvor vores bedsteforældre definitivt gav op overfor nutidens mærkelige undskyldning for musik. Og Oxx virker sjovt nok som et band, der gerne vil fremmane samme reaktion hos en mærkbar del af deres lyttere.
I programmet står Oxx omtalt som “noise, drone, avantgarde-jazz, doom/black metal”. Det er de også, men de er også mere end det. Jeg ved bare ikke rigtig hvad - et ord der i øvrigt er beskrivende for min initialreaktion på bandet, hvilket de tre første linier om dem fra mit notathæfte bevidner:
Hvad??
Hvordan??
… HVAD?
Den skal de alligevel ha’, og det tror jeg nemlig også gerne, de vil. For de gør sig ekstremt umage med at skrive og spille så skizofrent og åbent overfor samtligt tænkelige idéer som muligt. De blæser ens hjerne behørigt omkuld, hvad end man er til den ene, den anden eller samtlige typer musik i verden. Guitaristen og synth-spilleren growler skiftevis. Førstnævnte ligner én, der normalt krøller folk sammen, hvis de har deres egne Breezers med ind på Crazy Daisy, men samtidig spiller han en tapping så jazzet, at det snarere end på Steve Vai leder tankerne hen mod dennes læremester, Frank Zappa.
Det er fandme mærkeligt, det hér. Jeg ved ikke helt, ud fra hvilke præmisser jeg skal bedømme Oxx. Men de kan deres lort, ingen tvivl om det. Udover de ekstremt teknisk krævende passager byder deres musik på drone, doom, black… Ja, se ovenstående beskrivelse. Det er en fordoms- og kompromisløs, radikal, ultra-ekspressionistisk hvirvelvind af lyd-idéer, og det bli’r for meget for mig til sidst, skal jeg gerne erkende. Som jeg siger til min sidemakker: “De skal nok få en positiv karakter; jeg kan bare ikke holde ud at høre på dem længere.”

Karakter: 4/6

 

Death Rides a Horse

Ovenpå Oxx er Death Rides a Horse’s stoner-doom’ede 70’er-heavy lige, hvad jeg har brug for til at klare hjernen. Jeg så dem en gang for nogle år tilbage til en makkers 40-års fødselsdag, og det er sjovt, hvordan de ikke synes at have ændret sig det store siden dengang, og som der stadig heller ikke er så meget brug for at ændre på noget, der virker, som det er. DRaH er u-folkelige, u-hippe og tilbageskuende ind til benet, og man kan regne ud, at de vil blive ved med at holde disse kvaliteter i hævd, så længe de eksisterer. Og så meget desto mere imponerende er det, hvordan de bliver aftenens mest velmodtagne publikumsattraktion. De er ikke verdens teknisk største begavelser, men mindre kan så sandelig også gøre det, når deres musik er så gennemført komponeret og mere ualmindeligt oldschool end nogen Tuborg-reklame. Jeg kan dæleme godt li’ DRaH, og når jeg siger, at Cor Vacante er dette års bedste bud på et dansk metalnavn til den internationale scene, skal det altså ikke forstås sådan, at DRaH ikke har potentiale til meget af det samme.
De er tillige en broget flok at beskue. Den ene guitarist ligner Kevin Bacons nørdede lillebror; den anden ligner en tidligere storforbryder, der har slået sig ned som potrygende beatpoet i Haight-Ashbury. Men begge flankerer de bandets suveræne omdrejningspunkt, vokalist/bassist Ida Hollesen. - Et omdrejningspunkt som jeg ikke kan undgå at blive lidt mere fascineret af, end hvad min kæreste måske ville være tilfreds med. Hollesens stemme og stage presence er så stærke størrelser, at man skulle tro, hun havde stået og skrålet på en scene siden engang i en version af børne-MGP, der er alt for awesome til at eksistere.
Som flere gange før til MGM har vi nu nået det punkt på aftenen, hvor jeg nedprioriterer notatskriblerierne og joiner det efterhånden fuldtallige publikums cowboyrækker til en gang aktiv nakkemyoseudvikling. Men i virkeligheden er der også kun følgende at tilføje: DRaH’s relevans består i, at de netop spiller den kommercielt mindst tænkeligt relevante musik med en sådan flair og indlevelse, at den for indforståede synes uendeligt mere relevant, end hvad der nu kører af dubstep-bastardiseret konsum-pop på P3 og The Voice for tiden. Og dét er en sag, i hvis navn jeg som hér gerne kaster garn til en gang ømme skuldre oveni tømmermændene.

Karakter: 5/6

 

Diskord

For mig at se burde Death Rides a Horse have været aftenens headliner. I hvert fald svigter publikum Diskord i et omfang, jeg ikke helt forstår, når man tager i betragtning, hvor velbesøgt selv Oxx’ kaotiske ADHD-opvisning var. Det er synd for Diskord. Men det skyldes måske også, at deres musik slet og ret er lidt tvetydig, hvor Oxx’ multiskizofreni tydeligvis er selve meningen i al galskaben. Denne norske trio spiller en underlig, dissonant form for dødsmetal, der ikke helt kan finde ud af, hvor den befinder sig på kontinuummet fra helt avantgarde-kunstnerisk over nogenlunde “normalt” progressiv til slet og ret teknisk. Udover dødsmetalfundamentet indeholder musikken elementer fra både thrash, doom, punk, grindcore og jazz. Jeg ville umiddelbart beskrive dem som en lidt mere straightforward udgave af Gorguts, men med det forbehold at beskrivelsen langt fra er fyldestgørende. For de lyder som sig selv, - hvad man da også må forvente af et band med 17 år på bagen.
Ligeson Oxx fænger Diskord mig kun delvist. Det kan skyldes, at de også spiller i forlængelse af noget, der er langt nemmere tilgængeligt og mere publikumsvenligt. De tre bandmedlemmers komplet anonyme look er muligvis en yderligere faktor i mit utilstrækkelige indtryk af Diskord. De ligner ikke nogen, der kunne drømme om at høre metal; så meget desto mindre hér iblandt en flok stive jyder med patches længere ned af ryggen end headbangerhår. Så overflødigt som det end måtte være at sige, er bandet dog både teknisk og kreativt dybt imponerende - samlet set mere end noget andet band i aften. Men jeg ender ikke desto mindre med at gå lidt til og fra Monoramas scenerum. Det er ærgerligt, men som så mange andre af de fremmødte må jeg nok erkende, at denne tid på aftenen er til fest snarere end fordybelse. Diskord er med til at variere programmets i forvejen utrolige stilmæssige bredde, - noget som jeg elsker MGM for, - men som headliner vil de desværre næppe være egnede i andre tilfælde, end hvis line-up’et udelukkende bød på ekstraordinært avanceret dødsmetal. Jeg vil skam ellers gerne se dem igen, hvis jeg får muligheden, for deres musik ER skidespændende. Og ligesom i tilfældet Oxx vil jeg hjertens gerne give dem en god karakter for deres tekniske og kompositoriske evner, der langt overgår noget andet band fra Norge, jeg kan komme i tanker om.

Karakter: 4/6

 

Samlet set er det - som altid - en dejlig aften i glade omgivelser på Monorama. Denne fredag er der til ære for salig grandonkel Lemmy endda hyret et par makkere ind til udelukkende at spille Motörhead mellem bands’ene og hele aftenen ud. Sådan, mand.
Jeg har nok skrevet alt det hér før, men jeg gør det gerne igen: Stemningen på MGM er den hyggeligste til nogen dansk metalfestival, jeg nogensinde har besøgt; programmet sammenlagt det mest spændende og varierede, og menneskene altid et gensyn og en dæmonpåkaldende brandert værd. Lige så behørigt som Manowar fik rykket mig og resten af SCC rundt i søndags, lige så ærgerligt er det, at jeg ikke længere har det overskud til tre-dages weekender, der ville have kunnet få mig til MGM lørdag aften. Ud over alle dem, jeg ikke fik snakket og drukket tilstrækkeligt meget med, ville jeg også noget så gerne have oplevet lørdagens metalliske overflødighedshorn indeholdende Extended Suicide, Beyond the 9th, Orm, Seed of Heresy, mathcore-kometerne Cold Night for Alligators, de yderst lovende black-debutanter Serpents Lair og hard rock-håbet Sea.
Heldigvis er jeg overbevist om, at den gode Leifur Nielsen som altid vil krænge den fornødne tid, sjæl og mønt i bookingarbejdet det kommende år, så MGM 2017 kan blive lige så skøn som alle de forudgående. Og hvis ikke lige Manowar, eller det der er større, slår vejen forbi Aarhus igen i samme weekend, dukker jeg naturligvis op begge dage.

Vi ses til næste år!

Læs mere...

Okular - Sexforce

Jeg siger Norge og du tænker straks, BLACK METAL ! Jep, det er skidt, men sådan er det nu engang. Det kæmpe store og meget underbefolkede land højt oppe nordpå har stået model til en af de bevægelser indenfor metal genren, der gav størst genklang gennem tiden. Nu hvor flammerne er ebbet ud, dem der etablerede sig dengang er rykket videre, og horder af tåber fortsætter med at hade på kristne og homoseksuelle (trods den lille finurlighed at deres nitter og læder jo rent faktisk kommer fra en ægte homo, shhh sig det ikke til nogen) bevæger vi andre os videre imod nye højder.

For et par år siden fik jeg fornøjelsen af at anmelde Okular's første udspil, og det var en yderst behagelig oplevelse. Nu er Norges svar på Cynic så tilbage med et opdateret bud på hvordan at metal skal skæres i 2013.

Sammenligningen med Cynic er hverken et tilfælde eller en måde hvorpå jeg pynter på tingene. Cynic står for mig som det ypperste indenfor progressiv metal og deres demo, samt debut pladen Focus, var klassikere fra deres undfangelse. Jeg siger på ingen måde at Okular og Cynic er ens, for det er de bestemt ikke, men der er paralleller at drage imellem Okular's mere ekstreme udtryk og Cynics noget 90'er agtige lyd.

Pladen lyder det mundrette navn "Sexforce" og umiddelbart var jeg tændt af fra starten. En plade fra så lovende et band skal simpelthen ikke hedde sådan noget. Det minder mig om Spinal Tap, og jeg begyndte at se dommedags scenarier for min øjne, hvor de gæve fjeldaber som jeg elsker så højt, havde lagt stilen om og var begyndt at spille hjernedød musik.

Jeg blev dog glædeligt overrasket, må jeg sige. Det er ikke en plade man sætter på og kan lide med det samme, både fordi at det progressive element og den til tider lettere underspillede produktion gør, at pladen ikke står nær så majestætisk frem som det er tilfældet med så meget andet progressiv død, tag f.eks Obscura eller Spawn Of Possession, men istedet er det en plade der langsomt opbygger sig i dit hoved og beviser, at den var pengene værd.

Okular er ikke bleg for at tage chancer og har, hvad der ligner utroligt klodset placerede, f.eks passager hvor musikken bare stopper for at give vej til noget andet de hellere ville. Stoppet er ikke et der giver mening og vækker dig sådan af din sovende tilstand. Først var min grundholdning at det var klodset, dumt og unødvendigt, men når man har hørt pladen i sin helhed mere end en gang, så begynder man at se sammenhængen.

"Sexforce" viser et band der spiller bragende sammen, og som forsøger at bevare de progressive elementer. Til tider bliver det lidt jazzet, og derfra trækker jeg min Cynic reference. Det virker for mig som om, at Okular har brugt tiden mellem sidste album og dette på at raffinere deres måde at spille sammen på og er vendt tilbage, hellbent på at tage verdenen med storm. Der er masser af tyngde i riffsne, og generelt er den musikalske side utroligt smukt udført. Det er larmende simpelt samtidig med at være enormt kompliceret. Tempo skift er nærmest bandets mellemavn, og de meget pludselige skift i riff strukturer flyder enormt smukt ind og ud imellem hinanden.

"The Greatest Offender", "Ride The Waves of Emotion" og ikke mindst "Educated For Enslavement" står for mig som pladens absolut stærkeste numre. Guitarerne er flyvende, bassen har masser at skulle ha' sagt, trommerne er sindssygt tunge og lyden er med garanti en der bliver kopieret fremover. Vokal arbejdet er smukt udført og selv på et nummer der er meget risky som "The King Of Life" der udelukkende består af intrigant akustisk guitar og growlende vokal, formår den kære vokalist at betvinge sin stemme på en måde, så det giver mening.

Men tromme arbejdet vil jeg gerne lige snakke lidt mere om, for på denne plade leveres en præstation der burde give de fleste trommebetvingere en frygt for, at de blev erstattet snart. Lyden er smuk, hel krystal klar så man kan høre præcis hvad der bliver slået på og hvornår. Der er vildt god bas i stortrommen og de de toms (tror jeg det hedder) der befinder sig længere oppe fremstår meget diskant og meget lyse i det. Denne synergi imellem stortrommen og de øvrige trommer gør, at jeg rent faktisk interesserer mig for den aspekt af musikken, og det er sku ikke sket siden Panzerchrist's "Roomservice".

Alt i alt er Sexforce en plade der forhåbentlig går ned i historie bøgerne som en tour de force udover det sædvanlige. Et band der er i topform og leverer deres karrieres performance. Det er smukt, det er progressivt uden at blive for meget "se mig" og som en helhed fungerer pladen sindssygt godt som et progressivt death metal værk. Jeg tager hatten af for Okular, der formår at overraske gang på gang, og går straks ud på gaden og prædiker det gode budskab.

Hvis du sætter pris på oplevelser udover det sædvanlige, hvis du kan lide død eller bare hvis du synes Norge er et flot land, så bør du skynde dig ned til din plade pusher og råbe ad ham til han udleverer "Sexforce". Jeg kvitterer med 6 stjerner og udnævner FLUKS denne plade til en af de fedeste længe. Sådan skal den skæres !

 

Trackliste :

1. House Full Of Colours

2. Not Seperate

3. Sexforce

4. The Greatest Offender

5. Ride The Waves Of Emotion

6. Rest In Chaos

7. The King Of Life

8. Exposing The Good Citizens

9. Feast Upon The Illusory

10. Birth Through Loss

11. To Ring The Bells Of Truth

12. Politically Incorrect Experiences

13. Educated For Enslavement

Samlet Spilletid : 60:17

Læs mere...

Supuration - The Cube 3

Franske Supuration er tilsyneladende et gammelt band – Debutalbummet er i hvert fald tyve år gammelt og trækker faktisk, trods alderen, tråde til dette nye album. Det lyriske koncept binder de to albums sammen. Om musikken også gør det, ved jeg ikke, da dette er mit første møde med Supuration.

Infoen lover guld og grønne skove i form af tydelige Death-, Voivod-, Carcass- og Pink Floyd-inspirationer, der skulle gennemsyre Supurations musik. Som en efterhånden garvet anmelder er jeg ikke til fals for den slags lovprisninger, og jeg kan da også med rette konstatere, at Supuration ikke rigtig rammer nogle af de ovennævnte bands i sound. Det tætteste vi nok kommer, er Voivod. For Supuration har sgu en weird vibe over sig. De har sådan en slags gumpetungt polka-ting kørende, og det er bestemt en acquired taste at fordybe sig i ”The Cube 3”. Decideret dårligt synes jeg ikke det er, for de har sgu nogle rigtig fede melodiske ting.  Et nummer som ”The Delegation” er et godt eksempel herpå. Der hvor den førnævnte polka-ting virkelig er tydelig, er i åbneren ”Synergy Awakes” der starter ud med fuld skrald på. Ikke i tempo, for Supuration spiller egentlig ikke hurtigt. Duga-tempi kan vist tælles på en enkelt hånd på ”The Cube 3”, men skiven starter ud med et primalbrøl af en anden verden og en god gedigen nedstemt guitar. Hurtigt går vi dog over i polka, og om det er fedt eller blot mærkeligt, vil jeg lade være op til den enkelte lytter at vurdere. Måler man eksistensberettigelsen, vil jeg bestemt sige, at Supuration har et mere originalt udtryk, end mange af de andre ældre eller gendannede bands, der skyder op som små paddehatte af mulden, så den er i mine ører bestemt berettiget.

Udover de fejlslagne sammenligninger er mit negative fokus også på vokalen. Den er til tider rigtig fed, men brølet bliver desværre en anelse for monotont. Derudover forsøger de sig også med en ren vokal, der vel bedst kan beskrives som Ross fra TV-serien ”Venner” i det afsnit, hvor han finder sit gamle keyboard og begynder at optræde med sin gamle teenage hobby…nok om det. Den rene vokal er overhovedet ikke god!

Supuration er ikke et nemt band at komme ind på. Deres udtryk er sgu lidt aparte, og det virker til, at de gør meget for at skille sig ud fra mængden. Det er prisværdigt når man tænker på, hvor mange bands der ligner hinanden nu til dags. Personligt er jeg lidt lunken på Supuration, for det rykker sjældent særlig meget på ”The Cube 3”. Ofte bliver musikken for ensformig og gumpetung. Uden fantasi og desværre bliver den ”understøttet” af den noget grynede produktion.

Supuration skal dog have lidt ros for at gå deres egne veje. Jeg håber bare, at de veje ikke fører til en dead end.

 

Tracklist:

01: Synergy Awakes

02: Introversion

03: The Disenthrall

04: Consumate

05: The Incongruents

06: The Delegation

07: Data Dance

08: The Flight

09: The Climax

 

Samlet spilletid: 40:54 Minutter

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed