fbpx

Opeth - Det Kongelige Teater, 17.11.18

Det er efterhånden en tradition: Opeth laver nyt album – Opeth kommer til Danmark – Opeth leverer et godt til evt. fantastisk show – Opeth får gradvist bedre rammer ift. valg af spillested – gentag, gentag, gentag. Der skal lyde absolut 0 klager herfra, for jeg husker i særdeleshed den magtpræstation der fandt sted i Koncerthuset for tre år siden – nu er vi så rykket endnu et trin op til Det Kongelige Teater (tidligere fra Store Vega, nu fra Koncerthuset). Det gode spørgsmål er bare: bliver det bedre end sidste gang?

Opeth:
Inden vi når så langt er der opvarmningen, The Vintage Caravan: i både navn og musikalsk udtryk er det en ganske passende forret. I ældre dage var det ofte en ”joke” at du ikke kunne finde noget band der lød tilnærmelsesvis som Opeth. Siden 2011 har det ikke været tilfældet: den proggede 70’er lyd fik i stedet fokus, og så er der pludselig mange at sammenligne med, heraf The Vintage Caravan selv. Et slag på tasken siger dog, at de fleste alligevel kommer for alt pre-2011, så hvordan slår de an, de islandske rockere?

De har i hvert fald flotte omgivelser! Det Kongelige Teater er en oplevelse i sig selv, om end de er delegeret til en mindre del af scenen. Den mindre plads betyder dog absolut nul og niks: det er en røvsparkende start med næsten utæmmet energi fra scenen, de tre herrer smiler og er glade og guitaristen kan svært stå stille. Både i stil, tøj og fremføring har de lært (nogen ville sige kopieret og/eller stjålet) direkte fra idolerne, de gamle 70’er heavyrockere. Både på lyd og lys virker det derimod til at der holdes intentionelt igen til hovednavnet, og hvad man ellers regner med er nogle begyndelsesvanskeligheder på lydfronten fortsætter ufortrødent – mere konkret bliver det næsten mere skramlet som de næste tre kvarter forløber, og det lyder virkelig ikke godt.

Der er heller ikke mange fremmødte der lader til at kende dem, hvilket er lidt sjovt ift. førnævnte genre-sammenligneligheder. Ligesom det knap så store udfoldelsesrum går det dog ikke karavanen på, eller også skjules det effektivt med store fagter, imponerende soli og store smil. Det får de ikke særlig meget ud af. Det store problem er ellers lige foran dem: vi sidder ned. Nu ved jeg ikke hvordan det har været på resten af touren; jeg tager et forsigtigt gæt på, at det ikke ellers har været siddende. På den måde forstår man godt hvorfor Vintage Caravan ikke ændrer en tøddel pga. ændrede omstændigheder, men den stædighed returnerer så til gengæld lige i deres ansigt.

Det fungerer nemlig overhovedet ikke. Det er alt, alt, alt, ALT for vildt. Giv mig Copenhell næste sommer, hvor man hamrer øl og vælter rundt i pits ud på aftenen, men her og nu passer rammerne bare ikke sammen med musikken. Det er også derfor balladen i midten af sættet fungerer bedst og hvorfor den random trommesolo og derefter bassolo kun tilnærmelsesvis virker. At det er sidste show på touren, jamen det virker helt omvendt fordi bandet kun har mere lyst til at gå helt amok – og vi andre er ankommet på en søndag for at opleve Opeth i nogle helt særlige rammer. De to ender mødes kort sagt ikke. Så, bedre held næste gang. 3/6 stjerner.
Og nu, Åkerfeldt og co.

Med en dyster intro får man nu helt syn for sagen på den flotte scene, nu med flere lysinstallationer a la kæmpe ”lamper” og en storskærm til stemningsbilleder. Det næste der rammer er ”Svekets Prins” fra det nye album – og så en skramlet og halvskidt lyd. Mikaels vokal ligger alt for langt fremme i lydbilledet og man savner allerede den krystalklare og runde lyd i Koncerthuset. Det er for skingert og for rodet til at det nogensinde bliver godt, og det varer desværre ved hele vejen.
Tingene bliver dog bedre lige akkurat da ”The Leper Affinity” ankommer. En virkelig sjælden fornøjelse, som i hvert fald ikke har været fremført i Danmark de sidste ti år! Lige dér er det svært at få armene ned, det skal jeg gerne indrømme. Men jeg skal ikke vente længe: præcist som man kender det er der igen igen igen, og også denne gang, en bunke bøvernikker til stede. De råber, pifter, udbryder fjollede ting som ”NICE HAT!” og lignende, allerhelst i de stille stykker eller når der bliver forsøgt snakket til os. Om det er fulde svenskere eller bare dem der stadig (ironisk) skal forsøge at få Opeth til at handle om pik og prut, hvem ved, men lad nu bare fucking vær’ og hør musikken i stedet. Jeg bliver dog lidt glad over at høre de mange tyssende stemmer.
Bliv ved. Vi skal nok få udraderet bøvernikkerne en dag.

”Hjärtat Vet Vad Handen Gör” ser et enormt flot rødt-gult lys strømme over os, og så er det ellers tid til snak fra Åkerfelt. Til en start er det de samme jokes som sidste gang a la ”Sweden is the capital of Scandinavia” og bla bla bla – OG på svensk. Ja, endnu engang skal det åbenbart være en ting at under halvdelen fatter hvad der bliver sagt. Man forstår det ikke, hvorfor ikke bare vælge engelsk én gang for alle når det nu er tydeligt at der ikke råbes ”HVA???” for sjov efter hver 2. sætning? Heldigvis skiftes der rent faktisk sprog undervejs, men nu forhaster jeg mig, for inden vi når så langt skal vi igennem ”Reverie/Harlequin Forest” med dets lækre grønt-blå og skinnende lys samt en absolut overlegen outro, selv her kun halvt leveret.

For Opeth selv virker altså... trætte? Uoplagte? Søndagsprægede måske? Det er højst usædvanligt, men viser sig at have en naturlig forklaring: sygdom. Og værende det sidste stop på touren, ja så giver det endnu mere mening – hvorfor anstrenge sig når man skal til og hjem. Men én ting er engagementet, noget helt andet er det rent tekniske, og det sidder (til en overraskelse) ikke altid lige i skabet. Om dét så skyldes førnævnte lydproblemer, tja måske, men det er heller ikke så vigtigt. Der sker imidlertid noget efter den ellers malplacerede ”Nepenthe”: der skiftes til engelsk! Det tog kun tre kvarter, men jeg tager gladelig imod. Og vigtigere er, at det herfra bliver både sjovere og mere løssluppent (på den gode måde). Opeth virker mere til stede, der fortælles flere anekdoter og der er generel ping-pong fra publikum til Åkerfelt, og resten af sætlisten klarer resten. At der så skiftes lidt tilfældigt frem og tilbage fra svensk til engelsk og omvendt, det er en mindre hovedpine.

”Moon Above, Sun Below” er en sang der virker til at stikke i nye retninger konstant, men alligevel kan bære det. ”Hope Leaves” er muligvis den flotteste mindre kendte sang fra ”Damnation” og ”The Lotus Eater”.. altså hvad kan jeg sige til dén? Den har alt hvad Opeth er i én sang og det kan jeg sgu sætte pris på. Der lukkes (men slukkes? nej) med den ualmindeligt smukke og tilstedeværende ”Allting Tar Slut” hvor guitaristen også får lov at vise sine sangkundskaber frem.
For det er selvfølgelig ikke færdigt her. ”Sorceress” sparker tingene i gang igen inden Åkerfelt får fortalt en sjov historie om ham og Anselmo fra sidste års Copenhell og så præsenteres bandet inden alt sættes ind på ”Deliverance” – endnu engang.

Igen, ingen klager herfra. Faktisk skal Opeth endnu engang have ros for at turde rode godt og grundigt rundt i sætlisten: kun de to ekstrasange var også at finde ved deres sidste show. Men SÅ er det også tid til ”Deliverance”, og nu kan folk knap sidde stille mere – og så er det vel slut? Nej, for Opeths tour-crew har åbenbart strikket en lille video sammen der mest viser Opeth og co. i diverse uskønne situationer. Det er uventet, men sjovt og lige i ånden, for det hele er sgu ikke så alvorligt. Helt overordnet er det to ganske gode timer, men det er både set og hørt bedre før, ja faktisk for kun tre år siden. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Svekets Prins
2) – The Leper Affinity
3) – Hjärtat Vet Vad Handen Gör
4) – Reverie/Harlequin Forest
5) – Nepenthe
6) – Moon Above, Sun Below
7) – Hope Leaves
8) – The Lotus Eater
9) – Allting Tar Slut
Encore:
10) – Sorceress
11) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Saga

I aften bliver mit første møde det canadiske progressive rockband Saga. Reelt et band der ellers ikke er nærige med deres besøg i vores stad, men som det aldrig er lykkedes mig at få gjort noget ved. Det ændrede sig i aftes, og set i bakspejlet er det ret dumt jeg ikke havde fået gjort det noget før.

Saga:
Siden 1977 har Saga braget igennem med den karismatiske forsanger Michael Sadler i front. Udover imellem i en kort tidsperiode har Sadler været med hele vejen. Egentlig er det kun trommeslagerne i Saga der er blevet skiftet ud et par gange, og i øjeblikket er det Mike Thorne der tæsker tønderne. Han har været med siden 2012.
Saga har i alt udgivet 20 studiealbums, og er pt. i gang med at færdiggøre ”Sagacity”, som skulle udkomme til juni. Det eneste album Sadler ikke har været på er ”The Human Condition” fra 2009, hvor det var Rob Moratti der lagde vokal til.

Respekt. Det er nok det mest korrekte ord at bruge om Sagas fremvisning i aften. Efter alskens år i gamet bliver der stadig givet max gas, og det viser sig i form af en fuldstændigt proppet sal der på ingen måde lugter af søndag (selv balkonen er åben og fyldt op). Der er faktisk endda til tider rimelig travlt i baren, og mere end et par stykker er tydeligt påvirkede. Der er heldigvis en rigtig god stemning i hele Amager Bio, hvad end man så befinder sig i salen eller ude i loungen. Amager Bio viser sig også fra sin bedste side i aften med en sjældent hørt suveræn lyd; Rasmus Toftlund, er du i huset?

Det store antal publikummer er også godt engagerede, i hvert fald så meget man nu kan udtrykke sig i den mere tekniske side af den progressive rock som Saga gør sig i. Både øredøvende hujen og klappen bliver der dog plads til, og taget i betragtning at Saga er her ca. hvert halvandet år, viser det fremmødte antal tydeligt bandets popularitet, og at der er tale om loyale fans.

Den karismatiske frontmand Michael Sadler står flere gange smilende og triumferende tæt ved den forreste række. Der hersker her en rendyrket spilleglæde og et højt humør – også er det jo i ganske intime rammer, hvilket ikke skader. Der bliver leget med både guitar og keyboard, og selv den overbrugte og obligatoriske trommesolo fungerer, udelukkende fordi den forholdsvist nye trommebasker ikke ligner en der SKAL, men en der VIL.

Jeg får det samme indtryk af alle bandets medlemmer; at det er lysten der driver værket. Generelt er min oplevelse, at bands der har eksisteret i så mange år som Saga har (eller derhen af), gradvist mister gejsten og ender med blot ”at spille”. Sådan er det ikke med Saga i aften, der sætter et betydeligt aftryk af at være til stede i nuet. 
Efterhånden som koncerten skrider fremad bliver publikum gradvist mere opstemte, og et par gange opstår der helt tilfældigt fællesklap overalt i salen – intet tegn blev givet fra scenen.

Selve sætlisten er primært bygget op omkring sange fra Sagas 5 første albums, og det er én af mine to minuspunkter. Saga har nu udgivet hele 20 albums, og det er sgu lidt synd at de ikke roder mere igennem deres materiale. Dernæst, og det er helt min egen skyld, så er det ærgerligt at koncerten ligger på en søndag, hvor mange (bl.a. mig selv) er trætte efter endnu en heftig weekend fyldt med aktiviteter. Indtil Saga vender tilbage reserverer jeg mit håb om at næste gang kommer til at ligge på enhver anden dag end søndag – for de kommer helt sikkert tilbage igen, og tak for det! Indtil da, så er jeg glad for at være blevet introduceret til Saga.

4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Don’t Be Late
2) – Compromise
3) – You’re Not Alone
4) – On The Loose
5) – Anywhere You Wanna Go
6) – Mouse In A Maze
7) – Too Much To Lose
8) – Corkentellis
9) – Ice Nice
10) – How Long
11) – The Perfectionist
12) – Humble Stance
13) – Tired World
14) – Scratching The Surface
15) – Careful Where You Step
Encore:
16) – The Pitchman
17) – Wind Him Up

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed