fbpx

Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe - Forum, 12.02.2020

Sikke en pakke! Det er ikke hver dag man kan opleve at begge supportbands falder i ens smag, slet ikke når de musikalsk ikke ligefrem minder om hinanden, men det er altså tilfældet her. Jeg har efterhånden skrevet mit om Sabaton, men jeg står her igen – for bandet har endnu ikke skuffet, heller ikke selvom det nu er tredje gang de havner på en hverdag. Publikum har ligeledes ikke ladet sig afskrække tidligere, så mon ikke det bliver endnu en god oplevelse. Men først, lidt ord om de to andre bands.

Amaranthe:
”Hvad er det her, Eurovision-metal?” spørger en bekendt mig ikke lang tid efter Amaranthe er gået på – og han er ikke meget ved siden af! Fra de koreograferede bevægelser der af og til nærmer sig decideret dans, til de tre sangere og ikke mindst lyden af eurodance blandet godt op med rock/metal (alt efter den enkelte sang) og så selvfølgelig ikke mindst hvor voldsomt ørehængende det er. Altså, flere af deres sange kunne snildt have en plads i den årlige begivenhed. Inden det eventuelt sker står de dog her i Forum.

Jeg havde godt nok hørt fra ellers pålidelige kilder at det var med start kl. 18:30, men klokken bliver altså 19:00 før det store Sabaton-tæppe hives ned og Amaranthe kort efter dukker op – men alle kvaler glemmes hurtigt da ”Maximize” og herefter ”Digital World” blæser ud af højtalerne. Der er knald på fra start og selvom Amaranthe som sådan er på udebane, lykkes det fint at få folk med flere gange, f.eks. allerede under ”Hunger” hvor gulvet knager omkring mig i og op til omkvædet som følge af hvor mange der hopper med. Black Box-konceptet gør det igen godt, for allerede nu er det ganske velbesøgt, ja jeg fristes næsten til at sige, at der er godt proppet det meste af vejen rundt.

”København! I kan jo feste!” udbrydes der kort efter, som om det skulle være en overraskelse. Det er det hverken ved hvor indøvet sætningen er, eller hvor rigtigt det faktisk er: onsdag eller ej, de fleste er her for at have en fest, Amaranthe selv inkluderet. De har rykket sig markant ift. deres optrædener tilbage i 2011/2012 hvor det var usikkert og også ret usammenhængende. Ikke i dag. Der er tillid til materialet og til dem selv og så gør det i dén grad også noget, at de selv tydeligt er glade for at være her. Og bevares, publikum er her ikke for at se dem, men de fleste kan sagtens lokkes til at deltage i festlighederne, sågar i balladen ”Amaranthine”, der ser en skov af telefoner i luften, eller ved de mange fællesklap under ”That Song”.

Desværre lyder det hele bare ikke særlig godt. De tre vokaler har meget svært ved at finde rum, især når mere end et andet element kører samtidigt – og det er altså langt det meste af tiden. Derudover er trommerne enormt rodede, hvilket er synd nu trommeslageren er en af de dygtigere (hans tid i The Arcane Order er især ikke glemt). Lyset er derimod flot og glimrende timet med breaks, der er røg på de rigtige tidspunkter, rødt lyst til de hårdere stykker, osv. – det er ikke ofte supportbands får den samme behandling som hovednavnet, så det er lækkert at se (på). Nej, den største hindring Amaranthe støder ind i er simpelthen hvor rodet et udtryk de efterlader. Det lander ikke som det skal, slet og ret, om det så er trommerne der er off, guitarer der falder ud eller vokaler man ikke kan høre. Er man fan er det stadig udmærket og til at finde rundt i, sådan da, men er det ikke tilfældet er det nok kun de stadion-prægede omkvæd der lyder tilnærmelsesvis godt. Overordnet er det dog solid underholdning og opvarmning i 45 minutter, på trods af de knap så gode betingelser.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Maximize
2) – Digital World
3) – Hunger
4) – Amaranthine
5) – GG6
6) – Helix
7) – That Song
8) – Call Out My Name
9) – The Nexus
10) – Drop Dead Cynical

Apocalyptica:
1 trommeslager, 3 cellister – metal/rocksange, for det meste instrumentalt, af og til covers. Personligt har jeg været fan af Apocalyptica lige siden deres selvbetitlede fra 2005. Deres sjælfulde, sørgmodige og helt eminente cello-rock er noget helt for sig og det er uden at forholde sig til deres arv som et, hvis ikke dét, mest unikke Metallica-coverband. Det er blevet mere ligetil for hvert album siden da, og der er gradvist kommet mere vokal på, men det har så kunnet noget andet. Kort sagt, jeg er fan, men passer Apocalyptica overhovedet ind den her aften? Et par sange inde i sættet er svaret umiddelbart nej.

”Path” er ellers en gammel klassiker, og de to sange der luftes fra det nye ”Cell-0” lyder også umiddelbart som man kender dem. Men på trods af et levende backdrop samt flere lysinstallationer siden Amaranthe, ja så er folk meget stillestående og ubegejstrede. Pænt er det at se, og til dels høre på, men de store ringe i vandet skaber det ikke. Det kunne nok have været anderledes med en bedre lyd. Modsat sidste band står lydbilledet samlet klarere, men der er alt for meget rumklang fra trommerne der oftest drukner de finere detaljer fra celloerne.

Så ved deres egne sange er det ikke vildt imponerende, set ud fra publikums humør (at de rent teknisk er velspillede er en anden sag). Den højlydte ”småsnak” taler sit eget sprog. Anderledes bliver det dog senere ved den mere hårdtslående del af sættet, nemlig ”Seek & Destroy”-coveret. Forinden har et Rammstein-cover og en original sang ikke gjort det store, men ”Grace” varmer stødt tingene op inden folk får deres stemmer brugt ved at skråle ”SEEK AND DESTROY!!” om og om igen. Ligeledes fungerer Apocalypticas gamle klassiker af en klassiker ”Hall of the Mountain King” lige som den skal, den hektiske outro især og næsten et vanvid man rent fysisk kan smage. At de så lige teaser en anelse for meget inden udløsningen er en mindre detalje.

Herfra skal der ikke meget til for at køre den sikkert hjem og således trækkes tempoet ned i ”Nothing Else Matters”, fællessang indfinder sig og det hele lukker på en god node. Apocalyptica formår altså at redde sig fra en mindre katastrofe, men tilbage står stadig, at de helt grundlæggende er malplaceret i aftenens tema. Når det er coversange der redder ens røv tæt på målstregen er det ikke et positivt tegn. Kort sagt: godt band, dårlige rammer. 3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ashes of the Modern World
2) – Path
3) – En Route To Mayhem
4) – Seemann (Rammstein cover) m. Elize Ryd
5) – I Don’t Care m. Elize Ryd
6) – Grace
7) – Seek & Destroy (Metallica cover)
8) – Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
9) – Nothing Else Matters (Metallica cover)
Kilde: www.setlist.fm

Sabaton:
Det starter som ventet med et brag, i bogstaveligste forstand: efter en passende episk intro er kørt færdig åbnes der som vant med ”Ghost Division”, ild og ja, et højt brag. Sabaton har altid haft det visuelle flair i højsædet, så ganske passende med den nye plade omhandlede Den Store Krig er hele scenen indrettet som en skyttegrav komplet med trommesæt-i-kampvogn, sandsække, pigtråd, diverse våben hængende på stativer, et kæmpe ”THE GREAT WAR” skilt i baggrunden og selvfølgelig storskærm kørende med tematiske videoer, når der ellers ikke filmes på bandet. Og så ild, til tider lidt for rigeligt af det.

Og nu skal jeg love for der er blevet proppet, fra ende til anden. Derfor kan man også allerede nu undre sig over Sabatons valg af sange: de næste otte er alle fra de to seneste plader. Det vil altid være at strække den med mange nye numre i streg, men det her er bare åndssvagt – Sabatons sidste gode album var trods alt ”Heroes” fra 2014, og der skal vi altså helt hen til ”Night Witches”, aftenens 10. sang, før vi får noget derfra. ”82 All The Way” rocker en anelse tungere end de andre, ”The Red Baron” får også de fleste med og lidt inden har ”The Attack of the Dead Men” givet både en mindre historielektion samt indhyllet scenen i grøn giftgas-lignende lys – og ja, sådanne visuelle effekter kan stjæle ens opmærksomhed i et vist tidsrum, men så heller ikke for evigt. Det er helt tydeligt der kunne være markant mere engagement fra publikums side såfremt man spicede det op med lidt ældre materiale. I det mindste både lyder og ser det godt ud, på den måde er rammerne som de skal være.

Halvvejs inde kan man dog helt nøgternt konstatere det indlysende: Sabaton er set bedre. Det handler ikke kun om valget af sange, men i høj grad om bandets egen indsats. Frontmanden har aldrig haft den store stemme, men til gengæld rigeligt med karisma og tydelig interesse i at give tilskuerne noget for pengene – det er ikke for sjov jeg har kaldt dem verdens gladeste metalband i fortiden. Det skal retfærdigvis nævnes at det tekniske sidder som det skal og der er stadig både små fortællinger, store smil og i det hele taget publikumskontakt over flere omgange. Bundniveauet er på den måde tilstrækkeligt, men så er hans stemme så til gengæld også både svag hvis ikke decideret forpustet til tider, og ligeledes gør resten af gruppen hvad de skal, men de er også set i mere hopla tidligere. Publikum er ellers klar, men så er vi tilbage ved valget af skæringer som den afgørende stopklods.

”Night Witches” markerer imidlertid lidt af et vendepunkt. Herefter kommer Apocalyptica nemlig på scenen og agerer støtte i de næste fem sange – og det starter faktisk rigtig, rigtig godt. ”Angels Calling” er blevet fundet frem fra gemmerne, hvor det altså er 11 år siden den sidst er hørt live. Her bliver det symfoniske og bombastiske forenet helt perfekt, så man nok aldrig herfra kan høre den originale uden at føle man savner noget. Et klart højdepunkt. ”Fields of Verdun” gør derimod ikke det store og i ”The Price of a Mile” er det søvndyssende at være vidne til. Det er hermed første gang jeg står og keder mig til en Sabaton-koncert. De sidste to skæringer inden ekstranumrene løfter dog igen midlertidigt engagementet, så da de svenske udgaver af ”The Lion From the North” og ”Carolus Rex” brager igennem er det svært at stå stille. Det er bare gode sange.

”Primo Victoria” ankommer til den første rigtige hoppefest og for første (og eneste) gang er alle i sync. Det er til gengæld ikke her vi siger tak for nu, nej, i stedet får vi en triade af hits. Først endnu en svensk udgave af ”A Lifetime of War”, der ellers er en af Sabatons lavtempo sange, men det virker stik imod forventet enormt godt. Og da ”Swedish Pagans” ankommer efter bandet kortvarigt lever op til sjov og løjer, hvor forsangeren bl.a. når at spille lidt ubehjælpsom guitar på ”Breaking The Law”, ja så er vi på endnu et højdepunkt. Et af de få. Men det bliver heldigvis til ét mere i form af ”To Hell and Back” der får de fleste til at både hoppe og skråle med. Så er vi også i mål.

Overordnet har Sabaton prøvet at indrette hele touren, alle de enkelte aftener, efter ét koncept: 1. verdenskrig. Det er tydeligt med overvægten af nye sange, men også at flere af de ældre rent tematisk omhandler det samme. Jeg ser hvad de har gået efter, og forsøget skal roses – det helt afgørende problem er bare... at de nye sange er hamrende uinteressante. Det er den samme skabelon genbrugt i en uendelighed og det lyder umiskendeligt som noget der er hørt bedre før (og det er det også). Hvis man på den måde skal udfordre sit publikum, så er det afgørende at ens materiale kan bære det. Sabatons nye album lyder præcist som forventet, ergo er det svært at holde omtrent halvdelen af en koncert op på det – både fordi flere ikke kender det, men vigtigere fordi det ikke gør noget nyt. Og hvorfor så det frem for det man kender? De gamle sange fungerer derimod overordnet godt, så med det + enkelte højdepunkter – omtrent halvdelen af numrene, ja så ender vi på lidt over middel. Det næste album bedes tage flere chancer, ellers stagnerer Sabaton indenfor de næste fem år. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Great War
3) – The Attack of the Dead Men
4) – Seven Pillars of Wisdom
5) – The Lost Battalion
6) – The Red Baron
7) – The Last Stand
8) – 82nd All The Way
9) – Bismarck
10) – Night Witches
11) – Angels Calling m. Apocalyptica
12) – Fields of Verdun m. Apocalyptica
13) – The Price of a Mile m. Apocalyptica
14) – Dominium Maris Baltici / The Lion From the North (svensk udgave) m. Apocalyptica
15) – Carolus Rex (svensk udgave) m. Apocalyptica
Encore:
16) – Primo Victoria
17) – A Lifetime of War (svensk udgave)
18) – Swedish Pagans
19) – To Hell and Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Powerwolf - Amager Bio, 13.11.19

Hvis et bands koncept kan opsummeres i ét ord, er det som regel et simpelt et. Det er også tilfældet for Powerwolf, der spiller powermetal krydret med lidt letvægter symfoni”orkester”, kor og orgel imens de synger om varulve. Det har de gjort siden 2003 og igennem nu otte albums, senest ”The Sacrament Of Sin” fra 2018, der også er grunden til deres visit. I sig selv er powermetal oftest en genre der overses (eller overhøres) i Danmark, og det var da også på en tysk pløjemark for godt og vel seks år siden jeg selv stiftede bekendtskab med de tyske ulvemænd. For deres første besøg i Danmark skulle man også helt hen til 2016, hvor de til gengæld både var forbi København og Aarhus. Året efter ramte de så Copenhell, og godt nok siger man, at den 3. gang er lykkens gang, men for mit vedkommende blev det altså den 4. – men var det så lykkens gang eller ej? Læs med! Powerwolf: Men først lidt ord om opvarmningen, Gloryhammer: de fleste fans af genren kender med al sandsynlighed Christopher Bowes, forsanger og stifter af Alestorm. Åbenbart synes manden ikke dét projekt var helt fjollet/grandiøst/episk nok for i 2010 samlede han en kreds af ligemænd og tre år senere udkom debutalbummet ”Tales from the Kingdom of Fife” med sigende sange som f.eks. ”The Unicorn Invasion of Dundee” og ”The Epic Rage of Furious Thunder”. Man ved hvad man får: fjol og løjer, rollespilsudklædte voksne mænd og en solid dosis powermetal. Men hvordan tager det sig ud live? Tja, de ankommer med en episk intro – selvfølgelig. Hele bandet minder mig om de tyske Grailknights, bare med pænere kostumer og bedre produktion i det hele taget. Forsangeren har fjollede 80’er briller på, men ligner ellers en klassisk helt – og Bowes selv ankommer først halvvejs inde i første sang, fordi hey, dramatisk intro fungerer bedst når man nu må identificeres som ”den mystiske troldmand”-arketypen. Ikke at han virker helt vildt nødvendig med al det backtrack, men igen, det hører sig jo også til. Gloryhammer er helt tydeligt kommet for at feste. Det kan man bl.a. høre i den selvbetitlede ”Gloryhammer” – her kommer en goblin luskende ind på scenen, bærende på en hammer, som forsangeren Angus McFife hurtigt snupper og basker ham med. Og så giver det mening med en sang om hovedpersonen selv, nu han er så heroisk. Der er også god fællessang her, ikke mindst i det næsten irriterende fængende omkvæd, der stadig ikke helt har forladt mit hoved. Man kan næsten se det som en slags interaktiv historie, hvor det i hvert fald til en start giver overordnet mening. Der skal heller ikke mere end to-tre sange til før lyden falder nogenlunde på plads: både vokal og keys kan høres ganske klart og tydeligt, mens trommerne derimod er alt for pappede. Men herfra bliver det mere tilfældigt med sangene, hvor vi både kommer omkring brændende universer, goblinkonger og selvfølgelig enhjørninger. Heldigvis er Gloryhammer både et tændt og professionelt band der leder os godt igennem det hele – der er fin energi og frontmanden er en god indpisker, i øvrigt med passende nørdet humor. Lidt løst citeret får han både sagt ”neutron stars are made of alcohol – we need you to travel to the intergalactic fortress, also knows as the bar” og ”I invented sound in space”. Sjovt er det. Og fjollet. Mest fjollet. De har selvfølgelig også den klare fordel, at publikum rent faktisk kender dem i forvejen og dertil er på mindst samme niveau – de vil det gerne. Meget gerne, faktisk. Det er hvad snart 10 år på bagen og et kendt medlem kan gøre. Det er også først da koncerten overstiger de 45 minutter at underholdningsværdien falder: det bliver lige langt nok med en hel time. Hertil er forsangerens stemme lidt slidt i det (lang tour måske?) og det musikalske udtryk både for ensformigt og uoriginalt. Men 75 % god underholdning er også mere end rimeligt og jeg vil anbefale alle dragejægere og lignende at få dem set på næste års Copenhell. 4½/6 stjerner. Og nu til hovedretten! Scenen bliver i pausen pyntet godt op, så da ulvene går på er det blandt statuer af kutteklædte varulve, keyboards omkranset af døde træer, falske kirkemure og i øvrigt et helt band med zombie-udød ansigtsmaling samt passende tøj; især pianisten fuldender det visuelle udtryk med flotte rober samt en katolsk-lignende velsignelse inden den første sang. Man kan ligesom ved Gloryhammer ikke påstå, at Powerwolf ikke gør noget ud af det, og publikum æder det råt med et mærkbart engagement, fællessang og alverdens pits efter kun et par sange. Og nej okay, så er bandet ikke helt selv klar over at det faktisk er deres 4. gang i landet, men skidt med det. Det bliver hurtigt klart at publikum aldrig overlades til sig selv – og det på både godt og ondt. Indpisker-rollen deles godt nok mellem forsanger og pianist, og mens Attila holder godt fast i (for)samlingen er det nu engang pianisten der hurtigt viser sig som den mest fysisk aktive – men... gutter. I behøver altså, virkelig, på ingen måde overhovedet, at dræbe alt flow og snakke med/til publikum efter HVER.ENESTE.SANG. Især de mange ”sanglektioner” bliver enerverende, det er jo bare ”oh-ooooh” og ”hallelujah” i forskellige toner og vi er jo for fanden ikke kommet for at få sangtimer. Et andet mindre negativt punkt er lyden. Den er ok – men overraskende mindre tydelig end under Gloryhammer. Lyset er derimod rigtig lækkert. Lidt længere inde i sættet skiftes der banner under ”Armata Strigoi” med cirkelpit til følge, og ”Demons Are A Girl’s Best Friend” dedikeres til pigerne der klart er i undertal i dag – sikke et chok! Jeg har sjældent været til en så mandehørmende koncert, det skulle da lige være Killswitch Engage for et par uger siden. Indtil videre har det været ekstremt ensformigt, men jeg klager ikke (udover førnævnte sangtimer) for det fungerer: publikum er kæmpe glade, mange vælter rundt, hænder er i vejret, Powerwolf selv spiller også glimrende, det kører sgu. Naturligvis er de nye sange endnu ikke helt kommet ind under huden på de fleste og her er 6 af slagsen lige i overkanten, men ellers er der ikke meget at beklage sig over. Alligevel er det et fint afbræk med en ballade i form af ”Where The Wild Wolves Have Gone”, hvor kutteklædte munke både henter og bringer et rigtigt klaver til pianistens fornøjelse – dog kun for dette indspark. At vi så lige i rap får ”Kiss of The Cobra King”, fra dengang Powerwolf var et noget mindre foretagende, er en fin bonus. Det er – ligesom ved Gloryhammer – dog et problem at musikken er så ensformig og uoriginal: man kan klare sig længe på publikum, på det visuelle, på fællessang, på en masse ting der afleder opmærksomheden fra musikken. Men på et tidspunkt vender det 180°. For mit vedkommende er det omkring de 80 minutter. Herfra og de næste 25 minutter er det ikke sjovt mere: alle tricks er blevet brugt, den langsomme optakt til ”Lupus Dei” fungerer slet og ret ikke, og at have tre ekstranumre er om end ikke usædvanligt, men at det skal tage SÅ lang tid er slet og ret kontraproduktivt. Powerwolf lever ikke ligefrem efter mantraet ”less is more”, men på et tidspunkt bliver det for meget. For meget snak, for lidt musik – og efterhånden for meget musik i det hele taget. De fleste fremmødte virker i dag til at være superfans, for de vil have mere, men der begynder efterhånden også rundt om mig at kunne mærkes en mæthedsfølelse. Det er ærgerligt man skal gå herfra med en følelse af at have overspist, for maden er som sådan lækker – men for meget af det gode er selvsagt ikke. Havde det hele varet max. halvanden time, måske tre-fire færre sange, så havde det siddet i skabet. I stedet er det en forstoppet afslutning der desværre skygger for resten af det ellers gode måltid. 4/6 stjerner. Sætliste: 1) – Fire & Forgive 2) – Army Of The Night 3) – Incense & Iron 4) – Blessed & Possessed 5) – Amen & Attack 6) – Armata Strigoi 7) – Demons Are A Girl’s Best Friend 8) – Killers With The Cross 9) – Stossgebet 10) – Resurrection By Erection 11) – Where The Wild Wolves Have Gone 12) – Kiss Of The Cobra King 13) – We Drink Your Blood 14) – Lupus Dei Encore: 15) – Coleus Sanctus 16) – Werewolves Of Armenia 17) – Sanctified With Dynamite Kilde: www.setlist.fm
Læs mere...

Copenhell 2019: Demons & Wizards

Kan du godt lide Blind Guardian? Hvad med Iced Earth? Hvad så med selve Demons & Wizards? Hvis du kan svare ja til et, begge eller sågar alle tre spørgsmål bør du have indfundet dig til det første navn på Hades om torsdagen. At bandet består af forsangeren fra førstnævnte og guitaristen fra sidstnævnte bør næsten være grund nok for fans af sværd-og-drager metal, men derudover virker dette sideprojekt til at være en legeplads og en fælles passion frem for en pengemaskine – og det er da et plus. Kun to albums har de udgivet på 21 år, nemlig det selvbetitlede fra 2000 og opfølgeren ”Touched By The Crimson King” fra 2005. Det næste er sat til at udkomme i 2020. Et andet, men ligeledes gyldigt argument for at dukke op er, at der udover danske Manticora ikke er meget at komme efter i år for fans af genren.

... Og det havde folk tilnærmelsesvis godt afluret, for der var dukket en pæn mængde op. Det er ikke decideret overvældende, men så igen er tidspunktet og dagen helt sikkert en faktor. Dette har dog ikke nogen indflydelse på bandet selv: forsanger Hansi Kürsch er veloplagt både i præstation og publikumskontakt. De resterende, hvoraf hele fire af dem er hyrede musikere, gør til gengæld ikke det store væsen ud af sig og det gælder faktisk også for Jon Schaffer, den anden halvdel af projektet, men det tekniske spil derimod, dét sidder i skabet – når altså ikke vinden af og til stjæler lyden. At træerne på bakken er forsvundet er desværre til at mærke og det føles som om der er en rigtig god lyd gemt et sted, men når keyboardet knapt kan høres, ja så er det altså lidt kritisk.

De fremmødte tager dog både tidspunktet, dagen og omstændighederne godt imod denne udstikker af et navn selvom der observeres mere end der deltages fra alt andet end de forreste rækker. At Demons & Wizards har få danske fans er nok ikke at undersælge varen, et hobbyprojekt vil oftest være således, men der er jo også en anden grund til at dukke op: håbet om nogle Blind Guardian og/eller Iced Earth skæringer. Og vi får da også en enkelt af hver, og jovist om ikke gejsten stiger mærkbart under disse. De originale sange gør sig dog også bedre end på plade og både ”Crimson King” og naturligvis ”Fiddler On The Green”, der går fra ballade til bombastisk afslutning, stikker positivt ud mest af alt blandt publikum.

Alt i alt er det en fin oplevelse selvom der mangler en del for at komme op i ”godt”-niveauet. Udtrykket er for ensformigt, publikum er for passive og fåtallige og ikke mindst holder den halvdårlige lyd koncerten fra større højder. Med det sagt var det en udmærket åbning af Hades og en af årets få bookinger der virker til at gå efter et mere snævert spektrum af lyttere – og dét skal Copenhell absolut have ros for at prioritere.

Sætliste:
1) – Rites Of Passage
2) – Heaven Denies
3) – Poor Man’s Crusade
4) – Crimson King
5) – Love’s Tragedy Asunder
6) – Burning Times (Iced Earth cover)
7) – Welcome To Dying (Blind Guardian cover)
8) – The Gunslinger
9) – Terror Train
10) – Blood On My Hands
11) – Fiddler On The Green
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Sabaton, Accept, Twilight Force

For 2½ år siden stod jeg samme sted, og var på alle måder teknisk og showmæssigt overbevist: der var ikke en finger at sætte på Sabatons performance. Alligevel var jeg, personligt, ikke helt solgt. Sidenhen har jeg fået lyttet noget mere til bandet, og det var som om at den denne gang sad lige i skabet: det tog fire forsøg i liveregi, men nu var det altså. Dette betød dog naturligvis ikke, at alt nødvendigvis var perfekt...

Twilight Force:
Pga. det tidlige starttidspunkt nåede jeg desværre kun et par enkelte sange med Twilight Force. Det er noget for sig selv... Dungeons & Dragons: live, er den nærmeste beskrivelse jeg kan give. To guitarister med elverører, en ”ond” troldmand med unaturligt dyb fortællerstemme på keyboard, og den flotte eventyrer på leadvokal. Alle sammen naturligvis klædt i middelalder/rollespilsudstyr. Det var dumt, sjovt, teknisk imponerende – og glimrende opvarmning.

Accept:
En halv time senere er det et mere velkendt navn der lægger fra land med den klassiske heavy metal: scenen er simpelt opsat med en storskærm bagerst der har bandets navn stående (uden at skifte billede), lyset slukkes, og så kører vi. Modsat Twilight Force er det tydeligt at i hvert fald halvdelen af salen er oprigtigt interesserede, og ligeledes hvor Twilight Force var plaget af en anelse mudret lyd, hvilket er forståeligt med de mange elementer, er det ikke tilfældet her.

Den ”ægte” forsanger af Accept vil for nogle altid stå som Udo Dirkschneider: selv er jeg for ung til reelt at kunne være hverken fra eller til. Sikkert er det dog, at den ”nye” sanger ikke er helt på toppen i dag. Solbrillerne er allerede et klart advarselssignal, og vokalen er altså noget svag i det. Resten af bandet derimod, kører på tysk millimeterpræcision, og så ser de tilmed ud til at hygge sig med deres synkrone bevægelser.

Det løfter sig som ventet i de gamle klassikere ”Fast As A Shark”, ”Princess Of The Dawn”, ”Metal Heart” og ikke mindst afslutteren ”Balls To The Wall” – men man kunne godt have ønsket sig mere. Omvendt er det strengt talt ikke nødvendigt, selvom de sidste tyve minutter for mit vedkommende føles som én lang afslutningsseance: her havde det fungeret bedre med hårdtslående tre kvarter i stedet for udpenslede 60 minutter. Måske er det en personlig præference.
4/6 stjerner.

Sabaton:
”You’re in the army now”, skråles der fra salen i samklang med backingtracket inden bandet overhovedet går på scenen. Meget passende har sangen fået en Sabaton-ficering, og hvilken bedre start på fornøjelighederne? Stilen holdes ikke mindst da medarbejder-grenadiers (eller hvad man skal kalde dem), trækker bagtæppet fra og den nye trailer for hvad end nummer Call of Duty, vi efterhånden er nået til ruller over skærmen. Sådan virker det i hvert fald, selvom det ikke er rigtigt. Til gengæld kan publikum så kortvarigt nå at studse over det gigantiske trommesæt, der stilrent har rullekanoner-props tilknyttet. Sabaton går virkelig op i det image...

”Ghost Division” og den 300-esque ”Sparta”, den sidste komplet med udklædte spartanere på scenen – spyd, skjold og misundelsesværdige overkroppe. Herefter er vi i højlandet med sækkepiber, aka Skotland. Sabaton tager os alverdens steder hen, og er som altid i hopla. Denne gang er der endda ingen tiggen og beden efter ”Swedish Pagans”, der hurtigt omdøbes ”Danish Pagans” af den altid glade forsanger. Det er som altid en fornøjelse at se Sabaton, for hold da op, hvor er publikum med. Der er klap, der er fællessang, der er synkronhop – der er konstant gang i den i halvdelen af salen, og den anden halvdel ser ikke ud til at kede sig heller. Ikke mindst understøttes den gode stemning af et glimrende lysshow, klar lyd, og tematiske visuals på storskærmen: der er altid noget at kigge på. Ikke at man rigtigt får denne chance, for straks er vi videre i teksten. Stærkt serveret af klodens hyggeligste band – og muligvis gladeste. Endnu engang.

Et minus er til gengæld at der snakkes svensk fra scenen... Hold nu op, for fanden. Folk i Danmark fatter altså ikke svensk by default. Fint er det til gengæld med de svenske udgaver af sangene, men den useriøse hyggesnak mellem numrene (der også er en stor del af Sabatons performance!), bør holdes på engelsk – beklageligvis er der ikke særlig mange af dem. Tiden flyver nu alligevel, og jeg havde ikke troet det ville virke, men den akustiske udgave af ”The Final Solution” fungerer faktisk enormt godt: det er rart med et akustisk indslag efter 10 slagkraftige skæringer. Omvendt er det også godt at være tilbage i den hårdere ende med trekløveret ”Resist And Bite”, ”Night Witches” og ”Winged Hussars”. De to første er højdepunkter hver for sig, og i fællesskab.

Publikum er, her snart en time senere, endnu ikke færdige med at synge melodien til ”Swedish/Danish Pagans”, som om den skulle spilles igen. Og forsangeren har en fest med det faktum. Han har så generelt en fest. Igen, jeg tror ikke jeg har set nogen musiker der smiler mere end han gør, den kære Joakim Brodén. Men alt må jo have en ende, som så ikke uventet leder op til et encore – og jeg skal love for der lægges hårdt og godt fra med ”Primo Victoria”: gamle klip, lys og lydeffekter, som var man selv i de skæbnesvangre bådtransporter på D-dag. Men hvorfor ikke samuraier på scenen...? Det kunne ellers have været perfekt under ”Shiroyama”. I skal dog ikke høre megen beklagelse når afslutteren er ”To Hell And Back”, der til min overraskelse, men ligeledes glæde, hurtigt er blevet en fanfavorit.

Så, hvor står vi så? Umiddelbart lyder det hele jo positivt, foruden Sabatons insisteren på at snakke svensk. Det er rigtigt. Der er ikke noget at sætte på det der blev fremført. Modsat sidste gang, hvor den personlige interesse så at sige ikke var til stede, savnede jeg imidlertid denne gang mere fjol og ballade mellem sangene, som Sabaton er så gode til. Svensk eller ej, så gør det enormt meget for oplevelsen, for om du vil det eller ej, så er sangene sgu rimeligt ensformige – det er blevet bedre på de senere plader, bevares, men det er stadig en faktor der er nævneværdig. Snak imellem sange er en god taktik til at ”glemme”, eller i hvert fald at give den nævnte faktor mindre betydning. På en tirsdag godtager jeg dog indsatsen helt og holdent, og det bliver således endnu en succes i Danmark for klodens hyggeligste og gladeste band.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Sparta
3) – Blood Of Bannockburn
4) – Swedish Pagans
5) – The Last Stand
6) – Carolus Rex (svensk udgave)
7) – Union (Slopes Of St. Benedict)
8) – Far From The Fame
9) – The Lost Battalion
10) – The Lion From The North (svensk udgave)
11) – The Final Solution
12) – Resist And Bite
13) – Night Witches
14) – Winged Hussars
Encore:
15) – Primo Victoria
16) – Shiroyama
17) – To Hell And Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed