fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57

Roskilde Festival 2018: Mogwai

Måske skal man bare indstille sig på, at årets deltagende på Roskilde ikke forstår hvad god musik er. Der er kun knapt halv fyldt til Mogwai, selv efter forsinkelsen på knap 20 minutter, og det stikker umiskendeligt en smule i hjertet. Det er usædvanligt, at koncerten er forsinket – både på Roskilde i overordnet forstand, men så lige dette band, perfektionister som de er. Men måske er det præcist derfor de forsøger så længe (det viser sig senere, at det er de fire sceneskærme der ikke dur, da de forbliver inaktive hele vejen igennem og man må formode, at det var dem de forsøgte at fikse)

Men da det så begynder... Åh mand. ”Mogwai Fear Satan” bliver nonchalant sendt afsted, en lang og skøn sag hvor man bare kan stå og lukke øjnene i den smukke stilhed, for så kort efter at blive forskrækket og blæst bagover. Så er vi i gang. Den elektronisk og næsten gyngende ”Remurdered” sætter gang i klap i pitten og både ”I’m Jim Morrison, I’m Dead” og ”Rano Pano” fortsætter i samme gode spor. For en gangs skyld er lyden også fuldstændig perfekt. Krystalklar, tung, en bas der går lige i mellemgulvet og med en høj volumen som hører sig til. Al irritation over forsinkelsen er glemt, hvad end der spiller andre steder er ligegyldigt, det er ikke ligeså godt som Mogwai alligevel. Det atmosfæriske lys og et som altid velspillende band drager os alle ind og samtidigt væk fra hverdagens trængsler og stress. Her er der ro og skønhed.

Den selvsamme ro forplanter sig til publikum. I mange genrer er dette åbenlyst ikke det bedste tegn, men i post-rockens verden er det bedste publikum det stille publikum. Det følende publikum. Efter de første to-tre sange er vi der. Ro(lige), derimod, det kan man ikke påstå Mogwai er. Det er udelukkende trommeslageren der er fast stationeret, samtlige af de fire andre besætningsmedlemmer skifter ubesværet mellem klaver og guitar eller mellem guitar og bas. Det giver en dynamik der står i god kontrast til når musikken spiller, som i sin natur ER gentagende, afmålt, stillestående (i ordenes positive forstand). Et andet træk ved bandet er forudsigeligheden og kontrollen: det skal være som det plejer, som det er planlagt. Det bliver f.eks. tydeligt da en stor ballon af uvisse omstændigheder har fundet vej foran scenen og bassisten simpelthen ikke kan koncentrere sig før den er forsvundet. Sågar lægger han sin bas fra sig over to omgange for at sparke ballonen væk. Det andet eksempel er som før nævnt de fire storskærme der aldrig tages i brug. I stedet for blot at sige pyt har man ihærdigt forsøgt at få dem op at køre, i en sådan grad at man går over tid.

Fem kvarters tid i drømmeland bliver det til, og ligesom begyndelsen står som et højdepunkt gør ligeledes afslutningen. ”My Father, My King”, en sang jeg ikke kendte før koncerten, saver os fuldstændig midt over både sonisk og visuelt og ender i et støjparadis, et endeløst loop af druknende guitar og knust håb der føles som om det aldrig stopper, og som jeg står der ville jeg ønske, at det bare blev ved til festivalens ende. Det er beklageligvis ikke muligt, men sikke en måde at lukke på.
Mogwai står nu ubetinget tilbage som festivalens bedste koncert for mit vedkommende, og tilnærmelsesvis årets bedste indtil videre. Havde vi fået det fulde visuelle setup, lidt længere spilletid og evt. nogle flere tilskuere er jeg ikke i tvivl om, at det ville have været til topkarakter. Vi nåede ikke helt derop i dag, men det var ikke langt fra.

Sætliste:
1) – Mogwai Fear Satan
2) – Party In The Dark
3) – Remurdered
4) – I’m Jim Morrison, I’m Dead
5) – Rano Pano
6) – Coolverine
7) – Hunted By A Freak
8) – Old Poisons
9) – My Father, My King
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Leprous, Agent Fresco, Astrosaur - Atlas

Det var nu blevet tid til en aften hvor jeg måske følte mig en lille smule ude af mit sædvanlige element. Post-Rock/ Avant-garde osv er nu ikke lige noget jeg sætter på normalt. Jeg var til A Colossal Weekend tidligere på året, hvor mere eller mindre hele programmet er dedikeret til den atmosfæriske Rock/Metal genre, så en lille smule bekendtskab har jeg til genren. Leprous er nu ikke et band jeg har stiftet så meget bekendtskab med. Jeg ved at de er fra Norge, og det er utrolig teknisk, men mere ved jeg ikke. Denne kolde november torsdag havde forhåbentligt masser af gode overraskelser, så lad os komme i gang.

 

Astrosaur

Første band på scenen i aften var Norske Astrosaur. Det her bliver en gennemgående sætning i løbet af anmeldelserne, så vær forberedt. Jeg har absolut ingen bekendtskab til det her band, men mon ikke at det bliver super fedt? Det endte faktisk med at blive en positiv oplevelse. En trio der spiller instrumentalt Post-Metal med et lydbillede så dystert, at det minder om en person der drukner i havet uden nogen form for hjælp. Det gode ved Astrosaur er, at de formår at blende elementer af progressiv metal og en lille sjat af Black Metal i deres musik. Der blev faktisk slet ikke nævnt et ord under koncerten, og det var også rigtig godt, fordi det gav også plads til en lidt mystisk stemning i løbet af showet, og jeg tror faktisk at jeg først så band medlemmernes ansigter under det sidste nummer af koncerten, så super nice tilføjelse. Astrosaur leverede en god opvarmning, og det er i hvert fald noget jeg gerne vil holde øje med i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Agent Fresco

For at vende tilbage til A Colossal Weekend, så spillede det næste band faktisk på årets festival, men der var tømmermændene lidt for store til at jeg kunne se det fede i deres musik, men efter det har jeg har lyttet til deres seneste udspil Desterier, og det har virkelig efterladt et stort indtryk så forventningerne var tårnhøje, og spoiler alert: forventningerne blev totalt indfriet. Bandet spillede så godt sammen, og jeg lyver ikke, at det næsten var som at høre pladen selv, og det siger jo også bare noget om hvor god lyden var inde i salen. Agent Fresco skiller sig ud for to forskellige grunde i aften: 1. Deres lyd er ikke ligeså metalisk såsom Astrosaur og Leprous, og 2. det er det eneste band på denne tour som ikke er fra Norge. Forsanger Arnór Dan Arnarson gjorde også et super godt arbejde at snakke med publikum, og hans sangevner var næsten et show i sig selv, og nu hvor vi snakker om de forskellige medlemmer, så var trommeslager Hrafnkell Örn Guðjónsson også bare i sit es i aften og nu efterfølgende kan man se hvorfor Dave Grohl i sommers sagde at han var " The best drummer in the fucking world" - kunne ikke være mere enig, Dave. Specielle højdepunkter for mig var Dark Water, Wait For Me og Howls som bare sad fuldstændig i skabet, og vi fik endda også luftet et helt nyt nummer, hvilket også sad i skabet. Agent Fresco. Wow siger jeg bare. Hvis det var muligt at give denne koncert syv ud af seks så var det gjort.

Karakter 6 ud af 6

 

Leprous

Efter den suveræne magtdemonstration fra Agent Fresco var det blevet tid til aftenens hovednavn. Leprous er ikke lige det som bliver spillet aller mest på mit anlæg, men interesseret det var jeg i hvert fald. De første 10 minutter af koncerten synes jeg virkede lidt halv kedeligt til at starte med. Det var lidt som om at bandet bare kørte den på rutinen. De virkede lidt til at de havde lidt travlt med at komme igennem sætlisen. Efter noget tid dog, så blev det godt igen, og koncerten blev langsomt men sikkert super fed, jo længere ind vi kom i løbet af aftenen. Jeg gik lidt længere op mod scenen for at få en bedre oplevelse, og efter noget tid hvor jeg bare lukkede øjnene og lyttede til musikken og det gjorde oplevelsen bedre, men der var alligevel nogle tidspunkter hvor det føltes en anelse langtrukkent, specielt mod slutningen synes jeg at det blev en smule meh, men igen når jeg ikke har sat mig ordentlig ind i deres musik før jeg tog ind og så dem, så er det måske også derfor at jeg kedet mig engang imellem. All in all så synes jeg at Leprous leverede en ganske fin koncert, men det satte en dæmper på at det føltes en anelse rutinepræget og en lidt langsom start, men mon ikke at jeg får en federe oplevelse i fremtiden.

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Mono, Alcest, pg.lost - Lille Vega

Colossal har for alvor markeret sig på den alternative rock/metal scene, ikke mindst med det veludførte A Colossal Weekend tilbage i maj måned med navne som Cult Of Luna, Pelican og Russian Circles. Denne aften har de samlet noget af en trekløver i form af de to co-headlinere Mono og Alcest, foruden supportbandet pg.lost, der også optrådte til førnævnte weekend. På papiret så det godt ud – men hvordan gik det så?

pg.lost:
Ganske godt, for at svare på ovenstående spørgsmål. Svenskerne i pg.lost åbner ballet med manér, og da de går på er Lille Vega rimelig velbesøgt, men med plads til mere, som der da også kommer ud på aftenen. Post-rock handler i særdeles ikke om at give den fysisk gas på scenen, og styrte rundt som en sindssyg, snarere det modsatte, og der skal ikke mere end et par toner til før publikum opmærksomt lytter med. Høfligt, afmålt, og uden den store visuelle begejstring, men den skal nok komme når bandet bliver større.

Det musikalske udtryk er storladent og melodisk. Jeg synes både God Is An Astronaut og Mogwai kan mærkes, og til at underbygge det er der også glimrende lys. pg.lost selv er velspillende, og semi-aktive på scenen, hvilket er skønt at være vidne til. Igen, det er ikke fordi de kaster sig rundt på scenen, men hovederne bopper, og der er følelser med, så det giver en god dynamik. Reelt er det kun en papirtynd lyd (ikke mindst trommerne), og en fuldstændig mangel på bas, der trækker ned – men som dog også trækker en del ned, for man mangler simpelthen at blive blæst tilnærmelsesvis bagover. Ellers er det en perfekt opvarmning, og alle ser ud til at være klar til Alcest. 4/6 stjerner.

Alcest:
Salen er en halv time senere fyldt næsten helt ud, og publikum er tydeligvis mere begejstrede end tidligere – faktisk bliver det kun bedre, som tiden går. Alcest har nu også i gennemsnit været forbi København en gang om året de sidste tre år, så en vis fanbase er blevet bygget op.

Det er synd, så, at lydproblemerne fra tidligere ikke er blevet løst; der er nu både for meget diskant, så det skærer i ørerne, og en mudret lyd, ikke mindst i de blackmetal-lignende stykker Alcest også opererer med. Lyden er også stadig for tynd, så man mangler noget saft og kraft. Til gengæld er bandet meget mere snakkesalige; med det mener jeg at de rent faktisk siger tak imellem flere af sangene, samt præsenterer en titel hist og her, gerne med positive råb fra publikum til følge.

Ellers er ”alt andet” som før; sprødt lysshow, engageret band, publikum nyder det – og med et show på en time og et kvarter, er der så nogen der føler sig snydt? Det tror jeg ikke. 4½/6 stjerner.

Mono:
Vi er nået til aftenens sidste forestilling, og jeg kan allerede gætte at det bliver en sen tirsdag – først 22:45 går det japanske band på scenen, og lægger en anden stil for dagen; her er ingen publikumskontakt, overhovedet. Det er kun musikken der tæller, og som navnet lægger op til, er udtrykket meget... ja, monotont.

Det er derfor, i min optik, ikke nær så spændende et musikalsk møde. Publikum er tilfreds, og der er bestemt både smukke og tyste momenter, eller i den helt anden grøft, hvor et par af medlemmerne nærmest kaster sig febrilsk rundt på scenen – men det bliver for ensformigt, og for prætentiøst; unødvendigt lange slutninger uden et peak, og insisteren på ikke at sige ét ord... og lige pludselig føles en time og kvarter for langt. Folk begynder også at falde fra, men det kan ligeså vel skyldes det efterhånden sene tidspunkt, så det faktum skal ikke ligge Mono til last.

Lyden trækker dog ned, for den er stadig ikke blevet fixet. Der mangler bund, og trommerne er både tynde og uklare. Mono spiller ufortrødent videre, og de der bliver tilbage, hvilket er et ca. halvt fyldt Lille Vega, virker tilfredse. Jeg selv mangler noget, men går ikke derfra utilfreds, bare... ikke særlig berørt, hvilket jo ellers er meningen. 3½/6 stjerner.

Læs mere...

Northside Festival 2016: Sigur Rós

Måske var det et urealistisk håb fra begyndelsen, men nej, hvor havde jeg håbet at islandske Sigur Rós’ skrøbelige, skønne og transcendentale musik (tilsyneladende også kaldet hvalsang i spøg af både kritikere og fans) kunne have modtaget den respekt som den fortjener ift. at blive lyttet til. I stedet blev det til uendelig småsnak, der oftest nærmede sig fadølsudbrud, råb og ”smarte” bemærkninger. Så.hold.dog.kæft – det er irriterende nok den afgørende pointe i denne anmeldelse. Det hjælper heller ikke at blæsten var uretfærdigt strid, og undertegnede derfor frøs noget nær hele vejen igennem. Det er naturligvis ingens skyld, men lægger selvsagt en dæmper på begejstringen.

Det begynder allerede ved de to første sange, der udelukkende ser forsangeren i aktion. Måske fordi volumen til en begyndelse er lige lav nok i betrækket, har flere ikke opdaget at det rent faktisk er begyndt, men da først de to andre træder ind og begynder at spille kan det ikke længere undskyldes. Alt andet kan opsummeres således; det spiller 120 %. Lyden er fænomenal, vokalen godt i front, volumen nu som den skal være. Det visuelle er i en klasse for sig: scenekonstruktionen giver mulighed for en storskærm, foruden et digitalt lærred placeret lige bag bandet, der bl.a. har søjler der ofte er lys og mønstre i. Selv Northsides egne skærme har et filter på, som får alt til at se magisk ud. Kort sagt har Sigur Rós et fantastisk visuelt show der udnyttes til fulde. Selv siger de ikke et kvæk, men det behøves nu heller ikke. Forsangerens stemme, hans violinstreng-på-guitar, og hans to kollegaer siger så meget igennem musikken, og jeg, som udelukkende kender ganske få sange og kun kan høre lyde (og ikke ord), er fuldstændig betaget.

Selvom Sigur Rós fortryller gennem en time og et kvarters absolut forrygende musik, kan det ikke fjerne de respektløse elementer iblandt publikum. De idioter gør sig fortjent til to stjerner, mens Sigur Rós i den anden ende gør sig fortjent til en topkarakter, og derfor lander vi på fire alt i alt. Og ja, måske skulle Northside have placeret bandet på et tidligere tidspunkt, men så havde det visuelle gået mere eller mindre tabt, så jeg foreslår at næste gang bliver indenfor, i mørke, siddende, med folk der holder kæft. Tak for den flotte indsats, kære islændinge, men det kan ikke gøre det hele.

Sætliste:
1) – Óveður
2) – Starálfur
3) – Sæglópur
4) – Glósóli
5) – Vaka
6) – Ný Batterí
7) – E-Bow
8) – Festival 
9) – Yfirborð
10) – Kveikur
11) – Popplagið
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Godspeed You! Black Emperor - Den Grå Hal

Som en del af CPH:DOX projekt AUDIO:VISUALS er Godspeed You! Black Emperor blevet inviteret til byen i kombination med visningen af filmen med samme navn. Dvs. at man i dag kunne indløse billet til først en film, og dernæst en koncert – men man havde også muligheden for blot at vælge én af tingene. Det er i øvrigt første og eneste gang på bandets tour, at begge kombineres.
I denne anmeldelse har jeg imidlertid kun berettet om koncerten.

Godspeed You! Black Emperor:
Det canadiske post-rock band Godspeed You! Black Emperor (herefter omtalt som GY!BE) blev dannet i Quebec i 1994, og har siden begyndelsen udgivet albums igennem det uafhængige pladeselskab Constellation. Navnet er i øvrigt taget fra en japansk sort/hvid film tilbage fra 1976, der handler om en motorcykelbande kaldet The Black Emperors. GY!BE udgav deres debutalbum i 1997, var dernæst på regelmæssige tours fra 1998 – 2002, og besluttede så at holde en pause fra 2003. Der var flere gange rygter om at bandet var blevet lagt endegyldigt i graven, men siden 2010 har de været tilbage på scenen. 
Godspeed You! Black Emperor har aldrig slået igennem, i hvert fald mainstream, men har en trofast fanbase og er stadig meget relevante i post-rock genren, hvor der af albums kan nævnes ”Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven” fra 2000, ”Allelujah! Don't Bend! Ascend!” fra 2012 og sidst ”Asunder, Sweet and Other Distress” der blev udgivet i år.

Det er en velbesøgt, men alligevel et godt stykke fra proppet Grå Hal der møder mit åsyn, og til en start er jeg en anelse nervøs over hvor minimalt det visuelle er, nu jeg har hørt ord som ”helhedsoplevelse”, ”visuelt trip” og lignende i forbindelse med GY!BE. 
På slaget 21:30 går løjerlighederne imidlertid i gang, i første omgang næsten komplet lydløst, da der kun er to strygere at skue inden resten af besætningen, uden at have det mindste travlt, langsomt finder deres pladser. Det samme er, så at sige, gældende for storskærmen der lægger ud med aldeles uskarpe filmklip. Efterhånden tager intensiteten til, bassen pulserer svagt i kroppen, og ordet ”hope” forsvinder og kommer til syne igen og igen på skærmen. Dernæst er vi allerede videre til næste sang, så en reel introduktion kommer aldrig.

Det bliver desværre hurtigt klart at lyden er mudret, og i dette usædvanlige tilfælde er både strygere og guitar klart at tyde, mens bas og trommer huserer i baggrunden som støj – og her ikke den gode støj der underbygger det resterende, nej, her er de to elementer vidt forskelligt i både volumen og klarhed. Det er som om at de endnu ikke har fundet hinanden – men det bliver dog hastigt bedre.
Det er på samme tid en sløv opstart, hvor den første halve time aldrig rigtig kommer nogen vegne. Det bliver bestemt heller ikke hjulpet af et ikke-eksisterende lysshow, hvor lamperne er statisk orange hele vejen igennem, og mange af dem slet ikke tændt.

På scenen kommer og går musikere i samme flow som musikken; nemlig flydende og uden hverken afbrydelser eller naturlige pauser. Der er heller ikke nogen snak på noget som helst tidspunkt, men det er nu heller ikke nødvendigt, da publikum formår at underholde sig selv. Jeg ser utroligt nok kun to telefoner der smides i vejret under hele showet, og som tiden går begynder de anerkendende og rytmiske nik at brede sig længere ud i salen, ligesom klap og positive tilråb vokser i styrke.
Og både lys og visuals (der er dog stadig intet decideret lysshow) forbedres væsentligt som tiden går, hvor de musiske elementer nu blandes glimrende sammen, og videoerne (af bl.a. store fugleflokke og senere brændende bygninger) på storskærmen passer ualmindeligt godt til de fleste sange på trods af, at de er improviserede.

Der er altså en klar forbedring på alle fronter, men alligevel går der omtrent en times tid før det for alvor spiller. Nu synes jeg til gengæld også at kunne drømme mig væk, selvom det aldrig når de magiske højder. Alligevel flyver tiden afsted, og det er kun i det sidste kvarter at jeg kan mærke trætheden banke på. Måske det skulle have været siddepladser…
To timer bliver i dette tilfælde en anelse for langtrukkent, hvor der godt kunne have været skåret noget fra – eller også kunne det have været løst med en anderledes konstrueret sætliste. Klimaks dukkede op før vi nåede til enden, og det er jo ikke meningen. 
Alle disse forskellige betragter taget til betænkning var det stadig en god koncert, men så heller ikke mere. Jeg kunne sagtens finde på at se GY!BE igen i fremtiden. 
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Hope Drone
2) – Lift Yr. Skinny Fists, Like Antennas To Heaven...
3) – Gathering Storm
4) – Peasantry Or ’Light! Inside Of Light!’
5) – Lambs’ Breath
6) – Asunder, Sweet
7) – Piss Crowns Are Trebled
8) – Chart #3
9) – World Police And Friendly Fire
10) – The Sad Mafioso
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

God Is An Astronaut - Pumpehuset

God Is An Astronaut; maj 2014, BETA – dette står stadig som et af sidste års bedste koncerter.
Det var derfor ikke et svært valg at sætte et kryds i kalenderen, også selvom det denne gang foregik på en søndag. Det tog alligevel 10 år før God Is An Astronaut debuterede på dansk grund, hvilket (også) var i Pumpehuset, i 2012, men dette er således den 3. gang på 4 år – og efter i aften kan jeg kun håbe på at den statistik fortsætter.

God Is An Astronaut:
Siden 2002 har irske God Is An Astronaut spyttet spacey post-rock ud. Hele 8 albums er det blevet til, hvoraf det seneste er fra i år og hedder ”Helios | Erebus”. Deres gennembrud kom dog allerede tilbage i 2005 med deres 2. album ”All Is Violent, All Is Bright”. Besætningen har været mere eller mindre ens hele vejen igennem i form af en guitarist/pianist, en trommeslager og en bassist. Siden 2010 har der imidlertid været en ekstra guitarist med i folden, og i et par år var der desuden en tredje guitarist at finde på scenen – og så har der været tilknyttet en live-trommeslager siden 2012.

Det er i den lille sal arrangementet står på, og som jeg lige kan vurdere er der ca. 3/4 fyldt ud – det er et større antal end på BETA, så det tegner umiddelbart godt. Der er ingen opvarmning, og det er næsten helt mærkeligt at der på slaget sættes i gang; og hvilken afsindig god start. En forkortet version af ”When Everything Dies” (hvilket kan undre), og så direkte over i ”Echoes”, der resolut udløser høje klap og hujen fra publikum – sådan.

Lydmæssigt er vi i den absolutte top; det er simpelthen noget nær det bedste jeg har oplevet i Pumpehuset, og det gælder for både den lille og store sal. Det er enormt massivt, en anelse buldrende på den gode måde, og med en bas der går lige i mellemgulvet – og volumen er akkurat som den skal være. Kort sagt passer det perfekt til bandets musikalske udtryk, og det minimale lys på scenen lægger en passende atmosfære, mest af alt med en effektfuld tågegrøn ”aura”, hvor man hurtigt kommer til at tænke på universets mangefarvede facetter.

God Is An Astronaut er om noget i hopla, hvor især sam- og ”modspillet” mellem de to guitarister sidder lige i skabet. De læner sig ofte op af hinanden, både fysisk og musisk, og lever sig op til flere gange så meget ind i sangene at det er til at føle på.
Det er dog søndag… og det kan mærkes på publikum. Det er ikke at folk skal te sig som aber (det ville om noget være upassende), men vi skal et langt stykke ind i sættet – og et for langt stykke, når alt kommer til alt – før folk for alvor lever op og supplerer de bifald bandet, i hvert fald i aften, retmæssigt har fortjent. Det er aldrig helt slemt, og der bliver både hujet og klappet efter hver sang, samt ses det at flere nikker med hovedet, men den reelle fusion mellem band og publikum opstår ikke.

Snakken bliver, ligesom i musikken, holdt på et minimum, men det er ikke et minus. Publikum har det med at småsnakke imellem sangene, men kun sjældent imens numrene står på, og det tilføjer faktisk en vis stemning at man af og til, ved siden af de buldrende baggrundslyde bandet implementerer imellem skæringerne, kan høre grin, en dankortterminal der bipper eller en dør der smækker.
Tiden flyver af sted, og God Is An Astronaut kommer nogenlunde rundt i deres bagkatalog, naturligvis med et fokus på deres nyeste opus med sange som ”Agneya”, ”Vetus Memoria” og ”Pig Powder”. Faktisk tror jeg vi får hele 5 eller 6 sange derfra, og det er sgu en del når albummet er på 8 styks i alt.
Måske på grund af ovenstående fokus er midtersektionen en lille smule sløv i det, da sangvalget her er faldet på de mere stille af slagsen. Her kunne man godt have byttet rundt, så resultatet var mere dynamisk. Men det er en mindre ting.

Halvanden time passerer således hastigt, og der afsluttes på fornemmeste vis med ”Suicide By Star”, der får undertegnede til at fælde en tåre eller to under det voldsomme klimaks, der ser den ene guitarist forlade sin ellers trygge plads på scenen til fordel for at være iblandt de forsamlede og krænge sin sjæl ud for én sidste gang.

Jeg kunne sagtens have hørt mere, men det er dælme svært at være utilfreds. 
En anden dag på ugen med et mere ”vildt” publikum (der, skal understreges, på ingen måde var døde i det), og en anelse anderledes opbygget sætliste – bemærk at jeg ikke taler om hvilke sange der blev eller ikke blev spillet, for det kan diskuteres i evigheder, men blot om rækkefølgen på dem.
Ellers var det som man ville sige på engelsk; top notch.
5/6 stjerner.

Læs mere...

Russian Circles, Helms Alee - Jazzhouse

Det er altså kommet dertil hvor man i Danmark kan bryste sig af at have ladet et rock/metal band give koncert på en jazzklub – for ja, det er minsandten Jazzhouse, der lægger lokaler til. Dét i sig selv er interessant, og koncerten blev da også udsolgt nogle timer inden det gik ned.

Interessant er ligeledes ”hovednavnet” Russian Circles, som jeg ikke har det største forhold til, men som er blevet anbefalet gang på gang; nu må tiden så være inde. Sidste gang de var i Danmark var så vidt jeg kunne opstøve for halvandet års tid siden på KB18.

 

Helms Alee:

Amerikanske Helms Alee har eksisteret siden 2007 og har bl.a. Ben Verellen (ex. Harkonen og Roy) med i folden. Genremæssigt er vi ude i en blanding af rock, post-hardcore og sludge. De er i øjeblikket en del af selskabet Sargent House, og har udgivet 3 albums (2 af dem under Hydra Head) i form af ”Night Terror” fra 2008, ”Weatherhead” fra 2011, og senest ”Sleepwalking Sailors” fra 2014.

Der er fint fyldt ud da jeg ankommer til Jazzhouse, men Helms Alee trækker tiden og vandrer først på scenen tyve minutter efter annonceret tid. Det foregår helt uden nogen form for introduktion, og de går dermed lige til stålet.
Musikken er en del anderledes ift. Russian Circles, da der bl.a. er sang inkorporeret. Det er også for det meste noget mere slæbende, men alt i alt passende som opvarmning.

Jeg skriver opvarmning, for det mest af alt ikke virker som om der er mange fans af bandet tilstede. Helms Alee har teknikken i orden, men er derudover fint tilfredse med blot at spille deres sange – der er ikke reelt nogen bevægelse fra dem, og der sker ikke nogen nævneværdige ting på scenen.
Det ville såmænd også være fint nok, hvis musikken kunne bære det, men det bliver i løbet af de næste 45 minutter meget ensformigt, og hastigt kedeligt.

Lyden er dog udmærket, selvom Jazzhouse på nuværende tidspunkt ikke synes gearet til de metalinspirationer Helms Alee også har (det ændrede sig dog senere). Det statiske og dunkle lys er glimrende til at sætte stemningen, men alt imens er der forstyrrende småsnak, der er noget svært at abstrahere fra. Meget mere sker der så altså heller ikke, men man kan ikke klandre Helms Alee på det tekniske aspekt; de spillede som de skulle, og publikum virkede også mere opstemte hen imod slutningen, men interessant blev det nu aldrig.
3½/6 stjerner.

 

Russian Circles:

Amerikansk instrumental post-rock/metal treenigheden Russian Circles blev dannet for 11 år siden, og har i deres ”unge dage” ageret opvarmning for bands som ISIS, Boris, Coheed & Cambria, MONO og Pelican – også spillede de desuden sammen med Tool på deres Englandstour i 2007. Navnet stammer i øvrigt fra en ishockeyøvelse, selvom det er svært at vide hvad præcist det har med musikken at gøre.
Russian Circles har til dags dato udgivet 5 albums, hvoraf ”Memorial” fra 2013 er det seneste.

En halv times tid senere dæmpes lyset og en dronende intro sættes i gang – og først et kvarter senere er hovednavnet på scenen. Bemærk ordet ”hovednavnet”; der er absolut ingen tvivl om at Russian Circles er den primære attraktion i aften, i hvert fald udfra publikums opstemte reaktion her til at begynde med. Allerede nu står en god del foran scenen og nikker anerkendende med (noget som senere hen spreder sig til stort set hele salen).

Lyden har også taget et solidt skridt i den rigtige retning; detaljerne står for det meste klart frem, og den tunge bas kildrer i mellemgulvet. Udtrykket er meget råt, hvilket vil sige at lyden ikke er nær så skarp som den kunne være, men i dette tilfælde vil jeg mene det passer som fod i hose til bandets ligeledes rå udtryk. Ligesom tidligere akkompagneres forestillingen af et minimalt lysshow, der som oftest lyser i gult og hvidt direkte udfra de 3 bandmedlemmer.

Russian Circles er ligesom Helms Alee knap så bevægelige, men der er dog headbanging fra de 3 medlemmer at spotte. Omvendt nævner de ikke ét enkelt ord, men det er såmænd også helt fint. Imellem sangene er der dog stadig meget småsnak i krogene, hvilket er med til at fjerne fokus fra de lange, afdæmpede overgange, der fra bandets side sættes i spil. 
Det er dog en mindre detalje. Når det forjættede landskab mellem det dystre, det skrøbelige og det melankolske møder det brutale, det kolde og det næsten ubehagelige – ja, så er det sublimt udover alle grænser. Og disse øjeblikke var der mange af. I langt det meste af tiden var jeg henført til beundring og såre glæde over oplevelsen.

Alt var dog såmænd ikke perfekt; endnu bedre ville det have været hvis de førnævnte lidt for lange overgange blev forkortet – så havde det været endnu mere sammenhængende. Intensiteten faldt også hen mod slutningen, hvilket svært kan undre når koncerten endte op med at vare halvanden time og først sluttede ca. 23:15 – og det er uden introdroningen. Når det er sagt, så var publikum fuldstændig med næsten hele vejen igennem, og da punktummet i form af ”Youngblood” blev sat, var det til stor glæde for folket. Alt i alt en smuk tur – tak for det.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Deficit
2) – Carpe
3) – 309
4) – Harper Lewis
5) – Geneva
6) – 1777
7) – Station
8) – Mlàdek
9) – Death Rides A Horse
Encore:
10) – Youngblood

Læs mere...

Postfest 2014

"Postfest er en årlig, international festival for post-rock og subgenrer. Postfest handler ikke om at præsentere en bunke kendte navne. Nej, vi ønsker at give dig det bedste, mest følelsesladede og fantastiske musik fra hele verden - post-rock, progressive, math, etc., med inspiration fra pop til metal.

Det handler om at blive rørt, imponeret, overrasket og blæst bagover, 3 dage i træk, for den laveste billetpris nogensinde"
- fra Postfest's Facebookside.

 

Ovenstående beskrivelse dækker reelt set hele princippet bag Postfest ganske godt. Jovist, der var 2 store og kendte navne i form af This Will Destroy You og The Ocean, men resten var på ingen måde i samme liga, og man må formode de derfor ikke er blevet valgt for deres popularitet, men netop ud fra det musikalske perspektiv. I år talte festivalen 13 bands der var håndplukket fra både Danmark og lande som Polen, New Zealand, Frankrig, Tyskland, Norge og USA. 

Og det med billetprisen? Det var bestemt ikke en overdrivelse. 250 kroner for 3 dage og 13 bands - det kan man sgu kalde en god deal!

I år foregik festivalen på de regionale spillesteder Train og Radar (hvor opvarmningsdagen, torsdag, fandt sted). Jeg kunne desværre ikke nå til Århus før om fredagen, og som en note bør hele denne reportage forstås ud fra det synspunkt, at jeg først for nylig har opdaget post-rock som sådan; det hele var derfor nyt og spændende. 

Selve Train, hvor hoveddelen af festivalen foregik, er blevet renoveret siden jeg sidst var her for 2 år siden, og det kan ses. Der er mere plads, det er langt lettere at se scenen (der er placeret midt i rummet), også er der en hel del siddepladser, omend de er mere eller mindre mørklagte imens koncerterne står på - i hvert fald i den højre side af salen. 

En stor bar i midten af rummet danner centrum, og i venstre side sælges der merchandise. Der var også en 1. etage, såvel som en bar i venstre side, som dog aldrig blev åbnet i løbet af de 2 dage.

Dét var til gengæld også alt som Postfest reelt bestod af, og jeg kunne godt savne noget mere personlighed. Noget udsmykning, nogle events eller lignende. Der var reelt ikke noget at foretage sig under hele festivalen andet end at se bands, og så vente på at næste navn gik på scenen.

 

Fredag:
Da jeg ankommer til Train lige i tide til det første band, Keretta, er der kun let fyldt op. Som tiden går kommer flere mennesker til, men på intet tidspunkt er det udsolgt, eller bare i nærheden af at være proppet. Arrangementet kunne sagtens være blevet afholdt på f.eks. VoxHall. 

Det er primært folk imellem 20 - 35 år jeg sådan lige kan spotte, og i forhold til spilletider får alle bands 30 - 40 minutters spilletid, undtagen de 2 hovednavne, også er der ca. 20 - 25 minutters pause imellem hvert navn.

Igennem aftenen hersker der en god stemning, men uden at være decideret særlig eller unik - den er bare rar og hyggelig. Der er ikke meget festival over Postfest, men det betyder nu heller ikke det store for undertegnede.

 

Fredagen er primært formet omkring selve post-rocken som overordnet genre.

Kerretta gør et udemærket arbejde i at åbne festivalen og varme folk op, men musikken mangler lige et nøk for at være interessant nok til mere end en halv times tid, som også er hvad de får tildelt. Lymbyc System, som kun består af en trommeslager og en gut på keyboard, er i det legesyge humør og underholder ganske godt med deres finurlige lyde, og naturligvis er Sky Architects også på plakaten, da det er trommeslageren Steffen Rasmussen, der arrangerer Postfest. 

Det er dog, som forventet, This Will Destroy You der er højdepunktet, men de deler en lige plads med Tides From Nebula, der virkelig blæser mig bagover igennem et ekstremt energisk show for et post-rock band. Også er det, indrømmet lidt skamfuldt, sjovt at høre på de polske medlemmers gebrokne engelsk. De hygger sig gevaldigt på scenen, og det samme gør publikum. Dem skal jeg helt sikkert tjekke ud.

 

This Will Destroy You:
Mærkværdigt nok er der faktisk færre folk tilstede end tidligere på aftenen. Ikke at der er tomt foran scenen, på ingen måde, men This Will Destroy You har ikke tiltrukket så mange som jeg havde regnet med. Til gengæld er lyden ganske god; gennemtrængende og især massiv i de larmende stykker, der dog ikke så ofte dukker op. Lysshowet er også virkelig godt, og jeg mistænker at de har medbragt deres egen lysmand.

Bandet selv er fuldstændigt stillestående (en af guitaristerne sidder endda ned igennem hele showet), og publikum er ligeledes ikke meget bevægelige, men derimod opmærksomme. I det hele taget er der kun ganske lidt sniksnak og telefoner i luften, hvilket er en fornøjelse i sig selv.

Selve sætlisten består først og fremmest af sange fra albummet "Another Language" der, på daværende tidspunkt, udkom en lille uge senere. Vi får også nogle sange fra både debutalbummet, såvel som fra Ep'en "Young Mountain", mens det er overraskende ikke at finde blot én enkelt sang fra "Tunnel Blanket". 

Spilletiden kommer kun knap op på en times tid, hvilket føles en anelse for kort taget bandets størrelse i betragtning.

Kort og godt, så var det et fint show. Intet særligt, men solidt, og som en god afslutning på den første dag. Det var selv mit første møde med This Will Destroy You i liveregi. Jeg kan dog ikke lade være med at sammenligne det med hvordan God Is As Astronaut klarede det tilbage på BETA i maj måned (se, dét var fandme godt!). I den forstand havde jeg nok forventet mere fra post-rock fanebærerne i This Will Destroy You, og selvom jeg ikke var direkte skuffet, så følte jeg at der manglede noget. 

Karakter: 4/6 stjerner.

 

Lørdag:
På festivalens sidste dag ligner det hele sig selv. Ligesom igår er det en rimelig mængde mennesker der dukker op, og der er vel imellem 100 - 150 gæster i løbet af de 2 dage. Igen bliver Train aldrig proppet.

Denne dag ender med at være kendetegnet af at være så meget andet end post-rock, da kun Totorro virkelig kan siges at høre til i den genre.
Ballet bliver åbnet kl. 17:30, og en ganske rimelig portion publikummer har fundet vej allerede til det første band, The World State. Bandet virker, i min optik, meget malplacerede. Det er nærmest avantgarde rock/metal, hvor der bl.a. er en harmonika med, såvel som et klaver. Det minder mig i høj grad om det canadiske band UnexpecT.

De er både prætentiøse og nervøse (ja, det er bestemt muligt), og fremstår meget "unge". De er dog et spændende bekendtskab jeg helt sikkert skal tjekke nærmere ud.

Næste band, og festivalens absolutte lavpunkt for mit vedkommende, må gå til Fossils. Det må nødvendigvis være mig der misser noget, med al den opmærksomhed de har modtaget det sidste stykke tid, men en trommeslager og en bassist der groover sig, teknisk godt skal det siges, igennem en halv times "intet" - det er simpelthen for fladpandet. Der mangler i alvorlig grad variationer og tilføjelser til deres monotone udtryk, og jeg ender op med en følelse af, at jeg sjældent har kedet mig så bravt.

Heldigvis er det kun ét ud de 10 navne der sætter et sådant kedeligt aftryk, for vilde Totorro og The Ocean sætter streg under højdepunkterne, hvor de nyligt gendannede Mimas kan siges at besidde deres egen lyd, men ikke lige noget for undertegnede.

 

The Ocean:
Det tyske hovednavn trækker festivalens absolut største publikumsantal, og da de går på scenen kl. 22 viser et stort lærred bag dem konstant små videoer af alt, der har med havet at gøre. Der er også opstillet 2 bannere på scenen, såvel som små lys der blinker, der minder mig om fyrtårne i formindsket størrelse. 

Det æstetiske kombineres med det visuelle i et nøje planlagt lysshow, der i følgeskab med den generelt glimrende lyd danner rammerne for et fedt show. I forhold til lyden er der dog et par problemer med guitarerne i starten, og desværre også konstante udsving i forsangeren mikrofon igennem showet - sommetider fungerer den, sommetider ikke. Nogle gange kan man høre hvad han synger, andre gange kan man ikke.

Han ligger dog ikke på den lade side, og allerede i første sang er forsangeren nede ved publikum, og i det næste nummer crowdsurfer han. De andre medlemmer er en anelse mere rolige, men viser stadig god energi - også smiler de rigtig meget. Engang imellem bliver det hele direkte kaotisk, hvilket passer perfekt til deres overordnede tema om havet, og jeg har svært ved at følge med i hvad der reelt sker, men ikke på den negative måde.

Publikum selv er forståeligt trætte efter 3 dages musik, og det er ikke de store fysiske udsving der spottes, men nogle enkelte headbanger dog - og så er forsangeren utrættelig.

Efter godt og vel 1 time takker The Ocean af, og spillede, så vidt jeg kunne høre, udelukkende sange fra deres nyeste album "Pelagial", hvilket på ingen måde så ud til at genere nogle af de fremmødte. 

Alt i alt var det selve The Ocean der "gjorde det bedst", hvor publikum - naturligvis - var svære at få så meget ud af, andet end opmærksomhed. Og så var det sgu synd med de lydproblemer. Det virkede især mærkværdigt at forsangerens mikrofon ikke blev skiftet ud, da det var tydeligt at han op til flere gange signalerede at det ikke fungerede optimalt. Det må blive til revanche næste gang.
Karakter: 4½/6 stjerner.

 

Afslutning:
Postfest var en succes, i hvert fald i den forstand at der dukkede en rimelig mængde mennesker op, og generelt holdt alle bands sig på et højt niveau. I forhold til planlægning var alle bands spot-on i henhold til tidsplanen. Stemningen var behagelig og løssluppen, og man så ofte de forskellige bands' medlemmer snakke fornøjeligt med publikum i stedet for at gemme sig omme backstage. 

Desværre er det også blevet offentliggjort at Postfest, efter at være blevet afholdt 2 gange, lukker og slukker af flere forskellige årsager. Det er sgu ærgerligt, især med en så latterlig billig billetpris og et glimrende line-up. 

Derfor er der ikke andet end at sige tak for i år, og jeg håber at en lignende festival en dag vil opstå på et senere tidspunkt - der er i hvert fald både publikum og bands til det.
Karakter: 4/6 stjerner.

Læs mere...

Mogwai

Mogwai repræsenterer mit første besøg som anmelder i Koncerthuset. Et sted jeg har besøgt nogle få gange tidligere med ret så forskellige kunstnere, og er der én ting som har været ens alle gangene er det den sublime lyd der bliver skabt i den store sal. Det var derfor med store forventninger til både band og teknik at jeg fandt mig til rette i en af de bløde stole – mit første møde med de skotske post-rockere ligger forude.

Angående opvarmningen, så vil jeg hævde at ca. 40 minutters loungemusik tilsat ekstra volume ikke er værd at berette om – i hvert fald ikke hos os. Ingen instrumenter bruges, ingen ord siges og intet føles live, selvom jeg er ret sikker på at manden bag Pye Corner Audio ikke brugte playback. At se en mand stille sig bag et bord med et par computere og andet grej på, og så opservere at han roder lidt ved dem, gør ikke de næste 40 minutter til en særligt interessant oplevelse. Reelt set er de første tyve minutter dog udmærkede, hvor man kan læne sig tilbage og slappe af, men derefter ønsker jeg blot at Mogwai går på. Ingen karakter må i dette tilfælde være passende.

 

Mogwai
Det skotske post-rock band Mogwai har bestået siden 1995 og har udgivet 8 studiealbums derfra. Mogwai har i hele deres levetid kun udskiftet ét medlem. Begrebet post-rock kan man diskutere vidt og bredt, men Mogwai er ubetinget en af de helt store inden genren. Musikken er, som post-rock oftest er, mest domineret af lange instrumentale passager, og med kun få sange hvor vokal optræder. Nogle af deres albums inkluderer følgende:
”Mogwai Young Team” – debutalbummet fra 1997.
”Come On Die Young” – deres 2. album fra 1999.
”Hardcore Will Never Die, But You Will” – 7. album fra 2011.
”Rave Tapes” – Mogwais nyeste album der blev udgivet i år.

Koncerthuset viser sig som værende det helt rigtige sted for Mogwai at optræde. Fra første tone er al lyd krystalklar, og bandets flerlagede udtryk fremstår naturligt som de gradvist indvikles i hinanden. I de stille stykker kan man høre alt der foregår både på scenen, såvel som fra de mange proppede publikumsrækker hvor mildt forstyrrende lyde af stoleknirken og flasker der åbnes ikke kan undgå at finde vej til øregangene. Det er dog i de larmende stykker, hvor volumen nærmer sig kanten af smertegrænsen (uden at overtræde den), at salens sande tekniske kunnen afsløres; larm har simpelthen aldrig lydt så godt, eller så smukt for den sags skyld, som det gør i aften!

Luften summer af spænding inden vores skotske helte går på scenen, og det er da også kun ganske få sæder der ikke ser ud til at være optaget i aften. Det er ikke fordi folk stiller sig op af bare begejstring, men der klappes og hujes højlydt, men respektfuldt, efter hvert eneste nummer – gammelt som nyt.

Lysshowet er perfekt afbalanceret, og går fra det minimalistiske og melankolske i de stille sange over i det bombastisk og storladne i Mogwais støjende passager. Min eneste kritik, og den er kun ydmygt fremsat, er at det var ærgerligt at blive blændet forholdsvist ofte af diverse skarpe lys fra lamperne. En lille ting, men noget som bør være muligt at koreografere anderledes, således at nogle bestemte rækker ikke visuelt forstyrres (for ja, jeg håber og regner med at Mogwais næste optræden selvfølgelig også afholdes i Koncerthuset!).

Igennem koncerten forefinder der desværre enkelte tekniske problemer, men som afvikles ret smertefrit – de opstår blot flere gange end hvad man kan forvente, hvilket også giver nogle lidt for lange og deraf ærgerlige pauser. Mogwai selv, som band, er en sjov størrelse. Først skal det siges at musikken naturligvis ikke lægger op til de store armbevægelser, og uden forsangerens regelmæssige taksigelser og sang i under 10 % af koncertens varighed, er det al form for vokal vi hører – resten er instrumentalt og taler sit eget stærke sprog.

En interessant del af koncerten er det at de forskellige medlemmer af Mogwai regelmæssigt skifter instrumenter. Pianisten griber på et tidspunkt en bass, imens den normale bassist op til flere gange er at se bag en computer. En fyr, hvis forhold til bandet jeg ikke lige kan gennemskue, slår både på et par trommer der er placeret sat midt på scenen, spiller guitar og såvel violin på afslutningssangen. En roadie er også med i en enkelt sang for blot at slå på 2 bækner – så er man dedikeret til sin lyd. Eller sagt på en anden måde, så er det sgu perfektionisme der vil noget.
Og for de interesserede; trommeslageren var med, men kom både ind og ud fra scenen ved hjælp af krykker. Sejt altså.

Hovedfokus i aften er naturligvis på det nyeste udspil ”Rave Tapes” hvor vi får 5 sange fra. De resterende numre er spredt udover de andre udgivelser, dog primært de nyere. Så snart ”I’m Jim Morrison, I’m Dead” leveres, som personligt er mit eget højdepunkt for aftenen, tegner det en tydelig graf; det bliver udelukkende bedre og bedre, hvilket især kan anes på den vanvittigt flotte ”New Paths To Helicon, Pt. 1”, der i spændet mellem det stille og det larmende, lukker aftenen med et brag. Og således får vi serveret ca. 1½ time i selskab med Mogwai, som på trods af den rimelige spilletid, alligevel føles for kort og uafsluttet.

Så, hvorfor ”kun” 5? Det kan opridses meget kort og således; publikum skal lære at holde kæft. Eller, dvs. at de 2 ukendte personer ved siden af mig (og eventuelt andre) skal gå fra eller respektere rammerne – og Mogwai, om alt andet, er et band man lytter til. Det er bare hulens svært at virkelig nyde når der igennem musikken, og ens dertil lukkede øjne, opdages ”larm” så tæt på. For ja, jeg sad en del af tiden tilbagelænet i min stol og nød showet med lukkede øjne. Dét, også min kommentar omkring lysshowet. Jeg kan dog helt afgjort, og åbent indrømmet, svært styre min begejstring over Mogwai selv.  5 store stjerner er fuldt ud fortjent, og det er mit håb at skotterne vil aflægge os endnu et visit snarest muligt – helst samme sted.

 

Sætliste:
1) – Heard About You Last Night
2) – I’m Jim Morrison, I’m Dead
3) – Blues Hour
4) – Friend Of The Night
5) – Deesh
6) – The Lord Is Out Of Control
7) – Rano Pano
8) – How To Be A Werewolf
9) – Auto Rock
10) – Remurdered
Encore:
11) – Take Me To Somewhere Nice
12) – New Paths To Helicon, Pt. 1

 

  • 2014-03-25 Mogwai_9
  • Forfatter:
  • 2014-03-25 Mogwai_6
  • Forfatter:
  • 2014-03-25 Mogwai_11
  • Forfatter:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed