fbpx

Kollapse - Angst

Det kan godt være at sommer, sol og varme omfavner Danmark i øjeblikket, men vi vender snuden mod det kolde og dystre Nordjylland for at høre den nye udgivelse med Hardcore bandet Kollapse. Dette er et album som jeg har hørt en masse om, men jeg har ikke fået taget mig sammen til at få det lyttet igennem. Albummet er slet ikke dit nymoderne standard Hardcore album, men en sammensmeltning af en masse forskellige subgenrer blandet sammen med deres Hardcore inspirationer. Jeg kunne både fornemme inspirationer fra bands såsom YOB, Neurosis og Cult Of Luna. Angst er også noget af en albumtitel og sammen med albumcoveret, så er det allerede gearet op til at være noget af en udgivelse.

Void er åbneren på albummet, og den mere doomede stemning som blev nævnt tidligere er hovedtemaet i nummeret. Der er selvfølgelig lige nogle gange hvor du har blastbeats og tremolo guitar, men det er uden tvivl det mere doomede som dominerer. Jeg følte mit hoved begyndte at rykke frem og tilbage hele vejen igennem nummeret, og det dystre og meget abstrakte lydbillede scorede mange point for mit vedkommende. Det er tungt som ind i helvede, og den massive lydmur gør det endnu federe. Death Of A Monotheist er lidt mere det traditionelle Crust Punk/D-Beat nummer på albummet, hvor det er mere energi og hastighed som er i fokus i stedet for det mere tunge og atmosfæriske, men super fedt nummer alligevel. Gueules Cassées er uden tvivl mit favorit nummer på albummet. Åbningen lyder lidt som franske Celeste og The Psyke Project a la Guillotine perioden. Jeg elsker specielt midterstykket, hvor det kun er guitaren som spiller en smuk men melankolsk melodi, før det hele kommer smadrende tilbage og de skrigende vokaler sender lytteren afsted imod et angst helvede (pun intended), og så overrasker det mig gevaldigt at de smider et klaverstykke ind til sidst i nummeret hvor jeg følte mig fortabt, imens jeg hørte sangen og bare stirrede ind i albumcoveret. Blinding Light er også et nummer som skiller sig ud fra resten af albummet. Et smadret Hardcore band har valgt at lave en sang med akustisk guitar? Det her skal nok blive spændende, og det fungerer super godt. Lidt Pink Floyd agtigt guitarspil på den akustiske guitar indtil hele bandet kommer på og spiller med. Men det er ikke lang tid bandet spiller smadder, før der kommer noget guitarspil tilbage med en masse effekter og skaber denne lidt shoegaze agtige stemning.

Kollapse er i mine øjne et band som selvfølgelig skal spille på de smadrede undergrunds punk spillesteder rundt i landet, så er det også et band jeg nemt kunne se spille til en kunstudstilling. Bandet tør at tænke udenfor boksen, og de gør det som mange bands ikke lige helt tør. F.eks. at de tør at inkorporere instrumenter som Akustisk Guitar og Klaver, så tør man altså at afprøve nye grænser af. Det bliver spændende at følge med i, hvad Kollapse finder på at gøre, som det næste, da jeg virkelig elskede den her udgivelse.

Trackliste:
1. Void
2. Death Of A Monotheist
3. Gueules Cassés
4. Til Hølle
5. Blinding Light
6. Nesting
7. Abandon

 

Læs mere...

Russian Circles - Voxhall

Vi bliver i Post-Metal boldgaden. I aften var det blevet tid til at se amerikanske Russian Circles. Et af de største bands indenfor selve genren. Jeg havde hørt mange gode ting om dem live, men vi er desværre i det område hvor jeg må anerkende, at jeg ikke har hørt så meget Russian Circles igennem årene, og taget i betragtning af, at jeg har valgt at anmelde deres koncert var lidt af et risky move. Men lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Cloakroom

Første band på scenen i aften var amerikanske Cloakroom. Deres musik ligger måske en anelse lidt op ad Post-metal, men alligevel er det mere indie og Post-rock end det er metal. Bandet gik på scenen og det var en meget fin indledning, og de første numre fungerede ganske fint. Der var desværre en del knas med lyden hvor at bassen fuldstændig overdøvede guitaren. Man kunne nemlig godt høre de atmosfæriske elementer i musikken, men alligevel endte det ud i et rungende bas helvede. Forsanger Doyle Martin, som også stod for guitar afdelingen, havde det ganske fint med at levere atmosfæriske passager, men alligevel fungerede det bare ikke da lyden inde i salen slet ikke var særlig god. Det faldt meget hurtigt til jorden og det blev en ret uudholdeligt at høre på musikken, så efter noget tid endte jeg i baren og satte mig til at vente på Russian Circles. Lyden inde i salen ødelagde det som kunne have gået hen og blevet en fed koncert.

Karakter 2 ud af 6

 

Russian Circles

Jeg må indrømme, at jeg har kendt Russian Circles i ca 3-4 år, og jeg har måske sammenlagt hørt ti minutter af deres musik, så jeg må indrømme at jeg ikke havde de vildeste forventninger. Bandet gik på scenen, og der var to ting som gik op for mig: 1. Lyden var meget bedre end Cloakroom. 2. Deres bassist Brian Cook er også med Sludge metal bandet Sumac, som for mig uden tvivl er det fedeste metal band jeg opdagede sidste år. Allerede fra først node begyndte jeg som småt at falde i trance med musikken, men det var først da hele bandet gik på jeg virkelig blev blæst bagover. Trommeslager Dave Turncrantz spillede virkelig godt sammen med Cook og guitarist Mike Sullivan, og det hele lød bare virkelig smukt. Cook skal lige have ros for at skifte imellem bas og guitar i numrene og alligevel formå at spille fejlfrit på begge instrumenter. Imens jeg lukkede øjnene og virkelig gav mig til at lytte nøje efter, kunne jeg godt høre det post-apokalyptiske element som musikken indebærer. Det var både grimt, det var tungt. Men på samme tid var det også virkelig smukt og det var næsten umuligt for mig at åbne øjnene og kigge på musikerne spille deres musik. Det var så fantastisk, at man skulle tro at det var løgn. Det er virkelig lang tid siden jeg har været så opslugt af en stemning før, som et instrumentalt band har formået at skabe. Der var selvfølgelig pause imellem numrene, men der var hele tiden noget baggrunds synth som spillede, og det gav den effekt som om at numrene var smeltet sammen på en helt fantastisk måde. Bandet spillede i lidt over en time, og det blev sluttet brat og der var fuldstændig stille inde i salen og folk jublede og klappede, inklusive mig selv.
Jeg var næsten rørt til tårer over Russian Circles. Taget i betragtning at jeg aldrig har hørt deres musik, så meget og det var første gang jeg så dem, så synes jeg selv, at de har lavet et kæmpe stort indtryk på mig. Jeg placerer den i hvert fald på den tredje bedste koncert jeg nogensinde har set.

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Russian Circles, Helms Alee - Jazzhouse

Det er altså kommet dertil hvor man i Danmark kan bryste sig af at have ladet et rock/metal band give koncert på en jazzklub – for ja, det er minsandten Jazzhouse, der lægger lokaler til. Dét i sig selv er interessant, og koncerten blev da også udsolgt nogle timer inden det gik ned.

Interessant er ligeledes ”hovednavnet” Russian Circles, som jeg ikke har det største forhold til, men som er blevet anbefalet gang på gang; nu må tiden så være inde. Sidste gang de var i Danmark var så vidt jeg kunne opstøve for halvandet års tid siden på KB18.

 

Helms Alee:

Amerikanske Helms Alee har eksisteret siden 2007 og har bl.a. Ben Verellen (ex. Harkonen og Roy) med i folden. Genremæssigt er vi ude i en blanding af rock, post-hardcore og sludge. De er i øjeblikket en del af selskabet Sargent House, og har udgivet 3 albums (2 af dem under Hydra Head) i form af ”Night Terror” fra 2008, ”Weatherhead” fra 2011, og senest ”Sleepwalking Sailors” fra 2014.

Der er fint fyldt ud da jeg ankommer til Jazzhouse, men Helms Alee trækker tiden og vandrer først på scenen tyve minutter efter annonceret tid. Det foregår helt uden nogen form for introduktion, og de går dermed lige til stålet.
Musikken er en del anderledes ift. Russian Circles, da der bl.a. er sang inkorporeret. Det er også for det meste noget mere slæbende, men alt i alt passende som opvarmning.

Jeg skriver opvarmning, for det mest af alt ikke virker som om der er mange fans af bandet tilstede. Helms Alee har teknikken i orden, men er derudover fint tilfredse med blot at spille deres sange – der er ikke reelt nogen bevægelse fra dem, og der sker ikke nogen nævneværdige ting på scenen.
Det ville såmænd også være fint nok, hvis musikken kunne bære det, men det bliver i løbet af de næste 45 minutter meget ensformigt, og hastigt kedeligt.

Lyden er dog udmærket, selvom Jazzhouse på nuværende tidspunkt ikke synes gearet til de metalinspirationer Helms Alee også har (det ændrede sig dog senere). Det statiske og dunkle lys er glimrende til at sætte stemningen, men alt imens er der forstyrrende småsnak, der er noget svært at abstrahere fra. Meget mere sker der så altså heller ikke, men man kan ikke klandre Helms Alee på det tekniske aspekt; de spillede som de skulle, og publikum virkede også mere opstemte hen imod slutningen, men interessant blev det nu aldrig.
3½/6 stjerner.

 

Russian Circles:

Amerikansk instrumental post-rock/metal treenigheden Russian Circles blev dannet for 11 år siden, og har i deres ”unge dage” ageret opvarmning for bands som ISIS, Boris, Coheed & Cambria, MONO og Pelican – også spillede de desuden sammen med Tool på deres Englandstour i 2007. Navnet stammer i øvrigt fra en ishockeyøvelse, selvom det er svært at vide hvad præcist det har med musikken at gøre.
Russian Circles har til dags dato udgivet 5 albums, hvoraf ”Memorial” fra 2013 er det seneste.

En halv times tid senere dæmpes lyset og en dronende intro sættes i gang – og først et kvarter senere er hovednavnet på scenen. Bemærk ordet ”hovednavnet”; der er absolut ingen tvivl om at Russian Circles er den primære attraktion i aften, i hvert fald udfra publikums opstemte reaktion her til at begynde med. Allerede nu står en god del foran scenen og nikker anerkendende med (noget som senere hen spreder sig til stort set hele salen).

Lyden har også taget et solidt skridt i den rigtige retning; detaljerne står for det meste klart frem, og den tunge bas kildrer i mellemgulvet. Udtrykket er meget råt, hvilket vil sige at lyden ikke er nær så skarp som den kunne være, men i dette tilfælde vil jeg mene det passer som fod i hose til bandets ligeledes rå udtryk. Ligesom tidligere akkompagneres forestillingen af et minimalt lysshow, der som oftest lyser i gult og hvidt direkte udfra de 3 bandmedlemmer.

Russian Circles er ligesom Helms Alee knap så bevægelige, men der er dog headbanging fra de 3 medlemmer at spotte. Omvendt nævner de ikke ét enkelt ord, men det er såmænd også helt fint. Imellem sangene er der dog stadig meget småsnak i krogene, hvilket er med til at fjerne fokus fra de lange, afdæmpede overgange, der fra bandets side sættes i spil. 
Det er dog en mindre detalje. Når det forjættede landskab mellem det dystre, det skrøbelige og det melankolske møder det brutale, det kolde og det næsten ubehagelige – ja, så er det sublimt udover alle grænser. Og disse øjeblikke var der mange af. I langt det meste af tiden var jeg henført til beundring og såre glæde over oplevelsen.

Alt var dog såmænd ikke perfekt; endnu bedre ville det have været hvis de førnævnte lidt for lange overgange blev forkortet – så havde det været endnu mere sammenhængende. Intensiteten faldt også hen mod slutningen, hvilket svært kan undre når koncerten endte op med at vare halvanden time og først sluttede ca. 23:15 – og det er uden introdroningen. Når det er sagt, så var publikum fuldstændig med næsten hele vejen igennem, og da punktummet i form af ”Youngblood” blev sat, var det til stor glæde for folket. Alt i alt en smuk tur – tak for det.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Deficit
2) – Carpe
3) – 309
4) – Harper Lewis
5) – Geneva
6) – 1777
7) – Station
8) – Mlàdek
9) – Death Rides A Horse
Encore:
10) – Youngblood

Læs mere...

Postfest 2014

"Postfest er en årlig, international festival for post-rock og subgenrer. Postfest handler ikke om at præsentere en bunke kendte navne. Nej, vi ønsker at give dig det bedste, mest følelsesladede og fantastiske musik fra hele verden - post-rock, progressive, math, etc., med inspiration fra pop til metal.

Det handler om at blive rørt, imponeret, overrasket og blæst bagover, 3 dage i træk, for den laveste billetpris nogensinde"
- fra Postfest's Facebookside.

 

Ovenstående beskrivelse dækker reelt set hele princippet bag Postfest ganske godt. Jovist, der var 2 store og kendte navne i form af This Will Destroy You og The Ocean, men resten var på ingen måde i samme liga, og man må formode de derfor ikke er blevet valgt for deres popularitet, men netop ud fra det musikalske perspektiv. I år talte festivalen 13 bands der var håndplukket fra både Danmark og lande som Polen, New Zealand, Frankrig, Tyskland, Norge og USA. 

Og det med billetprisen? Det var bestemt ikke en overdrivelse. 250 kroner for 3 dage og 13 bands - det kan man sgu kalde en god deal!

I år foregik festivalen på de regionale spillesteder Train og Radar (hvor opvarmningsdagen, torsdag, fandt sted). Jeg kunne desværre ikke nå til Århus før om fredagen, og som en note bør hele denne reportage forstås ud fra det synspunkt, at jeg først for nylig har opdaget post-rock som sådan; det hele var derfor nyt og spændende. 

Selve Train, hvor hoveddelen af festivalen foregik, er blevet renoveret siden jeg sidst var her for 2 år siden, og det kan ses. Der er mere plads, det er langt lettere at se scenen (der er placeret midt i rummet), også er der en hel del siddepladser, omend de er mere eller mindre mørklagte imens koncerterne står på - i hvert fald i den højre side af salen. 

En stor bar i midten af rummet danner centrum, og i venstre side sælges der merchandise. Der var også en 1. etage, såvel som en bar i venstre side, som dog aldrig blev åbnet i løbet af de 2 dage.

Dét var til gengæld også alt som Postfest reelt bestod af, og jeg kunne godt savne noget mere personlighed. Noget udsmykning, nogle events eller lignende. Der var reelt ikke noget at foretage sig under hele festivalen andet end at se bands, og så vente på at næste navn gik på scenen.

 

Fredag:
Da jeg ankommer til Train lige i tide til det første band, Keretta, er der kun let fyldt op. Som tiden går kommer flere mennesker til, men på intet tidspunkt er det udsolgt, eller bare i nærheden af at være proppet. Arrangementet kunne sagtens være blevet afholdt på f.eks. VoxHall. 

Det er primært folk imellem 20 - 35 år jeg sådan lige kan spotte, og i forhold til spilletider får alle bands 30 - 40 minutters spilletid, undtagen de 2 hovednavne, også er der ca. 20 - 25 minutters pause imellem hvert navn.

Igennem aftenen hersker der en god stemning, men uden at være decideret særlig eller unik - den er bare rar og hyggelig. Der er ikke meget festival over Postfest, men det betyder nu heller ikke det store for undertegnede.

 

Fredagen er primært formet omkring selve post-rocken som overordnet genre.

Kerretta gør et udemærket arbejde i at åbne festivalen og varme folk op, men musikken mangler lige et nøk for at være interessant nok til mere end en halv times tid, som også er hvad de får tildelt. Lymbyc System, som kun består af en trommeslager og en gut på keyboard, er i det legesyge humør og underholder ganske godt med deres finurlige lyde, og naturligvis er Sky Architects også på plakaten, da det er trommeslageren Steffen Rasmussen, der arrangerer Postfest. 

Det er dog, som forventet, This Will Destroy You der er højdepunktet, men de deler en lige plads med Tides From Nebula, der virkelig blæser mig bagover igennem et ekstremt energisk show for et post-rock band. Også er det, indrømmet lidt skamfuldt, sjovt at høre på de polske medlemmers gebrokne engelsk. De hygger sig gevaldigt på scenen, og det samme gør publikum. Dem skal jeg helt sikkert tjekke ud.

 

This Will Destroy You:
Mærkværdigt nok er der faktisk færre folk tilstede end tidligere på aftenen. Ikke at der er tomt foran scenen, på ingen måde, men This Will Destroy You har ikke tiltrukket så mange som jeg havde regnet med. Til gengæld er lyden ganske god; gennemtrængende og især massiv i de larmende stykker, der dog ikke så ofte dukker op. Lysshowet er også virkelig godt, og jeg mistænker at de har medbragt deres egen lysmand.

Bandet selv er fuldstændigt stillestående (en af guitaristerne sidder endda ned igennem hele showet), og publikum er ligeledes ikke meget bevægelige, men derimod opmærksomme. I det hele taget er der kun ganske lidt sniksnak og telefoner i luften, hvilket er en fornøjelse i sig selv.

Selve sætlisten består først og fremmest af sange fra albummet "Another Language" der, på daværende tidspunkt, udkom en lille uge senere. Vi får også nogle sange fra både debutalbummet, såvel som fra Ep'en "Young Mountain", mens det er overraskende ikke at finde blot én enkelt sang fra "Tunnel Blanket". 

Spilletiden kommer kun knap op på en times tid, hvilket føles en anelse for kort taget bandets størrelse i betragtning.

Kort og godt, så var det et fint show. Intet særligt, men solidt, og som en god afslutning på den første dag. Det var selv mit første møde med This Will Destroy You i liveregi. Jeg kan dog ikke lade være med at sammenligne det med hvordan God Is As Astronaut klarede det tilbage på BETA i maj måned (se, dét var fandme godt!). I den forstand havde jeg nok forventet mere fra post-rock fanebærerne i This Will Destroy You, og selvom jeg ikke var direkte skuffet, så følte jeg at der manglede noget. 

Karakter: 4/6 stjerner.

 

Lørdag:
På festivalens sidste dag ligner det hele sig selv. Ligesom igår er det en rimelig mængde mennesker der dukker op, og der er vel imellem 100 - 150 gæster i løbet af de 2 dage. Igen bliver Train aldrig proppet.

Denne dag ender med at være kendetegnet af at være så meget andet end post-rock, da kun Totorro virkelig kan siges at høre til i den genre.
Ballet bliver åbnet kl. 17:30, og en ganske rimelig portion publikummer har fundet vej allerede til det første band, The World State. Bandet virker, i min optik, meget malplacerede. Det er nærmest avantgarde rock/metal, hvor der bl.a. er en harmonika med, såvel som et klaver. Det minder mig i høj grad om det canadiske band UnexpecT.

De er både prætentiøse og nervøse (ja, det er bestemt muligt), og fremstår meget "unge". De er dog et spændende bekendtskab jeg helt sikkert skal tjekke nærmere ud.

Næste band, og festivalens absolutte lavpunkt for mit vedkommende, må gå til Fossils. Det må nødvendigvis være mig der misser noget, med al den opmærksomhed de har modtaget det sidste stykke tid, men en trommeslager og en bassist der groover sig, teknisk godt skal det siges, igennem en halv times "intet" - det er simpelthen for fladpandet. Der mangler i alvorlig grad variationer og tilføjelser til deres monotone udtryk, og jeg ender op med en følelse af, at jeg sjældent har kedet mig så bravt.

Heldigvis er det kun ét ud de 10 navne der sætter et sådant kedeligt aftryk, for vilde Totorro og The Ocean sætter streg under højdepunkterne, hvor de nyligt gendannede Mimas kan siges at besidde deres egen lyd, men ikke lige noget for undertegnede.

 

The Ocean:
Det tyske hovednavn trækker festivalens absolut største publikumsantal, og da de går på scenen kl. 22 viser et stort lærred bag dem konstant små videoer af alt, der har med havet at gøre. Der er også opstillet 2 bannere på scenen, såvel som små lys der blinker, der minder mig om fyrtårne i formindsket størrelse. 

Det æstetiske kombineres med det visuelle i et nøje planlagt lysshow, der i følgeskab med den generelt glimrende lyd danner rammerne for et fedt show. I forhold til lyden er der dog et par problemer med guitarerne i starten, og desværre også konstante udsving i forsangeren mikrofon igennem showet - sommetider fungerer den, sommetider ikke. Nogle gange kan man høre hvad han synger, andre gange kan man ikke.

Han ligger dog ikke på den lade side, og allerede i første sang er forsangeren nede ved publikum, og i det næste nummer crowdsurfer han. De andre medlemmer er en anelse mere rolige, men viser stadig god energi - også smiler de rigtig meget. Engang imellem bliver det hele direkte kaotisk, hvilket passer perfekt til deres overordnede tema om havet, og jeg har svært ved at følge med i hvad der reelt sker, men ikke på den negative måde.

Publikum selv er forståeligt trætte efter 3 dages musik, og det er ikke de store fysiske udsving der spottes, men nogle enkelte headbanger dog - og så er forsangeren utrættelig.

Efter godt og vel 1 time takker The Ocean af, og spillede, så vidt jeg kunne høre, udelukkende sange fra deres nyeste album "Pelagial", hvilket på ingen måde så ud til at genere nogle af de fremmødte. 

Alt i alt var det selve The Ocean der "gjorde det bedst", hvor publikum - naturligvis - var svære at få så meget ud af, andet end opmærksomhed. Og så var det sgu synd med de lydproblemer. Det virkede især mærkværdigt at forsangerens mikrofon ikke blev skiftet ud, da det var tydeligt at han op til flere gange signalerede at det ikke fungerede optimalt. Det må blive til revanche næste gang.
Karakter: 4½/6 stjerner.

 

Afslutning:
Postfest var en succes, i hvert fald i den forstand at der dukkede en rimelig mængde mennesker op, og generelt holdt alle bands sig på et højt niveau. I forhold til planlægning var alle bands spot-on i henhold til tidsplanen. Stemningen var behagelig og løssluppen, og man så ofte de forskellige bands' medlemmer snakke fornøjeligt med publikum i stedet for at gemme sig omme backstage. 

Desværre er det også blevet offentliggjort at Postfest, efter at være blevet afholdt 2 gange, lukker og slukker af flere forskellige årsager. Det er sgu ærgerligt, især med en så latterlig billig billetpris og et glimrende line-up. 

Derfor er der ikke andet end at sige tak for i år, og jeg håber at en lignende festival en dag vil opstå på et senere tidspunkt - der er i hvert fald både publikum og bands til det.
Karakter: 4/6 stjerner.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed