fbpx

Copenhell 2019: SlipKnoT

Man går aldrig galt i byen med SlipKnoT. På trods af den nylige fyring af perkussionisten Chris Fehn og dermed et band der nu har mistet eller sagt farvel til tre ellers lang tids tro medlemmer, ja så ruller toget ufortrødent videre. Det nye album ”We Are Not Your Kind” er sat til at lande den 9. august i år, og bandet er taget på den store tour som hører sig til både før, under og efter udgivelsen. Det bliver da også 2. gang på Copenhell og efterhånden 6. gang på 10 år de stikker hovederne forbi DK. Overraskelser bliver det nok ikke til, men omvendt går man aldrig galt i byen med SlipKnoT.

Og sådan kan man så blive nødt til at tage sine ord i sig igen. Jeg har nu set det maskerede vanvidsorkester fem gange og jeg troede ikke jeg kunne opleve dem bedre end tidligere, men her tog jeg fejl. Denne koncert går uden tvivl ned som bandets bedste på dansk jord de sidste ti år. Der er blod på tanden, og det hjælper nok også at touren først lige er begyndt samt at der har været holdt pause i godt og vel 2½ år. Om fyringen af Chris Fehn og de eventuelt medfølgende spændinger også har en indvirkning skal ikke kunne siges: det nævnes ikke med ét ord og den hyrede tourmusiker deltager på lige fod med resten af besætningen. SlipKnoT er ikke sådan at stoppe.

Det er bare ikke sådan at man lige står og forventer det mest intense show set i længere tid. Men det er præcist hvad der venter os. Når man lægger ud med en trio af ældre sager i form af ”People = Shit”, ”(sic)” og ”Get This”, bare på de første ti minutter, så ser det satme godt ud. Det helt afgørende denne gang modsat tidligere er den 95 % perfekt konstruerede sætliste – først tre kvarters vanvid med både den nye ”Unsainted”, ”Disasterpiece” og ”Psychosocial”, bare for at nævne nogle stykker, før der indsættes en taktisk ”pause” på et kvarters tid med den blødere ”The Devil In I” inden der skrues helt ned for tempoet på ”Prosthetics” (men tilsvarende op for det soniske bombardement) og derefter ”Vermilion”, en af bandets bedste ballader. Herefter er det direkte tilbage til en halv times uhæmmet vildskab der både inkluderer den nye ”All Out Life”, hvilket jeg allerede nu forudser, bliver en nyklassiker på linie med deres ældre materiale, og selvfølgelig glemmes hverken ”Surfacing”, ”Duality” eller ”Spit It Out” med den famøse sæt-jer-ned-og-hop-når-jeg-siger-til manøvre. Egentlig er det kun ”Sulfur” der virker en anelse malplaceret, men vitterligt alt andet fra rækkefølgen til valg af sange er intet mindre end perfekt.

Men det er den indlagte pause der løfter koncerten. Det lyder måske meningsløst, men det SlipKnoT ikke tidligere har formået er, at holde energien og gejsten ved lige hele vejen igennem – og det gælder både for publikum og for dem selv. Når folk kan få lov at trække vejret i blot nogle få dyrebare minutter imellem to perioder af non-stop aktion, ja så lønner det sig for alle involverede. Så behøver man ikke gå på kompromis med intensiteten blandt publikum, og der er ikke behov for at nedtone den ellers indstuderede og planlagte vildskab fra scenen. Der opnås en mærkbar symbiose hvor alle er med hele vejen plus lidt til. Reelt set er det kun en lille smule knas med lyden der trækker helhedsoplevelsen ned. Heldigvis er det kun i de mest voldsomme stykker, men der er det til gengæld vitterligt ikke til at finde hverken hoved eller hale i hvad der foregår.

Ellers står hovednavnet fredag som vinderen af festivalen, fordi her er alle med. Det er SlipKnoTs bedste præstation længe af den simple grund at de ni mænd virker en anelse mere løsrevne end tidligere. Det hele er jo planlagt til døde og tilbage igen, det ved vi godt – men energien, ja tilnærmelsesvis vildskaben, den er til tage og føle på. At der er et glimrende lysshow til følge og altid noget at se på, som i at der på scenen sker noget konstant – uafbrudt – hjælper selvfølgelig også. Og det er selvom vi nu hverken får det roterende trommesæt eller de lodret kørende perkussionpodier – begge faste indslag for blot nogle år siden. Men det er heller ikke nødvendigt. Ikke når SlipKnoT er i deres es.

Sætliste:
1) – People = Shit
2) – (sic)
3) – Get This
4) – Unsainted
5) – Disasterpiece
6) – Before I Forget
7) – The Heretic Anthem
8) – Psychosocial
9) – The Devil In I
10) – Prosthetics
11) – Vermilion
12) – Custer
13) – Sulfur
14) – All Out Life
15) – Duality
Encore:
16) – Spit It Out
17) – Surfacing
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Skindred

Jeg er fan af Skindred. Så er det sagt med det samme. Derfor var det også med lige deles ”æv!” og ”hvorfor fanden aflyser I?”-følelse jeg sad tilbage med efter sidste år, hvor raggametallerne skulle have gæstet Copenhell for første gang. Men nu er de her! Det er efterhånden blevet sagt mange gange fra alle leder og kanter, men bandets genrekrydsninger og tvivlsomme resultater på plade er ligegyldigt så snart du oplever dem i kød og blod. Efter at have set Skindred nu hele syv gange inden i dag står det især klart, at man bliver nødt til at kaste alle trve-antagelser ud med badevandet. Der er intet, som i intet, trve over Skindred, overhovedet. Man må bare give slip og acceptere præmissen om, at intet er helligt. Til gengæld er det en fest selv på dårlige dage, )

Alt dette følges med et balanceret udvalg af Skindreds materiale både fra debuten ”Babylon” til favoritten ”Ratrace”, men naturligvis med et fokus på den nyligt udgivne ”Big Tings” hvorfra vi får både ”That’s My Jam” (hvor publikum bliver instrueret i ”woop woop!”-råb) og den lige-ud-af-landevejen rockmaskine ”Machine” (pardon the pun). Det slås følgeskab af en god lyd, hvilket står som en positiv overraskelse så tidligt på festivalen, og ja, så et enormt feststemt publikum.

Spørgsmålet er om Benjis insisterende attitude kan være for meget? Det er med garanti sådan for nogle, og alt forståelse for det synspunkt – han ER en figur man enten kan lide eller ej, og det samme gælder for hele Skindreds udtryk. Men man må i min optik kassere alle former for ”det kan man altså ikke”-tilnærmelser eller idéer om såkaldte ”platheder”. Der er fuldstændig frit spil, ingen skam, og det må man tage med eller gå. Og det er ikke fordi musikken er ligegyldig, men i en livesammenhæng er og har publikumsindragelse altid været første prioritet. Det er samtidigt ikke ligefrem en hemmelighed at Skindred alle dage har været bedre live end på plade, ”Kill The Power” værende den eneste undtagelse.

Med den lange tirade af undskyldninger overstået vil jeg dog gerne medgive at man med fordel kunne have fokuseret blot en anelse mere på eget materiale. Der er en klar balancegang og her faldt den altså til den forkerte side – når man knapt kan høre blot to-tre sange i fuld længde og normal udgave, med kun otte egne skæringer på programmet, så tangerer det mistro til eget håndværk og det er der absolut ingen grund til. Men det er en mindre kritik i det samlede hele. Vi kom for at have en fest og for at have det godt, og begge dele kan der sættes et stort hak ved.

Sætliste:
1) – Sound The Siren
2) – Pressure
3) – Ratrace
4) – Machine
5) – That’s My Jam
6) – Kill The Power
7) – Nobody
8) – Warning
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

System of a Down - Copenhell 2017

12 år er alligevel også en rum ventetid siden min hidtil eneste liveoplevelse med det fabelagtige armensk-amerikanske, progressive, eksperimenterende, moderne ethno-nu-metal-fænomen System of a Down. Ja, kært barn har mange adjektiver.

Jeg husker noget så tydeligt, da Kerrang! i sin tid vedlagde CD’er med de to første numre fra det endnu ukendte bands endnu uudgivne debutskive. Det var i ’98, og jeg var fuldstændig blæst væk. “Det hér, det bliver fucking stort!”, lallede jeg rundt på efterskolen og prøvede ikke at fable for meget om.

Der skulle gå en lille håndfuld år endnu, men så var den der dæleme også. Man ved, at ens profetiske evner ikke er helt ved siden af, når selv Boogie kværner titelnummeret fra mesterskiven “Toxicity” (’01) af i tide og utide. (Hvis du ikke kan huske det program, er du ikke gået glip af det store).

Og så — efter et par ellers næsten lige så fremragende albums — var de der pludselig ikke længere. Rygterne svirrede om interne stridigheder. Soloprojekter opstod. Vi anede ikke helt, om vi nogensinde fik dem igen.

… Okay, indtil 2010. Men altså, stadigvæk… TOLV år siden sidste besøg i landet. Vi er mange, der har ventet, og vi er mange, der elsker Jeppe Nissen og Copenhell for endnu engang at have følerne så godt ude blandt publikums ønsker og ledige bands. SoaD på Copenhell er intet mindre end en kongebooking, og det kan blive fucking stort, det hér. (Og ja, der var den såmænd igen.)

Man kan tydeligt mærke den skrøbeligt-sårbare forventning hænge tungt over pladsen som luften inden et tordenvejr. Da bandet sætter i med introen fra “Soldier Side” hersker der en andægtighed på Copenhell, som sender tanker tilbage til introen fra sidste års afskedsshow med Black Sabbath. Og da åbneren “Suite-Pee” fra førnævnte debutskive overtager, begynder dæmningen at briste. De kan det, de vil det og de gør det, og det står altsammen soleklart i den bipolart-skizofrene “Prison Song”.

Samtlige detaljer er med. Forsanger Serj Tankians prægtigt klare tenor er fortsat lige så klar og prægtig, som hans primalbrøl er skræmmende aggressivt. Sammenligningerne med Mike Patton er fuldt ud fortjente — Tankian er bare langt mere uhæmmet. Og John Dolmayans sindssyge skindbankeri kvalificerer simpelthen til det mest intense og professionelle indenfor det 21. århundredes moderne hårde rock — helt oppe ved siden af Danny Carey og Gavin Harrison.

Men SoaD overgår på deres egen spøjse vis både Tool og Porcupine Tree indenfor enkelte parametre. De er ikke bare mere kontant hårdtslående; de er også stedvist langt mere manisk besatte i deres udtryk. Og så formår de altså at crowdplease i et omfang, jeg aldrig havde forestillet mig muligt. Ikke blot følger nærmest samtlige numre i ubønhørlig non-stop-forlængelse af hinanden. Men under mini-tour de force’en “DDevil”, “Needles”, “Deer Dance” og “Radio/Video” begynder jeg ærligt talt at føle mig en smule vantro. Det kan sgu da ikke passe, det hér?? Men det kan det, og SoaD er stadig nærmest knapt begyndt.

Som i tilfældet Prophets of Rage på samme scene få timer tidligere har de mellemliggende år knapt sat andre præg på bandet end en kende gråsprængt skæg. Og som hos samme vredesprofeter bærer SoaD fortsat deres sociale indignation udenpå tøjet. De er drevet af langt mere end bare bevidstheden om de undertrykte masser og folkedrabene i det fædrende Armenien, og om alle de ligeglade maddiker der bare står og ryger smøger i det lige så fædrende Hollywood, mens tiggerne sulter for deres fødder. Som hos Prophets of Rage er det hele alverdens tilstand, der dels begrædes, dels satiriseres. Ja, somme tider er vi sgu nødt til at grine af tingene for ikke at blive helt ødelagt af dem.

Først og fremmest er det dog bandets vanvittige tekniske kunnen hånd i hånd med det vanvittige sæt, der fandme gør denne aften uforglemmelig. De smukke “Highway Song” og “Lost in Hollywood” flankerer endnu en sindssyg klassikerstime bestående af “Bounce!”, “Suggestions”, “Psycho” og, — nårh ja for Helvede — hittet “Chop Suey!” Det er som om, man fuldstændig har glemt, hvor mange fede numre denne gruppe egentlig nåede at berige os med på deres relativt få studiealbums. Ja, selv outtake-skiven “Steal This Album!” tilgodeses med en håndfuld stykker.

Mine to favoritter “Science” og “Know” er desværre ikke med i denne ombæring. Og for nu at dvæle lidt ved den tænkelige kritik, er Daron Malakians guitar- og vokalevner altså heller ikke kun uretfærdigt udskældte. Men han holder sammen på det, og de andre holder sammen på det hele, og alt i alt er SoaD altså ikke et band, der kan nås af ret mange. Under “B.Y.O.B”, en af mine andre favoritter, er jeg noget nær fuldstændig mæt. Men selvfølgelig lukker de af med double combo’en “Toxicity” og “Sugar”.

Førnævntes omkvædslinie “Disorder! Disorder!” gjalder ud over Refshaleøen ved +20.000 taknemmelige strubehoveder. Jeg og mit følge skråler kækt og kærligt “Det’ så’n dér! Det’ så’n dér!” under samme linie. For det ER fandme præcist så’n dér, checken skal skrives. Således gik det altså til, at Copenhell kunne føje denne mesterlige performance til de 4-5 allermest mesterlige afholdt på festivalen nogensinde.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • SLAYER_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HATESPHERE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_6
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Avenged Sevenfold, Disturbed, Chevelle - Royal Arena

Der er sket noget siden 2013, hvor Avenged Sevenfold besøgte Falconer Salen: Disturbed er tilbage fra de døde, og hovednavnet er større end nogensinde. Originalt skulle seancen have foregået i Valby-Hallen, men det blev udvidet til den nye arena, der således bliver mit 2. besøg efter Metallica for en måneds tid siden. Ikke mindst er Chevelle med på touren, et band der aldrig har været i Danmark. På papiret ser det lovende ud, så lad os se om det holder stik i virkeligheden.

Chevelle:
Så der er ikke fuldstændig udsolgt: jeg befinder mig på gulvet, og kan se at den øverste del af arenaen er lukket. Det tilføjer en semi-intim atmosfære, selvom vi er i en arena.

I den alternative dimension, hvor jeg havde opdaget Chevelle i mine teenageår, havde det nok været en markant anderledes oplevelse endelig at se dem besøge Danmark: 22 år efter de blev dannet – ikke en dag for tidligt, må man sige. Men, det efterfølgende indtryk en halv time senere kan opsummeres til: ”de er femten år for sent på den”. Jo, man skal tage med hvornår Chevelle er fra, men når dette er mit første møde, føles det som slut 90’ernes nu-metal om igen.

Det skal dog ikke stå i vejen for selve showet. Det buldrer og mudrer forfærdeligt til en start, og selvom det bliver bedre, er det kun lige acceptabelt. De fleste detaljer drukner fuldstændigt. Arenaen har dog en god bund, det er mærkbart. Selv som et opvarmningsband kommer de mange lamper i spil, og de følger musikken nydeligt. Omvendt er det ikke mange fans der er her, men det var heller ikke fordi andet var forventet. Man kan også sige, at Chevelle tager dette faktum roligt, og spiller egentlig både professionelt og insisterende – men ud over scenen kommer de aldrig, og det hjælper heller ikke på sagerne, at man vælger ikke at lufte ”The Red”, som nok ellers kunne have fanget folks interesse. Men det vidner selvfølgelig også om et band der ikke blot er interesserede i at være et fortidsminde, så det må naturligvis afføde en smule respekt herfra.

Når man kun har en halv time skal tiden bruges optimalt, og der er derfor ikke tid til snak: det hele føles heraf meget som enhver anden dag for bandet. Der er lige en åbningshilsen hvor bandet netop proklamerer at dette er deres første gang i landet, men det er så også det. Bundniveauet er højt, men den afgørende kontakt til publikum mangler, selvom Chevelle oprigtigt forsøger. Dette kombineret med en underliggende følelse af at det hele er femten år for sent ude, ja, så rykker det ikke rigtigt.
3/6 stjerner.

Disturbed:
Disturbed: mit tredje møde, og denne gang med hverken decideret positive eller negative forventninger på forhånd. Touren var sat op med Avenged Sevenfold som headliner, Disturbed som ”special guest”, og Chevelle som support. Dette blev tydeligt udpenslet efter et kvarters pause (tommelfinger op for effektivitet!), hvor jeg lige skal love for at alt ændrer karakter så snart bandet går på. De to lysinstallationer på scenen kommer til live, der er ild i overflod, storskærmene aktiveres, og publikum byder entusiastisk bandet velkommen.

Jovist, det buldrer en anelse i begyndelsen, men det er tilforladeligt, og ender med at være noget nær elimineret hen mod slutningen. Arenaen er godt på vej i den lydmæssige ende – jeg mangler dog stadig at blive blæst bagover. Men, det er faktisk slet ikke lyden der udgør et problem. I stedet er det den kære Draiman. Baseret på aftenens indsats skulle han have lagt Disturbed endegyldigt i graven, i stedet for denne vattede genoplivelse. Vokalen skærer simpelthen i ørerne på flere fronter: kraften er væk, stemmen er slidt, tonerne rammes lidt hist og her, og det lyder desuden både skingert og usikkert når han skal op i de højere lag... Alternativt benytter han i stedet et lavere toneleje. Det er intet mindre end sørgeligt. Fordums dage er savnet.

Det værste er dog at Draiman hverken lader til at tro på sig selv, eller musikken som helhed – selv hans normalt dramatiske, næsten profetagtige optræden, virker forceret – eller slet og ret fjollet. Manden gider efter min bedste vurdering slet ikke være her. Komplet modsat er de tre andre herrer, der til gengæld hopper rundt, og ser ud til at have en fest. Det er som et teaterstykke hvor skuespillerne godt selv er klar over at det ikke spiller: alligevel arbejdes der utrætteligt på ikke at slippe publikum – eller værre, at lade dem nå og danne sig et reelt indtryk (for så ville de fleste nok se igennem facaden). Dvs. at armbevægelserne overdrives eksponentielt, og foruden Rammstein har jeg aldrig set så meget ild... Publikum er nu, trods ovenstående, ganske godt tilfredse.

Ironisk er det i sandhed når ”The Sound Of Silence” coveret af Simon & Garfunkel står som aftenens bedste indslag – og med hele ligaer over alt andet, ikke mindst. Dét sidder lige i skabet, og hårene rejser sig fra armene. Royal Arena er kortvarigt henlagt i en bobbel, og det er lige som det skal være fra start til slut. Og håbet anes da også når den glimrende ”Inside The Fire” efterfølgende leveres med en pondus der siger spar to, imens scenen ganske passende er badet i ild. Draiman virker endelig til at tro på sig selv.

Kortvarigt, i hvert fald. For derefter præsenteres en ny sang, hvor man så kan undre sig over rækkefølgen: nu var publikum for alvor kommet op i gear, og så sættes farten brat ned igen. Momentum er tabt, uagtet at de mange lys i luften er betagende som altid. Herfra er det ellers fuld knald på hitparaden med ”Stricken”, ”Indestructible”, ”Ten Thousand Fists” og endelig ”Down With The Sickness” (der alle dage udelukkende har haft et godt omkvæd, samt en mindeværdig intro) – men det er for letbenet præsenteret, ligesom det var tidligere. Cirkelpit og delvis fællessang under sidstnævnte gør ikke den store forskel.

Så... Hvor ender vi... Midt i det hele. Hverken mere eller mindre. Disturbed kan med fordel lægge sig selv i graven igen, hvis ikke Draiman gider det længere. Forhåbentligt er det blot en off-day på en lang tour. Alt i alt; med et engageret band, foruden forsanger, et fint publikum, rimelig god lyd, og et godt visuelt show – sat overfor en ugidelig forsanger, der hverken kunne eller ville, og som bærer 90 % af musikken... Kun det smukke cover redder for mit vedkommende aftenen fra at være under middel. Måske er jeg for hård, og i så fald kan du lægge en halv eller hel stjerne til efter forgodtbefindende. 
3/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Eye Of The Storm
2) – Immortalized
3) – The Game
4) – The Vengeful One
5) – Prayer
6) – Liberate
7) – The Animal
8) – Stupify
9) – The Sound Of Silence (Simon & Garfunkel cover)
10) – Inside The Fire
11) – The Light
12) – Stricken
13) – Indestructible
14) – Ten Thousand Fists
15) – Down With The Sickness
Kilde: www.setlist.fm

Avenged Sevenfold:
Der er nu ingen tvivl om hovednavnet. Stil over substans, når jeg at tænke da de 10 (!) storskærme aktiveres, og titelsangen fra det sidste album påbegynder. Midterdelen af storskærmene peger endda ud mod publikum, og scenen er nu gigantisk i størrelse: der er ikke sparet på noget. Lyden viser sig også hurtigt fra sin bedste side efter de første sanges småteknikaliteter er fixet. Okay, forsangerens vokal er i den lave ende, og jeg kan ikke helt regne ud af om det er teknikkens skyld.

Det er for så vidt heller ikke så vigtigt. Publikum tager imod samtlige bandmedlemmer med kyshånd, og der afveksles mellem nyt og gammelt, hvilket sikrer en god balance. Jeg bliver til gengæld nødt til at kommentere på de enkelte i bandet: forsangeren har solbriller og omvendt kasket på – indenfor. Under hele showet: aka det vildeste douchelook. Bassisten har OGSÅ solbriller på til at begynde med... de ryger dog heldigvis hurtigt af. Trommeslageren gør det for så vidt fint, og der tæskes igennem. Men samtlige i bandet, foruden forsangeren, ligner nogen der bare ikke gider være her. Jeg mistænker endog den ene for at være skæv, for så dødt et blik har jeg da sjældent oplevet – ikke at, det at være skæv som udgangspunkt er skidt, men det forstærker her blot hvor fraværende manden virker.

Publikum er dog på nuværende tidspunkt så fulde, eller slet og ret ligeglade, at det ikke ser ud til at røre nogen. Men ærlig talt: det er simpelthen alt, alt for rutineret til at jeg bliver betaget. Det musikalske er hverken til eller fra, og et band uden engagement er næsten ligegyldigt. Det skal dog nævnes, at forsangeren (selv med hans douchelook) giver den god gas, og tydeligvis gerne vil både festen og publikumskontakten. Så er det jo heldigt at det visuelle, derimod, er enormt imponerende. De to midterste skærme viser sig at være en kvadratisk firkant, da den inde i sættet svæver et godt stykke ud mod publikum og bliver ”stående” over forsangeren. Eller også hælder den til siden, og dette alt imens alle skærmene kontinuerligt kører diverse billeder og videoer. Der er hele tiden noget at kigge på.

Så sådan kan det køre en rum tid: en kedelig, men dog velspillet, præstation, og med glimrende visuelle elementer. I ”Almost Easy” er der imidlertid en snert af opbrydelige rammer, da forsangeren (forgæves) forsøger at lokke bassisten til at synge. Det lykkes ikke – men så står publikum til gengæld klar. Efterfølgende er der en instrumental overgang til ”Planets”, hvor en gigantisk dukke-astronaut løftes op bagerst på scenen, mens kvadraten igen hænger over scenen. Og så når vi efterhånden til encore, der trækker tråde tilbage til de ”gode, gamle dage”, og dét holder altså hele vejen. Ikke mindst er den spøjse ”A Little Piece Of Heaven”, man vel næsten kan kalde for Avenged Sevenfolds ”Bohemian Rhapsody”, et kærkomment valg. Derfra er det en glimrende afslutning med knald på i form af ”Unholy Confessions”, det eneste nummer fra bandets 2. album.

Opsummeret, så er det en middelmådig præstation – det er mere godt end skidt, men ikke meget. Publikum så ud til at nyde det (dem der stadig stod tilbage da det var slut, i hvert fald), og med både god lyd og lys kan man nå langt. Alligevel trækker det gevaldigt ned når 3/5 af bandet ikke gider. Det må ende på aftenens bedste karakter – ikke at det er imponerende. Avenged Sevenfold, det her kan I gøre bedre. Det skal I faktisk, når I er spået til at være det næste store. Prøv igen om nogle år, og så kigger vi på det, ikke?
3½/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Paradigm
5) – Buried Alive
6) – Angels
7) – Nightmare
8) – God Damn
9) – Almost Easy
10) – Warmness On The Soul
11) – Planets
12) – Acid Rain
Encore:
13) – Bat Country
14) – A Little Piece Of Heaven
15) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Suicide Silence - Suicide Silence

Suicide Silence har fyldt en stor del af mine teenageår, og deres tre første plader er stadig noget jeg kan finde på at lytte til engang imellem. Man kan sige, at de var bandet som virkelig gjorde subgenren Deathcore til denne kæmpe store genre, som den er i dag. Tidligere forsanger Mitch Lucker døde desværre tilbage 2012 og blev erstattet af Eddie Hermida, som er kendt fra bandet All Shall Perish. De udgav albummet You Can’t Stop Me tilbage i 2014 med den nye besætning. Nu er bandet klar med deres nyeste udspil og, det skal lige siges, at de to singler som er blevet udgivet har været under en tsunami af kritik fra fans som synes, at de har efterladt det som har gjort dem fede til at starte med. Jeg erklærer mig enig med de sure fans, men alligevel har jeg valgt ikke at bedømme en hel plade ud af de to numre jeg har hørt, så lad os se hvad mit indtryk af den nye plade af mine gamle barndomshelte.

Doris er sangen som åbner pladen. Fed intro som minder meget det tidlige Korn, og den har også lidt af en Deftones vibe over sig. Men så kommer omkvædet… uheldigvis. Omkvædet starter ud med en falset stemme, som bare løfter øjenbryn end det sætter adrenalinen op. Jeg sidder bare lidt og tænker hvordan to sekunder af et omkvæd kan ødelægge en sang så meget. Forhåbentligt kan det være at sang nr to Silence er en anelse bedre. Lige i starten lyder det meget groovy og det får lidt blodet til at pumpe, men så snart verset går i gang begynder det at falde til jorden…. Meget hurtigt. Eddie Hermida er absolut en af mine favorit sangere indenfor metal genren og jeg har hørt hans fantastiske vokal i All Shall Perish og hørt hvad han kan finde ud af vokalmæssigt, men alligevel her formår at han at ødelægge alle de værdier som jeg elskede ham for til at starte med. Vi fortsætter med numre som Listen, Hold Me Up Hold Me Down og Dying In A Red Room. Specielt den sidstnævnte fortsætter med den førnævnte Deftones vibe, men det her menes på den dårlige måde. Det skal også lige siges, at jeg elsker Deftones, men det er tydeligt at Suicide Silence elsker Deftones så meget, at de laver en sang som minder lidt om et dårligt folkeskole orkester som prøver at spille noget i samme dur. Vi får også lov til at høre et stille nummer som Confomity. Den starter ganske fint ud, men alligevel efter noget tid bliver det bare langtrukkent og lidt plat på en eller anden måde.

Selve produktionen er bedre end indholdet på pladen, og her har Ross Robinson gjort et fantastisk stykke arbejde. Men alligevel er hans produktion ikke nok til at redde pladen.

Jeg vil gerne slutte min anmeldelse af med at sige, at jeg elsker Deathcore. Bands som Thy Art Is Murder og Whitechapel er nogle indenfor genren, som jeg synes er fede. Men Suicide Silence har åbenbart valgt at begå kreativt selvmord. Jeg synes at bands skal have lov til at udvikle sig og gøre noget som de ikke har gjort før, men det her er næsten absurd. Jeg tror nok, at det er bedst at jeg holder mig til de tidligere plader. Men hvis du har lyst til at høre Nu-Metal spillet af et Deathcore band, så er det her måske noget for dig. 


Tracklist:
."Doris"
2."Silence"
3."Listen"
4."Dying in a Red Room"
5."Hold Me Up, Hold Me Down"
6."Run"
7."The Zero"
8."Conformity"
9."Don't Be Careful, You Might Hurt Yourself"

 

Læs mere...

Slipknot - Copenhell 2015

Slipknot er altid garant for god underholdning, og modsat sidste gang i Forum var betingelserne langt bedre. Først og fremmest skal lighederne nævnes;

- sceneudsmykningen: først og fremmest er lysshowet nøje afstemt med hver enkelt sang. En gigantisk skærm er placeret bag scenen, og et bagtæppe med coveret fra den nyeste skive er også at se – og så er der stadigvæk det overdimensionerede og intimiderende gedehoved der hænger langt oppe og lurer over os alle. Og ild. Masser af ild.

- performance: Det 9 mand høje orkester er stadig over det hele, hvor især perkussionisterne giver den god gas og den ene på keyboard (ham hvis maske tilnærmelsesvis ligner en gasmaske) er den mest aktive. Bare at se på ham løbe og danse rundt er underholdende i sig selv.
Vi får stadig de roterende perkussions der kører op og ned sammen med de to keyboards. Christiania-flaget bliver til slut båret triumferende rundt på scenen, mens trommeslageren stadig ikke kan (eller vil?) bruge Joey Jordisons trick med at spille halvvejs på hovedet. 
Og der blev (igen igen igen) slået ny rekord i Danmark til sid ned-hop op seancen i ”Spit It Out”. Det er stadig lige vildt at se så latterligt mange mennesker bevæge sig i én takt.

Den helt store forskel fra sidste gang er uden tvivl lyden, der i denne omgang er LANGT bedre. Faktisk er det den bedste lyd jeg har oplevet til SlipKnoT, hvor alt virker til at gå rent igennem – og det er fandme imponerende med 9 mand. 
Sætlisten er også ændret, og to af mine personlige favoritter i form af ”AOV” og ”Vermilion” luftes. Fantastisk for undertegnede, men skal man være kritisk, må det påpeges at sidstnævnte ikke passede særlig godt ind. Ligeledes var ”Killpop” gevaldigt med til at dæmpe intensiteten, både på og foran scenen.

SlipKnoT selv var mere tændte end de var i Forum, og indpisker/frontmand Corey Taylor er stadig lige god til at sparke publikum i gang – som dog er mere end rigeligt aktive i mange af rækkerne oppe foran. Måske vigtigst er at både bassisten og trommeslageren nu ser ud til at føle sig hjemme i bandet – det var bestemt ikke tilfældet sidst. 
Det er dog stadig et nøje tilrettelagt show, og jo flere gange jeg oplever SlipKnoT, jo tydeligere bliver det.

Uden hensyntagen til ovenstående sætning, er alt ikke lige i øjet, og groft sagt kan showet deles op i tre dele. Det drejer sig om en rigtig god start, hvor lyden lynhurtigt kommer helt på plads, SlipKnoT sparker det hele i gang og publikum er helt på. 
Dernæst kommer en midtersektion med bl.a. ovennævnte sange, og ellers nogle af de mere bløde af slagsen, SlipKnoT har komponeret. Det føles også her som om at rutinen tager noget over for lysten, men så snart vi når til klassikeren ”Eyeless” er der dømt fuld smæk for skillingen i den sidste halve time.

Overordnet leverer SlipKnoT dermed varen langt mere overbevisende end sidst, og det var et sublimt show med et band der ingen problemer havde med at stå som årets ultimative headliner – det er dog stadig set bedre. 

Sætliste:
1) – Sarcastrophe
2) – The Heretic Anthem
3) – Psychosocial
4) – The Devil In I
5) – AOV
6) – Vermilion
7) – Wait And Bleed
8) – Killpop
9) – Before I Forget
10) – Duality
11) – Eyeless
12) – Spit It Out
13) – Custer
Encore:
14) – (sic)
15) – People = Shit
16) – Surfacing

 

  • Body Count _6
  • Forfatter: Jill
  • Saint Vitus_3
  • Forfatter: Jill
  • Iron Reagan_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Slipknot, King 810

Jeg ser Slipknot lidt i samme boldgade som Rammstein i forhold til 2 punkter;
1) – De skal opleves live.
2) – De er altid, som minimum, gode live.
Denne gang er det så Forum der skulle stå for tur, og modsat de 2 seneste gange Slipknot har besøgt os (henholdsvis i 2009 og 2013 – begge gange på Orange Scene/Roskilde Festival), er det med en ny plade på bagen. Det er også 7 år siden de sidst spillede indenfor i Danmark, og man må sige det er noget af en opgradering af gå fra KB Hallen til Forum.
Angående opvarmningen, så har KoRn været med på den amerikanske/engelske del af touren, men er altså ikke med i resten Europa. Til gengæld har de bragt det nyligt (over)hypede band King 810 med sig, hvor de begrunder valget med at de ”minder dem om dem selv da de var unge”.

 

King 810:

King 810 – hvad er det egentlig for et navn? Jo, tallet 810 er områdenummeret på Flint i Michigan hvor det amerikanske band kommer fra. Egentlig opstod de tilbage i 2007, men det var først i 2014 at deres debutalbum “Memoirs Of A Murderer” udkom, og ligeledes her blev de inviteret til at spille på f.eks. Mayhem Festival Tour, Slipknot’s Knotfest og Download Festival. Sidstnævnte blev de i øvrigt nødt til at aflyse, da forsangeren og bassisten blev anholdt pga. mistanke om, direkte oversat, ”assault with intent to do great bodily harm”. Forsangeren var i 2012 også udsat for et overfald, hvor han blev både stukket og skudt. 
Bandet er nok mest kendt for netop denne hårde attitude, hvor de f.eks. til deres liveshows har haft 2 maskerede mænd på scenen med geværer – om de så har været ægte eller ej vides ikke. Deres fanbase, i hvert fald i USA, er både voldelig og meget loyal, og er bl.a. gået amok til et arrangement kaldet ”Dirtfest” i 2009, hvor det blev så hektisk at politiet forsøgte at stoppe dem. Det endte i stedet i håndgemæng, og da King 810 fik afbrudt strømmen sang deres fans numrene alligevel. Flere fans har også postet billeder af tallet 810, som de har skåret ind i huden.

Uden de store svinkeærinder går King 810 på scenen, og som forventet er lyden alt andet end god. Forum har det med at svinge en del i lydkvalitet, og jeg har oplevet både ekstremt ringe og virkelig god lyd – i aften er det desværre i den meget ringe ende. Guitar, bas og trommer falder oveni hinanden, og især sidstnævnte buldrer af sted. Vokalen er for det meste svær at tyde, i hvert fald her i midten af salen, hvor jeg står. Sommetider er den dog lige i skabet.

Og det er faktisk også det eneste positive jeg kan nævne, for bandet virker helt tilfredse med blot at spille deres sange, og så ikke én tøddel mere end det. De kan nu også sagtens spille dem, men når man er stort set ukendte og skal varme et publikum op, er det et problem ikke at give sig mere end hvad de gør i aften. Der er heller ikke meget pondus bag, så på trods af de hårde tekster og de insisterende trommer, står jeg og keder mig bravt. Træthed efter en lang tour måske?
Forsangeren mumler tak et par gange, men heller ikke dét føles ægte. Han bevæger sig en anelse rundt på scenen, og de andre medlemmer headbanger en smule for sig selv, men mere sker der ikke.

Ligeledes er det kun nogle få oppe foran der viser oprigtig interesse, og det er relativt få (taget Forums størrelse i betragtning) der klapper oprigtigt da numrene slutter. I lange 45 minutter får de lov at udfolde sig, men okay, i det mindste er lysshowet faktisk ganske godt. 
Endnu et hypet band der ikke kan levere har passeret, og hvor er det dog egentlig sløjt ikke at kunne finde noget større til at opvarme for Slipknot.
2½/6 stjerner.

 

Slipknot:

Hvis man siger nu-metal må man også sige Slipknot. De 9 (men nu kun 7) galninge fra Iowa i USA har siden 1995 været en del af scenen, og har i den tid udgivet 5 albums. Debuten ”SlipKnoT” er fra 1999, deres nok mest populære værk i form af ”Iowa” kom 2 år senere, ”Vol. 3: (The Subliminal Verses) udkom i 2004, og derefter holdt Slipknot en pause inden de vendte tilbage i 2008 med den meget roste “All Hope Is Gone”. 
Fra 2008 og til nu er der imidlertid sket nogle afgørende ting i bandet, udover udgivelsen af ”.5: The Gray Chapter” for nogle måneder siden. I 2010 døde bassisten Paul Gray, og trommeslageren Joey Jordison forlod af ukendte årsager bandet i slutningen af 2013. Det har dog ikke stoppet Slipknot, og de har hyret en trommeslager og en bassist til deres igangværende tour. Det har dog ikke været uden spændinger, da både Corey Taylor (forsanger) har bekræftet at de ikke er medlemmer af bandet, og Shawn Crahan (en af de 2 perkussionister) har tilsyneladende udtalt; ”This is Slipknot, fuck both of these guys… They’ll never be in the band. Never”. Det lyder dog mærkværdigt, men man kan jo aldrig vide.

Man kunne have håbet på at den ringe lyd ville være blevet nogenlunde korrigeret til hovednavnet, men det er ikke tilfældet. Det er også det største minus i aften. Så snart man går en smule tilbage i salen (jeg var langt oppe foran i en god del af koncerten), bliver det gradvist mere ringe. Selv midt i Forum er det skod, hvor trommerne lyder som pap, vokalen oftest er utydelig og ligegodt alt andet roder sig ind og ud af hinanden. Lyden bliver kastet frem og tilbage, og det lyder ad helvede til, både med og uden ørepropper. 
Det bliver derfor aldrig den auditive oplevelse Slipknot fortjener (og som de tidligere har leveret), da så mange detaljer i musikken drukner fuldstændigt.

Når dét så er noteret, så skal jeg love for at det visuelle i forhold til tidligere shows har fået et gevaldigt nyk opad. Først og fremmest er lysshowet nøje afstemt med hver enkelt sang. En gigantisk skærm er placeret bag scenen, der dog ikke viser andet end farver (der kunne man godt have gjort bare en smule mere ud af det). Et bagtæppe er også at se – også er der ”naturligvis” det overdimensionerede og intimiderende gedehoved der hænger langt oppe og lurer over os alle. Og ild. Masser af ild. Det er næsten så Rammstein får konkurrence.

Slipknot har på denne tour 3 forskellige sætlister de bruger, og den vi får er fokuseret på den første plade, så vi f.eks. får både ”Eeyore”, ”Liberate” og ”Purity” i den rækkefølge – sange som må siges til dels at være sjældenheder. Andre steder har de fået mere fra Vol. 3, som bl.a. ”Three Nil”, ”The Blister Exist”, ”Opium Of The People” og ”Vermillion”. Eller også får de ”Eyeless” og ”Disasterpieces” fra henholdsvis 1. og 2. plade. Jeg må indrømme at jeg hellere ville have haft en af de andre 2 sætlister, men man kan jo ikke få det hele.

Det vigtigste er også at publikum lapper det i sig, det værende både de nye sange såvel som ældre klassikere. Fra den brutale åbner ”Sarcastrophe” til ”My Plague”. Fra ”Psychosocial” til ”Left Behind” er der fællessang, masser af moshpits og arme, ben og andet i vejret. Det er fedt at se hvor mange der ikke bare er kommet for de gamle travere, men kan teksten til de 4 skæringer vi får fra den nye. Der er et lille fald i aktiviteten oppe foran i løbet af de førnævnte 3 ”sjældne” sange fra debutpladen, men ellers holdes fanen højt hele vejen igennem.

Det 9 mand høje orkester er over det hele, hvor især perkussionisterne giver den god gas og den ene på keyboard (ham hvis maske tilnærmelsesvis ligner en gasmaske) er den klart mest aktive, og bare at se på ham løbe rundt er underholdende. Det hele er dog noget mere rutineret end hvad jeg før har set, og det virker en smule som om det bare er endnu en dag på kontoret. Corey Taylor spilder ikke så meget tid på snak, men omvendt indpisker han mindre energisk end han plejer.
Det er på ingen måde dårligt, men når SlipKnoT vil, kan de gøre det endnu vildere.

Vi får stadig de roterende perkussions, der ligeledes kører op og ned sammen med de 2 keyboards. Christiania-flaget bliver også stadig båret triumferende rundt på scenen op til flere gange, men desværre kan trommeslageren tilsyneladende ikke Joey Jordisons trick med at spille halvvejs på hovedet, men det går nok. Og ja, vi satte os ned til ”Spit It Out” (og ja, det var fedt!) inden alle i fællesskab hopper op fra gulvet.

Overordnet set var det imponerende (som altid), men langtfra deres bedste. Det er et nøje tilrettelagt show hvor selv detaljerne er planlagt, men kunsten er at kunne skjule lige præcis dét faktum fra alle i publikum - i aften vil jeg ikke mene det lykkedes. Lad os se om de kan gøre det til Copenhell.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Sarcastrophe
2) – The Heretic Anthem
3) – My Plague
4) – The Devil In I
5) – Psychosocial
6) – The Negative One
7) – Eeyore
8) – Liberate
9) – Purity
10) – Before I Forget
11) – Duality
12) – Left Behind
13) – Spit It Out
14) – Custer
Encore:
15) – (sic)
16) – People = Shit
17) – Surfacing

 

  • Slipknot_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Slipknot_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Slipknot_8
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Fredag

De læsere, der husker min Mono-reportage fra sidste år, vil med rette have en idé om, at jeg nærer et stort, fedt, blødt punkt for arrangementet. Og lad det med det samme være sagt, at benævnte punkt kun har vokset sig endnu større ovenpå denne festivalens nu veloverståede 10. afvikling.

Enkelte gange går man som i en kammeratlig kædedans fra den ene krammer til den anden. Der er glade venner overalt, - enkelte af hvem jeg ikke har set i adskillige år. Der catches up; de sidst sete koncerter evalueres. De obligatoriske debatter om subgenredefinitioner og hvilket af de fire første Morbid Angel-albums, der er bedst, afvikles i hygge og fordragelighed. (Det er i øvrigt Altars of Madness, hvis nogen stadig skulle være i tvivl.) Det er noget så genkendeligt altsammen, men jeg bliver sgu nok aldrig træt af det. Det er lidt ligesom en form for familiefest. - En stor, skøn, pissesej familiefest.
Hertil kommer bookingen af dette års line-up, som enten er enormt heldigt ramt eller slet og ret foretaget af en knusende professionel arrangør med en større finger på undergrundspulsen end nogen anden dansk metalinstitution. Det er umuligt at redegøre fuldt ud for denne weekends beskaffenhed indenfor rammerne af denne reportage, - ja, med ord i det hele taget, - men tro mig: Ligesom sidste år og året før dét ender MGM 2015 med at transcendere summen af sine enkeltdele.

 

Gaia

Dog starter det lidt sløvt. Ligesom sidste år præsenteres første aftens åbningsband af Anders Bøtter, der i samarbejde med Blastbeast har udvalgt det mest interessante fra Sort Søndag-indslaget Undergrunds-Ukrudt. Gaia er en ung trio, der med deres egne ord spiller "kosmisk doom", og langsomt går det da i hvert fald. Det er den blues'ede, stoner-agtige ende af doom, vi er ovre i. Lige præcis det stenede islæt ender desværre med at dominere sangene, og når jeg bruger ordet "desværre", er det fordi dét er det eneste konsistente og mest opdyrkede element i musikken. Der tænkes tilsyneladende ikke så meget i riffs, temaer, hooks eller melodier, men for det meste bare i stenet atmosfære. Jeg savner ganske enkelt at høre nogle stand-out-elementer.
Det er muligt, at jeg skal høre Gaia flere gange, inden den famøse prås begynder at gå op for mig, og jeg skal gerne lade tvivlen komme dem til gode. De er trods alt også newcomers, og de virker i øvrigt som nogle sympatiske gutter. Men sangene virker til gengæld gerne, som om de er lidt tilfældigt sammensat af stykker, der ikke nødvendigvis havde behøvet at have noget med hinanden at gøre. Dertil kommer, at vokalen er sloppy og anonym, og at forsangeren lidt ligner én fra Weezer, der lige er stået op. - Ikke mindst når han nu er flankeret af en ultrasej bassist i tanktop med lange dreads, undercut og omfattende maori-tatoveringer. Det kan lyde mavesurt og Thomas Blachman-agtigt at gå op i den slags, men kom nu ikke og sig, at det ikke betyder noget.

Nej, men det er på den anden side heller ikke fordi, musikken er direkte ringe; slet ikke. Der er noget fed Clutch-agtig stemning i nogle af de mere upbeat passager, og hen imod slutningen træder forsangeren da også mere i karakter og lægger noget tiltrængt energi og overbevisning bag. Der er helt klart masser af uopdyrket potentiale hos Gaia; det er desværre bare ikke nok til at overbevise mig i denne omgang. Men jeg vil se frem til den dag, det sker, og ønske dem alt muligt held og lykke så længe.
Karakter: 3/6

Gaiafoto10 

 

The Powergloves

The Powergloves spiller en form for math-rock, hvilket som udgangspunkt får en lille alarmklokke til at ringe hos mig. Det kan være en spændende genre, men der er ikke langt derfra, til dér hvor den bliver lige så anstrengende for enhver, der ikke er på krystalamf eller har galoperende ADHD. De dersens Dillinger Escape Plan har jeg i hvert fald altid haft det svært med, selvom de er nok så teknisk vanvittige.
Men så meget desto mere tager The Powergloves røven på mig. Udover at være et enormt kreativt og forskelligrettet band, er de langt fra lige så hysteriske som f.eks. førnævnte Dillinger kan være. Det hænger måske også sammen med, at vi hér spares for den vist ellers obligatoriske råbe-/skrigevokal, eftersom samtlige numre er rent instrumentale. Og så bærer musikken tydeligt mærkbare islæt af både Oceansize og Tool, - og sammen med math-rock er det fandeme en saftig combo.

Det er nu stadig om ikke anstrengende, så enormt udfordrende. Der sker en masse forskellige ting hele tiden. Basfigurerne minder til tider lidt om Primus - hvilket kun er en kompliment, når det kommer herfra. (Hvordan kan det egentlig også være andet?) Det er specielt en overraskende fornøjelse at opleve trommeslager Rune Weidemann, - hvis spil i Surfing Henchmen normalt er lidt løst og jammende, - være så meget i kontrol over de konstant skiftende taktarter. Det er umuligt for mig at følge med hele tiden, men jeg får i hvert fald aktivt talt en 13/8-periode og i samme nummer en 11/8 inddelt i 3-3-5. Ind imellem får jeg nærmest associationer til balkan-musik. Åh, jeg elsker nørderi.

Leadguitaren er et kapitel for sig. Enkelte hele gennemgående figurer er tapping-baserede, Gojira-style. Jeg tager mig selv i at stå og måbe flere gange. Der bliver lavet nogle superlækre shoegazer-agtige ting med noget ekko/delay, der henleder mine tanker på Sigur Rós, hvad der ligeledes kun er positivt. Det skyldes måske også, at den ene, diminutive guitarist med sin strikhue og sweater samt lidt uplejede skægvækst ligner én, der normalt bruger mere tid på at gå og kigge på gletschere med sin vædder Tjórðgrúnn, end han bruger i et øvelokale. Men spille, det kan han sateme. Og så ser jeg gerne igennem fingre med, at der er et par enkelte halvdøde anslag her og der. Jeg forventer ikke at opleve nogen ny Malmsteen på dennehér festival.

Det hele er trods alt for krævende til, at min opmærksomhed ikke begynder at søge andetsteds hen hen imod slutningen. Men det ændrer ikke på, at The Powergloves' musik er så selvstændig og skudsikker, som noget jeg nogensinde har hørt indenfor genren. Der er så megen mening med galskaben, at hele det kaotiske udtryk til tider føles som ganske ordnet - og sgu i enkelte momenter er decideret flot. Min musiksmag er netop blevet rykket en lille anelse. Og jeg har normalt nogle halvkedelige tendenser til at være lovligt konservativ, hvad musik angår, så tak for det, gutter.
Karakter: 5/6

Powergloves2 

 

All Trays For Venom

Hvis All Trays For Venom havde pladedebuteret i starten af dette århundrede, havde de måske formået at opnå den kongestatus, som Hatesphere havde i dansk metal for omkring 10 år siden. I stedet lyder de som endnu en klon af en klon af Killswitch Engage. Om jeg nogensinde kommer til at forstå, hvordan en subgenre på én gang kan indeholde så lidt nytænkning og have så forbavsende kort holdbarhedstid. Eller... det er da i grunden meget indlysende, nu jeg lige siger det på dén måde.

Nå. Når mit personlige vand hermed er hældt ud af ørerne, så er All Trays For Venom vel for så vidt egentlig ret gode til det, de gør. De spiller f.eks. ganske upåklageligt sammen. - Selvfølgelig, fristes man til at sige, for ellers kan et band ikke så godt spille noget, der har med metal at gøre. Og det kan de godt, selvom det hér dogme med enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst så er mere gennempløjet end den eneste lolitadukke i en straffekoloni for sædelighedsforbrydere. Og så er det jo naturligvis heller ikke fordi, musikken er ganske blottet for fede momenter; det har trods alt enkelte tråde tilbage til In Flames, dengang de endnu ikke spillede godnatsangs-metal. Der er bare stadig ikke ét sekund af All Trays For Venoms musik, der har formået at sætte sig fast i min hukommelse udover den så skamredne standardform. Og når noget indenfor metallen insisterer på at være så melodisk, så skal det edderma'me også være catchy. Det er All Trays For Venom desværre ikke.

Men så kan man til gengæld snakke lidt om deres liveshow, for hvad de mangler i originalitet, har de til gengæld til overflod i energi og attitude. Forsanger Rasmus Godsk er som besat af en komplet manisk fandenivoldskhed, og han er nærmest mere ude at løbe rundt blandt publikum, end han er oppe på scenen hos sine bandkammerater. Heroppe er bassist Simon Buje til gengæld lige så herligt sprælsk at se på. Dog skæmmes det samlede udtryk af den ellers så glimrende leadguitarist, der nærmest konstant har et ansigtsudtryk, som om han lige har slået en meget højlydt prut til en begravelse. Du spiller skidegodt, kammerat; bare op med næbbet, foden på monitoren og få dig noget garn at svinge rundt med. Åh jo, det er forresten en anden ting: All Trays For Venom havde muligvis overbevist mig bare en smule mere, hvis ikke fire ud af fem bandmedlemmer havde lignet statister i en dokumentar om bystanders. Få jer dog nogle outfits der i det mindste ikke skriger af herreafdelingen i Føtex, altså.

Hvorom alting er, havde jeg i den tilstræbte objektivitets hellige navn faktisk ellers overvejet at give All Trays For Venom 4/6, fordi de leverer så fed en performance og får publikum så godt med. Men de skal altså ha' et run for deres money. Når jeg ikke får mere personlighed, end der kan ligge i hullet på en tokrone, kan jeg desværre ikke tillade mig at være mere gavmild end som så. Jeg beklager, drenge, men vi må allesammen gøre vores for at fremme den forandring, vi ønsker at se i verden. Og jeg vil altså virkelig gerne snart have enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst-paradigmet stedt til hvile.
Karakter: 3/6

Alltraysforvenom2 

 

The World State

I starten er jeg meget forvirret. "Hvad er det hér i grunden?", tænker jeg. Jeg har hørt et par enkelte numre med The World State for velsagtens et par år siden; dengang var min reaktion lige dele skepsis og interesse. Bandet var - og er - tydeligvis enormt sultne, eksperimenterende og drevet af enormt forskelligrettede kunstneriske kræfter. I aften kan jeg med stor glæde konstatere, at The World State er blevet lidt mere sammentømrede i deres udtryk, men uden at give køb på den kreative åbenhed, der synes at være primærdrivkraften.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig står bruger betragtelige kognitive ressourcer på at placere The World State rent genremæssigt. Avantgardistisk doom-rock? Jeg tænker i retning af det nyere Anathema, som det jo desværre er de færreste af os, der kan finde ud af at nyde, for hvad det er. Men ligesom det tager tid for mig at finde en nogenlunde passende musikalsk kategori, ligesådan kryber musikken langsomt ind under huden på mig undervejs. Udtrykket er enormt vidtfavnende; rent dynamisk gås der fra den ene spæde, luftige yderlighed til den anden, eksplosive, dramatiske ditto. Men den mystisk inciterende atmosfære er konstant i højsædet lige fra koncertens tostemmige á capella-start til dens ultrasoniske blastbeat-klimaks. Jeg var i øvrigt slet ikke klar over, at Leif var i stand til at synge - og så endda ganske pænt. (Ja, det er arrangørens band, og det er okay, for man må sgu have visse privilegier, når man står for bookingen, og så indfrir The World State trods alt også konceptet om at være fra nærheden af den danske metalundergrund.) Og Bina Rosenvinges kønne vokal er lykkeligvis en værdig arvtager for forgængerinde Monika Pedersens. I det hele taget er jeg rigtig positivt overrasket.

Det er desværre bare ikke nogen ubetinget følelse. Lige så bjergtaget, som jeg ender med at blive af The World State, lige så træt er jeg af alle de infame snakketanter, der ikke fatter at reservere deres kævl til ind imellem koncerterne. Det er dybt respektløst overfor bandet, især når man står kun få meter fra deres performance og ikke gider gøre sig den ulejlighed lige at gå i baren eller udenfor, hvis verdenssituationen partout ikke kan vente med at blive løst. Bevares, det er helt fint med en enkelt, konstaterende kommentar eller udbrud, men når folk står og har hele konstant vedvarende samtaler til en fucking koncert...! Jøsses. Jeg har faktisk aldrig tysset på nogen i ren irritation før, men nu ved jeg, hvordan dét er. Hele momentet er desværre for omfattende til ikke at trække ned i min bedømmelse. Og som min makker ellers så rigtigt siger udenfor bagefter, så burde det aldrig kunne ligge bandet til last. Men det kommer det jo desværre til, al den stund det skæmmer min personlige koncertoplevelse. Og det gør det, når det er så omfattende, som tilfældet er hér, og så meget desto mere når musikken sommetider er så fin og skrøbelig, som det er tilfældet hos The World State, der udover en større scene også har fortjent et bare lidt mere dedikeret publikum.
Karakter: 4/6

Worldstate5

 

Pet the Preacher

... Og det er så lige hér, jeg giver pokker i notathæfte og indtager cowboyrækkerne med garnet slået ud. Lige så aparte, som deres bandnavn er, lige så tung, blueset, dynamisk og all-round overbevisende er Pet the Preachers skønne sydstatsstenerheavy. Stilen er hen ad Corrosion of Conformity anno "Deliverance" tilsat lidt ekstra potjoints og bluesguitar. Hurra, mand. Hvis man ikke kan lide det hér, er man fandme et ind-til-benet-røvsygt menneske, ligemeget hvor løjerligt navnet "Pet the Preacher" så måtte være. Men én ting er selve stilen, en anden er sangene, hvis velskrevethed og variation er af international klasse.

Pet the Preacher rammer faktisk en synergi, som alt for mange metalbands kunne lære noget af: Det dynamiske og melodiske foregår ingenlunde på bekostning af den metalliske tyngde, og omvendt dominerer det tunge aldrig musikken i så høj grad, at der ikke er plads til en lækker bluessolo eller rent faktisk bare noget opbygning. Åh, hvor er det dog skønt med et dansk band, der ikke bare er så heavy som hér, men sgu samtidig også i stand til rent faktisk at skrive gode sange. - Altså, et dansk band som ikke er Volbeat.

Min svingende manke fejer rundt i de ølsjatter, jeg selv har spildt på scenen. Jeg ved, at det bliver et helvede at rede ud i morgen, og jeg er pisseligeglad. Fuck nu mig, hvor er det dog fedt, det hér. Og jeg har faktisk ikke ret meget mere at tilføje, så det vil jeg prøve at lade være med. Summa summarum: Pet the Preacher fortjener at blive tjekket ud, hvis du er til en snart sagt hvilken som helst afart af rock, og selvfølgelig er du da dét. Jeg ville virkelig ønske, at de kunne gå hen og blive store. Dog skal der muligvis et navneskifte til.
Karakter: 5/6

Petthepreacher14

 

Den rullende pølsemand

"Æh... Jeg er her som anmelder, og jeg havde egentlig så'n en madbillet, men der var ikke mere inde backstage, og jeg har lige snakket med Leif, og han sagde, at jeg bare sku' gå herud... Såeh, kan du ikke lige hotdogge mig?"

Og dét kunne han så sandelig, den gode rullende pølsemand, der blandt visse af Aarhus' metallere vil være glædeligt husket fra Royal Metal Fest. Som en af mine gode venner så rigtigt har udtrykt det, så skal man sateme ikke fucke med en ristet med det hele, og sådan nogle bygger den rullende pølsemand nogle yderst kvalificerede af. Blødt, ikke tørt og overbagt, men stadig gennemvarmt brød; hverken for meget sennep, ketter eller remo; til gengæld masser af både rå og ristede løg; tre-fire skiver agurkesalat øverst og frem for alt en overraskende godt langtidsgennemristet frankfurter med noget nær perfekt sprødhed. Sådan skal det sgu være. Og jeg kunne bare komme igen senere, hvis det var. Det var jeg alt for ydmyg til, men jeg lovede med det samme at gøre lidt reklame for den rullende pølsemand, og det gør jeg jo hermed. Han laver som sagt en brav hotdog, som for selv en SU-slave er de 25,- kr. værd, den koster, når ens brandert er i metalfestivalliga; han kan bookes på 24870071 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og han er desuden enormt flink og rar.
Karakter: 5/6

 

Hvis man nu havde købt billet, kunne man såmænd få sådan en aften hér for en skaldet hund. Subsidiært bare for hundrede kroner. Pointen er, at det er urimeligt billigt. Og for bare en halvtreller ekstra til et partoutarmbånd kunne man få en lørdag med, der muligvis vil gå over i Monoramas historie som dén bedste aften. Følg med i morgen og find ud af, hvad der var festivalens bedste koncert; hvad begrebet "dark rock" egentlig dækker over; om danskere overhovedet kan finde ud af at spille power metal; hvem det egentlig var, der skød J.R. i "Dallas"; hvorvidt Birthe Kjær er en androide eller ej; samt om yours truly har tømmermænd. (Hint: Det har jeg.)

 

Læs også vores reportage fra lørdag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Linkin Park - The Hunting Party

Meget kan der efterhånden siges om Linkin Park – positivt som negativt. For undertegnede overvejende positivt, men der skal ikke være tvivl om at den amerikanske sekstet også har skudt ved siden af en gang eller to. Til gengæld er LP også altid garant for minimum en eller to vellykkede skæringer – lige meget hvor meget lorten så lugter. Det er kun 2 år siden bandet udsendte deres ganske fine femte album Living Things (vi springer elegant diverse remix albums over i den sammenhæng). Et album der muligvis var bandets mest elektroniske til dato, men samtidig varslede en tilbagegang til den mere rockede sound. The Hunting Party forsætter den udvikling, i den forstand at det er blevet en del mere rocket, hvorimod den elektroniske del er røget et godt stykke i baggrunden. 

 

Shinoda rapper stadig af sted på vers, mens Bennington akkompagnerer og i en noget mere rå udgave tager sig af omkvæd. Begrænset nyt under solen hvad det angår. Til gengæld er der ingen tvivl om, at LP virkelig mener det med at være mere rocket. Der er guitar i diverse tempi over hele pladen, og tilmed noget der tilnærmer sig en guitarsolo. I det hele taget får Delson meget mere spillerum på denne udgivelse; et element der i min optik har været savnet på bandets seneste udgivelser. Desværre lyder det nogle gange lidt forceret. Der er ingen tvivl om at LP kan og vil, men der mangler bare et eller andet. Måske er det bare undertegnede der har svært ved at takle, at LP forsøger at spille punkrock som på ”War”, smider semithrash rytmer afsted på ”Keys To The Kingdom” eller spiller klassisk LP som på ”Until It’s Gone”. Måske er det netop den rodede sammensætning af genrer, der irriterer.

 

Selvom The Hunting Party i min optik er lidt rodet, redder LP det hele på vanlig vis ved at skrive nogle flotte sange og velklingende omkvæd. The Hunting Party er på ingen måde et nyt masterpiece, men langt hen ad vejen har LP skrevet et godt album. Trods den noget rodede kontur på albummet, må numre som ”All For Nothing” med Page Hamilton (Helmet), ”Guilty All The Same” med Rakim, ”Until It’s Gone” og ”Rebellion” med Daron Malakian (System Of A Down) fremhæves for vanlig LP charme – hjulpet lidt på vej. Det være sagt, finder jeg ingen numre der er decideret elendige. Bundniveauet er ganske højt, og the Hunting Party er en plade der vokser med tiden – det klæder simpelthen bandet at bruge samtlige musikere fuldt ud. Denne plade er sandsynligvis en plade, der vil skille vandene. Enten hader man at LP nu spiller med guitarmusklen, eller også synes man det er fedt. Under alle omstændigheder leverer LP en skive med en lang række fede numre – rod eller ej. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:
1.Keys To The Kingdom
2.All For Nothing (feat. Page Hamilton)
3.Guilty All The Same (feat. Rakim)
4.The Summoning
5.War
6.Wastelands
7.Until It’s Gone
8.Rebellion (feat Daron Malakian)
9.Mark The Graves
10.Drawbar (feat. Tom Morello)
11.Final masquerade
12.A Line In The Sand

 

Linkin Park - "Until It's Gone" [Official Lyric Video]

Læs mere...

Papa Roach, Glamour Of The Kill, Franklin Zoo

I 2001 så jeg første gang Papa Roach live. Dengang var de på tour med deres debut album Infest (2000) og det var i selskab af Hedpe. Siden da, er det kun lykkedes mig at ramme bandet live én gang. Det var i Vega for nogle år siden hvor Buckcherry blandt andet opvarmede. Første gang var en fantastisk oplevelse. Der var langt fra udsolgt, men det var et spillevende band der stadig kæmpede for gennembruddet. Anden gang var knapt så interessant – men stadig energisk. Jeg havde flyttet mig rent musikalsk og det havde Papa Roach også – i hvert fald en lille smule. Genkendelsens glæde og følelsen af at være 19 år igen, kombineret med at bandet spillede en habil koncert, hjalp dog til at skabe en acceptabel oplevelse. 

 

12 år efter min Papa Roach live-mødom blev taget, er bandet så tilbage i Danmark. Denne gang i Amager Bio akkompagneret af engelske Glamour Of The Kill og danske Franklin Zoo. Tre bands og rig mulighed for at opleve ny lyd eller gense allerede kendte bands. 

 

Franklin Zoo

Forud for touren, var det annonceret, at det amerikanske band Middle Class Rut ville være del af lineup. Det blev dog hurtigt revideret og Papa Roach stod derved med et enkelt opvarmningsband i form af Glamour Of The Kill. Hvad gør man så? Man skaber lidt god omtale, ved at udskrive en konkurrence i de respektive land, hvor et lokalt band kunne vinde opvarmningen. I Danmark løb det Københavnske band Franklin Zoo med sejeren, i konkurrence med A Road To Damascus.

 

Den stod altså på Københavnsk grunged hard rock ala. midt 90’erne – og i særdeleshed ala Soundgarden. Ikke nok med, at det lød som om kvartetten havde fundet end del inspiration, forsanger Rasmus Revsbech’s fraseringer havde ligeledes en Cornellsk klang. Nuvel, der er absolut intet galt i inspiration, så længe man kan skrive sine egne kompositioner og fremstå med en individuel sound. Franklin Zoo har langt hen af vejen formået at bygge deres kompositioner op omkring deres egen lyd. Bandet er velspillende og især Revsbech har et glimrende scenetække og showmanship. Alt i alt en ganske positiv oplevelse. Det skal dog påpeges, at ikke alle af bandets fremførte kompositioner var lige interessante – og her har bandet et pænt grundlag for forbedring. Bandet udgav tidligere på året skiven Untamed (værd et give et lyt) og specielt nummeret ”Owerflown” derfra, fremstod live, voldsomt stærk. Dejlig tung og fandens groovie. Men det var absolut også højdepunktet og de efterfølgende numre, fremstod som de foregående en smule ensformige og kedelige til sammenligning. Misforstå mig ikke. Bundniveauet var højt, de andre numre havde på aftenen bare ikke samme intensitet.

 

Overordnet en velgennemført opvarmning, hvor den halvfyldte sal, blev godt underholdt. Franklin Zoo gjorde hvad de skulle og slog de amerikanske kollegaer i GOTK med flere længder, hvad angår rock’n’roll attitude og showmanship. Sammenlignet med Papa Roach, har danskerne langt igen (yes,yes - utaknemmelig sammenligning). 4 ud af 6.

 

Glamour Of The Kill

GOTK er dannet tilbage i 2007, var aftenens sidste opvarmning inden det efterhånden ventede hovednavn. Med en klassisk poppet metalcore sound, udgav bandet deres debut tilbage i 2011 og som aftenens forrige band, har GOTK ligeledes udsendt materiale i år – Savages.

 

På plade er bandets kompositioner plastret til med klicheer. Er man i tvivl så bare tag et lyt til nummeret ”Second Chance” fra Savages. Med lyrik som ”I don’t wanna live forever, but I don’t wanna die. I need something to believe in, I wanna live my life”, er det lige før klicheerne sidder så højt i halsen, at man får bræk på trøjen (forudsat man har en trøje på). Anyway det behøver jo ikke nødvendigvis betyde, at bandet ikke kan levere en god koncert. Kiss gør det gang på gang. 

 

En halv times tid efter Franklin Zoo forlod scenen, stod englænderne parat til at fyre deres metalcore tråd af. Med en voldsom pulserende bas kom bandet på scenen. Klædt efter forskrifterne og tusset langt op af halsen. Farligt så det ud - realiteten var stik modsat. Det viste sig ret hurtigt at forsanger Davey Richmond havde vokalproblemer. Trommer og bas overdøvede og Richmond havde samtidig lidt problemer med at huske, at holde mikrofonen for munden. Hertil ville min bedstefar nok have sagt noget ala. ”Hold den tunge inde i munden knægt” – og forståligt. Jeg har sjældent set en ”mand” fægte så meget med tungen. Stop det, du er ikke Gene Simmons! 

 

Heldigvis stod resten af bandet fint og vi blev da fulgt pænt igennem en pæn række af velspillede numre – inkl. cover af Kizz’s ”Love Gun” (Kan Kiss nævnes flere gange i denne anmeldelse?). ”A Freak Like Me” blev leveret energisk og velspillet. Det samme for ”If Only She Knew” og den afsluttende ”Feeling Alive”. Udmærket og godt spillet. Men for fanden hvor var det hele gennemsigtigt og falskt! Tager man en facade på når man går på scenen, er det essentielt at man overbeviser publikum om facaden – og det gjorde GOFK ikke! Det blev for overdrevet. Med en konstant forceret kontakt til publikum og utallige opfordring til sing along, gestikulering og et fantastisk mislykket forsøg på at skabe en Wall Of Death, faldt bandet simpelthen igennem. Det var desværre også tydeligt at det var en begrænset del af publikum der åd den stinker. Begejstringen var der momentvis, men trods de utallige forsøg, lykkedes det aldrig GOFK at få gang i publikum. 

 

GOTK løber med 3 ud af 6 og det gør de primært pga. deres materiale. Jeg ville ønske de ville droppe alt det klichepis og fokusere på det vigtige – musikken!

 

Papa Roach

Aftenens hovednavn kræver ingen yderligere introduktion, alligevel er det værd at påpege, at denne tour markere 20 års jubilæum for bandet, der udgav deres debut i 2000. Nogen må virkelig have goofet rundt de foregående 7 år. Anyway, lad os springe til det, det hele handler om – musikken. 

 

Den korte anmeldelse: Papa Roach blæste publikum af scenen. Leverede en fantastisk selist og langt hen af vejen en fantastisk koncert – 5 ud af 6.

 

De mere uddybende anmeldelse: Da først Papa Roach gik på var Amager Bio efterhånden tætpakket. Ikke udsolgt, men heller ikke langt fra. Til tonerne af ”Burn”, formåede kvartetten på et splitsekund at sætte gang i en kæmpe fest. Imponerende! Folk hoppede og havde hænderne så langt mod loftet, at scenen var svær at se. Den efterfølgende ”Silence Is The Enemy” og ”Blood Brothers” øgede intensiteten i salen og så kørte Papa Roach toget ellers sin sejersgang. 

 

Specielt forsanger Jacoby Shaddix, leverede som vanligt et voldsomt energisk sceneshow – der kunne gøre en hver anden forsanger til skamme. Indlevende og konstant på. En sand entertainer. Var det ikke på scenen, var det nede blandt publikum, hvor han leverede vokal, omringet af et tændt og tilstedeværende publikum. Bandet stod i særdeleshed stærkt, men Shaddix overskyggede på alle måder. Scenen bestod af 4,5 mand (Shaddix tæller for 1½) og 1 million vandflasker, der løbende blev kylet ud til publikum. Publikum havde brug for vand! Tempoet var højt i størstedelen af koncerten. Der blev hoppet, moshet og på alle måder tilkendegivet glæde for musikken. Amager Bio stank af sved og spildt fadøl, som det skal gøre til en god koncert. 

 

Publikum blev præsenteret fra et bredt udsnit af bandets materiale, herunder en naturlig overvægt af numre fra The Connection. En forunderlige rejse i bandets hits, lige fra ”Born With Nothing, Die With Everything” som eneste fra LoveHateTradigy, over ”Scars” - hvor selv de store tussede mænd blandt publikum fandt deres indre romantiker frem og sang med, til ”Last Resort” der naturligt lukkede festen i højt humør. Vi fik endda en lille bid af ”Infest”, da Shaddix skulle introducere sig selv og resten af bandet. En velvalgt setlist, med enkelte undtagelser. Det ellers høje energi niveau faldt enkelte gange, især når materiale fra The Connection blev leveret. ”Leader Of The Broken Hearts” og ”Still Swinging” formåede ikke helt at skabe samme intensitet blandt publikum som de ældre toner. 

 

Papa Roach var på og spillede langt hen af vejen en perfekt koncert. Lyden stod stærkt og endnu en gang må jeg fremhæve Shaddixs imponerende sceneshow. Svært ikke at være imponeret og nyde koncerten. Med undtagelse af enkelte numre, var koncerten en lang succes. 5 ud af 6.

 

Samlet set en lidt blandet aften. Det var en ruchetur der om noget afsluttede på toppen. Papa Roach fejre muligvis 20 år jubilæum, men der er sgu ikke noget aldrende over kakerlakkerne!

 

  • Papa Roach_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Papa Roach_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Papa Roach_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed