fbpx

Copenhell Festival 2018: Nothing More

NOTHING MORE_1Nothing More endte med at aflyse sidste år på Copenhell, men fik heldigvis en chance mere da de tog over for While She Sleeps, der beklageligvis (også) aflyste – men med på et afbud eller ej, så er de klar til at give den fuld gas. Bare tag introen, som er af elektronisk karakter kombineret med lidt trommelir på det opstillede grej de har med – det samme monstrum som vi sidst så i Pumpehuset.

”Do You Really Want It?” og ”Don’t Stop” åbner derefter på fornem vis, forsangeren er i bar overkrop som sædvanligt, og der er gang i pitten ganske hurtigt. Og så er det tid til den samme bassolo som jeg først så i Amager Bio for tre års tid siden. Det gik nogenlunde sådan her: ”... så er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden.” og ja, det er stadig underholdende, også når man kender udfaldet på forhånd.

Nothing More er ikke et band der let lader sig slå ud, heller ikke selvom publikum ikke rigtigt er med dem i dag. Mængden er sådan set udmærket (ca. ned til ølboden), men det er nemt at mærke, at der er mange nye ansigter – og de skal overbevises. I modsætning er lyden derimod totalt med bandet, hvor det eneste minus er, at vokalen har det med at forsvinde en anelse af og til, men det skyldes nu mest af alt, at frontmanden jo aldrig rigtigt står stille.

Ca. halvvejs inde dedikeres ”Fadein/Fadeout” til den nyligt afdøde Vinnie Paul. Et interessant nummer at bringe med på festivaler, men jeg klager ikke, og slet ikke når de netop ikke fremførte denne ved sidste lejlighed. Og så har vi jo både ”Jenny” og ”This Is The Time (Ballast)” til prompte at sparke tingene op i gear igen, hvor sidstnævnte sætter kortvarigt gang i pitten. Nothing More er på udebane her, det kan man ikke komme udenom, men de klarer det med bravur.

De hiver dog en arbejdssejr hjem herfra, for nu bliver deres vakkelvorne podie-instrument sat i spil via Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)” – og det fungerer langt bedre end sidste gang fordi, hey, det er festival, det er bare mere festligt og løssluppent. Og her på Sankt Hans og med afbrændingsforbud og des lige, hvad er så mere passende end at lukke og slukke med ”Salem (Burn The Witch)”? Det tænkte jeg nok.

De sidste tre kvarter har været underholdende – og planlagt ned til mindste detalje. Det kan man af gode grunde ikke blive ved med i længden, og jeg glæder mig til at se hvor Nothing More står nogle år ude i fremtiden. Men lige nu er dette glimrende.

Sætliste:
1) – Do You Really Want It?
2) – Don’t Stop
3) – Go To War
4) – Fadein/Fadeout
5) – Jenny
6) – Ocean Floor
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – First Of The Year (Equinox) (Skrillex cover)
9) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Nothing More - Pumpehuset

Det var tilfældigt at jeg for 2½ år siden tog til (endnu en) af Halestorms mange shows i landet, kun for at gå derfra med oplevelsen af, at opvarmningen faktisk var en bedre oplevelse, i hvert fald for mig personligt. Dengang havde Nothing More ca. et år forinden udgivet deres selvbetitlede album, og deres historie virker umiddelbart ligesom deres landsfæller i Skillet, der måtte udgive hele seks albums, før de for alvor blev opdaget udenfor hjemlandet (det var dog ”kun” tre for Nothing Mores vedkommende). Nu er den nye skive ”The Stories We Tell Ourselves” så endelig på gaden, og da Nothing More aflyste deres optræden på Copenhell tidligere i år, netop fordi albummet ikke var færdigt, er det vist også på tide med et besøg. Forventningerne er høje, især fordi den nye skive er mindst ligeså god som det sidste.

Nothing More:
Ved sidste koncert var mine to store ankepunkter, at Nothing Mores optræden mest af alt virkede som en teaterforestilling, hvor alle havde faste pladser – det virkede altså så stramt tilrettelagt, at det efterfølgende føltes en anelse tomt; underholdende, men så ikke mere. Og så var der lyden, som ikke var den bedste. Denne gang er begge ”ting” mere eller mindre forsvundet: fra ”Christ Copyright” over i ”Let ’em Burn” og derefter ”Mr. MTV” – en triade af ”smæk for skillingen”, som man siger. Bandet virker markant mere frigjorte og levende end sidst: hvis forsangeren ikke er helt ude i vores ansigter, så er guitaristen – når de altså ikke gejler publikum op med alskens håndbevægelser og vilde fagter.

Der er sgu sket noget de sidste par år, for Pumpehusets lille sal er kogende – ikke fyldt op, men det kan ikke være så langt fra: og denne gang er publikum helt tydeligt kommet for Nothing More, hvor der lystigt synges/råbes med på teksterne, og jeg synes også jeg ser et par enkelte moshpits oppe foran i løbet af sættet. Det er tilfældet for både de gamle og nye sange, hvilket vidner om et dedikeret publikum. Det er ikke alle dage man kan have en oplevelse af, at man ”personligt” er en del af et bands gennembrud, men det virker lidt som tilfældet her.

Og så må jeg jo også lige skynde mig at sige: det er ikke fordi Nothing More er gået bort fra nøje at strikke et show sammen – det er i den grad stadig tilfældet. Det hjemmelavede bas-stativ, som jeg bl.a. beskrev med følgende ord sidst ”... bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den ... Guitaristen kommer kort efter ind ... og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden.”
- hvortil bassisten (stadig) udfører dette mens han står på et mini-trommesæt; ja, det er selvfølgelig med igen, og afføder endnu engang jubel og nysgerrighed efter ”Don’t Stop”. Ligeledes afsluttes hele sættet også med, at forsangeren, guitaristen og bassisten udfører en fælles trommesolo på nogle (tromme)tommer, og så skal vi ikke glemme deres hjemmebyggede instrument/podie, der dog kun bruges én gang under Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)” – det kommer jeg til om lidt.

Der er dog også overraskelser i aften: f.eks. er lyden rent faktisk god og meget fyldig, med en afbalanceret volumen – men de mindre detaljer har det dog med at forsvinde, og af og til kan det lille rum næsten ikke følge med i Nothing Mores til tider bombastiske udtryk: det gør sig især gældende med de sange der har et stærkt backtrack (”Do You Really Want It”, ”This Is The Time (Ballast)”, ”Go To War”, etc.) – sidstnævnte fungerer dog ret holdbart i dens forlængede outro, der er repetitiv og insisterende, hvilket stemmer glimrende overens med det lyriske tema.

Halvvejs inde i sættet, hvor der op til nu har været fuld knald på og en vild energi fra scenen (ikke mindst fra forsangeren, der i vanlig stil er halvt afklædt fra begyndelsen), er det tid til en ballade i form af ”Just Say When” – egentlig et ganske passende tidspunkt... Det er i hvert fald den umiddelbare tanke, men når der så springes direkte over i den energiske ”Do You Really Want It?”, for så at hoppe fluks tilbage til to ballader mere... dét giver simpelthen ingen mening, uagtet sangenes enkeltstående kvaliteter, og de positive tilråb der følger. Dét kunne man godt have struktureret smartere – eller blot droppet en af de gamle ballader, især når den sidste del af sættet udelukkende er uptempo sange, præcist som første halvdel.

Og SÅ når vi til Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)”, og tidspunktet hvor det ellers visuelt imponerende podie-instrument tages i brug: desværre kun reelt for den ene sang. Det er ikke fordi sangen i sig selv er så malplaceret som man ellers kunne tro, det er bare at seancen ikke rigtigt bliver brugt til noget. Den kommer midt i det hele, er ikke koblet på nogen af bandets sange, og virker deraf som indbegrebet af en gimmick. Dét kunne man helt sikkert bruge mere fyldestgørende i showet, i stedet for nu som et afgrænset og, reelt set, ligegyldigt indslag.

Med det sagt lukker og slukker Nothing More på fornem vis ligesom sidste gang med ”Salem (Burn The Witch)”, samt kombineret trommesolo fra alle fire musikere. Der er sgu ikke helt galt, så til sidst er der kun at sige: stærkt gået, Nothing More, og kom snart tilbage igen!

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Let ’em Burn
3) – Mr. MTV
4) – Don’t Stop
5) – Ripping Me Apart
6) – Go To War
7) – Just Say When
8) – Do You Really Want It?
9) – I’ll Be OK
10) – Here’s To The Heartache
11) – Jenny
12) – This Is The Time (Ballast)
13) – First Of The Year (Equinox) (Skrillex cover)
14) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Halestorm, Nothing More

For ca. 2 år siden gav Halestorm en overbevisende koncert i Pumpehuset, hvor især den vilde trommeslager stjal dele af showet igennem en humoristisk trommesolo og et stort engagement (læs anmeldelsen her).
Nu er de så tilbage igen, og denne gang i det noget større Amager Bio. Man må formode at de rammer landet i forbindelse med den snarlige udgivelse af nyt album, men hvad end grunden er, har Halestorm tidligere leveret kun glimrende shows – og når Nothing More ligeledes er en del af pakken, er det sgu svært at sige nej til.


Nothing More:
Fra hovednavnet til opvarmningen er amerikanerne i Nothing More et markant anderledes indslag, der genremæssigt spænder over både progressiv og alternativ metal, hvor der både kan høres inspirationer fra Linkin Park, Incubus og System Of A Down. De har eksisteret siden 2003 og udgivet 6 albums, men det er først med den selvbetitlede skive fra 2014, at der for alvor er kommet skub i sagerne. Den blev også udgivet af Eleven Seven Music Group, hvoraf de tidligere 5 albums blev udgivet udelukkende af bandet selv.

Nothing More endte med på sin vis at tage kegler, selvom jeg dog skal indrømme at jeg havde min tvivl til at begynde med, da en meget ”videnskabelig” spoken-word intro lyder over anlægget i det sekund lyset dæmpes. Herefter kommer bandet til syne, hvor forsangeren tiltrækker sig mest opmærksomhed ved allerede her at have smidt trøjen, så hans ustyrligt veltrænede overkrop ikke er til at overse. Han lægger ud med at banke heftigt på et mindre trommesæt sat midt på scenen, også skydes ”Christ Copyright” derefter i gang.

Nothing Mores plan må være at bombardere publikum med indtryk, for i de næste 40 minutter når jeg aldrig rigtigt andet end overfladisk at overveje musikken – der sker simpelthen for mange ting. I de første 2 sange styrter forsangeren rundt på scenen, flagrer med arme og ben og kaster med vandflasker. Det er et syn i sig selv, selvom han ikke decideret ser ud til at have det sjovt; han har bare en fest.
Også er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden. 
Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.

Derefter følger nogle flere sange, nogle flere videnskabelige spoken-words imellem dem, og nogle få takkende ord fra forsangerens side. Det er også på dette tidspunkt at jeg noterer mig, at lyden er en anelse dårlig, da bassen desværre er vanvittigt overstyret. Guitaren har det med at drukne, og især vokalen halter bagefter. Det hele får altså et noget rodet udgangspunkt, men sidstnævnte er dog også delvist for egen regning, da der ikke rammes særligt præcist ift. studieindspilningerne. 
”Mr. MTV” fremføres, på trods af de ellers bombastiske omkvæd, i en noget tam udgave, og det er tydeligt at pladen er gjort lige dét vildere end hvad forsangeren kan (eller vil?) præstere live. 
Til gengæld er de 4 musikere spot-on i deres rytmiske sans, og især trommeslageren misser ikke en eneste takt.

Vi når hen til den sidste sang, ”Salem (Burn The Witch)”, da det her bliver klart præcist hvor imponerende planlagt Nothing Mores produktion er, og at jeg føler mig nødsaget til at genbruge sætningen: ”Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.”
Kort inde i sangen stiller forsangeren sig igen bag det mindre trommesæt og hamrer løs på det. Guitaristen og bassisten lægger deres instrumenter fra sig, og slår derefter med i takt på en tromme hver, der er fast placeret i scenens to sider. Fint nok, men efter de har gjort det, tager de dem ned og stiller sig herefter sig ved forsangerens side – som så udfører en trommesolo på både sit eget sæt, såvel som de 2 ekstra trommer. Heri både løfter, sænker og drejes de 2 trommer, således at alle 3 personer er i konstant bevægelse. Det minder mig om en danseforestilling hvor alle har faste pladser i produktionen, og hvor der ikke rammes forkert en eneste gang. 
Imponerende, altså.

nothingmore amagerbiomarts2015


Da jeg får sovet på oplevelsen, når jeg frem til den konklusion at den ultrastramme produktion både er koncertens største styrke og svaghed. 
Var jeg underholdt? I dén grad. Tiden fløj forbi. Omvendt var der absolut ingen improvisation, og det var også lidt for tydeligt at det netop var en forestilling; nu skulle publikum klappe, nu skulle de synge med, nu skulle de gispe – osv. En anden betragtning er at kun ganske få så ud til at kende bandet, eller interessere sig for det (andet end når førnævnte ting skete). 
Skulle jeg opleve Nothing More igen, og skulle de kopiere dette show, ville karakteren nok være anderledes, men for nu var det mere end godkendt på trods af en ellers halvdårlig lyd.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Mr. MTV
3) – Jenny
4) – First Punch
5) – If I Were
6) – The Matthew Effect
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

 

Halestorm:

Halestorm er et amerikansk rockband med den kvindelige forsanger Lzzy Hale som det primære varemærke. Hun og hendes bror, Arejay Hale, har skrevet deres egen musik siden de var meget unge (henholdsvis 13 og 10 år). I 1999 udgav de en EP kaldet ”Don’t Mess With The Time Man”, og her var Halestorms tidligste lineup, faktisk oven i købet med deres far på bas, blevet fastlagt. I 2003 fik de en 2. guitarist og i 2004 fandt de en ”rigtig” bassist til jobbet. Der skulle gå 5 år derfra før debutalbummet blev udgivet. 

I 2009 kom det så, det selvbetitlede album, hvor bl.a. singlen ”I Get Off” blev spillet ganske rigeligt i radioen. Sidenhen har Halestorm stort set været på tour uafbrudt over det meste af verden. I april 2012 udkom ”den svære toer”, som på ingen måde var ringere end debutalbummet. ”The Strange Case Of…” modtog generelt gode anmeldelser, og ligesom tidligere har Halestorm stort set været på landevejen året rundt. I februar 2013 vandt Halestorm en grammy for ”Best Hard Rock/Metal Performance” for sangen ”Love Bites (So Do I)”. Derved blev de det første band med en kvinde i front der nogensinde er blevet nomineret, og efterfølgende har vundet. 
Halestorms nye album udkommer til april og er kaldet ”Into The Wild Life”.

halestorm amagerbiomarts2015


Var du tilstede i går eller i Pumpehuset for 2 år siden, så betyder det ingenting – det var nemlig akkurat det samme show. Forskellene/sammenligningerne kan egentlig kortes ned til følgende:
- Lzzy Hale og trommeslageren er stadig de centrale midtpunkter, hvor bassisten og den anden guitarist nærmest virker overflødige, og gør absolut intet væsen af sig. Lzzy og trommeslageren giver den til gengæld god gas (især trommeslageren).
- Nogle ældre sange var fjernet, og 4 nye tilføjet. De nye skæringer lyder akkurat som de tidligere albums, så ingen innovation dér. 
- Trommesoloen – komplet med de gigantiske trommestikker – var den samme (omend trommeslageren stadig bør noteres for værende vanvittig på den fede måde). Som noget nyt hoppede han op og ned fra sin stol nogle gange, uden at bryde rytmen, så det er altså rimelig cool.
- Vi fik også et akustisk/roligt øjeblik kun med forsangeren i form af ”Break In” og ”Familiar Taste Of Poison” – hun strippede dog ikke denne gang. Det virkede stadig malplaceret i sættet, når folk var kommet så meget op at køre.
- Selv ”Dissident Aggressor” af Judas Priest blev spillet.
- Lzzy Hale har lige været sløj, hvilket kunne høres. Teksterne var sommetider noget nær utydelige, og hun hostede op til flere gange imellem sangene. Der manglede kort sagt noget kraft.
- Modsat i Pumpehuset, hvor volumen blot var for lav, var lyden her dårlig. Den overstyrede bass gjorde det svært at høre vokalen og guitarerne.
- Ligesom i Pumpehuset var publikum fuldstændig klar på at holde en fest, og der blev hoppet, danset og sandsynligvis råbt og skreget nogle lunger ud.

Så… Det er ligesom det der er at sige. Det er naturligvis ærgerligt at lyden halter en anelse, og at Lzzy først lige er blevet rask, men jeg grejer simpelthen ikke at man kan levere det eksakt samme show nu 2 år senere. Jeg kedede mig bravt, men når det så er sagt, så virkede det ikke til at der var mange der havde det på samme måde – og det er jo herligt! For mit vedkommende bliver Halestorm dog noget urelevant, hvis de ikke kan finde på bare ét nyt trick i løbet af 2 år. Det må kunne gøres både bedre, men også mere overbevisende – det her var bare endnu en dag, endnu et job. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Mayhem
2) – Mz. Hyde
3) – I Get Off
4) – Freak Like Me
5) – Bad Girls World
6) – Daughters Of Darkness
7) – Dissident Aggressor (Judas Priest cover)
8) – Amen
9) – Break In
10) – Familiar Taste Of Poison
11) – I Like It Heavy
12) – Love Bites (So Do I)
13) – It’s Not You
14) – Apocalyptic
15) – I Miss The Misery
Encore:
16) – Rock Show
17) – Here’s To Us
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Halestorm_10
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_14
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Nothing More - Nothing More

Imponerende 17 numre gemmer der sig på dette tredje album fra det amerikanske band Nothing More. Og med en spilletid på over en time virker dette album som et ganske ambitiøst projekt. Men det er ret hurtigt tydeligt, at de her drenge har noget at have deres ambitioner i og virkelig meget at byde på! Det tager dem i hvertfald under 1 minut at overbevise mig om, at den næste times musik kommer til at vælte mig omkuld på bedste vis. 

Noget af det første jeg kommer til at tænke på, mens jeg lytter til skiven, er at der er noget Tool’ish over musikken. Nu ved jeg godt at man ikke sammenligner hvem som helst med Tool, men den måde musikken er bygget op på sender mig minder fra ”Ænima” og ”Lateralus”. Og samtidig er det ikke som noget andet, jeg har hørt før. Det er længe siden jeg har hørt noget der er så sært, så velspillet og så dragende som det her! Den kombination af kunst og musikalitet, der går igen hos Nothing More, er ikke noget man støder på ret tit. Samtidig er det endnu mere sjældent at møde et album, der ikke indeholder en eneste sang, man ikke bryder sig om. Sådan har jeg det med det her. Det virker omsonst at begynde at pille numre ud som jeg synes er fantastiske, for de har alle hver især deres eget unikke udtryk, samtidig med at de hænger ufattelig godt sammen og gør albummet til en meget helstøbt musikalsk oplevelse. Den kryptiske åbner ”Ocean Floor” sparker ”Ballast” i gang og energiniveauet rammer de 110 % fra starten. Jeg aner lidt samfundskritik på ”Christ Copyright” og ”Mr. MTV”. Sidstnævnte sender også en fin lille hilsen til Dire Straits. I det hele taget er der ret meget dybde i Nothing More’s tekster, for slet ikke at tale om den sjæl og kraft forsanger Jonny Hawkins har i sin vokal. Jeg elsker hvordan han kan gå fra det høje register til det lave på sekunder, men stadig med lige meget power og enormt nærvær i hver en tone. Hans klang er perfekt til musikken, der for øvrigt er aldeles velspillet og velskrevet. Jeg er også vild med de små spoken word numre der ligger på skiven, ”Gyre” og "Pyre", der er utroligt dragende med deres flotte guitarspil. Og ”The Matthew Effect” der vælter ud af højtalerne med sin aggressivitet og nerve, der brænder sig ind i ens øregange. ”I’ll Be OK” viser en anden mere følsom side af bandet, men den er ikke desto mindre ligeså fantastisk og efterlader mig med gåsehud over hele kroppen. ”Sex & Lies” skiller sig også ud med sin meget simple tekst om kærlighed og utroskab. Men selv det simple fungerer rigtig godt for de her drenge. ”God Went North” er også en absolut perle i den lange række af numre, et af dem der igen sniger sig selv ind under huden på mig med sin dybe lyrik og Hawkins' fuldstændig fantastiske vokal.

Det er svært for mig at forklare, hvorfor jeg allerede nu er ganske overbevist om at det her bliver et af min top 3 favoritalbums i 2014. Nogle gange er noget bare så godt, at det eneste jeg har lyst til at skrive er: køb den her skive, lyt til den og lad den opsluge dig og indtage din sjæl. For det gør den! Nothing More har det mest modsigende navn i forhold til, hvad de leverer. Det her er – pardon my French – fucking fantastisk! Intet mindre.  

Track list:

1. Ocean Floor
2. Ballast
3. Christ Copyright
4. Mr. MTV
5. First Punch
6. Gyre
7. The Matthew Effect
8. I’ll Be OK
9. Here’s To The Heartache
10. If I Were
11. Friendly Fire
12. Sex & Lies
13. Surface Flames
14. Take A Bullet
15. Jenny
16. God Went North
17. Pyre

Samlet spilletid: 01:08:00

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed