fbpx

Northside Festival 2018: Queens Of The Stone Age

Dette er mit tredje møde med dronningerne af stenalderen, og jeg må sige det som det er: det er bare ikke mit band – ikke live, og i endnu mindre grad på plade, selvom de dog har udmærkede sange rundt omkring. Det er for mig at se rock’n’rollet ørkenrock gjort populært, selvom man kan finde det langt bedre andetsteds; på den måde har de og Rival Sons noget til fælles. Derfor kan det selvfølgelig sagtens være et underholdende show, hvilket det også er en del af tiden.

Værende et af hovednavnene er der i hvert fald fyldt godt ud. Det er nu ikke fordi der er de vilde ting på scenen, faktisk er den ganske spartansk udsmykket – og det skulle snart blive klart hvorfor. For musikken er ét, og det er en ganske effektiv start ikke mindst pga. ”Sick, Sick, Sick”, der som den eneste skæring fra ”Era Vulgaris” finder vej i aften, samt ”No One Knows”. Men herfra går det gevaldigt ned af bakke, da den ene mere eller mindre anonyme sang efter den anden overtager for den tidligere, og tempoet kontinuerligt sænkes. Det er den ældgamle kunst, at kunne konstruere en god sætliste – en som QOTSA altså ikke magter lige i dag.

Men det er her jeg lægger mærke til det: lysshowet. Ligesom med Nine Inch Nails for over fire år siden er lysshowet vanvittigt godt – her i mørket, når røgen er tung og scenen simpelt indrettet, tilføjer det så meget stemning, og modsat sangene bliver lyset kun bedre som tiden går. Det er ikke fordi Josh Homme og co. ikke spiller fint, det gør de uden problemer, men det når aldrig udover scenekanten. Lyset, derimod, kunne jeg se på i flere timer.

Publikum virker kun til dels enige med mig. De forreste er selvfølgelig på og det fortsætter et godt stykke bagud. Lyden er også solid, efterhånden som altid på Northside, og som vi nærmer os afslutningen bliver både tempo og intensitet sat i vejret, og det slutter som det begynder, nemlig effektivt og godt. ”Sjovt nok” er det også primært i begyndelsen og enden at sange fra ”Songs For The Dead” bliver luftet: det er bare bedre sange, slet og ret. Er du fan, så læg gerne ½ point oveni, men ellers lander vi solidt her i ”fint, men kunne have været langt bedre”-land.

Sætliste:
1) – Feet Don’t Fail Me
2) – The Way You Used To Do
3) – Sick, Sick, Sick
4) – No One Knows
5) – The Evil Has Landed
6) – My God Is The Sun
7) – I Sat By The Ocean
8) – Domesticated Animals
9) – Long Slow Goodbye
10) – If I Had A Tail
11) – I Appear Missing
12) – Villains Of Circumstance
13) – Little Sister
14) – Go With The Flow
15) – A Song For The Dead
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: Kellermensch

Roskilde Festival – Orange Scene, 2012. Det var mit sidste møde med de danske mørkerockere. En glimrende koncert som jeg husker det og (endelig) et band der kunne spille Orange op. Og fra hvad jeg kunne forstå blev succesen gentaget sidste år, dog på Arena – trods alt. I år spiller de så bl.a. på Northside og Copenhell, hvor sidstnævnte egentlig virker som det spøjse sted på trods af deres dystre udtryk. Men efter i dag kan jeg kun se frem til det.

At påstå jeg er spændt, her forud for mit første møde med dem i seks år, er ikke forkert. Det ville klart have været fedest i mørkets mulm, men sådan bliver det altså ikke denne gang. Men det behøves heller ikke for at blive suget ind i universet: når Sebastian Wolff lægger an ene mand med ”How To Get By”, hvor han i dén grad krænger sin sjæl ud... Det er smukt, det er skrøbeligt, det er bare lige som det skal være – og det er så her resten af bandet kommer ind, hvorefter alt bare klikker. Nydeligt klædt er de, som en pendant til deres musikalske grimhed, tristhed, mørke.

Og så ”kokser” det: mikrofonen er ustabil, stativet vælter, Wolff kan ikke få revet sin guitar fri – så han ender nede på scenegulvet, halvt knælende, og synger resten derfra. Og resten af bandet... de fortsætter ufortrødent. Men det gør det så meget mere spændende, så overvældende at se på, fordi det lyder præcist som det skal, også selvom det tydeligvis er kaotisk både at stå i og se på udefra. Men det fortsætter: i den glimrende ”Rattle The Bones” er Wolff ude i publikum, og i ”Mediocre Man” er der fællessang, en sørgmodig hyrde af følgere, der på hans mindste vink adlyder ham.

Og det er så absolut fantastisk at være vidne til. Her et kvarter inde er det en magtpræsentation sjældent set. Den intensitet, den nerve, den skrøbelighed – som så samtidigt er SÅ veludført. Det er en utrolig balance der bliver ramt lige her. Hvad der er tilsigtet, og hvad der ikke er; det er svært at være sikker på, så derfor virker det f.eks. ikke opsat når bassisten som den eneste i rytmegruppen bevæger sig kontinuerligt frem og tilbage på scenen, uden ophold, hans bas hængende lige under brystet som et trademark – det virker i den forstand, at der altid er noget at se på, musikken står aldrig stille og det tilføjer, ligesom det førnævnte pæne tøj, endnu en dynamisk modsætning, der løfter oplevelsen lige dét nøk opad.

Mikrofonstativet går nu i stykker, mikrofonen bliver kastet frem og tilbage, og det gør bare ingen forskel; maskineriet fortsætter. En sublim lyd og stemningsfuldt lys (det man kan se), ja det hjælper naturligvis også på det. Mine kære kældermænd, hvorfor glemte jeg hvor overlegne I er? 

Sandsynligvis pga. den perfekte start. For selvom jeg nødigt vil se det i øjnene, falmer de sidste dele af sættet simpelthen fordi Kellermensch ikke kan opretholde momentum hele vejen igennem. Det ville nok have været muligt hvis de kun spillede 45 minutter, men her ender vi på over en time.

Og det er ikke fordi de sidste skæringer er kedelige, nej tværtimod, her findes det tunge skyts frem med ”30 Silver Coins”, ”Army Ants” OG ”Moribund Town” i rap. Bandet vil bare ikke gå af. Det er vitterligt ”hvad med én mere, Northside? Ok ok, én sidste! OKAY, kan I klare eeeeeeen mere?!”. Og jo, det stikker helt af i sidstnævnte. Hvordan kan det ikke gøre det når snart sagt ALT på scenen på dette tidspunkt bliver kastet frem og tilbage? Fra guitarer til stativer, mikrofoner og des lige – jeg tror i hvert fald tre stativer er ødelagte herefter. Den vrede og passion der ligger bag er for vild og næsten for voldsom, men ikke helt... Og det er lige dér gruppens tiltrækningskraft ligger.

Så det blev til en magtpræstation, men ikke hele vejen igennem. Måske var det ikke engang tilsigtet, men når det ruller, ja så er der ikke andet at gøre end at rulle med. Hvis man på en eller anden måde kan finde ud af at holde momentum kørende, ja så bliver det et virkelig mindeværdigt show. Indtil da må vi så ”nøjes” med et virkelig godt et af slagsen. Copenhell kan ikke komme hurtigt nok.

Sætliste:
1) – How To Get By
2) – Don’t Let It Bring You Down
3) – Rattle The Bones
4) – Mediocre Man
5) – All That I Can Say
6) – Black Dress
7) – Remainder
8) – The Day You Walked
9) – The Pain Of Salvation
10) – Moth
11) – All Time Low
12) – Lost At Sea
13) – Bad Sign
14) – 30 Silver Coins
15) – Army Ants
16) – Moribund Town
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: A Perfect Circle

Åh, Maynard James Keenan – du er sgu en særling. Givet, det er ikke på niveau med Puscifer for nogle år siden; der er ingen boksering eller udklædte cirkusartister, men din udklædning, dude. En slags Batman’s Joker klædt i et rødt jakkesæt fra top til tå, og så med det lange og filtrede hår. Det tog 18 år inden de stod her igen, A Perfect Circle, der først lige kommet ud af hi med et nyt album – men hovedmanden bag er næsten synet værd i sig selv. Og at vi er vidne til noget helt specielt, foruden Maynard i sig selv, er tydeligt at mærke blandt publikum. Jeg kan naturligvis ikke undgå at tænke ved mig selv, at det for nogle år siden var Puscifers tur til at blive hevet frem for gemmerne og det så nu er A Perfect Circle – tilsyneladende alt andet end at komme med det efterhånden (over)ventede Tool-album, eh?

Men stemningen er speciel, og mange er valfartet hertil blot (eller primært) for dem, hvilket kan mærkes helt ned til de bagerste rækker hvor jeg vælger at placere mig; at her er noget man bør se. Og med ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” til at åbne ballet ved man bare, at det kommer til at blive godt. Her hjælper Northsides vanligt gode lyd samt i anledningen en høj volumen. Rent sætliste-mæssigt er vi som ventet ude i, at der er en overvægt fra det nye album ”Eat The Elephant” – det fungerer dog overordnet godt, da halvdelen af dem bliver pakket sammen med ældre sager, så det giver en fin balance.

Og der er ingen slinger i valsen: lige en kort hilsen og så ellers derudaf, fuld fart fremad. Og selvom jeg kan stå her, som ikke-kender, er jeg hurtigt solgt. Ikke helt fra begyndelsen, nej, men som tiden går, er det svært ikke at lade sig rive med. Ikke at alt så er perfekt: ”So Long, And Thanks For All The Fish” er i sin natur en hyldestsang til en nu efterhånden beklageligt lang liste af døde musikere fra det globale rock-og metalmiljø – men det gør det ikke til en spændende sang i sig selv. Man kan så dertil undre sig over, at når man nu vælger at spille ovenstående, hvorfor man så OGSÅ har Malcolm Young-hyldesten i form af et cover af AC/DC’s ”Dog Eat Dog” på sætlisten – én hyldestsang er vel nok? Publikum ser også ud til, i de små 3-4 minutter, at miste noget energi, og forståeligt nok: mere interessant er det heller ikke.

Men derudover er det en bundsolid optræden som jeg ikke tror nogen fan kan have været utilfreds over – selvom man nok altid kunne ønske sig flere gamle kendinge (her må folk vente til headlinershowet i december!). Jeg skal i hvert fald hjem og høre noget A Perfect Circle, kan jeg se.

Sætliste:
1) – Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
2) – Hourglass
3) – The Hollow
4) – Weak And Powerless
5) – Rose
6) – Disillusioned
7) – The Contrarian
8) – Thomas
9) – The Package
10) – So Long, And Thanks For All The Fish
11) – TalkTalk
12) – The Doomed
13) – Dog Eat Dog (AC/DC cover)
14) – The Outsider
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: Jimmy Eat World

Damn, 10 år. Hvor er de blevet af? Ligesom N.E.R.D. lige forinden oplevede jeg sidste gang emo-rockerne i Jimmy Eat World for over 10 år siden, dengang i Lille Vega. Jeg husker det som godt, men uden flere klare detaljer. Og der skulle da også gå 9 år før de vendte tilbage til vores breddegrader, mere præcist på Tinderbox sidste år. Og nu er de så her. Hvad forventer jeg egentlig?

Det er svært at sige. Ligesom forsamlingen op til nu er den mest blandede jeg har set på Northside, således er jeg også selv blandet; afventende, nysgerrig, men også noget distanceret. Jeg har ikke dyrket bandet i den mindste grad, men lyttede dog op på dem her inden og kunne konkludere, at de ville fokusere på ”Bleed American” og ”Futures”: de to albums der propellerede Jimmy Eat World fra undergrunden til mainstream succes – det kan godt være vi max. er nogle hundrede mand her i dag (og det er gavmildt sat, området omkring Rød Scene er ikke engang halvt fyldt), men i USA er det gigantiske arenaer der er tale om. Det må være spøjst for sådanne bands at komme hertil, og nogle gange kan man undre sig over hvorfor de overhovedet gider.

Sidstnævnte er hurtigt der jeg lander: hvorfor er I her, Jimmy-drengene? Det er ikke ligefrem entusiasme eller spilleglæden der lyser ud af jer. Det tekniske sidder i skabet, lyden ligeledes, men nøj hvor det ellers kører på den grumme rutine, dette foretagende. Det er langt fra dårligt, vi har trods alt at gøre med nogle ekstremt erfarne herrer – men det klikker bare ikke rigtigt. Og det handler altså ikke om sangene: det er de store hits der bliver leveret, kun enkelte udstikkere til de mindste populære albums finder vej til sætlisten, og håndværket er helt i orden. Men der mangler følelser i det, nerve og bare en anelse vildskab. Det er alt, alt for pænt, og i den grad det modsatte af nærværende, selvom der som nævnt kun er ganske få mødt op, og det derfor på alle måder har muligheden for at være intimt – det sker bare ikke.

Måske er det dét faktum, at mange virker til at være dukket op som interesserede i stedet for som fans. Måske gad Jimmy Eat World bare ikke lige denne dag. Under alle omstændigheder får ”The Middle” som den eneste skæring kortvarigt gang i forsamlingen, men dét er så også det, og her tre kvarter senere er det forbi. Middelmådigt i ordets klareste forstand.

Sætliste:
1) – Bleed American
2) – A Praise Chorus
3) – Big Casino
4) – Sure And Certain
5) – Futures
6) – Pain
7) – Work
8) – Love Never
9) – Lucky Denver Mint
10) – Sweetness
11) – The Middle
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: Rival Sons

At starte med temaet til Den Gode, Den Onde & Den Grusomme... ok ok, det passer jo egentlig ganske fint til Rival Sons’ bluesede rock. Og som efterhånden standard er ”Electric Man” at finde som en af de to første sange på sættet, hvilket lader showet komme godt fra start. Der er dog heri begyndelsen lidt problemer med bas eller stortrommen (sandsynligvis sidstnævnte), så der er udslag i lydbilledet, men det bliver heldigvis hurtigt fikset.

En ganske betydelig mængde publikummer er dukket op, men det er dog stadig muligt at stå helt oppe foran uden problemer. Nu har Rival Sons så også efterhånden været her en del de senere år (14 gange siden 2011), og selv ser jeg dem nu for tredje gang på fire år, så måske mætningspunktet er ved at være nået? Sig hvad du vil, gruppens musik er uhyggeligt ensformig og flere af deres numre minder i høj grad om hinanden. Hvad værre er, så er det hørt til døde og Rival Sons er blot endnu et af de efterhånden mange ”retro-(indsæt genre)” bands derude.

Det er ikke for at sige, at det ikke er solidt – det er det i høj grad. Og man skal heller ikke fornægte, at sangeren er helt sindssygt dygtig; han besidder en imponerende vokal og dertil en imponerende teknisk kunnen – hans vokalkontrol er for vild, og ligegyldigt hvordan resten af lydbilledet så udspiller sig, så er han altid i centrum, altid bemærkelsesværdig. Det er næsten synd, at han ikke leder et bedre band. Resten af slænget spiller ligeledes rutineret (i den positive forstand), men det forplanter sig aldrig rigtigt hos tilskuerne. At spille ballader hjælper heller ikke på sagen. Det ER dog hyggeligt, solen står højt og humøret fra både band og publikum er ikke til at tage fejl af, og faktisk ganske smittende. Så det ender i den positive side af spektret, knap og nap. Et rimeligt indslag her i den bagende hede.

Sætliste:
1) – Pressure And Time
2) – Electric Man
3) – Good Luck
4) – Thundering Voices
5) – Tied Up
6) – Memphis Sun
7) – Jordan
8) – Torture
9) – Soul
10) – Open My Eyes
11) – Keep On Swinging
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed