fbpx

Roskilde Festival 2018: Nick Cave & The Bad Seeds

Mørkemanden over dem alle, velsign os små og skrøbelige mennesker endnu engang! Det er ni år siden sidst for mit vedkommende, også dengang på Orange Scene. Og manden bliver modtaget som en ny messias, i hvert fald blandt folk i de forreste pits. Det er manden, og så hans band – sådan er rollerne fastlagt. Derfor er det også helt i ånden, at han begynder alene tilnærmelsesvis som spoken word i ”Jesus Alone”. Herefter dukker The Bad Seeds op, et bredt ensemble med både en pianist, en perkussionist og en violinist, dertil foruden, at Cave selv både behersker guitar og klaveret af og til.

Og hovedpersonen er i hopla. Om han så besøger publikum igen og igen, sidder bag klaveret eller ham og ’Seeds går fuldstændig amok i ”From Her To Eternity” hvor der kastes med mikrofoner og bliver skruet op til elleve, hvor Nick Cave er nede på sine tryglende knæ og violinisten vælter (kontrolleret) rundt – det stikker af. Men det kan ligeså godt siges med det samme: der er halvtomt foran Orange. Hvorfor? Bevares, jeg havde ikke forventet at alle ville være her, men når man uden problemer kan nå næsten helt op til det bagerste hegn så føles det mangelfuldt. Kender de unge Roskildegængere ham ikke, måske? Jeg mindes i hvert fald en hel del flere ved siden optræden. Som ”modspil” når lyden dog gnidningsløst hele vejen ud, og hvilken massiv, insisterende, ruskende herlig lyd. Foruden en lidt for fyldig bas af og til er det lige i øjet. Så langt så godt.

Der slår mig, at jeg her og nu indser hvor bands som f.eks. Kellermensch har draget inspiration fra, og ikke kun musikalsk og/eller lyrisk. Dynamikken er den samme med forsangeren/hovedmanden der driver værket fremad og hvor bandet er som et maskineri der starter og stopper på kommando. Effektivt, og naturligvis levende i sin egen ret, men med et klart defineret forhold. Den dynamik er nok mest tydelig i den trekløver af skøn og nådesløs musik fra ”From Her To Eternity” over i ”Loverman” og så ”Red Right Hand” vi får her i midten af showet. Det er voldsomt og larmende, tungt og vildt, lige fra lyden til volumen til det skumle lys. Det er herligt at overvære.

Så når vi til balladerne. ”Into My Arms” finder som ventet vej og hvis Nick Cave har ét hit han egentlig sagtens kunne skippe må det være denne, god som den er. Jeg mener, resten af sættet er ikke ligefrem en hit-kavalkade og hurra for det. Under alle omstændigheder har ”Into My Arms” ikke en chance mod publikums snakkende tendenser, og den bliver som følge deraf umulig at nyde. Så klarer ”Girl In Amber” sig lige marginalt bedre, men udelukkende fordi der ikke er kunstpauser i sangen. Snakkeklubben, der altså som minimum strækker sig helt hen til lydteltet, var sådan set også til stede tidligere, men i larmen markant sværere at blive distraheret af. Overordnet er det mest af alt trist, at så mange af tilskuerne ikke har blikket vendt mod scenen – der er ellers masser at se på, og Nick Cave & The Bad Seeds fortjener bedre med den indsats de lægger for dagen.

Vi går naturligvis lidt ned i tempo som følge af balladerne – men så direkte op igen med ”Tupelo” og ”Jubilee Street”. Sidstnævnte munder ud i et inferno af lyd så det er de store post-rock bands værdige. Det gør godt. Ligeledes gør ”Weeping Song” med dets lille publikums-intermezzo: hvad det præcist går ud på er lidt svært at greje her på afstand, men det virker, så hul i det. ”Stagger Lee” og ”Push The Sky Away” lukker elegant og selvsikkert. Førstnævnte bliver effektfuldt trukket i langdrag (men aldrig for langt) hvor både Cave og violinisten er i sit energiske, ja næsten dyriske es. Sidstnævnte går i den diametralt modsatte retning med dens atmosfæriske, drømmende og gentagende fraser a la titlen. Det er en sublim afslutning hvor vi kommer fuld cirkel både musikalsk og følelsesmæssigt. Hvis bare snakkeklubben var blevet hjemme, hvis bare flere havde været med, hvis bare... ja, man kan ønske sig så meget. Det kunne have været årets koncert, og det var det måske også, men kun for de indviede.

Sætliste:
1) – Jesus Alone
2) – Magneto
3) – Do You Love Me?
4) – From Her To Eternity
5) – Loverman
6) – Red Right Hand
7) – Into My Arms
8) – Girl In Amber
9) – Tupelo
10) – Jubilee Street
11) – The Weeping Song
12) – Stagger Lee
13) – Push The Sky Away
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Nick Cave & The Bad Seeds - Live at KCRW

Jeg har været stor fan af Nick Cave i mange år, men jeg må desværre erkende, at min begejstring for den gale australier er døet lidt ud – i takt med, at han er blevet mere og mere afdæmpet. Min begejstring steg dog en smule, da kan udgav ”Dig Lazarus, Dig”. Men den ellers nedadgående energikurve har dog fået mig til at lægge mørkemanden fra Downunder lidt på is. Derfor var det med blandede forventninger, jeg satte hans nyeste udspil på – en ”liveplade”. Umiddelbart lovede det jo ret godt, for mine erfaringer med Nick Cave live, bød på rigeligt med galskab og organiseret larm. Glæden varede dog kort, da jeg opdagede at pladen var optaget lige i et studie – foran 180 publikummer.

Derfor mener jeg, det er lidt at en tilsnigelse at kalde det en liveplade – det er mere en studiesession, hvor de nærmeste venner er inviteret til at overvære det.

Men Apogee Studio i Los Angeles er aldeles leveringsdygtig i god lyd – og på sin vis er det meget passende, at Nick Cave med venner har fået mulighed for at afprøve det.

Og god lyd, det er det. Man fornemmer samtlige instrumenter – ikke mindst på grund af et yderst velopdragent publikum, der ikke taler under numrene, og kun klapper kortvarigt mellem numrene.

Men man hører også instrumenterne klart og tydeligt, fordi der egentlig ikke er de store udskejelser – ikke for afslutningsnummeret ”Jack the Stripper”, hvor det bliver åbnet for sluserne og fordums vildskab kigger frem.

Men trods det indadvendte udtryk, er pladen faktisk ret god. Det er interessant at høre gamle numre i en ny udgave, eksempelvis ”The Mercy Seat”, der for det første ikke, som vanligt, er afslutningen på en koncert, og for det andet er langt mere afdæmpet end normalt. Alt i alt er det en utroligt velkomponeret og helstøbt liveplade fra en intimkoncert, der lyder som om den har været fed at overvære.

Men kære Nick Cave; luk nu lige op for arrigheden igen.


Trackliste:
1. Higgs Boson Blues
2. Far from Me
3. Stranger than Kindness
4. The Mercy Seat
5. And No More Shall We Part
6. Wide Lovely Eyes
7. Mermaids
8. People Ain’t no Good
9. Push the Sky Away
10. Jack the Stripper

Total spilletid: 52:15

Læs mere...

Nick Cave & the Bad Seeds, Shilpa Ray and her Happy Hookers

Det er fredag aften og ingen ringere end Nick Cave & the Bad Seeds er i København. En længe ventet koncert, der har været udsolgt, så vidt jeg husker, i godt fem måneder. Sidst Nick Cave gæstede København, var det i form af Grinderman i 2010, og lige som i aften, foregik herlighederne i Falconer Salen på Frederiksberg. Seneste udspil fra Nick Cave & the Bad Seeds er mesterværket ”Push The Sky Away” fra foråret 2013, der med sin minimalistiske og dog komplekse lydflade sammen med sit langsomme tempo, i aften skal stå sin første af to prøver på dansk grund. Bandet har i den forbindelse valgt at tage Shilpa Ray and Her Happy Hookers med som support.

 

Shilpa Ray and her Happy Hookers

Som band navnet antyder, skulle man tro, at der netop var et band i vente. Men nej. Shilpa Ray and her Happy Hookers består nemlig kun af Shilpa Ray selv. Lyset slukker fem minutter før tid, og hun kommer nervøst listende ind på scenen iført en marineblå kjole med hvide prikker og nogle halssmykker i snor. Hendes instrument, foruden hendes stemme, er et indiskharmonium, som hun energisk pumper hele koncerten igennem. Rays sangstil er en blues kombination af flot eksekveret skønsang og en rug og tilnærmelsesvis brølende vokal.

 

Hendes skiftende fandenivoldskhed og skrøbelighed kombineret med harmoniummet sender associationer til, hvordan det måtte være, at sidde på en havnebar som sørøver og blive underholdt. Dette betyder, aat det bliver lidt ufrivilligt komisk, og Ray kommer aldrig ind under huden på os. Havde hun måske kombineret musikken med nogle anekdoter og en mere udadrettet entusiasme, ville hendes act muligvis kunne have fungeret, men det gør det bare ikke. Hun får dog sporadiske klapsalver, selvom publikums høje snakken og manglende velvilje i hendes tilstedeværelse nærmest overdøver disse.

 

2 ud af 6.

 

Nick Cave & the Bad Seeds

Efter en langhåret opvarmning og en mislykkedes tur i baren er det endelig blevet tid til det, vi alle har gået og glædet os til. Otte små projektører placeret i toppen af hver deres spinkle stativ udgør sammen et sort krøllet bagtæppe og de syv medlemmers fornødne instrumenter aftenens ramme på scenen. Klokken 21.00 indtager Nick Cave & the Bad Seeds den minimalistisk indrettede scene til stor jubel fra publikum. Cave kvitterer med et ”Hallo” og bandet sætter i gang med ”We No Who ’U ’R” fra ”Push the Sky Away”. Multiinstrumentalisten Warren Ellis tværfløjte akkompagnerer den fløjlsbløde musik og Nick Caves hertil skrøbelige sang utroligt godt. Desværre er det klimtende instrument, der gennem hele nummeret ligger og spøger under resten af instrumenterne båndet, så vi får ikke at se, hvad det er, der laver denne lyd. Ikke desto mindre spiller the Bad Seeds virkelig tight, og den fantastiske lyd i Falconer Salen støtter bandet i at levere den forsigtigt udviklende ballade ”Jubilee Street” der passende ender i et stort bifald.

 

Alle de aldrende herrer på scenen er iklædt sorte habitter med hver deres små detaljer, hvilket er med til at understrege den dystre stemning, der oftest er at finde i deres musik. Heldigvis betyder alder ikke noget i aften for hovedpersonen Nick Cave. Under sin sorte blazer har han en glinsende hvid silkeskjorte, der vanen tro er knappet godt op.

 

Efter den blide start går Hr. Cave nu frem og tilbage over scenen, som skulle han ind i en boksering og kæmpe for sit liv. Dette viser sig hurtigt at være fordi, vi skal udsættes for den knugende klassikker ”Do You Love Me?”. Her får Cave virkelig gang i de store armbevægelser, og han lader nu sin stemme udfolde sig i alle dens facetter, fra skønsang, henover hvisken, til den råbende og arrige mand han kan være. Nummeret bliver efterfulgt af den nagende ”Tupelo”, det bliver tydeligt at se, at bandet er begyndt at have spillet sig varmt. Ellis har stukket sin buestreng ind under skjorten, så den stikker vertikalt op af nakkekraven, alt imens han krumrygget slår sin violin an, som er det en guitar. Conway Savage sidder og spjætter med sine ben bag sit keyboard, og har en fin legende kontakt med perkussionist og keyboardspiller Barry Adamson. Men igen understreger Nick Cave, hvorfor det er hans navn, der står foran the Bad Seeds. Han farer frem og tilbage, imens han anklagende peger på de forreste rækker, som var han en meget vred præst. Han stopper op og tager en publikummer i hånden, og træder ud i publikum med sit ene ben, alt imens han brøler ad sine lungers fulde kraft. Nummeret ”Red Right Hand” sætter efterfølgende i gang, og scenen bliver smurt ind i et tykt rødt lys. Trommeslager Jim Sclavunos slår så hårdt på sine klokkerør, at de svinger ind i mikrofonen, hvilket får ham til at smile og slå endnu hårdere på resten af sine trommer.

 

Nummeret ”Mermaids” fra den nye plade markerer et skift i intensitet og tempo, hvor setlisten nu kredser om bandets slut 90’er sange som blandt andet ”West Country Girls”, ”Into My Arms” og ”God Is In The House”. Lyset bliver blødere, og Cave befinder sig i større grad bag sit klaver, hvorpå der står en lille kop kaffe. Stemningen blandt publikum bliver lidt mere afslappet oven på de ondskabsfulde og støjende perler, og der bliver nu plads til fællessang og kinddans. Mellem et af numrene får Nick Cave øje på en publikummer, der står og spiser gulerødder, hvilket han passende kvitterer med et ”You sad fuck”, så hele salen griner af den aparte situation.

 

Endnu engang lader bandet den nye plade markere et stilskift i form af ”Higgs Boson Blues”. Sangen der blandt andet omhandler Nick Caves egen begravelse, hvor the Bad Seeds danner et skønt mandekor bag hans blide røst. De afsluttende reciterende linjer ”Can You Feel My Heart Beat” bliver hvisket til publikum, alt imens han presser en kvindes hånd mod sit hjerte. Den følsomme stemning bliver hurtigt splittet ad af ”The Mercy Seat” og ”Stagger Lee”, hvilket får salen til at eksplodere i genkendelsens glæde. Voldsomhederne leveres ondt, larmende og numrenes breakdowns falder præcist hver gang. The Bad Seeds stråler også her alt imens Cave synger og skriger sine lunger ud, på den mest ustyrlige men tydelig kontrollerede måde hidtil i aften. I pausen frem til afslutningsnummeret ”Push The Sky Away” har Nick Cave overskud og humor til, at gå ned og tørre en publikummers sved af vedkommendes ansigt med sit håndklæde, hvorefter den fløjlsbløde ballade går i gang, og sætter et punktum for det ordinære sæt.

 

Ekstranumrene består af ”Wide Lovely Eyes” fra den nye plade, ”Breathless” og den fantastiske ”Papa Won’t Leave You Henry”der passende eksploderer i vild ekstase, både blandt os på gulvet, men så sandelig også blandt hele bandet på scenen. Nick Cave hiver tre purunge piger fra første række op på scenen, samt en midaldrende mand, som han kredser omkring og synger råbekor med. Aftenens punktum bliver en b-side ”Give Us A Kiss” fra det nye album. Det er en storladen, følsom pop ballade, der på passende vis afslutter aftenens magtdemonstration og samtidig lover godt om, at vi fortsat vil komme til at høre meget mere til Nick Cave & the Bad Seeds.

 

Samlet set, har det været en virkelig skøn aften. Efter at have besteget Alp d'Huez i selskab med Shilpa Ray, vandt Nick Cave & the Bad Seeds kongeetapen med en fantastik varieret, velkonstrueret og utroligt velspillende performance. Nick Cave tog vanen tro al opmærksomhed, men med hans tilstedeværelse og kundskaber er det ham kun vel ondt. De få negative elementer ved i aften er dog blandt andet, at det syv mand store orkester et par gange brugte samples. Bandet er jo nogle aldrende herrer, som vi alle godt ved, sagtens kan spille, hvilket derfor er en lille ridse i lakken. Cave koncentrerede sig ligeledes hovedsageligt om de forreste rækker, og til trods for hans store tilstedeværelse, manglede man til tider de lange blikke ud i salen. Men når dette er sagt, så kan det være svært at tørre smilet af en fantastisk solid og overbevisende performance fra ingen ringere end Nick Cave & the Bad Seeds.

 

5,5 ud af 6.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed