fbpx

Conan, Monolord - Atlas

Efterårsferien havde endelig ramt mig, og jeg kunne ikke være mere ekstatisk pga. det faktum at Conan og Monolord havde trukket deres vej forbi Århus. Nu siger jeg trukket, siden de to bands i mine og nok andres øje er blevet nogle af sværvægterne indenfor Sludge og Doom metal i nyere tid, så det faktum at begge bands hver skulle give en lektion i hvordan det føles at være fanget i et sonisk lydinferno, var spændende.

 

Monolord

Når man tænker Sverige, så er det nok ikke lige Sludge man forbinder det med. De metalliske konnotationer vi forbinder med Sverige er bands som In Flames, At The Gates og Soilwork, men det er nemlig her, at Monolord skiller sig ud fra mængden og leverer super smadret, super ulækkert Sludge. Jeg placerede mig midt i mellem publikum for at få den bedste lyd og oplevelse som muligt, og det at bandet spillede højt var nok en underdrivelse på det aller højeste niveau. Det var så sindssygt højt, at det næsten var uudholdeligt at blive inde i salen, og det skal også lige nævnes, at mine ørepropper var helt inde i ørerne, men udover den super høje musik og det super smadrede lydbillede, så var der masser af gode elementer i musikken, og lyden var rigtig god. Bandets gimmick var at starte og så stoppe igen, og det fungerede fint de første par gange, men efter noget tid blev det sgu en anelse irriterende, og lidt overplayed. Monolord fik en time at spille i, og det var måske liige i overkanten for mit vedkommende, men en god koncert, det var det sgu!

Karakter 3½ ud af 6

 

Conan

Efter en pause var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Conan stod klar på scenen med en storskærm i baggrunden, hvor de mest syrede tegnefilm blev spillet, imens bandets sange om destruktion og ødelæggelse var et godt soundtrack til filmene. Alt det jeg nævnte om Monolords lydbillede og super høje musik havde ikke ændret sig her, hvilket er en kæmpe løgn. Jeg glemmer aldrig da jeg så Yob og Pallbearer på det samme spillested, der troede jeg at det var højt, men det her var næsten absurd. Bandet spillede så højt at jeg var tæt på at kaste op utrolig mange gange i starten af sættet, simpelthen på grund af vibrationerne. Guitaren var stemt ligeså lavt som bassen, og det var så tungt at man kunne ikke undgå at blive opslugt af stemningen. Trommeslager Johnny King er den seneste tilføjelse til bandet, han har en fortid i det irske Post-Black Metal band Altar Of Plagues, hvor han var min trommegud indenfor genren, men her virkede han lidt ude af sit element i aften; der var for eksempel et par gange hvor han spillede en anelse for hurtigt, og hele sangen endte med at blive en smule malplaceret og ødelagde lidt stemningen. Conan spillede en time, og der var passende, siden at min krop var utrolig gennemtæsket pga af den høje lyd inde i Atlas. Jeg synes at Conan var en fed koncert med en smule fejl hist og pist i tromme afdelingen, så var det en ganske fed koncert. Det skal lige siges at min krop stadig kan mærke vibrationerne.

Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Monolord - Copenhell 2015

Det fremadstormende svenske doom metal band Monolord var sidste navn på Pandæmonium fredag aften på dette års Copenhell. Trioen har var været på en omfattende Europa tour, der begyndte i januar som support til deres debutalbum 'Empress Rising', og må siges at være højaktuelle eftersom opfølgeren 'Vænir' udkom i april i år. Undertegnet anmeldte også Monolord i januar i år, hvor de fik fem stjerner, så der var bestemt høje forventninger til Monolord fra denne anmelders side.

Først og fremmest skal det siges at Monolords tour har givet dem masser erfaring, og at det skinner igennem på scenen, og koncerten tiltrak da også gradvist mere og mere opmærksomhed fra forbipasserende festivalgæster, jo længere Monolord kom hen i koncerten. Monolord har en klar opskrift på succes, som de siden deres koncert i januar ikke har ændret så meget ved - " but why fix it, if it ain't broken?". Det virker tydeligvis, og Monolord leverede et show, der levede op til deres høje standard.

Esben Willems var lige så stærk og udfarende på trommerne som han var sidst, bassist Mikka Häki gav den fuld gas og sprang rundt som besat, og forsanger og guitarist Thomas V. Jäger var blevet endnu bedre til at skabe kontakten til publikum, end han tidligere havde været. Til og med havde de en ligelig fordeling af gamle og nye numre med i bagagen, og kronen på værket blev lige som sidst den bombastiske doom-perle og titelsang fra deres første album "Empress Rising".

Monolords koncert var en lektie ud i, hvordan god sludge og doom metal er skruet sammen, og Monolord overbeviste endnu engang om sit potentiale. Forsætter de som nu, er der ingen tvivl om, at de spiller på Hades næste gang de besøger Copenhell, hvilket undertegnede i hvert fald håber de gør!

 

  • Nuclear Assault_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • The Darkness_5
  • Forfatter: Jill
  • Asking Alexandria_8
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Monolord, Salem’s Pot, Moon Coven - KB18

Omkring 50 københavnske doom metal fans havde denne onsdag aften trodset det kolde vejr og regnen, og fundet vej ned til KB18 for at opleve en spændende cocktail af svensk doom-eksport. Hovednavnet var Monolord, der med deres tons tunge debutplade ’Empress Rising’ i baghånden, havde deres landsmænd i Salem’s Pot og Moon Coven med som support på en længere Europa-tour, hvor aftenens koncert var den allerførste på tournéen.

 

Moon Coven

Første navn på scenen var Moon Coven, der med en afslappet attitude gik på og startede den svenske doom lavine. Moon Coven spillede egentligt ganske tight og catchy doom metal, men man kunne have ønsket lidt mere variation i sættet, da man som tilskuer følte, at koncerten mest af alt havde karakter af en shoegazende stoner jammer i deres øvelokale. Tilmed skulle man kigge langt efter en smule stage persona, og deres frontman var lidt nervøs når han talte til publikum. Derfor havde de også svært ved at få publikum rigtig med, og det virkede som om at de egentligt ikke gad at spille dette første gig som support på en Europa-tour - noget man ellers netop burde forvente af et band, der får sådan en mulighed godt gad.

Til gengæld havde Moon Coven også et par fine dynamikker i deres spillestil, hvor lead-guitaren skiftede mellem deres frontman og en af de to andre guitarister, og de havde også et par atmosfæriske overgange mellem numrene, hvor der kom lidt afveksling i et ellers meget ensformigt sæt. Samtidig var der tekniske problemer, og Moon Coven blev nødt til at stoppe koncerten et nummer før tid, men tog det meget afslappet, takkede publikum og gik af scenen, men havde leveret en lidt sløj introduktion til en aften, der skulle vise sig at blive mere spændende senere hen.

Karakter: 3/6

 

Salem’s Pot

Anderledes interessant blev det da Salem’s Pot gik på scenen iført venetianske maskebals- masker, og deres forsanger med lettere ironisk orgelflader som underlægning åbnede koncerten med en prædiken om, at djævlen findes og er i blandt os, hvorefter denne intro slog direkte over i et jernhårdt distortion bombardement. Allerede herfra var Salem’s Pot selvsagt et interessant bekendtskab og havde publikums fulde opmærksomhed. Et meget dynamisk sæt med store tunge stykker afbrudt af mere groovy uptempo-passager gjorde, at der hele tiden var noget at forholde sig til under koncerten, og sugede på den måde én ind i Salem’s Pot’s infernalske univers. En af de mest interessante ting ved deres koncert var, at de mellem næsten hvert nummer havde et intermezzo, hvor en af de maskerede bandmedlemmer med sit keyboard og en mixerpult formåede at skabe et atmosfærisk og ulmende lydinferno, der langsomt og ildevarslende byggede et repetitivt og transcendentalt lydbillede op til at næste nummer kunne begynde, hvorefter de store tunge doom flader igen tog over.

Salem’s Pot spillede med tydelig entusiasme og spilleglæde, men kom lidt i vejen for hinanden på den meget lille scene, og nåede måske derfor ikke helt ud over scenekanten i så høj en grad som de gerne ville. Ikke desto mindre var deres bizarre og semi-okkulte univers et interessant bekendtskab, og det er et band der skal genses ved lejlighed.

Karakter: 4,5/6

 

Monolord

Aftenens hovednavn Monolord spillede selvsagt som sidste navn i aftenens line-up. Med et friskfyragtig ”Hello!” gik den allerede entusiastiske frontman Thomas V. Jäger og resten af Monolord på scenen og startede uden så mange dikkedarer deres lydmur af en doom koncert. Monolord virkede i det hele taget oplagte fra første akkord, og bassist Mika Häkki var et med groovet, og udnyttede den begrænsede sceneplads til at bevæge sig så meget som muligt på en måde, der sendte tankerne hen på Flea fra RHCP. Trommeslager Esben Willems er nok en af de hårdest arbejdende trommeslagere jeg længe har set til en live koncert, og hvert eneste slag på trommerne blev leveret med maksimalt kraft og en attitude der entydigt sagde, at Monolord var kommet for at fyre den af. Forsanger og guitarist Tomas V. Jäger kom godt ud over scenekanten og kommunikerede med publikum når han havde tid til det, og for første gang den aften var der indtil flere der headbangede i takt til den tons tunge doom metal, og det blev tydeligt, at det var Monolord folk var kommet for at høre.

Monolords numre er lange, selv for et doom metal band, men som sådan var der god afveksling mellem numrene, og højdepunktet blev leveret i to bidder i form af det afsluttende nummer i det ordinære sæt, titelnummeret fra deres debutplade ’Empress Rising’, der med et cathcy og messende riff lagde op til, at nummeret endelig eksploderede til stor tilfredshed for de fremmødte. Det andet højdepunkt kom med Monolords eneste ekstranummer, som var et velarrangeret doom metal cover af Black Sabbaths ’Fairy’s Wear Boots’, hvilket satte et godt punktum for en god koncert.

Karakter: 5/6

 

  • Monolord_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Monolord_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Monolord_10
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed