fbpx

Mono, Alcest, pg.lost - Lille Vega

Colossal har for alvor markeret sig på den alternative rock/metal scene, ikke mindst med det veludførte A Colossal Weekend tilbage i maj måned med navne som Cult Of Luna, Pelican og Russian Circles. Denne aften har de samlet noget af en trekløver i form af de to co-headlinere Mono og Alcest, foruden supportbandet pg.lost, der også optrådte til førnævnte weekend. På papiret så det godt ud – men hvordan gik det så?

pg.lost:
Ganske godt, for at svare på ovenstående spørgsmål. Svenskerne i pg.lost åbner ballet med manér, og da de går på er Lille Vega rimelig velbesøgt, men med plads til mere, som der da også kommer ud på aftenen. Post-rock handler i særdeles ikke om at give den fysisk gas på scenen, og styrte rundt som en sindssyg, snarere det modsatte, og der skal ikke mere end et par toner til før publikum opmærksomt lytter med. Høfligt, afmålt, og uden den store visuelle begejstring, men den skal nok komme når bandet bliver større.

Det musikalske udtryk er storladent og melodisk. Jeg synes både God Is An Astronaut og Mogwai kan mærkes, og til at underbygge det er der også glimrende lys. pg.lost selv er velspillende, og semi-aktive på scenen, hvilket er skønt at være vidne til. Igen, det er ikke fordi de kaster sig rundt på scenen, men hovederne bopper, og der er følelser med, så det giver en god dynamik. Reelt er det kun en papirtynd lyd (ikke mindst trommerne), og en fuldstændig mangel på bas, der trækker ned – men som dog også trækker en del ned, for man mangler simpelthen at blive blæst tilnærmelsesvis bagover. Ellers er det en perfekt opvarmning, og alle ser ud til at være klar til Alcest. 4/6 stjerner.

Alcest:
Salen er en halv time senere fyldt næsten helt ud, og publikum er tydeligvis mere begejstrede end tidligere – faktisk bliver det kun bedre, som tiden går. Alcest har nu også i gennemsnit været forbi København en gang om året de sidste tre år, så en vis fanbase er blevet bygget op.

Det er synd, så, at lydproblemerne fra tidligere ikke er blevet løst; der er nu både for meget diskant, så det skærer i ørerne, og en mudret lyd, ikke mindst i de blackmetal-lignende stykker Alcest også opererer med. Lyden er også stadig for tynd, så man mangler noget saft og kraft. Til gengæld er bandet meget mere snakkesalige; med det mener jeg at de rent faktisk siger tak imellem flere af sangene, samt præsenterer en titel hist og her, gerne med positive råb fra publikum til følge.

Ellers er ”alt andet” som før; sprødt lysshow, engageret band, publikum nyder det – og med et show på en time og et kvarter, er der så nogen der føler sig snydt? Det tror jeg ikke. 4½/6 stjerner.

Mono:
Vi er nået til aftenens sidste forestilling, og jeg kan allerede gætte at det bliver en sen tirsdag – først 22:45 går det japanske band på scenen, og lægger en anden stil for dagen; her er ingen publikumskontakt, overhovedet. Det er kun musikken der tæller, og som navnet lægger op til, er udtrykket meget... ja, monotont.

Det er derfor, i min optik, ikke nær så spændende et musikalsk møde. Publikum er tilfreds, og der er bestemt både smukke og tyste momenter, eller i den helt anden grøft, hvor et par af medlemmerne nærmest kaster sig febrilsk rundt på scenen – men det bliver for ensformigt, og for prætentiøst; unødvendigt lange slutninger uden et peak, og insisteren på ikke at sige ét ord... og lige pludselig føles en time og kvarter for langt. Folk begynder også at falde fra, men det kan ligeså vel skyldes det efterhånden sene tidspunkt, så det faktum skal ikke ligge Mono til last.

Lyden trækker dog ned, for den er stadig ikke blevet fixet. Der mangler bund, og trommerne er både tynde og uklare. Mono spiller ufortrødent videre, og de der bliver tilbage, hvilket er et ca. halvt fyldt Lille Vega, virker tilfredse. Jeg selv mangler noget, men går ikke derfra utilfreds, bare... ikke særlig berørt, hvilket jo ellers er meningen. 3½/6 stjerner.

Læs mere...

The Ocean / Mono - Transcendental

Det kom ikke som den allerstørste overraskelse, da jeg fandt ud af, at japanske Mono og tyske The Ocean ville lave en split sammen. Begge bands var på tour med islandske Sólstafir sidste år. Jeg har hørt dem begge meget det sidste års tid, og jeg var også så heldig at se dem begge to på Voxhall i 2015. Begge bands ligger lidt i samme boldgade, da deres musik er en form for post-metal/post-rock, men alligevel formår de at være så forskellige. Deres split er noget, som jeg har set frem til i lang tid, så lad os se, hvordan det gik.

Det er ret imponerende, at begge bands kun har ét nummer hver på denne split, som stadig formår at ramme op på omkring de 23 minutter. Mono er bandet, som åbner pladen med nummeret Death In Reverse. Nummeret har en smuk opbygning, og det er lige det som Mono også er rigtig gode til, nemlig at være gode til at bygge et nummer op og så få det hele til at eksplodere ud i en smuk atmosfære, som holder lytteren fanget fra start til slut. Nummeret stopper i et øjeblik og sætter en dæmper på intensiteten. Det hele bliver bragt ned på et stille og roligt niveau, hvor lytterens trommehinder får lov til at slappe af, før braget går i gang igen.

Andet nummer på pladen er The Quiet Observer med The Ocean. Dette er en helt anden sag, end hvad Mono leverede. Her bliver det en anelse tungere og mere teknisk. Forsanger Loïc Rossetti viser igen, at han er en fantastisk sanger, som kan sit kram og sætter sit præg både med ren vokal og skrål. Her fanger bandet igen lytteren, ligesom Mono gjorde, men det er bare en anelse mere ekstremt og mere teknisk, end hvad Mono var. The Quiet Observer er et ganske fint nummer og efter 12 minutter, er nummeret slut.

Transcendental er en ganske fin split, som disse to bands har udgivet. Det er ikke noget nyt eller opfindsomt, vi får hørt fra de to bands, men alligevel er de to nye numre, som er på denne split, alligevel virkelig gode, så skynd dig at få tjekket den ud.

Trackliste
1. Mono – Death In Reverse
2. The Ocean – The Quiet Observer

 

The Ocean – The Quiet Observer

Læs mere...

Sólstafir, Mono og The Ocean - Voxhall

Efter en lang koncert pause hos denne anmelder, var det endelig tid til at vende snuden mod Voxhall og høre noget smadder. Det islandske band Sólstafir var vendt tilbage til Danmark med tyske The Ocean og japanske Mono. En pakke jeg virkelig ikke kunne få mig selv til at gå glip af, så lad os se hvordan aftenen gik.


The Ocean
Jeg har hørt utrolig mange gode ting om The Ocean fra Berlin. Både af venner og musikere er bandet blevet skamrost. Jeg placerede mig inde i salen og var spændt på at se om bandet kunne leve op til hypen, som mange jeg kender havde skabt om bandet. Bandet gik på scenen, og hold nu op hvor var det højt. Bandet spillede utrolig tight og deres lysshow skal lige have kæmpe ros også. Forsanger Loïc Rossetti gjorde et fantastisk job med at skifte imellem voldsomme skrig og fantastisk skønsang. Der var ikke meget snak imellem numrene, faktisk tæt på intet snak overhoved. Rossetti bad publikum efter første nummer at komme tættere på scenen, da mellemrummet imellem publikum og scenen var relativt stort. Bandet spillede et virkelig overbevisende sæt som varede 45 minutter, som også er det længste sæt jeg har set med et opvarmningsband. The Ocean imponerede virkelig meget , og jeg forlod i hvert fald Voxhall som fan af bandet.

Karakter: 5 ud af 6


Sólstafir
Jeg synes det var da en anelse mærkeligt, da jeg fik at, vide at de tre bands som var med tour sammen byttede plads hver aften. Så i aften var det så Mono der headlinede, og Sòlstafir var nummer to. Sólstafir er dog ikke lige noget som har min største interesse,og jeg er virkelig heller ikke er så vild med bandet. Jeg tænkte alligevel at jeg ikke synes at de er særligt overbevisende på plade, så måtte de være noget helt særligt live. Bandet gik på scenen og virkede klar og tændte. Forsanger Aðalbjörn Tryggvason vidste sig så at være en karismatisk og teatralsk karakter i sig selv. Jeg synes alligevel at under de første par numre virkede koncerten som rimelig fed, men alligevel følte jeg at det faldt meget hurtigt til jorden, og at det havde meget svært at ved blive godt igen. Alligevel var der nogle små glimt af noget som virkede fedt engang imellem, men alligevel var det ikke nok til at det blev en voldsom fed koncert. Da bandet spillede deres sidste nummer så stak det virkelig af og blev rigtig fedt. Det er virkelig en skam for oplevelsen, at det først blev rigtig fedt til sidst.

Jeg synes ikke for mit vedkommende, at koncerten var nogen særlig succes, men alligevel har jeg masser af respekt for Sòlstafir, at de alligevel er gode til at underholde deres fans og publikum.

Karakter: 2½ ud af 6


Mono
Japanske Mono var åbenbart blevet headlinere i aften, og det passede mig helt fint. Mono er et band jeg har lyttet meget til de sidste par måneder, og deres Atmosfæriske Post-Rock er nu også noget som passer perfekt til at afslutte denne aften med. Igen skal lysshowet have masser af ros, da scenen mere eller mindre var dækket med grønt og blåt lys. Bandet spillede meget intenst og det var ikke noget problem at blive grebet af stemningen. Lyden var fed, og noget sjovt som jeg også lagde mærke til, var, at to af medlemmerne sad ned på scenen og spillede, det må jeg sige at det har jeg aldrig oplevet før. Mono var den perfekte afslutning på denne aften, og jeg håber inderligt at de snart vender tilbage til Danmark.

Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed