fbpx

Manowar, Valby Hallen 01-04-2019

Du godeste, hvor var jeg dog nervøs.

Uddybning: Jeg har for længst set Manowar i Tyskland flere gange end i Danmark. Sådan kan tingene arte sig, når man virkelig elsker heavy metal, forstår I nok. Og for præcist to døgn siden befandt jeg mig i Dortmunds Westfalenhalle og overværede mine — og alle andre raske drenges — store helte, Manowar, fejle indenfor deres egne standarder.

Tidligere Yngwie Malmsteen- og HammerFall-trommeslager Anders Johansson er netop tiltrådt i bandet på et afbud. Vi snakker “netop” som i “for et stadig ganske overskueligt antal timer siden”. Og han kunne ikke følge med i numrenes tempoer, om så det gjaldt livet. Det var dybt frustrerende og bekymrende.

Sjældent har jeg måttet neddrosle mine forventninger i så høj grad. Ikke mindst ihukommende Manowars fandme ærefrygtindgydende, klokkeklare 6/6’er-triumf i Kiels Sparkassen Arena 3. december 2017.

Men det er sgu ikke på grund af mine lave forventninger, at metallens konger alligevel formår at plyndre og erobre København i aften. Lyden i den ofte så udskældte Valbyhal er klokkeklar. Der er intet nævneværdigt at udsætte på hverken sammenspil eller tempo. Og den altid grinende og sympatiske Eric Adams både synger og skriger med et teknisk overskud og en ungdommelig råstyrke, der må kunne få alverdens andre 66-årige mænd til at researche lidt i, hvad han dog render og foretager sig, når han ikke aktivt lever op til sin velfortjente status som konge af selve metalgenren.

Men de gunstige elementer tæller tillige et publikum, der fandme ER mere dedikeret end de fleste, selv indenfor en genre hvor netop dedikation, fanatisme og lidenskab er så vægtige nøgleord. Selvom der da givetvis findes mere sindssyge tilhængere af både Metallica og Iron Maiden, er det fandme ikke til deres koncerter, du ser så godt som samtlige publikummer stå og skråle med på hver eneste verselinie og tage så varmt og taknemmeligt imod slagernes indlysende call-and-response-elementer. Såsom f.eks…:

Now people keep asking if we’re gonna change
I look ‘em in the eye, tell ‘em
(alle): NO WAY!!!

Du kan kalde det plat; du kan kalde det dumt; du kan kalde det letkøbt og lavpandet. Du kan i det hele taget sidde og stille dig tilfreds med at reducere dig selv til en af de desværre så overraskende mange klagetanter, der især gør opmærksom på deres himmelråbende selektive metalsmag og nedtursattitude online, når der offentliggøres nye navne til Copenhell. — Og som tilsyneladende mener, at selve ordet “bøsse” skulle indeholde et eller andet validt argument for noget som helst.

Jeg skulle hilse fra en frejdigt festende, fællesskrålende og fadølstyllende Valbyhal og sige, at det i så fald ikke er os, men dig, der repræsenterer vores genre decideret elendigt udadtil. Vi elsker Manowar, fordi vi elsker heavy metal. Og vi elsker denne aften, fordi heavy metal netop er, hvad Manowar stadig er leveringsdygtige garanter i verdensklasse for, hvad man så end måtte mene om deres udgivelseskvalitet de sidste 20-25 års tid samt deres mediefremtræden helt generelt.

Hallo. De spiller “Blood of My Enemies”, mand. Og “Fighting the World”. HURRA, sgudda! Og de spiller “Thor (The Powerhead)”, og “Brothers of Metal Pt. 1” Og så tror jeg simpelthen aldrig, jeg nogensinde bliver træt af at høre “Call to Arms”, hverken live eller studieversionen. Dejligt er det også at høre “The Triumph of Steel”-skiven (’92) repræsenteret ved “The Power of Thy Sword”.

Du godeste, hvor er jeg dog lettet!

Det kan selvfølgelig undre, at tourens sætliste, der er udformet efter fans’enes ønsker, således indeholder numre som “Hand of Doom” og “House of Death”. Det er langt fra Manowars bedste sange, men på den anden side rocker de sgu ubeklageligt. Og selvom “Swords in the Wind” kun bidrager til en overvægt af “Warriors of the World”-materiale (’02) i sættet, er den fandme smuk i aften. Og så skider jeg altså på, at “Gods of War” (’07) er en tvivlsom skive; “Sons of Odin” er fandme et fedt nummer.

Selvfølgelig skal vi også lige trækkes igennem en alt for langt piccolobassolo med mindre feeling end Lars Ulrichs trommespil og mindre retning end Art Garfunkels solokarriere. Og selvfølgelig holder samme bassist og band-mastermind, Joey DeMaio, en brandtale, hvori han — på i øvrigt overraskende ydmyg og taknemmelig vis — takker og roser publikum for ikke at stå og fedte rundt med mobiltelefoner, og følgende prædiker de antiautoritære værdier der er alle os headbangere så velkendte. — Inden han i øvrigt lige så forudsigeligt “bunder” 1/2 liter Hof ved stort set at hælde den ud over sig selv.

Det er faste indslag, som man måske kan ryste mere eller mindre overbærende på hovedet af, ligesom man i øvrigt kan gøre det af så mange andre elementer ved bandet. Men det ville bare ikke være det samme uden. Manowar er med sin høje kitschværdi noget så sjældent som et multimillionsælgende kultband indenfor jordens mest statiske og konservative musikstil. Hvis ikke du fatter Manowar, fatter du nok i virkeligheden ikke rigtig, hvad det er, der i det hele taget gør heavy metal så fedt, som det er.

Mit største kritikpunkt er, at bandet har valgt at erstatte det faste postludium “The Crown and the Ring” med “Army of the Dead, Part II”. Dét er fandme skidt. Men altså, med alt det ovenstående i betragtning: Hvis du kan stå igennem numre som ovenfor nævnt og dertil de fantastiske slutsange “Kings of Metal”, “Warriors of the World United”, “Hail and Kill” og “Black Wind, Fire and Steel” uden at juble bare en lille smule... så er du edderrådme ringe til at høre heavy.

Læs mere...

Manowar - Scandinavian Congress Center

Manowar; bandet over alle bands – eller som minimum en institution i sig selv.
Bandet, der både har rekorden for at spille længst tid, og for at spille højest. Bandet der, sidst de var i Danmark i 2013, ifølge rygterne købte alle balkonpladserne i Vega, fordi ingen må ”se ned på Manowar”. Bandet der nærmest fik stedets sikkerhedsvagter til at konfiskere publikums telefoner, hvis man ville fange et billede eller, gud forbyde det, en lille video. Lige siden debuten fra 1982 har de spillet deres ”true metal”, og i samme omgang svoret død over ”false metal”, som mere eller mindre inkluderer alt andet end bandet selv.
Alligevel har Manowar en så dedikeret fanbase, at andre bands i det skjulte må være en anelse misundelige, og det er da ikke alle og enhver der køber 10.000 liter øl til netop fans – og 35 år i branchen er da også en præstation i sig selv. På trods af, at den generelle forståelse udenfor fanbasen e,r at Manowar er en joke, eller i hvert fald begyndte således, er deres popularitet ikke faldet.
Med min fritidsinteresse som rollespiller, hvor Manowar er de største, er der her tale om et band der altid har ligget i baghovedet, men som jeg ikke har fået set live – før nu.

 

Manowar:
”Sikke en opsætning”, er min første tanke da jeg får forvildet mig ind i Scandinavian centeret. Visuelt ser det på alle måder ud til at Manowar har hvad de skal bruge; scenen er én stor opsætning af forstærkere og podier, med tilhørende trapper. Der er to storskærme, en i hver side, og én bagerst, hvilket nok må siges at være den største jeg har beskuet – slap af. Der er også flere bannere, og alt i alt minder det om et græsk tempel. ”Sejt”, må være det passende udtryk. Og selv inden showstart råber dele af den godt fyldte sal bandet op, og der er en forventningsfuld stemning i luften.

Og så slukkes lyset, råb og skrig blander sig med den episke intro. Kan det være anderledes?
Og så, nogle minutter senere, sættes der af med ”Manowar” fra debuten. Valget af de næste 5 sange bør i sig selv garantere en solid start. Lyden er heldigvis rimelig god, men bassen er noget for høj, og guitaren lidt for let i det (undtagen i de mange soli). Vokalen er uheldigvis konsekvent for lav og/eller utydelig – om det så skyldes teknikken, eller forsangerens falmende stemme, er jeg ikke sikker på. Det skal allerede her siges, at han sjældent træder ved siden af, men en del af kraften er helt tydeligt væk.

Så, selv om det visuelle i form af billeder og filmklip (som er en uskøn blanding af sommetider episke, og sommetider grinagtigt dårlige) gør sit, samt at publikum støtter godt op om Manowar, ja, så brænder det 4 mand høje band slet ikke igennem. I begyndelsen er det alt, alt for indstuderet, og gennemtærsket. Rutinen hersker. Desuden; grande minuspoint for at lade præindspillet publikumsjubel få fortrin fra den ægte vare i ”Die For Metal”, der jo netop har folk med under alle omstændigheder. De ellers glimrende skæringer ”Call To Arms” og ”The Sons Of Odin” lider under ren kedsomhed fra bandets side – men, måske ikke helt uventet, leves der noget så grusomt op i ”Kings Of Metal”; her ser Manowar faktisk ud til at have det sjovt, og det smitter. Så kører vi sgu!

Eller nej, for så er det tid til en hyldest-interlude til diverse afdøde rock/metalkunstnere (Lemmy, Dio, etc.). Egentlig en fin tanke, men det lægger en dæmper på det flow der ellers var godt på vej. Og intet kan ødelægge et flow så meget som en solo. Faktisk får vi i det her tilfælde den absolut værste bassolo jeg nogensinde har lagt ører til… I sandhed en aften af kontraster. Jeg forstår det simpelthen ikke; skal det forestille at være interessant, udelukkende fordi det er øredøvende højt? I stedet fremstår det umuligt at hitte rede i, på trods af de flere forskellige stilarter der bliver forsøgt.

Ærgerligt nok fortsætter ”basfesten” i de næste sange, nu hvor stortrommen får plads til begge pedaler – og lyden halter derefter, ærgerligt nok, for f.eks. holder det visuelle aspekt i ”House Of Death” vand. Manowar selv falder også tilbage i den sikre rutine, og det bliver smertefuldt tydeligt at forsangeren ikke længere besidder den saft og kraft der engang var. Igen, det er ikke dårligt, han synger ikke falsk – men der mangler power. Utroligt nok er han om alt andet sprød og levende i de passager hvor han står alene. 
Publikum, uagtet de forreste par rækker, begynder ligeledes at stille sig mere passivt op, i takt med at Manowar selv viser mindsket interesse. Men så, endnu engang, vendes det hele på hovedet, for så snart ”Hail And Kill” dukker op, er der fællessang og hænder i vejret, alt imens der på den visuelle side fremstilles et slag om en borg, komplet med drager, torden og blod.

Derefter forlader Manowar scenen, men det er som forventet ikke slut endnu. Først er der den, har jeg ladet mig forstå, obligatoriske tale fra bassistens side. Lidt løst oversat kan tales koges ned til: ”Manowar betyder fuck dig. Hvis du ikke kan lide Manowar eller Danmark, så fuck dig. Danmark har gode øl. Jeg (Joey) skal kneppe piger senere.”
Ikke ligefrem de viseste ord, men de fleste både hujer og klapper, eller trækker i det mindste på skuldrene med et smil om læben. Derefter er der ellers solid afslutning med fælleshymnen ”Warriors Of The World” og ”Black Wind, Fire And Steel” – og så ellers all out på guitarlir og unødvendig lang outroseance til sidst. Der kunne næsten være blevet plads til to sange i stedet for dét ritual, men fred nu være med det.

Når alt kommer til alt er tiden gået hurtigt, og publikums loyalitet og engagement har helt sikkert trukket oplevelsen op – det er meget svært at være skuffet når alle omkring én er oppe og køre. 
Men… Det kan godt være Manowar ikke er dømt helt ude, men gløden er synligt ved at slukkes, i hvert fald hvis aftenens optræden var noget at gå ud fra. Disse ord betyder nok ingenting for hverken bandet eller dets fans, men jeg vil påstå at Manowar udelukkende lever højt på tidligere bedrifter, samt et (for en udefrakommende) uforståeligt hengivent publikum. Fjern det sidste, og jeg er ikke sikker på at de stadig ville holde fanen højt nogle år ude i fremtiden. I aften var en middelmådig oplevelse, hvor det – lidt firkantet sagt – var alt andet end bandet der sørgede for underholdningen. 
3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Manowar
2) – Die For Metal
3) – Call To Arms
4) – The Sons Of Odin
5) – Kings Of Metal
6) – Fallen Brothers / Karl’s Solo (med dele af ”Hearts Of Steel”)
7) – Bass Solo / Sting Of The Bumblebee
8) – King Of Kings
9) – Hand Of Doom
10) – The Lord Of Steel
11) – House Of Death
12) – The Dawn Of Battle
13) – Hail And Kill
Encore:
14) – Warriors Of The World United
15) – Black Wind, Fire And Steel
Kilde: www.setlist.fm

 

 

Læs også artiklen: "Manowar - 11 oversete heavyperler"

Læs mere...

Manowar - 11 oversete heavyperler

Som en af mine gode makkere siger: “Der findes dem, der hader Manowar… Og så findes der dem, der kender Manowar.”
Udsagnet er spot-on. For det er faktisk ret utroligt, hvor meget et band, der så unægteligt og med så store armbevægelser spiller ind-til-benet-uforfalsket heavy metal, har formået at splitte selve metallens publikum. - Et publikum til en musikstil hvor netop store armbevægelser, genremæssig utvetydighed og autenticitet er lige så store dyder som selve den forvrængede guitar, de knusende riffs og den konstante energi.

Lad hermed alle de vantros sølle rablerier for at retfærdiggøre deres personlige tvivl på ægte heavy metals guddommelighed være manet i jorden: Manowar styrer heavy metal, og heavy metal styrer jordens rotation. Bum, færdig.
Og hvis du nogensinde har været af den så forbløffende udbredte vildfarelse, at Manowar skulle spille “power metal”, så ordinerer Revolution Inc. hermed en syndsforladelse: Lyt til hele “Battle Hymns”-albummet fra start til slut, drik en lunken krudtugle og hæl bundslatten i håret, og køb så en billet til Scandinavian Congress Center i Aarhus nu d. 31/01.

Men først skal du lige sætte din computer til anlægget og skrue op. I anledning af at selve metallens konger giver opvisning i ægte heavy på dansk grund, kommer hér som optakt nemlig en ad hoc-kompileret liste over 11 skønne kamphymner, - én fra hvert af bandets studiealbums - der efter overtegnedes mening ikke helt har fået den opmærksomhed, de fortjener. For når folk fokuserer på Manowars bøvede mediepersona, (vel at mærke uden at fatte at den er en del af hele meningen med bandet), forsvinder samme fokus jo altså fra det, som burde være det absolut primære, nemlig alle de mange fantastiske sange, som bandet har beriget og fandeme defineret hele heavygenren med.
De fleste kender, husker og bedømmer Manowar på baggrund af numre som f.eks. “Kings of Metal” og “Warriors of the World United”. Men det er desværre knapt så mange, der gør det på baggrund af sange som…

 

Dark Avenger” (fra “Battle Hymns”, 1982)

På deres råt skramlende, garageklingende debutalbum trækker Manowar - som så mange andre metalbands - klare tråde til klassisk rock. Den foruroligende “Dark Avenger” er en ud af få undtagelser hertil med sine klagende bends, brudte takter og uhyggelige tekst om en parias forbandelse og bortvisning fra lokalsamfundet, genfødsel og alliance med dæmoner i underverdenen, samt endeligt blodige hævn i et både lyrisk og musikalsk voldsorgie. Nummerets absolutte primærfeature er naturligvis selveste Orson Welles’ mesterlige narration, der sammen med den ensomme synth giver det en helt unik atmosfære. Jeg ville give mangt og meget for at have været ung headbanger før min egen tid og hørt, hvordan det lød i udgivelsesåret.

 

Revelation (Death’s Angel)” (fra “Into Glory Ride”, 1983)

Ligesom Iron Maidens “Revelations” fra samme år er denne usandsynlige ørehænger inspireret af Johannes’ Åbenbaring. Akkorderne i det indledende vers falder som regnen af ildkugler mod verdens overflade; klangen på Ross the Boss’ leadguitar i omkvædet sender associationer i retning af englenes trompetfanfarer; og den sejtrækkende gallop-feeling afspejler de fire dommedagsrytteres definitive indtog i det verdslige. Lyrikken er desuden et pragteksempel på, hvor stilfuldt Joey DeMaio faktisk formår at udtrykke sig, når han gider: “His hair as white as wool, his eyes like burning flame/He is the first and last, he brings the seven plagues/Seven stars of seven cities in his hand/He holds the keys of death for the underworld and man”.

 

Each Dawn I Die” (fra “Hail to England”, 1984)

“Passing through the storm/Led by demons/Walk between the world of men and gods/Cast no shadows/Draw no light/I rape the priestess on pagan night”. Dette Manowars ondeste nummer giver et indblik i en dødskults profane ritualer med sword-and-sorcery-agtige billeder - et univers som bandet ikke sjældent har draget inspiration fra. Den mystiske stemning bæres af en utraditionel, slæbende 1-og-3-rytme, en hvileløst anspændt tonalitet og Eric Adams’ ildevarslende oktavhyl som fra en offerpræst inden ceremoniens fatale klimaks.

 

Thor (The Powerhead)” (fra “Sign of the Hammer”, 1984)

Også den nordiske mytologi har - med et mere eller mindre liberalt forhold til sin oprindelige skikkelse - ofte været benyttet som motiv i Manowars tekstunivers. Bag den lidt forhastede produktion på “Sign of the Hammer”-skiven gemmer sig et par af bandets stærkeste numre med dette som et hårdtslående eksempel. Det indledende akkordbombardement giver reminiscenser af klassisk musik og samtidig billeder af Mjølner, der smadrer det ene efter det andet jættekranie. Med denne plade som den anden af to fuldlængdeudgivelser indenfor fire måneder og en toårig verdensturné forude, har Manowar hér definitivt planeten for deres fødder. Deres banner bærer hammerens tegn, der udover på titelnummeret får tillagt ekstra vægt i denne skæring: “I watched as he shouted/To the giants who died that day/He held up his hammer high/And called to Odin for a sign”. Kor-temaet i sangens bro er en lille detalje, der dækker over en stor forskel: Den bevidste og vedholdende brug af patos, der alle dage har gjort Manowar til deres egne.

 

Violence and Bloodshed” (fra “Fighting the World”, 1987)

Allerede på debutalbummet befandt sig en Vietnam-satire, den herlige “Shell Shock”. Det skulle ikke afholde Manowar fra at skrive endnu en af slagsen til denne mesterværksskive - bandets første digitalt producerede, hvilket for alvor fremhæver deres rene, voluminøse power. “Violence and Bloodshed” er en kærkommen uptempo-tæsker i ellers overordnet hardrockede omgivelser. Vokalbreaket i omkvædet viser, hvor meget Adams er vokset som vokalist siden begyndelsen, og på samme måde er Ross the Boss’ riffing og brug af whammy-drops hér langt mere moden, kontrolleret og velklingende. På tekstfronten må nævnes de fantastiske strofer “My brother’s still in Da Nang/Puttin’ an add in the back of Kerrang!/I’m looking for people who just wanna kill/We’ll go back to ‘Nam, ‘cause no-one else will”. Jo: Manowar er såmænd i ganske sund kontakt med deres tongue-in-cheek-facet, og det er desværre gået fuldstændig hen over hovederne på alt for mange.

 

Kingdom Come” (fra “Kings of Metal”, 1988)

Selv en plade, der i de flestes øjne er en gruppes hovedværk, kan indeholde numre, der på sælsom vis synker lidt i baggrunden af bandets oeuvre for eftertiden. Måske består det sælsomme bare i, at enkelte sange ganske enkelt er for gode til overhovedet at kunne overvurderes eller blive spillet tit nok. Så når man hører dem, føles det som om, de burde spilles meget oftere.
Sådan en sang er “Kingdom Come”. Det er klassisk rock iklædt Manowars storladne sound og udførelse, og det virker ganske enkelt. Med sin indlysende dur-tonalitet og tekst om vilje til sejr føles den, som var den skrevet med det formål at give lytteren et større selvtillidsboost, end hvad nogen coach eller psykolog kan opildne: “See the white light/The light within/Be your own disciple/Fan the sparks of will/For all of us waiting/Your kingdom will come”. Man skal være et ondt, koldt menneske for ikke at elske dette dejlige nummer.

 

Ride the Dragon” (fra “The Triumph of Steel”, 1992)

Apropos sange der knapt kan overvurderes gælder samme egenskab efter min mening også denne fænomenale fræser. Super-shredderen David Shankles knastørre guitarlyd ligger som indstøbt i Rhino’s ultratighte trommespil, der tæsker afsted som en nådesløs dræbermaskine. Heromkring begynder det at give en smule mening, hvorfor så mange genre-newbies render og kalder Manowar for “power metal”: Det hele går pissestærkt, omkvædet er superfængende, og teksten indeholder mere sværd og trolddom end nogen single-player-rollespilsbog fra 80’erne af Steve Jackson og Ian Livingstone: “I wear a sacred talisman, I make a secret sign/Now welcome me into this wicked wind/On the journey of a shaman, a dragon I must ride/The gates of Hell are open! Let me in!” Det er ren hurra, siger jeg.

 

King” (fra “Louder Than Hell”, 1996)

Med sine ellers tilforladelige sange markerer denne udgivelse ikke desto mindre, at Manowar rent musikalsk (og lyrisk) begynder at gå i selvsving, inden de siden går over til primært at forlade sig på at udgive singler, EP’er, liveplader, videoer og genindspilninger frem for nye fuldlængdealbums. Denne herlige midttempo-basker står ud blandt de omkringliggende skæringer med sin AC/DC-agtige akkordprogression og det flittige råbekor, og det hele får et ekstra løft af den fine klaverintro og det afdæmpede C-stykke. At høre dette nummer uden uvilkårligt at hæve knytnæver og styrte mod køleskabet efter kold øl er svært, grænsende til det umulige.

 

The Fight for Freedom“ (fra “Warriors of the World”, 2002)

“Synes du virkelig, det er fedt, at det bare er så overdrevet amerikansk?” spurgte en kollega mig engang, da hun så coveret til “Warriors of the World”. Sandheden er, at jeg aldrig havde skænket det én eneste tanke, men udelukkende fokuseret på musikken - selv i det yderst eksplicitte tilfælde “The Fight for Freedom”. Tingen er i al sin enkelhed, at det er et pissefængende nummer. Mellem alle dets amerikanismer, linier om flyvende ørne og 9/11-referencer står en flot og fængende rendyrket dur-melodi og vejrer stolt som Stars and Stripes på samme albumcover. Scott Columbus’ (R.I.P.) marchtromme er et afgørende, charmerende touch, der simpelthen får hele svineriet til at give mening i al dets skamløse patriotisme. Selv jeg, der normalt ser skævt til USA’s udenrigspolitik, ville glædeligt støtte en amerikansk invasion af et hvilket som helst land, hvis dette nummer på nogen måde kunne agere soundtrack dertil.

 

Sleipnir” (fra “Gods of War”, 2007)

Noget, som flere anmeldere desværre ikke fokuserede nok på i deres bedømmelse af “Gods of War”, var de gode sange, der trods alt var at finde midt i al flommen af, bevares, ganske overdreven keyboardsovs og mere eller mindre kreativ lyrisk omgang med den nordiske mytologi. “Sleipnir” er en sådan sang. Og som med flere andre på denne liste består dens styrke i, at melodien ganske enkelt er for stærk til andet end at hjemsøge lytteren i dagevis efter at have hørt nummeret bare en enkelt gang. Derudover bør man notere sig den mesterligt gennemførte guitarsolo. Det er muligt, at de fleste anser Ross the Boss som uerstattelig, men det medvirker altså kun til, at kongefræseren Karl Logan bliver endnu dybere undervurderet, end han i forvejen er.

 

The Kingdom of Steel” (fra “The Lord of Steel” (retail edition), 2012)

I selskab med den inderligt smukke “Master of the Wind” fra “The Triumph of Steel”-skiven er dette nummer en af Manowars forholdsvist fåtallige ballader. Eller rettere powerballader - for det majestætisk brusende omkvæd i denne sang er blandt Manowars absolut mest storladne momenter. Og hvis du ikke skulle være klar over det, siger det udsagn en del.
Udover den overlegne produktion er dette ene bonusnummer så rigeligt med grund til at have investeret i retail-udgaven af “The Lord of Steel”. Modulationerne, - som ellers er sjældne hos Manowar, - kunne ikke have været benyttet mere effektivt end hér; det fine vokalarrangement bærer teksten om at acceptere sin dødelighed på overbevisende og nærmest rørende manér; og dynamikken har det absolut bredeste spænd hos bandet siden Joey DeMaios halvtimes monsterkomposition over Iliaden, “Achilles, Agony and Ecstasy in Eight Parts” fra samme “The Triumph of Steel” - 20 år forinden. Den dundrende, cinematiske afslutning med kor, blæsere og bækkener i et orgiastisk klimaks giver i alt dets opstyltede cornyness igen fandeme mening på dets egne præmisser. Fat det, hør det og elsk det.

 

Selvom Manowars storhedstid indiskutabelt er så godt som synkron med selve heavy metals guldalder, indeholder deres studieskiver fra både 90’erne og det 21. århundrede ikke desto mindre adskillige fornuftige skæringer. Og selvom de har truffet tvivlsomme karrierevalg, (har samtlige +20-årige bands ikke det?), har de mindst lige så mange imponerende rekorder bag sig. Herunder Guinness-certificering for længste koncert med lige over 5 timer i Bulgarien i 2008, samt som verdens højest spillende band i ’84 og ’94 - sidstnævnte med 129,5 dB. (Guinness anerkendte dog ikke denne rekord i anden omgang, da selskabet ikke ville holdes ansvarlig for høreskader som følge af øget konkurrence!). På samme tour optrådte Manowar for første gang i Rusland, hvor landets musikfans havde stemt dem ind som det band, de helst ville opleve live - foran bl.a. The Beatles og Michael Jackson. Og så var denne skribent såmænd selv til stede på Magic Circle Festival i 2008, da Manowar under en lydprøve rundede imponerende 139 dB. - Og forærede 10.000 øl samt bandets egne fire motorcykler væk til deres fans. Ja, man kunne blive ved med at besynge de gutters heltedåder.
Men det gør de heldigvis selv bedst.

Hvis du endnu ikke har købt billet til Manowar på søndag, kan du gøre det hér. Det koster lidt over 600 bobs, og det er ikke for meget for at opleve en af de sidste og mest autentiske eksponenter af den mest autentiske type metalmusik.

Hail and Kill.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed