fbpx

Author & Punisher, Royal Metal Fest 2019

Hold nu for helvede jeres kæft, når I er til koncert.

Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal indlede denne anmeldelse. For jeg har i bund og grund ikke tilstrækkelige ord om den besættende totaloplevelse, som det amerikanske enmands-industrialprojekt Author & Punisher forsøger at berige os med.

Derfor henvender jeg mig indledningsvist til alle de forbandede respektløse sludretanter, der vælger at forpeste deres egne og andre menneskers koncerter med noget så ligegyldigt som snak. Jeg har efterhånden set mig nødsaget til at påtale det i adskillige anmeldelser, og det er fordi, det bliver ved med at være nødvendigt.

Der er ingen, der er kommet for at høre på dig. Vi er kommet for at høre musikken og ikke andet. Hvis du ikke er i stand til at tie stille og fokusere på et stykke kultur i en time, har du seriøst brug for hjælp.

Nå. Hvorom alting er…

Author & Punisher er tungt, hårdt, brutalt og umenneskeligt. Fuldstændig ligesom nærmest alt andet musik på RMF, og ligesom store dele af metalmusik i al almindelighed. Men Author & Punisher er det i langt højere grad. Og det interessante er, at der hverken er guitar eller trommer involveret.

Samtlige lyde er frembragt med sampler, sequencer, keyboard, en vokal forvrænget til ukendelighed, samt først og fremmest maskiner. Maskiner hjemmelavet af Tristan Shone selv — a.k.a. Author & Punisher — antageligvis i en garage eller et værksted i hjembyen San Diego.

Hans musik er det tungeste og mest utilnærmelige industrial, jeg nogensinde har hørt. “Industrial doom” kalder han det selv, ligesom han har døbt sine musikalske håndvåben “drone machines”. Og jeg kommer da også til at tænke på et band som Sunn O)). For lydniveauet er højt grænsende til det smertefulde, og de dybe vibrationer kan mærkes i hele kroppen fra fødder til hovedbund.

Der findes folk, der render og tror, at Rammstein skulle være industrial; Author & Punisher får Rammstein til at lyde som Big Fat Snake på ketamin.

Shone frembringer de kolde, knusende fabriksrytmer med et håndholdt skinnesystem, som han kører konstant frem og tilbage med lige dele aggressiv besættelse og forbløffende præcision. Alt imens råber han ind i et mindre halvmaskelignende filterpanel med så meget distortion, at Al Jourgensen til sammenligning lyder som Enya. Jeg kan til nøds tyde, at der overhovedet er tale om menneskesprog.

De enkelte numre starter og slutter ikke rigtig på traditionel vis. Der er tale om én lang, omhyggeligt koordineret auditiv udvikling bestående af sekventielle opbygnings- og nedbrydningsloops. Musikken smelter sammen, ligesom mand og maskine smelter sammen. — Og det samme gør samtlige publikums organer under de sønderrivende vibrationer.

Hele det cyberpunk’ede setup giver Author & Punisher en visuel fremtræden som en superskurk alt for frygtindgydende til nogen tegneseriefilmatisering. Hele denne nådesløst larmende maskinkakofoni kunne faktisk passende danne soundtracket til den nat, hvor Skynet bliver selvbevidst og robotterne gør menneskeracen til slaver. Ja, det er egentlig pudsigt, som folks indledningsvist nævnte snak blander sig med det dommedagsdystre lydunivers og faktisk kun får det hele til at antage en langt mere foruroligende mareridtsagtig karakter.

(Men derfor skal I stadig holde jeres kæft, når I er til koncert.)

Læs mere...

Lingua Ignota, Royal Metal Fest 2019

Et par enkelte, foruroligende høje hornlyde lyder inde fra Altas. Ikke fanfarer; snarere advarselssignaler. Der er mørkt i salen, da jeg går ind, og scenetæppet er trukket for.

Publikum står i en halvcirkel. Jeg kan høre en enkelt, messende kvindestemme i et manisk tonefald. Kristin Hayter, aka. Lingua Ignota, gentager en sætning på et sprog, jeg ikke kan tyde. Ordet “odio” indleder den; jeg kan ikke regne ud, om det skal betyde det spanske “had” eller det italienske “åh Gud”. I denne tvetydighed beror en sigende symbolik.

Hun går rundt frem og tilbage blandt publikum med tre håndholdte lamper i ledninger, som hun svinger rundt med alt imens. De rammer gulvet ind imellem og går mere og mere i stykker. Hendes tonefald lyder på én gang hadefuldt, sommetider hvæsende, forurettet grænsende til det sårede, og insisterende som en indelukket psykiatripatients paranoide vrangforestillinger.

Lingua Ignota har et enkelt keyboard og en laptop, hvor al hendes besættende, minimalistiske industrial kører fra. Det står på gulvet foran scenen, som aldrig bliver benyttet. Ingen lys bliver tændt. Lydsporet i et enkelt nummer lyder som en blanding af orgellyde og klirren med glas.

Den lavstammede, spinkle kvinde skiftevist skriger, growler, og synger en prægtig, intens operasopran. Det apokalyptiske tekstunivers lyder som noget, der kunne være skrevet af Allen Ginsberg på verdens mest katastrofale syretrip. “If you’re old enough to bleed, you’re old enough” lyder en enkelt gennemgående linie i en stanza, der tydeligvis handler om de voldelige og seksuelle overgreb, hun bearbejder gennem dette hendes kreative outlet. — Som muligvis er grunden til, at hun deler al sin undertrykte smerte, afmagt og vrede med et betalende publikum og ikke med hvide kitler og gummicellevægge.

Hayter har sunget siden 10-års-alderen og ville egentlig have være konservatorieuddannet operasanger. I stedet studerede hun kunst på Chicagos School of the Arts Institute og fik sin grad hos Brown med et speciale betitlet “BURN EVERYTHING TRUST NO ONE KILL YOURSELF”. Hendes karrierevalg er sigende for hendes performance: Vokalen er knivskarp og kontrolleret, hvad end hun synger svulstige vibratofraseringer eller tynd, skrøbelig pigestemme. Men så en gang imellem kommer et sporadisk hvinende skrig eller growl, hvorefter hun går tilbage på sporet. Ofte knækker hendes stemme, som brød hun pludselig ud i gråd.

Ingen i salen føler sig helt tryg.

Hele seancen varer ikke mere end, hvad, 20-25 minutter? Efter et nummer stiller hun pludselig keyboardet ned fra stativet, går på knæ og begynder at trække ledninger ud og pakke sammen. Man kan høre en fjer falde til jorden.

Is that it?”, spørger en enkelt publikummer. “Yes. Thank you”, lyder hendes svar.

Lyset bliver tændt på Atlas. Der ryger lidt stille Pantera på PA’et. Folk begynder at klappe — men mest af alt råbe på mere. Ingen af os har overværet noget lignende. Hayter rejser sig op og begynder at synge a capella, og lyset og musikken slukkes igen.

I am the disease of man/I am the cancer/I am the master/I am the plague”. Jeg kan ikke regne ud, om det er improviseret. Og ligesom under hovedsættet mister jeg tidsfornemmelsen fuldstændig. Det er hjemsøgende intenst, og det er ikke kun indholdet — eller for den sags skyld formen. Der er simpelthen noget fascinerende — noget på én gang genkendeligt og forstyrrende — over selve dette menneske. Hendes energi er altomsluttende; hendes kreativitet og smerte fylder rummet.

Vi går allesammen derfra med et lille stykke af begge dele.

Læs mere...

The Monolith Deathcult – V2-Vergelding

Jeg stødte første gang på The Monolith Deathcult (TMDC) da hollænderne i 2013 udsendte albummet ”Tetragrammaton” – en virkelig brutal og alligevel varieret omgang Dødsmetal. Siden har par musikere forladt bandet, men de tilbageværende 3 medlemmer udgav først ”Versus” sidste år, og følger nu op med "V2-Vergelding”. Titlen leder tankerne hen mod nazisternes raketvåben fra anden verdenskrig, og både ”Dawn of the Planet of the Ashes” og “Fist of Stalin” handler da også om krigen.

Ellers er det hollændernes fortolkning af Dødsmetal, der er i fokus; vanen tro er guitarriffene ekstra skarpe, vokalen brøler grumt og det hele får en ekstra kant ved brug af elektroniske elementer, der giver et touch af Industrial. Samtidig sørger store symfoniske arrangementer i f.eks. ”Come Forth Lazarus” for, at lydbilledet bliver meget stort. Rammerne er således kendte, så kun to numre skal fremhæves: Det allerede nævnte “Fist of Stalin”, som rykker godt, men er kraftigt inspireret af Rammsteins ” Wollt ihr das Bett in Fammen sehen”, og ”Rise of the Dhul-Fakar”, som både er albummets mest brutale og bedste track.

Der afsluttes med liveudgaver af ”Die Glocke” og ”The Furious Gods”, som begge stammer fra Versus. Optagelser stammer fra TMDCs optræden på Graspop Metal Meeting sidste år, og er udmærkede uden at tilføre nyt. Det samme kan siges om ”V2-Vergelding”, for selv om TMDC fastholder den ultravoldelige blanding af Død og elektronik, og favner bredt, mangler jeg overraskelser og bliver ikke ramt så hårdt af dette udspil.

Tracklist:
01. Planet Wrath
02. Dawn of the Planet of the Ashes
03. Come Forth Lazarus
04. Fist of Stalin
05. The #Snowflake Anthem
06. Rise of the Dhu’’l-Fakar
07. Die Glocke (Live@Graspop Metalmeeting 2017)
08. Furious Gods (Live@Graspop Metalmeeting 2017)
Samlet spilletid: 47:01

Læs mere...

Godflesh - Pumpehuset

Lige siden jeg begyndte at høre musik, så har jeg altid været fascineret af den mere Avant-garde side af metal/punk/hardcore osv. Jeg har været fan af Godflesh siden jeg hørte deres legendariske album Streetcleaner, og siden hen hoppet med hovedet først ned i deres fantastiske bagkatalog. og forventningerne var vanvittigt høje for at sige det mildt. Diverse medier havde hypet det helt til skyerne og med god grund da det var 24 år siden bandet sidst spillede i Danmark. Og med Author And Punisher som opvarmning? Dette stod til at være årets koncert i mine øjne.

 

Author And Punisher

Et af de første albums jeg anmeldte for dette site var Melk En Honing af one-man Industrial bandet Author And Punisher. Et album som jeg blev meget glad for og tre år senere fik jeg lov til at se ham optræde på det års Roskilde Festival, hvor han smadrede min eksistens så jeg håbede på at gentage den samme succes i aften. Tristan Shone med sin fæstning af egne bygget instrumenter var klar til straffe publikum, og allerede fra første node blev decibelmåleren smadret, ligesom den burde blevet da vi er jo inde og høre Industrial. Starten var super fed og det hele sad i skabet, dog lidt inde begyndte det at blive en smule kedeligt, hvilket er ærgerligt da jeg godt kan lide Author And Punisher. Det viste sig også at han havde problemer med mange ting, da han forlod sin position flere gange for at rette på sit udstyr. For mit vedkommende blev den en okay oplevelse og heller ikke mere end det.

Karakter 3 ud af 6

 

Godflesh

Publikumsmængden havde strømmet sig foran scenen og nu var ventetiden endelig ved at være ovre. Det er næsten et syn i sig selv at have sådan et minimalt setup og alligevel lave så meget larm. Bandet kom på scenen og der gik alligevel noget tid før de fik gang i instrumenterne, og da trommemaskinen begyndte at tælle ind gik vi direkte ind i Like Rats fra Streetcleaner og hold nu kæft det var højt. Ens krop var i hardcore vibration mode, og taget i betragtning af den kolossale lydmur der ramte publikum så var lyden faktisk overraskende god. Lige efter første nummer gik vi direkte videre til Christbait Rising efterfulgt af Streetcleaner. Det her var næsten alt for godt til at være sandt og jeg fanboyede for hårdt. Publikum var for det meste af koncerten og observerende men der var alligevel nogle klaphatte der valgte at snakke og råbe imellem numrene men det blev gjort klart af andre medlemmer, at vi ikke gad at finde os i det så det blev heldigvis stoppet. Nyere numre som Post-Self fra deres seneste udspil virkede også rigtigt sammen med en masse af det gamle fra Pure æraen med numre som Spite og Mothra som bare satte endnu af et lag oven på den allerede intense atmosfære der var i luften. Dead Head var det sidste nummer for i aften og det var her det nemlig gik op i en meget større enhed, som om at man fandt det smukke og behagelige i Godflesh's nihilistiske og dystre univers. Det var sjælerensende at finde håb i mørket. Jeg havde før i tiden kun hørt fantastiske ting om Godflesh's live koncerter, og jeg tænkte altid at det kan man jo sige om mange ting. Så jeg vælger at afslutte min anmeldelse med en sangtitel af bandet Sunn O))) der beskriver hypen jeg havde hørt fra så mange. "It took the night to believe"

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Skinny Puppy - Amager Bio

Om jeg fatter, hvorfor der ikke er udsolgt.

Ganske vist ligger Skinny Puppys andet og sidste besøg i landet “kun” syv år tilbage. Men det er netop relativt kort tid; — mig bekendt var forrige og første af slagsen helt tilbage i ’88.

Men først og fremmest er 34-årige canadiske Skinny Puppy jo for Helvede intet mindre end legendariske indenfor dén mørke, maskinelle musikafart, der i bredest anvendte forstand bedst kendes som industrial. — Omend puritanere snarere ville sige EBM/post-industrial/electro-industrial. (Selv går jeg den nemme vej. Sagsøg mig.)

Anyway: Eksklusiviteten er sgu til at føle på, udsolgt eller ej. Blandt det brogede fremmøde af goths, punks, og rivetheads ses da også adskillige, hvis resterende hårpragt nok havde været overvejende grå, hvis ikke den klassiske sort #1 var anvendt. — Enkelte har muligvis ventet hele livet på det hér.

En omhyggelig, ambient intro bestående af lange, mystiske og uhåndgribelige ekkoflader leveres ved elektronisk mastermind cEvin Key (sic) samt guitarist Matthew Setzer. Denne bærer en mørk maske, hvorfra et mindre stativ med en række grønne lysdioder er placeret. En tilsyneladende minotaur med gasmaske og lysende røde terminatorøjne trækker vokalist og anden-hovedmand Nivek Ogre ind på scenen. Denne er iført spændetrøje, vikingehjelm og nylonstrømpe over ansigtet. Både de auditive og visuelle virkemidler samt den bevidst sparsomme scenebelysning er tilsammen lige så obskure og utilnærmelige størrelser som bandets musik.

Dog afslører åbneren “Yahya” et lydmæssigt mere åbent og mindre detaljeret Skinny Puppy, end jeg er vant til. Jeg bider især mærke i, at Ogres vokal er helt foruden den forvrængning og de mange effekter, der ellers kendetegner både bandet og genren. Og selvom den følgende “Dogshit” byder på lidt flere detaljer i lydbilledet, er dette åbenbart bare langt mere skrabet live, end jeg foretrækker indenfor genren.

Men hvad Skinny Puppy måtte mangle i direkte live-oversættelse, har de til gengæld til mere end fulde i sceneshow, stemning og energi. Sætlisten er centreret omkring bandets mere metal-infusionerede skæringer, hovedsageligt fra deres mest guitartunge album “The Process” (’96). Og hold kæft, hvor det hele spiller sammen og virker. For eksempel bliver den i forvejen så bistre “Fascist Jock Itch” nærmest til thrashmetal under disse omstændigheder.

Både Setzer og Ogre har afført sig deres hovedbeklædninger. Førstnævnte har lange, sorte dreadlocks i undercut, som flittigt rystes til de mange konstante øksehug. Ogres ansigt er fyldt med blod. Førnævnte gasmaske-minotaur tvinger overdimensionerede kanyler ind over alt i mandens krop, så han til sidst stavrer rundt som en menneskelig nålepude. Konceptet synes at spille på en bevidst tvetydig blanding af tvangs- og nydelses-motiver.

Ogre henvender ikke et eneste ord til os mellem numrene, men lader udelukkende musikken tale. “HA HA HA HAAAAA! The joke’s on you!” vrænger han på nærmest Invader Zim-agtig vis i refrænet på en ekstraordinært hårdtslående “Tin Omen”, mens han åbner en tøris-rygende kuffert fyldt med endnu flere kanyler. Igen samme tvetydighed: Står vi allesammen og bliver holdt for nar, eller handler nummeret stadigvæk om de uskyldige folkemasser på Den Røde Plads i ’89?

På et triangulært storskærmslærred midt på scenen kører visuals, der ikke ulig bandets musikvideoer ligner noget fra den mere forstyrrede del af David Lynch’s underbevidsthed: En blanding af forvrængede klip fra nyhedsindslag og abstrakte, digitale, kalejdoskopiske mønstre, der i stil med cEvin Keys elektroniske underlægning er umiskendeligt hentet i de gode gamle 1980’ere.

I Amager Bios beskrivelse af bandet indgik adjektivet ‘punket’, hvad jeg i første omgang slog hen som en appel til et lidt bredere publikum. Den industrielle musiks største sællerter har trods alt været ovre i den hårde guitarafdeling. Og modsat punkrock hænger Skinny Puppys livemusik intet mindre end blændende professionelt sammen. Dette skyldes ikke mindst livetrommeslager Justin Bennett — ja, live-trommeslager! Jeg havde ikke regnet med det, men igen: Det virker.

Dog giver punk-sammenligningen en vis mening på enkelte punkter. Ogres bevidst atonale råbevokal lyder uden effekter mere af barndomsforbilledet Johnny Rotten end af kollegaen og genrepionérfællen Al Jourgensen. Og generelt er Skinny Puppy en størrelse, hvis enkelte sange ærligt talt ikke altid betyder mere end hele stemningen og stilarten. Endnu mere generelt er industrialgenren traditionelt set om ikke decideret idealistisk så højst socialt bevidst. Stedvist fornemmes både punkens antifascistiske og cyber-punkens dystopiske elementer. Åh jo, og så sker der noget, som i punkens DIY-verden nok er lige så dagligdags, som det hos den elektroniske musik er kritisk: Halvvejs inde i sættet, under “Village”, ryger al strømmen til cEvin Key gudhjælpemig.

Mens Key og antageligvis samtlige Amager Bios stagehands velsagtens roder med ledninger omme bagved, messer Ogre på et obskønt klingende sprog, mens rytmegruppen langsomt bevæger sig over i at jamme sig ud af krisen. (Er han ligefrem nørdet nok til at kunne tale black speech? Det ville ikke overraske mig.) Det virker faktisk langt hen ad vejen, men ikke i sidste ende. En industrialgruppe uden sequencer, programmering og samples er ikke meget bevendt. Det er for nøgent; det er en bristet illusion; og selvom der er pluspoints for indsatsen, er det 10-12 ekstraordinært lange minutter, der passerer, inden bandet langsomt må bjærge den helt fra bunden.

Men det kan de til gengæld også. Til forskel fra den bevidst utilnærmelige lydæstetik i størstedelen af numrene byder “Worlock” og “Killing Game” på decideret flotte elementer. Ind imellem lukker jeg øjnene og lader musikken fylde hovedet. Alt imens Ogre nu hælder både blod og fluorescerende, neongul maling ned ad sig selv, mens han mishandler noget, jeg formoder er en art digital theremin.

Selvfølgelig bliver det “Assimilate”, der danner klimaks og afslutning på hovedsættet. Der er decideret fællesdans, og det er ikke bare den sædvanlige moshpit på de 8-10 stiveste headbangere; vi snakker hele forreste halvdel af publikum. Det er fandme også et godt nummer, mand. Og det er fandme godt kommet igen. Stemningen er uigennemtrængelig, og selvfølgelig klapper vi dem ind på scenen igen bagefter.

Efter en gestikulerende præsentationsrunde af bandet, bryder Ogre omsider sin tavshed: “Tak skal I have. Tak fordi I er med os. Det har været en mærkelig aften.” Det skyldes sikkert strømafbrydelsen, og selvom det måske ikke er nødvendigt, er det stadig en meget fin, afvæbnende gestus, der gør den følgende, 29-årige “VX Gas Attack” så meget desto stærkere. “Engang for ikke så længe siden i en by i det østlige Irak…”, indleder han. Mon ikke der de mellemliggende amerikanske præsidenter til trods ligger en lille kommentar til den nuværende skjult mellem linierne?

At den følgende “Candle” er sidste nummer, kundgør Ogre idet han gentagne gange smadrer mikrofonen ned i scenen. I åbenlys sarkastisk kontrast til hele seancen falder han på knæ og saluterer afsluttende med to højt hævede peace-tegn. Key står bare og vinker. Og det er alt andet lige en rar afsked: Jeg er nu officielt mæt af indtryk.

Læs mere...

Anaal Nathrakh - The Whole Of The Law

At pladeselskaber promoverer deres kunstnere ved at udråbe det nyeste opus til at være vildere end forgængeren, hører til dagens orden – man skal gerne kunne fremvise fremgang. I tilfældet Anaal Nathrakh blev jeg alligevel nysgerrig, for deres seneste skive, “Desideratum”, var alt andet end blodfattig – det sætter barren højt for "The Whole Of The Law”.

Det står hurtigt klart, at presseteksten taler sandt, for hold da op hvor d’herrer Mick Kenney og David Hunt viser sig fra deres allermest vrede og aggressive side: Der er skruet voldsomt op for tempo og vildskab, og Hunt hyler, skriger og brøler sig igennem samtlige spilleminutter. Musikken indeholder mange af de elementer, man traditionelt finder i Black Metal, men de suppleres med en del elektroniske og maskinelle lyde, som trækker i retning af Industrial.

Resultatet lyder som et mash-up af “Panzer Division Marduk” og ”Animosity”, men hvor hvert af disse albums står stærkt alene, går det mindre godt for Anaal Nathrakhs blandingsprodukt. Det vil sige, i første omgang kører det udmærket; det vanvittige tempo og den ekstreme aggressivitet fungerer glimrende i et par minutter, hvor jeg står med et ”Damn, det er fedt!” på læberne – det er lidt den samme følelse som ved Grindcore. Men hvor den genre lukrerer på sine korte numre, fortsætter de to englændere, og så har vi balladen: Jeg begynder at savne variation, og i stort set alle numre når jeg at småkede mig, inden det næste track tager over. Normalt er jeg stor tilhænger af ekstrem Metal, men denne gang holder det ikke; i små doser er det okay, men det bliver hurtigt for meget af det gode.

Tracklist:
1. The Nameless Dread
2. Depravity Favours the Bold
3. Hold Your Children Close and Pray for Oblivion
4. We Will Fucking Kill You
5. ...So We Can Die Happy
6. In Flagrante Delicto
7. And You Will Beg for Our Secrets
8. Extravaganza!
9. On Being a Slave
10. The Great Spectator
11. Of Horror, and the Black Shawls
12. Powerslave (Bonus Track)
13. Man at C&A (Bonus Track)
Samlet spilletid: 53:12

 

Læs mere...

Author & Punisher - Melk En Honning

Jeg prøver som regel at være åben overfor al musik, men nogle gange finder du et band og du ved alligevel ikke  helt hvad du skal synes om det. Sådan en episode havde jeg med Author And Punisher. Med inspirationer som Godflesh og Sunn O))) så tænkte jeg umiddelbart, at Author And Punisher var en nem pille at sluge, men hvor tog jeg fejl efter den første lytning med bandet. Efter noget tid valgte jeg at høre den igen, og der blev jeg virkelig blæst væk.
Author And Punisher er et band som er virkelig svært at sætte i bås. Der er alt fra drone til eksperimental rock, så der er masser at komme efter. Bandet har alligevel udgivet et par albums siden deres dannelse tilbage i 2004. Bandet er nu klar med deres seneste udspil Melk En Honning, og lad os se hvordan det gik.

Det kræver alligevel tålmodighed til at lytte til disse numre. De fleste af dem rammer næsten de ti minutter, og er fyldte med dronede passager og eksperimenterende øjeblikke. Det skal også lige siges, at Author And Punisher er et one-man band, og alligevel formår han at skabe sådan en massiv lyd, og det er virkelig imponerende. Allerede på åbneren 'The Barge' sættes lytteren i en massiv trance, og man bliver utrolig nemt opslugt at dette larmende lydkaos. Efter et par minutter så kommer Doom metal inspirationerne ind i billedet, og det hele bliver meget mere intenst. Andre numre på pladen som 'Cauterize' er alligevel også et godt eksempel på hvor svært det er at putte bandet i en bås, og at det er alligevel kommer en melankolsk stemning ind i musikken også er super fedt. Det ender alligevel med at være det korteste nummer på pladen, da det rammer på tre minutter og otteogtyve sekunder. Mit personlige favorit nummer på pladen er 'Future Man', som jeg synes er anderledes end alle de andre numre på pladen. Specielt den virkelig geniale vokal som bliver sunget igennem nummeret. Jeg synes også at det er fedt da nummeret ligger mest ovre i den langsomme boldgade. Her er Doom metal inspirationerne virkelig tydelige. Produktionen er virkelig også rå og bare lige på, og Tinnitus skal forventes.
Der er også fede små effekter, som at det skratter i lyden til tider, hvilket gør det mere autentisk og ægte.

Author And Punisher er noget unikt indenfor en genre, som folk ikke helt ser som noget andet end larm. At man tør være så alsidig når det kommer til at skrive musik, er et kæmpe plus for mit vedkommende. Jeg synes at denne plade er så god, at den er for mit vedkommende oplagt til at være et af årets bedste udgivelser. Så hvis du er til eksperimenterende musik, så kan jeg varmt anbefale Author And Punisher.

Trackliste
1. The Barge
2. Cauterize
3. Shame
4. Future Man
5. Disperate
6. Callous And Hoof
7. Teething
8. Void, Null, Alive
Samlet spilletid: 53 minutter og 47 sekunder

 

Author And Punisher – Cauterize

Læs mere...

Marilyn Manson - The Pale Emperor

Der var en gang… Sådan starter mange folkeeventyr. Sådan kunne man passende starte historien om chok-rockeren Marilyn Manson. Der var engang en musiker, der for alvor kunne forarge verden, skrive gode numre og performe som en superstar. I dag er Brian Hugh Warner 46 år, og det er efterhånden ved at være nogle år siden Manson på nogen måde forargede, eller for den sags skyld komponerede god musik. Trekløveret Eat me, Drink me (2007), Lost & Found (2008) og The High End of Low (2009), virkede som tre forcerede albums langt fra Mansons fordums storhedstid – Born Villian (2012) ingen undtagelse. Herefter tog Manson en tiltrængt tænkepause, og nu anno 2015, er den en gang så groteske kunstner igen i vælten.

Slut 2014 luftede Manson første single fra 2015 udgivelsen, Pale Emperor. ”Third Day Of A Seven Day Binge”. En single der fremviste en kunstner, der lod til at have genopfundet sig selv, på samme måde som han gjorde på Mechanical Animals. Musikalsk milevis fra 98 klassikeren, men med en ny lyd. Mere rocket/blusinspireret, mere støvet, mere rustent og langt mere sexet end hørt i lang tid. ”Deep Six” var pladens andet udspil. Et nummer der i langt højere grad lægger sig op af hvad der tidligere er hørt. En knusende guitar i omkvæd og en aggressiv gang vokalfrasering. To stærke numre, men mere bliver det heller ikke til.

Det lækre, sexede og aggressive, der hver især kendetegner de to førnævnte numre, bliver løbende udskiftet med halvkedelige riffs, uopfindsom lyrik og sørgelig vokal, der alt sammen svømmer i selvmedlidenhed. Strofer som ”To many kills, and not enough pills” (The Devil Beneth My Feet), lyder ikke bare dårligt, det tenderer til klicheramt elendighed. Det hjælper ikke yderligere, at Manson på ”Birds Of Hell Awaiting” så tydeligt finder inspiration i eget tidligere materiale – tromme og basgang lugter bare lidt for meget af ”The Dopeshow”. Den blusede sound er gennemgående på The Pale Emperor, og er uden tvivl et af albummets stærkeste sider. Desværre formår Manson ikke at udnytte mulighederne godt nok. Kompositionerne er ikke stærke nok, og sammenlignet med ”Third Day Of A Seven Day Binge”, falmer det resterende materiale. Nuvel, ”Odds Of Even” har et eller andet lækkert og dystert over sig. Manson småcrooner sig igennem twanged guitar og lukker og slukker for et album, der kunne have været så meget mere. Det er ærgerligt. Man sidder med fornemmelsen af, at Manson endelig havde fundet en ny retning. Et modent image, og endelig kunne smide den klischeramte og utroligt upassende chok-rocker kappe fra sig. Det kan han alt andet lige stadig, men ikke på så fornem vis, som man kunne have håbet. The Pale Emperor er forhåbentlig starten på et nye og langt mere interessant eventyr, men til forskel fra klassiske folkeeventyr, ender dette Brian Hugh Warner eventyr ikke lige så lykkeligt. 3 ud af 6.

Tracklist:
1.Killing Strangers
2.Deep Six
3.Third Day Of A Seven Day Binge
4.The Mephistopheles Of Los Angeles
5.Warship My Wreck
6.Slave Only Dreams To Be King
7.The Devil Beneath My Feet
8.Birds Of Hell Awaiting
9.Cupid Carries A Gun
10.Odds Of Even

 

Læs mere...

Phal:Angst - Black Country

Bandet med det lidt specielle navn Phal:Angst er resultatet af en sammensmeltning af to eksisterende musikalske projekter: Phal og Project Angst. De er fra italien og har eksisteret siden 2006. De har tidligere udgivet 2 albums, medvirket på et par soundtracks og der er allerede planlagt udgivelse af et remixalbum af dette, der er deres tredje album.

Det er altså nogle ganske ukendte, men tilsyneladende produktive drenge der står bag dette projekt. Og ”projekt” er nok den eneste måde jeg rigtig kan beskrive Phal:Angst på. For det lyder ikke rigtig som et band. Mere som en ide, en kreativ process eller outlet, end et decideret ”orkester”. Genremæssigt lægger de sig et sted mellem noget post-rock lignende, med kraftige industrial inspirationer. Når det er sagt, må jeg lige indskyde at det nærmest er umuligt at beskrive Phal:Angst’s lyd med ord. Pladen, der har fået den dystre titel ”Black Country”, åbner med et næsten 15 minutter langt nummer, der hovedsageligt består af noget spoken word, med en smule messende sang til ovenpå et lydspor af elektroniske elementer. Det er på samme tid både dragende og en smule uhyggeligt. Og mest af alt lidt underligt. Titelnummeret er anden skæring, og det ligner mere et stykke musik man kan forholde sig til. Desværre er det bare ikke særlig godt. Eller også er det mig, der ikke er dybsindig nok til at forstå det store guddommelige budskab. For selvom jeg fornemmer at der er en dybere mening med det her projekt og de sære toner der kommer fra det, så er det bare pakket ind i alt for meget særhed og for lidt musikalitet til, at jeg på noget tidspunkt rigtig kan finde ud af, hvad det går ud på. Der er yderligere to numre på albummet der varer næsten 15 minutter. Sammenlagt ender vi på en spilletid på 55 rædsomme, ligegyldige, vanvittigt umusikalske minutter. På ”Black Milk Of Morning” titter der halvvejs igennem lidt melodi frem, som egentlig lyder ret fint. Desværre er det overstået meget hurtigt, og forsangeren tager over med sin mærkelige vokal og hverken messer eller synger, men mest af alt lyder som en prædikant der har ondt i maven.

Phal:Angst er noget af det særeste jeg har lagt øre til meget længe, og jeg har meget svært ved at sige noget som helst pænt om det. Det er simpelthen bare for mærkeligt og for utilgængeligt, og hvis jeg må være 100% ærlig, er det samtidig ganske rædselsfuldt at høre på!

Track list:
1. Hardwire
2. Black Country
3. The Old Has To Die and the New Must Not Be Born
4. Black Milk Of Morning
5. Theta
Samlet spilletid: 55:00

Læs mere...

Emigrate - Silent So Long

Før jeg lytter til dette album, når jeg at tænke, at ”Det er da ham der fra Rammstein, er det ikke…” Og jo, hvis nogen skulle være i tvivl, så er Emigrate navnet på Richard Kruspe’s sideprojekt. Kruspe har slået sine folder som lead guitarist i den tyske mastodont af et metalband siden deres spæde start tilbage i 1994. Og ud af asken fra en pause med Rammstein, steg så projektet Emigrate i 2005.

Dette er mit første rigtige møde med bandet, men det første album kom tilbage i 2007, og nu er Kruspe og hans bandmates så klar med endnu et udspil, ”Silent So Long.” Og man kan da sagtens høre lidt af lyden fra Rammstein i musikken, men Emigrate har bestemt sit helt eget unikke udtryk. Kruspe står selv for vokalen på cirka halvdelen af numrene, og på resten har han fået besøg af prominente navne som Peaches, Lemmy, Marilyn Manson og Jonathan Davis. Og jeg kan faktisk rigtig godt lide kombinationen og den afveksling, det giver musikken. Desuden føles det, som om de enkelte numre nærmest er skrevet til sangeren, det passer som fod i hose og det er fandeme godt skruet sammen. Albummet åbner for fuld smadder med den eksplosive ”Eat You Alive”, og så er stilen virkelig lagt. Emigrate er tungt og melodisk, tilsat en god portion industrial-elementer og til tider både ond og brutal lyrik, af og til med sexede undertoner, som på ”Get Down” hvor Peaches’ sprøde røst akkompagneres af hvinende guitarer, et lækkert beat og et omkvæd der eksploderer, mens Kruspe brøler ”Get down and get me going.” Skæring nummer tre er intet mindre end episk, når vores alle sammens Lemmy tager os med på en vild tur til ”Rock City.” Og selv den snart lidt fallerede shockrocker Manson gør det fremragende på ”Hypothetical”, der er dyster, melodisk og hårdtslående på allerfornemste vis. Kruspe overtager vokalen på ”Rainbow”, der er skrevet til hans datter, og den stærke og småkyniske ”Born On My Own”, der desuden leverer nogle af de lækreste guitarsoli på albummet. Albummet taber pusten en smule på sine sidste par numre, selvom titelnummeret med Jonathan Davis lukker og slukker på en hæderlig måde. Det er dog langt fra det stærkeste nummer på albummet og smager lidt for meget af Korn.

Men jeg kan ligeså godt sige det som det er; jeg er tosset med det her! Kruspe spiller ikke kun fremragende guitar, han har også en rigtig fed rockvokal og er sangsmed af guds nåde. Jeg elsker mixet af hård rock, der blander sig med industrial og tunge metalelementer. Jeg elsker variationen der gør, at ”Silent So Long” er et album, man sent går hen og bliver træt af. Godt gået, Kruspe, virkelig godt gået!

Tracklist:
1. Eat You Alive (feat. Frank Dellé)
2. Get Down (feat. Peaches)
3. Rock City (feat. Lemmy Kilmister)
4. Hypothetical (feat. Marilyn Manson)
5. Rainbow
6. Born On My Own
7. Giving Up
8. My Pleasure
9. Happy Times (feat. Margaux Bossieux)
10. Faust
11. Silent So Long (feat. Jonathan Davis)

Samlet spilletid: 43:00


Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed