fbpx

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Soulfly, Incite, Lody Kong

Når jeg snakker med folk omkring Copenhell 2012, er der rigtig mange der fremhæver Soulflys koncert om lørdagen som en af de bedre koncerter. Fed energi og god performance på scenen. Det invitere jo til at man ser dem live – og når så muligheden byder sig slår man naturligvis til. Torsdag aften, lille vega og på lidt af en familietour. Lody Kong, Incite og Soulfly gæstede Danmark, og jeg var ikke den eneste der havde fået ideen om at tage ind og se Max og sønnerne på scenen. 20 årige Zyon Cavalera gør sig bag trommerne for eget band, Lody Kong, men også for Soulfly, mens storebror Richie gør som som vokalist i Incite. En familietur af bedste klasse.

 

Lody Kong

Jeg vil starte med at slå to ting fast. Der er ingen tvivl om at Zyon Cavalera kan slå på trommerne og der er heller ingen tvivl om at man kan komme langt når ens far er Max Cavalera. Lody Kong har eksisteret siden 2011 og udgav i februar i år deres første EP, No Rules. Zyon ser ud til at være den ældste af medlemmerne på scenen, mens bassist, guitarist og forsanger alle ligner noget der lige har rundet de 17. Da det purunge band gå på scenen lidt i 21:00, er der ikke meget mere end halvfyldt i lille vega trods det sene tidspunkt. Ærgerligt, men for at være helt ærlig, så gik de der endnu ikke var fremmødt, ikke glip af noget. Lody Kong lød præcist som de 1.000 bands mine venner dannede tilbage da de var 17-18 år. De vil for meget og kan for lidt. Overblik og sans for simpel med god sangskrivning er manglende. Det hele lyder lidt som en tur i øvelokalet. Stilen lugter af groove metal med et twist af død mens lyden er dårlig og mudret og bandets kompositionerner er kedelige og forudsigelige. Selvom bandet, og slet ikke Zyon, ikke er uden talent, virker det hele voldsomt amatøragtigt. Publikum er passivt med undtagelse af enkelte, der svinger lidt med håret. Men reelt er der nok ikke tvivl om at folk ikke er kommet for at se eller høre Lody Kong. Jeg tvivler dertil på, at bandet fik nye fans med hjem derfra. Lody Kong mangler erfaring og ikke mindst velskrevne numre. Der er ingen tvivl om at Lody Kong aldrig var kommet på en sådan tour, hvis ikke det var for farmand, men reelt burde bandet nok være blevet hjemme. Måske bandet om 5 år, vil være værd at se live igen? Indtil da bliver det til en tur tilbage i øvelokalet og en dumpekarakter herfra. 2 ud af 6.

 

Incite

Efter at have haft første Cavalera på scenen var der lagt op til et kvalitetsmæssigt løfte. Richie Cavalera og hans medkumpaner i Incite har været i gang siden 2004 og har udgivet to albums, debuten The Slaughter (2009) og All Out War (2012). Til forskel fra Lody Kong havde vi altså et langt mere erfarent for ikke at sige modent band på scenen 21:40. Incite lyder godt på plade og fungere godt live. Energien var der og det lykkedes at få startet publikum i løbet af den halve time bandet stod på scenen. Richie må uden tvivl gøre sin far stolt, når han troner rundt på scenen og leverer handbang som perler på snor. Stilen er en gang groovie metal med twist af thrash, udført knivskarpt og med nogle ganske gode kompositioner. Vi bliver fulgt godt rundt i de to udgivelser og får bl. a. ”The Slaughter”, ”Feel The Flames”, ”Down And Out” og Tyranny’s End”, inden bandet forlader scenen. Incite leverede en fed koncert og noget nær en perfekt opvarmning. Publikum var underholdt, bandet velspillende og med et par udgivelser mere i tasken og lidt flere numre der virkelig brager igennem, er der ikke tvivl om at Incite kan bære deres egen tour. Indtil da må vi tage os til takke med en velspillet og velperformet opvarmning, hvor kun en lidt mudrede lyd virkelig irriterede. 4,5 ud ag 6.

 

Soulfly

22:30, var det endelig blevet tid til at få far Cavalera på scenen. Med Zyon bag trommerne, var der lagt op til lidt af en familie fest, hvor publikum næsten var ligeså stor en del af familien. Der blev i hvert fald taget meget varmt imod den aldrende helt. Desværre skal der fra start sættes en tyk streg under ”den aldrende”. Max er ikke helt ung længere og det er desværre alt for tydeligt under koncerten. Det hele starter ellers meget godt. Lyden er godt, publikum ved at være tæt pakket og når man så får smidt ”Prophecy” og ”Back To The Primitive” i hovedet som nogle af de første numre, så skulle niveauet være sat. Publikum virker da også på og ikke mindst taknemmelige. Zyon smadre derud af på trommerne mens Marco Rizzo levere den ene fede spade efter den anden. Max himself, han er træt. Meget træt. Han trasker lidt rundt, svinger med en tom vandflaske og forlader scenen op til flere gange. Hertil er hans vokal er ikke til at høre til start, men bliver heldigvis justeret. Det lover altså ikke godt – og bliver aldrig rigtig godt. Meget af energien i numrene forsvinder når man ser på Max, der knapt nok kan tage tre hop uden at være fuldstændig flad. 

 

Vi bliver ellers ledt godt igennem Max’s materiale – ikke Soulfly’s, men Max’s. Det er vel hvad man kan forvente, men med 8 Soulfly udgivelser i tasken vil jeg tillade mig at stille spørgsmål ved, om det reelt er nødvendig at 1/3 af setlisten er Sepultura eller Nailbomb. Fred være med det, det er altid rart at høre ”Straighthate”, ”Roots Bloody Roots” og resten af Sepulture klassikerne, men er det ikke ved at være på tide at Soulfly fokusere på Soulfly i stedet for at leve på noget der var en gang? I det hele taget blev det en noget mat omgang. Publikum lod dog til at æde det hele råt og nyde det, så det må man naturligvis også tage med, men personligt var jeg ikke imponeret. Vi fik endda et nyt Soulfly track, ”Bloodshed”, hvor forsanger Igor fra Lody Kong, var med på vokal. Det vil sige han skreg ”Bloodshed” ind i en mikrofon der var alt for lavt stillet. Ikke noget der ligefrem højnede interessen for Igor og Lody Kong vennerne. Med fokus på det nye nummer, må det så også siges, at det ikke var voldsomt interessant og hvis det er hvor Soulfly er nu, kan jeg godt forstå, at der er så meget Sepultura og Nailbomb med i deres liveset. 

Efter lidt over en time var det slut. Vi nåede lige at få endnu en skuffelse. Perlen ”Jumpdafuckup” blev smidt på som første ekstranummer, i en 30 sekunders lang version. HVAD FANDEN ER SÅ POINTEN I AT SPILLE NUMMERET? Herefter blev der lukket ned med ”Eye For An Eye” og slut. Konklusionen: Farman Max virkede træt og imponerede absolut ikke. I det hele taget synes jeg personligt at Incite showet var mere interessant end Soulfly. Det kombineret med ovestående ankepunkter, bliver det heller ikke til mere end 4 ud af 6 til Soulfly.

 

Samlet set stod jeg tilbage med en lidt kedelig smag i munden. Familiefesten udeblev og Incite var uden tvivl aftenens højdepunkt. Med lidt matematik og personlig tilpasning vil jeg give aftenen en halvsjov karakter af 3,5 ud af 6.

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed